Overskrifter!

Denne klumme er lidt af det som “summer” rundt i mit lille hoved, jeg er sikker på at det nok skal give mening til den opmærksomme læser, så må de få som ikke har tid/lyst eller evner - stoppe her…

Fremskridt eller tilbageskridt - alt afhænger af de øjne der ser.

Bombemand på spil i København - Politikere som “flueknepper” hinanden - Pressen som skriver fuldstændig ligegyldige historier, hvor får de dog de historier fra ? - Er det “spindoktorerne” som styrer Danmark - Er “Borgen” reality TV eller fiktion - Er Helle Thorning, Lene Espersen samt alle de andre “flovmænd/kvinder” fiktion eller den “sande” verden - Vi spiser kød af dyr der er opfodret med GMO foder - Fodbold Danmark går i sort - Caroline Wozniacki er “numero uno” i tennis - Kina opkøber enorme landområder i 3 verdens lande, for at dyrke “mad” til dem selv, de importere deres egne landsmænd og “sætter” lokalbefolkningen på “græs” - Børneinstitutionerne tvinges til at købe ind i “indkøbscentraler” - for stordrift er jo billigere - til priser som er væsentligt dyrere end “normale” supermarkeder, ja - kommunerne skal jo spare, så logikken er til at få øje på - Løkke vil det hele, kommunerne kan ikke en skid - Danmark “slår” Cypern 2-0, nu er vi næsten Europamestre igen - Israel insisterer på at palæstinenserne skal godtage at “ Israel er en jødisk nation”, ja den konflikt stopper aldrig. Fredsforhandlingerne viser med al tydelighed at “krævementaliteten” er global. Selvfølgelig skal jeg/os da besidde noget som du/dem ikke besidder

Verden er mangfoldig, og overskrifterne er overvejende på den sensations prægede negative side. De positive historier skal man godt nok lede længe efter. Hvad der er årsagen til at verden er på vej ned i et stort sort hul, skal jeg ikke prøve på at forklare. Jeg kan blot konstatere at sådan er det. Godt så, hvad vil jeg så gøre ved det - ikke en skid. Jeg vil blot fortsætte med at “holde” ferie, så længe mine midler holder.

At tage på safari med mine venner/gæster. At læse en god bog. At høre P1. At løse krydsord. At se DR på nettet, når det kan lade sig gøre. At læse nyheder , enten mine egne eller dem, på alverdens net aviser. At nyde god mad (selvlavet eller købt) på terrassen året rundt - ja prøv at gætte om jeg hygger mig…

Livet er på godt og ondt, fremskridtet er kommet for at blive, jorden drejer og kan ikke stoppes. Teknologien gør at vi (menneskeheden) kommer tættere og tættere på hinanden - det er måske ikke udelukkende en god ting - Sociale netværk og nyhedsstrømmen er som en “Tzunami” de skyller ind over os. Vi kan, hvis vi vil, blive venner med folk over hele jorden. Vi kan “Twitte” med de kendte, de meget kendte og de berømte. Strømmen af info bliver ikke mindre, men hvad med indholdet, drukner den info der betyder noget i strømmen af ligegyldige “nyheder” og beskeder som : Jeg har meldt mig til “Vind et gavekort til Føtex”. Jeg har aldrig hørt om nogen som har vundet en skid på nettet, uden der var en “Aberdabej” med!

Er der en svag mulighed for at vi drukner i “overskrifter”, og derfor aldrig har tid til at gå i dybden. Er der en svag mulighed for at vi blot skøjter (nej dårligt billede med den globale opvarmning “in mente”) surfer (nok et bedre billede) henover livets bølger.

Jeg ved at vi kan stoppe nedturen, jeg ved at vi kan leve fredeligt sammen , jeg ved at vi kan stoppe den globale opvarmning, jeg ved vi kan afskaffe fattigdom, sult og sygdomme af enhver slags. Alt hvad det kræver er blot at vi opfører os ansvarligt og tænker på andre end os selv.

Så nu vil jeg lægge mig ud ved “pølen”, drikke en kold øl, tænke på Jer og vente på at nogen tænker på mig.

I skal selvfølgelig ikke snydes for en lille en over nakken. Hvornår har du sidst talt med en fremmed…

Husk nu ikke at glemme, gi’ en, eller flere du elsker - hvis du har overskud - et kram/knus/kys.

Kærlig hilsen

Robert

p.s. Ironi og sarkasme kan forekomme i ovenstående. (red).

"Skolekammerater"

Hanne og Jan tog hjem i lørdags, efter næsten 3 uger med safari, afslapning, gåtur i bushen (selvom jeg gik lidt forkert, så vi ingen slanger), s

norkel tur i glasbunds båd, samt et ikke defineret antal kopper af den “gode bønne”.

Rigtig gode uger hvor vi fik gået tilbage af “memory lane” - Hanne og Jan er gamle venner, helt tilbage fra skoletiden. Hanne er “gammel” skolekammerat og det er Jan næsten også. De har 33 års bryllupsdag den 10 September, så stort tillykke til Jer - men nutiden fik da også en del opmærksomhed. Og ordsproget “Tiden går hurtigt i venners lag” er ikke helt ved siden af.

Sjovt som den menneskelige hjerne virker (i hvert fald min). Små glimt og anekdoter fra gamle dage, får andre ting til at springe frem, tilmed i farver.

Ja - barndommen og ungdommen er en kalajdaskopisk skattekiste af gode minder, det gælder blot om at finde vejen.

Hanne og Jans safari gik som en sådan som regel går, en masse støv, blå mærker på hofterne (Hanne), blå ribben (Robert) af at stå op og spejde i hullerne i taget. Jan klarede frisag, men han har også erfaring fra den gang han var LMG skytte på en PMV. Vi så ikke næsehornet, hverken det hvide eller det sorte, men resten af “The Big Five” fik vi set flere gange. Antiloper, gazeller, hjorte af forskellig art samt en masse forskellige fugle. Så jeg er sikker på at De fik fuld valuta for skillingerne.

At jeg ikke skriver helt ned i detaljen om denne safari, skyldes ikke at der ikke skete noget, vi var gudskelov forskånet for uheld, ja lige bortset fra at “Rusty” ikke ville starte, da vi skulle starte fra “gaten”, men “whats new”. Efter at nogle folk havde set på ham, rodet lidt i motorrummet, så besluttede han at samarbejde resten af turen, men mere at det bliver gentagelser af hvad jeg tidligere har skrevet om safarier. Hvilket jeg ikke tror kan holde den trofaste læserskare fast, så hvis vi ikke bliver overfaldet af vilde dyr eller mennesker, så bliver der ikke skrevet mere om safarier.

Og nu til noget helt andet.

Er verden blevet et bedre sted at leve?, nej det tror jeg ikke, det er nok mig som er blevet slap, med en rygrad som en våd borgmesterstang. Jeg har mistet grebet om “Den sure gamle mand”. Jeg kan ikke finde “musen” som tidligere har hjulpet mig med at skrive mine “sure opstød”. Så denne klumme er nok noget blodfattig og tam - undskyld til dem som gerne vil ha’ et par over nakken… En anden grund kan være, at der i år har været mange venner på besøg, og jeg har endnu nogle til gode, Laust i Oktober og Michael, Heidi, Dunte og Sjanne i

November, så hvem kan få sortsynet frem, når der “hele” tiden er gode venner omkring en.

Som det er mange bekendt, så kommer jeg hjem til jul, det glæder jeg mig naturligvis til, måske er det en af grundene til jeg er blevet “lidt” af en jubelidiot, med et positivt syn på livet (Okay jeg stopper her, inden der går violiner i den).

Til sidst skal I ikke snydes for “parolen” Glem nu ikke at huske, Kys en du elsker, lige midt på trutten.

Kærlig hilsen

Robert.

p.s. Jeg håber at se “dig”, når jeg kommer hjem på julebesøg.

Keld og Pernille på op/ned tur.

Efter en lang tur med de “normale” stop på grund af væltede lastbiler (jeg har kørt fra Mombasa til Nairobi 6 gange og hver gang har jeg set mindst en væltet lastbil, det skærper opmærksomheden når man kører her i Kenya), kom Fred og jeg frem til det hotel som vi skulle overnatte på inden vi næste morgen skulle hente Keld og Pernille i lufthavnen.

Jeg står under bruseren, da telefonen begynder at brumme, klokken er lidt over fem og jeg skal hente Keld og Pernille i lufthavnen om en lille time. Jeg gør klar til at læse SMS’en, da mobilen ringer og Keld er i den anden af røret, “ Vi er landet, og er på vej til immigrations kontoret” siger han. “Okay, vi er på vej” siger jeg. At få tøj på er hurtigt klaret, så jeg banker på døren ind til Freds værelse. Han er allerede klar og står ved bilen, så vi kører mod lufthavnen.

Det er en tur på kvarter - under normale omstændigheder - i Kenya er der dog meget langt imellem at ting er normale, så da vi kom til stedet hvor vejen fra Mombasa fletter sammen med vejen fra lufthavnen var der “fuld stop” på trafikken, så jeg kunne se at vi måske ville blive forsinket, så jeg SMS’ede lige til Keld at vi måske kom lidt senere. Det var en lastvogn lastet med benzin, som var væltet, så Fred kørte bort fra vejen, efter at han havde undersøgt at der ikke var for blødt, for at sidde fast i mudder til op over akslerne ved siden af en væltet benzinbil er ikke det bedste sted at opholde sig (Der er jeg sikker på at den opmærksomme læser har fantasi til at forestille sig).

Normalt tager det, det meste af en time at komme gennem immigrationen og hente sin bagage, så jeg regnede ikke med at Keld og Pernille var kommet ud, men blot som bevis på at det “normale” ikke altid er normalt, så var Keld og Pernille landet 20 minutter før beregnet, turen gennem immigrationen var uden ventetid og selv bagagen var ikke forsinket (det er hele tre ting - umuligt)

Så jeg fandt dem udenfor, efter en KKK (Kæmpe Kenya Krammer) så gik vi hen til bilen og Fred, fik læsset kufferterne ind i “Rusty” og begav os på vej mod Sabina Country Inn, stedet hvor vi skulle overnatte. Her fik vi noget morgenmad, og så startede vi med at køre ned til Nakumat, Keld måtte købe noget tøj, for som han sagde “Jeg dør af kulde, hvis jeg ikke får noget vintertøj på”, jeg indrømmer at det var på den kølige side, vel ikke meget mere end 10 grader varmt. Så efter at vi havde klaret det, kørte vi mod Sheldrick Elephant Orphanage, hvor vi så de små babyelefanter drikke mælk af sutteflasker og en af dyrepasserne fortalte om arbejdet med at opfostre de små til de blev store nok til at de kunne komme ud som vilde elefanter i Tzavo East nationalpark.

