Hverdagen. (mine tanker en tidlig mandag morgen, mens solen står op)
Hverdagen, hvem elsker ikke hverdagen, dette uigennemsigtige sammensurium af kendte og alligevel ukendte sammenhænge, der kæder folks liv sammen og dog samtidig sørger for at adskille dem. Denne underlige substans af valg man gør og navnlig dem man ikke gør, dette sammentræf af omstændigheder som afgør livet på godt og ondt. Denne underlige ting, hverdagen - i modsætning til fest og farver -, så er den lidt grå og kedelig, gu er den ej.
Hverdagen, den er en festlig størrelse, den oser af uforudsigelig forudsigelighed, den kommer, selv om man ikke kalder, den kryber ind på en, med en sådan pågåenhed, at det føles omklamrede og dog er man fri til at kunne gøre som man lyster. Den er den trygge ramme om livet. Denne klaustrofobiske omklamring, er i virkeligheden det, der gør at man kommer videre, men selv om rammerne hele livet bliver større og større, så følger hverdagen med, som en lille våd hund der blot skal klappes engang imellem, så er den lykkelig.
Hverdagen er en hyldest til livet.
Så kom vi godt i gang, med en ny uge fyldt med hverdage. Dage fyldt med tid til fordybelse, (jeg er kun “open water”, så jeg dykker ikke så dybt - hvis I forstår sådan en lille en!). Det er en luksus - for mig - at kunne sidde og glo lige ud i ingenting/alting, noget jeg ikke gjorde så meget tidligere. Der kommer virkelig ting frem som har ligget gemt væk, i den bagerste del af hjernen, og der er kommet andre farver på. Det er en sund proces, tror jeg, det er t’værtefald værd at tage sig tid, til at prøve.
En af hverdagens små historier, er historien om “min” Toyota, der er ikke sket en rygede fis, i sidste uge, men det forlyder fra pålidelig kilde at det bliver afgjort i morgen!!!!!!!!!!!, men den historie har jeg og I hørt før. Så indtil mit navn står på papirerne, så skal jeg sparre Jer for mere Toyota nonsens.
Som skrevet så er denne uges blog tilegnet hverdagen, som er vores, vi kan gøre med den som vi vil. Det kræver blot at vi følger vores hjerte, og så maske har, lidt mod på forandring, men I skal ikke være bange, den uundværlige hverdag, den kryber hurtigt tilbage på plads, den kommer man ikke udenom, den skal nok gøre opmærksom på sig selv.
Jeg tro måske at det er hverdagen der er skyld i at vi er her, uden den ville livet være en uendelig række af festdage, og hvem kan dog holde det ud. Nej, gi mig hverdagen tilbage, den er salt på livets brød og sirup på pandekagerne. Den er et uundværligt krydderi på denne sammenkogte ret der hedder LIVET.
Som den opmærksomme læser allerede har bemærket, så er der ikke sket særlig meget sindsoprivende, her den sidste uge. Det er dog lidt af en bedrift at skrive så meget “dybt” vrøvl om hverdagen, det er ikke svært at skrive, det er blot at ramme tasterne i den rigtige rækkefølge, men at sætte det sammen til noget andre gider læse, og måske forstå, det er en kunst som den, før omtalte, opmærksomme læser vil gi’ mig ret i.
Næste uges blog bliver et par dage forsinket, måske udgår den. Jeg er på safari med John og Louise i næste weekend, så bliver der så meget mere at skrive om, håber jeg, næste gang.
I skal ikke snydes for et citat, så her kommer et digt, skrevet af mig selv.
Mine øjne er lukkede, ikke for livet, men for solen,
din skygge brænder sig fast på min nethinde.
Dit omrids er skarpt, dog uvirkeligt udflydende.
Som en sommerfugl flakser du rundt
i det orangerøde lys, inde under mine øjenlåg.
Nu svirrer du også i mit hoved, som en kugle,
i en Pinball maskine,
hamrer du ind i min hjernes fjerneste vægge.
Du bliver mere og mere insisterende
Luk mig ind, luk mig ind, er det som du råber.
Jeg vågner, åbner øjnene og ser dig, i al din vælde.
Oh hverdag, hvor jeg elsker dig………………
Har jeg glædet et menneske i dag, så kan jeg sove godt i nat.
