søndag den 22. november 2009

"Pensionister på tur" Kapitel 3

Mandag morgen hentede jeg Fred i Ukunda ved 7 tiden, for at køre til Mombasa. “Rusty” skulle lige have rettet nogle skavanker, som Fred havde opdaget på vores safari. Godt at han har forstand på biler - Godt for “Rusty” som langsomt kommer i topform - ikke så godt for min pengepung, for selv om det er meget billigere at få lavet bil her, så løber det godt nok op.
Denne gang var det drivakslen til forhjulstrækket (når vi kører i 4x4), den havde manglet fedt, så den var blevet lidt løs i koderne. Gearkassens fastgørings beslag var også modne for en udskiftning. Sidst, men ikke mindst skulle bremserne også lige have et eftersyn, de skal jo virke !
Første reservedel havde Philippo til vennepris. Vi afleverede bilen hos ham, kørte over efter reservedelene til gearkassen, tilbage og aflevere dem. Så tog vi tilbage for at forny de forskellige licenser, som er obligatoriske for at kunne køre på safari med gæster.
Samtidig fik jeg lavet forsikringen om, så mit navn nu står på alle papirerne. Vi fik lavet alt inden klokken 12, så jeg satte mig ind på “Doormanns” , en kaffeshop i stil med “Starbucks”, her ventede jeg på pensionisterne. Daniel havde hentet dem ved ellevetiden og de kom lidt over middag, Så vi fik en “jordbærshake” inden vi gik over gaden for at købe en flybillet fra Mombasa til Nairobi. Fordi jeg hentede Dem i Nairobi, så havde De “kun” købt billet fra København til Nairobi/retur hjemmefra, men vi fik ordnet det for 19.500 for tre billetter, det var billigere end vi/jeg havde ventet. Så noget er altså billigere og det var en nyhed som Pensionisterne kunne bruge.
Vi kørte så hjem med Daniel, mens Fred ventede på at “Rusty” skulle blive færdig, han ville så køre hjem i den. Fred ringede så, at problemet med bremserne ikke var luft i systemet, men at bremsevæske pumpen, som han skiftede sidste gang, havde beskadiget en gummipakning i en anden del af systemet og at den skulle skiftes, nej ikke gummipakningen, men hele molevitten, nå ja, hvad betyder ekstra 8000 Khs. Jeg har snart en ny bil i reservedele.

Efter en tirsdag hvor Fred igen måtte til Mombasa, denne gang uden mig, så fik jeg “Rusty” tilbage tirsdag aften, vi ordnede lygterne ved at skrue på nogle skruer, så nu blænder jeg ikke de modkørende mere, noget alle Kenyanere skulle lære. En lygtekampagne her ville virkelig hjælpe på trafiksikkerheden.
Onsdag kørte jeg så “pensionisterne” rundt i omegnen, vi fik ordnet alt, til vi kører på safari i morgen efter morgenmad.

Torsdag fik vi tidlig morgen mad og ved ni tiden var vi pakket og klar til 2 dage i Mwalunganje og Shimba Hills.
Vi kørte uden problemer til Kwale, ja det går opad så “Rusty” måtte da arbejde for føden, men han blev så træt at livet da vi kørte over det første vejbump i Kwale (som er “hovedstaden” i kystregionen), at han slukkede for motoren og nægtede at starte.
Han kølede af i 20 minutter, vi fik en tropisk byge (godt vi sad inden døre) da bygen stoppede, fik han lidt kildevand i sin nye køler, nu startede han og spandt som en lille mis der slikker fløde, og så kørte vi videre.
På den anden side af Kwale, så begynder den rigtige vej til Mwalunganje - stejle bakker op og ned gennem den tropiske regnskov, på en vej som kun de færreste vil kalde en vej, det er snarere en række hjulspor ved siden af hinanden, så alt efter hvilke man vælger, kan turen blive alt fra ikke behagelig til bumpet og modbydelig. Jeg ville ikke turde kører den vej i en almindelig bil med over 5 kilometer i timen.

