En opskrift....eller to.

Hvis der ikke er andet at skrive om - og her er lidt dødt i øjeblikket, det regner og her er ingen gæster - så kan jeg da levere et par madopskrifter.

Jeg har fundet et par “gamle” danske dameblade, og i dem har jeg fundet nogle madopskrifter. Det undre mig at der står, blandt andet “kan du ikke få/lide de omtalte urter, så kan du bruge dem du kan få/lide” 

NEJ det kan du ikke, skal du lave mad efter en opskrift, så skal du gøre nøjagtigt som der står i opskriften. Så kan du efterfølgende lave om på den, hvis du syntes.

Så er det en ny opskrift, som du skal følge, og så fremdeles…..

Så hvis du følger mine opskrifter slavisk, så garanterer jeg et sublimt resultat.

“Havregrød a la Monique” Opskriften er til 2 personer.

¼ l. Vand

¼ l. Mælk (økologisk, med den fedtprocent der passer dig)

¼ l. Havregrøn (økologiske og fint valsede)

¼ tsk. Salt (gerne Læsø salt)

30 g. Smør (økologisk, gerne fra Thise Mejeri)

Vand og mælk bringes i kog, havregrynene kommes i og de koges, ved svag varme, i 6 minutter under stadig omrøring, smages til med salt og serveres med stødt kanel, sukker og som prikken over i’et en klat koldt smør.

Jeg anbefaler et stort glas koldt mælk (helst den samme slags mælk som er brugt til grøden) til at følge denne “Morgenmads” klassiker.

VELBEKOMMEN

“Okse i Karry a la Monique” Opskriften er til 4 personer.

1 tsk. Friskhakket ingefær.

1 tsk. Friskhakket hvidløg.

1 tsk. Friskhakket blandet rød og grøn chili (medium stærk).

1 stk. Hakket løg (stort).

2 stk. Porer (det hvide skåret i fine skiver, det grønne hakket)

2 spsk. Karry (den stærke fra Madras)

1 tsk. Stødt kanel.

1 ds.  Kokoscreme.

¼ l.    Piskefløde.

8 stk. Modne tomater (uden skind og kærner) hver skåret i 8 dele.

½ stk. Frisk ananas, skåret i små stykker.

1 kg. Oksemørbrad (befriet for sener og fedt og skåret i mundrette stykker)

400 g. Basmati ris.

100 g. Smør til svitsning.

1 dl. Olie til stegning.

Salt og Peber.

Ingefær, hvidløg, chili, løg samt det grønne af porerne svitses i smørret, karry og kanel tilsættes og det svitses yderligere et minuts tid under omrøring.

Kokoscreme og fløde tilsættes, det koges i nogle minutter til alt er mørt og det har den rette konsistens.

Oksemørbradsstykkerne steges i olie (ikke for mange af gangen, så de begynder at koge) smages til med salt og peber.

Risene skylles og koges med dobbelt vand og salt i ca. 10 minutter under låg, mens de trækker yderligere 10 minutter, så varmes karrysaucen og kødet, tomaterne, det hvide af porerne samt ananasen.

Koldt øl eller kold hvidvin er hvad jeg vil anbefale til denne “stærke” ret.

VELBEKOMMEN

Skulle der være nogen/nogle der har mod på at prøve foranstående opskrifter, så må jeg fortælle at de er taget lige ud af mit hoved, jeg har altså IKKE prøvet dem selv, der er dog overvejende grund til at tro, de er “spise bare”.

Jeg har ikke siden jeg gik på kokkeskole - da skulle man kunne opskrifterne udenad .- lavet mad efter opskrift, jeg har forestillet mig hvordan at det ville komme til at smage og det er som regel lykkedes. 

Det er ikke helt rigtigt, selvfølgelig har jeg lavet mad, professionelt, efter opskrift, gæsterne skulle jo gerne være sikker på at næste gang de kommer og bestiller det samme, at det så også smager af det samme. Det er som privat og selskabs kok jeg har brugt metoden, naturligvis spiller min erfaring også ind, men det er ikke så svært, hvis man tør tage springet.

Det er en metode jeg varmt anbefaler til andre, jeg mener hvis du selv syntes af ting passer sammen, så gør de det nok også. Det er vel ikke mange som syntes at “1 spandauer fyldes med rejesalat, 1 skive stærk ost ligges hen over, varmes til osten smelter og er lysebrun, spises med store melede hvide kartofler og ærter fra dåse” lyder til at smage godt, selvom der bliver serveret lunken “Nisseøl” til.

Lige et råd - skulle man prøve min metode, med at “tænke” sig til en opskrift - og man inviterer gæster, prøv den lige først, så undgås “katastrofer”.

Som den faste læser helt sikkert har bemærket så bliver mine “indlæg” tyndere og tyndere (det gør jeg faktisk også selv), jeg må blankt erkende at det bliver ikke bliver nemmere at finde på med tiden, så jeg tror (nej jeg ved) at jeg tager en pause til jeg har noget at fortælle eller noget at brokke mig over.

Jeg vil her benytte lidt spalteplads til. 

At takke dem som fulgte og bar, 

som skrev kommentarer og svar.

Som fik mig tilbage på rette vej

Til Jer vil jeg sige farvel så længe 

HEJ! HEJ!

De kærligste hilsner og glem ikke at huske, at kramme den/dem/ du elsker.

Robert

Billedbog

Dette er mit første rigtige forsøg på at overføre billeder til min blog, jeg troede at jeg kunne overføre dem alle på en gang, men sådan skulle det ikke gå. Så de kommer i en noget rodet rækkefølge. Der er et udvalg af billeder fra mine ture til Kenya, så der er tidsforskel på dem.Her er billeder fra 2006, hvor jeg var her med John og fra 2007 hvor jeg var her med mine forældre og til slut billeder fra i år, hvor jeg er her med mig selv. Det kan blive bedre når jeg får øvet mig, men jeg håber at det giver en lille fornemmelse af mine omgivelser.