Husk ikke at glemme! Gi et kram til en du elsker.
Tak for denne gang og kærlig hilsen.
Robert
mandag den 16. februar 2009
søndag den 8. februar 2009
Bilen som blev til en cykel---måske!
Så er der gået endnu en uge af mit liv, og den er gået godt, på det personlige plan, resten, det er gået så som så.
Først til historien om min “nye” bil, det viste sig, at efter at vi havde fået grønt lys, og at det eneste, der manglede var at en, der skulle prissætte bilen, og det var en ren formsag.
Denne formsag blev så til at de Kenyanske myndigheder ikke ville ha’ bilen ind i landet pga. den er for gammel. Man kan normalt ikke importere biler der er ældre end 8 år, men jeg har set biler som ser ud til at være betydeligt ældre til salg hos forhandlere.
Nå, systemet er til at omgå, det kræver blot “lidt orange under bordet” 570.000,00 Kes er det sidste bud.
Vi prøver nu en sidste mulighed, Geoffrey’ s fætter, som arbejder med import/export i havnen i Mombasa. Vi håber at han kan hjælpe til en bedre pris.
Jeg er sådan set ligeglad, for min pris er 1,5 million Kes. på kenyanske papier, uanset hvor meget vi skal betale for at få den på kenyanske plader.
Min irske forbindelse er derimod ikke så meget for at betale “orange” under bordet, for det går jo ud over hans penge for salget.
Nå, i morgen tager Geoffrey og jeg så til Mombasa for at lade Geoffrey’ s fætter kigge på bilen. Forhåbentlig kan han gøre noget, vi må se - ces sera sera, what ever will bee will bee, the future’s not ours to see ces sera sera.- ( vist nok fra en sang med Vera Lynn, hende med “White Cliffs of Dover).
Så har jeg set min første levende slange, en ½ meter lang brun husslange. Miriam var ved at gøre rent på badeværelset, da hun skreg “snake, snake”. og ganske rigtigt, der lå en slange bag ved døren, en brun husslange, ugiftig, vel nærmest som en snog i Danmark, og på samme størrelse, tyk som en tommelfinger og vel en ½ meter lang.
Jeg ved godt at jeg skræmmer potentielle gæste væk ved at fortælle om dette, men det er første gang i 13 år, at der er set en slange inde i huset.
Så der er ingen grund til ikke at besøge mig pga. dette. Statistisk går der 13 år mere, før den næste dukker op på badeværelset……
Så havde vi personalefest i går, det var en succes, Miriam kom med fire børn to af dem var hendes, de andre vist nok “best friends” Så havde Poul sin fætter David med og så Geoffrey og mig. Kylling i Karry og Fanta til børnene, og Carlsberg på dåse til de voksne. Det blev en våd fest, da børnene havde været her en time havde vel drukket 4 liter Fanta, men så gik tempoet også ind smule i stå, så der røg vel kun 2 liter mere, resten af dagen.
Dåserne derimod, dem gik det lidt trægt med i begyndelsen, men så gik der hul på bylden, og en ramme var vel væk på 1½ time - 4 mand - det lyder måske normalt i danske ører, men her er de ikke vandt til at drikke øl, så det var rimeligt nemt at imponere dem med lidt korttrick.
Klokken 6 var der ro i lejren, der var ryddet op og gæsterne var gået.
Jeg var også træt, så jeg gik ud som et lys, efter et par stille og rolige Carlsberg.
Nu vil jeg skrive denne blog færdig, det er søndag aften, og jeg har lige fået en times massage af Mary, hun kan ta fat, og det gør hun, men holdakæft hvor er det dejligt når hun er færdig, man er jo som et helt nyt menneske, der dog godt kunne trænge til en morfar, efter at være blevet gennemæltet, nå det var der ikke tid til, for jeg har netop taget imod to gæster, et par fra Rwanda, der skal bo i Villa Mwangi i en uge. Jeg har indført en tradition, som Preben, Finn, Bjørn og Jørgen kender, jeg har lavet min egen piri piri snaps, det er kort fortalt Kenya Kane (sukkerrørs-brændevin) som jeg har krydret med friske piri piri, det er en af de stærkeste chilis i verden, den er nu 3 måneder gammel og den er stærk, holddakæfthvordenbrænderimundoghals. Nå, den serverer jeg i et fingerbøl for gæsterne når de ankommer, og så får de et glas Juice til at skylle ned med. Jeg har gjort det to gange, derfor er det nu en tradition.
