søndag den 27. september 2009

Min tid som "Margarine" soldat.

Denne klumme vil være en række anekdoter, fra min tid i det danske forsvar.
Nærmere betegnet det danske søværn, hvor jeg aftjente min værnepligt i 1975.

Lad mig starte med at fortælle, at jeg ikke har søgt, hverken Søværnet, Flyvevåbnet, Hæren endsige forsvarsministeren om tilladelse til at skrive, og udgive denne klumme. Jeg håber og tror ikke at jeg udsætter nogen for fare, ved at skrive denne klumme, og jeg kan garanterer at den ikke er blevet oversat til hverken det ene eller andet fremmedsprog. I hvert fald ikke af mig.

Jeg startede min værnepligt på Auderød Kasserne, mandag den 13 januar 1975, klokken 08.00. Sammen med flere hundrede andre håbefulde rekrutter, stod jeg opstillet på paradepladsen til navneopråb. Efter at vi var blevet opdelt i delinger, fik vi alt vores udstyr - våben, tøj, støvler etc. - derefter blev vi fulgt til vores “stue” og der blev valgt en stueformand.

For dem som ikke kender til disciplinen i det danske forsvar, kommer her et par uddybende kommentarer. En stue består af otte mand, hvor stueformanden bestemmer. Vi skal ordne vores egen stue (gøre rent), rede vores senge, sørge for at alt ligger på rette plads i skabet samt gøre vores del af fælles rengøringen. Personlig rengøring og indtagelse af “Morgenskafning” (morgenmad), som indtages i “Messen”, skal også være i orden inden morgenmønstringen klokken 07.45

På vores første dag, stod vores stueformand klar i døren klokken 07.45 “Melder stuen klar, alle mand” svarede han på sergentens spørgsmål. Han stillede sig så hen til os andre, som stod ret ved bordet, fire mand på hver side.
Sergenten sagde “rør” og begyndte inspektionen af stuen og han så med det samme en ordentlig nullermand på gulvet. Inden han kunne nå at sige noget, så tog stueformanden sin kasket, som indendørs sidder fast i skulderstroppen, kastede den hen over nullermanden, kastede sig selv henover kasketten, bad mig om at åbne vinduet, hvorefter han krøllede kasketten sammen, gav den et par slag og kastede nullermanden ud af vinduet. Han gik tilbage og stillede sig ved bordet, satte kasketten på plads mens han sagde “Anmoder om tilladelse til at begrave nullermanden efter morgenmønstringen” “Tilladelse givet” sagde sergenten med et slet skjult smil om munden. Der herskede efter dette “skuespil” som ingen af os andre vidste noget om, en god tone mellem sergenten og os, resten af vores tid i Auderød.

Resten af min rekrut tid, gik med at lære de andre stuekammerater at kende, marchere, skyde med maskinpistol, gøre honnør og i det hele taget lære “tonen” i Søværnet at kende. Tre måneder senere blev jeg så forflyttet til “sejlende enhed” på Holmen i København.

En fredag i midten af April mønstrede jeg så på "Henrik Gerner", flådens sejlende forsynings enhed til ubåde og motortorpedobåde, - i øvrigt den gamle Bornholmer færge “Hammershus”, hvilket sås af den megen brug af messing på trapper og i messer, godt jeg ikke var på "pudseholdet" - efter velkomsttale af orlogskaptajnen, fik jeg min “buffe” på “banjen” anvist. (min seng på mandskabsdækket). Vi fik tidligt orlov og jeg valgte at tage hjem til Frederiksberg, for at være sammen med, min mor og far i weekenden.
De andre som påmønstrede sammen med mig valgte at blive ombord, da de alle kom fra Jylland, og vi skulle afsejle klokken 09.00 mandag morgen på en stor Nato øvelse ud for den Norske vestkyst.