Vi kom dog frem til porten ind til elefantparken uden yderligere uheld, måske hjalp det at jeg kørte med fuld varme og blæseren på fuld kraft, det gjorde da at motoren ikke så varm, selv om den var på hårdt arbejde. Til gengæld så svedte jeg noget om fødderne, men lidt sveder man vel altid.
Vi fik betalt indgangen, åbnet tag lugerne, og kørte så mod det sted hvor vi skulle overnatte i telt. Turen er på ti kilometer, de første par af dem, så vi ikke en skid, men så kørte vi gennem en tykning af buskads og der på vejen, lige efter et lille sving, stod der en elefant og blokerede for videre kørsel. Jeg stoppede og mine passagerer kom op og stå for at kigge ud på elefanten som vel var 40 meter væk. Kikkerterne blev flittigt brugt og far tog billeder, da vi havde holdt der et par minutter så vi flere og flere elefanter i budskabet ved siden af os. Jeg kørte så forsigtigt frem, og da vi kom ud af buskadset og frem til hvor den første elefant havde stået, kunne vi se ud over et åbent stykke land, her stod der vel 60-70 elefanter i alle aldre, køn og størrelser.
Det var et betagende skue, sådan at se landjordens største dyr, på en afstand af mellem 20 og 100 meter, Vi holdt der nok i tyve minutter og betragtede dette flotte skue inden vi kørte videre mod frokosten på “Travellers Logde” hvor vi skulle bo.
Vi ankom ved 2 tiden, fik vores telte tæt på vandhullet (altså det til elefanterne) spiste en 3 retters frokost, hvorefter vi tog os en “siesta” inden elefanterne skulle komme for at drikke. Efter en dejlig “morfar” var vi klar på terrassen ved femtiden. En gammel “hun” med store stødtænder kom ned til vand hullet, snusede til lidt “elefantlort”, gik tilbage til skoven hvor hendes “familie” ventede. De kom dog ikke ned til vandhullet, men blev lidt i skovbrynet og spiste. Vi kunne se dem knække grene af og vælte et enkelt træ inden de forsvandt. Det var lidt skuffende, at der ikke kom nogle dyr til “hullet”, men vi så da en masse forskellige fugle. Skumringen kom og det blev tid til aftensmad. Musse og far er jo ikke meget for fisk (et barndomstraume), så for anden gang på denne dag, så stod den på pasta, mor og jeg fik en dejlig gang fisk. Efter maden så gik vi i seng, vi havde besluttet at stå tidligt op for at se solen stå op over “bjergene” og se regnskoven vågne, måske se elefanter komme for at drikke, inden det for alvor bliver varmt.
Det var smukt at se skoven vågne og “tågen” lette, men desværre kom der ikke nogle dyr for at drikke, så vi gik hen for at få noget morgenmad ved ottetiden. Vi nød morgenmaden en times tid, gik tilbage til teltene, pakkede og gjorde os klar til at køre ud af parken og videre til Shimba Hills. På vejen ud så vi elefanterne fra i går, nu i mindre grupper mellem 15 og 20 dyr, nogle var vi tæt på, andre stod i skyggen af de store baobab træer længere væk fra vejen, men stadig er det flot at se disse kæmper.
Da vi skulle køre ud af parken, så fik vi lige et foredrag om hvordan de indfødte laver elefantlort om til papir, som de så sælger i en lille gaveshop. Indtægterne fra denne butik og det man betaler for at komme ind i parken hjælper med til at holde det elektriske hegn ved lige. Det er en park med elefantgaranti, men desværre ikke så besøgt.
Efter turen tilbage til Shimba Hills - ad den samme ikke eksisterende vej som vi kom af i går, “Rusty” gjorde det uden at kny - god dreng - bookede vi os ind på Shimba Logde, vi havde bestilt deres to “suiter” med eget bad og toilet, hvilket var et krav fra far og mor. Sidst - i 2007 - vi var på dette hotel, var far meget syg med et anfald af “sprøjtemås”, og vi boede dengang på et almindeligt værelse med fælles bad og toilet på gangen. Så denne gang boede vi som grever og grevinder på 1ste og 2ende sal, med en meget stor balkon med udsigt til et vandhul. Efter frokost (pasta med champignons sauce, jeg vil tro at de havde fordelt en (1) champignon i vores portioner), kørte vi de 5 minutter hen til indgangen af parken, hvor vi så kørte et “afternoon gamedrive”. Vi så i vilkårlig rækkefølge, Kenya Express (warthog), elefanter, Harte beast (en fætter til gnuen), Kørte hen til Sheldricks Falls og nød den skønne udsigt, man kan se helt ud til det Indiske Ocean. På vejen ud så vi pludselig en gruppe Sabel antilopper stå i vejkanten, de så på os et lille stykke tid inden de forsvandt ind i den ugennemsigtige regnskov, men vi så dem (her, er det eneste sted de findes i Kenya, så de er ret sjældne).
Tilbage på hotellet som er bygget udelukkende af træ og som befinder sig i trætop højde, fik vi tid til at gå ca. 180 meter ud af en gangbro som slynger sig mellem trækronerne, den ender i en platform med stole. Her sad vi et stykke tid og nød stilheden, inden vi gik hjem på værelset for at gøre os klar til aftensmaden.
