tirsdag den 28. april 2009

En sludder for en sladder, men med et twist...

Denne gang er jeg ikke oprørt på egne vegne (gu er jeg da det), men lige så meget på alle andres vegne.

Pirateri er blevet en svøbe i farvandet omkring Somalia og det Afrikanske Horn. Inden for de sidste par år er der blevet opbragt mere end 200 handelsskibe, betalt mange hundrede millioner US $ i løsesum, og dræbt nogle få pirater og gidsler.

Der er en del skriveri i den lokale presse om netop dette emne, fordi der kommer en del krigsskibe til Mombasa havn, for at proviantere. De er en del af den flåde fra næsten hele verden der prøver at beskytte handelsskibe, der sejler gennem Suez kanalen på vej enten til Østen eller som fragter (blandt andet) nødhjælps forsyninger til hele Øst Afrika.

Hvad kan (skal) der gøres for at få dette uvæsen til at ophøre? For på trods af alle de krigsskibe, så bliver der stadig opbragt handelsskibe næsten hver dag.

En måde er at sejle i konvoj, som man gjorde under anden verdenskrig på Nord Atlanten, for at beskytte skibe på vej til England, Selv om der stadig blev sænket skibe så var der dog i langt mindre målestok end før.

En anden kunne være at sætte nogle militærfolk ombord med våben (og med tilladelse til at åbne ild, hvis angrebet) så besætningen ikke skal forsøge at “spule“ dem væk, når de forsøger at entre, for når piraterne er udstyret med raketstyr, og jeg var ombord med en brandslange, så ved jeg godt hvor jeg ville gemme mig (men det vil jeg ikke fortælle Jer), men et par rutinerede “skarpskytter”, de kunne skyde de pirater før de fik styr på raketstyret.

Jeg kender ikke noget som helst til den “overordnede strategi“, men at gøre som det danske orlogsfartøj, tage dem ombord (fede dem op et par dage) for så bagefter i ly af mørket, sætte dem i land i Somalia, (efter at de selvfølgelig fik en løftet pegefinger og besked på “at det må I ikke”) så de kunne få fat i en ny båd og prøve igen, det er da helt til grin i min verden.

Piraterne er en flok unge mænd, som kommer fra usle kår, uden skolebaggrund fra et land der har været i borgerkrig hele deres liv, og med chancen for at få så mange penge, stort set uden at løbe nogen risiko, kan jeg godt forstå at de tager chancen.

Det man så også (måske endda samtidig) kunne gøre, var at sørge for at der kom fred, skolegang og arbejde til dem i stedet, men det er jo en helt anden historie.

“Welcome to my world of Utopia”, ja, de kolde klordampe fra pølen, de må da ha, gjort uhelbredelig skade på den øverste etage.

Der er jo i virkeligheden ikke en skid at gøre, verden består af udnyttere og udnyttede, sådan har det været før, sådan er det nu og sådan vil det vedblive med at være. Det er da utroligt blåøjet og naivt at tro, at dem som har, vil give til dem der ikke har - bevares vi smider da et par kroner i “bøssen” når dansk røde kors samler ind eller en af de andre nødhjælps organisationer gør det, men den hjælp der virkelig batter, som kan forandre et land, en verdensdel, den vil vi ikke betale og det er ikke kun penge jeg tænker på, det er arbejdskraft på alle planer og niveauer, Det er på det lovgivende, det dømmende og det udøvende plan, for hvis infrastrukturen fungere, så vil landet, verdensdelen hurtigt komme på benene, (den der svada, den kræver vist lige en dyb indånding) nå, jeg må videre i teksten.

Nej tingene er som der står i en verdenskendt bog “Til dem som har, der skal der gives, og til dem der intet har, fra dem skal der tages. Det er måske en smule omskrevet, men så skulle den også være sivet ind hos de tungnemme.

Har Moder Teresa, Florence Nightingale, Katte damen henne fra hjørnet, da levet forgæves er der nogle der spøger?
Har Stalin, Hitler, Saddam Hussein levet forgæves er der sikkert andre der spøger?

Svaret er til begge spørgsmål, er et rungende JA, vi har som mennesker ikke lært en skid af historien, tværtimod så er det som om, at alt skal prøves igen og igen, for det er nok ikke rigtigt det VI har læst.