Så søndag aften tog jeg mandskabs båden fra Toldboden over til Holmen. "Henrik Gerner" lå fast under "Mastekranen", når den var i København. Dette var så min første nat ombord, de næste 6 måneder skulle jeg være kok ombord, for en besætning på 120 mand. Vi blev purret klokken 06.00 den næste morgen, efter et hurtig bad, begyndte vi at laste en del proviant. Da vi var færdige med det, spiste vi morgenmad i messen på Holmen.
Tilbage til morgen mønstring klokken 08.00, før vi gik i gang med at forberede frokosten. Vi, var en kok fra Århus, som havde været ombord i tre måneder, og var i gang med sine sidste tre måneder, to konstabel elever og så, mig sagde hunden. Jeg gik frisk i gang med at forberede frokosten, skære pålæg, lave salater samt en varm anretning sammen med de to konstabel elever, den anden kok gik så i gang med at forberede aftensmaden.
Klokken 08.55 lød kommandoen “ Lad gå for” og trosserne blev gjort klar til at hive ombord, en slæbebåd hev os ud fra kajen før kommandoen “Lad gå agter” lød fra broen og vi var på vej mod Frederikshavn. Vi skulle lige ud og stå ret da vi sejlede forbi Kongeskibet Dannebrog.
Vi var kommet lidt nord for Kronborg, da det lød i samtaleanlægget “Giv agt, klargøring til skafning, Giv agt, klargøring til skafning”.
Klokken var nu fem minutter i 12.00 og frokosten stod klar på disken. Nu kunne den anden kok og jeg nyde lidt tobak, mens konstabel eleverne stod for serveringen. Vi stod og så ud på et Kattegat, der var som et stuegulv, pludselig så vi tre motortorpedobåde, for fuld skrue, overhale os “Skod smøgerne og stå ret”, var der en der råbte, som ny i faget smed jeg rygepinden udenbords, samlede hælene og førte hånden op til kasketten, kun for at blive mødt med et grin fra en af mine gamle stuekammerater, som var påmønstret som maskinmand. Vi fik os en ny smøg, mens de tre MTB’er forsvandt nordpå mod Frederikshavn.
Efter frokosten fik vi ryddet af og gjorde nu klar til aftensmad, da Seniorsergent “Holmboe”, vores nærmeste overordnede kom ind i kabyssen. Jeg havde ikke talt med ham, kun set ham til morgenmønstringen, så jeg tørrede mine hænder af i forklædet og gjorde mig klar til at gi' hånd. “Har du øl med”?. Sagde kokken fra Århus, "Så kan du godt forsvinde, du skal ikke komme her uden øl”, Holmboe vendte om og forsvandt ud af kabyssen og jeg stod og lignede et spørgsmålstegn.
“Han ved godt at han skal ha’ øl med når han kommer!” sagde kokken. Okay, jeg var ny, så jeg holdt mig i baggrunden, da Holmboe, efter en ti minutters tid, kom igen. “Så er her en øl” sagde sergenten glad og kiggede på mig. “Har du Gammel Dansk med”?. ”Så kan du godt forsvinde, du ved godt at vi ikke drikker øl alene". Jeg stod forsigtigt i baggrunden og iagttog dette spil mellem dem, jeg undrede mig over at kokken talte sådan, men Holmboe kom igen med en flaske “Campari”, undskyldte at han ikke havde noget Gammel Dansk, vi fik os så et velkomst sæt, noget som senere blev en tradition, hver gang vi startede på et togt. Jeg fik et fint forhold til Seniorsergent Holmboe, som var min foresatte de næste seks måneder.

Hver gang jeg var startet på en ny tid i søværnet så var det med en “underlig oplevelse” noget der skulle forfølge mig næste gang, der skete noget nyt.

De næste tre måneder var en lang række af øvelser både i danske, norske og tyske farvande, mit samarbejde med Kokken fra Århus og de to konstabel elever gik gnidningsløst, de viste sig at være førsteklasses gutter. Så det var med en følelse af vemod jeg sagde farvel til dem i midten af juli. Kokken blev hjemsendt, og de to konstabel elever blev overført til en anden sejlende enhed.

De sidste tre måneder, skulle jeg så klare mig, med en ny konstabel elev, men besætningen blev skåret ned til 60 mand, så det gik godt.
Jeg var nu “Chef” i køkkenet og Holmboe blandede sig ikke i den daglige drift. Jeg fik indført, at vi fik nyrøget makrel og friske jordbær, den første dag på søen, Holmboe fakturerede jordbærerne som kartofler (vi var den enhed i forsvaret, uden sammenligning, som spiste flest kartofler). De sidste tre måneder var som før skrevet med reduceret besætning, fordi Henrik Gerner, efter 11 år i flådens tal, skulle udfases. Dette medførte, at de fleste karriereofficerer blev forflyttet til nye skibe, blandt andet fik vi ny kaptajn, en rigtig hyggelig “Onkel” som ikke gik så meget op i disciplin ombord. Ikke at vi slappede fuldstændigt af, men der var en anderledes tone, fordi alle skulle afmønstre i midten af september, mig og de andre værnepligtige til civil, resten til nye skibe.
Vi skulle på øvelse til Flensborg og besøge Svendborg på vejen hjem til Holmen, hvilket var til stor glæde for kaptajnen, da han var en lun fynbo fra netop Svendborg.
Hans lune humør satte jeg på prøve, en de første dage på vej mod Flensborg. Han havde hver dag vagten, der startede klokken 16.00, så han kom altid forbi, inden han gik på broen, for at høre hvad aftensmaden var. Vi kunne stille uret efter ham.
Vi havde fået medisterpølse som varm ret til frokosten og der var et par stykker tilovers. Så da klokken var et par minutter i fire, så lagde konstablen sig på knæ foran mig med medisterpølsen i munden (den opmærksomme læser kan sikkert se det for sig), ud af øjenkrogen kunne vi se Kaptajnen komme ind i kabyssen, blive rød i hovedet og stille bakke baglæns ud igen, for at banke på døren før han kom ind, Vi stod som før, da han kom igen, men konstablen rejst sig så med “pølsen” i munden, et stort smil bredte sig på kaptajnens ansigt og han sagde “Hold kæft, der fik i mig”. En historie vi grinede meget over.

