Det er mandag morgen, Daniel, med taxa, er bestilt til klokken 08.00. Geoffrey er i sit Mombasa outfit (det der svarer til kirke tøjet), I dag skal slaget stå, jeg skal ha’ mit turistvisum forlænget yderligere i 3 måneder. Jeg skal endelig stå ansigt til ansigt med en kenyansk embedsmand/kvinde. Og hvordan det går, kan du læse om senere.
Jeg bestilte, da jeg var her i november sidste år, et K-permit, som er en opholds-tilladelse, hvor jeg ikke må arbejde (hverken betalt eller ikke betalt), det gives til personer som kan tage vare på sig selv, sygeforsikring, og som har kapital nok til ikke at ligge Kenya til last. Det forstå jeg sgu ikke, for hvis jeg ikke har penge, så kommer det kenyanske “sikkerhedsnet” sgu ikke og redder mig (det findes nemlig ikke).
Godt så, det kunne James (en af Geoffreys gode venner, som kender en dame, der engang har set et billede af Mwai Kibaki, den lokale Tordenskjold, og nok så vigtigt arbejder på immigrations-kontoret i Nairobi), så skaffe på 2-3-uger, mod en lille erkendtlighed selvfølgelig.
Jeg betalte så James et beløb, som han så sendte til “damen” i Nairobi, jeg var imellem tiden taget tilbage til Danmark, hvor jeg så ventede på mit K-permit.
Som den opserverende læser sikkert har gættet, jeg har ikke fået det endnu, men det er ikke noget problem siger “damen”, som har en ny undskyldning klar hver gang Geoffrey (som er meget ked af, at det ikke er gået i orden endnu) eller jeg taler med hende. “I morgen er det klart” er den besked vi oftest hører, jeg har så fra andre, som har været i samme situation som jeg er i, hørt at “i morgen” betyder et par måneder, så jeg er da glad for at hun ikke siger “I næste uge”.
For lige at forklare, så er Kenya officielt ikke korrupt, de gør i hvert fald opmærksom på at det ikke er tilladt at betale eller modtage bestikkelse, både på skilte i offentlige kontorer og i avisannoncer. Så langt så godt, men uofficielt så kommer man ingen vegne uden at man “smører” lidt, det er så her man skal kende, hvor meget “lidt” er.
Betaler man lidt for “lidt“, så vil de have mere, betaler man for meget “lidt” så har man snydt sig selv.
Det er lidt som affæren med “min” bil (Toyota Landcruiser, med læderstue og aircon), vi startede på den rigtige måde (uden bestikkelse), men opdagede hurtigt at det ville tage l a n g tid, hvis vi ikke gjorde noget, hvad vi så gjorde, men det har jeg lovet ikke at fortælle mere om før bilen er min.
Nu kan dem som sagde “Hvad sagde jeg” godt gnide sig i hænderne og le skadefro, medens de mere følsomme, kan udbryde “Åh hvor forfærdeligt”. Selv siger jeg “op i revyen, det går som det går“.
Blandt andet derfor, gik turen i mandags til Mombasa. Jeg var derfor klar til at fortælle dem hvor David købte øllet, hvis de ikke fornyede mit turistvisum, lige med det vons. Stor var min fortvivlelse da jeg så køen i immigrationskontoret, der stod vel 50-60 mennesker og ventede på ?. Jeg blev kaldt frem af en security mand og fik nogle formularer at udfylde, jeg blev så henvist til et kontor på 7 sal, så vi fandt elevatoren og kørte op til 9 sal (den kører kun mellem stuen og 9 sal) og gik ned ad trappen til det rette kontor. Tyve minutter senere var jeg udstyret med en forlængelse af mit turistvisa og et “Alien card” som bevis på at jeg må opholde mig i Kenya (det kan dog først hentes om en måned). Stor var min forbløffelse da jeg stod på gaden igen nu med sorte fingre, da jeg måtte aflevere mine fingeraftryk ,til det der “ID kort“. Og så kostede det kun 2200 Kshs. min tro på “menneskeheden” var fornyet.
Nu skulle jeg blot undersøge, hvorfor jeg ikke kan blive sygeforsikret. Det er pga. af min diabetes type 2. Nå, det er der så ikke noget at gøre ved, den søde kenyanske forsikringsdame lovede dog at undersøge om det var muligt at blive forsikret kun for “brækkede lemmer”, så der ligger den nu og venter.
Så var det tid til at købe nye sanddaler, de gamle Nike (købt på Hollywood Boulevard
i 2001) kan ikke mere, så det var med vemod at de kom ned i posen og de nye kom på, jeg købte også et par Safari støvler med lavt skaft (lige en information til dem som kender Safari Boots) det blev 280 danske kroner. Ja, lidt frokost skal der også til, så hen på Casablanca, vores “Stammer” her kom John og jeg flere gange i 2006, og jeg er kommet her efterfølgende Er der noget så dejligt som at blive genkendt på sin “Stammer”. Vi sluttede vores Mombasa færd af med at købe et par cykler, en til Geoffreys søn og en til mig. En blå Scott Mountainbike, 21 gear, brugt indført fra Europa, men i god stand med nye kabler, sadel og håndtag. Ca. 800 kr måtte jeg slippe, nu skal jeg blot væne min r.. til at cykle, uha uha dada.
Det blev til en af de dage, hvor det ikke gik som forventet, hvor er det dog dejligt at blive positivt overrasket, ja, Mombasa er “Hot” også i overført betydning.
Resten af ugen er gået som den plejer, næsten, fuglebrættet er kommet tættere på mit spisebord, det hjalp mig da jeg skulle jage aben væk, den tror at havregrynene er lagt til den, det fandt den forhåbentlig ud af, at de ikke er, den fik en over ryggen med en kost, nej den fik en i røven (over halen) med en avis. Jeg regner med at jeg kan håndfodre dem om en måned (fuglene altså).
Så var jeg til fodbold i går, på Ushago, den lokale restaurant med storskærm. Kenya spillede mod Tunesien, første kamp om at komme med til WM 2010 i Sydafrika.
Kenya tabte 1-2, så der var en mat stemning blandt de ca. 200 fans. da kampen sluttede, jeg tog en matatu hjem og drak mig et par øl, før jeg gik i seng.
Det har regnet de sidste par nætter, og når det regner, så går strømmen, det er herligt, når man vågner badet i sved, og det er sort somienbrøndgraversrøv, min elektriske fane er god så længe der er strøm, nå det er et af de små “stød” som verden gir.
I dag, søndag er det min massage dag. Jeg glæder mig som til juleaften, til at Mary skal dukke op, jeg har også fået “lavet” mine negle, så det var den helt store tur i dag.
Da jeg spiste, her til aften, slog det mig pludseligt, at det i grunden er kedeligt at spise alene. Jeg må ærligt indrømme at jeg savnede at sidde til bords med min familie eller mine venner i en hyggelig atmosfære med et godt glas vin eller en kold øl.
Det, jeg gjorde var, at sætte mig hen på en anden stol , det var sgu lige som at ha’ gæster, (prøv lige at tænke lidt over den).
Glem ikke at huske, gi’ en ordentlig krammer til en du elsker.
Kærlig hilsen.
Robert.
p.s. Hvis det føles lidt vel rodet, det jeg har skrevet denne gang, så kan forklaringen være at strømmer er gået jeg ved ikke hvor mange gange, og hver gang havde jeg glemt at “gemme”, så nu er jeg træt af at sidde og redigere, så af sted ud over savannen, det blev som det blev. I øvrigt er det tilladt at skrive og kommenterer på bloggen, det vil jeg da blive utroligt glad for, ikke at jeg skriver for at blive læst, nej nej, det er skam for min egen skyld……………….
søndag den 29. marts 2009
søndag den 22. marts 2009
Den almindelige hverdag
I mangel af en “kioskbasker”, så vil jeg denne gang skrive om min hverdag!
En ganske almindelig hverdag, det kan såmænd være en tirsdag eller en fredag, men nu har jeg altså besluttet mig for en ganske almindelig mandag.