(Under redigering, så fandt jeg en vej til at få det altsammen ind på en side, det er stadig lidt forvirenede, men jeg håber at det går).

Dette er min "Tænketank", men fordi det er regntid nu, så er det ikke der jeg bruger min tid.

(ikke at det gør nogen forskel, er der sikkert dem der mener)

Geoffrey og jeg var ovre at fælde Burgainvillae buske på Karls (min checf) anden grund en ½ time rask gang fra hvor jeg bor, en dag hvor det ikke regnede,

vi svedte dog, så det løb af os.

Geoffrey skulle vise hvordan man slå en "Popo"(et frugttræ med frugter lidt ligesom papaya) over i et slag, med en "slasher", det er sådan en man slå græs med eller slår folk ihjel med, men det er en anden historie.

Her er to "Mombasa Express" (en form for tusindben, op til 20 cm. lange) i hed elskov på terasse gulvet, jeg ved ikke hvem der bærer rundt på hvem, her er de stoppet op for "at rulle".

Her er et billede af "Bror Øbberbøv", taget en morgen da John og Louise var her, der er ikke noget at gøre ved det, det ligner

John og Ego taget af Louise, da vi var ude at spise "fint" på "The Cave", det er en restaurant der skal opleves, den er bygget - af et engelsk ægtepar - 10 meter nede i nogle gamle koral huler og maden (hummer og fisk) er noget af det bedste jeg har fået.

Her er Miriam og Geoffrey klædt på til at bevæge sig ud i regnen, det bliver brugt flitigt i denne tid.

Dette billede, er et af en elefant - det er taget i Simba Hills Nationalpark, kun en lille times kørsel fra hvor jeg bor - der hviler snablen (ja. det er tekstet for de hørerhæmmede)

Her er aben der sked på gulvet, eller også er det dens mage. Det er et par som har deres tur om morgenen, de starter på mit tag - så er jeg vågen - så fortsætter de til et Avocado træ i den anden ende af have, hvor de spiser morgenmad, hvis ikke Geoffrey kaster sten efter dem.

Der findes over 20 slags Akasietræer, her er tornene på en slags, nogle af dem bruger de lokale til at sy med, andre bruges til at indhegne deres boma (boplads, hvor dyrende er i midten, så et "hegn", så bor de indfødte, så uden på er der igen et "hegn" af spidse torne. Giraffer spiser de små blade der sidder mellem tornene, fordi de stikker sig på læberne og i resten af hovedet, så er deres spyt antiseptisk, og de infødte bruger faktisk girafspyt, hvis de har fået betændelse i et sår. Giraffens tunge er ca. 40 cm. lang, så den kan godt slikke sig i nakken

Her viser Det Indiske Ocean sig fra sin bedste side, og John måtte i, et par hundrede meter ude er der så et rev - på billedet er det højvande - der skille det lave vand fra det dybe vand, og hvor jeg har prøvet at fiske fra båd, "Deep See" Fiskeri, det er noget der skal prøves igen. Her er chance for at fange Tun, Sejlfisk, Dorado, Hajer og Marlin der kan veje op til 300 kg.

Her er en af de gamle færger ( der er tre, men der kommer en helt ny fra Tyskland i løbet af sommeren, der transporterer biler og mennesker (over 100.000) frem og tilbage mellem Mombasa og Likoni. Mombasa er en ø der er forbundet med nordkysten via en bro, og ind i landet via en dæmning os så sydpå mod Tanzania, med færger der sejler over Likoni Kanalen, den er vel 5-6oo meter bred, og det er også her al skibstrafik til Mombasa havn skal ind, så der kan være kø en gang imellem

Her får man et ganske godt indtryk af at, når det regner så kommer der altså noget ned, billedet er taget, da jeg var her sammen med John i 2006, og det er taget i den "lille" regntid

det samme er dette billede, taget fra terrassen i Villa Pierre.

De sidste to billeder er ikke i den bedste kvalitet, til gengæld så var oplevelsen så meget større. Kort fortalt, så havde vi (John og ego, 2006) lige passeret (for 10 minutter siden) nogle klipper på vej hjem fra et eftermiddags "gamedrive" vi var kørt ind på hotelets p-plads, da vores chaffør hører noget over "radioen" vender bilen og så skal jeg love for at det gik stærkt - 60 km i timen på de her hullede veje, det er stærkt - så vi holdt på alt hvad der var at holde på, jeg spurgte hvad der var sket, og han sagde at der var en leopard på "klipperne", alle de andre safari biler som var kommet hjem efter os havde altså set den, da vi kom frem til stedet så lå den ganske rigtigt og slikke den sidste sol den, da vi måtte køre lidt længere så vi kunne vende bilen, så var de andre kørt, da vi kom tilbage, nu havde vi hende for os selv, men solen var væk fra den klippe hvor hun lå, så efter et par minutter så strækte hun sig, og sprang med en lethed over på en anden klippe og ned i underskoven, jeg troede at hun var væk, og chafførn gjorde klar til at køre, da John sagde "Stop, jeg tror at den kommer denne vej", en svag raslen fra buskene og pludselig stod hun der og så op på os lige ved siden af bilen - jeg får gåsehud blot af at skrive dette - efter et par l a n g e sekunder fortsatte hun over vejen, kiggede en enkelt gang tilbage, sådan som om hun lige skulle være sikker på, at vi havde fået de billeder vi skulle ha', før hun forsvandt i det tætte buskads på den anden side af vejen. Hold da kæft vi var stumme i lang tid, et er at se en levende leopard (som er det sværeste af "The Big Five" elefanten, næsehornet, bøflen, løven og så leoparden, at se tæt på) ligge og nyde dagens sidste solstråler, måske 3-40 meter væk på en klippe, men at være så heldig at se den på under 3 meters afstand det er en "ud af kroppen oplevelse". Vores chaffør sagde, mens vi nød en iskold Tusker, da vi var kommet hjem på hotellet, "Så tæt på har jeg aldrig været på en Leopard, that was great. Vi gav ham ret og tog en Tusker mere. Så jeg kan leve med de "dårlige" billeder. Det var hvad jeg har valgt at

vise denne gang, jeg håber at det har været besværet vær (altså Jeres)

Jeg slutter af med, det sædvanlige. Husk, glem nu ikke at kramme en du elsker......