Efter denne oplevelse kørte vi mod Karen Blixens Museum, her fik vi en omvisning af en ung pige, som kunne det hele på fingrene, men desværre var det en noget rutinepræget præstation, så vi kørte videre til Giraff Manor. Her er den store oplevelse at kysse en giraf. Det gjorde Keld og undertegnede så, mens Pernille tog billeder, hun havde ikke lyst/mod til at få en tunge slasker af “Daisy”.





Efter denne store oplevelse, bestilte vi nogle sandwich, klokken var nu blevet 2 om eftermiddagen, vi fik langt omlænge serveret denne frokost, ja det tog sin tid, men de smagte nu meget godt. Efter en del input til Keld og Pernille, og fordi vi skulle meget tidligt af sted næste morgen, kørte vi tilbage til hotellet. Her tog Keld og Pernille en slapper ved poolen, ikke at det var tid til en svømmetur, men ligge lidt i solen og få en lille “morfar” det tror jeg bekom dem vel. Aftensmaden indtog vi i den udendørs restaurant med et kulfyret “varmebækken” under bordet - jeg indrømmer her var koldt, men jeg frøs med anstand i mine korte rør - Bronzekampen mellem Tyskland og Uruguay så vi på storskærm, men efter første halvleg, så gik vi op på vores værelser, jeg så kampen færdig inden jeg røg omkuld i “Morfeus rige”. Synd at Tyskland ikke kom i finalen, da jeg syntes at de spillede den bedste fodbold i turneringen.

Næste morgen var der afgang klokken 05.45. Keld og Pernille syntes det var midt om natten og jeg indrømmer at det er tidligt at stå op, når man er på ferie, men vi havde en lang køretur foran os og det er vigtigt at komme ud af Nairobi inden trafikken for alvor begynder at fylde vejene. Vi kom ud uden problemer og vi kørte ad hovedvejen mod Mombasa, en relativ god vej (målt med kenyansk målestok), asfalt med korte stykker af grusvej med STORE HULLER.

Vi kom frem til Emali, en by hvor vi skulle dreje mod syd for at køre mod den første Nationalpark, vi stoppede for lidt morgenmad og jeg overtog rattet for at køre det sidste stykke mod Amboseli, små 100 km.. Hvor det kun er de sidste 18 km. som er “en prøvelse” både for “Rusty” og passagererne. En vaskebrætvej af grus, hvor 60 km/t lyder hurtigt - det er det også, det gælder om at holde tungen lige i munden . Men ved denne hastighed så ryster det “ikke” så meget. Vi kom frem til Eremito gate, fik betalt og fik slået lugerne op i taget - nu var vi klar til se dyr. Keld og Pernille i det første hul, mig i det sidste og Fred ved rattet. Alt var klart og vi begyndte vores “gamedrive” mod Sentrim - stedet hvor vi skulle overnatte - Der gik ikke lang tid før vi kunne se elefanter i kikkerten, andre dyr dukkede op efterhånden som vores øjne blev indstillet på at se dyr. Fred hørte over radioen at der var to løvinder der lå tæt på vejen lidt fra hvor vi var, så han kørte derover. Ganske rigtigt så lå der to løver og slappe af i solen, der var også en del hyæner i nabolaget og et godt stykke væk kunne vi se løver som åd af en zebra. Lige da vi ville køre videre kom der endnu en løvinde, som hilste venskabeligt med lidt snudegnidning inden den gik videre. Resten af vejen til den teltlejr hvor vi skulle overnatte, så vi en del dyr - elefanter, bøfler, gnuer, zebraer, antiloper, bavianer - således glade og sultne efter flere vilde dyr kom vi frem til Sentrim til en dejlig frokost.

Ja lidt brødflov er man vel altid. Vi blev installeret i vores telte med udsigt til Kilimanjaro, som desværre havde valgt at være gemt bagved et tykt skydække i al den tid vi var tæt nok på at kunne se den.

Efter frokost gik vi en lille tur ud til en udsigtsplatform, hvor vi havde udsigt til et vandhul. Det var dig ikke vilde dyr som drak, men derimod en stor flok geder med deres Masai hyrder, de blev afløst af en flok køer, inden de var færdige med at drikke så jeg en lille flok elefanter som gik mod vandhullet. Keld syntes at vi skulle prøve at komme lidt tættere på vandhullet, så vi kunne få nogle gode billeder. Da vi havde fundet en god plads bagved det elektriske hegn, kom en Masai vagtmand, han ville godt ha’ at vi gik lidt længere væk indtil elefanterne var kommet helt ned til vandhullet. Vi adlød naturligvis og fandt et andet sted at fotografere. Spændende at være i lugteafstand af vilde elefanter, når man står på jorden så er de godt nok STORE. Vi måtte desværre forlade dem da vil skulle på vores aften gamedrive.



Ud over at vi på dette gamedrive så en flok løver, løvinder med unger i to aldre, men desværre ingen fuldvoksne haner, som lå og døsede i den nedgående sol sidste stråler, inden de besluttede sig for at gå over vejen mellem de safari biler som havde fået samme ide som os, desværre var de for langt væk og det var blevet for mørkt til at jeg kunne fotografere, men billedet af dem gående i “singlefile” mod et ukendt sted, for at gøre klar til nattens drab. Det er på min nethinde. Jeg fik til gengæld denne solnedgang, med en stor han elefant i forgrunden.



Den største oplevelse på dette gamedrive, var dog at kom forbi en del hyæner som lå og ventede på et eller andet. Fred sagde “De bader dernede i søen” jeg kiggede i kikkerten og så at der var tre hyæner i gang med en flodhest som ikke helt var død, det var også en levende flodhest som prøvede at skræmme dem væk, vi så på dette drama, som desværre var for langt væk til at fotografere, men i kikkert var det spændende at følge dette skuespil på liv og død.

Vi kom hjem til aftensmaden da solen var gået ned og den afrikanske nat indhyllede lejren i lyde og dufte - spændende ikke mindst for Pernille, som dog var meget brav - efter maden var det tid for VM 2010 finale Spanien - Holland. Keld og Pernille holdt ud til lidt efter første halvleg. Jeg stod distancen til efter ordinær kamp, jeg kunne ikke mobilisere kræfter til forlænget spilletid. Jeg vil ikke udtale mig om finalens fodboldmæssige kvaliteter, blot konstatere at jeg hellere ville ha’ brugt tiden på at pille torne ud af min krop efter at ha’ løbet frivilligt, nøgen gennem et tornekrat.

Næste morgen havde vi aftalt at jeg skulle vække dem, hvis Kilimanjaro var synlig, så jeg havde sat mobilen til at vække mig klokken 05.45. Jeg lavede mig en kop kaffe og satte mig tilrette med Søndags BT, gave fra Pernille. Efter den første morgensmøg kunne jeg godt se at “bjerget” ikke ville vise sig i dag, så Keld og Pernille fik lov til at sove til 07.00. Pernille havde så ikke lukket et øje siden ved et tiden, “der var godt nok mange underlige lyde” sagde hun ved morgenmaden. Jeg tro nok Keld havde sovet som et lille barn.

Vi forlod Sentrim klokken lidt i ni, vi skulle møde den konvoj som vi var en del af, og som skulle afgå ved titiden, små 40 km væk af “Veje” lavet af en blanding af rød jord eller grus, begge dele med en del huller. Vi kom dog frem til tiden og turen til Chyulu gate ind til Tzavo West gik uden problemer.

Taglugerne slået op, vi er klar til endnu et gamedrive frem til Ngulia Logde, hvor vi skal sove i nat. Det blev ikke det mest ophidsende gamedrive frem til frokost, men da landskabet er helt anderledes end i Amboseli (her er landskabet tæt bush, mod åben savanne i går) så var her dog noget at se på og vi så da dyr på vejen. Vi kom frem til frokost og efter vi havde spist gik vi en lille tur rundt på området og slappede af. Inden vi skulle på aften gamedrive til næsehornsreservatet. Vi sad vi på balkonen og kiggede ud over det åbne landskab som ligger foran hotellet. En gruppe elefanter kom frem i det fjerne (jeg har aldrig set andet end antiloper på sletten, og de har aldrig været oppe at drikke af vandhullet som ligger små 50 meter fra den store terrasse) de gik direkte mod vandhullet, spændingen steg til uanede højder da der kom en gruppe af bøfler rundt om hjørnet. Vi gik ned på terrassen for at komme tættere på bøflerne var nu ankommet til vandet, elefanterne (18 stk.) måtte vente til bøflerne (omkring 100 stk.) havde drukket. Det hele foregik i god ro og orden. Det var nu tid til at forlade dette skue for at køre til næsehornsreservatet. Det var som sædvanlig en dødssejler, vi så spor, men ikke skyggen af en levende “rhino”. Lidt skuffede gik turen hjemad, vi så dog et to hinder af racen “Lesser Kudu”. En antilope art som er meget sjælden at se, det hjalp lidt på humøret, jeg må sige at Keld og Pernille har været heldige at se alle de dyr som vi har set, de mangler kun Leoparden og næsehornet, så er “The Big Five” i hus, dagen er ikke omme så hvor der tro er der håb.

På vejen tilbage holdt vi udkig efter leoparder, men vi var ikke heldige. Det var vi til gengæld da vi kom til hotellet. Vi fik at vide at leoparden lige nu spiste “på terrassen” så fuld fart ind i restauranten (vi havde fået bord på første parket) så mens solen kastede sine sidste stråler så vi leoparden spise sit gedebagben (som er hængt op i et kunstigt træ 20 meter fra hvor vi sad), mens vi hørte hvordan hun knuste knoglerne og spiste, så kom elefanterne til vandhullet ikke tyve meter fra rovdyret, de forstyrrende dog ikke hinanden, men det gjorde bøflerne som jagede elefanterne væk, bøflerne drak men de var lidt mere på vagt, selv om en leopard ikke er en “fjende”. Det var nu blevet mørkt, men området er oplyst af projektører, så vi kunne stadig følge med mens vi spiste. “Rhino, it’s a rhino” folk røg over til kanten for at se den, den var dog ikke så tryg ved alle de dyr som var omkring vandhullet så den fortrak ud i skyggen. Der faldt efterhånden ro over “dyrerestauranten restauranten”. Leoparden var færdig, elefanterne og bøflerne havde drukket det meste af vandhullet og var forsvundet ud i mørket. Vi sad på terrassen med en “paraply drink” og nød den “stille” afrikanske nat. Jeg vidste naturligvis at næsehornet ville komme tilbage nu der faldet lidt ro over feltet. Så vi sad i første række da den kom tilbage i projektørlyset for at slukke tørsten. Hold da kæft for en eftermiddag og aften, nu var “The Big Five” i hus og vi gik til køjs. Jeg sov som et lille barn og sad på balkonen næste morgen og så solen stå op. På sletten lå de over 100 bøfler og hvilede sig, de kom op til vandhullet i små grupper for at drikke inden de gik ud i bushen.