Jeg vågner ved 7 tiden, til den tiltagende lyd af en ny uge, fugle der synger og pipper, fordi de venter på at blive fodret, aber som allerede er i gang med at lege tagfat på mit tag, inden de plyndrer mangotræet, Geoffrey som tømmer pølen med håndkraft (han bruger dog en spand), så ligger jeg og “gasser” mig til halv otte, så står jeg op og åbner de to døre ud til terrassen, siger “ Habari yako, muzuri sana" til Poul som venter udenfor, siger også godmorgen til Geoffrey, så fodrer jeg fuglene og sætter mig med en morgensmøg (ja - ja, jeg ved godt at jeg skal stoppe, det sker når det sker) og kigger på de flere end10 forskellige fuglearter, der kommer til morgenmad, fuldstændig klar til en ny dag.
Hendes vækkeur, formet som en gigantisk mariehøne, viste 8.57. Hun lå henslængt i sengen, som om hun sov, men der var noget, der ikke så ud, som det skulle. Der havde bredt sig et rødt skjold, under hendes venstre bryst, på den natkjole, han havde givet hende i julegave. Han trak hende ind til sig, hun var stadig varm, selv om hun havde været død i flere timer. Hvorfor er det altid de bedste som forlader os først, spørger han sig selv.
Han havde skyndt sig lige så meget han kunne, da hun ringede til ham klokken tre om natten, skrigende i røret at hun ville skyde sig selv, at - hun var færdig med den “lorte verden”. Han havde ikke kunne få et ord indført, så da hun smed røret på, prøvede han at ringe til hende, men dut - dut - dut - dut var alt hvad han hørte i røret,
Så han klædte sig hurtigt på og kørte mod København.
Den varme havregrød, lavet på vand og mælk, serveret med kanel, sukker og smørklat, lige som jeg kan lide den, bliver bragt ud på terrassen, sammen med kaffe og varm mælk. Jeg får et glas vand til mine piller og spiser sammen med fuglene. Jeg har rykket deres “spisebord” nærmere til mit (over en periode på et par uger), så måske kan jeg håndfodre dem om et par måneder.
Når der så er blevet ryddet af, får jeg mig lige en kop kaffe og en smøg mere, før jeg trasker ud til pølen, gerne med lidt læse stof, som jeg så, henslængt på en solvogn, læser i, inden det bliver så varmt, at jeg må under vand i pølen. Her kan jeg godt ligge i 20 -30 minutter med solen i ansigtet, og tænke på livet i almindelighed, og mit eget i særdeleshed.
Turen ind ad den mennesketomme E4, denne april morgen, gik hurtigt til at begynde med, men trafikken blev tættere og tættere jo nærmere han kom mod København, Satans til mylder, sagde han til sig selv, da trafikken gik i stå ved Greve nord, hans kæreste gennem 8 år, havde skudt sig selv og her sad han i trafik til op over begge ører. “Måske skulle jeg kører af Gl. Køge landevej vejen i stedet, men inden han fik tænkt tanken til ende, så kom der fart på køen, og resten af vejen ind til Frederiksberg, var det som at hele Danmarks befolkning gjorde plads, så han kunne kører hurtigt til sit bestemmelsessted, Gammel Kongevej 18.
For en gangs skyld havde han ikke problemer med at finde en p-plads. Han tog trapperne til 4 sal, som den sportsmand han var, og lettere forpustet, satte han nøglen i låsen og lukkede sig ind.
Efter at ha’ dyrket solen et par timer, er det tid til lidt let frokost, man er ikke så sulten her i varmen, men man skal jo ha’ lidt. Så Poul har gerne lavet en lille salat med avocado/æg/tun tomater/løg/salat og en dejlig balsamico/olie dressing, eller et par skinke/ost sandwich. (Jeg syntes det her lyder som en sangtekst af Peter Frödin), nå videre, en kop kaffe er obligatorisk efter maden, og det er en smøg også.
Jeg kan så vælge om jeg vil ta’ en “morfar”, gå tilbage til pølen eller jeg kan sætte mig til pc’en og arbejde lidt, lave lidt regnskab, skrive lidt til min blog, checke mine e-mails osv., hvis jeg bliver alt for ivrig så plejer at gå en tur i pølen, så forsvinder sådan et anfald af arbejdsiver gerne på nogle få afslappende minutter.
Han havde håbet at han var kommet i tide til at forhindre det, han have fortrængt på vejen ind fra Rødby, men nej. Hun lå der som en gudinde på sengen, smuk, selv om der måske var kommet et par rynker i mundvigen, så var hun stadig hans store kærlighed. Det ringede på døren, og han gik ud for at lukke op, uden for stod hendes eksmand, Mogens, der samtidig var hans bedste ven gennem 39 år. Mogens sagde, at jeg hellere måtte komme med ned på gaden, da der var noget han skulle vise mig. Han vidste ikke hvordan han skulle få sagt at hans ex lå død i sengen, så fortumlet som han var, gik han med ned på gaden. Gammel Kongevej lå som i en tåget drømmefyldt tilstand, at smertefuld længsels mod livet, han blev brutalt vækket da Mogens råbte at han skulle se op, han pegede mod Betinas lejlighed, han kiggede op, der stod en person i vinduet, som lignede Betina, men nej det kunne ikke passe, nu lænede hun sig ud af vinduet og råbte!
Efter at jeg (nogle dage) er kommet hjem fra en tur med matatuen til supermarkedet, så er det tid til eftermiddags te/kaffe med en lille “Danish Butter Cookie” , ja så er det ved at være tid til aftensmad, som Poul laver til mig, han er god og han bliver bedre, når jeg får vist ham mine ynglings retter. I aften skal jeg fek.s. ha brændende kærlighed, eller som han siger “Buning Love”, det laver han til ug med kryds og bolle.
Så er det tid at tænde mygge lys, så Geoffrey klarer det inden han går hjem når vagtmanden Stephen kommer ved halv syvtiden. Så kan jeg trække mig tilbage til mit soveværelse, se en film, høre musik, lægge kabale eller gå tidligt i seng.
Jeg vasker ikke tøj,(det er der nok nogle som vil påstå at jeg aldrig har gjort, deri må jeg gi dem ret, det er ikke meget tøj som jeg har vasket i min tid, til gengæld var jeg cykelbud i en rulle-forretning da jeg var barn, men det er en helt anden historie), jeg vasker ikke op, jeg laver ikke mad, jeg gør ikke rent (det er samme historie som den med tøjet, dog uden “Rullemor”) til gengæld vasker og tørrer jeg mig selv.
Kan jeg holde det ud, ikke at ha noget at lave, ja - indtil videre går det ganske godt. Jeg føler da at livet smiler lidt til mig, og hvad fanden “Lad dem arbejde, som syntes at dèt er godt, så kan vi andre lave lige det vi vil” citat John Truberg.
Aprilsnar…………………..
Ja, det var hvad det kunne blive til denne gang. “Livet er ikke for de knækkede” eller “Livet er som en barneskjorte, kort og beskidt”, men det er jo op til én selv at finde lige netop den plads som passer bedst. Indtil nu har jeg den følelse.
Jeg vil også denne gang huske jer på ,ikke at glemme at gi en bjørnekrammer til en (gerne flere) som I elsker. Ja hvorfor ikke gi én til en man møder i bussen!!
Kærlig hilsen fra Muzungo’en, der er blevet lækker solbrændt.
Robert
En ganske almindelig hverdag, det kan såmænd være en tirsdag eller en fredag, men nu har jeg altså besluttet mig for en ganske almindelig mandag.
Jeg vågner ved 7 tiden, til den tiltagende lyd af en ny uge, fugle der synger og pipper, fordi de venter på at blive fodret, aber som allerede er i gang med at lege tagfat på mit tag, inden de plyndrer mangotræet, Geoffrey som tømmer pølen med håndkraft (han bruger dog en spand), så ligger jeg og “gasser” mig til halv otte, så står jeg op og åbner de to døre ud til terrassen, siger “ Habari yako, muzuri sana" til Poul som venter udenfor, siger også godmorgen til Geoffrey, så fodrer jeg fuglene og sætter mig med en morgensmøg (ja - ja, jeg ved godt at jeg skal stoppe, det sker når det sker) og kigger på de flere end10 forskellige fuglearter, der kommer til morgenmad, fuldstændig klar til en ny dag.