Den sidste episode jeg vil fortælle om, var da jeg havde 10 dage tilbage af min værnepligt, jeg skulle stå æresvagt på gangvejen (den trappe som hænger udenpå skibet og som man skal gå op ad for at komme ombord), jeg var iført udgangs uniform og hvide gamacher, hvide handsker og hvidt hue overtræk.
Det var chefen for søværnet, Kontra Admiral af rang, som skulle komme på besøg. Jeg var stadig på arbejde, så handskerne lå klar sammen med gamacherne og huen, Vi ville så få besked fra vagten, når han ankom, så havde vi lige nogle minutter til at gøre os klar. Beskeden fra vagten kom og jeg blev kaldt over samtaleanlægget, hurtigt på med “gallauniformen” hatten på skrå og jeg var klar. Vagthavende sergent, som skulle blæse i bådsmands fløjten, ankom kiggede på mig, så mærkelig ud i hovedet, jeg kunne se han kiggede på min sløjfe. Da jeg kiggede ned af mig selv, så jeg at jeg havde glemt at tage en lille gummibjørn, i uniform og med et målebånd stikkende ud af munden, af - nu var det for sent. Kontra Admiralen var på vej op af gangvejen, mens sergenten blæste i bådsmands fløjten, stod jeg ret og gjorde honnør. “Chefen” så min “bjørn” da han gjorde honnør til mig. Nu får du en skideballe tænkte jeg, “ Håber du har haft en god tid i søværnet, selv om du glæder dig til at komme hjem” sagde han, mens smilede til mig. Jeg fik fremstammet “Melder jeg har haft en god og spændende tid”. Da han forsvandt op af lejderen til broen, fik jeg så en skideballe af sergenten, men 10 dage tilbage så…… hvadså.

Jeg har med vilje ikke navngivet nogle af de medvirkende, med undtagelse af Seniorsergent Holmboe, grunden er ikke, fordi jeg er bange for at fortælle militære hemmeligheder, men han er den eneste, jeg kan huske navnet på - med sikkerhed.

Det var hvad jeg har valgt at skrive om i dag, slutningen bliver som traditionen foreskriver : Glem ikke at huske, smil til alle, også dem du ikke kender. Måske får du et smil tilbage……..

Kærlig hilsen.

Robert.

mandag den 21. september 2009

Tæt på en katastrofe...




En dejlig dag i Shimba Hills, startede med at det småregnede, da vi klokken kvart i seks forlod Diani Beach. Efter en køretur på 45 minutter, var vi fremme ved porten til parken. Jeg betalte og gjorde "Rusty" klar til 4 hjulstræk samtidig med at det stoppede med at regne, så vi slog taglugerne op og kørte ind i parken som de første. Efter at vi havde kørt lidt rundt ,drejede vi rundt i et sving og der stod den første elefant og gumlede på en busk, den var vel 30 - 40 meter væk. Den vejrede en gang med snabelen for lige at lugte hvad vi var for nogle skabninger, den besluttede så at vi ikke udgjorde en fare, så den spiste videre, mens Georgia og Martin fotograferede løs. Efter en 5 minutters tid, så fortsatte den videre ind i bushen, utroligt så lydløst den bevæger sig, selv i tæt buskads.