Stadig fyldt med gårsdagen indtryk, fik vi morgenmad, pakkede bilen og kørte mod porten ud af Tzavo West. To gode dage med en masse indtryk, som lige skal sætte sig fast. Turen til Mombasa og færgen gik glat og vi ankom til Hotel Neptun, hvor Keld og Pernille skal bo efter en is hos Aniello’s. Jeg tror at de næste dage med afslapning vil bekomme dem godt.

Siden Keld og Pernille indlogerede sig på hotellet, så har jeg været gæst hos dem til et aftensmåltid - den første aften - og en hel dag hvor vi nød solen, jeg kørte modellen uden solcreme, ja ja jeg ved det godt, det har sviget til mig i dagene efter, nu går det godt og det har været uden “hamskifte”, så det er okay.

Keld og Pernille har også været på besøg hos mig, de kunne låne cykler på hotellet, så de kørte herover til mig (små 2 kilometer) for at få massage af Mary. 2 dage i træk - jeg tror de nyd det, sådan så det ud - Mary skulle desværre rejse til Uganda, hvor hendes mor bor, på grund af at hun er (moren) meget syg. Så jeg ved ikke om Keld og Pernille fik massage på hotellet.

Efter et par dage med ren afslapning, kørte vi en tur til Shimba Hills. Jeg hentede dem klokken 8 ved hotellet, så kørte vi til Ukunda hvor Fred stod på. Jeg syntes det er godt at have en lokalkendt med når der skal køres “offroad”.

Da parken ligger i et område med “Coast Rainforrest”, er her vådt, og da det har regnet en del så blev der måske brug for en dygtig 4x4 hjuls kører. Jeg havde dog besluttet at jeg selv ville køre indtil det blev for “langhåret” til mine evner. Jeg har ikke den store erfaring i mudderkørsel, men hvis jeg ikke prøver så bliver jeg jo ikke bedre - eller “hyr”. Vi startede vores gamedrive med at køre på en bakkekam, her var vejen tør og der var ingen problemer, der var dog heller ikke nogle dyr, men terrænet og udsigten er flot. Jeg besluttede så vi skulle køre en “sløjfe” hvor jeg har set Sabel antiloper før, ikke nogen god beslutning, efter nogle hundrede meter, lige før en stejl bakke, indså jeg at det var for vådt og pløret, vejen var for smal til at jeg kunne vende, så i bakgear og stille og roligt tilbage “Hovedvejen” hvor vi kom fra. Det lykkedes mig efter et par forsøg at køre fast. Yes - nu skulle 4x4 stå sin prøve, ud og låse forhjulene, 4x4 gearvælgeren i frem, 1’ste gear,slip koblingen, stille og roligt, drej på rattet, undgå at blive nervøs over bagsæde passagerernes hurtige vejrtrækning. Ja det gik som en leg og vi var hurtigt tilbage på sikker vej. Alt det som man skal gøre for at køre 4x4 gjorde jeg nu i omvendt rækkefølge. Klokken var nu tæt på frokost, så vi kørte mod “Tree top hotel” hvor vi ville spise vores frokost. Inden vi ville køre tilbage i parken for at se om vi in eftermiddagssolens køligere stråler ville være heldige at se “dyr”. Jeg må sige at vi var heldige, bøfler, hartebeast, impalaer, bushbuck, giraffer, en stor flok sabel antiloper, 4 roan antiloper (en ungkarle flok) samt ikke mindst en stor flok elefanter, så vi så på flere forskellige afstande, men da parken har mange veje og “sløjfer” så kom vi rigtigt tæt på (for tæt på syntes Keld og Pernille, så det var med et bredt smil på læberne vi kørte tilbage mod Diani Beach, vi satte Fred af i Ukunda og stoppede lige for en is og en kop af “den gode bønne” inden jeg satte dem af ved hotellet.

Siden har eventyret dog taget en retning til det værre. Pernille havde gået et par dage med lidt “tumult” i maven, ikke noget hun ikke kunne kontrollere, men Keld blev rigtig syg om natten med svedeture, kulderystelser og det jeg kalder “sprøjtemås”. Pernille henvendte sig i receptionen på hotellet og de sørgede for at Keld ville blive tilset af en læge. Da han kom tog han Keld med tilbage på hospitalet og indlagde ham til behandling. Pernille fik en sofa så hun sov der også. Keld har så ligget med drop, fået taget blodprøver, medicin mod feber, dårlig mave, vitaminer - kort sagt hele cocktailen - Efter nogle dage med fremgang - tilbageslag - fremgang igen - så feber og så fremgang, så blev de “løsladt” her fredag middag. Ikke den bedste måde at afslutte en oplevelsesrig ferie på. De rejste hjem i nat, så håber jeg at de klarer den til de er hjemme i Farum her til morgen.

Det har været et par rigtig gode uger, masser af dyr og mange gode oplevelser, jeg håber at Keld og Pernille har haft det på samme måde, Jeg har “thihverttilfald” været glad for besøget

Det var alt for denne gang, ikke noget brok, det håber jeg ikke betyder at jeg mister læsere…

Husk nu ikke at glemme at: “Livet er en seksuelt overført sygdom med dødelig udgang” og husk at “Hvis du husker at nyde, så bliver du bedre til at yde”

Gi’ din elskede en ordentlig “smasker på trutten” og hils fra mig.

Kærlig hilsen

Robert.

.

VM 2010 eller ...

VM 2010, tre uger med en stor pose blandede bolsjer. Bevares der har da været nogle (få) gode kampe, men min opfattelse er, at det har været en af de dårligste slutrunder i mands minde. Nu vil slutkampene forhåbentlig sparke denne slutrunde op i kategorien - Mindeværdig - Ja længe leve den enfoldige (godt nok brugt før, men jeg/vi skal jo være miljø beviste, og så er genbrug jo vejen frem).

Med min (manglende) viden om fodbold, så vil jeg holde mig fra at komme med dybdeborende analyser, blot konstatere at hvis man tager folk med til et VM, så må det være fordi de er gode nok Hvis dem som så starter på banen ikke levere, så må der nye boller på suppen. Det har været et generelt problem, ikke kun på “Danish Dynamite” som godt nok var blevet vådt.

Bagklogskabens lys er godt stærkere, det vidner de mange indlæg i netaviserne om. Nå, nu er fårene ved at være skilt fra bukkene, så selv om nogle af favoritterne (efter deres egen mening) faldt fra allerede i gruppespillet, så det nok forhånds favoritterne der spille finalen når den tid kommer.

Tilbage er det så blot at se om det har hjulpet (Syd) Afrika, til en bedre selvforståelse. Måske kommer der andre arrangementer til det “sorte kontinent”. Denne måned har fået afrikanerne i alle aldre og lande til at glemme hverdagen, hvis man skal tro medierne her!

Efter at være klinet fast på min stol foran “tossekassen” i tre uger, så skal den første “friforfodbolddag” bruges til lidt afslapning ved pølen. Lidt sol skal der vel også på kroppen, den er blevet lidt bleg og D- vitamin balancen skal op i normal igen.

Keld og Pernille kommer om små 14 dage, så dem henter jeg i Nairobi. Så kører vi gennem Ambroselli og Tzavo West på vejen ud til kysten. Det glæder jeg mig til, det bliver rart igen at tale lidt dansk.

Ellers så sker der ikke noget, som er værd at skrive hjem om, så skrivekrampe det bliver det ikke til denne gang.

Denne efterfølgende artikel har jeg taget/stjålet fra Ekstra Bladet, jeg håber ikke jeg har overtrådt nogle regler. Den maner til lidt eftertanke og er skrevet helt i min ånd, derfor syntes jeg også at du skulle læse den…

Tre døde i ulykken, pokkers også, men...

Livet er pissefarligt... men er det bedre at henslæbe tilværelsen under køkkenbordet

14:10 - 25. jun. 2010 | Mads Christensen, blærerøv.

VI HAR I Danmark en lang og stolt tradition for gradvist at indskrænke og begrænse enkeltindividets råderum. Bevægelsen i retning af det totale eksistens-forbud er godt i gang, og det kan være svært at se nogen god udvej. Problemet er nemlig, at det sker i den allerbedste mening.

Forleden væltede en traktor-vogn på vej gennem pladderet sydvest for det lille øsamfund Mandø. Passagererne var af ældre dato, og tre af dem døde i ulykken, pokkers også.

Som retskaffent samfund må vi forsøge at lære noget af balladen, sørge for, at det ikke sker igen. Den oplagte løsning er at forbyde traktorvognen. Sådan! Der er udvist politisk handlekraft, ordensmagten har talt, og dødsstatistikken for Mandø er stedt til evig hvile.

HER DEN ANDEN dag cyklede en ung pige lige ud foran toget, pokkers også! Cyklisten, der per definition er den bløde trafikant i et trafikalt rendezvous af den art, betalte prisen: død!

Undersøgelser på åstedet viste, at hun havde hørt musik i sine høretelefoner, og at det nok var derfor, hun hverken havde set, hørt eller ænset det frembrusende tog. Hvad kan vi så lære af det, spørger vi straks som samfund, hvad kan vi gøre for at sikre, det ikke sker igen?

Forbud mod at musikcykle er det oplagte svar på det store spørgsmål, og de seneste dages avis- og radio-reportager om emnet har da også vist, at helt op imod en tredjedel af de grimme færdselsuheld ikke skyldes farten, hvilket vi ellers i årevis er blevet tudet ørerne fulde med, men... you guessed it: musik! Musikken i trafikken er åbenbart den store synder, og det kan da kun gå for langsomt med at få det forbudt.

NEDE I MINE ungers børnehave må de mandlige pædagoger ikke blande sig i børnenes tisse-situationer, og har en af de helt små brug for tørre underbukser, snupper en kvindelig pædagog selvfølgelig den tjans.

Vores frygt for pædofil-svin i institutionerne har ført til strammere regler i omgangen med børn i bar røv, og i den sammenhæng vil vi hellere hæmme tusinde uskyldige end begunstige én skiderik.

Når de samme unger er hjemme hos os for at fejre fødselsdag, skal samtlige forældre ved underskrift give tilladelse til, at vi kan fotografere festlighederne. Frygten for at fotos af børn kunne havne på Internettet i forkert sammenhæng, hindrer os i at lave et sjovt gruppebillede til opslagstavlen.