Vi havde fået et bord ved rækværket så vi kunne se en Mongoose blive fodret, der var også et stort foderbræt hvor tjeneren kastede noget kylling ned, her kom et katte lignede rovdyr, kravlede op af den 3 meter høje metalstang som holdt foderbrættet, smovsede sig i kyllingestykkerne og kravlede ned, med hovedet først, som det naturligste i verden.
Noget mere farverig var vores middag, efter tre måltider bestående af pasta i forskellige varianter, så var tiden kommet til at far og Musse ville prøve noget andet. Valget var mellem en steak med grøntsager, stegt fisk med grøntsager eller “Moussaka”. Der var ingen tvivl Moussakaen vandt med alle dommerstemmerne (her var endelig noget som far kendte, og øjnene begyndte at lyse og mundvandet løbe. Jeg fik senere opskriften på den Moussaka som mor, far og Musse troede det var) Stor var fortvivlelsen, da det der blev serveret, var en vegetarret bestående af tomater, courgetter serveret med ris. Det gav en noget trykket stemning ved bordet, men min bøf med grøntsager var til ug med kryds og slange. Efter middagen gik vi i baren og fik os en godnat drink. En alkoholfri Shimba Hills Cocktail til “Grevinderne” og en Pinacolada til “Greverne”. Vi så en Bush Baby bliver fodret med bananer og her fik jeg så “Den Gerlingske” udgave af Moussaka (Hvis der er nogen der vil prøve, så kommer opskriften her: Hakket oksekød ristes med løg, der kommes et brev Moussaka krydderimix i samt lidt vand, det hele koges til der færdigt. En pose skiveskårede kartofler varmes med de sidste 5 minutter eller til det hele er varmt - Bon appetit. Ikke noget jeg ville spise som Moussaka, men det smager godt siger “Pensionisterne” i kor. Efter dette punktum på en god dag. gik vi til vore suiter, for en god nats søvn.
Jeg vågnede tidligt næste morgen og satte mig ud på balkonen og så/hørte verden vågne. Vi spiste morgenmad lidt i otte, checkede ud, pakkede bilen og kørte igen ind i parken. Vi havde nu frem til klokken lidt i to inden vi skulle være ude igen (man betaler for 24 timer, fra tidspunktet man kører ind første gang). Jeg havde planlagt ruten på forhånd, de første kilometre kører man mellem høje træer med en tæt underskov, derfor kører der ikke så mange her (turisterne vil jo se dyr), men så kommer man frem på en højderyg hvor der bliver bedre udsigt til siderne. Vi var netop kommet dertil, da en ung elefant løb over vejen 50 meter fremme, jeg stoppede bilen slukkede motoren, for der kommer som regel flere end en, når det ikke er en gammel “han”, som går alene.
Ganske rigtigt, der kom en ældre hun ud på vejen, kiggede på os løftede snabelen og lugtede om vi var farlige, det var vi åbenbart ikke. for hun gik ned mod os og rev lidt blade af træerne, inden hun 30 meter foran os, gik ind i skoven. Jeg skulle netop til at starte bilen igen, da vi opdagede at der mindre end 10 meter væk lige indenfor skovbrynet stod en og spiste, den bevægede sig langsomt hen mod os, så vi ventede med tilbageholdt åndedrag, den kom ud i en lille lysning i skoven ikke fem meter fra os, kiggede på os, viftede lidt med ørene, derefter gik den spisende videre.
En ud af kroppen oplevelse, tænk at den havde stået mindre end 10 meter væk i tæt buskads, gået forbi os i 5 meters afstand og den havde været tæt på lydløs. Jeg er sikker på at hvis jeg skulle ha’ bevæget mig så lydløst, så skulle det ha’ været i et umøbleret værelse med et tykt tæppe på gulvet.
Efter denne oplevelse gik der ikke mange minutter før jeg fik øje på en stor han giraf, jeg kunne se at den kom gående af en vej, så jeg kørte langsomt frem og drejede til højre i krydset, og ganske rigtigt han kom stille og roligt gående på vejen. Jeg stoppede bilen og slukkede motoren og da han var 5 meter fra os stoppede han, så på os og besluttede at vi var ufarlige. Han gik dog et par meter væk fra vejen i en bue rundt om os, hvorefter han fortsatte ned af vejen bag os.
Efter disse to “store” oplevelser kørte vi hen til et udsigts punkt, hvorfra vi kiggede i kikkerterne, om der var nogle bøffelflokke vi kunne køre efter. Det var nu langt oppe ad formiddagen og det var begyndt at blive rigtigt varm og vi kunne ikke se nogle dyr på de åbne stykker land mellem regnskoven, så jeg besluttede at vi ville køre hen til et stort vandhul, i håbet om at se bøfler der.
Vi så dog ingen bøfler tæt på, det blev kun til nogle få stykker inde i tykningen, men Musse har da set 4 ud af “The Big Five”. På lang afstand så vi igen i dag, en gruppe Harte beast, de er utroligt årvågne og det er meget svært at komme tæt på dem. Hvis man kommer nærmere end 3-400 meter, så galoperer de væk. Utroligt så elegant de bevæger sig i det ujævne terræn.
Det var nu på tide at komme hjem til Diani, så vi kørte mod udgangen. Undervejs så vi flere enlige elefanter, samt forskellige antiloper, som sprang over vejen og var væk inden vi kunne fotografere dem, men de sidder da på nethinden.