Vi kørte så videre rundt i parken og så en gruppe "Hartebeast", tre "Warthogs", "Pumba" for dem som har set "LION KING", en gruppe Sabel antiloper viste sig frem på en bakketop. Vi så desuden to giraffer og nogle bavianer og et par Bushbuck der sprang over vejen og forsvandt ind det tætte krat.
Efter nogle timer var det blevet så varmt at dyrene var svære at få øje på, da de gemmer sig i skyggen. Vi kørte så hen til "Sheldrick Falls" for at se om vi kunne komme ned og se dem. Det er ikke tilladt at gå turen ned til vandfaldet uden en K.W.S. Ranger så vi måtte vente i 45 minutter, inden hun kom tilbage fra en tur med en gruppe tyskere (unge mennesker, som da de kom helt op så meget trætte og tørstige ud). Vi fik først at vide at rangerkvinden ikke kunne gå flere ture (hun var muslim, og hun fastede pga. Ramadan), men en "tusse" gjorde dog at hun tog en tur til. Hun spurgte om vi var fysisk og mentalt klar til de 2 kilometer ned ad bakke til vandfaldet og ikke mindst turen tilbage (225 højdemeter) "YES" sagde vi i kor og hun sagde så "What about you! papa, are you ready", her skulle jeg nok ha' sagt nej og være blevet hjemme sammen med "Rusty", så kunne jeg ha' siddet i et læskur, væk fra solen, ryge nogle smøger og set de andre tage turen ned og op af bjerget, det gjorde jeg så ikke, og jeg var da glad for at jeg gik med - altså da jeg havde fået pulsen ned og jeg igen kunne trække vejret da vi var kommet tilbage.


   
Nå, turen ned den var ikke så slem, rangeren gik forrest med sit gevær og satte et tempo som alle kunne være med til, efter 30 minutter var vi fremme og kunne se de to vandfald (på 25 meters højde) som bliver til et stort når det regner. Floden løber aldrig tør, men der er selvfølgelig forskel på mængden af vand, alt efter hvor meget det har regnet og lige nu er det tørt, selv om det regnede til morgen. Efter små 25 minutter hvil, var det så tid til af begive sig hjemefter, så der blev drukket vand (fra flaske, vi kunne godt drikke vandet i floden, men det var for varmt for min smag, så jeg nappede lige en ½l vand, før vi brød op).



Rangeren satte igen tempoet, så jeg lagde mig i hendes fodspor, der var ikke gået mange minutter før jeg lød som et lokomotiv hvor alle ventiler var stoppet til, så hun stoppede nok flere gange end normalt ,for at jeg kunne få lidt ilt ned i lungerne, de første 5-600 meter gik vi gennem skoven hvor der var skygge og hvor det ikke var så stejlt. "Papa are you OK!!) jeg nikkede, fordi tale, det ville jeg ikke bruge kræfter på (jeg kunne så men heller ikke sige et ord, mine lunger var på overarbejde). Resten af turen gik det konstant opad og solen stod lige over hovedet, det var varmt og sveden fossede ned i mine øjne, men op kom jeg da på 50 minutter (som den sidste). De andre sad i skyggen og drak vand, men efter 5 minutter så var jeg så tilpas afslappet at jeg selv kunne gå hen til bilen. Jeg var glad for at jeg tog med, da jeg havde fået luften tilbage, og jeg vil sikkert gøre det igen. Blot vil jeg huske en hat og lidt mere vand i rygsækken. Klokken var nu blevet lidt over et, så det var tid til at finde et sted hvor vi kunne spise vores medbragte sandwich, rangeren ville gerne køre med til porten så vi gav hende et lift, hun var god til at fortælle om de dyr (som hun spottede) vi kørte forbi, hun tog os også hen til et sted ,hvor der var bøfler, så den "lille " omvej vi kørte for at sætte hende af, var godt givet ud. Vi fandt efter en time, et godt sted hvor der var bænke og borde, så her indtog vi vores frokost. Vi sad og talte om lidt af hvert (Georgias søster er gift med Thomas Eje og Martin har kørt Ferrari Formel 1 biler rundt i Europa på en lastbil, så jeg havde nok at lytte til) mens Geoffrey gik rundt og så på området, pludselig klappede han vildt i hænderne, vi vendte os om, og så lige en gruppe elefanter komme gående ude på vejen, små hundrede meter væk, de havde åbenbart ikke kunne lugte os, for de blev først bange da de hørte Geoffrey klappe, og så løb de ind i den tætte underskov. Igen, underligt så lydløst de bevæger sig. Han undskyldte så at han havde klappet, men han var bange for at de ville forsvinde hvis han råbte. Vi pakkede sammen, mens der kom en stor gruppe bavianer frem samme sted som elefanterne kom fra, de kiggede lidt på os før de også forsvandt ind i skoven, dog noget mere larmende. Nu var klokken blevet lidt i fire, og temperaturen var faldet lidt, så vi ville bruge tiden på vej ud af parken til at spotte flere dyr. Vi havde ikke kørt langt før Geoffrey så elefantflokken fra før, vi kørte oppe på en lille bakke og kunne se at de havde kurs mod en vej, så jeg kørte derover og så ventede vi på at de skulle komme og krydse vejen, og efter 10 minutter så kunne vi se at vi var det rigtige sted. Der kom også en safaribus som lige skulle køre hen foran os og skygge, men jeg fik da taget et godt billede.