Kærlig hilsen

Robert

Søndag den 3 maj 2009.

De første spæde solstråler rammer mit ansigt, jeg vågner og kigger på klokken - selv om jeg ved den er lidt over seks - jeg vender mig og prøver at falde ned i Morfeus rige igen, men jeg kan mærke at jeg ikke har heldet med mig, så jeg står op.
Der er stadig en halv time til Geoffrey kommer, og Stephen er gået hjem.
Så jeg har det hele for mig selv, efter en lille tisse tår sætterjeg mig ud på terrassen og nyder stilheden som endnu er tilstede. Når først jeg har fået gnedet søvnen ud af øjnene, 

så er det en fryd for sjælen at sidde her inden dagen rigtig starter og se på fugle.
Jeg kommer lidt ekstra havregryn på fuglebrættet og snart begynder de små sultne væverfugle at flokkes og slås om magten på foderbrættet. Jeg har fem forskellige slags som jeg har givet navne - Yellow mås, sort hat, rød øje, orange top, sort bryst - og så er der hunnerne, som ikke er så farvestrålende, så de har ikke fået navne endnu.
Jeg kender ikke deres “rigtige” navne og Geoffrey er ikke til nogen hjælp, han siger det er weaverbirds (men udtaler det riverbirds) så der gik et stykke tid inden jeg forstod, at det var væver fugle.
Her er også to slags kolibrier, som ikke kommer til foder brættet, samt en fem seks andre ,større, arter som heller ikke kan lide havregryn.
.Klokken syv kan jeg høre at Geoffrey lukker sig ind af porten, klar til dagens forskellige gøremål, vi er alene i dag, for Poul er startet på 14 dages ferie og Miriam kommer først tilbage fra 14 dages ferie i morgen. Og her er ikke nogle gæster, det ser lidt sort ud for øjeblikket, men der ryger vel nogle i fælden snart.
Jeg laver kaffe og rister nogle skiver franskbrød i min “toaster” og sætter mig igen ud på terrassen, klar til at spise sammen med “The Birds”. Der kommer en heftig byge og fuglene forsvinder, “this is just a shower” siger Geoffrey, “it’s gone in a minut” ja der gik lidt længere, vel en ti minutter så var solen fremme igen som om intet var hændt. Efter et par kopper kaffe, lidt flere smøger og et par kapitler i Judith Thurmans bog “Karen Blixen, en fortællers liv“. (en bog jeg fik af Johns kæreste Lene på vores fødselsdag (vi er begge født den 26 februar) og en bog jeg kan anbefale at læse hvis Karen Blixen ellers er på læselisten) er det tid til lidt personlig hygiejne.
Efter tandhygiejne, en hurtig skyller under den kolde hane og iført mine nye sandaler - og tøj naturligvis - gør vi os klar til at gå over til min “Landlord”s andet stykke Kenya, en “plot” på ½ acre (ca. en ½ fodboldbane, grunden jeg bor på er ¼ acre) den ligger en god ½ times gåtur gennem bushen, det er en dejlig tur hvor vi for følelsen af at vi er lidt “Palle alene” i verden. Her er godt nok ingen “vilde” dyr, men en ged eller en ko ser vi nu og da på vejen (som er en mudret sti
der slynger sig gennem landskabet, og hvor det gamle koralrev stikker op gennem mudderet, jeg falder ikke , men det er tæt på et par gange.
Da vi er kommet cirka halvvejs, spøger Geoffrey om jeg sveder, ja lidt sveder man vel altid, men det er overskyet og egentlig en behagelig temperatur i gå tur i, at han mente om jeg var våd, fandt jeg ud af da det pludselig bliver mørkt og stille. Fuglenes sang er forstummet og stående (uden øl og langt fra hjemmet) midt i bushen og hvor træer er en mangelvare, åbnede himmelen sine sluser.
Der gik ikke 2 minutter så er vi gennemblødte, jeg mener ikke våde, jeg mener “hop i pølen med tøjet, cigaretterne, lighteren, pungen med penge og kopi af pas” gennemblødte. Nå, når man er våd så er man våd, så vi fortsætter vores vandring som om intet var hændt, dog er stien nu blevet til en mellemting mellem en “flod” og et mudderbad, og mine nye sandaler er ikke så “pæne” mere, efter et kvarter, så skinner solen igen og fuglene synger som om intet var sket. Vi så at grunden lå der endnu og alle frugttræerne og mangotræet var intakte. (Karl, min chef, havde fået et telefonopkald i London, om der var nogle der gik og fældede træer, så han var bange for at grunden var ryddet)
Det er nabogrunden hvor der er tegn på at der skal bygges. Så vi “vender kajakken” og begynder på hjemturen, Geoffrey kender “a short cut” som viser sig at gå lige forbi en Restaurant - “Sun Dawn’er” - der ligger ud til “strandvejen” og her hiver jeg en pjaskvåd tohundred shilling seddel frem og byder på en kold “Tusker”. Jeg er nødt til at købe mig en pakke “cigabøjer” for mine egne er uden for redning, lighteren er også gået kold - måske er det et tegn fra oven om jeg skal holde op med at ryge, jeg ser det ikke - så jeg får ild af tjeneren. Da vi kommer hjem (ti minutter senere) er mit tøj næsten tørt, (ikke mine underhylere, de er lidt klamme) og mine sandaler er “nye” igen efter Geoffrey ordnede dem.
Et par hjemmelavede “Pariser Toast”, et glas iskold lemonade, lavet af det lokale vandhanevand (kogt) som så kommer i køleskabet, det smager lidt af salt, men jeg er da ikke blevet syg af det endnu - normalt er det “kildevand” fra dunk jeg drikker (stuetemperatur, det er ikke godt med for meget koldt at drikke), selv om jeg nyder min “iskolde” lemonade til frokost.
Klokken er nu ved at være to, og det er “Pool Time” - Pøl du er min ven og nu er du det igen - jeg elsker at ligge i det kolde (ja, rigtigt koldt bliver det aldrig), men kølige vand og fundere over livet i almindelighed og mit eget i særdeleshed (det kommer næppe bag på nogen som har fulgt med på min blog).
Lige inden jeg begynder at lige en rosin, så lader jeg solen tørre min krop, mens jeg langsomt vågner op, til endnu et kapitel af “Livsens Ondskab”.
Læsningen af dagen aviser. Det foregår i selskab med en kop stærk kaffe og en pibe tobak, når de så er fordøjet, så begynder jeg at tænke på aftensmad, som i dag er “resterne” af Pouls frikadeller i paprika sovs med ris.
Uuhmmm, det smager vel nok dejligt, det må da være hjemmelavet.
Geoffrey tænder “myggens lys” ved femtiden (inden han går hjem klokken seks), jeg er færdig med at spise ved sekstiden og jeg hører at Stephen og Geoffrey taler sammen, inden han kommer og siger “good evening, how has your day been, mine has been ok“, så er det på vej til at blive mørkt, (skumring er = med ca. tyve minutter) så jeg trækker mig tilbage til P.C.’en , tjekker mails, skriver mails, jeg ser en film - Mama Mia for 4 gang ! (jeg må indrømme, da jeg hørte at Meryl Streep og Pierce Brosnan, Stellan Skarsgård med flere, skulle indspille Mama Mia, så tænkte jeg “her er en film jeg aldrig skal se”. Jeg så den så “i smug“ på vej hjem i flyveren fra Kenya, jeg havde set alle de andre film før, så jeg tog “Phantom of the Opera” og “Mama Mia”, lige efter hinanden og jeg var solgt. Jeg ønskede mig den til jul og fik den). Glad om hjertet efter en omgang “god øregas” er det nu her ved 11 tiden, jeg vil kaste mig i armene på Mr. Morfeus.
God nat Ole, sov godt og tak i lige måde.
Ja sådan så søndag den 2 maj ud, her i Diani Beach, Kenya.
Jeg vil slutte med den sædvanlige smøre. Husk ikke at glemme……………..
De kærligste hilsner
Robert.