Vel ankommet til Diani, fik jeg en pizza og “pensionisterne” fik en cappucino og en stor is. Vi stoppede hos slagteren for at hente et stykke svinekam jeg havde bestilt, så aftensmaden stod på flæskesteg med sprød svær, rødkål, små hvide og brunede kartofler, samt en sauce der smagte som den skulle, men uden kulør, så så den lidt bleg ud. Pensionisterne var meget glade for god gedigen dansk mad, efter Deres “pasta kur”.
Lidt hjerterfri afsluttede denne gode dag, og vi gik trætte og “mætte”, både på mad og oplevelser, i seng.

Søndag er jo massagedag, så efter morgenmaden hyggede vi os med en bog, yatzy, ligge ved “pølen”, jeg var på skype med John og jeg startede på denne blog. Jeg fik også tid til at lave æblekagerasp og koge æbler til en overraskelse til eftermiddagskaffen. Nu er den spist og der er stadig julelys i fars øjne. Klokken er nu lidt over halv syv og vi skal ha’ spinatsuppe til aften, hvis vi bliver sultne.

Tredje uge af “Pensionister på tur” er vel overstået, nu skal de snart hjem. Vi ved jo godt at den sidste uge i en ferie den flyver af sted, så næste uge skal vi køre lidt ud og se : Ukunda lufthavn, far skal med til “Klipperen” i Ukunda, han hedder John Smart, vi skal over og se den anden “plot”, måske er vi heldige at appelsinerne og en klasse bananer er modne.

Ja det var hvad der blev plads til i dette kapitel af “Pensionister på tur”. I må se om der bliver et kapitel mere eller I skal ha den sidste uges historier fra “Hestens mund”.

De kærligste hilsner til alle, som har fulgt med i disse brave pensionisters tur i det Kenyanske. Fra Musse, Ib og Aase.

Fodnote.
De har vist et usædvanlig mod og en bemærkelsesværdig trang til at opleve alt. Intet jeg har budt dem har fået dem til at miste modet (måske lige Moussakaen) Selv ikke diverse skader og uheld, med hospitalsbesøg til følge, har fået Dem til at vakle. Det har været op på “Rusty” igen, selv om det kræver et godt skræv i bukserne at komme op, alle udfordringer er taget i stiv arm. Tak for det…

Robert

Jeg vil slutte med den sædvanlige smøre. Husk nu ikke at glemme, du er her på lånt tid, få det bedste ud af det. Det skylder du dig selv og Dem du elsker.

Kærlig hilsen

Robert.

lørdag den 14. november 2009

"Pensionister på tur" Kapitel 2


Til dem som savner mine sure opstød, fortvivl ikke. Jeg er ikke blevet mild med tiden, men mine skriverier om besøget af “Pensionister på tur” suger kræfterne ud af mig (:-0).

Jeg skal nok vende tilbage til mit “gamle ego” og ryste lidt op i bolledejen, når jeg igen ligger og filosoferer i “pølen”. Indtil da, så husk! Glem ikke at være mod andre, som du gerne vil have at De skal være mod dig.
Kort sagt “Kys hinanden lige midt på truten og sig! “Jeg elsker dig“, til den du elsker.

Kærlig hilsen

Robert.

p.s. Nedenfor kommer endnu et kapitel af “Pensionister på tur”. Jeg håber at det kan være en inspiration til andre “Unge, Ældre, Gamle” om at komme ud og opleve verden…….