Hænger verden sådan sammen? kan vi ændre den på trods af vores historie, eller må vi blot konstatere at “Vi mennesker, er ikke andet end vilde dyr, med et sprøjtemalet (millimeter) tyndt lag af “civilisation”. Dette citat er ikke noget jeg selv har fundet på, det er en af mine gode venner, Preben Thisen, der engang udtalte det under en diskussion, om krigen og krigsforbrydelserne på Balkan.

Jeg håber at min mening er gået klart igennem, jeg selv lidt i tvivl, det er nok den letsindige omgang med pølen og de kolde dampe, som gør at jeg ikke ser det så tindrende klart, nu jeg læser det igennem, men det blev som det blev.

Det var så alt fra mig i denne omgang, husk ikke at glemme det vigtigste her i livet. Fortæl at du elsker, den/dem du elsker. Og selvfølgelig gi’ dem et KRAM.

PEACE, LOVE AND UNDERSTANDING TO THE WORLD, I LOVE YOU ALL.
Men du - ja dig - du er nu en af mine favoritter.

De kærligste hilsner fra.

Robert.

tirsdag den 21. april 2009

"Facebook"

Livet her i Kenya, det går sin vante gang, dog regner det mere nu og temperaturen er faldet en 10 grader, hvilket ikke er så galt endda, det er stadig varmt nok til en tur i pølen, hvor jeg kom på denne uges “Klumme”.

Et navn som en af mine gamle venner skrev ,hun bedre kunne lide, fordi ordet klumme, havde mere klang af noget med mening i end Blog, deri må jeg give hende ret.

Der sad to EDB nørder i en halvmørk kælder, i et hus, som lå i en forstad til en større amerikansk by. (Det kunne også godt ha’ været et lille kollegieværelse i Lyngby tæt på DTU, så ville USA blot være udskiftet med Danmark)
De var optaget af at bygge et “netværk“, hvor de og deres venner kunne chatten med hinanden, deres vision var, at de måske kunne få “venner” også uden for den forstad hvor de boede, måske fra hele USA, måske fra hele verden.

Nogle år senere er de blevet multimillionærer, de har solgt deres “opfindelse” til Google. Facebook er blevet en magtfaktor.

Jeg aner ikke en rygende fis om hvordan Facebook, (Fjæsbog eller hvilke øgenavne der ellers findes rundt omkring i verden) dette fænomen, blev til, men historien kunne vel være sådan.

Jeg blev første gang opmærksom på dette fænomen, for ca. 2 år siden, hvor det kom til min daværende arbejdsplads, det blev hurtigt et hit, ikke at jeg hoppede på vognen med det samme (det er nyt og farligt, tænkte jeg vel), men jeg blev overtalt til at melde mig ind, at registrere mig eller hvad det nu kaldes.

I starten så var det ikke så meget jeg kunne finde ud af, men som der kom flere og flere “venner” på min side, jo mere interessant blev det jo.
Venner og venners venner og venners, venners venner, ja det går hurtigt i denne verden, jeg blev da bedre til at finde rundt i denne nye verden, og selv finde gamle venner på ny. Jeg har fundet “venner” jeg ikke har set i 20-30 år, og til dette formål, er det genialt.

De to “nørder” fra indledningen, hvad deres ambition var, det ved jeg af gode grunde ikke, men hvis det var, at man skulle kunne skrive små beskeder privat til hinanden og generelle ting til alle sine venner på engang, og på den måde følge lidt med i hvad der sker rundt omkring i hele verden. Så syntes jeg det er ok.
.
Det har måske taget lidt overhånd, med beskeder, som for mig ikke virker generelle, men som er meget indforståede, og det fatter jeg ikke at man sender ud til alle, og jeg syntes ikke om den trend, som er ved at være fremherskende, nemlig at man starter med at glæde sig til weekenden allerede om mandagen og de næste tre dage er det en ynk hvad folk skriver angående hvor, trætte, kede, sure de er for at være på arbejde, fredag kan de næsten ikke vente på at de skal hjem på weekend (der var en som hver 10ende minut, talte ned i tre timer). Så få dog et arbejde som DU kan li eller stop helt med at arbejde. (nå der kom lidt brok, men bare rolig det bliver værre), det må jeg vel blot acceptere, hvis jeg vil være “Facebooker”.

At man kan dele lægge billeder, videoer og musik ud på sin side og sende det rundt er jeg også glad for (selv om min nuværende Internetforbindelse ikke rigtig er gearet til denne form for info, den er så langsom, men det er jo mit problem),
Jeg har da set nogle “YouTube” indslag, kanon og tak for dem.

