Der er stadig en halv time til Geoffrey kommer, og Stephen er gået hjem.
Så jeg har det hele for mig selv, efter en lille tisse tår sætterjeg mig ud på terrassen og nyder stilheden som endnu er tilstede. Når først jeg har fået gnedet søvnen ud af øjnene,
så er det en fryd for sjælen at sidde her inden dagen rigtig starter og se på fugle. 
Jeg kommer lidt ekstra havregryn på fuglebrættet og snart begynder de små sultne væverfugle at flokkes og slås om magten på foderbrættet. Jeg har fem forskellige slags som jeg har givet navne - Yellow mås, sort hat, rød øje, orange top, sort bryst - og så er der hunnerne, som ikke er så farvestrålende, så de har ikke fået navne endnu.
Jeg kender ikke deres “rigtige” navne og Geoffrey er ikke til nogen hjælp, han siger det er weaverbirds (men udtaler det riverbirds) så der gik et stykke tid inden jeg forstod, at det var væver fugle.
Her er også to slags kolibrier, som ikke kommer til foder brættet, samt en fem seks andre ,større, arter som heller ikke kan lide havregryn.
.Klokken syv kan jeg høre at Geoffrey lukker sig ind af porten, klar til dagens forskellige gøremål, vi er alene i dag, for Poul er startet på 14 dages ferie og Miriam kommer først tilbage fra 14 dages ferie i morgen. Og her er ikke nogle gæster, det ser lidt sort ud for øjeblikket, men der ryger vel nogle i fælden snart.
Jeg laver kaffe og rister nogle skiver franskbrød i min “toaster” og sætter mig igen ud på terrassen, klar til at spise sammen med “The Birds”. Der kommer en heftig byge og fuglene forsvinder, “this is just a shower” siger Geoffrey, “it’s gone in a minut” ja der gik lidt længere, vel en ti minutter så var solen fremme igen som om intet var hændt. Efter et par kopper kaffe, lidt flere smøger og et par kapitler i Judith Thurmans bog “Karen Blixen, en fortællers liv“. (en bog jeg fik af Johns kæreste Lene på vores fødselsdag (vi er begge født den 26 februar) og en bog jeg kan anbefale at læse hvis Karen Blixen ellers er på læselisten) er det tid til lidt personlig hygiejne.
Efter tandhygiejne, en hurtig skyller under den kolde hane og iført mine nye sandaler - og tøj naturligvis - gør vi os klar til at gå over til min “Landlord”s andet stykke Kenya, en “plot” på ½ acre (ca. en ½ fodboldbane, grunden jeg bor på er ¼ acre) den ligger en god ½ times gåtur gennem bushen, det er en dejlig tur hvor vi for følelsen af at vi er lidt “Palle alene” i verden. Her er godt nok ingen “vilde” dyr, men en ged eller en ko ser vi nu og da på vejen (som er en mudret sti
der slynger sig gennem landskabet, og hvor det gamle koralrev stikker op gennem mudderet, jeg falder ikke , men det er tæt på et par gange.
Da vi er kommet cirka halvvejs, spøger Geoffrey om jeg sveder, ja lidt sveder man vel altid, men det er overskyet og egentlig en behagelig temperatur i gå tur i, at han mente om jeg var våd, fandt jeg ud af da det pludselig bliver mørkt og stille. Fuglenes sang er forstummet og stående (uden øl og langt fra hjemmet) midt i bushen og hvor træer er en mangelvare, åbnede himmelen sine sluser.