Frygten overvinder endnu en gang fornuften. I skolen er det svært med svømning og gymnastik. Drenge og piger sammen, letpåklædte og så en voksen pædagog... måske med et kamera i tasken... Det er jo en veritabel accident waiting to happen, vi må hellere forbyde svømning... for en sikkerheds skyld.

JEG SØRGER MED dem, der mistede deres bedsteforældre ved Mandø, og med den stakkels familie til den musikelskende pige, men forbud mod traktorkørsel, musik og cykler er ikke løsningen.

Vi ender med at pakke vores børn ind i burka og kyskhedsbælte. Frygten for overgreb tvinger os ud i det ultimative overgreb, nemlig livs- og eksistens-forbuddet. Vi gør det i den bedste mening, men det bliver skaden ikke mindre af.

Livet er pissefarligt, man kan i yderste instans dø af det, men er det bedre at henslæbe tilværelsen under køkkenbordet med cykelhjelm på, pakket ind i vat, i et land, hvor alt er forbudt?

Kilde: http://ekstrabladet.dk/nationen/article1368598.ece?utm_source=tiny&utm_campaign=tiny#ixzz0sKbfMqzy

Kommentarer til denne artikel vil blive lagt ud på min blog, så fat “pennen” og gi’ dit besyv med.

Til slut så ønsker jeg Jer alle en fortsat god sommer, hvor i verden I så tilbringer den.

Du må selvfølgelig ikke glemme at huske at være god mod din “nabo”. Så kram, knuz, kys dem du elsker, det kan være for sent hvis du venter……….

Kærlig hilsen

Robert.

Tosidet provokation.

Hvorfor er der ikke nok til alle? Hvorfor skal det gå ud over mig? Hvorfor er der altid to sider, til alle problemer? Kan det, at arbejde 12 minutter mere om dagen, virkelig redde verden som jeg kender den, eller skal jeg tro på blå stue i stedet, og gå ned i velstand, frygte at blive fyret fra mit arbejde(hvis jeg har et), hvem kan jeg tro på. Begge sider kører det store skyts i stilling, spindoktorerne spinder som vellystne katte, jeg står tilbage med skægget i postkassen og er ikke blevet en skid klogere.

Lavtløns job er snart en saga blot, de forsvinder ud af landet hurtigere end der kan staves til arbejdsløs, jobs der aldrig kommer tilbage. Så den del af befolkningen som ikke er velsignet med en høj uddannelse, kigger lige nu, ud af vejen til vedvarende kontanthjælp eller et andet “hjælp dig selv, for det er der ikke andre der gør” liv. Den offentlige sektor, vil måske også kigge i den retning. Sjovt som man i fremtiden skal blive betjent i “Netto” (eller en anden lavpriskæde) af oversygeplejersker, narkoselæger, eller andet godtfolk fra den offentlige sektor. For, sygehusvæsen, det bliver der sgu ikke råd til. Det går ned af bakke for Danmark, denne gang ikke på førsteklasse, men på turistklasse.

Så skynd dig at sælge alt det, du skal undvære i fremtiden, mens der stadig er nogle som har råd til at købe det. For når alle er uden job - enten fordi de er underkvalificeret eller overkvalificeret til de få jobs, der vil være tilbage når alt andet er flyttet til Kina - så er der ikke nogen til at købe alle de brugte “forbrugsgoder” som vil oversvømme markedet.

Jeg ser en flygtningestrøm ud af Danmark, de kloge vil formodentlig ikke blive tilbage for at forsørge de dumme, eller også er det en strøm af “Die Dumme Dänne” som flygter ud af landet, hjulpet godt på vej af manglen på omsorg og (for)mål med livet.

Danmark skal overleve som nation, på at være vidensbank for grøn energi (samt andre fremtidige ting, som kun danskere kan finde ud af) derfor er det jo godt at vi har den bedste folkeskole/privatskole i verden hvor 30 % af dem der kommer ud efter 10 års læring. ikke kan læse, skrive, regne. Et miljø helt uden disciplin, hvor lærerne og forældrene slås om, hvem der har ansvaret for, hvorfor det går som det går. Hvor landets folkevalgte laver nye systemer, inden de foregående har bevist deres værdi eller mangel på samme.

Hvor mange har ikke, år tilbage, haft en mening om dit eller dat, og så efter en årrække skiftet standpunkt, måske oven i købet slået en kolbøtte, for nu at forsvare den modsatte holdning. Eksemplerne er jo utallige. Helt til grin var det da historien om at nogle folkevalgte, som havde sendt deres små poder i privatskole, selv om de for år siden havde beskyldt forældre som gjorde det samme for at være usolidariske. Tænk at få revet sin fortid i næsen på den måde. Okay, måden disse folkevalgte taklede “historien” på virkede ikke helt gennemtænkt, men morsomt som sådanne historier hælder vand på modstandernes mølle.

Det bliver sjovt at følge slagsmålet mellem rød og blå stue, her fra sidelinjen. Ikke at problemerne ikke er alvorlige, for det er de da, men alt hvad den ene side finder på vil blive spundet til en historie hvor det gælder om at “finde fem fejl” i stedet for en konstruktiv debat om, hvordan Danmark finder sine ben at gå på i fremtiden. Hvor er opbakning om den “Danske model”, hvor der er plads til alle og hvor dem som har, tager sig af dem som ikke har. Hvor egoismen ikke har taget overhånd, hvor børn lærer at opføre sig ordentligt i skolen, samtidigt med at de lærer at læse, skrive og regne.

Hvor det at tænke på andre, før man tænker på sig selv bliver “comme il faut”. Hvor der spørges “Hvad kan jeg gøre for Danmark” og ikke “Hvad skal Danmark gøre for mig“. Hvor det at løfte i flok bliver det gængse, i stedet for “Jeg lægger mig sgu lige og får en morfar, mens de andre knokler“. Hvor nyhederne ikke kun er “Hvem der vandt X-factor, Robinson, Høvdingebold eller andre talentshows (hold kæft ,hvor jeg savner at se de udsendelser, red.), men hvor substansen af nyhederne er lig med verdens problemer.

For det er jo planetens overlevelse der er på spil, ikke kun Danmarks fremtid.

Denne svada af ord er kommet til min klumme fra mange sider, ikke at jeg er enig i det hele, der er jo altid to sider af en sag.

Lad mig slutte for denne gang med et ordsprog fra en af mine Kenyanske venner. Et ordsprog eller en læresætning som kort og præcist spidder livet.

When people hurt you - think of them as sandpaper. They rub and scratch you painfully, but eventually you end up smooth and polished. They end up worn out.

Lige inden jeg sender denne klumme videre til min blog, så lad mig indrømme at jeg er stolt af at være en tosidet dansker. Ja jeg ved, at det sikkert kommer som en overraskelse, men jeg er både sandpapir og det som bliver slebet. Som resten af verdens befolkning. Mit råd her på faldrebet er ”Indrøm, over for dig selv og over for andre, at du en gang imellem er et røvhul, men at du, som årene går, bliver glattere og glattere, ja, næsten knastfri”

Glem ikke at huske. ”At glæde andre er en større glæde end at glæde sig selv”, så kys, kram en du elsker.

Kærlig hilsen

Robert

p.s. ”Gud hvor er det dybt” eller ” Sikke dog en gang mundlort”. Husk der er to sider……

"Fyldepennen"

Jeg sidder på terrassen og nyder et par stykker ristet brød med ost og honning - en af hver, jeg er ikke blevet helt pervers endnu, selv om et stykke ristet rugbrød med Gorgonzola og honning er en klassiker jeg savner, nå - inden mit mundvand løber over, så er det ikke dansk mad jeg vil skrive om i denne klumme - nej, jeg sidder og nyder den silende regn. Det er næsten som at sidde og kigge ind i et bål eller lade blikket sejle ud over det åbne hav. Det har en underlig evne til at tømme ens hoved for hverdagens trivialiteter.

Selv om regnen her, både er stille og har en mediterende effekt, så kan den også stå larmende ned, i stråler, jeg har aldrig set så meget vand komme ud af himmelen på så kort tid, vi taler om 50 - 80 mm på en halv time. Dette bevirker, at området bliver til den største vandpyt jeg har set. Den må være et paradis for enhver rask dreng og pige, som kan lide at sparke i vandpytter.

De sidste par uger har været som beskrevet ovenfor, her hvor jeg bor, og hvor jeg blot kan gå i ly for vandmasserne på terrassen, er det kun godt at vi får “lidt” vand, men der er andre steder hvor vandet slår folk ihjel, enten som oversvømmelser eller mudderskred, trafikulykker eller andre mere eller mindre menneskeskabte katastrofer. Jeg får lyst til at skrive et par citater af nogle, for mig, ukendte personer.

“Lykken er at tømme sin hjerne, blot ved at kigge ud i det fjerne”

“Livet er som en barneskjorte, kort og beskidt”

Det var denne morgen jeg besluttede at skrive til en af mine gamle venner, ikke en E-mail eller en besked på “Facebook”, nej jeg ville skrive et gammeldags brev i hånden - nej selvfølgelig skrev jeg det på papir, jeg tror ikke at jeg kan få hånden ned i postkassen, og det ville så også blive det sidste brev jeg kom til at skrive -.

Så jeg fik fyldt blæk på min fyldepen og startede med at skrive, jeg må indrømme at det er mange år siden at jeg har brugt pen og blæk til noget der er længere end en “dosmerseddel” Dette at sidde og skrive på den gammeldags måde, hvor man skal tænke sig om inden man skriver det ned (ja - den teknik kunne du godt bruge her i din klumme også, ha ha det overhører jeg, her bliver det skrevet som det kommer ud af tasterne) det var en rigtig god fornemmelse at sidde og skrive, mens jeg nød en pibe tobak og en kop af den gode bønne. At se min letlæselige skråskrift på papir, det var faktisk en meget sjov oplevelse, jeg har altid haft en pæn håndskrift og at skrive med fyldepen og se ordene flyde ud på papiret, det var en rigtig god oplevelse. Det er ikke sidste gang jeg skal skrive noget i hånden, det er helt sikkert. Den stille silende regn fuldendte billedet.

Jeg følte mig næsten som en anden Karen Blixen, selvfølgelig ikke på indholdet af det jeg skrev, selvom jeg var tilfreds med brevet, da det var skrevet færdigt, mere på den måde som hun skrev breve hjem til Danmark, om livet og hendes besværligheder med at (over)leve her i Kenya. Hun måtte så blot vente ca. 3 måneder inden der kom svar tilbage, så er postvæsenet trods alt blevet meget hurtigere, og de elektroniske måder gør jo at man kan være online overalt på jorden, og få svar, næsten inden man stiller sit spørgsmål.