På resten af vejen ud så vi flere Bushbuck, så det var nogle glade gæster jeg havde med hjem til Diani Beach. Vi besluttede at vi lige ville have en kold øl på "Ushago" inden vi kørte hjem, vi besluttede så også at spise der, så vi hyggede os med pizza og kylling. Klokken var blevet 20 minutter over otte, så vi sagde farvel til Geoffrey, som ville tage en Matatu hjem, i stedet for at hente sin cykel. Da vi kørte hjem mod Bougainvillea II, så så Martin et orange skær på himmelen, jeg troede at det var et hotel der havde fået sat en spot op, men da vi kom nærmere så kunne jeg se at der var noget helt galt. Det var en brand og det var meget tæt på hvor jeg bor. Der var ild i taget på to af hytterne, og mens vi kørte ned af vores vej, så vi at ilden sprang fra tag til tag (taget er lavet af bananblade og fungerer lige som dansk stråtag, det tog 5 minutter fra de første to huse begyndte at brænde, til det sidste blev omspændt af flammer, gnisterne fløj 50-100 m op i luften og jeg var bange for at gløderne skulle ramme vores hytter (vi har det samme tag) så de to gæster og jeg kørte de sidste par hundrede meter hjem, samlede vores pas, penge og pc'er sammen og flygtede i min bil ud af området, på afstand kunne vi se at vinden førte gløderne væk fra der hvor vi bor, med ca. 50 m. Det tog brandvæsnet fra Ukunda lufthavn, 1 time at komme frem og da var det kun selve tagkonstruktionen der stod glødende tilbage, de fik så slukket de sidste gløder, så vi efter 2 timer kunne vende tilbage til vores hytter, det var ikke meget vi fik sovet i nat. En meget ubehagelig oplevelse ikke at kunne gøre noget, kun håbe på at vinden blev ved med at blæse i den samme retning, en glød er nok og taget er i flammer på sekunder, men vi var utroligt heldige. Det håber jeg ikke at jeg skal prøve igen. Heldigt at det skete klokken halv ni om aftenen og ikke når folk sover, så der var ingen der kom til skade, selv om der lød nogle hule drøn når der sprang en gasflaske.



 
En noget anderledes afslutning på en rigtig god dag, end vi havde ventet. Ja livet er skrøbeligt og denne oplevelse gav da også anledning til at tænke lidt over hvad der kunne været sket, gudskelov så har vi det godt og der kom ikke andre til skade.

Jeg vil slutte med det jeg plejer, glem ikke at huske : Kram, Kys, og fortæl dem du elsker, at du gør det.

Så ………… JEG ELSKER JER ALLE.

Kærlig hilsen.

Robert.


mandag den 14. september 2009

"En tur til Tandlægen".

Overskriften kan bringe de værste traumer frem hos en del mennesker.

Jeg kender ingen børn der elsker at få børstet tænder. Mareridtet starter vel med, at forældrene læser “Karius og Baktus” højt som godnat læsning. Hvor smart er det lige, at lade “dem” løbe rundt i værelset, når lyset slukkes og der skal soves.
Senere kom vi i skole, og her kender alle vel en skoletandlæge, der borede det mindste hul op til kraterstørrelse. For derefter at fylde kilovis af kviksølv i hulet.
Vi kender sikkert også mennesker der lider af tandlægeskræk (måske af forannævnte grunde) og som ikke har været i “Stolen” siden skoletiden, med deraf følgende “nedbrændte negerlandsby” i stedet for den hvide tandrække som loves i alle tandpastareklamer. Jeg skal undlade at fortælle om dårlig ånde, manglede selvtillid og hvad reklamerne eller fortæller os, dårlig tandhygiejne vil give os.