Der gik ikke 2 minutter så er vi gennemblødte, jeg mener ikke våde, jeg mener “hop i pølen med tøjet, cigaretterne, lighteren, pungen med penge og kopi af pas” gennemblødte. Nå, når man er våd så er man våd, så vi fortsætter vores vandring som om intet var hændt, dog er stien nu blevet til en mellemting mellem en “flod” og et mudderbad, og mine nye sandaler er ikke så “pæne” mere, efter et kvarter, så skinner solen igen og fuglene synger som om intet var sket. Vi så at grunden lå der endnu og alle frugttræerne og mangotræet var intakte. (Karl, min chef, havde fået et telefonopkald i London, om der var nogle der gik og fældede træer, så han var bange for at grunden var ryddet)
Det er nabogrunden hvor der er tegn på at der skal bygges. Så vi “vender kajakken” og begynder på hjemturen, Geoffrey kender “a short cut” som viser sig at gå lige forbi en Restaurant - “Sun Dawn’er” - der ligger ud til “strandvejen” og her hiver jeg en pjaskvåd tohundred shilling seddel frem og byder på en kold “Tusker”. Jeg er nødt til at købe mig en pakke “cigabøjer” for mine egne er uden for redning, lighteren er også gået kold - måske er det et tegn fra oven om jeg skal holde op med at ryge, jeg ser det ikke - så jeg får ild af tjeneren. Da vi kommer hjem (ti minutter senere) er mit tøj næsten tørt, (ikke mine underhylere, de er lidt klamme) og mine sandaler er “nye” igen efter Geoffrey ordnede dem.
Et par hjemmelavede “Pariser Toast”, et glas iskold lemonade, lavet af det lokale vandhanevand (kogt) som så kommer i køleskabet, det smager lidt af salt, men jeg er da ikke blevet syg af det endnu - normalt er det “kildevand” fra dunk jeg drikker (stuetemperatur, det er ikke godt med for meget koldt at drikke), selv om jeg nyder min “iskolde” lemonade til frokost.
Klokken er nu ved at være to, og det er “Pool Time” - Pøl du er min ven og nu er du det igen - jeg elsker at ligge i det kolde (ja, rigtigt koldt bliver det aldrig), men kølige vand og fundere over livet i almindelighed og mit eget i særdeleshed (det kommer næppe bag på nogen som har fulgt med på min blog).
Lige inden jeg begynder at lige en rosin, så lader jeg solen tørre min krop, mens jeg langsomt vågner op, til endnu et kapitel af “Livsens Ondskab”.
Læsningen af dagen aviser. Det foregår i selskab med en kop stærk kaffe og en pibe tobak, når de så er fordøjet, så begynder jeg at tænke på aftensmad, som i dag er “resterne” af Pouls frikadeller i paprika sovs med ris.
Uuhmmm, det smager vel nok dejligt, det må da være hjemmelavet.
Geoffrey tænder “myggens lys” ved femtiden (inden han går hjem klokken seks), jeg er færdig med at spise ved sekstiden og jeg hører at Stephen og Geoffrey taler sammen, inden han kommer og siger “good evening, how has your day been, mine has been ok“, så er det på vej til at blive mørkt, (skumring er = med ca. tyve minutter) så jeg trækker mig tilbage til P.C.’en , tjekker mails, skriver mails, jeg ser en film - Mama Mia for 4 gang ! (jeg må indrømme, da jeg hørte at Meryl Streep og Pierce Brosnan, Stellan Skarsgård med flere, skulle indspille Mama Mia, så tænkte jeg “her er en film jeg aldrig skal se”. Jeg så den så “i smug“ på vej hjem i flyveren fra Kenya, jeg havde set alle de andre film før, så jeg tog “Phantom of the Opera” og “Mama Mia”, lige efter hinanden og jeg var solgt. Jeg ønskede mig den til jul og fik den). Glad om hjertet efter en omgang “god øregas” er det nu her ved 11 tiden, jeg vil kaste mig i armene på Mr. Morfeus.
God nat Ole, sov godt og tak i lige måde.
Ja sådan så søndag den 2 maj ud, her i Diani Beach, Kenya.
Jeg vil slutte med den sædvanlige smøre. Husk ikke at glemme……………..
De kærligste hilsner
Robert.
Jeg kommer lidt ekstra havregryn på fuglebrættet og snart begynder de små sultne væverfugle at flokkes og slås om magten på foderbrættet. Jeg har fem forskellige slags som jeg har givet navne - Yellow mås, sort hat, rød øje, orange top, sort bryst - og så er der hunnerne, som ikke er så farvestrålende, så de har ikke fået navne endnu.
