tirsdag den 20. april 2010

Mit hjerte bløder...

Mit hjerte bløder for de stakkels mennesker, som er strandet i det store udland på grund af aske skyen fra Island og ikke mindre for alle dem som måske ikke kommer på ferie. Hvilken katastrofe for de involverede, jeg har svært ved at sætte ord på, men jeg vil prøve at beskrive med mine fattige ord hvad jeg føler i de efterfølgende sætninger.

Jeg har fulgt med på sidelinjen via dansk radio og jeg er stolt af at være dansker, godt nok udenlandsk dansker, men alligevel.

Historier som den om - den verdenskendte danske sanger Mads Langer der blev hentet i Rom af en dansk taxa, hvis han ville gi’ en koncert til sommer, til firmaets sommerfest.

Eller den om - hvordan flere rejseselskaber flyver gæster fra Thailand til Barcelona, for så at kører dem videre til Danmark i bus, hvilken opofrelse.

Historier som varmer mit hjerte, der er sikkert mange flere historier som vil ramme mig i hjertekulen, men jeg er sikker på at du som følger med direkte på TV/Radio og i den skrevne presse allerede er på bølgelængde med situationen. Så jeg vil tørre mine øjne og stoppe, jeg kan næsten ikke rumme mere…..

Her netop hørt at Kastrup lufthavn åbner klokken 02.00 i nat - Hurra hurra og så det lange HURRA.

Det er sgu da rigtig godt nyt for alle som har bestilt og betalt en rejse ud i den store verden. Jeg håber ikke at De får deres ferie ødelagt af mere aske eller bekymring over måske ikke at kunne komme hjem fra deres destination, hvis der kommer endnu et “surt opstød” fra Island.

De kærligste hilsner “Were ever You are” fra Kenyaneren.

p.s.

Jeg hørte i dag i radioen, om hvordan over 5000 mennesker, heraf flere syge, har taget kontakt til SOS for at få stillet transport til rådighed, så de kan få fragtet deres blegfede røve tilbage til Danmark. Folk går amok i Alanya fordi de ikke føler de får god nok information.

Jeg hører/læser ikke så meget om de hundredetusinder af mennesker som mister deres livsgrundlag, blandt andet her i Afrika, fordi de ikke kan komme af med deres varer - blomster, frugt og grønt - som eksporteres til Europa.

Kun om forkælede, blegfede danskere som traditionen tro brokker sig over alt og som tror at det “sure opstød” fra Island (og mig) kun er sket for at forhindre dem i at nyde deres ferie. “Come on, get a live”.

Selvom pennen gløder, så skal det ikke forhindre mig i at ønske Jer alle en rigtig god sommer. Prøv at være taknemlig over det liv du har valgt at leve, og vær taknemlig over at du har råd til at rejse på ferie - nogle endda flere gange om året.
Min gartner har besøgt sin kone sammenlagt 5 uger de sidste 3 år. Hun bor ved Victoria søen sammen med deres søn. Han sender penge hjem til dem, så drengen kan gå i skole og de kan spise sig mætte. Penge til den lange rejse, det bliver det ikke til hvert år……..

Mit hjerte bløder og der er tårer i mine øjne.

Husk ikke at glemme at gi’ dem der skal på ferie et ekstra kram, hvem ved om de kommer hjem igen fra “de kanariske øer, Kreta, Tyrkiet eller Thailand”

“Sure opstød” har det med at komme uventet - Haiti, Kina, Island - ja selv Danmark har haft et jordskælv.

Kærlig hilsen fra “Den sure mand “

Robert.

lørdag den 17. april 2010

"Tålmodighed og godt humør, er en dyd.

Det er lørdag morgen, jeg skal hente Fred i Ukunda klokken 7. Vi er på vej ud til Mombasa lufthavn og hente Jørgen og Victor. Jeg glæder mig til at vise dem Tzavo East and West og alle de vilde dyr.