“Du skal børste dine tænder, hver gang du vasker hænder” det er et “mundheld” som giver mening. (hvis du forstår sådan en lille ting - ha ha)

Jeg har gået til tandlæge, hver 4 måned siden jeg gik ud af skolen (ja - ja, puds lige glorien), men det har jeg faktisk og jeg har ikke haft et hul siden, måske fordi alle mine kindtænder var i forbindelse med foromtalte skoletandlæge. Så en tandrensning eller en udskiftning af en kviksølvplombe med en af porcelæn, det er hvad jeg har fået af behandling i “Stolen”.
Jeg fik altid tid klokken otte om morgenen (som den første) og jeg var gerne ude på gaden efter igen 15- 20 minutter og 3-400 kr. fattigere, og ja jeg var medlem af sygeforsikring “Danmark”
Ingen visdoms tænder der skulle skæres i 4 stykker for at kunne komme ud af munden, ingen rodbehandlinger, ingen bedøvelser eller lattergas.
Kort sagt jeg lider ikke af tandlægeskræk, men vil dog gå så langt som, at jeg hellere vil se 2’en halvleg af Albanien - Danmark i slowmotion. (en joke, for jeg tror faktisk at jeg hellere vil ha’ en tandrensning)

Nu skal denne klumme jo ikke handle om fortiden, uanset at den er af stor betydning for nutiden og ikke mindst fremtiden.

Nej - jeg vil begynde med begyndelsen. Jeg vågnede, her til morgen, badet i sved. Halvt i søvne, halvt vågen opdagede jeg at jeg havde mistet alle mine tænder og at de små stumper var spredt ud i sengen, jeg havde blodsmag i munden og helt ærlig, så var jeg, så fysik træt som havde jeg deltaget i en “Ironman”, så er der sikkert en eller anden der vil være smart og spørge hvor ved du det fra, nå.. Ja.. jeg har engang (næsten) gennemført en olympisk triatlon.. tæller det, nå ikke, men tilbage til mine manglende tænder.
Det var ingen grund til at børste tænderne, så jeg tog en kop kaffe for ligesom at få smagen af blod lidt på afstand.
Mine gummer var godt nok lidt ømme, men hva’ fanden “lidt ondt har man vel altid”, så jeg lod kaffen køle lidt af mens jeg tog en smøg, og så gik det også bedre. Jeg prøvede om jeg kunne huske hvad der var sket dagen før, og ved hjælp at personalet så lykkedes det at få gårsdagens begivenheder stykket sammen.

Jeg har haft en knækket kindtand i nogle år, som jeg har lært at leve med, nu syntes jeg dog at den begyndte at reagere på varmt og koldt, og da jeg ikke har været til tandlæge efter jeg er kommet herned, så var det vel på tide at se efter en tandlæge.
Ved hjælp at personalet så fandt jeg en i Ukunda, som jeg så kørte hen til, det var vel ved frokosttid, jeg havde selvfølgelig børstet dem (tænderne) godt og grundigt inden jeg tog af sted. Jeg røg ikke en smøg, for at bevare mit “Frede frisk ånde” image, den glædede jeg mig til efter opholdet i “Stolen”.

Klinikken lå på første sal i en bygning, der ikke ville få det blå stempel af fredningsmyndighedernes i Danmark, måske snarere ville få penge til nedrivning af “Byfornyelses selskabet af 1964”, nå - nu skal man jo ikke skue hunden på hårene, så jeg bankede på døren. En herre på, jeg vil tro, et sted mellem 85 - 90 år, åbnede døren og bød mig velkommen. Jeg kom ind i en klinik som var tiptop moderne tilbage i 90’erne (altså 1890’erne). Den eneste stol i lokalet stod ovre i et hjørne, jeg satte mig for lige at få luft til at fortælle at jeg blot ville bestille en tid til næste uge. Der skete dog det at mine arme blev spændt fast til armlænene og mit hovet blev bøjet tilbage og der kom en rem om min pande, jeg sad som i en elektrisk stol, fastspændt både på arme, ben og hovedet.
Nu kom en anden mand ind i lokalet, fra en lille stue som lå inde bagved et tæppe der hang ned fra loftet. Han var noget yngre, “Du har mødt min far” sagde han på en blanding af Engelsk og Swahili, hans hånd rystede som en der har “Delirium tremens” af værste skuffe, da han forsøgte at tage min fastspændte hånd til Goddag. Det var først nu jeg tænke på at råbe om hjælp, men da jeg åbnede munden for at gi' lyd fra mig, så stak “Sønnen” en vattampon i munden på mig så mine råb om hjælp blev kvalt til en mumlen.
Hvis der blandt læserne findes, nogle der kan huske lægen fra “Ud at køre med de skøre” så lignede han en førsteklasses turnuskandidat i modsætning til “Den gamle mand og kanylen” som stak mig med en sprøjte (på størrelse med dem som man laver vaniljekranse med til jul) fyldt med noget der lignede beskidt opvaskevand. Det er det sidste jeg husker inden jeg forsvandt ned i en hvirvel af bedøvelse.

Personalet fortalte så at de fandt mig siddende i bilen udenfor, stadig under indflydelse af den stærke cocktail som jeg havde fået sprøjtet ind i mig. De fik så bakset mig ind i seng, hvor jeg så sov, til jeg vågnede her til morgen.