At der er nogle der tager sig tid til at oprette grupper, tilgængelig for alle der har interesse, det er der grund til at respektere, sådan en har jeg meldt mig ind i, Det er gruppen for “Alle der har sat deres ben på Vigerslev Alle Skole”, hvor jeg fandt gamle klassebilleder (godt nok ingen med min gamle klasse, men sjovt alligevel, og hvem ved måske er der en af mine gamle skolekammerater som lægger billeder på siden) og indlæg fra en hel del gamle elever, det bragte minder frem, det var en dejlig tur ned ad “memory lane”.

Når nu alle de gode ting er sagt (og der er sikkert flere som jeg ikke har omtalt), så er der en ting som irriterer mig noget så nederdrægtigt. Det med at jeg skal tvinges til at se/læse om “Test“ folk har taget, om jeg ved ikke hvad, men her kommer i flæng - Hvilken “soap” skuespiller er du - Hvilken action helt er du - Hvilken håndboldspiller er du (må indrømme jeg tog den, Jesper Jensen, ja der ligger niveauet) Hvad er din “rigtige” hårfarve - Hvilket dyr er du - Hvem ville du “date” hvis du kunne” (nej, Brad Pittbull, vil ikke ud med dig, selv om du betaler) - Hvilken personlighed er du - Hvilken prut er du - Kan du stave - Kender du disse filmstjerner (alle fra det sidste årtusind, så der har jeg en fordel, hvis jeg gad, men det gider jeg ikke) - ja jeg kunne godt blive ved, men jeg sætter grænsen her. I øvrigt så skal jeg give tilladelse til at “nogle” må bruge mine data, gu’ vil jeg ej.

Man kan blokere disse indlæg, er der sikkert en eller anden der vil sige, nå kan man det, ja, jeg kan i hvert fald ikke (finde ud af det) blokerer, uden at jeg ikke modtager mere fra disse personer.

Sidste nye (i min “Fjæsverden“), var fænomenet, “Find et påskeæg på din side“, gu’ vil jeg ej finde æg eller noget som helst andet, intet andet end lidt brugbar information. Det er det, jeg vil bede om, tak.

Det var så ordrerne for denne gang. Pas på dig selv og hinanden, og husk nu !
Glem ikke at give dem du elsker (eller blot holder af) et ordentlig KRAM.

Kærlig hilsen

Robert.

mandag den 13. april 2009

"I bagklogskabens klare lys"

For lige at runde bloggen fra forleden og mit “sure opstød” på mail af, så er her en mail jeg fik fra en af mine bedste venner, John Truberg og Lene (hans Kæreste). Jeg har kendt John siden 1970, hvor vi gik på kokkeskole sammen.

Jeg har valgt dette uredigerede indlæg, samt mit svar for at der kommer lidt mere “perspektiv” på mit (kan jeg se nu), desperate skud med “hagl bøssen”

Kære Robert.

Først tak for en hyggelig tlf. samtale, godt at hører at du holder skruen i vandet, trods alt! det ville være godt hvis vi kunne skype blot en gang om måneden, hvis det belaster dit budget alt for meget, kan vi jo splejse, så vidt jeg husker kan man tale sammen over skype i ca. 100min ( 1time og 40 min ) for 1000 ks.( det var det jeg det jeg betalte dig for mine og Louises skype samtaler til Lene ) nå blot en tanke jeg fik da jeg efter vores samtale gik ud i haven og fik vasket min fod mur samt rækværket ud mod vejen, derefter ind til en dejlig frokost som Lene havde lavet, bagefter en rigtig god morfar, op og tænde for computeren, og hvad måtte mit øje skue E- Mail med emnet opstød fra en gammel sur mand, hva`nu var min første tanke, nå, ja nu er den læst, og gudske lov følte jeg mig ikke ramt af dine "elefant" sprede hagl, jeg er som sædvanlig på din side, og ville igang med at lide i stilhed sammen med dig, men men, ja du kan godt tænde dig en smøg og nyde en piskende kold Tusker, det her bliver en ordentlig smørre, jeg vil prøve at få rede på det hele oppe i mit hoved, så undskyld hvis det virker lidt rodet, men der er så meget der presser sig på, ok er smøgen tændt og Tuskeren hældt op, godt så lad os begynde.