Efter nogle hårde dage med kørsel på meget hullede veje (hvilket var hårdt for “gammel Gerlings røv) stod søndagen i afslapningens tegn. Alle fik en omgang massage af Mary, noget de ømme muskler havde godt af.
Så skulle far og jeg hente Fred tidligt mandag morgen i Ukunda. Vi stod op klokken “meget tidligt”, hentede Fred klokken seks og kørte til Mombasa.
Da vi nåede færgen og var en plads fra at kunne købe billet, gik “Rusty” i “strejke mode“. Han gik i stå og nægtede at starte, hvilket afstedkom en hornkoncert fra de utålmodige bilister som var fanget bagved. Vi fik dog ved fælles hjælp skubbet de over to tons væk fra køen, så de blev fri plads til “Hornekvilibristerne” og koncerten stoppede da også med det samme. Det viste sig at “Rusty” havde drukket vel rigeligt af kølervæsken. Så efter en ti minutters afkøling, så drak han 5 liter kildevand (almindeligt vand er ikke godt nok til ham), som tak startede han med at spinde som en kat, og vi kunne køre ombord.
Vi fandt et lokalt sted og fik noget morgenmad, efter den kørte vi til mekanikeren. Her blev det så besluttet at “Rusty” skulle ha’ en ny køler og en ny ventilator, en ny bremsevæske beholder og nogle nye lejer til forhjuls trækket (for de kyndige mekanikere blandt mine læsere så har jeg sikkert ikke skrevet det rigtige, men hvad ved bønder om agurkesalat!). Mens mekanikeren begyndte at skille bilen ad, så kørte vi til “Kawsar Autopart” og købte ind. Det tager en rum tid, først skal delene findes på computeren, så fysisk på lageret, så skal det hele køres ind på computeren, så skal der betales og så skal vi tilbage til mekanikeren med det hele.
Vi havde så fået en køler til en Toyota Prado, så tilbage igen for at bytte den, samtidig så var der lige dukket et par småting mere op som skulle købes. Omkring frokost så havde far og jeg tilbragt timerne i en tuktuk, ventende på dele til “Rusty” eller stået i brændende sol hos mekanikeren. Vi aftalte nu at jeg ville tage far med hen på en lokal bar, hvor vi kunne sidde i skyggen og drikke en sodavand, mens Fred blev tilbage og holdt øje med at mekanikeren gjorde det ordentligt.
Efter en lille times tid ringede Fred så, og sagde, at der lige manglede nogle flere småting, så vi tog en tuktuk hen og hentede Fred, kørte til reservedelslageret for 3 gang. Nu var det blevet frokost og der var lukket, så vi fik os en burger på en restaurant der hedder “Bella Vista”. tilbage efter frokost, købe det vi manglede - jeg havde ikke flere penge med, så jeg håbede ikke at mekanikeren havde fundet flere småting der skulle skiftes, jeg har snart en helt ny bil i reservedele -. Klokken var nu blevet fire om eftermiddagen, og bilen skulle “blot” samles. Jeg tog far med hen på den lokale “stammer”, hvor vi fik os et par Fanta med solbærsmag. Da klokken nærmede sig seks, og det begyndte at skumre, gik vi tilbage til mekanikeren i håbet om at vi kunne køre hjem inden længe. Nej sådan skulle det ikke gå, vi kørte fra mekanikeren klokken kvart i syv. Vi tilbragte de næste to timer i kø til færgen, var hjemme i Diani klokken kvart i ti, hvor mor og Musse modtog os med åbne arme, vi fik sen aftensmad og efter 18 timer i vågen tilstand gik far ud som et lys, da han lagde hovedet på puden, jeg må indrømme jeg sov nu også godt den nat.





Efter en lille uge her på “Farmen”, så er tempoet kommet ned på “minimal“. Dagene går med at spise, spille hjerterfri, spise, drikke vand, sole om formiddagen, køre en tur i omegnen, gå tur på stranden, handle, sidde på bar og spise italiensk is og drikke cappotino, besøge hospitalet og få skiftet Musses forbinding. Sidste gang fik hun ingen forbinding på, så nu skal Musse ha’ frisk luft under vingerne.
Vi er i gang med at booke to nætter, en i Shimba Hill og en i Mwalunganje, vi får en pris på mandag. Vi håber så at ”Rusty” vil køre os på denne safari, hvor vi kan se sabelantiloper og elefanter som de mest iøjefaldende dyr. Vi skal sove en nat på et hotel som er bygget i trætoppene og en nat i en ”primitiv” teltlejr, mens vi studerer elefanterne på 10-15 meters afstand, her er der lyde fra Afrika om natten, så vi må se om vi overhovedet får nogen søvn. Denne lejr er meget mindre end den sidste teltlejr vi boede i, i Amboseli, her er der ikke mere end 20 telte, i Amboseli var der over 60.
Nu er der næsten gået halvdelen af tiden med besøg af ”Pensionisterne på tur”, i morgen er der massage, og næste uge skal vi på safari igen, så må vi se hvad de næste 2 uger bringer. Det kan I læse om næste gang jeg skriver et kapitel om ”Pensionister på tur”.