Meget underlig oplevelse for at sige det mildt, og hvis den havde været sand så havde jeg nok pakket mine kufferter og kørt direkte til lufthavnen og fløjet hjem.

Nej den sande historie er, at jeg i dag har været hos tandlægen, på Palm Beach Hospital, for at få en tandrensning. Tandlægen, en mand af Afrikansk oprindelse, hedder Charles og han bød mig velkommen i et kontor med en behagelig temperatur. Efter en kort samtale, hvor jeg svarede på hans spørgsmål om mit tidligere “tandliv”, bad han mig om at sætte mig i en tiptop moderne tandlægestol, her blev jeg så “liggende” med musik i baggrunden, mens han iførte sig gummihandsker og mundbind. Det er måske lidt i overkanten, men OK hvis det er standarden så …
Mine knækkede kindtænderne er rigtige nok og efter 45 minutters rensning - helt uden smerter eller ubehag af nogen art - så fortalte han mig at det ikke ville holde, hvis han satte en ny plombe i de knækkede tænder. At det nok var enten ikke at gøre noget og så vente på at de skulle rives ud, eller få lavet porcelæns kroner. Jeg frygtede det værste da jeg spurgte ham om prisen på det. 10.000,00 Ksh. (små 700 kr.) alt inklusive pr. krone.

Jeg har som sagt ikke prøvet andet en udskiftning af plomber og rensning, men jeg har da hørt at det er sindssygt dyrt at få det lavet i Danmark.

Jeg kan (ud fra denne ene behandling) kun anbefale at få sine tænder lavet her, altså hvis vi taler priser i Danmark på 10.000,00 kr. og opefter, ja så er rejsen og ferien jo betalt på den besparelse man får på behandlingen.

Nå nok om tænder nu vil jeg slutte for denne gang, i næste uge så vil jeg skrive om mine hæmorider.

Husk nu ikke at glemme…. Smil til en fremmed, måske får du et smil tilbage.

Kærlig hilsen.

Robert.

p.s. Tak for de fine kommentarer både på “bloggen” og andre steder i Cyberspace. Jeg er meget glad for al respons (hvis det skulle have forbigået den opmærksomme læser - ha ha)

fredag den 11. september 2009

9/11


Denne dato for 8 år siden, er en af de dage, hvor jeg kan huske hvad jeg lavede, sådan er det vel for de fleste mennesker i verden. (ikke at de kan huske hvad jeg lavede, men hvad de selv lavede).
Hvert år siden, har der været en frygt for et tilsvarende angreb, et eller andet sted på kloden. Det har vi heldigvis været forskånet for.
Ikke at der er fred og ro, nej folk dør på mange måder som ikke helt er “naturlige”, men det tror jeg ikke jeg/vi kan lave om på.
“Dumme svin” er der desværre nok af. Hvorfor de er “dumme svin” vil jeg ikke komme ind på her, blot konstatere at de fødes i hobetal. Sjovt nok så findes de i alle farver og trosretninger.

Lad os mindes dem, som mindes bør.


Jeg har brugt den seneste tid til at læse (de få, men dejlige) kommentarer og finde en måde jeg kunne komme videre på, for som min sidste blog bærer præg af, så er det ikke en dagbog for mig selv, jeg skriver, men en måde hvor jeg giver mit billede af min “nye” tilværelse” til dem som måtte have interesse i at følge lidt med. Så må jeg leve med at dem der læser den, gør det i tavshed. (Her skal dog lyde en stor tak til dem, som trods alt kommenterer, og det er med fryd i hjertet at jeg kan fortælle at de bliver flere og flere, og på/i forskellige medier)
Nok om alt dette “bloghysteri” fra min side , jeg tror der er kogt nok suppe på det ben.

Dagens klumme skal være en guidet tur rundt i Mombasa.

Jeg har nu været i Mombasa 3 gange i min egen bil, så her kommer et sammendrag fra disse ture.