Hendes vækkeur, formet som en gigantisk mariehøne, viste 8.57. Hun lå henslængt i sengen, som om hun sov, men der var noget, der ikke så ud, som det skulle. Der havde bredt sig et rødt skjold, under hendes venstre bryst, på den natkjole, han havde givet hende i julegave. Han trak hende ind til sig, hun var stadig varm, selv om hun havde været død i flere timer. Hvorfor er det altid de bedste som forlader os først, spørger han sig selv.
Han havde skyndt sig lige så meget han kunne, da hun ringede til ham klokken tre om natten, skrigende i røret at hun ville skyde sig selv, at - hun var færdig med den “lorte verden”. Han havde ikke kunne få et ord indført, så da hun smed røret på, prøvede han at ringe til hende, men dut - dut - dut - dut var alt hvad han hørte i røret,
Så han klædte sig hurtigt på og kørte mod København.
Den varme havregrød, lavet på vand og mælk, serveret med kanel, sukker og smørklat, lige som jeg kan lide den, bliver bragt ud på terrassen, sammen med kaffe og varm mælk. Jeg får et glas vand til mine piller og spiser sammen med fuglene. Jeg har rykket deres “spisebord” nærmere til mit (over en periode på et par uger), så måske kan jeg håndfodre dem om et par måneder.
Når der så er blevet ryddet af, får jeg mig lige en kop kaffe og en smøg mere, før jeg trasker ud til pølen, gerne med lidt læse stof, som jeg så, henslængt på en solvogn, læser i, inden det bliver så varmt, at jeg må under vand i pølen. Her kan jeg godt ligge i 20 -30 minutter med solen i ansigtet, og tænke på livet i almindelighed, og mit eget i særdeleshed.
Turen ind ad den mennesketomme E4, denne april morgen, gik hurtigt til at begynde med, men trafikken blev tættere og tættere jo nærmere han kom mod København, Satans til mylder, sagde han til sig selv, da trafikken gik i stå ved Greve nord, hans kæreste gennem 8 år, havde skudt sig selv og her sad han i trafik til op over begge ører. “Måske skulle jeg kører af Gl. Køge landevej vejen i stedet, men inden han fik tænkt tanken til ende, så kom der fart på køen, og resten af vejen ind til Frederiksberg, var det som at hele Danmarks befolkning gjorde plads, så han kunne kører hurtigt til sit bestemmelsessted, Gammel Kongevej 18.
For en gangs skyld havde han ikke problemer med at finde en p-plads. Han tog trapperne til 4 sal, som den sportsmand han var, og lettere forpustet, satte han nøglen i låsen og lukkede sig ind.
Efter at ha’ dyrket solen et par timer, er det tid til lidt let frokost, man er ikke så sulten her i varmen, men man skal jo ha’ lidt. Så Poul har gerne lavet en lille salat med avocado/æg/tun tomater/løg/salat og en dejlig balsamico/olie dressing, eller et par skinke/ost sandwich. (Jeg syntes det her lyder som en sangtekst af Peter Frödin), nå videre, en kop kaffe er obligatorisk efter maden, og det er en smøg også.
Jeg kan så vælge om jeg vil ta’ en “morfar”, gå tilbage til pølen eller jeg kan sætte mig til pc’en og arbejde lidt, lave lidt regnskab, skrive lidt til min blog, checke mine e-mails osv., hvis jeg bliver alt for ivrig så plejer at gå en tur i pølen, så forsvinder sådan et anfald af arbejdsiver gerne på nogle få afslappende minutter.
Han havde håbet at han var kommet i tide til at forhindre det, han have fortrængt på vejen ind fra Rødby, men nej. Hun lå der som en gudinde på sengen, smuk, selv om der måske var kommet et par rynker i mundvigen, så var hun stadig hans store kærlighed. Det ringede på døren, og han gik ud for at lukke op, uden for stod hendes eksmand, Mogens, der samtidig var hans bedste ven gennem 39 år. Mogens sagde, at jeg hellere måtte komme med ned på gaden, da der var noget han skulle vise mig. Han vidste ikke hvordan han skulle få sagt at hans ex lå død i sengen, så fortumlet som han var, gik han med ned på gaden. Gammel Kongevej lå som i en tåget drømmefyldt tilstand, at smertefuld længsels mod livet, han blev brutalt vækket da Mogens råbte at han skulle se op, han pegede mod Betinas lejlighed, han kiggede op, der stod en person i vinduet, som lignede Betina, men nej det kunne ikke passe, nu lænede hun sig ud af vinduet og råbte!
Efter at jeg (nogle dage) er kommet hjem fra en tur med matatuen til supermarkedet, så er det tid til eftermiddags te/kaffe med en lille “Danish Butter Cookie” , ja så er det ved at være tid til aftensmad, som Poul laver til mig, han er god og han bliver bedre, når jeg får vist ham mine ynglings retter. I aften skal jeg fek.s. ha brændende kærlighed, eller som han siger “Buning Love”, det laver han til ug med kryds og bolle.
Så er det tid at tænde mygge lys, så Geoffrey klarer det inden han går hjem når vagtmanden Stephen kommer ved halv syvtiden. Så kan jeg trække mig tilbage til mit soveværelse, se en film, høre musik, lægge kabale eller gå tidligt i seng.
Jeg vasker ikke tøj,(det er der nok nogle som vil påstå at jeg aldrig har gjort, deri må jeg gi dem ret, det er ikke meget tøj som jeg har vasket i min tid, til gengæld var jeg cykelbud i en rulle-forretning da jeg var barn, men det er en helt anden historie), jeg vasker ikke op, jeg laver ikke mad, jeg gør ikke rent (det er samme historie som den med tøjet, dog uden “Rullemor”) til gengæld vasker og tørrer jeg mig selv.
Kan jeg holde det ud, ikke at ha noget at lave, ja - indtil videre går det ganske godt. Jeg føler da at livet smiler lidt til mig, og hvad fanden “Lad dem arbejde, som syntes at dèt er godt, så kan vi andre lave lige det vi vil” citat John Truberg.
Aprilsnar…………………..
Ja, det var hvad det kunne blive til denne gang. “Livet er ikke for de knækkede” eller “Livet er som en barneskjorte, kort og beskidt”, men det er jo op til én selv at finde lige netop den plads som passer bedst. Indtil nu har jeg den følelse.
Jeg vil også denne gang huske jer på ,ikke at glemme at gi en bjørnekrammer til en (gerne flere) som I elsker. Ja hvorfor ikke gi én til en man møder i bussen!!
Kærlig hilsen fra Muzungo’en, der er blevet lækker solbrændt.
Robert
tirsdag den 17. marts 2009
"Carpe Diem" Grib dagen!
Hvad!, hvordan griber man noget, som er så flygtigt, som vand der løber ud af en vask,
eller som luft der blæser en i hovedet, når man går en tur i strandkanten.
Hvordan griber man tid, tid der tikker af sted uden at man kan stoppe den, uden at man kan holde om den, uden at man kan gøre andet end at følge med den.
Jeg har spillet håndbold “hele” mit liv - nogle vil nok sige, at jeg har prøvet på det, og et par stykker vil måske sige, at jeg klarede det meget godt - uden at jeg har lært at gribe nuet eller dagen.
Jeg har lært min selv, at springe over hvor gærdet er lavest, jeg har lært mig selv, at kommer tid kommer råd (og måske en gummibåd - citat Ole Jensen).
Nu kommer en tid, hvor jeg skal prøve at lære mig selv at kende.
Hvem er jeg, hvor kommer jeg fra og hvor skal jeg hen?
Robert Gerling Rosenqvist - Supermarkedet Chandarana - ud i pølen, for hold da kæft, hvor jeg “peder om svatterne“.
Ugen der gik, indeholder ikke de store overskrifter.