Begge gange er det efter en 5 minutters tid med brand i munden, blevet til en god og sjov historie, sådan som jeg selv oplevede det, på en korttur til Sverige engang. Et brændende minde for livet, i øvrigt er den god for maven.
Så bortset fra daglige besøg af aben, den er blevet renlig, i hvert fald skider den ikke mere på gulvet, diverse strømafbrydelser, et par regnbyger, altså den slags, som vi i Danmark kalder troperegn, så går livet sin vante gang her.
I øvrigt så har jeg købt mig et spisebord hos den lokale træmand. Massivt et eller andet træ, måske er det kenyansk åndenød, 2x1 meter, det vejer vel 60 kg. Der var fire mand til at bære det ind på terrassen, men det er fanernedme også flot. Så nu mangler jeg stole der matcher, men det er jo også snart min fødselsdag.
Ugens citat: og livet går videre, på sin vandring mod det uendelige. citat slut (forfatter ukendt)
Slut herfra Robert, ha’ nu en rigtig fantastisk uge til vi "ses" igen.
Og husk, glem nu ikke, at gi en du elsker, et KRAM.
Kærlig hilsen
Robert.
p.s. Til alle dem som truer, med at komme forbi, så kom dog, det bliver en oplevelse for livet.
Først til historien om min “nye” bil, det viste sig, at efter at vi havde fået grønt lys, og at det eneste, der manglede var at en, der skulle prissætte bilen, og det var en ren formsag.
Denne formsag blev så til at de Kenyanske myndigheder ikke ville ha’ bilen ind i landet pga. den er for gammel. Man kan normalt ikke importere biler der er ældre end 8 år, men jeg har set biler som ser ud til at være betydeligt ældre til salg hos forhandlere.
Nå, systemet er til at omgå, det kræver blot “lidt orange under bordet” 570.000,00 Kes er det sidste bud.
Vi prøver nu en sidste mulighed, Geoffrey’ s fætter, som arbejder med import/export i havnen i Mombasa. Vi håber at han kan hjælpe til en bedre pris.
Jeg er sådan set ligeglad, for min pris er 1,5 million Kes. på kenyanske papier, uanset hvor meget vi skal betale for at få den på kenyanske plader.
Min irske forbindelse er derimod ikke så meget for at betale “orange” under bordet, for det går jo ud over hans penge for salget.
Nå, i morgen tager Geoffrey og jeg så til Mombasa for at lade Geoffrey’ s fætter kigge på bilen. Forhåbentlig kan han gøre noget, vi må se - ces sera sera, what ever will bee will bee, the future’s not ours to see ces sera sera.- ( vist nok fra en sang med Vera Lynn, hende med “White Cliffs of Dover).
Så har jeg set min første levende slange, en ½ meter lang brun husslange. Miriam var ved at gøre rent på badeværelset, da hun skreg “snake, snake”. og ganske rigtigt, der lå en slange bag ved døren, en brun husslange, ugiftig, vel nærmest som en snog i Danmark, og på samme størrelse, tyk som en tommelfinger og vel en ½ meter lang.
Jeg ved godt at jeg skræmmer potentielle gæste væk ved at fortælle om dette, men det er første gang i 13 år, at der er set en slange inde i huset.
Så der er ingen grund til ikke at besøge mig pga. dette. Statistisk går der 13 år mere, før den næste dukker op på badeværelset……
Så havde vi personalefest i går, det var en succes, Miriam kom med fire børn to af dem var hendes, de andre vist nok “best friends” Så havde Poul sin fætter David med og så Geoffrey og mig. Kylling i Karry og Fanta til børnene, og Carlsberg på dåse til de voksne. Det blev en våd fest, da børnene havde været her en time havde vel drukket 4 liter Fanta, men så gik tempoet også ind smule i stå, så der røg vel kun 2 liter mere, resten af dagen.
