Tosidet provokation.

Hvorfor er der ikke nok til alle? Hvorfor skal det gå ud over mig? Hvorfor er der altid to sider, til alle problemer? Kan det, at arbejde 12 minutter mere om dagen, virkelig redde verden som jeg kender den, eller skal jeg tro på blå stue i stedet, og gå ned i velstand, frygte at blive fyret fra mit arbejde(hvis jeg har et), hvem kan jeg tro på. Begge sider kører det store skyts i stilling, spindoktorerne spinder som vellystne katte, jeg står tilbage med skægget i postkassen og er ikke blevet en skid klogere.

Lavtløns job er snart en saga blot, de forsvinder ud af landet hurtigere end der kan staves til arbejdsløs, jobs der aldrig kommer tilbage. Så den del af befolkningen som ikke er velsignet med en høj uddannelse, kigger lige nu, ud af vejen til vedvarende kontanthjælp eller et andet “hjælp dig selv, for det er der ikke andre der gør” liv. Den offentlige sektor, vil måske også kigge i den retning. Sjovt som man i fremtiden skal blive betjent i “Netto” (eller en anden lavpriskæde) af oversygeplejersker, narkoselæger, eller andet godtfolk fra den offentlige sektor. For, sygehusvæsen, det bliver der sgu ikke råd til. Det går ned af bakke for Danmark, denne gang ikke på førsteklasse, men på turistklasse.

Så skynd dig at sælge alt det, du skal undvære i fremtiden, mens der stadig er nogle som har råd til at købe det. For når alle er uden job - enten fordi de er underkvalificeret eller overkvalificeret til de få jobs, der vil være tilbage når alt andet er flyttet til Kina - så er der ikke nogen til at købe alle de brugte “forbrugsgoder” som vil oversvømme markedet.

Jeg ser en flygtningestrøm ud af Danmark, de kloge vil formodentlig ikke blive tilbage for at forsørge de dumme, eller også er det en strøm af “Die Dumme Dänne” som flygter ud af landet, hjulpet godt på vej af manglen på omsorg og (for)mål med livet.

Danmark skal overleve som nation, på at være vidensbank for grøn energi (samt andre fremtidige ting, som kun danskere kan finde ud af) derfor er det jo godt at vi har den bedste folkeskole/privatskole i verden hvor 30 % af dem der kommer ud efter 10 års læring. ikke kan læse, skrive, regne. Et miljø helt uden disciplin, hvor lærerne og forældrene slås om, hvem der har ansvaret for, hvorfor det går som det går. Hvor landets folkevalgte laver nye systemer, inden de foregående har bevist deres værdi eller mangel på samme.

Hvor mange har ikke, år tilbage, haft en mening om dit eller dat, og så efter en årrække skiftet standpunkt, måske oven i købet slået en kolbøtte, for nu at forsvare den modsatte holdning. Eksemplerne er jo utallige. Helt til grin var det da historien om at nogle folkevalgte, som havde sendt deres små poder i privatskole, selv om de for år siden havde beskyldt forældre som gjorde det samme for at være usolidariske. Tænk at få revet sin fortid i næsen på den måde. Okay, måden disse folkevalgte taklede “historien” på virkede ikke helt gennemtænkt, men morsomt som sådanne historier hælder vand på modstandernes mølle.

Det bliver sjovt at følge slagsmålet mellem rød og blå stue, her fra sidelinjen. Ikke at problemerne ikke er alvorlige, for det er de da, men alt hvad den ene side finder på vil blive spundet til en historie hvor det gælder om at “finde fem fejl” i stedet for en konstruktiv debat om, hvordan Danmark finder sine ben at gå på i fremtiden. Hvor er opbakning om den “Danske model”, hvor der er plads til alle og hvor dem som har, tager sig af dem som ikke har. Hvor egoismen ikke har taget overhånd, hvor børn lærer at opføre sig ordentligt i skolen, samtidigt med at de lærer at læse, skrive og regne.

Hvor det at tænke på andre, før man tænker på sig selv bliver “comme il faut”. Hvor der spørges “Hvad kan jeg gøre for Danmark” og ikke “Hvad skal Danmark gøre for mig“. Hvor det at løfte i flok bliver det gængse, i stedet for “Jeg lægger mig sgu lige og får en morfar, mens de andre knokler“. Hvor nyhederne ikke kun er “Hvem der vandt X-factor, Robinson, Høvdingebold eller andre talentshows (hold kæft ,hvor jeg savner at se de udsendelser, red.), men hvor substansen af nyhederne er lig med verdens problemer.

For det er jo planetens overlevelse der er på spil, ikke kun Danmarks fremtid.