Vi fældede en, 10 m. høj, kokospalme der var “død” i toppen, vi brugte en sav, som John havde købt i supermarkedet for 288 Kshs, tæt på 25 dkr., min gamle kødøkse, en mukkert samt en skrutrækker som mejsel. Det tog os 1½ time at få den til at falde, nøjagtigt der hvor vi ville. Geoffrey lånte så en økse hos en nabo, og huggede den i fire stykker, så vi kunne få den væk fra stien til min hytte og ud langs muren ind til vores nabo.
John og Louise kom godt hjem til Bornholm, efter en dejlig ferie.
Vi har fået skiftet myggenet i vinduerne på Villa Pierre, sat nye låse i to døre, og i dag kommer så turen til her, hvor jeg bor, Villa Monique. Nye myggenet i vinduerne, fordi regntiden er på vej, og med den også en del flere myg.
Det er svært at skrive om hvad der sker her, for der sker ikke ret meget nyt, her er for varmt til at foretage sig noget som helst, det er kun når jeg ligger i pølen og udvikler svømmehud, at der er energi til at tænke nye tanker. Som, hvorfor er ordsproget - ude af øje, ude af sind - opstået, hvem har fået denne tanke! Hvorfor er afstand, ligefrem propersional med glemsel, hvorfor har fysisk afstand indflydelse på vores måde, at tænke, og agere på. Er det fordi at vi løber efter tiden, eller er det fordi vi har nok i os selv? Er vi alle blot gidsler i en fremmedgjort verden, der tænker mere på mig selv, end på os. Er det egoistiske element noget vi er født med og (med)følelsen for andre, noget vi lærer, eller er det omvendt.
I denne forbindelse vil jeg gerne takke dem som skriver til mig, enten på mails eller på facebook, og samtidig undskylde at jeg ikke er så god,(som jeg gerne så, at andre var) til at skrive tilbage, det er sin sag at skrive det samme til mange, så er min blog nemmere, her skal jeg “kun” skrive en gang til alle.
Jeg skal dog bestræbe mig på i fremtiden at være bedre til at svare personligt,
til dem som skriver personligt til mig.
Jeg har lige serveret min piri piri velkomstdrik for 4 mænd fra Holland, det er en stor fornøjelse at se voksne mænd med tårer i øjnene. Jeg er jo, som sikkert de fleste ved, selv en stor “stortuder”. Selv “Det lille hus på prærien” kan få mine øjne til at løbe, og denne velkomstdrik er “stærksomindihelvedet”.
Imens jeg har skrevet dette indlæg til min blog, så har jeg hørt “Dire Strait - Queen - Eagels” musik fra før verden gik af lave.
Nu vil jeg slutte for denne gang(nonsens) med et “Pas godt på Jer selv og hinanden, og glem nu ikke at huske! gi’ en kæmpe krammer til en/eller flere du
elsker……………………………………..
Kærlig hilsen til alle.
Robert.
eller som luft der blæser en i hovedet, når man går en tur i strandkanten.
Hvordan griber man tid, tid der tikker af sted uden at man kan stoppe den, uden at man kan holde om den, uden at man kan gøre andet end at følge med den.
Jeg har spillet håndbold “hele” mit liv - nogle vil nok sige, at jeg har prøvet på det, og et par stykker vil måske sige, at jeg klarede det meget godt - uden at jeg har lært at gribe nuet eller dagen.
Jeg har lært min selv, at springe over hvor gærdet er lavest, jeg har lært mig selv, at kommer tid kommer råd (og måske en gummibåd - citat Ole Jensen).
Nu kommer en tid, hvor jeg skal prøve at lære mig selv at kende.
Hvem er jeg, hvor kommer jeg fra og hvor skal jeg hen?
Robert Gerling Rosenqvist - Supermarkedet Chandarana - ud i pølen, for hold da kæft, hvor jeg “peder om svatterne“.
Ugen der gik, indeholder ikke de store overskrifter.
Vi fældede en, 10 m. høj, kokospalme der var “død” i toppen, vi brugte en sav, som John havde købt i supermarkedet for 288 Kshs, tæt på 25 dkr., min gamle kødøkse, en mukkert samt en skrutrækker som mejsel. Det tog os 1½ time at få den til at falde, nøjagtigt der hvor vi ville. Geoffrey lånte så en økse hos en nabo, og huggede den i fire stykker, så vi kunne få den væk fra stien til min hytte og ud langs muren ind til vores nabo.
John og Louise kom godt hjem til Bornholm, efter en dejlig ferie.
Vi har fået skiftet myggenet i vinduerne på Villa Pierre, sat nye låse i to døre, og i dag kommer så turen til her, hvor jeg bor, Villa Monique. Nye myggenet i vinduerne, fordi regntiden er på vej, og med den også en del flere myg.
Det er svært at skrive om hvad der sker her, for der sker ikke ret meget nyt, her er for varmt til at foretage sig noget som helst, det er kun når jeg ligger i pølen og udvikler svømmehud, at der er energi til at tænke nye tanker. Som, hvorfor er ordsproget - ude af øje, ude af sind - opstået, hvem har fået denne tanke! Hvorfor er afstand, ligefrem propersional med glemsel, hvorfor har fysisk afstand indflydelse på vores måde, at tænke, og agere på. Er det fordi at vi løber efter tiden, eller er det fordi vi har nok i os selv? Er vi alle blot gidsler i en fremmedgjort verden, der tænker mere på mig selv, end på os. Er det egoistiske element noget vi er født med og (med)følelsen for andre, noget vi lærer, eller er det omvendt.
I denne forbindelse vil jeg gerne takke dem som skriver til mig, enten på mails eller på facebook, og samtidig undskylde at jeg ikke er så god,(som jeg gerne så, at andre var) til at skrive tilbage, det er sin sag at skrive det samme til mange, så er min blog nemmere, her skal jeg “kun” skrive en gang til alle.
Jeg skal dog bestræbe mig på i fremtiden at være bedre til at svare personligt,
til dem som skriver personligt til mig.
Jeg har lige serveret min piri piri velkomstdrik for 4 mænd fra Holland, det er en stor fornøjelse at se voksne mænd med tårer i øjnene. Jeg er jo, som sikkert de fleste ved, selv en stor “stortuder”. Selv “Det lille hus på prærien” kan få mine øjne til at løbe, og denne velkomstdrik er “stærksomindihelvedet”.
Imens jeg har skrevet dette indlæg til min blog, så har jeg hørt “Dire Strait - Queen - Eagels” musik fra før verden gik af lave.
Nu vil jeg slutte for denne gang(nonsens) med et “Pas godt på Jer selv og hinanden, og glem nu ikke at huske! gi’ en kæmpe krammer til en/eller flere du
elsker……………………………………..
Kærlig hilsen til alle.
Robert.
mandag den 9. marts 2009
Her er ikke sket en skid. Vi daser i pølen, læser bøger, spiller kort, Louise er en haj til femhundrede, spiser, sover, ser film når vi har spist aftensmad, soler os om formiddagen, før solen når zenit. Tager matatu’en til supermarkedet, spiser is og drikker kaffe på Ainello‘s Snackbar, får en Tusker og en Sprite på Ushago. John og Louise prutter med de lokale, Louise vinder. Vi går morgentur på stranden når solen står op, John og Louise er bedre til det end jeg er, jeg har det bedst i min seng om morgenen, hvilket ikke kommer som en overraskelse for dem der kender mig. John får massage og Louise nylakerede negle, John bliver klippet både af en frisør og (kortere) af mig.
Hvad skal der ske, ikke en skid. John skal have ordnet sine fødder og have en gang massage, Louise skal have sine tånegle lakeret, flettet sit hår, african style, en masse små fletninger med perler samt have nogle henna tatoveringer. Torsdag skal John og Louise så hjem til Bornholm og Lene, det bliver nok en god tur hjem.
Så er jeg alene igen. Slut, prut, finale og husk nu, ikke at glemme at give en du elsker, et kæmpe kram.
Kærlig hilsen
Robert
Hvad skal der ske, ikke en skid. John skal have ordnet sine fødder og have en gang massage, Louise skal have sine tånegle lakeret, flettet sit hår, african style, en masse små fletninger med perler samt have nogle henna tatoveringer. Torsdag skal John og Louise så hjem til Bornholm og Lene, det bliver nok en god tur hjem.