Nå der er stadig folk som lever på Karens tid, der går i hvert fald mange uger inden de svarer eller skriver (så fik jeg lige den ud mellem sidebenene).

Nu kan jeg jo ikke sidde og glo på regnen hele dagen, så hvad får jeg tiden til at gå med. Mit arbejde består kort og godt af ikke at lave noget. Hvordan klarer jeg det, ikke at skulle lave noget? Ja det er et godt spørgsmål, men tiden kommer til mig med tanker og ideer, jeg ordner lidt regnskab - både mit eget og det jeg klarer for min boss, jeg skal også handle lidt ind, læse en bog, løse lidt krydsord, se en film, høre lidt radio, skrive klumme (det bruger du sgu ikke meget tid på min ven, det overhører jeg også) Det er svært at skrive om hvad tiden går med, nu har jeg forsøgt og jeg er helt udmattet.

Der har været venner forbi i år, John var den første, så kom Jørgen og Victor. De næste venner som kommer forbi er Keld og Pernille, de kommer den 9 Juli, så kommer Hanne og Jan og bor her i 17 dage fra den 18 August. Laust kommer i slutningen af Oktober - det ligger ikke helt fast endnu - og de sidste som har booket er min “gamle” kollega Michael, som kommer med sin kone Heidi og et vennepar “Dunte og Sjanne. Jeg glæder mig til vise dem alle, de vilde dyr og forhåbentlig vil de få en på opleveren.

Jeg vil selvfølgelig skrive, om de oplevelser som vi får, når den tid kommer.

Jeg har ledt efter noget jeg kunne skrive om, og rigtig lukke galde ud, men der sker ikke rigtigt noget som kan få mit pis i kog.

Jeg mener, for nu at vende tilbage til mine stunder på terrassen, jeg kan da godt sidde og tænke på, at jeg savner det bløde lysegrønne skær over bøgeskoven, når den springer ud. Det tætte flor af anemoner på skovbunden, når man går tur i skoven, og den spæde forårssol skinner ned gennem det lysegrønne løvhang. At se de nyfødte lam på marken, nyde de mange fuglestemmer som er kommet tilbage for at yngle. Gå en tur i en lystbådehavn og se alle de nymalede både og de forventningsfulde, glade mennesker der venter på at komme ud og få vind i sejlene, mens man spiser en “gammeldaws” med softice, guf og syltetøj. Gå en tur i Tivoli, eller på Bakken. Grille sammen med gode venner, nyde en kold øl eller et glas vin. Ja jeg kunne blive ved, men jeg er sikker på at der allerede er en masse billeder på din nethinde.

Så trøster jeg mig med at hvis jeg stadig var i Danmark, så havde jeg nok lige så travlt, som resten af jer, og hvor tit fik jeg så gået en tur i skoven eller på havnen eller Bakken eller Tivoli….. Så jeg klarer mig med minderne og “Min Kenyanske Farm” for nu at blive i det poetiske.

Det er snart tid til WM 2010, ja mon det bliver en euforisk tid, mon det danske landshold kan give os minderne tilbage fra 1992. Fodbold hernede er stort, så der bliver gang i den alle de steder kampene bliver vist på storskærm, desværre så tror jeg ikke de danske kampe bliver vist, før vi når mellemrunden, optimist eller idiot det ved vi mere om når vi når dertil.

Lige nu er det landsholdet i ishockey som fascinerer mig. Det er sgu godt gået, selv om det skulle blive til en 8’tende plads. Jeg tror desværre ikke de kan gøre noget for at forbedre den placering, hvis det er Sverige de skal møde (det bliver afgjort senere i aften, om det bliver dem eller Schweiz, dem tror jeg da godt vi kan ordne).

Jeg hører fra flere (ingen nævnt, ingen glemt) at mine klummer bliver læst, og på de kommentarer (som jeg er rigtig glad for at modtage, bliv endelig ved) kan jeg da se at min familie læser med. Jeg håber da at I (det tavse flertal) bliver ved med at læse med - og skulle I få en ubændig trang til at give Jeres besyv med, så hold Jer ikke tilbage, send eventuelt et gammeldags håndskrevet brev.

Det var hvad jeg kunne finde på at skrive denne gang, selv om vejret ikke har været det bedste i mandsminde, så prøv alligevel at stå af racet, om ikke andet så blot for nogle timer og gå en tur i naturen. Skulle du møde en eller anden der også er stået af, så gi’ vedkomne en rigtig forårskrammer, måske solen så beslutter sig for at skinne, om ikke andet så inde i dig…….

De kærligste hilsner fra

Robert

p.s. Nu skal der retfærdigvis rettes et “Tusind tak” til mine nye og gamle venner på Skype, Facebook, E-mail etc.. Jeg er glad for at vi på denne måde kan holde forbindelsen ved lige.

Mit hjerte bløder...

Mit hjerte bløder for de stakkels mennesker, som er strandet i det store udland på grund af aske skyen fra Island og ikke mindre for alle dem som måske ikke kommer på ferie. Hvilken katastrofe for de involverede, jeg har svært ved at sætte ord på, men jeg vil prøve at beskrive med mine fattige ord hvad jeg føler i de efterfølgende sætninger.

Jeg har fulgt med på sidelinjen via dansk radio og jeg er stolt af at være dansker, godt nok udenlandsk dansker, men alligevel.

Historier som den om - den verdenskendte danske sanger Mads Langer der blev hentet i Rom af en dansk taxa, hvis han ville gi’ en koncert til sommer, til firmaets sommerfest.

Eller den om - hvordan flere rejseselskaber flyver gæster fra Thailand til Barcelona, for så at kører dem videre til Danmark i bus, hvilken opofrelse.

Historier som varmer mit hjerte, der er sikkert mange flere historier som vil ramme mig i hjertekulen, men jeg er sikker på at du som følger med direkte på TV/Radio og i den skrevne presse allerede er på bølgelængde med situationen. Så jeg vil tørre mine øjne og stoppe, jeg kan næsten ikke rumme mere…..

Her netop hørt at Kastrup lufthavn åbner klokken 02.00 i nat - Hurra hurra og så det lange HURRA.

Det er sgu da rigtig godt nyt for alle som har bestilt og betalt en rejse ud i den store verden. Jeg håber ikke at De får deres ferie ødelagt af mere aske eller bekymring over måske ikke at kunne komme hjem fra deres destination, hvis der kommer endnu et “surt opstød” fra Island.

De kærligste hilsner “Were ever You are” fra Kenyaneren.

p.s.

Jeg hørte i dag i radioen, om hvordan over 5000 mennesker, heraf flere syge, har taget kontakt til SOS for at få stillet transport til rådighed, så de kan få fragtet deres blegfede røve tilbage til Danmark. Folk går amok i Alanya fordi de ikke føler de får god nok information.

Jeg hører/læser ikke så meget om de hundredetusinder af mennesker som mister deres livsgrundlag, blandt andet her i Afrika, fordi de ikke kan komme af med deres varer - blomster, frugt og grønt - som eksporteres til Europa.

Kun om forkælede, blegfede danskere som traditionen tro brokker sig over alt og som tror at det “sure opstød” fra Island (og mig) kun er sket for at forhindre dem i at nyde deres ferie. “Come on, get a live”.

Selvom pennen gløder, så skal det ikke forhindre mig i at ønske Jer alle en rigtig god sommer. Prøv at være taknemlig over det liv du har valgt at leve, og vær taknemlig over at du har råd til at rejse på ferie - nogle endda flere gange om året.

Min gartner har besøgt sin kone sammenlagt 5 uger de sidste 3 år. Hun bor ved Victoria søen sammen med deres søn. Han sender penge hjem til dem, så drengen kan gå i skole og de kan spise sig mætte. Penge til den lange rejse, det bliver det ikke til hvert år……..

Mit hjerte bløder og der er tårer i mine øjne.

Husk ikke at glemme at gi’ dem der skal på ferie et ekstra kram, hvem ved om de kommer hjem igen fra “de kanariske øer, Kreta, Tyrkiet eller Thailand”

“Sure opstød” har det med at komme uventet - Haiti, Kina, Island - ja selv Danmark har haft et jordskælv.

Kærlig hilsen fra “Den sure mand “

Robert.

"Tålmodighed og godt humør, er en dyd.

Det er lørdag morgen, jeg skal hente Fred i Ukunda klokken 7. Vi er på vej ud til Mombasa lufthavn og hente Jørgen og Victor. Jeg glæder mig til at vise dem Tzavo East and West og alle de vilde dyr.

Flyet ankommer til tiden og Jørgen og Victor kommer glade ud med al deres bagage, så vi kører mod Voi Wildlive Lodge, hvor vi skal bo de næste to dage.

Efter en tur i poolen og lidt frokost tager vi på vores første “gamedrive”. Fred har hørt, at der er set en løve et godt stykke vej væk fra lodgen, så vi kører direkte mod stedet. Der bliver selvfølgelig fotograferet dyr undervejs, men vi finder da løven, en hunløve der ligger og spiser af en halv bøffel, hun er ikke så glad for at vi forstyrrer madroen, hun er vældig opsat på ikke at opgive byttet til os, så hun gør det klart at vi ikke får lov til at komme for tæt på. Hun knurrer først lidt, ligger ørene tilbage, spiser, men da vi prøver at komme tættere på for at få de bedste billeder, så kommer der en dyb rumlen, et brøl og hun gør udfald mod os. Godt vi sidder indenfor i bilen. Vi trækker os igen tilbage og giver hende lidt fred. Vi fik vores billeder, så vi kørte hjem igen. På vejen hjem så vi så flere dyr - zebraer, bøfler, strudse, impalaer, elefanter og forskellige fugle - som også blev fotograferet.

Efter aftensmaden gik Victor i seng, det havde også været nogle anstrengende timer, Jørgen og jeg fik en kop kaffe og en “Brandy” ,mens vi sad og så ud over det oplyste vandhul. Jørgen fik så øje på en flodhest som kom ned til vandhullet for at få sig en dukkert. Vi gik også i seng, vi skulle være klar næste morgen klokken 6.

Første morgen “gamedrive” er ikke den store oplevelse, vi kører lang tid inden vi ser nogle dyr, de er alle langt væk fra vejen, så der var langt mellem snapsene, men vi ser da dyr tæt på. Efter morgenmaden skulle vi så ha’ kørt en lang tur til Lugard’s Falls, men Fred opdager at “Rusty” lækker diesel, så han kører til mekanikeren i Voi, og vi slapper så af ved poolen, Victor øver sig på at snorkle og Jørgen og jeg læser bøger (Jørgen har mange og tykke bøger med til mig, så mit “bibliotek” vokser - tak for det).