Flyet ankommer til tiden og Jørgen og Victor kommer glade ud med al deres bagage, så vi kører mod Voi Wildlive Lodge, hvor vi skal bo de næste to dage.
Efter en tur i poolen og lidt frokost tager vi på vores første “gamedrive”. Fred har hørt, at der er set en løve et godt stykke vej væk fra lodgen, så vi kører direkte mod stedet. Der bliver selvfølgelig fotograferet dyr undervejs, men vi finder da løven, en hunløve der ligger og spiser af en halv bøffel, hun er ikke så glad for at vi forstyrrer madroen, hun er vældig opsat på ikke at opgive byttet til os, så hun gør det klart at vi ikke får lov til at komme for tæt på. Hun knurrer først lidt, ligger ørene tilbage, spiser, men da vi prøver at komme tættere på for at få de bedste billeder, så kommer der en dyb rumlen, et brøl og hun gør udfald mod os. Godt vi sidder indenfor i bilen. Vi trækker os igen tilbage og giver hende lidt fred. Vi fik vores billeder, så vi kørte hjem igen. På vejen hjem så vi så flere dyr - zebraer, bøfler, strudse, impalaer, elefanter og forskellige fugle - som også blev fotograferet.

Efter aftensmaden gik Victor i seng, det havde også været nogle anstrengende timer, Jørgen og jeg fik en kop kaffe og en “Brandy” ,mens vi sad og så ud over det oplyste vandhul. Jørgen fik så øje på en flodhest som kom ned til vandhullet for at få sig en dukkert. Vi gik også i seng, vi skulle være klar næste morgen klokken 6.

Første morgen “gamedrive” er ikke den store oplevelse, vi kører lang tid inden vi ser nogle dyr, de er alle langt væk fra vejen, så der var langt mellem snapsene, men vi ser da dyr tæt på. Efter morgenmaden skulle vi så ha’ kørt en lang tur til Lugard’s Falls, men Fred opdager at “Rusty” lækker diesel, så han kører til mekanikeren i Voi, og vi slapper så af ved poolen, Victor øver sig på at snorkle og Jørgen og jeg læser bøger (Jørgen har mange og tykke bøger med til mig, så mit “bibliotek” vokser - tak for det).

Fred har fået lavet bilen klar til eftermiddagens “gamedrive” det skulle vise sig at rumme al den spænding som vi ikke fik om morgenen. Igen havde Fred hørt at der var løver i området, denne gang i en anden del af parken, så vi kørte den vej. Der kom en lille regnbyge da vi startede, så lugerne i taget var nede, det viste sig så at være en god ide, for da vi kom til “pipeline”, en vej hvor der er nedgravet en vandledning, så åbnede himlen sig og hældte vand udover landskabet.
Der kom en del biler mod os, de fortalte at vi ikke kunne komme den vej på grund af vand og mudder - “Hvad mener de“, sagde jeg til Fred, vi har jo 4x4 så vi kan vel køre gennem lidt mudder. Vi fortsatte, men da vi kom frem til en strækning på ca. 500 meter, hvor jorden ikke er rød, men sort sagde Fred at det så ikke ud til at vi kunne komme igennem alene, selv om vi havde firehjulstræk. Så han vendte “kareten” og vi kørte tilbage.