Så er jeg alene igen. Slut, prut, finale og husk nu, ikke at glemme at give en du elsker, et kæmpe kram.
Kærlig hilsen
Robert
onsdag den 4. marts 2009
Safari med John og Louise
Jeg kigger på telefonen, som ligger ved siden af sengen, blot for at konstatere at der er 5 minutter til den vækker mig, så jeg kan vel ligeså godt stå op. Det er surt, jeg syntes lige jeg har lagt mig, men sådan er det vel altid, når man skal op midt om natten.
Efter en “kold” shower og en kop af den gode bønne, så er livet alligevel ikke så surt. Daniel henter mig om 10 minutter, klokken 03.00, lige vel tidligt når jeg skal være i lufthavnen klokken 05.00, men færgen ved Likoni over til Mombasa sejler ikke så regelmæssigt om natten. Daniel er her til tiden, og 40 minutter senere kommer vi til færgen, der skal en ambulance med, så færgen kommer med det samme. Hvilket betyder at jeg er i rigtig god til mit fly, nå, indcheckning og sikkerhedscheck det tager jo lidt tid, selv om natten, så det bliver kun 1½ time jeg skal slå ihjel i den kedeligste lufthavn i verden (som jeg har været i) det mest spændende er de store krage lignende fugle som flyver i fast rutefart lige hen over hovedet, “bomber” den eller ikke. Jeg blev ikke ramt, men det gjorde en tysk herre, og han så ikke for glad ud da konen “tørrede” lort af hans skjorte.
Jeg ankom til Nairobi, uden yderligere uheld, fik min bagage og mødte Fred (Daniels far) lige udenfor indenrigslufthavnen klokken 07.15.
Vi gik hen til vores Nissan safari bil, fik lagt min bagage ind bagi, og så var det tid til at hente John og Louise, som var ankommet fra Amsterdam en ½ time tidligere end planlagt, men turen gennem immigrations køen, ved jeg af erfaring tager lang tid, så jeg var ikke nervøs for, at de var kommet ud i den Kenyanske sommer og ganske rigtigt det tog ½ time mere, før jeg så de to blege danskere vente på deres bagage, de fik den dog hurtigt og snart stod de og skiftede til de korte rør på parkeringspladsen.
Klokken lidt over otte startede så vores safari, turen gennem Nairobi er en oplevelse i sig selv , det ved dem som har prøvet det, man kører (langsomt, langsommere eller slet ikke) i 4 rækker og det er alles kamp med alle, alt imedens der går folk imellem bilerne og sælger stort set alt, fra ure, landkort, aviser, skrabekort til telefonen, hjemmesløjd, nødder, flag osv. Det tog os en god time at komme igennem det værste, nu kunne vil lukke vinduerne op og få lidt kølig luft ind i bilen.
Uden de store problemer - 3 timer på “god” vej, kom vi til Nakuro National Park, vi kørte så rundt om søen, i håb om at se løver, leoparder, næsehorn samt en masse flamingoer. Det blev lidt af en skuffelse, for vi så “kun” to voksne næsehorn med en lille unge. Der var heller ikke særligt mange flamingoer, så det rosen røde skær over søen man kan opleve fra “Baboon Cliff” så vi heller ikke.
For John og Louise var det dog en stor oplevelse, og jeg måtte jo fortælle mig selv at det ikke er en zoo jeg er i, men den vilde natur, og vi så da også en masse bøfler, impalaer, bavianer og forskellige fugle, så helt spildt var det da ikke. Vi boede på et hotel uden for parken, i selve Nakuro by. Det bedste var at der var pool, så ind på værelset, badetøj på, ned i pool baren - to “Tusker” og en Fanta, og så i vandet. Efter en hel dag, i en til tider meget varm bil, og i John og Louises tilfælde en 16 timers rejse med fly, er der ikke noget bedre end en kold dukkert og en kold Tusker. Efter en nat med gæster på værelset, der var myg og mit net var ikke så stort at jeg kunne ligge i sengen samtidig med at det var bredt ud, så var det tid til morgenmad. 06.30 sad vi i den udendørs morgenmadsrestaurant og slikkede på låsen. 07.00 var bilen pakket og vi var på vej mod Masai Mara, en tur der kom til at vare 12 stive timer (exclucive 1 time frokost) og hvor vejen for det meste bestod af huller og sten (både små og store), hvis de to ting så var blevet blandet så havde det ikke været så slemt, men de Kenyanske vejarbejdere er gode til at holde hullerne for sig og stenene for sig.
Frem til porten, indtil parken, kom vi da efter 6 timer, nu var vi alle rystet godt sammen John, Louise, Fred, Ronald og jeg. Fred sørgede for billetter og vi strakte vores ben, John og Louise blev “overfaldet “ af Masai kvinder, der ville sælge deres “hjemsløjd”, træskærer arbejde, tæpper og smykker. John ville gerne have et par tæpper med hjem til sin “kone” Lene, så han fik forhandlet sig frem til en pris på 2 for en tusse - det var halv pris, for de startede med en tusse pr. stk. - stolt var han da vi kørte videre, der lå så to tæpper mere i bilen, det var vores chauffør der havde købt til sin kone. John spurgte så hvad han havde betalt for sine! 750 Kshs.
svarede han, men John fik en god pris for en “Musungo” sagde han, så John var stadig stolt.
Da der var mindst 4 timer til hvor vi skulle overnatte, så besluttede vi at spise frokost på Sarovar, en logde der lå tæt på Gaten. Det var godt - men det var edermamene også dyrt, altså maden - for da vi skulle køre videre, så så vi to hun løver der lå på lur efter en impala tyr. Det så vi på, med spænding, for efter at de havde ligget i baghold og luret i ti minutter, så rejste den ene sig og sneg sig fremefter, nu skulle det ske, det der er så fascinerende at se - indrøm det nu, alle Jer, der sidder uge efter uge og glor på Formel I - Drabet, kampen mellem liv og død, desværre så løb impalaen inden det blev rigtigt spændende. Ja denne gang vandt livet. Surt show…………..
Jeg skal ikke trætte med at vi så mange forskellige dyr, men de var alle sammen lidt langt væk fra vejen, og så er det sådan at man/jeg helst vil se dyr, der lever af at spise andre dyr, end man/jeg vil se på antiloper og andre græs spisere. Action,
vi vil se Action.
Ved 6 tiden begyndte vi (vores guide og chauffør) så at kigge efter den lejr hvor vi skulle bo de næste to nætter. Ingen af dem havde været der før, det viste sig ikke at være en godt, for det betød at vi kørte op og ned af en “vej” som i Danmark nok ikke havde fået den betegnelse. Samtidig var de mennesker som boede langs denne “vej” Masaier, som ikke taler Kiswahili, men deres eget sprog, som vore guider ikke taler, så forvirringen var total. De prøvede så at ringe til lejren, som spurgte hvor vi var? - ja vi er her, svarede Ronald, hvorefter han sagde, hvor er I? - vi er her, sagde de. Det grinede vi meget over da vi endelig i pis øsende regnvejr
sad i teltlejren og fik en iskold Tusker klokken lidt over ni (John går normalt amok, hvis den er 5 minutter over fire, og der ikke er en fyraftens bajer indenfor række vide) det var måske det faktum at vi, da vi endelig fandt vores lejr, havde kørt i bælgravendesortsomienbrøndgraversrøvmørke i to timer, medens det stod ned i
Lårtykkestråler, der gjorde ham mild som et lam.
Vi sov som børn i et dejligt telt med eget bad, toilet, trægulv og terrasse. Som æresmedlem af natpissernesklub var jeg dog oppe to gange, det kan også være at de to løver, som var i gang med at forøge løvebestanden Masai Mara, var med til at vække både John og mig. Han - altså løven - brølede godt og grundigt hele natten, jeg tror han var på “Viagra”.
Næste morgen var det tidligt af sted, John og Louise blev hjemme, for Louise havde været en smule køresyg dagen i forvejen, så de tog en slapper i lejren.