Denne svada af ord er kommet til min klumme fra mange sider, ikke at jeg er enig i det hele, der er jo altid to sider af en sag.

Lad mig slutte for denne gang med et ordsprog fra en af mine Kenyanske venner. Et ordsprog eller en læresætning som kort og præcist spidder livet.

When people hurt you - think of them as sandpaper. They rub and scratch you painfully, but eventually you end up smooth and polished. They end up worn out.

Lige inden jeg sender denne klumme videre til min blog, så lad mig indrømme at jeg er stolt af at være en tosidet dansker. Ja jeg ved, at det sikkert kommer som en overraskelse, men jeg er både sandpapir og det som bliver slebet. Som resten af verdens befolkning. Mit råd her på faldrebet er ”Indrøm, over for dig selv og over for andre, at du en gang imellem er et røvhul, men at du, som årene går, bliver glattere og glattere, ja, næsten knastfri”

Glem ikke at huske. ”At glæde andre er en større glæde end at glæde sig selv”, så kys, kram en du elsker.

Kærlig hilsen

Robert

p.s. ”Gud hvor er det dybt” eller ” Sikke dog en gang mundlort”. Husk der er to sider……

"Fyldepennen"

Jeg sidder på terrassen og nyder et par stykker ristet brød med ost og honning - en af hver, jeg er ikke blevet helt pervers endnu, selv om et stykke ristet rugbrød med Gorgonzola og honning er en klassiker jeg savner, nå - inden mit mundvand løber over, så er det ikke dansk mad jeg vil skrive om i denne klumme - nej, jeg sidder og nyder den silende regn. Det er næsten som at sidde og kigge ind i et bål eller lade blikket sejle ud over det åbne hav. Det har en underlig evne til at tømme ens hoved for hverdagens trivialiteter.

Selv om regnen her, både er stille og har en mediterende effekt, så kan den også stå larmende ned, i stråler, jeg har aldrig set så meget vand komme ud af himmelen på så kort tid, vi taler om 50 - 80 mm på en halv time. Dette bevirker, at området bliver til den største vandpyt jeg har set. Den må være et paradis for enhver rask dreng og pige, som kan lide at sparke i vandpytter.

De sidste par uger har været som beskrevet ovenfor, her hvor jeg bor, og hvor jeg blot kan gå i ly for vandmasserne på terrassen, er det kun godt at vi får “lidt” vand, men der er andre steder hvor vandet slår folk ihjel, enten som oversvømmelser eller mudderskred, trafikulykker eller andre mere eller mindre menneskeskabte katastrofer. Jeg får lyst til at skrive et par citater af nogle, for mig, ukendte personer.

“Lykken er at tømme sin hjerne, blot ved at kigge ud i det fjerne”

“Livet er som en barneskjorte, kort og beskidt”

Det var denne morgen jeg besluttede at skrive til en af mine gamle venner, ikke en E-mail eller en besked på “Facebook”, nej jeg ville skrive et gammeldags brev i hånden - nej selvfølgelig skrev jeg det på papir, jeg tror ikke at jeg kan få hånden ned i postkassen, og det ville så også blive det sidste brev jeg kom til at skrive -.

Så jeg fik fyldt blæk på min fyldepen og startede med at skrive, jeg må indrømme at det er mange år siden at jeg har brugt pen og blæk til noget der er længere end en “dosmerseddel” Dette at sidde og skrive på den gammeldags måde, hvor man skal tænke sig om inden man skriver det ned (ja - den teknik kunne du godt bruge her i din klumme også, ha ha det overhører jeg, her bliver det skrevet som det kommer ud af tasterne) det var en rigtig god fornemmelse at sidde og skrive, mens jeg nød en pibe tobak og en kop af den gode bønne. At se min letlæselige skråskrift på papir, det var faktisk en meget sjov oplevelse, jeg har altid haft en pæn håndskrift og at skrive med fyldepen og se ordene flyde ud på papiret, det var en rigtig god oplevelse. Det er ikke sidste gang jeg skal skrive noget i hånden, det er helt sikkert. Den stille silende regn fuldendte billedet.

Jeg følte mig næsten som en anden Karen Blixen, selvfølgelig ikke på indholdet af det jeg skrev, selvom jeg var tilfreds med brevet, da det var skrevet færdigt, mere på den måde som hun skrev breve hjem til Danmark, om livet og hendes besværligheder med at (over)leve her i Kenya. Hun måtte så blot vente ca. 3 måneder inden der kom svar tilbage, så er postvæsenet trods alt blevet meget hurtigere, og de elektroniske måder gør jo at man kan være online overalt på jorden, og få svar, næsten inden man stiller sit spørgsmål.

Nå der er stadig folk som lever på Karens tid, der går i hvert fald mange uger inden de svarer eller skriver (så fik jeg lige den ud mellem sidebenene).