Jeg læser din mail op for Lene ( jeg ville gerne have hende med på lidt ynk på dine vegne ) men nej, der var ingen medlidenhed at hente, hun svarede mig blot " hvad i himlens navn havde han dog tænkt sig, det er jo ligesom når man er død, så taler folk om personen i 14 dage bagefter og derefter er den døde glemt, citat slut, jeg gør mit bedste for at forsvarer din mail, for jeg kender alt for godt din situation, men mere om det senere, Lene siger endvidere, hvad havde han tænkt sig rejse så langt væk med masser af tid til sig selv, de fleste folk har sgu nok at lave, og han ( dig ) har kun været i Kenya nogle måneder, nej nu må I sgu holde op, I to, har vist alt for meget fritid, sådan et par navle beskuende pensionister, se at få noget fornuftigt at tage jer til !!!!

Tak for kaffe, det skal dog siges at det blev sagt med et smil på læben.

Ja, så skal jeg lige love for at det hele bare kom til mig, jeg er som du ved også rejst væk ( fra København til Bornholm en smut tur på idag ca. 3 timer og stadig i Danmark pris tur retur ca. 500,00kr. ) fra venner, bekendte( dem har jeg ikke nogle af ) og familie.

Til at begynde med gik det ikke alt for godt men det gik dog, med hiv og sving, til at begynde kom vennerne og lidt familie, men det ebbede stille og roligt mer og mer ud, dog var der trods alt nogle trofaste, selv om deres besøg også blev sjældnere, men de kom dog, jeg brokkede mig selvfølgelig også, kom med sure op stød ( jeg må lige tilføje at jeg som du ved fik pension, og som følge deraf også fik mere fritid,) det var for mig en til tider noget ensom affære, der var ikke megen forståelse at hente rundt omkring, folk havde jo nok at se til, da jeg ikke fik denne accept ej heller forståelse, begyndte jeg at finde ud af tingene selv, og blev enig med mig selv at jeg kunne ikke forlange eller bede om noget, som andre tilsyneladne ikke ville/kunne/ have tid til at give.

Det var selvfølgelig ikke en særlig rar erkendelse at gøre sig, men en for mig nødvendighed, samtidig, kunne jeg så få ryddet lidt op i div. skabe også venskaberne ( lille vits du, blot for at bløder lidt op i det lidt alvorlige emne. )

Kan du erindre at jeg har skrevet en e- mail til dig mht. dit filosofiske fakultet (Pølen) og gerne ville have dig til at berøre emnet venskab, dette gjore jeg fordi jeg kunne mærke på dig, både da Louise og jeg var heeelt nede hos dig i Kenya ca. 14 timer undervejs og ca. 30.000,00 kr, fattigere. Samt på din blogg, at der var nogle af vennerne du ikke var helt tilfreds med.Måske er tiden inde til at disse sorterer sig selv fra lige så stille og roligt, måske melder de sig på banen på et senere tidspunkt, hvem ved? i skrivende stund kommer jeg i tanke om bemærkning der engang blev sagt til mig,da også jeg var skuffet citat: nu skal du jo ikke gå der og bilde dig selv ind at jorden kun drejer sig omkring dig, hvad siger du så Svend Bjørn!! min skuffelse var naturligvis enorm, men igen,man kan kun få fra folk, hvad disse er parat til at give ikk`.

Nå det var lidt om det, jeg kunne blive ved i en uendelighed, men skal nok sparre dig, du er når alt kommer til alt en realistisk mand, og kender sagens kerne tilbunds, du har blot taget/fået en masse tid til eftertanke, sæt pris på det, det er en kæmpe gave når blot du administrer denne forstandigt, og ikke graver for dybt i navlen, ce cera vera ( formodentligt forkert stavet, men betyder frit oversat) det der skal ske sker.

Nu håber jeg at du tager denne kærlig mente mail til dig, og ikke får flere sure opstød, det er du en alt for stor mand til, så på med handsken, og se at komme igang med noget fornuftigt at foretage dig.

Måske prøve at skrive en bog, Danmarks svar på Hemmingway!! ( ja hvorfor ikk`)

Hvad med fitnes centret ikke langt fra hvor du bor !!! ( cykel afstand )

Ja, kun fantasien sætter grænser, så kom op af start hullerne, du har jo en masse strenge at spille på, din priviligerede bamse bjørn, vinterens HI er overstået, start skudet er lydt.