Fred har fået lavet bilen klar til eftermiddagens “gamedrive” det skulle vise sig at rumme al den spænding som vi ikke fik om morgenen. Igen havde Fred hørt at der var løver i området, denne gang i en anden del af parken, så vi kørte den vej. Der kom en lille regnbyge da vi startede, så lugerne i taget var nede, det viste sig så at være en god ide, for da vi kom til “pipeline”, en vej hvor der er nedgravet en vandledning, så åbnede himlen sig og hældte vand udover landskabet.

Der kom en del biler mod os, de fortalte at vi ikke kunne komme den vej på grund af vand og mudder - “Hvad mener de“, sagde jeg til Fred, vi har jo 4x4 så vi kan vel køre gennem lidt mudder. Vi fortsatte, men da vi kom frem til en strækning på ca. 500 meter, hvor jorden ikke er rød, men sort sagde Fred at det så ikke ud til at vi kunne komme igennem alene, selv om vi havde firehjulstræk. Så han vendte “kareten” og vi kørte tilbage.

Efter et par minutter kom der så en anden Toyota Land Cruiser imod os, Fred stoppede og fortale dem at det “sorte” stykke ikke så godt ud, men de ville nu prøve om ikke de kunne slippe for at køre en stor omvej, så vi aftalte at vi ville køre sammen med dem, så kunne vi hjælpe hinanden hvis vi kørte fast. De første par hundrede meter gik det som smurt, vi “sejlede” gennem mudderet efter devisen “drej på rattet og træd på speederen”, men det skulle jo gå galt. Da vi skulle køre gennem en lille fordybning så sad vi fast. Fred prøvede at komme fri ved egen og vores 4x4 hjuls hjælp. Gudskelov så var vores “eskorte” også stoppet, da de så at vi ikke kom igennem mudderet. De to “stolte” Masaier som kørte i den anden bil stod så ud, fortalte Fred at han ikke kunne komme fri ved egen hjælp, da der ikke var træk på forhjulene. “Godt at finde ud af at firehjulstrækket ikke dur, her, kørt fast i “lort til halsen” “Rusty, nu må du faneme tage dig sammen” Nå - et tov bliv spændt mellem os, det var så ikke langt nok så jeg fandt et stykke reb mere, det knækkede , fløj tilbage og smadrede kølergrillen, men vi blev dog trukket fri. Stor var glæden hos os, Fred så også ud til at være tilfreds med at vi nu kunne køre videre. Glæden varede dog kun kort, vi kunne se at bilen foran os havde meget store problemer med at komme igennem et 30 meter langt mudderhul, den sad fast , kom fri, for så at sidde fast igen, vi holdt stille et par meter fra “hullet” klar til at hjælpe dem fra, men så fik de “fast” grund under “fødderne” og kom fri, men nu var det så vores tur. Fred bakkede lidt baglæns tilbage i bakgear, så han kunne få lidt fart på. “Hold fast” sagde jeg til Jørgen og Victor, det bliver en “blød” tur. Vi kom vel en 6 - 7 meter ud i pløret før vi sad fast, problemet var nu at der var for langt til at vores tov kunne nå hen til den anden bil. Så nu var “gode dyr rådne”, jeg fandt et stykke tov mere og en stålwire. De to Masaier fandt også et langt stykke tov i deres bil, så vi fik forbundet de to biler, ikke at det hjalp en skid. De trak og trak, hjulene spandt som en kælen missekat, men vi rørte os ikke ud af flækken. Vi stod så ud for at lette vores 4x4 for 250 kg (Jørgen er blevet en stor mand - ha ha) ikke at det hjalp, nu skulle der graves mudder væk, Vi stod på sidelinjen med 10 cm mudder under skoene. Jørgen fotograferede og jeg frygtede at jeg måtte efterlade “Rusty” på savanen, og at han ville blive spist om natten at væmmelige dyr. Nå enden på det hele blev at vi efter en del gravning kom fri efter ca. ½ time. Så de 500 meter “sort” jord/mudder det tog os en lille time at køre. Nu klar til at køre videre på den røde jord, betalte vi de to Massaier for deres store hjælp.

De biler som havde fortalt os at vi ikke kunne køre gennem “pløret” kom nu efter de havde kørt omvejen, så vi fulgtes med dem for at finde løverne. Vi fandt dog kun en enkelt hunløve, som så til gengæld gik lige ved siden af bilerne, så vi fik nogle gode nærbilleder. Klokken var nu ved at blive mange og her bliver det mørkt (altså mørkt som i r#ven på en brøndgraver) på en ½ time. Så vi begyndte turen hjem ad “omvejen”, vi kørte som de sidste fra løven så vi kom også frem til en flok elefanter som de sidste. De havde lige krydset vejen med undtagelsen af en ung hanelefant som stod lidt inde til venstre, solen gik hurtigt ned til højre så lyset var til et par gode billeder. Jørgen og Victor stod i det ene hul i taget jeg stod i det andet, da der pludselig kom et kæmpe lyn og samtidig et kæmpebrag, han (elefanten) troede måske det var mig der havde slået en “prut” i hvert fald så var han ikke tilfreds, så han løb et par skridt frem mod os. Fred holdt på den forkerte side af ham så han trådte speederen i bund og kørte frem (det er ikke muligt at bakke baglæns tilbage i bakgear fra en angribende elefant) han - elefanten - løb efter med viftende øre og “snablen” (den der sidder under bugen rulet ud - tegn på han ikke er helt tilfreds) han stoppede og det gjorde han (Fred) også. Så blev der trompeteret, viftet med ørene og med begge “snabler”, Victor syntes ikke det var morsomt mere, så han krøb ned fra hullet, Jørgen og jeg “skød” stadig med fotoapparaterne. Han kom endnu engang løbende frem mod os, Fred trådte igen på speederen og vi kørte videre og lod ham få fred (altså ikke vores Fred) og ro til at komme tilbage til flokken. Uden yderligere adrenalin pumpene oplevelser kørte vi tilbage til Lodgen, jeg må også indrømme det havde været en eftermiddag som jeg sent glemmer. Ja - der var nok at tale om under middagen.

Næste morgen skulle vi så kører videre til Ngulia Lodge i Tzavo West, så vi sov længe, fik morgenmad, fyldte diesel på i Voi. Turen til vores næste “hotel” er først en små 60 km på hovedvejen mellem Mombasa og Nairobi (som skiller de to parker fra hinanden, dyrene kan gå over vejen, men vi skal gennem en port ind i vest), lige før vi kom til porten så vi en hyæne som lå død i vejkanten.

Turen frem til Ngulia var varm og uden at vi så ret mange dyr. Denne del af Tzavo er med meget tæt vegetation, så dyrene kan nemt gemme sig når de hører/lugter der kommer turister. Vi kørte langs hegnet ind til næsehornsreservatet i håb om at se et næsehorn. Reservatet er på 70 km2, hvor 77 næsehorn gemmer sig i det tætte buskads, og vi så da heller ikke et eneste. Lige inden vi kom frem til Ngulia så vi en flok bavianer, mens vi fotograferede dem kom der pludselig en hyæne frem i det tætte buskads, kiggede på os og gik så over vejen 10 meter bag bilen. Vi kom frem til frokost og aftalte at vi ville køre tilbage til reservatet klokken fire for at se om der var bedre chancer når vi kom indenfor.

Sådan skulle det så ikke lige gå. Fred opdagede at den reparation som han havde fået lavet dagen før ikke hjalp. Så en mekaniker på Lodgen prøvede så om han kunne “fikse” den, det kunne han så ikke. Vi var så “grounded” ved svømmepølen denne eftermiddag. Her var vi så heldige at se et næsehorn i en kraftig kikkert. Et nyt chok til aftensmaden, Fred mente ikke at vi kunne køre med en defekt “brændstofslange” så han ville gerne køre hen til et sted, hvor han kunne få den lavet. Der forsvandt så et morgen gamedrive, han håbede at han ville være hjemme så vi kunne køre til Mzima Springs efter frokost.

Vi så leoparden blive fodret lige udenfor restauranten, selvom det er et vildt dyr så er det lidt som at være i Zoo, men ok, det er det sværeste af “The Big Five” at se “rigtigt” så skulle jeg vælge om jeg ville se den blive fodret eller ej, så valgte jeg trods alt at se den “spise på restaurant“.

Vi sov længe næste morgen og slappede af ved poolen, spiste frokost og da Fred kom tilbage fra “mekanikeren” fortalte han at brændstofslangen var blevet udskiftet, og hullet i køleren var blevet tætnet (da rebet knækkede i går, var det ikke “kun” grillen som fik en over nakken, nu håber jeg sgu ikke der sker mere med “Rusty”, han er et dyrt bekendtskab).

Af sted mod Mzima Springs, kilden som levere det meste drikkevand til Mombasa og omegn. Pludselig så Jørgen en gepard stå lidt væk fra vejen, Fred stoppede og vi fik ti minutter sammen med en ung han som prøvede at skræmme nogle fugle frem fra nogle buske lige ved siden af vejen. Jagtlykkens gudinde var dog ikke med ham mens vi så på, og han sneg sig længere væk så vi ikke kunne se ham mere. Vi så flere dyr frem til “kilden”, men var tvunget til at køre da tiden skred frem. Flodhestene som normalt lever i de store “pools” der er dannet lige efter at vandet bruser frem af klipperne var døde pga. af tørken sidste år. De få der er tilbage kommer ikke helt frem så de kan fotograferes, men vi så da nogle krokodiller. På vej tilbage kørte vi forbi et vulkans landskab med størknet lava. Ellers skete der ikke noget. Leoparden eller dens kusine/fætter kom til middag igen.

Næste morgen kørte vi et tidligt gamedrive, her så vi en “vild” leopard i et udgået træ, desværre sprang den ned og forsvandt, så kom vi kom aldrig tæt nok på til at fotografere, men vi kunne høre den knurre i det tætte buskads.

Efter morgenmaden kørte vi mod Mombasa og Diani Beach. På vejen stoppede vi ved en Masai landsby hvor vi så stammedans og prøvede at tænde bål med to pinde, tørt græs og tør elefantlort. Vi kunne ikke få det til at gløde, men de to indfødte fik ild på få minutter. Jørgen og Victor købte “tænderen” det tørre græs og elefantlorten fik de med gratis, så kan Victor øve sig hjemme i haven når der skal tændes bål Sankt Hans aften.

Vi kom frem til Villa Monique, efter vi havde sat Fred af i Ukunda, hen på eftermiddagen. Vi spiste aftensmad på “Sun Downer” en afrikansk restaurant i gå afstand fra hvor jeg bor.

De næste dage gik med afslapning, billard, solbadning (indsmurt i solcreme med factor 1000) og regelmæssige besøg i pølen, for lige at blive kølet lidt af. Vi lavede mad selv, da vi alle havde fået nok af “Buffet” og hjemmelavet mad smager jo en gang bedst.