Nu kan jeg jo ikke sidde og glo på regnen hele dagen, så hvad får jeg tiden til at gå med. Mit arbejde består kort og godt af ikke at lave noget. Hvordan klarer jeg det, ikke at skulle lave noget? Ja det er et godt spørgsmål, men tiden kommer til mig med tanker og ideer, jeg ordner lidt regnskab - både mit eget og det jeg klarer for min boss, jeg skal også handle lidt ind, læse en bog, løse lidt krydsord, se en film, høre lidt radio, skrive klumme (det bruger du sgu ikke meget tid på min ven, det overhører jeg også) Det er svært at skrive om hvad tiden går med, nu har jeg forsøgt og jeg er helt udmattet.

Der har været venner forbi i år, John var den første, så kom Jørgen og Victor. De næste venner som kommer forbi er Keld og Pernille, de kommer den 9 Juli, så kommer Hanne og Jan og bor her i 17 dage fra den 18 August. Laust kommer i slutningen af Oktober - det ligger ikke helt fast endnu - og de sidste som har booket er min “gamle” kollega Michael, som kommer med sin kone Heidi og et vennepar “Dunte og Sjanne. Jeg glæder mig til vise dem alle, de vilde dyr og forhåbentlig vil de få en på opleveren.

Jeg vil selvfølgelig skrive, om de oplevelser som vi får, når den tid kommer.

Jeg har ledt efter noget jeg kunne skrive om, og rigtig lukke galde ud, men der sker ikke rigtigt noget som kan få mit pis i kog.

Jeg mener, for nu at vende tilbage til mine stunder på terrassen, jeg kan da godt sidde og tænke på, at jeg savner det bløde lysegrønne skær over bøgeskoven, når den springer ud. Det tætte flor af anemoner på skovbunden, når man går tur i skoven, og den spæde forårssol skinner ned gennem det lysegrønne løvhang. At se de nyfødte lam på marken, nyde de mange fuglestemmer som er kommet tilbage for at yngle. Gå en tur i en lystbådehavn og se alle de nymalede både og de forventningsfulde, glade mennesker der venter på at komme ud og få vind i sejlene, mens man spiser en “gammeldaws” med softice, guf og syltetøj. Gå en tur i Tivoli, eller på Bakken. Grille sammen med gode venner, nyde en kold øl eller et glas vin. Ja jeg kunne blive ved, men jeg er sikker på at der allerede er en masse billeder på din nethinde.

Så trøster jeg mig med at hvis jeg stadig var i Danmark, så havde jeg nok lige så travlt, som resten af jer, og hvor tit fik jeg så gået en tur i skoven eller på havnen eller Bakken eller Tivoli….. Så jeg klarer mig med minderne og “Min Kenyanske Farm” for nu at blive i det poetiske.

Det er snart tid til WM 2010, ja mon det bliver en euforisk tid, mon det danske landshold kan give os minderne tilbage fra 1992. Fodbold hernede er stort, så der bliver gang i den alle de steder kampene bliver vist på storskærm, desværre så tror jeg ikke de danske kampe bliver vist, før vi når mellemrunden, optimist eller idiot det ved vi mere om når vi når dertil.

Lige nu er det landsholdet i ishockey som fascinerer mig. Det er sgu godt gået, selv om det skulle blive til en 8’tende plads. Jeg tror desværre ikke de kan gøre noget for at forbedre den placering, hvis det er Sverige de skal møde (det bliver afgjort senere i aften, om det bliver dem eller Schweiz, dem tror jeg da godt vi kan ordne).

Jeg hører fra flere (ingen nævnt, ingen glemt) at mine klummer bliver læst, og på de kommentarer (som jeg er rigtig glad for at modtage, bliv endelig ved) kan jeg da se at min familie læser med. Jeg håber da at I (det tavse flertal) bliver ved med at læse med - og skulle I få en ubændig trang til at give Jeres besyv med, så hold Jer ikke tilbage, send eventuelt et gammeldags håndskrevet brev.

Det var hvad jeg kunne finde på at skrive denne gang, selv om vejret ikke har været det bedste i mandsminde, så prøv alligevel at stå af racet, om ikke andet så blot for nogle timer og gå en tur i naturen. Skulle du møde en eller anden der også er stået af, så gi’ vedkomne en rigtig forårskrammer, måske solen så beslutter sig for at skinne, om ikke andet så inde i dig…….

De kærligste hilsner fra

Robert

p.s. Nu skal der retfærdigvis rettes et “Tusind tak” til mine nye og gamle venner på Skype, Facebook, E-mail etc.. Jeg er glad for at vi på denne måde kan holde forbindelsen ved lige.