Efter et par minutter kom der så en anden Toyota Land Cruiser imod os, Fred stoppede og fortale dem at det “sorte” stykke ikke så godt ud, men de ville nu prøve om ikke de kunne slippe for at køre en stor omvej, så vi aftalte at vi ville køre sammen med dem, så kunne vi hjælpe hinanden hvis vi kørte fast. De første par hundrede meter gik det som smurt, vi “sejlede” gennem mudderet efter devisen “drej på rattet og træd på speederen”, men det skulle jo gå galt. Da vi skulle køre gennem en lille fordybning så sad vi fast. Fred prøvede at komme fri ved egen og vores 4x4 hjuls hjælp. Gudskelov så var vores “eskorte” også stoppet, da de så at vi ikke kom igennem mudderet. De to “stolte” Masaier som kørte i den anden bil stod så ud, fortalte Fred at han ikke kunne komme fri ved egen hjælp, da der ikke var træk på forhjulene. “Godt at finde ud af at firehjulstrækket ikke dur, her, kørt fast i “lort til halsen” “Rusty, nu må du faneme tage dig sammen” Nå - et tov bliv spændt mellem os, det var så ikke langt nok så jeg fandt et stykke reb mere, det knækkede , fløj tilbage og smadrede kølergrillen, men vi blev dog trukket fri. Stor var glæden hos os, Fred så også ud til at være tilfreds med at vi nu kunne køre videre. Glæden varede dog kun kort, vi kunne se at bilen foran os havde meget store problemer med at komme igennem et 30 meter langt mudderhul, den sad fast , kom fri, for så at sidde fast igen, vi holdt stille et par meter fra “hullet” klar til at hjælpe dem fra, men så fik de “fast” grund under “fødderne” og kom fri, men nu var det så vores tur. Fred bakkede lidt baglæns tilbage i bakgear, så han kunne få lidt fart på. “Hold fast” sagde jeg til Jørgen og Victor, det bliver en “blød” tur. Vi kom vel en 6 - 7 meter ud i pløret før vi sad fast, problemet var nu at der var for langt til at vores tov kunne nå hen til den anden bil. Så nu var “gode dyr rådne”, jeg fandt et stykke tov mere og en stålwire. De to Masaier fandt også et langt stykke tov i deres bil, så vi fik forbundet de to biler, ikke at det hjalp en skid. De trak og trak, hjulene spandt som en kælen missekat, men vi rørte os ikke ud af flækken. Vi stod så ud for at lette vores 4x4 for 250 kg (Jørgen er blevet en stor mand - ha ha) ikke at det hjalp, nu skulle der graves mudder væk, Vi stod på sidelinjen med 10 cm mudder under skoene. Jørgen fotograferede og jeg frygtede at jeg måtte efterlade “Rusty” på savanen, og at han ville blive spist om natten at væmmelige dyr. Nå enden på det hele blev at vi efter en del gravning kom fri efter ca. ½ time. Så de 500 meter “sort” jord/mudder det tog os en lille time at køre. Nu klar til at køre videre på den røde jord, betalte vi de to Massaier for deres store hjælp.

De biler som havde fortalt os at vi ikke kunne køre gennem “pløret” kom nu efter de havde kørt omvejen, så vi fulgtes med dem for at finde løverne. Vi fandt dog kun en enkelt hunløve, som så til gengæld gik lige ved siden af bilerne, så vi fik nogle gode nærbilleder. Klokken var nu ved at blive mange og her bliver det mørkt (altså mørkt som i r#ven på en brøndgraver) på en ½ time. Så vi begyndte turen hjem ad “omvejen”, vi kørte som de sidste fra løven så vi kom også frem til en flok elefanter som de sidste. De havde lige krydset vejen med undtagelsen af en ung hanelefant som stod lidt inde til venstre, solen gik hurtigt ned til højre så lyset var til et par gode billeder. Jørgen og Victor stod i det ene hul i taget jeg stod i det andet, da der pludselig kom et kæmpe lyn og samtidig et kæmpebrag, han (elefanten) troede måske det var mig der havde slået en “prut” i hvert fald så var han ikke tilfreds, så han løb et par skridt frem mod os. Fred holdt på den forkerte side af ham så han trådte speederen i bund og kørte frem (det er ikke muligt at bakke baglæns tilbage i bakgear fra en angribende elefant) han - elefanten - løb efter med viftende øre og “snablen” (den der sidder under bugen rulet ud - tegn på han ikke er helt tilfreds) han stoppede og det gjorde han (Fred) også. Så blev der trompeteret, viftet med ørene og med begge “snabler”, Victor syntes ikke det var morsomt mere, så han krøb ned fra hullet, Jørgen og jeg “skød” stadig med fotoapparaterne. Han kom endnu engang løbende frem mod os, Fred trådte igen på speederen og vi kørte videre og lod ham få fred (altså ikke vores Fred) og ro til at komme tilbage til flokken. Uden yderligere adrenalin pumpene oplevelser kørte vi tilbage til Lodgen, jeg må også indrømme det havde været en eftermiddag som jeg sent glemmer. Ja - der var nok at tale om under middagen.