En sludder for en sladder, men med et twist...

Denne gang er jeg ikke oprørt på egne vegne (gu er jeg da det), men lige så meget på alle andres vegne.

Pirateri er blevet en svøbe i farvandet omkring Somalia og det Afrikanske Horn. Inden for de sidste par år er der blevet opbragt mere end 200 handelsskibe, betalt mange hundrede millioner US $ i løsesum, og dræbt nogle få pirater og gidsler.

Der er en del skriveri i den lokale presse om netop dette emne, fordi der kommer en del krigsskibe til Mombasa havn, for at proviantere. De er en del af den flåde fra næsten hele verden der prøver at beskytte handelsskibe, der sejler gennem Suez kanalen på vej enten til Østen eller som fragter (blandt andet) nødhjælps forsyninger til hele Øst Afrika.

Hvad kan (skal) der gøres for at få dette uvæsen til at ophøre? For på trods af alle de krigsskibe, så bliver der stadig opbragt handelsskibe næsten hver dag.

En måde er at sejle i konvoj, som man gjorde under anden verdenskrig på Nord Atlanten, for at beskytte skibe på vej til England, Selv om der stadig blev sænket skibe så var der dog i langt mindre målestok end før.

En anden kunne være at sætte nogle militærfolk ombord med våben (og med tilladelse til at åbne ild, hvis angrebet) så besætningen ikke skal forsøge at “spule“ dem væk, når de forsøger at entre, for når piraterne er udstyret med raketstyr, og jeg var ombord med en brandslange, så ved jeg godt hvor jeg ville gemme mig (men det vil jeg ikke fortælle Jer), men et par rutinerede “skarpskytter”, de kunne skyde de pirater før de fik styr på raketstyret.

Jeg kender ikke noget som helst til den “overordnede strategi“, men at gøre som det danske orlogsfartøj, tage dem ombord (fede dem op et par dage) for så bagefter i ly af mørket, sætte dem i land i Somalia, (efter at de selvfølgelig fik en løftet pegefinger og besked på “at det må I ikke”) så de kunne få fat i en ny båd og prøve igen, det er da helt til grin i min verden.

Piraterne er en flok unge mænd, som kommer fra usle kår, uden skolebaggrund fra et land der har været i borgerkrig hele deres liv, og med chancen for at få så mange penge, stort set uden at løbe nogen risiko, kan jeg godt forstå at de tager chancen.

Det man så også (måske endda samtidig) kunne gøre, var at sørge for at der kom fred, skolegang og arbejde til dem i stedet, men det er jo en helt anden historie.

“Welcome to my world of Utopia”, ja, de kolde klordampe fra pølen, de må da ha, gjort uhelbredelig skade på den øverste etage.