Efter nogle dage uden planer, så kørte vi til Mombasa, den var Påske mandag, lidt af en helligdag , men der var nu masser af mennesker på “Spice marked” så vi vandrede lidt rundt der efter vi havde set Fort Jesus. Jørgen fik købt et par sko og et par sandaler, Victor ville ikke ha’ sandaler, sjældent at se børn holde fast i sin mening, så efter nogle timer i varmen kørte vi hjem til frokost.

Tirsdag slappede vi af. Onsdag havde Jørgen og Victor bestilt en tur til Wasini Island, en snorkeltur til en nationalpark. Der var de heldige at svømme med delfiner, og se en unge die hos sin mor, jeg var blevet hjemme så jeg fik den smule arbejde fra hånden som havde “hobet” sig op. I disse netbank tider er det underligt at stille sig i kø for at betale regninger, men sådan er det stadig her.

Tålmodighed og godt humør, er en dyd..

Torsdag eftermiddag kørte vi så mod Shimba Hills, som er den park som ligger tæt på kysten, kun en lille times kørsel fra Diani Beach.

Vi indlogerede os på Shimba Hill Treelodge, et hotel bygget af træ oppe i trækronerne. Et hyggeligt sted med toilet på gangen, det lyder gammeldags og det er det også, men for en nat er det ok og toilet og badet er pænt og nydeligt.

Vi kørte så et gamedrive i en natur som er meget anderledes end hvad Jørgen og Victor havde set i Tzavo. Denne park er “Coast Rainforest”, det vil sige meget kuperet og med store gamle træer. Regnskoven er dog også nogle steder blevet til savanne som giver større mulighed for at se dyrene. Vi så dog ikke dem vi kom for at se, nemlig Sabel antiloperne, denne park er det eneste sted de kan ses i Kenya.

Så vi kørte tilbage til hotellet, fik os en “before dinner drink”, Victor fik et par bananer, hvilket fik lokket en “Bush Baby” frem - det er normalt et nat dyr (en lille halvabe), men hvem kan sige nej til en moden kenyansk banan. Jeg tror Jørgen fik nogle gode billeder.

Efter en dejlig aftensmad, gik vi i seng.

Uret ringede igen tidligt, det er surt at skulle tidligt op når man er på ferie, men hvis man vil se de vilde dyr så må man snuppe sig en morfar senere. Klokken lidt i seks fik vi en kop kaffe, inden vi kørte på gamedrive. Denne morgen kørte vi mest i den “åbne” del af parken og der gik ikke længe inden vi så en flok Sabel antiloper

Som gik sammen med en flok “Harte beast” og et par giraffer. De blev fotograferet fra flere sider inden vi kørte tilbage for at spise morgenmad.

Efter morgenmad pakkede vi vores ting sammen og skulle nu tilbage til parken. Vi havde aftalt at vi skulle hente en “ranger” som skulle ledsage Jørgen og Victor på en tur ned til Shedrick Falls, en tur på 200 højde meter ned gennem regnskoven til et 25 meter højt vandfald, og ikke mindst samme vej tilbage. Jeg har været på denne (tor)tur før og valgte at blive i skyggen sammen med “Rusty”, ja jeg er ikke 18 mere og mine lunger er nok lidt sorte, så et par timer i selskab med mig selv og en udsigt ud over det indiske ocean, ja det valgte jeg altså. Jørgen og Victor syntes ikke at det var besværligt at gå ned og op igen, men lidt sved var der dog at spore på panden og de trak da vejret, kunne jeg høre. Der kom en heftig regnbyge som sikkert hjalp dem med at “skjule” de svedte.

Nå det var nu tid til at forlade de vilde dyr, så vi kørte “rangeren” hjem til porten, hvor personalet bor. Turen “ned” til havet (400 højde meter) er smuk og den gik smertefrit. Jeg tror at der gik lidt “morfar” i den på bagsædet, Jørgen og Victor var i hvert fald stille på turen.

Fredag aften var den sidste vi havde sammen og Jørgen havde bestil bord på “The Cave”, den bedste restaurant på kysten, og som jeg har beskrevet før, så her vil jeg blot skrive, en 400.000 år gammel koral hule, som blev “opdaget” og lavet om til restaurant for små 10 år siden. Ren James Bond kulisse.

Lørdag fik Jørgen og Victor den sidste massage af Mary, der blev pakket kufferter og ved tre tiden gik turen så mod lufthavnen. Efter en times ventetid ved færgen kom vi så over på øen som Mombasa ligger på, vi var fremme ved lufthavnen lidt i seks. Jørgen checkede Victor og sig selv ind og fik /tog sig lov til at komme ud så vi kunne drikke den sidste “Tusker” sammen. De skulle flyve 19.45, så da klokken var 18.45 sagde vi farvel og krammede. 14 dejlige dage var slut og jeg kørte tilbage mod Diani Beach. Selv om jeg fik en times forspring så var ikke hjemme før 22.10, så de seks hundrede kilometer til Nairobi er hurtige i fly end de små 45 kilometer hjem til mig (jeg sad i kø ved færgen i små tre timer).

Tålmodighed og godt humør, er en dyd.

Ja det var jeg husker fra de sidste 14 dage, i dejligt selskab med Jørgen og Victor.

At være på “Safari” er hårdt arbejde, det er tidligt op, måske ser man alt, måske ser man intet, måske holder planerne ikke, måske går bilen itu, måske regner det, måske brænder solen så den “bleghvide” danske hud bliver “rød” som det danske flag, måske et det som at være med i et program fra “National Geografic” eller “Animal Planet”, måske - måske.

Tålmodighed og godt humør, er en dyd.

Jeg har skrevet denne klummer over et par dage, men jeg håber der er sammenhæng i min beretning, og at den ikke skræmmer Jer væk, men at den pirrer Jeres nysgerrighed så I gerne vil komme på besøg og se Afrika inden “den” forsvinder……………

Min moster Lilian blev bisat her til formiddag, hun døde efter kort tids sygdom.

Ære være hendes minde.

Lad mig slutte af, for denne gang med at gentage mig selv.

Husk ikke at glemme at give dem du elsker en krammer, et ord, et klem med på vejen.

“Ingen ved hvad dagen bringer før solen er gået ned“.

“Du behøver ikke at komme til tiden, blot du ikke kommer for sent”.

“Tålmodighed og godt humør, er en dyd”.

De kærligste hilsner til Jer alle.

Robert.

p.s. Det med at gøre min klumme mere "interessant", med et par velvalgte billeder - ja, det er heller ikke sket denne gang. Til gengæld så vil de være tilgængelige på :

http://picasaweb.google.com/robert.roro

"Længe leve de enfoldige"

Da jeg så “Rysty” for første gang, smeltede mit hjerte og jeg fløj hovedkulds

ud i forhandlinger om køb. Eftertænksomhed er ikke min stærke side i hvert fald ikke når det drejer sig om pengesager. Så penge blev overført fra Danmark til min konto her i Kenya og “han” blev købt som beset. Da jeg ikke ved særlig meget (læs = intet) om biler, så var det måske ikke en særlig rationel handling, men i bagklogskabens klare lys står alting jo lysende klart.

“Længe leve de enfoldige“, nå hen ad vejen har jeg da lært en del om hvad der kan gå galt når man køber “gammelt” i stedet for nyt - Jeg har jo købt gamle biler før så hvorfor har jeg ikke lært lektien, ja godt spørgsmål - den lader vi lige stå et øjeblik.

Nu har “Rusty” imidlertid fået en “ansigtsløftning, både mekanikken og karrosseriet, så nu har jeg en “ny” bil som kan køre mine gæster standsmæssigt på safari. Det er mit håb at udgifterne nu bliver lavet om til indtægter, fordi jeg vil prøve at leje den ud med Fred som chauffør, ja “Længe leve de enfoldige”.

“SKAT “. Dette er ikke en kærlighedserklæring vel snarere det modsatte, selv om jeg havde en grum mistanke om at jeg nok ville få et spark i skridtet når jeg hørte nyt fra “SKAT” så var 80.000 kr. måske nok lidt (meget) mere end jeg havde forventet. Et lille spark kunne jeg nok klaret, men en regulær røvfuld, det havde jeg ikke forventet. Jeg har nu en mand på sagen i DK. Og jeg håber at der er sket en fejl. Ja “Længe leve de enfoldige”.

Jeg fandt min gamle kærlighed på Facebook sidste år. Vi begyndte at skrive sammen, efter 20 år, så der var jo en del at skrive om. Det gik godt i begyndelsen, vi fik redt nogle misforståelser ud og begyndte snart at Skype, dejligt at kunne tale sammen i stedet for at skrive og vente på svar. Inden længe fik vi også video på, så nu kunne vi både se og tale sammen online.

Desværre så var afstanden på trods af Skype for stor og jeg havde nok andre forventninger til livet end Linda havde. Så desværre er det løbet ud i sandet. Jeg har jo i kraft af at jeg ikke “arbejder” mere tid til at være på nettet end “normale” mennesker der arbejder og har et liv i DK. Og verden drejer jo ikke rundt omkring mig (selv om det ville være dejligt) Så jeg har forspildt min chance endnu engang, fordi jeg er for frembrusende. Nå -. jeg er som jeg er og “Længe leve de enfoldige”.

Livet her på min “Afrikanske Farm” den former sig mere og mere som jeg havde forventet. Jeg laver ikke for meget, nej det skal guderne vide, jeg laver så lidt at jeg nogle gange er helt bange for, om jeg drømmer eller jeg blot er kommet til “Paradis”.

Nej det ovenstående er naturligvis ikke korrekt. Jeg havde nok et lidt rosenrødt forhold til mit nye liv her i Kenya. Nu er der gået over et år og realiteterne er kommet mig for øre. Livet er ikke en dans på roser, de indfødte er utroligt søde og venlige, lige til man kradser i overfladen, så kommer det frem at de betragter alle Musungu = hvide, som penge maskiner. Okay det var så en fase jeg skulle igennem, nu kan jeg godt se at jeg var naiv og utrolig godtroende da jeg ankom sidste år. Det har været en rejse fra “Hopla - På med pilen Palle - til en mere nutidig skepsis, hvor jeg lige kigger folk an inden jeg kaster mig ud i nye relationer.

Min arbejdsgiver i UK. er ikke helt så punktlig med indbetalingerne som jeg kunne ønske, så det kan være lidt ubehageligt at skulle fortælle de ansatte at deres løn er lidt forsinket. Jeg fortæller ham på Skype at han må sørge for at pengene er her til tiden, det lover han så… Ja “Længe leve de enfoldige”.