Dåserne derimod, dem gik det lidt trægt med i begyndelsen, men så gik der hul på bylden, og en ramme var vel væk på 1½ time - 4 mand - det lyder måske normalt i danske ører, men her er de ikke vandt til at drikke øl, så det var rimeligt nemt at imponere dem med lidt korttrick.
Klokken 6 var der ro i lejren, der var ryddet op og gæsterne var gået.
Jeg var også træt, så jeg gik ud som et lys, efter et par stille og rolige Carlsberg.
Nu vil jeg skrive denne blog færdig, det er søndag aften, og jeg har lige fået en times massage af Mary, hun kan ta fat, og det gør hun, men holdakæft hvor er det dejligt når hun er færdig, man er jo som et helt nyt menneske, der dog godt kunne trænge til en morfar, efter at være blevet gennemæltet, nå det var der ikke tid til, for jeg har netop taget imod to gæster, et par fra Rwanda, der skal bo i Villa Mwangi i en uge. Jeg har indført en tradition, som Preben, Finn, Bjørn og Jørgen kender, jeg har lavet min egen piri piri snaps, det er kort fortalt Kenya Kane (sukkerrørs-brændevin) som jeg har krydret med friske piri piri, det er en af de stærkeste chilis i verden, den er nu 3 måneder gammel og den er stærk, holddakæfthvordenbrænderimundoghals. Nå, den serverer jeg i et fingerbøl for gæsterne når de ankommer, og så får de et glas Juice til at skylle ned med. Jeg har gjort det to gange, derfor er det nu en tradition.
Begge gange er det efter en 5 minutters tid med brand i munden, blevet til en god og sjov historie, sådan som jeg selv oplevede det, på en korttur til Sverige engang. Et brændende minde for livet, i øvrigt er den god for maven.
Så bortset fra daglige besøg af aben, den er blevet renlig, i hvert fald skider den ikke mere på gulvet, diverse strømafbrydelser, et par regnbyger, altså den slags, som vi i Danmark kalder troperegn, så går livet sin vante gang her.
I øvrigt så har jeg købt mig et spisebord hos den lokale træmand. Massivt et eller andet træ, måske er det kenyansk åndenød, 2x1 meter, det vejer vel 60 kg. Der var fire mand til at bære det ind på terrassen, men det er fanernedme også flot. Så nu mangler jeg stole der matcher, men det er jo også snart min fødselsdag.
Ugens citat: og livet går videre, på sin vandring mod det uendelige. citat slut (forfatter ukendt)
Slut herfra Robert, ha’ nu en rigtig fantastisk uge til vi "ses" igen.
Og husk, glem nu ikke, at gi en du elsker, et KRAM.
Kærlig hilsen
Robert.
p.s. Til alle dem som truer, med at komme forbi, så kom dog, det bliver en oplevelse for livet.
mandag den 2. februar 2009
En uge i mit nye liv.
Så er der gået en uge, siden jeg skrev sidst. Og hvad er der så sket i min del af verden.
En matatu kørte galt, da forhjulet punkterede, 3 døde, to hårdt kvæstede og 11 sårede.
Et stort supermarked - Nakumat - er brændt ned i Nairobi, over 50 døde og tallet stiger stadig.
En lastbil der kørte med benzin til Uganda, kørte galt på vejen mellem Nakura og Eldoret. Den væltede og benzinen begyndte at løbe ud, det rygtedes hurtigt i en lille landsby tæt ved ulykkesstedet, og folk kom løbende med alt, fra vaskebaljer, tomme colaflasker og vandbeholdere til metalspande, for at samle benzinen op. Den kenyanske udgave af Benny Badehat og Karsten Klaphat kom også forbi, de havde blot en tændt cigaret i munden, det skulle de ikke ha haft. PUFFPUFFPUFF.
Over 100 brændt ihjel og dette tal stiger også. Der er ikke kapacitet på det lokale hospital til sådanne katastrofer, så de der ikke brændte ihjel, med det samme, blev overført til Universitet Hospitalet i Nairobi, hvor der i forvejen var godt fyldt op med brandsårspatienter fra supermarkeds branden.
Jeg har ikke været på det hospital, men jeg tror ikke, man kan sammenligne med brandsårsafdelingen på Hvidovre eller traumecentret på Rigshospitalet.