Næste morgen skulle vi så kører videre til Ngulia Lodge i Tzavo West, så vi sov længe, fik morgenmad, fyldte diesel på i Voi. Turen til vores næste “hotel” er først en små 60 km på hovedvejen mellem Mombasa og Nairobi (som skiller de to parker fra hinanden, dyrene kan gå over vejen, men vi skal gennem en port ind i vest), lige før vi kom til porten så vi en hyæne som lå død i vejkanten.
Turen frem til Ngulia var varm og uden at vi så ret mange dyr. Denne del af Tzavo er med meget tæt vegetation, så dyrene kan nemt gemme sig når de hører/lugter der kommer turister. Vi kørte langs hegnet ind til næsehornsreservatet i håb om at se et næsehorn. Reservatet er på 70 km2, hvor 77 næsehorn gemmer sig i det tætte buskads, og vi så da heller ikke et eneste. Lige inden vi kom frem til Ngulia så vi en flok bavianer, mens vi fotograferede dem kom der pludselig en hyæne frem i det tætte buskads, kiggede på os og gik så over vejen 10 meter bag bilen. Vi kom frem til frokost og aftalte at vi ville køre tilbage til reservatet klokken fire for at se om der var bedre chancer når vi kom indenfor.

Sådan skulle det så ikke lige gå. Fred opdagede at den reparation som han havde fået lavet dagen før ikke hjalp. Så en mekaniker på Lodgen prøvede så om han kunne “fikse” den, det kunne han så ikke. Vi var så “grounded” ved svømmepølen denne eftermiddag. Her var vi så heldige at se et næsehorn i en kraftig kikkert. Et nyt chok til aftensmaden, Fred mente ikke at vi kunne køre med en defekt “brændstofslange” så han ville gerne køre hen til et sted, hvor han kunne få den lavet. Der forsvandt så et morgen gamedrive, han håbede at han ville være hjemme så vi kunne køre til Mzima Springs efter frokost.
Vi så leoparden blive fodret lige udenfor restauranten, selvom det er et vildt dyr så er det lidt som at være i Zoo, men ok, det er det sværeste af “The Big Five” at se “rigtigt” så skulle jeg vælge om jeg ville se den blive fodret eller ej, så valgte jeg trods alt at se den “spise på restaurant“.

Vi sov længe næste morgen og slappede af ved poolen, spiste frokost og da Fred kom tilbage fra “mekanikeren” fortalte han at brændstofslangen var blevet udskiftet, og hullet i køleren var blevet tætnet (da rebet knækkede i går, var det ikke “kun” grillen som fik en over nakken, nu håber jeg sgu ikke der sker mere med “Rusty”, han er et dyrt bekendtskab).

Af sted mod Mzima Springs, kilden som levere det meste drikkevand til Mombasa og omegn. Pludselig så Jørgen en gepard stå lidt væk fra vejen, Fred stoppede og vi fik ti minutter sammen med en ung han som prøvede at skræmme nogle fugle frem fra nogle buske lige ved siden af vejen. Jagtlykkens gudinde var dog ikke med ham mens vi så på, og han sneg sig længere væk så vi ikke kunne se ham mere. Vi så flere dyr frem til “kilden”, men var tvunget til at køre da tiden skred frem. Flodhestene som normalt lever i de store “pools” der er dannet lige efter at vandet bruser frem af klipperne var døde pga. af tørken sidste år. De få der er tilbage kommer ikke helt frem så de kan fotograferes, men vi så da nogle krokodiller. På vej tilbage kørte vi forbi et vulkans landskab med størknet lava. Ellers skete der ikke noget. Leoparden eller dens kusine/fætter kom til middag igen.