Kærlig hilsen til alle fra Musse, Aase og Ib.


p.s. Skribenten sender også en kærlig hilsen til alle og takker samtidig for de pæne ord der er kommet retur fra familie og venner. Robert.

tirsdag den 10. november 2009

"Pensionister på tur" Kapitel 1

Efter en køretur på 7 begivenhedsløse timer fra Diani Beach, ankom Fred (Daniels far og vores guide/chauffør på safarien) og jeg til Winsor Golf Resort.
Jeg checkede ind og fik nøglerne til vores bungalow, kørte “Rusty” hen foran huset, og vi tog vores kufferter ind. Dejligt hus med to store soveværelser med hvert sit bad og toilet, og en stor stue imellem med tv, her sov Fred (ulovligt) på en madras på gulvet, fordi der var for langt til et sted han kunne betale, og vi skulle jo tidligt op.
Vi havde tid til en kold øl i baren og en god morfar inde vi skulle køre ud til luft havnen for at hente “Pensionister på tur”.
Vi forlod huset klokken lidt i syv, for at være i lufthavnen klokken otte, der var en del trafik på vejen, men Fred manøvrerede godt igennem down town Nairobi, så det var først da vi kom på Uhuru Highway (4 sporet hovedvej fra lufthavnen og gennem Nairobi) vi kom til at sidde stille i kø, det viste sig desværre, at der var sket en ulykke, en mor og en pige på omkring de fem år, lå døde på vejen. En uhyggelig oplevelse, jeg tror at det er de første døde mennesker jeg har set i mit liv, så det er et syn der sidder fast på nethinden.
Vi kom til Jomo Kenyatta International Airport i tide til at finde en P-plads og købe en kop kaffe, inden “pensionisterne” kom gennem immigrations “slusen”.
Efterhånden som tiden gik og passagererne fra Amsterdam begyndte at komme ud gennem tolden, ja - så opdagede Fred min mor og far samt min faster. De kørte rundt mellem bagagebåndene for at finde deres mange kufferter - de havde en del ting med til mig - det lykkedes at få alt med ud, uden de store problemer. Så var det tid til en stor Kenya krammer og Fred fik sagt goddag til dem alle, så ud til parkeringspladsen, ind med bagagen og så et lynkursus i at stige op i “Rusty” som er noget “højbenet”, men ved fælles hjælp, så kom alle ombord og vi kørte tilbage mod Winsor. Ingen uheld på vejen, vi ankom lidt over ti, tømte bilen for bagage og røg omkuld, vi havde alle været oppe i mange timer.

Tidligt næste morgen gjorde vi os klar til morgenmad (kæmpe buffet med det hele) og klokken halv otte kørte vi mod Sheldrich Elefant børnehaven, som kun har åbent mellem klokken 11 og 12. Selv om det var mandag og der var meget trafik på vejene, så var vi der i god tid og måtte vente næsten en time, men det var det værd. Lidt over 11 kom der, 11 små elefanter ind i en indhegning, de gik direkte hen til deres dyrepasser og fik en sutteflaske i munden, i løbet af få minutter havde de suttet de første fem liter mælk i sig og en ny sutteflaske gjort klar, mens de suttede kunne man klappe dem og mærke deres hud. De var ikke bange eller urolige over de mange mennesker. Der er tre aldersgrupper på stedet, de helt små må ikke komme ud, fordi det var for koldt for dem, så de var indendørs i deres stald. Det var de mellemste vi så - alder fra 6 måneder til 1 år - da de ældste (1 år til 1½ år) skulle vises frem begyndte det at regne, så vi forlod stedet og kørte videre til Nairobi National Park, hvor vi skulle besøge deres “børnehave”. Det er dyr som bliver fundet forældreløse og som så bliver “brugt” som udstilling for skoleklasser og turister. Det var her jeg klappede en gepard, da John og Louise var her, desværre så skulle Usan Bolt (ham hurtigløberen) klappe geparden, så vi fik ikke mulighed for det,. Vi kiggede på løver, geparder, leoparder, aber, bøfler og våde hunde - vi lignede da sådanne dyr, da der kom en regnbyge. I løbet af fem minutter, så lå der 2-3 centimeter vand på stierne og vi var drivvåde. Det gode ved det er, at det tager lige toppen af varmen og når solen kommer frem igen, så tørrer det jo hurtigt.
Vi fik en “dejlig” frokost, kylling med fritter, ikke lige fars livret, men ned kom det da.
Vi kørte så videre til “Giraff Manor” som er et sted hvor de “opdrætter” Rothchild giraffer, for at sætte dem fri - i familiegrupper - på deres naturlige levesteder, den er en truet art. Her fik alle, undtagen mig, jeg fotograferede, et ordentligt tungekys af Kelly. En 7 år gammel hun giraf. En våd oplevelse sagde min faster, men OK det er ikke mange som har kysset en 5 meter høj giraf - vi stod oppe på den platform, hvor man kan fodre dem.
Efter denne store oplevelse, så var det tid til at køre til den sidste ting på listen, for den dag, nemlig Karen Blixen Museum, som ligger små 10 minutters kørsel fra girafferne. Her fik vi en meget kompetent rundvisning af en Kenyansk kvinde med megen viden om Karen Blixen og med en fantastisk humor og glimt i øjet. Sjovt for “Pensionisterne” at se hvor Karen B boede og levede, selv om jeg har været der mange gange, så er det stadig interessant at høre nye ting om hende. En fantastisk kvinde, som jeg kun kan anbefale at læse.
På dette tidspunkt havde mor, far og faster fået en vis rutine i at “bestige” “Rusty”, så da vi kørte fra parkerings pladsen, så sad der en del Kenyanere og så på da “Pensionisterne” skulle op på deres pladser på bagsædet, det skete uden uheld og de klappede imponeret da vi kørte.
Middag på Winsor kan anbefales hvis man er gammelsulten, portionerne var meget store (selv for mig) far var dog den eneste som ikke kunne spise op (måske fordi det ikke var hakkekød, men svinemørbrad) vi fik en "dogy bag" og Fred blev glad for at få resterne fra de riges bord. Vi havde været tidligt oppe og skulle også tidligt op næste morgen, så vi gik tidligt i seng.