De Bedste/ Kærligste/ venligste/kammeratligste tanker til dig min brave ven

Fra din gamle kokke ven John fucking Truberg

Selvfølgelig også fra Lene & Louise

Ps. endnu engang undskyld ord sammensætning gramtiske fodfejl, tegnsætning osv.

Hej John og Lene.

Jeg er stum og har været det siden jeg læste din/Jeres mail, den sad lige i solar plexus, en rigtig mavepuster, eller som Palle Holgersen ( en spotsmedarbejder på DR, som er død for mange år siden) sagde da han kommenterede en boksekamp i "SØNDAGS SPORTEN", citat:"hold da kæft, den gjorde ondt madkassen" citat slut.

Lene har jo ret, tænk at jeg kan glemme, at jeg selv, for kun få måneder siden, ikke havde tid til at skrive, ringe, eller maile dig og andre, og den der med "Kloden drejer" dog uden "rejehop" den sad også godt placeret i maveregionen.

Jeg må krybe til korset (apropos Påsken)og sende en undskyldning, ikke kun til dig, men også til alle andre, som syntes "Ahr, nu har han vist drukket lige vel meget af tønden", så jeg spørger ydmygt om jeg eventuelt, må bruge din mail på bloggen, så vil jeg udgive den imorgen, men denne mail som apendix.

Tak for at du/I fik mig tilbage på sporet, et dejligt bevis på hvad venner er værd, når "lokummet brænder og der kun er lort i tønden"

Hvis jeg kommer ud af denne her "suppedas" med skindet på næsen, så er jeg dig evigt taknemmelig.

De kærligste Tusker hilsner fra

"Kvajpanden"

lørdag den 11. april 2009

"Oven på Påsken og de rørte vande".

Dette indlæg er skrevet før jeg kastede mig selv for løverne, men jeg syntes nu, at det skal ud.
Det er jo kun en historie fra fantasiens verden efterfulgt af lidt fra den virkelige verden eller er det omvendt.

Efter dette indlæg holder jeg måske en lille "ferie", det er nok på tide, at synke "påskefrokosten",
men jeg vender tilbage, nu (nok) i en lidt mere ydmyg udgave, men jeg vil stadig "brokke" mig over "dette og hint".

Jeg syntes lige, I skal have en historie med på vejen, nu det lige har været påske,
jeg mener (med fare for at blive stenet), den der gamle, med ham der dør for så at stå op igen og flyve op til sin far.
Den tror jeg ikke på, men Gud bevares, er der andre som tror på det, så skal jeg da være den sidste til at pege fingre. “en hver fugl synger med sit næb”.


Det var engang for ikke så længe siden, at der blev der født en dreng. Hans mor og far var så stolte af den lille dreng, som havde de største små kinder og det dejligste sorte hår, en rigtig lille gavtyv og den kønneste dreng der nogensinde var født, ifølge de stolte forældre.


Drengen voksede op på en gård, langt ude på landet. Det var hans fars fødegård, en flot firelænget gård med et stort kastanjetræ i midten af gården, der var dækket at brosten, slidte af mange års brug, for gården havde været familiens gennem generationer.


De første år af drengens liv, var han kun indenfor, hvor han lå i sin vugge. Den var hans trygge verden og han forlod den kun for at spise og blive skiftet. Han blev dog ældre og forlod snart den trygge verden i vuggen, han fandt en ny og farlig verden i stuen og køkkenet, hvor han kravlede rundt efter sin mor, som hele tiden viste ham hvad han måtte og især hvad han ikke måtte. Som drenge er flest skulle han dog nok selv bestemme hvad der var tilladt og ikke. Det resulterede i klemte fingre i døren, brændte fingre på kakkelovnen, diverse skrammer på knæ og albuer, buler i hovedet, men det er vel alle drenges skæbne at lære, af egne fejl, hellere end hvad andre fortæller.


Der gik et par år og nu var det udendørs at den nye verden lå, der var godt nok en del der skulle undersøges, hvordan smager jord, hønselort, roser og en masse andre ting, som mor havde sagt “ ikke putte i munden, vel”, men igen hvad betyder det hvad andre siger, jeg vil da også smage på det hele, tænkte drengen! Mor havde ret, det meste smagte ad helvede til, men det er jo rart at vide det, så jeg kan fortælle det til min egen dreng engang.