Der er jo i virkeligheden ikke en skid at gøre, verden består af udnyttere og udnyttede, sådan har det været før, sådan er det nu og sådan vil det vedblive med at være. Det er da utroligt blåøjet og naivt at tro, at dem som har, vil give til dem der ikke har - bevares vi smider da et par kroner i “bøssen” når dansk røde kors samler ind eller en af de andre nødhjælps organisationer gør det, men den hjælp der virkelig batter, som kan forandre et land, en verdensdel, den vil vi ikke betale og det er ikke kun penge jeg tænker på, det er arbejdskraft på alle planer og niveauer, Det er på det lovgivende, det dømmende og det udøvende plan, for hvis infrastrukturen fungere, så vil landet, verdensdelen hurtigt komme på benene, (den der svada, den kræver vist lige en dyb indånding) nå, jeg må videre i teksten.

Nej tingene er som der står i en verdenskendt bog “Til dem som har, der skal der gives, og til dem der intet har, fra dem skal der tages. Det er måske en smule omskrevet, men så skulle den også være sivet ind hos de tungnemme.

Har Moder Teresa, Florence Nightingale, Katte damen henne fra hjørnet, da levet forgæves er der nogle der spøger?
Har Stalin, Hitler, Saddam Hussein levet forgæves er der sikkert andre der spøger?

Svaret er til begge spørgsmål, er et rungende JA, vi har som mennesker ikke lært en skid af historien, tværtimod så er det som om, at alt skal prøves igen og igen, for det er nok ikke rigtigt det VI har læst.

Hænger verden sådan sammen? kan vi ændre den på trods af vores historie, eller må vi blot konstatere at “Vi mennesker, er ikke andet end vilde dyr, med et sprøjtemalet (millimeter) tyndt lag af “civilisation”. Dette citat er ikke noget jeg selv har fundet på, det er en af mine gode venner, Preben Thisen, der engang udtalte det under en diskussion, om krigen og krigsforbrydelserne på Balkan.

Jeg håber at min mening er gået klart igennem, jeg selv lidt i tvivl, det er nok den letsindige omgang med pølen og de kolde dampe, som gør at jeg ikke ser det så tindrende klart, nu jeg læser det igennem, men det blev som det blev.

Det var så alt fra mig i denne omgang, husk ikke at glemme det vigtigste her i livet. Fortæl at du elsker, den/dem du elsker. Og selvfølgelig gi’ dem et KRAM.

PEACE, LOVE AND UNDERSTANDING TO THE WORLD, I LOVE YOU ALL.
Men du - ja dig - du er nu en af mine favoritter.

De kærligste hilsner fra.

Robert.

"Facebook"

Livet her i Kenya, det går sin vante gang, dog regner det mere nu og temperaturen er faldet en 10 grader, hvilket ikke er så galt endda, det er stadig varmt nok til en tur i pølen, hvor jeg kom på denne uges “Klumme”.

Et navn som en af mine gamle venner skrev ,hun bedre kunne lide, fordi ordet klumme, havde mere klang af noget med mening i end Blog, deri må jeg give hende ret.

Der sad to EDB nørder i en halvmørk kælder, i et hus, som lå i en forstad til en større amerikansk by. (Det kunne også godt ha’ været et lille kollegieværelse i Lyngby tæt på DTU, så ville USA blot være udskiftet med Danmark)
De var optaget af at bygge et “netværk“, hvor de og deres venner kunne chatten med hinanden, deres vision var, at de måske kunne få “venner” også uden for den forstad hvor de boede, måske fra hele USA, måske fra hele verden.

Nogle år senere er de blevet multimillionærer, de har solgt deres “opfindelse” til Google. Facebook er blevet en magtfaktor.

Jeg aner ikke en rygende fis om hvordan Facebook, (Fjæsbog eller hvilke øgenavne der ellers findes rundt omkring i verden) dette fænomen, blev til, men historien kunne vel være sådan.

Jeg blev første gang opmærksom på dette fænomen, for ca. 2 år siden, hvor det kom til min daværende arbejdsplads, det blev hurtigt et hit, ikke at jeg hoppede på vognen med det samme (det er nyt og farligt, tænkte jeg vel), men jeg blev overtalt til at melde mig ind, at registrere mig eller hvad det nu kaldes.

I starten så var det ikke så meget jeg kunne finde ud af, men som der kom flere og flere “venner” på min side, jo mere interessant blev det jo.
Venner og venners venner og venners, venners venner, ja det går hurtigt i denne verden, jeg blev da bedre til at finde rundt i denne nye verden, og selv finde gamle venner på ny. Jeg har fundet “venner” jeg ikke har set i 20-30 år, og til dette formål, er det genialt.

De to “nørder” fra indledningen, hvad deres ambition var, det ved jeg af gode grunde ikke, men hvis det var, at man skulle kunne skrive små beskeder privat til hinanden og generelle ting til alle sine venner på engang, og på den måde følge lidt med i hvad der sker rundt omkring i hele verden. Så syntes jeg det er ok.
.
Det har måske taget lidt overhånd, med beskeder, som for mig ikke virker generelle, men som er meget indforståede, og det fatter jeg ikke at man sender ud til alle, og jeg syntes ikke om den trend, som er ved at være fremherskende, nemlig at man starter med at glæde sig til weekenden allerede om mandagen og de næste tre dage er det en ynk hvad folk skriver angående hvor, trætte, kede, sure de er for at være på arbejde, fredag kan de næsten ikke vente på at de skal hjem på weekend (der var en som hver 10ende minut, talte ned i tre timer). Så få dog et arbejde som DU kan li eller stop helt med at arbejde. (nå der kom lidt brok, men bare rolig det bliver værre), det må jeg vel blot acceptere, hvis jeg vil være “Facebooker”.

At man kan dele lægge billeder, videoer og musik ud på sin side og sende det rundt er jeg også glad for (selv om min nuværende Internetforbindelse ikke rigtig er gearet til denne form for info, den er så langsom, men det er jo mit problem),
Jeg har da set nogle “YouTube” indslag, kanon og tak for dem.