Det er måske Guds vilje, eller skæbnen eller hvad man nu tror på, som bestemmer om man er på det rette sted, på det rette tidspunkt.
Her prøver folk blot at overleve på bedst mulig måde, det betyder så at man prøver at samle lidt benzin, som man så kan sælge til en som har en bil. I øvrigt uden at tænke på faren for et ordentligt PUFF.
Jeg har svært ved at se folk i Ølby Lyng, eller en anden lille landsby i Danmark, reagere sådan, ikke engang da benzinen kostede 11 kroner literen.
På det mere lokale plan, så har jeg været i Mombasa sammen med en irlænder, hvis bil jeg måske køber. Den er ikke indregistreret i Kenya, så det betyder at jeg endnu ikke kender prisen på den. Det er spændende (og tidskrævende) at prøve at få ting igennem den kommunale mølle.
Vi ankom klokken 10 formiddag på hans kontor - en agent som tager sig af papirarbejdet - og efter han havde taget kopier af bilens papirer og vores pas, fik vi at vide, at vi kunne komme tilbage klokken 14. Det gav så mig, tid til at få mit første Kenyanske dokument - et pin nummer - personligt identitet nummer . Geoffrey tog mig med til kontoret, som lå tæt på. Efter visitation i “porten” kom vi ind i et kontorlokale på størrelse med en håndbold hal, jeg fik dokumenterne, som jeg skulle udfylde, det gjorde jeg hurtigt, med (megen) hjælp af en sikkerheds vagt. Og så var det blot om at komme op i køen, der på dette tidspunkt bestod af ca. 12 indfødte, efter jeg fik min plads væltede det ind med ansøgere, og hurtigt stod der vel 50 mennesker i kø efter mig. Efter en god time i kø fik jeg som en af de sidste, så mit pin nummer. Fyren som lavede kortene på en computer skulle nemlig til frokost, så de lukkede 2 timer. Surt show at komme ti minutter senere end mig, nå livet er ikke for de kuede.
Tilbage til det første kontor, hvor irlænderen ventede på en Dormans Cafe. En kenyansk udgave af “Starbuck” de laver en rigtig god bønne. Her kunne vi nå at få lidt at spise, inden klokken blev to. Desværre kunne “agenten” ikke nå tilbage til klokken 14, så det blev udskudt en time. Da den var gået, så en time mere, så en halv time, og så lukkede kontoret, så hvis vi ville komme tilbage i morgen (tirsdag sidste uge). Det blev så heller ikke til noget, fordi en som skulle stemple papirerne ikke var på kontoret, osv.
Det er nu “sikkert” at de vil prissætte bilen i morgen, så skulle det hele være på plads.
Måske er jeg snart, den lykkelige ejer af en årgang 1998 Toyota Landcruiser 100 VX Colorado, med læderstue og hele svineriet. Plads til 7 med bagage. Ja, nu må vi se…………
Irlænderen har for resten gjort, som jeg også havde planer om, købt bilen i London, gjort den tiptop i stand, og så kørt hele vejen herned gennem Europa, Tyrkiet, mellemøsten, sejlet fra Jordan til Egypten, og så kørt resten af vejen gennem Sudan, Etiopien til Kenya. 3 måneder og en stor oplevelse siger han, nu har han så været her i Diani Beach i 5 måneder og skal hjem til Irland, derfor sælger han bilen.
Ja i næste uge er vi forhåbentligt meget klogere på det hele…….
Ha en fantastisk uge og hils omkring Jer, husk at kramme en I elsker.
Masser af kram her fra mig.
Robert.
En matatu kørte galt, da forhjulet punkterede, 3 døde, to hårdt kvæstede og 11 sårede.
Et stort supermarked - Nakumat - er brændt ned i Nairobi, over 50 døde og tallet stiger stadig.
En lastbil der kørte med benzin til Uganda, kørte galt på vejen mellem Nakura og Eldoret. Den væltede og benzinen begyndte at løbe ud, det rygtedes hurtigt i en lille landsby tæt ved ulykkesstedet, og folk kom løbende med alt, fra vaskebaljer, tomme colaflasker og vandbeholdere til metalspande, for at samle benzinen op. Den kenyanske udgave af Benny Badehat og Karsten Klaphat kom også forbi, de havde blot en tændt cigaret i munden, det skulle de ikke ha haft. PUFFPUFFPUFF.