Næste morgen kørte vi et tidligt gamedrive, her så vi en “vild” leopard i et udgået træ, desværre sprang den ned og forsvandt, så kom vi kom aldrig tæt nok på til at fotografere, men vi kunne høre den knurre i det tætte buskads.
Efter morgenmaden kørte vi mod Mombasa og Diani Beach. På vejen stoppede vi ved en Masai landsby hvor vi så stammedans og prøvede at tænde bål med to pinde, tørt græs og tør elefantlort. Vi kunne ikke få det til at gløde, men de to indfødte fik ild på få minutter. Jørgen og Victor købte “tænderen” det tørre græs og elefantlorten fik de med gratis, så kan Victor øve sig hjemme i haven når der skal tændes bål Sankt Hans aften.

Vi kom frem til Villa Monique, efter vi havde sat Fred af i Ukunda, hen på eftermiddagen. Vi spiste aftensmad på “Sun Downer” en afrikansk restaurant i gå afstand fra hvor jeg bor.

De næste dage gik med afslapning, billard, solbadning (indsmurt i solcreme med factor 1000) og regelmæssige besøg i pølen, for lige at blive kølet lidt af. Vi lavede mad selv, da vi alle havde fået nok af “Buffet” og hjemmelavet mad smager jo en gang bedst.

Efter nogle dage uden planer, så kørte vi til Mombasa, den var Påske mandag, lidt af en helligdag , men der var nu masser af mennesker på “Spice marked” så vi vandrede lidt rundt der efter vi havde set Fort Jesus. Jørgen fik købt et par sko og et par sandaler, Victor ville ikke ha’ sandaler, sjældent at se børn holde fast i sin mening, så efter nogle timer i varmen kørte vi hjem til frokost.

Tirsdag slappede vi af. Onsdag havde Jørgen og Victor bestilt en tur til Wasini Island, en snorkeltur til en nationalpark. Der var de heldige at svømme med delfiner, og se en unge die hos sin mor, jeg var blevet hjemme så jeg fik den smule arbejde fra hånden som havde “hobet” sig op. I disse netbank tider er det underligt at stille sig i kø for at betale regninger, men sådan er det stadig her.

Tålmodighed og godt humør, er en dyd..

Torsdag eftermiddag kørte vi så mod Shimba Hills, som er den park som ligger tæt på kysten, kun en lille times kørsel fra Diani Beach.
Vi indlogerede os på Shimba Hill Treelodge, et hotel bygget af træ oppe i trækronerne. Et hyggeligt sted med toilet på gangen, det lyder gammeldags og det er det også, men for en nat er det ok og toilet og badet er pænt og nydeligt.

Vi kørte så et gamedrive i en natur som er meget anderledes end hvad Jørgen og Victor havde set i Tzavo. Denne park er “Coast Rainforest”, det vil sige meget kuperet og med store gamle træer. Regnskoven er dog også nogle steder blevet til savanne som giver større mulighed for at se dyrene. Vi så dog ikke dem vi kom for at se, nemlig Sabel antiloperne, denne park er det eneste sted de kan ses i Kenya.
Så vi kørte tilbage til hotellet, fik os en “before dinner drink”, Victor fik et par bananer, hvilket fik lokket en “Bush Baby” frem - det er normalt et nat dyr (en lille halvabe), men hvem kan sige nej til en moden kenyansk banan. Jeg tror Jørgen fik nogle gode billeder.
Efter en dejlig aftensmad, gik vi i seng.