At der er nogle der tager sig tid til at oprette grupper, tilgængelig for alle der har interesse, det er der grund til at respektere, sådan en har jeg meldt mig ind i, Det er gruppen for “Alle der har sat deres ben på Vigerslev Alle Skole”, hvor jeg fandt gamle klassebilleder (godt nok ingen med min gamle klasse, men sjovt alligevel, og hvem ved måske er der en af mine gamle skolekammerater som lægger billeder på siden) og indlæg fra en hel del gamle elever, det bragte minder frem, det var en dejlig tur ned ad “memory lane”.

Når nu alle de gode ting er sagt (og der er sikkert flere som jeg ikke har omtalt), så er der en ting som irriterer mig noget så nederdrægtigt. Det med at jeg skal tvinges til at se/læse om “Test“ folk har taget, om jeg ved ikke hvad, men her kommer i flæng - Hvilken “soap” skuespiller er du - Hvilken action helt er du - Hvilken håndboldspiller er du (må indrømme jeg tog den, Jesper Jensen, ja der ligger niveauet) Hvad er din “rigtige” hårfarve - Hvilket dyr er du - Hvem ville du “date” hvis du kunne” (nej, Brad Pittbull, vil ikke ud med dig, selv om du betaler) - Hvilken personlighed er du - Hvilken prut er du - Kan du stave - Kender du disse filmstjerner (alle fra det sidste årtusind, så der har jeg en fordel, hvis jeg gad, men det gider jeg ikke) - ja jeg kunne godt blive ved, men jeg sætter grænsen her. I øvrigt så skal jeg give tilladelse til at “nogle” må bruge mine data, gu’ vil jeg ej.

Man kan blokere disse indlæg, er der sikkert en eller anden der vil sige, nå kan man det, ja, jeg kan i hvert fald ikke (finde ud af det) blokerer, uden at jeg ikke modtager mere fra disse personer.

Sidste nye (i min “Fjæsverden“), var fænomenet, “Find et påskeæg på din side“, gu’ vil jeg ej finde æg eller noget som helst andet, intet andet end lidt brugbar information. Det er det, jeg vil bede om, tak.

Det var så ordrerne for denne gang. Pas på dig selv og hinanden, og husk nu !
Glem ikke at give dem du elsker (eller blot holder af) et ordentlig KRAM.

Kærlig hilsen

Robert.

"I bagklogskabens klare lys"

For lige at runde bloggen fra forleden og mit “sure opstød” på mail af, så er her en mail jeg fik fra en af mine bedste venner, John Truberg og Lene (hans Kæreste). Jeg har kendt John siden 1970, hvor vi gik på kokkeskole sammen.

Jeg har valgt dette uredigerede indlæg, samt mit svar for at der kommer lidt mere “perspektiv” på mit (kan jeg se nu), desperate skud med “hagl bøssen”

Kære Robert.

Først tak for en hyggelig tlf. samtale, godt at hører at du holder skruen i vandet, trods alt! det ville være godt hvis vi kunne skype blot en gang om måneden, hvis det belaster dit budget alt for meget, kan vi jo splejse, så vidt jeg husker kan man tale sammen over skype i ca. 100min ( 1time og 40 min ) for 1000 ks.( det var det jeg det jeg betalte dig for mine og Louises skype samtaler til Lene ) nå blot en tanke jeg fik da jeg efter vores samtale gik ud i haven og fik vasket min fod mur samt rækværket ud mod vejen, derefter ind til en dejlig frokost som Lene havde lavet, bagefter en rigtig god morfar, op og tænde for computeren, og hvad måtte mit øje skue E- Mail med emnet opstød fra en gammel sur mand, hva`nu var min første tanke, nå, ja nu er den læst, og gudske lov følte jeg mig ikke ramt af dine "elefant" sprede hagl, jeg er som sædvanlig på din side, og ville igang med at lide i stilhed sammen med dig, men men, ja du kan godt tænde dig en smøg og nyde en piskende kold Tusker, det her bliver en ordentlig smørre, jeg vil prøve at få rede på det hele oppe i mit hoved, så undskyld hvis det virker lidt rodet, men der er så meget der presser sig på, ok er smøgen tændt og Tuskeren hældt op, godt så lad os begynde.

Jeg læser din mail op for Lene ( jeg ville gerne have hende med på lidt ynk på dine vegne ) men nej, der var ingen medlidenhed at hente, hun svarede mig blot " hvad i himlens navn havde han dog tænkt sig, det er jo ligesom når man er død, så taler folk om personen i 14 dage bagefter og derefter er den døde glemt, citat slut, jeg gør mit bedste for at forsvarer din mail, for jeg kender alt for godt din situation, men mere om det senere, Lene siger endvidere, hvad havde han tænkt sig rejse så langt væk med masser af tid til sig selv, de fleste folk har sgu nok at lave, og han ( dig ) har kun været i Kenya nogle måneder, nej nu må I sgu holde op, I to, har vist alt for meget fritid, sådan et par navle beskuende pensionister, se at få noget fornuftigt at tage jer til !!!!

Tak for kaffe, det skal dog siges at det blev sagt med et smil på læben.

Ja, så skal jeg lige love for at det hele bare kom til mig, jeg er som du ved også rejst væk ( fra København til Bornholm en smut tur på idag ca. 3 timer og stadig i Danmark pris tur retur ca. 500,00kr. ) fra venner, bekendte( dem har jeg ikke nogle af ) og familie.

Til at begynde med gik det ikke alt for godt men det gik dog, med hiv og sving, til at begynde kom vennerne og lidt familie, men det ebbede stille og roligt mer og mer ud, dog var der trods alt nogle trofaste, selv om deres besøg også blev sjældnere, men de kom dog, jeg brokkede mig selvfølgelig også, kom med sure op stød ( jeg må lige tilføje at jeg som du ved fik pension, og som følge deraf også fik mere fritid,) det var for mig en til tider noget ensom affære, der var ikke megen forståelse at hente rundt omkring, folk havde jo nok at se til, da jeg ikke fik denne accept ej heller forståelse, begyndte jeg at finde ud af tingene selv, og blev enig med mig selv at jeg kunne ikke forlange eller bede om noget, som andre tilsyneladne ikke ville/kunne/ have tid til at give.