Så var det dagen, hvor vores safari startede, vi skulle lige ud af Nairobi (myldretids trafik igen) inden vi satte kursen mod Amboseli Nationalpark. Efter nogle timers kørsel på rigtig god vej (ny asfalt) kom vi så til et stykke “vaskebrætsvej” inden vi kom til porten ind til parken, her kørte jeg “Rusty” med 40 km/t, hvilket ikke var hurtigt nok - sagde Fred - så op på 60 i timen,. Så fløj vi over hullerne, men det var med tungen lige i munden.
Ved porten skulle jeg ordne betalingen og imens blev faster “overfaldet af Masaier, som gerne ville sælge lidt husflid. Musse syntes det blev lidt for meget af det gode, så hun ville kravle op i bilen igen, for at komme lidt på afstand. Foden op på trinbrættet, smut, så gled foden og hun skrallede en ordentlig luns af skinnebenet, så da jeg kom tilbage til bilen, så lignede det - det Stockholmske blodbad, Musse med blodige servietter overalt, nå, ingen panik blødningen var tilsyneladende stoppet, så vi kørte videre. Vi havde ikke kørt langt før vi så to løver i gang med at formere sig. Det er et 20 sekunders show - til gengæld så er der et nyt hvert tyvende minut, i 24 timer - de besluttede sig for at hvile sig lige ved siden af vejen så vi fotografere dem på en afstand af 5 meter, det var noget pensionisterne kunne bruge og glemt var bumleturen og diverse “små” skrammer. Resten af vejen hen til vores “Telt” var der desværre en del døde dyr. Det har ikke regnet (altså rigtigt regnet) i 3 år så parken er tør som en “Dry Martini”, det er fede tider for alle der spiser kød, de kan næsten blot åbne munden, så falder der en zebra eller en gnu, død ind i deres mund.
Vi kom frem til Sentrim Logde, en luksus teltlejr, hvor vi skulle bo de næste to nætter, ved frokosttid. Så vi fik indrettet os og tog en slapper resten af dagen. Vi så på Musses skinneben, og det så ikke godt ud, jeg spurgte om der var en læge på stedet, men det var der ikke. Manageren kom dog og rensede såret så godt han kunne. Vi kørte så 40 minutter til Serena Amboseli, et andet resort, hvor der var en læge. Han ordnede såret, trak huden på plads og lagde en forbinding. Vi skulle så lade den sidde et par dage inden vi skiftede den. På vejen hjem så vi den flotteste solnedgang og Kilimanjaro var næsten fri for skyer, det er flot at se det i solnedgangens lys. Klokken var næsten syv før vi var hjemme og det var mørkt. Vi lånte en kørestol i receptionen, så resten af tiden i teltlejeren, kørte vi Musse rundt i den. Efter en dejlig buffet og lidt Masai dans, så gik vi seng og sov som små babyer.