Nå - nu er det sådan, at livet her ikke er rosenrødt, men det er heller ikke det modsatte, ja (hvad er egentlig den modsatte farve, er det “brækbrun” eller “lortebrun”, et lille sidespring tilbage til virkeligheden) jeg tro sgu at livet her er fuldstændigt det samme som alle andre steder på jorden. Når det er kogt ned til basis. Så bortset fra rod i økonomien, kærlighedslivet og manglen på herboende “rigtige venner” så går det sgu meget godt.

Jeg er stadig overbevist om at jeg bliver gammel her på “Min Afrikanske Farm”, måske bliver jeg gammel før tid, men “Længe leve de enfoldige”

Lige nu glæder jeg mig til at Jørgen og hans 10 årlige søn Victor kommer på besøg. Jeg skal hente dem i lufthavnen i Mombasa på lørdag. Så kører vi på safari i Tzavo øst og vest inden vi tager tilbage hertil Diani Beach for at slappe af. Hvad der så skal ske det må fremtiden vise, men jeg er sikker på at det bliver en stor oplevelse for Victor at opleve det “vilde” Afrika. Jørgen er jo en berejst herre så han bliver nok sværere at imponere, men jeg vil gøre mit bedste.

Som det ser ud nu så kommer mine gode venner Keld og Pernille herned i juli, Måske så kommer Hanne og Jan (gode venner helt tilbage fra min skoletid) engang i starten af august, Laust er en mulighed i slutningen af august. Michael min “gamle” kælderrotte kollega fra Amaliegade kommer sammen med sin kone og et vennepar til november. Sidst, men absolut ikke mindst så vil mine forældre gerne herned igen. Besøg som jeg ser frem til med glæde.

Ja det var så hvad jeg havde valgt at skrive om denne gang, jeg har ikke været så klar i spyttet her i 2010, det er ikke fordi jeg ikke gider skrive hver uge, men her er ikke så meget som falder mig for brystet. Eller også er jeg lullet lidt i “søvn” her i mit lyksalige paradis.

Jeg vil slutte med ønsket om at I alle, i gode gamle Danmark, vil få et godt forår og en kanon god sommer efter al den sne, kulde som har hærget denne vinter. Ligeledes vil jeg gerne - ja meget gerne - takke for den gode kommunikation som sætter mit humør i vejret.

Sidst, men ikke mindst vil jeg bede Jer om ikke at glemme at huske!! At kramme/kysse den I elsker. Hvis I gør med en fremmed så bliver verden måske et bedre sted at leve. Ja “Længe leve de enfoldige”.

De kærligste hilsner.

Robert.

Makværk, læs det kun hvis du keder dig!

Det er nu snart mange uger siden jeg har skrevet på denne blog. Ikke at der ikke har været noget at skrive om, nærmest for meget, så jeg har brugt tiden på at reflektere over hvordan og hvorfor mennesker er så forskellige.

Jeg vil prøve at skrive tingene i rækkefølge, som de er sket, måske bliver det lidt usammenhængene, men jeg er sikker på at du - den opmærksomme læser - nok skal klare at springe lidt rundt i mit liv.

Jeg vil begynde med Gerlinde og Heindrich Toex, et ældre pensioneret ægtepar fra Østrig, som har lejet Villa Mwangi for 3 måneder. De skulle ankomme Lørdag den 14 November, men jeg blev ringet op klokken meget tidligt om morgenen - jeg var så træt at jeg ikke så på uret - En kvinde fortalte mig på engelsk med stærk accent, at de var kommet for sent til flyet i Frankfurt, så de ville først ankomme Mandag den 16tende. Hun gjorde et stort nummer ud af, at det ikke var deres skyld, ja ok “shit happens“, jeg faldt i hurtigt i søvn igen.

Mandag morgen så er Geoffrey og ego klar i lufthavnen, vi venter og venter, der kommer ikke nogen ud som ligner et ældre pensioneret ægtepar fra Østrig, vi har nu ventet over en halv time efter at de første passagerer fra Frankfurt var kommet gennem de forskellige instanser og ankomstområdet var tomt, da der kom en ældre mand i sandaler, sokker og “korte rør”. Han kiggede søgende rundt, kom hen til mig og spurgte om jeg var Robert. Det bekræftede jeg selvfølgelig. Han tog mig under armen og trak mig med, mens han fortalte at deres golfbag’s ikke var med flyveren, han skulle bruge mit telefonnummer og adresse. Han hev mig med helt ind i ankomsthallen, inden der kom en ansat og sagde at jeg ikke kunne komme ind. Så han fik mit mobilnummer og jeg gik tilbage til Geoffrey og ventede så yderligere 20 minutter inden de, svedende og bandende kom ud med deres kufferter. Hun underholdt så med at fortælle hvilken dårlig behandling de havde fået siden de forlod Linz - i Østrig - Deres golfudstyr var ikke kommet med, de havde betalt overvægt fordi deres håndbagage var for tung. Det (lufthavns) hotel de var blevet indlogeret på, mens de ventede på næste afgang fra Frankfurt til Mombasa. Ja de havde næsten ikke lukket et øje pga. den megen støj. Ja - hun brokkede sig hele køreturen til Diani Beach, manden fik ikke et ben til jorden, så han holdt sin mund.

Efter at de var blevet indkvarteret i deres bolig for de næste 3 måneder faldt der lidt ro over dem. Jeg tror de sov. Der gik dog ikke mange timer inden hun begyndte at brokke sig igen. Denne gang var det fuglene der larmede når hun skulle sove, Ja der var hele tiden noget i vejen.

Jeg kan mærke at jeg bliver i dårligt humør af at skrive om dem, så jeg vil slutte med at fortælle at jeg er utroligt glad for at de er flyttet.

Aldrig i mit liv har jeg mødt så ubehagelige mennesker som dem, og jeg håber ikke det sker igen.

Efter 1 måned med besøg af min mor, far og faster, en dejlig tid jeg tænker tilbage på med glæde, ja så skulle hverdagen igen skylle ind over mig. De før omtalte holdt mig dog til ilden, så julen blev en underlig oplevelse. Uden familien omkring mig, nå - jeg åd som jeg plejer til jul, blot var flæskesteg, rødkål, brun sovs, marcipan og blød nougat udskiftet med æbleflæsk, brunekager (sendt af Keld og Pernille sammen med andet slik og læsestof - tusind tak for det). Nytårs aften lavede jeg ribbensteg med hele svineriet, men det smagte ikke som det plejer, ingen kulør til sovsen, så den var bleg. Synet er jo en del af smagen, så det må vente til John kommer, han har kulør med.

Den 7 Januar hentede jeg så John i Mombasa, flyet ankom til tiden, 01.55, det gjorde bagagen ikke, så John måtte lige udfylde nogle papirer inden han kom ud uden sin kuffert og min guitar, som han også havde haft med ned til mig. Vi fik en kold øl på parkeringspladsen inden vi kørte mod Diani. Vi satte Geoffrey af i Ukunda, så han kunne få et par timers søvn, inden han skulle møde på job.

Vi sov længe inden vi kastede os over havregrøden. Dejligt at ha’ besøg igen.

Vi kørte en tur til Mombasa så John kunne købe tøj og andet han manglede. Vi vidste jo ikke om/hvornår bagagen ville dukke op.

Den 10 januar fik vi så ved egen hjælp at vide at bagagen var ankommet til lufthavnen, så vi tog en tur igen, igen til Mombasa. Nu skulle der slappes af og det blev der, John liggende ved pølen med en bog - han er en sol glad dreng, jeg er ikke så meget for den brune lød så jeg holder mig mest i skygge. Jeg er hvid som sne, nå den tror du ikke på. Nej solbrændt det er jeg da, men jeg befinder mig blot bedre i skyggen.

John kan lide at gå tur på stranden tidlig morgen, her er jeg bedst “under dynen”. Så vi mødtes til morgengrøden og talte om hvad der skulle ske resten af dagen. Shopping, afslapning eller tur til Shimba Hills, ja her var vi to gange.

Engang som en dag tur, den anden gang overnattede vi en hytte og var på gamedrive før det blev lyst. Vi havde en “Ranger” med og han ville vise os en leopard og elefanter, det blev dog kun til leopardspor og elefantlorte, men begge dele var nylavede. Vi var hjemme til morgen kaffen ved ni tiden, vi var dog glade for at vi var stået op klokken 04.30, for vi havde da fået set dyre øjne, der lyste i bilens fjernlys, i det fjerne. Et par gode ture selv om vi ikke så elefanter, vi så da andre dyr og fugle.

Det har jo været rigtig vinter i Danmark, så vi fulgte med på P4 Bornholm. Det var sjovt at høre om alt det der blev aflyst - stoletræning, bridge, bankospil osv.

Ja, Bornholm var lukket i lange perioder. John var på Skype med både Lene og Louise, en god opfindelse som også jeg benytter mig af, her fik John så efter en lille måned, den triste meddelelse at Lene var gledet og havde brækket 2 ribben.

Vi kørte så ind til Kenya Airways i Mombasa, her fik han så lavet sin billet om så han kunne komme hjem efter en uge i stedet 4 uger som var meningen fra start.

Så efter en dejlig måned så kørte Daniel og jeg så John til lufthavnen. Klokken var meget tidlig om natten, John skulle flyve klokken 06.00 til Nairobi og via Amsterdam til København, for så at flyve videre til Bornholm. Lidt af en tur når man nu ikke er så glad for at flyve, men jeg fik en mail om at hjemturen var gået godt, så solbrændt og lækker går han nu rundt i indkørelsen i korte bukser og T-shirt og skovler sne.

Det sidste der er sket er at jeg lige har haft fødselsdag (hvis det skulle ha’ forbigået nogen) 57 år er det foreløbigt blevet til.

Jeg fik en dejlig kage af Geoffrey som vi spiste af til en kop af den gode bønne, og gennem dagen kom der mange hilsner på både Facebook og G-mail. Jeg skulle nu være færdig med at svare på dem alle, skulle jeg mangle en enkelt eller to så undskylder jeg mange gange…

Jeg var på Skype med min familie og nogle af mine venner, det takker jeg for, rart at se Jeres ansigter og høre Jeres stemmer.

Som jeg startede med at skrive, så er dette indlæg skrevet over de sidste måneder. Jeg har ikke været i skrive humør og jeg er slet ikke sur eller i brokke “mode”, så det et noget klamt makværk denne gang. Jeg ved ikke om jeg er blevet mild med alderen eller jeg blot er i en fase hvor jeg syntes alt er rosenrødt.

Ja jeg slutter nu, med at huske Jer på at : Glem nu ikke at huske!! Hjælp en nabo med at skovle sne, og gi’ en du elsker en krammer.

Kærlig hilsen

Robert.