Det var selvfølgelig ikke en særlig rar erkendelse at gøre sig, men en for mig nødvendighed, samtidig, kunne jeg så få ryddet lidt op i div. skabe også venskaberne ( lille vits du, blot for at bløder lidt op i det lidt alvorlige emne. )

Kan du erindre at jeg har skrevet en e- mail til dig mht. dit filosofiske fakultet (Pølen) og gerne ville have dig til at berøre emnet venskab, dette gjore jeg fordi jeg kunne mærke på dig, både da Louise og jeg var heeelt nede hos dig i Kenya ca. 14 timer undervejs og ca. 30.000,00 kr, fattigere. Samt på din blogg, at der var nogle af vennerne du ikke var helt tilfreds med.Måske er tiden inde til at disse sorterer sig selv fra lige så stille og roligt, måske melder de sig på banen på et senere tidspunkt, hvem ved? i skrivende stund kommer jeg i tanke om bemærkning der engang blev sagt til mig,da også jeg var skuffet citat: nu skal du jo ikke gå der og bilde dig selv ind at jorden kun drejer sig omkring dig, hvad siger du så Svend Bjørn!! min skuffelse var naturligvis enorm, men igen,man kan kun få fra folk, hvad disse er parat til at give ikk`.

Nå det var lidt om det, jeg kunne blive ved i en uendelighed, men skal nok sparre dig, du er når alt kommer til alt en realistisk mand, og kender sagens kerne tilbunds, du har blot taget/fået en masse tid til eftertanke, sæt pris på det, det er en kæmpe gave når blot du administrer denne forstandigt, og ikke graver for dybt i navlen, ce cera vera ( formodentligt forkert stavet, men betyder frit oversat) det der skal ske sker.

Nu håber jeg at du tager denne kærlig mente mail til dig, og ikke får flere sure opstød, det er du en alt for stor mand til, så på med handsken, og se at komme igang med noget fornuftigt at foretage dig.

Måske prøve at skrive en bog, Danmarks svar på Hemmingway!! ( ja hvorfor ikk`)

Hvad med fitnes centret ikke langt fra hvor du bor !!! ( cykel afstand )

Ja, kun fantasien sætter grænser, så kom op af start hullerne, du har jo en masse strenge at spille på, din priviligerede bamse bjørn, vinterens HI er overstået, start skudet er lydt.

De Bedste/ Kærligste/ venligste/kammeratligste tanker til dig min brave ven

Fra din gamle kokke ven John fucking Truberg

Selvfølgelig også fra Lene & Louise

Ps. endnu engang undskyld ord sammensætning gramtiske fodfejl, tegnsætning osv.

Hej John og Lene.

Jeg er stum og har været det siden jeg læste din/Jeres mail, den sad lige i solar plexus, en rigtig mavepuster, eller som Palle Holgersen ( en spotsmedarbejder på DR, som er død for mange år siden) sagde da han kommenterede en boksekamp i "SØNDAGS SPORTEN", citat:"hold da kæft, den gjorde ondt madkassen" citat slut.

Lene har jo ret, tænk at jeg kan glemme, at jeg selv, for kun få måneder siden, ikke havde tid til at skrive, ringe, eller maile dig og andre, og den der med "Kloden drejer" dog uden "rejehop" den sad også godt placeret i maveregionen.

Jeg må krybe til korset (apropos Påsken)og sende en undskyldning, ikke kun til dig, men også til alle andre, som syntes "Ahr, nu har han vist drukket lige vel meget af tønden", så jeg spørger ydmygt om jeg eventuelt, må bruge din mail på bloggen, så vil jeg udgive den imorgen, men denne mail som apendix.

Tak for at du/I fik mig tilbage på sporet, et dejligt bevis på hvad venner er værd, når "lokummet brænder og der kun er lort i tønden"

Hvis jeg kommer ud af denne her "suppedas" med skindet på næsen, så er jeg dig evigt taknemmelig.

De kærligste Tusker hilsner fra

"Kvajpanden"

"Oven på Påsken og de rørte vande".

Dette indlæg er skrevet før jeg kastede mig selv for løverne, men jeg syntes nu, at det skal ud.
Det er jo kun en historie fra fantasiens verden efterfulgt af lidt fra den virkelige verden eller er det omvendt.

Efter dette indlæg holder jeg måske en lille "ferie", det er nok på tide, at synke "påskefrokosten",
men jeg vender tilbage, nu (nok) i en lidt mere ydmyg udgave, men jeg vil stadig "brokke" mig over "dette og hint".

Jeg syntes lige, I skal have en historie med på vejen, nu det lige har været påske,
jeg mener (med fare for at blive stenet), den der gamle, med ham der dør for så at stå op igen og flyve op til sin far.
Den tror jeg ikke på, men Gud bevares, er der andre som tror på det, så skal jeg da være den sidste til at pege fingre. “en hver fugl synger med sit næb”.


Det var engang for ikke så længe siden, at der blev der født en dreng. Hans mor og far var så stolte af den lille dreng, som havde de største små kinder og det dejligste sorte hår, en rigtig lille gavtyv og den kønneste dreng der nogensinde var født, ifølge de stolte forældre.


Drengen voksede op på en gård, langt ude på landet. Det var hans fars fødegård, en flot firelænget gård med et stort kastanjetræ i midten af gården, der var dækket at brosten, slidte af mange års brug, for gården havde været familiens gennem generationer.