Drengen begyndte så i skolen, en helt ny verden med en masse andre drenge og piger. Her blev han også fortalt hvad han skulle og hvad han ikke skulle, nu havde han dog lært, at nogle gange så har de andre ret, det er ikke nødvendigt at prøve alt på egen krop. I de mange år han gik i skole, blev han klogere og klogere, men han havde stadig en snert, af den der følelse, i kroppen af at det er bedre, at prøve end at høre.


I sin fritid kunne han godt lide at løbe, og han fandt kammerater i skolen som havde samme glæde så de løb sammen, de løb og de løb og de løb.
De løb ud over markerne og gennem skoven op og ned af bakkerne som lå tæt ved hans fødegård, der var dog et sted hvor de ikke løb, det var “Djævlebakken”,
den meget stejle bakke som gik ned til en mergelgrav, som blev kaldt “Det bundløse dyb”, og hvor der engang var en pige som var druknet, fordi hun ikke havde hørt efter hvad hendes mor havde sagt.


Drengen var nu blevet så stor og så klog at han havde været på universitet, med sin fars velsignelse, for landbruget var ikke hvad det havde været (det havde det faktisk aldrig været) “Hvis drengen har evnerne, så skal han ikke være landmand” sagde han.
Stolt som en pave, ventede han så sin søn hjem til gården, en sommerdag hvor solen skinnede fra en skyfri himmel. Kastanjetræet stod med flotte grønne blade i den nykalkede gård, og bonderoserne stod i fuldt flor op ad stuehusets mur. Hans mor havde lavet hans livret, forloren hare, brun sovs og hjemmesyltede asier.


Sammen stod de på trappen, og tog imod drengen, hans kone og to små drenge, da han kørte ind på gårdspladsen i sin nye bil. Jo, det var gået ham godt,efter at han havde forladt sin fødegård, for at udforske verden. Han havde fået et godt job, han havde travlt, bevares (men det havde alle jo). Hans kone havde valgt at gå hjemme sammen med de to små drenge, og lære dem om verden, mens han arbejdede, det var sådan set en meget god måde, lidt ligesom han selv havde haft sin moder omkring sig selv da han var en lille dreng.


“Jeg løber lige en tur inden vi spiser” råbte han da han løb ud gennem porten, “Vi spiser klokken seks“, svarede hans mor mens hun så kærligt efter ham.
Han løb ud gennem skoven ud til bakkerne og da han kom til “Djævlebakken” tænkte han ved sig selv, “Jeg har jo altid, lige fra jeg var barn, tænkt på at løbe ned
ad denne bakke, så hvorfor dog ikke gøre det nu” som tænkt sådan gjort. I starten gik det godt, men bakken blev stejlere og stejlere og det blev sværere og sværere at kontrollere farten og resultatet blev at……………..


Flaget gik på halv stang, den skæbnesvangre dag.

Og jeg vil lade denne historie stå et øjeblik, måske skal du læse den igen, måske ikke du har allerede lært moralen, nå ikke, så skal du nok på den igen……


Hver dag er en ny hverdag, undtaget lige den overståede påske, som også fejres her i Kenya, den er public holyday og sjovt nok så kalder de Lang Fredag for Good Friday, Jeg mener da “at Lang Fredag, var en bitter dag, men skøn var påskemorgen“, nå mine religionskundskaber er ikke til ug med kryds, bolle og slange.


Som et apropos til al den snak om Gud, og om at “Jesus tog alle vore synder på sig“, så er der stenet 3 mennesker ihjel, af naboer og andre fra landsbyen, på grund af mistanke om “heksekunst”, en af de dræbte var en 76 åring mand.

En 8 åring pige forblødte, i en flygtningelejr for Somaliske flygtninge i det nordlige Kenya, efter en klitoris omskæring.
5 mennesker døde, 11 hårdt kvæstede, da en privatbilist ,under en hasarderet overhaling, mistede herredømmet og kørte frontalt ind i en matatu.

Kaptajnen på Mærsk containerskibet, som nu ligger i Mombasa havn, som sidder i en redningsbåd, uden brændstof, et eller andet sted ude på det Indiske Ocean med sine bortførere, som ikke er bange for amerikanerne, der har en fregat, et antiterrorskib (hvad det så er), og flere helikoptere. Jeg ville skide “grønne” grise, hvis jeg befandt mig midt ude på det Indiske Ocean i en lille redningsbåd, selv hvis US. Marines ikke var efter mig, hvad mon de tænker på.