Det starter som regel med at jeg bader, spiser morgenmad og får mig en god kop kaffe, så langt så godt, virker kaffen så bliver rejsen udsat lidt, ellers så starter jeg “Rusty” (jeg har døbt min bil det navn, fordi den er “lidt meget” rusten) min “kodriver” er enten Daniel eller Geoffrey, alt efter om jeg skal lave bil eller ordne papirer (i den rækkefølge).
Turen til færgen i Likoni, går som en drøm/mareridt - det sidste er vejen til Ukunda, den er godt nok ujævn og “Rusty” er lidt stiv i fjerene, så et nyrebælte ville være på plads her på den første del af turen. Nå - vejen til Likoni er god asfalt, det er kun de fartbump de har lavet som sænker farten ned under 5 km/t. Der er til gengæld mange af dem så farten er ikke høj, men her er jo også mange mennesker, så vel fremme ved køen (der er altid mindst 5-6 biler i kø) til betalingsanlægget, som er to skure hvor jeg betaler ved det første og så sidder der en som checker at jeg har betalt i skur nummer to. Det er sjældent at jeg kører direkte ombord så nu går tiden med at sidde i kø og sige “Habana a sante” (nej tak) til dem der sælger alt fra ure, undertrøjer, aviser, turistgøgl, nødder, frugt. Når så færgen er klar til at modtage biler, så er det efter først til mølle princippet, min bil er stor og gammel det gir’ en fordel som det gælder om at udnytte, hvis man vil først af på den anden side, og hvem vil ikke gerne være først….. Færgen er en pram med klapper i begge ender, der kan tage ca. 30 biler og ca. 2500 mennesker, turen tager ca. 10 minutter og så er jeg i Mombasa (som ligger på en ø) nu begynder det sjove, først kampen om at komme først fra borde, så kampen om at komme ind og ud af rundkørelsen, efter en fem minutter så er jeg inde på Moi Avenue nu skal der øjne på alle fingre, Matatu’er (Toyota Hiace størrelse minibusser, med plads til 14 (officielt) der kan stoppes over tyve ind og resten står i døren) stopper hvis der er nogen der ligner en kunde uanset om de holder i vejen eller ej, Tuk-Tuk (trehjulede taxaer til tre passager) kører ud og ind mellem al trafik som også består af folk der skubber eller trækker vogne (to hjul og et langt lad) med op ti 800-900 kg, hvilket gør dem langsomme, motorcykeltaxa’er, cyklister og hundredvis af folk på gåben, her er et leben som jeg indtil nu har navigeret rundt i uden uheld, jeg mangler lige at fortælle at hornet i de forskellige transportmidler bliver brugt hele tiden, og jeg mener hele tiden.
Skal jeg ordne papirer så er Geoffrey en god hjælp til at finde rundt i de forskellige officielle kontorer. Er det bilen så er det Daniel som hjælper, først så kigger mekanikeren på hvad der skal bruges (i dette tilfælde gummibøsninger til styretøjet, samt pærer til baglygterne samt et par nye forlygter) så kører vi hen til et autoudsalg, hvor vi så køber de ting vi skal bruge, så tilbage til “værkstedet” som er et stykke jord ved siden af vejen, lidt uden for centrum. Så er det pludselig 4-5 mand der arbejder på bilen, vi går så på lokal bar/cafe og får os noget “Chai” te med mælk det er varmt og det smager såmænd meget godt, også er det billigt. Efter et par kopper, lidt avislæsning og et par smøger, så kigger vi om bilen er færdig, ja det er den, der mangler et par skruer, men det får vi lige påtalt og så bliver det også ordnet. Nu er det så på tide at sætte kursen hjemover, så ind gennem byen i myldretrafikken (kan den blive værre - ja, det blev den), efter en god halv time for små 4 km er vi fremme ved rundkørelsen til “færgelejet”. Samme procedure som på Likonisiden, her er blot flere der gerne vil sælge “alt mellem himmel og jord”, men jeg er blevet god til at sige nej på Swahili og så kender de mig også så de ved at jeg ikke køber noget, men jeg skal jo lige prøves. Der er en ung mand som sælger ure (og det har han gjort alle de år jeg er kommet her) han prøver hver gang at sælge min et “Breitling” ur, han startede med 15.000 Ksh (ca.1000 kr.) nu er han nede på 750 Ksh, så måske køber jeg en dag et “Breitling ur (en kopi naturligvis, men 60 kr. det er da billigt, så må det gå som det går). Turen med færgen er en varm omgang og videre gennem Likoni (som foregår med lukkede ruder, for de er mestre i at stikke hånden ind og stjæle alt der ikke er nagelfast) men når fartbumpene er ovre så er der god asfalt til Ukunda, og vi kan få fartvinden til at tage den værste varme. Velankommet til min p-plads uden for Villa Pierre, ja det var den tur til Mombasa.
I morgen tidlig 0730 kører jeg så min første tur efter gæster i lufthavnen. Det glæder jeg mig til, bare jeg nu ikke får stress - ha ha.

Ja - det var hvad det kunne blive til denne gang, lad mig slutte med det sædvanlige opråb. Glem ikke at huske, gi’ en du elsker en krammer.

Kærlig hilsen

Robert