Jeg kender ikke deres “rigtige” navne og Geoffrey er ikke til nogen hjælp, han siger det er weaverbirds (men udtaler det riverbirds) så der gik et stykke tid inden jeg forstod, at det var væver fugle.
Her er også to slags kolibrier, som ikke kommer til foder brættet, samt en fem seks andre ,større, arter som heller ikke kan lide havregryn.
.Klokken syv kan jeg høre at Geoffrey lukker sig ind af porten, klar til dagens forskellige gøremål, vi er alene i dag, for Poul er startet på 14 dages ferie og Miriam kommer først tilbage fra 14 dages ferie i morgen. Og her er ikke nogle gæster, det ser lidt sort ud for øjeblikket, men der ryger vel nogle i fælden snart.
Jeg laver kaffe og rister nogle skiver franskbrød i min “toaster” og sætter mig igen ud på terrassen, klar til at spise sammen med “The Birds”. Der kommer en heftig byge og fuglene forsvinder, “this is just a shower” siger Geoffrey, “it’s gone in a minut” ja der gik lidt længere, vel en ti minutter så var solen fremme igen som om intet var hændt. Efter et par kopper kaffe, lidt flere smøger og et par kapitler i Judith Thurmans bog “Karen Blixen, en fortællers liv“. (en bog jeg fik af Johns kæreste Lene på vores fødselsdag (vi er begge født den 26 februar) og en bog jeg kan anbefale at læse hvis Karen Blixen ellers er på læselisten) er det tid til lidt personlig hygiejne.
Efter tandhygiejne, en hurtig skyller under den kolde hane og iført mine nye sandaler - og tøj naturligvis - gør vi os klar til at gå over til min “Landlord”s andet stykke Kenya, en “plot” på ½ acre (ca. en ½ fodboldbane, grunden jeg bor på er ¼ acre) den ligger en god ½ times gåtur gennem bushen, det er en dejlig tur hvor vi for følelsen af at vi er lidt “Palle alene” i verden. Her er godt nok ingen “vilde” dyr, men en ged eller en ko ser vi nu og da på vejen (som er en mudret sti
der slynger sig gennem landskabet, og hvor det gamle koralrev stikker op gennem mudderet, jeg falder ikke , men det er tæt på et par gange.
Da vi er kommet cirka halvvejs, spøger Geoffrey om jeg sveder, ja lidt sveder man vel altid, men det er overskyet og egentlig en behagelig temperatur i gå tur i, at han mente om jeg var våd, fandt jeg ud af da det pludselig bliver mørkt og stille. Fuglenes sang er forstummet og stående (uden øl og langt fra hjemmet) midt i bushen og hvor træer er en mangelvare, åbnede himmelen sine sluser.
Der gik ikke 2 minutter så er vi gennemblødte, jeg mener ikke våde, jeg mener “hop i pølen med tøjet, cigaretterne, lighteren, pungen med penge og kopi af pas” gennemblødte. Nå, når man er våd så er man våd, så vi fortsætter vores vandring som om intet var hændt, dog er stien nu blevet til en mellemting mellem en “flod” og et mudderbad, og mine nye sandaler er ikke så “pæne” mere, efter et kvarter, så skinner solen igen og fuglene synger som om intet var sket. Vi så at grunden lå der endnu og alle frugttræerne og mangotræet var intakte. (Karl, min chef, havde fået et telefonopkald i London, om der var nogle der gik og fældede træer, så han var bange for at grunden var ryddet)
Det er nabogrunden hvor der er tegn på at der skal bygges. Så vi “vender kajakken” og begynder på hjemturen, Geoffrey kender “a short cut” som viser sig at gå lige forbi en Restaurant - “Sun Dawn’er” - der ligger ud til “strandvejen” og her hiver jeg en pjaskvåd tohundred shilling seddel frem og byder på en kold “Tusker”. Jeg er nødt til at købe mig en pakke “cigabøjer” for mine egne er uden for redning, lighteren er også gået kold - måske er det et tegn fra oven om jeg skal holde op med at ryge, jeg ser det ikke - så jeg får ild af tjeneren. Da vi kommer hjem (ti minutter senere) er mit tøj næsten tørt, (ikke mine underhylere, de er lidt klamme) og mine sandaler er “nye” igen efter Geoffrey ordnede dem.