Skulle jeg skrive udførligt om de 10 timer jeg var væk, så bliver det til en roman, så her er den korte version. Efter et par timer med de sædvanlige græs ædere, så jeg en flok elefanter lige ved vejen, der holdt et par andre safari biler og kiggede
på, Fred talte med en af parkbetjentene, som fortalte at han havde været vidne til en elefantfødsel 3 dage tidligere, og ganske rigtige under en af de store hun elefanter gik der en lille unge og pattede, jeg tog en del fotos og et af dem sætter jeg på bloggen. Efter dette unikke møde med et af de største dyr i verden, kørte vi videre, vi kom til en flod, og jeg tænkte ups! Det ser ikke godt ud, der lå
en flodhest små 20 m væk og kiggede på os, men der kom en firehjulstrækker ovre på den anden side og den kom over uden problemer så vores Masai guide mente ikke at der var noget i vejen for at vi også kørte over, det var der så, for vi sad fast på bunden af bilen og hjulene snurrede blot rundt, Nu er gode dyr rådne, tænkte jeg, men med “lidt” hjælp fra nogle andre firehjulstrækkere kom vi fri og kørte videre. Planen var at vi skulle køre ned til Mara floden, lige ovre på den anden side af Serena, hvor jeg boede, både med Preben og Kristoffer og med Laust, Tom og Christian. Her ville vi så sidde i bilen , spise vores frokost og se hvem der kom forbi, i stedet for hele tiden at køre for at se dem. Vi kom dog ikke så langt, for pludselig, da vi skulle køre igennem et lille mudderhul, så sad vi igen fast, denne gang var der ikke andre der kunne hjælpe os fri. Så ud at lede efter sten til at komme i hullet, men der var ikke noget der hjalp, vi sad uhjælpeligt fast.
Mike, vores Masai guide telefonerede så efter en firehjulstrækker fra lejren hvor vi boede, og de kunne komme ved firetiden, 4½ time under den Afrikanske sol det er noget der rykker, det var for varmt at være inde i bilen og det var for varmt at være udenfor, der var ikke nogle dyr at se på så tiden gik langsomt, jeg måtte ikke være med til det sjove, såsom at vælte mig i mudder eller prøve at skubbe, når de troede at de kunne komme fri, så jeg tog billeder.
Lidt over fire kom redningen så, et tov bundet til bilen og 5 minutter efter var vi fri, jeg blev så klar over at firehjulstræk er en god ting. Nå, vi sagde tak for hjælpen og kørte så tilbage mod lejren, klokken var blevet mange, så for at vi ikke skulle køre fast igen, det havde nemlig også regnet lidt og der var en “byge” på vej så fulgtes vi med vores redningsmænd. De havde hørt over radioen at der var en gruppe løver som lå og slappede af ved vejen, så vi kørte lige en lille omvej for at se dem.
17 løver, unge hanner, gamle hunner og nogle unger lå ganske rigtigt i det høje græs og hvilede sig før aftenens jagt, jeg fik nogle gode billeder. Resten af turen hjem var, a piece of cake, vi sad fast 2 gange mere, men kom hurtigt fri og lidt over 7 var jeg i lejren, hvor John sad klar med en Tusker. Vi gik tidligt i seng, da vi skulle meget tidligt af sted næste morgen.
Jeg blev vækket klokken fem med fødselsdagssang, så er jeg 56, ja tiden går, klokken slår og om lidt er det efterår.
Turen til Nairobi var lang, hård og varm, så vi kunne næsten ikke vente, til vi kunne komme i poolen på hotellet. Vi kom frem til hotellet efter Tusker tid, kun for at opdage at det var et Metodist hotel. Det vil sige ingen røg og ingen øl. Så det blev en hurtig svømmetur og så ud for at finde en bar. Heldigvis lå der en dejlig udendørs restaurant lige ved siden af hotellet, så klokken seks fik vi vores fødselsdagsbajer.
Vi blev hentet klokken otte, og så kørte vi ud til Canevore - restauranten med det “vilde” kød. Det var nu ikke så vildt, for de havde kun krokodille og alligator, som var vildt, resten var lam, gris, okse, struds, kylling og pølser, men vi blev da mætte.
Vi var samtidig godt møre efter mange, lange dage i bilen, så vi blev hentet lidt over ti og kørt tilbage til hotellet.
Efter morgenmaden skulle vi så ud og se Karen Blixens farm, det er et meget hyggeligt sted at være, og man får en god fornemmelse af, hvordan hun boede dengang, før verden gik af lave.
Så tog vi til Giraf Centret, det er også et sjovt sted at være, man går op på en balkon og her kan man fodre dem med foderpiller. De er godt nok store, når man er så tæt på. John og Louise kyssede en af dem, Daisy, hun er glad for at ta’ maden direkte ud af munden på dem som tør. Det er en rigtig “tungeslasker” man får. Giraffens spyt er “antibakteriel”. Den lever af de små blade på Akacie træerne, dem med de lange spidse torne, så den får en del sår i munden, dem healer den så selv. fordi dens spyt er antibakteriel, derfor er det sundt at “kysse giraffen”.
Hvor skal du hen rik, ud og gi raffen mad, så husk at ta llerkenen med. (Jeg kunne ikke lade være).
Efter alt det kysseri så bliver man lidt sulten, så vi kørte ud til Nairobi National Park, vi spiste en hurtig frokost sammen med Fred og Ronald på den lokale “snask” det var billigt, men det var såmænd også godt.
Nu var vi klar til et besøg på “Børnehjemmet” et sted for dyr som er blevet efterladt af deres mødre. Vi fik en ung mand til at vise os rundt, han arbejdede som frivillig guide. Han tog os så med hen til et indelukke, og ind til 3 geparder på 7 år.
Nu skulle der klappes og aes, jeg skulle heller ikke kyse den, men klø den bag øret det var sjovt. Efter et stykke tid blev vi lukket ud igen og sagde farvel til vores “nye” venner. Af andre forældre løse dyr var der, to store han løver, flere hun løver, flere geparder, en leopard på 3 år, forskellige aber og fugle. Efter et par timer her, kørte vi ind til Nairobi City og togstationen, hvorfra vi skulle med tog til Mombasa. Der var dog lige tid til en Cafe Latte og en kage på Norfolk Hotel, et gammelt hotel fra starten af 1900 tallet, hvor blandt andet Karen Blixen, Roosevelt og Hemingway har boet, et hotel der stadig oser af Good old English charme. Her sagde vi også farvel og tak, for 5 dejlige dage med mange gode oplevelser, til Fred og Ronald.
Vi skulle være ved toget klokken seks, og klokken syv kørte det - til tiden - ud af banegården mod Mombasa. Vi var på første hold til spisning, og det var med bange anelser at John og jeg satte os tilrette i spisevognen, vi har jo prøvet det før, og var ikke imponeret, men denne gang var maden ok og tjenerne i næsten “hvide” jakker, så alt i alt en god oplevelse, også for Louise. Da vi kom tilbage til vores kupeer, som var ved siden af hinanden, kunne vi låse af ud til gangen og åbne mellem vore kupeer, så der var lidt luft. Vi var trætte, så Louise var den første der faldt i søvn, John og jeg fik lige en godnat smøg før vi lagde os. Natten blev ikke en dans på roser, men en dans på skinner, jeg ved ikke om toget kører på fem eller sekskantede hjul, men det blev en noget bumlende affære, kort sagt lukkede jeg ikke et øje hele natten. Det blev dog morgen og de to andre vågnede efter en god nats søvn. Vi sprang morgenmaden over, og lidt i ti om formiddagen kørte vi ind på banegården i Mombasa. Allerede på den tid er det dejligt varmt her, så bagagen ud af vinduet, rygsækken på ryggen og ud og finde Daniel, så jeg/vi kunne komme hjem. Kø ved færgelejet, varmt, vente på færgen, varmt, køre i kø gennem Likoni, varmt (her kører man altid med oprullede vinduer, fordi her bor de langfingrede). Vi stoppede i det nye shopping center og købte, mad, vand og forskellige andre dagligvarer, så Daniels taxa var nu fyldt til randen på de sidste få kilometre hjem.
Alle stod klar til at tage imod os, så der var gensyns glæde hos dem alle.