Over 100 brændt ihjel og dette tal stiger også. Der er ikke kapacitet på det lokale hospital til sådanne katastrofer, så de der ikke brændte ihjel, med det samme, blev overført til Universitet Hospitalet i Nairobi, hvor der i forvejen var godt fyldt op med brandsårspatienter fra supermarkeds branden.
Jeg har ikke været på det hospital, men jeg tror ikke, man kan sammenligne med brandsårsafdelingen på Hvidovre eller traumecentret på Rigshospitalet.
Det er måske Guds vilje, eller skæbnen eller hvad man nu tror på, som bestemmer om man er på det rette sted, på det rette tidspunkt.
Her prøver folk blot at overleve på bedst mulig måde, det betyder så at man prøver at samle lidt benzin, som man så kan sælge til en som har en bil. I øvrigt uden at tænke på faren for et ordentligt PUFF.
Jeg har svært ved at se folk i Ølby Lyng, eller en anden lille landsby i Danmark, reagere sådan, ikke engang da benzinen kostede 11 kroner literen.
På det mere lokale plan, så har jeg været i Mombasa sammen med en irlænder, hvis bil jeg måske køber. Den er ikke indregistreret i Kenya, så det betyder at jeg endnu ikke kender prisen på den. Det er spændende (og tidskrævende) at prøve at få ting igennem den kommunale mølle.
Vi ankom klokken 10 formiddag på hans kontor - en agent som tager sig af papirarbejdet - og efter han havde taget kopier af bilens papirer og vores pas, fik vi at vide, at vi kunne komme tilbage klokken 14. Det gav så mig, tid til at få mit første Kenyanske dokument - et pin nummer - personligt identitet nummer . Geoffrey tog mig med til kontoret, som lå tæt på. Efter visitation i “porten” kom vi ind i et kontorlokale på størrelse med en håndbold hal, jeg fik dokumenterne, som jeg skulle udfylde, det gjorde jeg hurtigt, med (megen) hjælp af en sikkerheds vagt. Og så var det blot om at komme op i køen, der på dette tidspunkt bestod af ca. 12 indfødte, efter jeg fik min plads væltede det ind med ansøgere, og hurtigt stod der vel 50 mennesker i kø efter mig. Efter en god time i kø fik jeg som en af de sidste, så mit pin nummer. Fyren som lavede kortene på en computer skulle nemlig til frokost, så de lukkede 2 timer. Surt show at komme ti minutter senere end mig, nå livet er ikke for de kuede.
Tilbage til det første kontor, hvor irlænderen ventede på en Dormans Cafe. En kenyansk udgave af “Starbuck” de laver en rigtig god bønne. Her kunne vi nå at få lidt at spise, inden klokken blev to. Desværre kunne “agenten” ikke nå tilbage til klokken 14, så det blev udskudt en time. Da den var gået, så en time mere, så en halv time, og så lukkede kontoret, så hvis vi ville komme tilbage i morgen (tirsdag sidste uge). Det blev så heller ikke til noget, fordi en som skulle stemple papirerne ikke var på kontoret, osv.
Det er nu “sikkert” at de vil prissætte bilen i morgen, så skulle det hele være på plads.
Måske er jeg snart, den lykkelige ejer af en årgang 1998 Toyota Landcruiser 100 VX Colorado, med læderstue og hele svineriet. Plads til 7 med bagage. Ja, nu må vi se…………
Irlænderen har for resten gjort, som jeg også havde planer om, købt bilen i London, gjort den tiptop i stand, og så kørt hele vejen herned gennem Europa, Tyrkiet, mellemøsten, sejlet fra Jordan til Egypten, og så kørt resten af vejen gennem Sudan, Etiopien til Kenya. 3 måneder og en stor oplevelse siger han, nu har han så været her i Diani Beach i 5 måneder og skal hjem til Irland, derfor sælger han bilen.
Ja i næste uge er vi forhåbentligt meget klogere på det hele…….
Ha en fantastisk uge og hils omkring Jer, husk at kramme en I elsker.
Masser af kram her fra mig.
Robert.
Abonner på:
Opslag (Atom)