Et par hjemmelavede “Pariser Toast”, et glas iskold lemonade, lavet af det lokale vandhanevand (kogt) som så kommer i køleskabet, det smager lidt af salt, men jeg er da ikke blevet syg af det endnu - normalt er det “kildevand” fra dunk jeg drikker (stuetemperatur, det er ikke godt med for meget koldt at drikke), selv om jeg nyder min “iskolde” lemonade til frokost.
Klokken er nu ved at være to, og det er “Pool Time” - Pøl du er min ven og nu er du det igen - jeg elsker at ligge i det kolde (ja, rigtigt koldt bliver det aldrig), men kølige vand og fundere over livet i almindelighed og mit eget i særdeleshed (det kommer næppe bag på nogen som har fulgt med på min blog).
Lige inden jeg begynder at lige en rosin, så lader jeg solen tørre min krop, mens jeg langsomt vågner op, til endnu et kapitel af “Livsens Ondskab”.
Læsningen af dagen aviser. Det foregår i selskab med en kop stærk kaffe og en pibe tobak, når de så er fordøjet, så begynder jeg at tænke på aftensmad, som i dag er “resterne” af Pouls frikadeller i paprika sovs med ris.
Uuhmmm, det smager vel nok dejligt, det må da være hjemmelavet.
Geoffrey tænder “myggens lys” ved femtiden (inden han går hjem klokken seks), jeg er færdig med at spise ved sekstiden og jeg hører at Stephen og Geoffrey taler sammen, inden han kommer og siger “good evening, how has your day been, mine has been ok“, så er det på vej til at blive mørkt, (skumring er = med ca. tyve minutter) så jeg trækker mig tilbage til P.C.’en , tjekker mails, skriver mails, jeg ser en film - Mama Mia for 4 gang ! (jeg må indrømme, da jeg hørte at Meryl Streep og Pierce Brosnan, Stellan Skarsgård med flere, skulle indspille Mama Mia, så tænkte jeg “her er en film jeg aldrig skal se”. Jeg så den så “i smug“ på vej hjem i flyveren fra Kenya, jeg havde set alle de andre film før, så jeg tog “Phantom of the Opera” og “Mama Mia”, lige efter hinanden og jeg var solgt. Jeg ønskede mig den til jul og fik den). Glad om hjertet efter en omgang “god øregas” er det nu her ved 11 tiden, jeg vil kaste mig i armene på Mr. Morfeus.
God nat Ole, sov godt og tak i lige måde.
Ja sådan så søndag den 2 maj ud, her i Diani Beach, Kenya.
Jeg vil slutte med den sædvanlige smøre. Husk ikke at glemme……………..
De kærligste hilsner
Robert.
3 kommentarer:
Nu med billeder i teksten, lækkert.
Hvordan går det med håndfodringen af fuglene? Er det lykkedes at få dem tættere på eller må du stadig betragte på afstand?
Der findes foderautomater til kolibrier, sådan en har min faster i USA og den virker vist ganske godt.
Her er en video af en sådan http://www.youtube.com/watch?v=vpVhrLROzZ8Indholdet skal være sirup af 1 del sukker til 4 dele vand, se mere på http://www.birdwatching-bliss.com/hummingbird-food-recipe.html
Hej Robert
ja vand kan være godt når det køler en af efter man er blevet godt varm - men ikke når man på 3. dagen kører i regnvejr og det er skidekoldt. Vi er nu kommet til Williamsburg og for først gang var det lidt lunt men en fugtig varme som vi kender den fra LA. Dejligt at se lidt billeder så man næsten føler man er med dig på din fortælling. Jeg synes du er blevet helt lyshåret, har du ikke mere skosværte :-) ha ha - knus fra din swester, mor, far og svoger
Kære Robert
Jeg håber aldrig du løber tør for emner, for så frygter jeg vi skal høre mere om dine underbukser... Jeg kan ikke slette det nuværende billede af min hukommelse.
Kh
T
Send en kommentar