Det er blot et lille udsnit af dagens artikler i avisen. Ja, verden er vel nok et mangfoldigt sted, og som modvægt til den er her et par billeder (på utallige opfordringer) fra mit “Paradis uden slanger”.


Som sædvanen tro så. Glem ikke at huske, elsk en du krammer eller…


Kærlig hilsen fra.


Robert


Posted by Picasa

3 Måneder i Kenya.

Der er grevskaber, svangerskaber, landskaber, selskaber, uvenskaber, moderskaber, fader - skaber, Gud han skaber, jeg har helt sikkert glemt et par stykker og de to sidste er på grænsen, men det er ikke det, det skal handle om denne gang, det er noget helt andet, nemlig.

VENSKABER

Med risiko - “for mine ører” (det er en intern joke), for at falde i grøften, hvor det hele bliver for højtravende, så vil jeg alligevel prøve at give mit bud på, hvad et godt gedigent, og varmt venskab er.

Der er nogle mennesker som sætter et aftryk på dig mens du traver på livets lange landevej, helt fra barnsben bliver du påvirket af alle de forskellige mennesker du er omgivet af. Nogle glemmer du aldrig, nogle husker du, nogle kan du svagt erindre og andre har du glemt næsten inden du har mødt dem.

Dem du ikke kan huske, ja, måske er der røget et venskab, fordi tiden ikke var moden, dem vil jeg ikke dvæle ved.

Dem du svagt kan erindre, legekammeraterne, skolekammeraterne, spejderkammeraterne og sportskammeraterne, dine forældres venners børn, senere i livet dine arbejdskollegaer, ja alle dem som ikke har gjort et varigt indtryk. Hvis du mødte dem i dag og du kunne kende dem, så ville du sikkert også kunne holde en samtale i gang uden det blev alt for pinligt, og I ville udveksle e-mail adresser og mobilnumre. I ville skilles med et “ Hej det var hyggeligt at se dig, lad os mødes”, hvilket sikkert aldrig vil ske.

Så er der, legekammeraterne, skolekammeraterne, spejderkammeraterne og sports -
kammeraterne, dine forældres venners børn, senere i livet dine arbejdskollegaer, ja alle dem som har gjort et varigt indtryk. I ses stadig, om end det er i mindre omfang end da i var “bedste venner”
I er måske flyttet væk, vokset fra, flyttet fra, fået andre interesser, blevet gift eller forlovet (hvis man gør det stadig, altså forlover sig), fået børn, skiftet arbejde, der kan være mange årsager til at I ikke er så “tætte” mere, møder du dem på gaden, så er der stor sandsynlighed for at I ses lidt tiere (i hvert fald i et stykke tid).

Så er der, legekammeraterne, skolekammeraterne, spejderkammeraterne og sports -
kammeraterne, dine forældres venners børn, senere i livet dine arbejdskollegaer som umiddelbart er gået “ind under huden” på dig, og forhåbentlig visa versa , dem som lige meget hvor og hvornår du møder dem, så er I på bølgelængde med det samme, det er som om i lige har været sammen, det er mennesker som du gerne vil være sammen med, også mere end tilfældet er, men døgnet har jo kun 24 timer.

Tilbage er de få mennesker som du vil betro dit liv, den håndfuld eller to som er virkelig tæt - så tæt som du nu føler er rart - som kender og accepterer dig for den du er på godt og ondt, som er der for dig hvis du behøver en skulder at græde ud ved , eller du er den skulder som der grædes ved. Det er mennesker - af begge køn - som har en speciel plads i dit hjerte.

For at venskaber af denne (helt specielle) slags skal gro, så skal der “Substral” til - det hed det, min mor kom i sine potteplanter, da jeg var mindre (ja jeg har været mindre, jeg er ikke født som en 100 kg tung baby, selv om min mor sikkert syntes jeg var stor nok) for at de skulle gro sig stærke - det vil sige “noget for noget, hvis venskab skal bevares” eller “Gud gir, Gud ta’r her er en guitar”. citater ukendt ophavsmænd/kvinder.
De sidste “vitser” er fordi jeg syntes jeg var på vej ned i “grøften”. Undskyld.

På min vej gennem livet er jeg da blevet beriget med mange venskaber af de to sidste slags, mange har sat et aftryk på mig på en positiv måde, jeg bilder mig selv ind at jeg også har sat et positivt aftryk på mange mennesker, som jeg har været i kontakt med.