Uret ringede igen tidligt, det er surt at skulle tidligt op når man er på ferie, men hvis man vil se de vilde dyr så må man snuppe sig en morfar senere. Klokken lidt i seks fik vi en kop kaffe, inden vi kørte på gamedrive. Denne morgen kørte vi mest i den “åbne” del af parken og der gik ikke længe inden vi så en flok Sabel antiloper
Som gik sammen med en flok “Harte beast” og et par giraffer. De blev fotograferet fra flere sider inden vi kørte tilbage for at spise morgenmad.
Efter morgenmad pakkede vi vores ting sammen og skulle nu tilbage til parken. Vi havde aftalt at vi skulle hente en “ranger” som skulle ledsage Jørgen og Victor på en tur ned til Shedrick Falls, en tur på 200 højde meter ned gennem regnskoven til et 25 meter højt vandfald, og ikke mindst samme vej tilbage. Jeg har været på denne (tor)tur før og valgte at blive i skyggen sammen med “Rusty”, ja jeg er ikke 18 mere og mine lunger er nok lidt sorte, så et par timer i selskab med mig selv og en udsigt ud over det indiske ocean, ja det valgte jeg altså. Jørgen og Victor syntes ikke at det var besværligt at gå ned og op igen, men lidt sved var der dog at spore på panden og de trak da vejret, kunne jeg høre. Der kom en heftig regnbyge som sikkert hjalp dem med at “skjule” de svedte.
Nå det var nu tid til at forlade de vilde dyr, så vi kørte “rangeren” hjem til porten, hvor personalet bor. Turen “ned” til havet (400 højde meter) er smuk og den gik smertefrit. Jeg tror at der gik lidt “morfar” i den på bagsædet, Jørgen og Victor var i hvert fald stille på turen.

Fredag aften var den sidste vi havde sammen og Jørgen havde bestil bord på “The Cave”, den bedste restaurant på kysten, og som jeg har beskrevet før, så her vil jeg blot skrive, en 400.000 år gammel koral hule, som blev “opdaget” og lavet om til restaurant for små 10 år siden. Ren James Bond kulisse.

Lørdag fik Jørgen og Victor den sidste massage af Mary, der blev pakket kufferter og ved tre tiden gik turen så mod lufthavnen. Efter en times ventetid ved færgen kom vi så over på øen som Mombasa ligger på, vi var fremme ved lufthavnen lidt i seks. Jørgen checkede Victor og sig selv ind og fik /tog sig lov til at komme ud så vi kunne drikke den sidste “Tusker” sammen. De skulle flyve 19.45, så da klokken var 18.45 sagde vi farvel og krammede. 14 dejlige dage var slut og jeg kørte tilbage mod Diani Beach. Selv om jeg fik en times forspring så var ikke hjemme før 22.10, så de seks hundrede kilometer til Nairobi er hurtige i fly end de små 45 kilometer hjem til mig (jeg sad i kø ved færgen i små tre timer).

Tålmodighed og godt humør, er en dyd.

Ja det var jeg husker fra de sidste 14 dage, i dejligt selskab med Jørgen og Victor.

At være på “Safari” er hårdt arbejde, det er tidligt op, måske ser man alt, måske ser man intet, måske holder planerne ikke, måske går bilen itu, måske regner det, måske brænder solen så den “bleghvide” danske hud bliver “rød” som det danske flag, måske et det som at være med i et program fra “National Geografic” eller “Animal Planet”, måske - måske.

Tålmodighed og godt humør, er en dyd.

Jeg har skrevet denne klummer over et par dage, men jeg håber der er sammenhæng i min beretning, og at den ikke skræmmer Jer væk, men at den pirrer Jeres nysgerrighed så I gerne vil komme på besøg og se Afrika inden “den” forsvinder……………

Min moster Lilian blev bisat her til formiddag, hun døde efter kort tids sygdom.

Ære være hendes minde.

Lad mig slutte af, for denne gang med at gentage mig selv.

Husk ikke at glemme at give dem du elsker en krammer, et ord, et klem med på vejen.

“Ingen ved hvad dagen bringer før solen er gået ned“.

“Du behøver ikke at komme til tiden, blot du ikke kommer for sent”.

“Tålmodighed og godt humør, er en dyd”.

De kærligste hilsner til Jer alle.

Robert.

p.s. Det med at gøre min klumme mere "interessant", med et par velvalgte billeder - ja, det er heller ikke sket denne gang. Til gengæld så vil de være tilgængelige på :