Efter en tur i pølen, og lidt frokost så måtte jeg ha en ½ time på den ene side så en ½ time på den anden, den sidste time på ryggen den gemte jeg til jeg gik rigtigt i seng. Home sweet home
Ps. Fortsættelse følger (den er ikke så lang)
Efter en “kold” shower og en kop af den gode bønne, så er livet alligevel ikke så surt. Daniel henter mig om 10 minutter, klokken 03.00, lige vel tidligt når jeg skal være i lufthavnen klokken 05.00, men færgen ved Likoni over til Mombasa sejler ikke så regelmæssigt om natten. Daniel er her til tiden, og 40 minutter senere kommer vi til færgen, der skal en ambulance med, så færgen kommer med det samme. Hvilket betyder at jeg er i rigtig god til mit fly, nå, indcheckning og sikkerhedscheck det tager jo lidt tid, selv om natten, så det bliver kun 1½ time jeg skal slå ihjel i den kedeligste lufthavn i verden (som jeg har været i) det mest spændende er de store krage lignende fugle som flyver i fast rutefart lige hen over hovedet, “bomber” den eller ikke. Jeg blev ikke ramt, men det gjorde en tysk herre, og han så ikke for glad ud da konen “tørrede” lort af hans skjorte.
Jeg ankom til Nairobi, uden yderligere uheld, fik min bagage og mødte Fred (Daniels far) lige udenfor indenrigslufthavnen klokken 07.15.
Vi gik hen til vores Nissan safari bil, fik lagt min bagage ind bagi, og så var det tid til at hente John og Louise, som var ankommet fra Amsterdam en ½ time tidligere end planlagt, men turen gennem immigrations køen, ved jeg af erfaring tager lang tid, så jeg var ikke nervøs for, at de var kommet ud i den Kenyanske sommer og ganske rigtigt det tog ½ time mere, før jeg så de to blege danskere vente på deres bagage, de fik den dog hurtigt og snart stod de og skiftede til de korte rør på parkeringspladsen.
Klokken lidt over otte startede så vores safari, turen gennem Nairobi er en oplevelse i sig selv , det ved dem som har prøvet det, man kører (langsomt, langsommere eller slet ikke) i 4 rækker og det er alles kamp med alle, alt imedens der går folk imellem bilerne og sælger stort set alt, fra ure, landkort, aviser, skrabekort til telefonen, hjemmesløjd, nødder, flag osv. Det tog os en god time at komme igennem det værste, nu kunne vil lukke vinduerne op og få lidt kølig luft ind i bilen.
Uden de store problemer - 3 timer på “god” vej, kom vi til Nakuro National Park, vi kørte så rundt om søen, i håb om at se løver, leoparder, næsehorn samt en masse flamingoer. Det blev lidt af en skuffelse, for vi så “kun” to voksne næsehorn med en lille unge. Der var heller ikke særligt mange flamingoer, så det rosen røde skær over søen man kan opleve fra “Baboon Cliff” så vi heller ikke.
For John og Louise var det dog en stor oplevelse, og jeg måtte jo fortælle mig selv at det ikke er en zoo jeg er i, men den vilde natur, og vi så da også en masse bøfler, impalaer, bavianer og forskellige fugle, så helt spildt var det da ikke. Vi boede på et hotel uden for parken, i selve Nakuro by. Det bedste var at der var pool, så ind på værelset, badetøj på, ned i pool baren - to “Tusker” og en Fanta, og så i vandet. Efter en hel dag, i en til tider meget varm bil, og i John og Louises tilfælde en 16 timers rejse med fly, er der ikke noget bedre end en kold dukkert og en kold Tusker. Efter en nat med gæster på værelset, der var myg og mit net var ikke så stort at jeg kunne ligge i sengen samtidig med at det var bredt ud, så var det tid til morgenmad. 06.30 sad vi i den udendørs morgenmadsrestaurant og slikkede på låsen. 07.00 var bilen pakket og vi var på vej mod Masai Mara, en tur der kom til at vare 12 stive timer (exclucive 1 time frokost) og hvor vejen for det meste bestod af huller og sten (både små og store), hvis de to ting så var blevet blandet så havde det ikke været så slemt, men de Kenyanske vejarbejdere er gode til at holde hullerne for sig og stenene for sig.
Frem til porten, indtil parken, kom vi da efter 6 timer, nu var vi alle rystet godt sammen John, Louise, Fred, Ronald og jeg. Fred sørgede for billetter og vi strakte vores ben, John og Louise blev “overfaldet “ af Masai kvinder, der ville sælge deres “hjemsløjd”, træskærer arbejde, tæpper og smykker. John ville gerne have et par tæpper med hjem til sin “kone” Lene, så han fik forhandlet sig frem til en pris på 2 for en tusse - det var halv pris, for de startede med en tusse pr. stk. - stolt var han da vi kørte videre, der lå så to tæpper mere i bilen, det var vores chauffør der havde købt til sin kone. John spurgte så hvad han havde betalt for sine! 750 Kshs.
svarede han, men John fik en god pris for en “Musungo” sagde han, så John var stadig stolt.
Da der var mindst 4 timer til hvor vi skulle overnatte, så besluttede vi at spise frokost på Sarovar, en logde der lå tæt på Gaten. Det var godt - men det var edermamene også dyrt, altså maden - for da vi skulle køre videre, så så vi to hun løver der lå på lur efter en impala tyr. Det så vi på, med spænding, for efter at de havde ligget i baghold og luret i ti minutter, så rejste den ene sig og sneg sig fremefter, nu skulle det ske, det der er så fascinerende at se - indrøm det nu, alle Jer, der sidder uge efter uge og glor på Formel I - Drabet, kampen mellem liv og død, desværre så løb impalaen inden det blev rigtigt spændende. Ja denne gang vandt livet. Surt show…………..
Jeg skal ikke trætte med at vi så mange forskellige dyr, men de var alle sammen lidt langt væk fra vejen, og så er det sådan at man/jeg helst vil se dyr, der lever af at spise andre dyr, end man/jeg vil se på antiloper og andre græs spisere. Action,
vi vil se Action.
Ved 6 tiden begyndte vi (vores guide og chauffør) så at kigge efter den lejr hvor vi skulle bo de næste to nætter. Ingen af dem havde været der før, det viste sig ikke at være en godt, for det betød at vi kørte op og ned af en “vej” som i Danmark nok ikke havde fået den betegnelse. Samtidig var de mennesker som boede langs denne “vej” Masaier, som ikke taler Kiswahili, men deres eget sprog, som vore guider ikke taler, så forvirringen var total. De prøvede så at ringe til lejren, som spurgte hvor vi var? - ja vi er her, svarede Ronald, hvorefter han sagde, hvor er I? - vi er her, sagde de. Det grinede vi meget over da vi endelig i pis øsende regnvejr
sad i teltlejren og fik en iskold Tusker klokken lidt over ni (John går normalt amok, hvis den er 5 minutter over fire, og der ikke er en fyraftens bajer indenfor række vide) det var måske det faktum at vi, da vi endelig fandt vores lejr, havde kørt i bælgravendesortsomienbrøndgraversrøvmørke i to timer, medens det stod ned i
Lårtykkestråler, der gjorde ham mild som et lam.
Vi sov som børn i et dejligt telt med eget bad, toilet, trægulv og terrasse. Som æresmedlem af natpissernesklub var jeg dog oppe to gange, det kan også være at de to løver, som var i gang med at forøge løvebestanden Masai Mara, var med til at vække både John og mig. Han - altså løven - brølede godt og grundigt hele natten, jeg tror han var på “Viagra”.
Næste morgen var det tidligt af sted, John og Louise blev hjemme, for Louise havde været en smule køresyg dagen i forvejen, så de tog en slapper i lejren.