De første år af drengens liv, var han kun indenfor, hvor han lå i sin vugge. Den var hans trygge verden og han forlod den kun for at spise og blive skiftet. Han blev dog ældre og forlod snart den trygge verden i vuggen, han fandt en ny og farlig verden i stuen og køkkenet, hvor han kravlede rundt efter sin mor, som hele tiden viste ham hvad han måtte og især hvad han ikke måtte. Som drenge er flest skulle han dog nok selv bestemme hvad der var tilladt og ikke. Det resulterede i klemte fingre i døren, brændte fingre på kakkelovnen, diverse skrammer på knæ og albuer, buler i hovedet, men det er vel alle drenges skæbne at lære, af egne fejl, hellere end hvad andre fortæller.


Der gik et par år og nu var det udendørs at den nye verden lå, der var godt nok en del der skulle undersøges, hvordan smager jord, hønselort, roser og en masse andre ting, som mor havde sagt “ ikke putte i munden, vel”, men igen hvad betyder det hvad andre siger, jeg vil da også smage på det hele, tænkte drengen! Mor havde ret, det meste smagte ad helvede til, men det er jo rart at vide det, så jeg kan fortælle det til min egen dreng engang.


Drengen begyndte så i skolen, en helt ny verden med en masse andre drenge og piger. Her blev han også fortalt hvad han skulle og hvad han ikke skulle, nu havde han dog lært, at nogle gange så har de andre ret, det er ikke nødvendigt at prøve alt på egen krop. I de mange år han gik i skole, blev han klogere og klogere, men han havde stadig en snert, af den der følelse, i kroppen af at det er bedre, at prøve end at høre.


I sin fritid kunne han godt lide at løbe, og han fandt kammerater i skolen som havde samme glæde så de løb sammen, de løb og de løb og de løb.
De løb ud over markerne og gennem skoven op og ned af bakkerne som lå tæt ved hans fødegård, der var dog et sted hvor de ikke løb, det var “Djævlebakken”,
den meget stejle bakke som gik ned til en mergelgrav, som blev kaldt “Det bundløse dyb”, og hvor der engang var en pige som var druknet, fordi hun ikke havde hørt efter hvad hendes mor havde sagt.


Drengen var nu blevet så stor og så klog at han havde været på universitet, med sin fars velsignelse, for landbruget var ikke hvad det havde været (det havde det faktisk aldrig været) “Hvis drengen har evnerne, så skal han ikke være landmand” sagde han.
Stolt som en pave, ventede han så sin søn hjem til gården, en sommerdag hvor solen skinnede fra en skyfri himmel. Kastanjetræet stod med flotte grønne blade i den nykalkede gård, og bonderoserne stod i fuldt flor op ad stuehusets mur. Hans mor havde lavet hans livret, forloren hare, brun sovs og hjemmesyltede asier.


Sammen stod de på trappen, og tog imod drengen, hans kone og to små drenge, da han kørte ind på gårdspladsen i sin nye bil. Jo, det var gået ham godt,efter at han havde forladt sin fødegård, for at udforske verden. Han havde fået et godt job, han havde travlt, bevares (men det havde alle jo). Hans kone havde valgt at gå hjemme sammen med de to små drenge, og lære dem om verden, mens han arbejdede, det var sådan set en meget god måde, lidt ligesom han selv havde haft sin moder omkring sig selv da han var en lille dreng.


“Jeg løber lige en tur inden vi spiser” råbte han da han løb ud gennem porten, “Vi spiser klokken seks“, svarede hans mor mens hun så kærligt efter ham.
Han løb ud gennem skoven ud til bakkerne og da han kom til “Djævlebakken” tænkte han ved sig selv, “Jeg har jo altid, lige fra jeg var barn, tænkt på at løbe ned
ad denne bakke, så hvorfor dog ikke gøre det nu” som tænkt sådan gjort. I starten gik det godt, men bakken blev stejlere og stejlere og det blev sværere og sværere at kontrollere farten og resultatet blev at……………..


Flaget gik på halv stang, den skæbnesvangre dag.

Og jeg vil lade denne historie stå et øjeblik, måske skal du læse den igen, måske ikke du har allerede lært moralen, nå ikke, så skal du nok på den igen……


Hver dag er en ny hverdag, undtaget lige den overståede påske, som også fejres her i Kenya, den er public holyday og sjovt nok så kalder de Lang Fredag for Good Friday, Jeg mener da “at Lang Fredag, var en bitter dag, men skøn var påskemorgen“, nå mine religionskundskaber er ikke til ug med kryds, bolle og slange.


Som et apropos til al den snak om Gud, og om at “Jesus tog alle vore synder på sig“, så er der stenet 3 mennesker ihjel, af naboer og andre fra landsbyen, på grund af mistanke om “heksekunst”, en af de dræbte var en 76 åring mand.

En 8 åring pige forblødte, i en flygtningelejr for Somaliske flygtninge i det nordlige Kenya, efter en klitoris omskæring.
5 mennesker døde, 11 hårdt kvæstede, da en privatbilist ,under en hasarderet overhaling, mistede herredømmet og kørte frontalt ind i en matatu.

Kaptajnen på Mærsk containerskibet, som nu ligger i Mombasa havn, som sidder i en redningsbåd, uden brændstof, et eller andet sted ude på det Indiske Ocean med sine bortførere, som ikke er bange for amerikanerne, der har en fregat, et antiterrorskib (hvad det så er), og flere helikoptere. Jeg ville skide “grønne” grise, hvis jeg befandt mig midt ude på det Indiske Ocean i en lille redningsbåd, selv hvis US. Marines ikke var efter mig, hvad mon de tænker på.


Det er blot et lille udsnit af dagens artikler i avisen. Ja, verden er vel nok et mangfoldigt sted, og som modvægt til den er her et par billeder (på utallige opfordringer) fra mit “Paradis uden slanger”.


Som sædvanen tro så. Glem ikke at huske, elsk en du krammer eller…


Kærlig hilsen fra.


Robert