Tidligt op, morgenmad og så kørte vi på heldags game drive, med frokosten og vand i køleboksen kunne vi klare os indtil aften, det blev en hård dag, det var varmt, støvet, vejene var hullede og der var så mange døde dyr at det var grotesk at se på, for hver 500 meter så vi nok mellem 3 og 5 kadavere, ikke dræbt at rovdyr, men simpelthen døde af sult og tørst. De ligger blot og rådner, der er simpelthen for meget kød til at rovdyrene og ådselsæderne kan rydde op. Vi indtog frokosten, mens vi kiggede på tre unge løver som forsøgte at dræbe en gnu, de opdagede dog at gnuen var for opmærksom og det var nok for varmt, for de opgav efter en lille løbetur og lagde sig til hvile sig, inden aftenens jagt. Vi kom tilbage til lejren ved fire tiden og kunne nyde de sidste timers solskin på terrassen, mens vi kiggede på Kilimanjaro, som stod uden skyer, majestætisk mod den blå himmel. Det er det højeste fritstående bjerg i verden, blot lige en information til dem som kan bruge den (:-0)

Tidligt op - det er snart blevet en vane - morgenmad og pakke alle kufferterne i bilen - så af sted mod Tzavo West, vores sidste stop før vi vender næsen mod Diani Beach. Det forgik i konvoj med politi eskorte, måske det var derfor, der ikke skete noget på turen. Der er kun et par timer, på ikke eksisterende vej, mellem de to parker, så far var godt øm i røven da vi ankom til Ngulia Logde, stedet hvor vi skulle overnatte for sidste gang på denne safari. Vi ankom til frokosttid så vi fik noget mad og en lille time på øjet, inden vi kørte mod næsehorns reservatet. Vi var ikke heldige, for vi så ikke en skid, til gengæld så glemte vi tiden og var først ude, 20 minutter efter vi skulle (reservatet er kun åbent mellem 4 og 6). Vagten så ikke for glad ud, men Fred undskyldte mange gange, så vi slap for videre tiltale. På vejen op af den sidste bakke kunne jeg se de andre biler holde stille og jeg så at de fotograferede med blitz. Det var samme sted hvor John og jeg så en hun leopard i 2006, så jeg håbede selvfølge på at det var den de fotograferede, og selv om det var begyndt at blive mørkt, så - så vi den da i kikkerten, ligge oven på en stor sten og æde. Ja, det kan ikke beskrives (selv om jeg prøver) det at være så tæt på et vildt dyr, der æder det, den selv har slået ihjel. Det rykker! Vi blev der vel i 10 minutter, til det var blevet for mørkt til at se den, selv i en kikkert.
Tilbage på hotellet skulle vi så blot lige vaske hænder, inden vi satte os på terrassen for at vente på den leopard som kommer og spiser ca. 20 meter væk i et træ, hvor personalet hænger et gede bagben op - lidt snyd, men med lys på, så kunne selv “Pensionisterne” se hvad der foregik. Efter endnu 20 minutter med leopard show, gik vi til buffeten med friske kræfter og en hel masse indtryk på nethinden. Da vi sad med kaffen på terrassen, så begyndte det at regne, jeg mener ikke en lille byge som derhjemme, men det stod ned i torve i fire timer, med lyn og torden og hele molevitten. Vi faldt dog i søvn uden problemer, en masse oplevelser rigere, noget som det nok tager et par dage at fordøje for “Pensionisterne”.

Turen næste dag ud af parken var uden andre begivenheder end at vi havde fået en passager med til Mombasa. Hun underholdte Fred til vi satte hende af før færgen, resten af vejen til Diani Beach kørte jeg, vi satte Fred af i Ukunda, hvor han bor hos sin søn. Vi stoppede på Palm Beach Hospital, hvor Musse fik skiftet sin forbinding, det så godt ud sagde lægen, mens han rensede og lagde en ny forbinding, som vi skal checket på tirsdag.
Personalet stod klar til at modtage os da vi ankom til hytten. Friske blomster, lasagne og en kop af den gode bønne - god nat.
Lørdag sov vi længe, nu skal vi vende os til en ny døgnrytme, så vi har ikke lavet andet end at pakke ud, spille kort, spist og drukket. I dag har vi spillet kort om formiddagen og klokken 2 kom Mary og vi har alle fået en god gang massage. Vi skal nu spille lidt mere hjerterfri (de har øvet sig hjemmefra, de røvhuller) og jeg må se om ikke jeg kan få huslejen betalt - indtil nu så er jeg nu ikke på førstepladsen.

I morgen tidlig så tager far og jeg sammen med Fred til Mombasa, hvor “Rusty” lige skal kigges efter for lidt små skavanker. Der kommer så nyt i næste uge, hvis ellers vi oplever noget der er værd at skrive hjem om.

Ja - det var hvad der kom på skrift fra den første uge med “Pensionister på tur” kun fremtiden vil vise hvad der sker i næste uge.

Husk nu ikke at glemme, vær god og kærlig mod den/dem du elsker. Herfra skal der i hvert fald lyde et rungende - Kærlig hilsen til alle fra “Pensionisterne” og Robert.