Skulle jeg skrive udførligt om de 10 timer jeg var væk, så bliver det til en roman, så her er den korte version. Efter et par timer med de sædvanlige græs ædere, så jeg en flok elefanter lige ved vejen, der holdt et par andre safari biler og kiggede
på, Fred talte med en af parkbetjentene, som fortalte at han havde været vidne til en elefantfødsel 3 dage tidligere, og ganske rigtige under en af de store hun elefanter gik der en lille unge og pattede, jeg tog en del fotos og et af dem sætter jeg på bloggen. Efter dette unikke møde med et af de største dyr i verden, kørte vi videre, vi kom til en flod, og jeg tænkte ups! Det ser ikke godt ud, der lå
en flodhest små 20 m væk og kiggede på os, men der kom en firehjulstrækker ovre på den anden side og den kom over uden problemer så vores Masai guide mente ikke at der var noget i vejen for at vi også kørte over, det var der så, for vi sad fast på bunden af bilen og hjulene snurrede blot rundt, Nu er gode dyr rådne, tænkte jeg, men med “lidt” hjælp fra nogle andre firehjulstrækkere kom vi fri og kørte videre. Planen var at vi skulle køre ned til Mara floden, lige ovre på den anden side af Serena, hvor jeg boede, både med Preben og Kristoffer og med Laust, Tom og Christian. Her ville vi så sidde i bilen , spise vores frokost og se hvem der kom forbi, i stedet for hele tiden at køre for at se dem. Vi kom dog ikke så langt, for pludselig, da vi skulle køre igennem et lille mudderhul, så sad vi igen fast, denne gang var der ikke andre der kunne hjælpe os fri. Så ud at lede efter sten til at komme i hullet, men der var ikke noget der hjalp, vi sad uhjælpeligt fast.
Mike, vores Masai guide telefonerede så efter en firehjulstrækker fra lejren hvor vi boede, og de kunne komme ved firetiden, 4½ time under den Afrikanske sol det er noget der rykker, det var for varmt at være inde i bilen og det var for varmt at være udenfor, der var ikke nogle dyr at se på så tiden gik langsomt, jeg måtte ikke være med til det sjove, såsom at vælte mig i mudder eller prøve at skubbe, når de troede at de kunne komme fri, så jeg tog billeder.
Lidt over fire kom redningen så, et tov bundet til bilen og 5 minutter efter var vi fri, jeg blev så klar over at firehjulstræk er en god ting. Nå, vi sagde tak for hjælpen og kørte så tilbage mod lejren, klokken var blevet mange, så for at vi ikke skulle køre fast igen, det havde nemlig også regnet lidt og der var en “byge” på vej så fulgtes vi med vores redningsmænd. De havde hørt over radioen at der var en gruppe løver som lå og slappede af ved vejen, så vi kørte lige en lille omvej for at se dem.
17 løver, unge hanner, gamle hunner og nogle unger lå ganske rigtigt i det høje græs og hvilede sig før aftenens jagt, jeg fik nogle gode billeder. Resten af turen hjem var, a piece of cake, vi sad fast 2 gange mere, men kom hurtigt fri og lidt over 7 var jeg i lejren, hvor John sad klar med en Tusker. Vi gik tidligt i seng, da vi skulle meget tidligt af sted næste morgen.
Jeg blev vækket klokken fem med fødselsdagssang, så er jeg 56, ja tiden går, klokken slår og om lidt er det efterår.
Turen til Nairobi var lang, hård og varm, så vi kunne næsten ikke vente, til vi kunne komme i poolen på hotellet. Vi kom frem til hotellet efter Tusker tid, kun for at opdage at det var et Metodist hotel. Det vil sige ingen røg og ingen øl. Så det blev en hurtig svømmetur og så ud for at finde en bar. Heldigvis lå der en dejlig udendørs restaurant lige ved siden af hotellet, så klokken seks fik vi vores fødselsdagsbajer.
Vi blev hentet klokken otte, og så kørte vi ud til Canevore - restauranten med det “vilde” kød. Det var nu ikke så vildt, for de havde kun krokodille og alligator, som var vildt, resten var lam, gris, okse, struds, kylling og pølser, men vi blev da mætte.
Vi var samtidig godt møre efter mange, lange dage i bilen, så vi blev hentet lidt over ti og kørt tilbage til hotellet.
Efter morgenmaden skulle vi så ud og se Karen Blixens farm, det er et meget hyggeligt sted at være, og man får en god fornemmelse af, hvordan hun boede dengang, før verden gik af lave.
Så tog vi til Giraf Centret, det er også et sjovt sted at være, man går op på en balkon og her kan man fodre dem med foderpiller. De er godt nok store, når man er så tæt på. John og Louise kyssede en af dem, Daisy, hun er glad for at ta’ maden direkte ud af munden på dem som tør. Det er en rigtig “tungeslasker” man får. Giraffens spyt er “antibakteriel”. Den lever af de små blade på Akacie træerne, dem med de lange spidse torne, så den får en del sår i munden, dem healer den så selv. fordi dens spyt er antibakteriel, derfor er det sundt at “kysse giraffen”.
Hvor skal du hen rik, ud og gi raffen mad, så husk at ta llerkenen med. (Jeg kunne ikke lade være).
Efter alt det kysseri så bliver man lidt sulten, så vi kørte ud til Nairobi National Park, vi spiste en hurtig frokost sammen med Fred og Ronald på den lokale “snask” det var billigt, men det var såmænd også godt.
Nu var vi klar til et besøg på “Børnehjemmet” et sted for dyr som er blevet efterladt af deres mødre. Vi fik en ung mand til at vise os rundt, han arbejdede som frivillig guide. Han tog os så med hen til et indelukke, og ind til 3 geparder på 7 år.
Nu skulle der klappes og aes, jeg skulle heller ikke kyse den, men klø den bag øret det var sjovt. Efter et stykke tid blev vi lukket ud igen og sagde farvel til vores “nye” venner. Af andre forældre løse dyr var der, to store han løver, flere hun løver, flere geparder, en leopard på 3 år, forskellige aber og fugle. Efter et par timer her, kørte vi ind til Nairobi City og togstationen, hvorfra vi skulle med tog til Mombasa. Der var dog lige tid til en Cafe Latte og en kage på Norfolk Hotel, et gammelt hotel fra starten af 1900 tallet, hvor blandt andet Karen Blixen, Roosevelt og Hemingway har boet, et hotel der stadig oser af Good old English charme. Her sagde vi også farvel og tak, for 5 dejlige dage med mange gode oplevelser, til Fred og Ronald.
Vi skulle være ved toget klokken seks, og klokken syv kørte det - til tiden - ud af banegården mod Mombasa. Vi var på første hold til spisning, og det var med bange anelser at John og jeg satte os tilrette i spisevognen, vi har jo prøvet det før, og var ikke imponeret, men denne gang var maden ok og tjenerne i næsten “hvide” jakker, så alt i alt en god oplevelse, også for Louise. Da vi kom tilbage til vores kupeer, som var ved siden af hinanden, kunne vi låse af ud til gangen og åbne mellem vore kupeer, så der var lidt luft. Vi var trætte, så Louise var den første der faldt i søvn, John og jeg fik lige en godnat smøg før vi lagde os. Natten blev ikke en dans på roser, men en dans på skinner, jeg ved ikke om toget kører på fem eller sekskantede hjul, men det blev en noget bumlende affære, kort sagt lukkede jeg ikke et øje hele natten. Det blev dog morgen og de to andre vågnede efter en god nats søvn. Vi sprang morgenmaden over, og lidt i ti om formiddagen kørte vi ind på banegården i Mombasa. Allerede på den tid er det dejligt varmt her, så bagagen ud af vinduet, rygsækken på ryggen og ud og finde Daniel, så jeg/vi kunne komme hjem. Kø ved færgelejet, varmt, vente på færgen, varmt, køre i kø gennem Likoni, varmt (her kører man altid med oprullede vinduer, fordi her bor de langfingrede). Vi stoppede i det nye shopping center og købte, mad, vand og forskellige andre dagligvarer, så Daniels taxa var nu fyldt til randen på de sidste få kilometre hjem.
Alle stod klar til at tage imod os, så der var gensyns glæde hos dem alle.
Efter en tur i pølen, og lidt frokost så måtte jeg ha en ½ time på den ene side så en ½ time på den anden, den sidste time på ryggen den gemte jeg til jeg gik rigtigt i seng. Home sweet home
Ps. Fortsættelse følger (den er ikke så lang)
Abonner på:
Opslag (Atom)