Når det så er sagt, så kommer her lige et surt opstød.

Jeg har besluttet at leve resten af mit liv i Kenya, .den beslutning har jeg taget over en periode på nogle år og der er ingen som har vredet min arm rundt, det er helt af egen fri vilje , jeg har valgt at leve langt fra familie, venner og bekendte i Danmark, jeg forsøger efter bedste evne at holde kontakten ved lige med alle som jeg kender, gennem de tanker og ting jeg beskriver på min blog. Det er upersonligt, det er ikke det samme som at få “et brev”- læs e-mail, fra dig, er der sikkert nogle som siger.

Nej, det er det måske ikke, men prøv at se det fra denne vinkel. I kan læse om min verden på min blog og så kan vi være personlige på e-mail, Skybe, fjæsbog, LinkIn, Plaxo, eller på gammeldags brevpapir, når I skriver til mig, men forlang ikke at jeg skal skrive personligt til alle om mit liv.

Dette sure opstød, skal egentligt ikke offentliggøres på min blog, fordi Jer der læser den, I vil formodentlig være enige med mig, så derfor vil I også modtage en mail med “Surt opstød fra en gammel sur mand” som overskrift, den behøver I, mine trofaste “klumme” læsere ikke at åbne.

Jeg vil slutte denne gang af med at sige, tillykke Robert, med de tre første måneder (i morgen) i dit nye land, så er det sagt, jeg kan så fortælle at jeg ikke har fortrudt det endnu, men hvem ved hvad morgendagen bringer - og gudskelov for det.

Traditionen tro, så må I ikke glemme at huske ! gi’ nu en rigtig Påskekrammer til en I elsker.

Kærlig hilsen fra.

Robert

p.s. Dette er ikke skrevet for at få bekræftelse som person, blot nogle tanker jeg har og jeg skriver sikkert som jeg snakker, ikke altid lige gennemtænkt, ja sådan er jeg…….

mandag den 6. april 2009

“Kunsten at græde”

ikke I kor, (det er i øvrigt en rigtig god dansk film, der behandler fænomenet “incest” på en rigtig indlevende og god måde, lej/køb den på video og se den), men på den “aleneagtige” måde.

Jeg sad i går og skulle skrive min ugentlige “klumme” eller hvad jeg nu skal kalde mine beskedne indlæg til verdensdebatten, om løst og fast, nu kalder jeg det en klumme, (så kan jeg måske få nogle kommentarer om det, på “bloggen“).

Som sagt, eller mere rigtigt, som skrevet står, så sad jeg i går og skulle skrive min klumme, og som altid, så havde jeg mine høretelefoner på og igennem dem hørte jeg musik. En helt igennem fantastisk opfindelse, disse “lyttebøffer“, som gør at man kan forsvinde ud/væk fra den rigtige verden og ind i en verden, der kun består af musik og ens egne tanker. Engang imellem, så er den verden så “stor” at den tager dig med hen i en krog af én selv, hvor det er længe siden at man har været.

Sådan en oplevelse havde jeg i går, mens jeg lyttede til “No matter what” med Boyzone efterfulgt af “I kan ikke slå os ihjel” fra Christiania pladen fra starten af 70’erne, “I was born to love you” med Freddie Mercury, musik som jeg har hørt et utal af gange, uden at det har gjort et større indtryk på mig, bevares jeg syntes det er rigtig god musik, men i går, der skete der noget fantastisk, jeg kom i kontakt med mig selv og begyndte pludselig at græde, ikke hulke nej, jeg stortuede, ikke fordi jeg var ked af det, snarere det modsatte, jeg ved ikke om det er en ventil til mit underbeviste ego eller hvad der gjorde at jeg brød sammen i gråd, ikke at det var en grim oplevelse, slet ikke, nærmest en forløsning, noget der skulle ud og altså kom ud som vand der fossede og rensede mine tårekanaler.
Det er lidt svært at skrive om, så det ikke lyder som om jeg har set Gud eller noget andet guddommeligt, og jeg havde heller ikke “drukket af tønden” jeg er ikke deprimeret eller lider af hjemve. Det kom blot som at lyn fra en klar himmel. Jeg kunne ikke samle mig om at skrive, så jeg lyttede til mere musik, Dire Strait - Queen - Neil Diamond, alt sammen musik jeg sætter utroligt højt, fordi det har det der "X-Factor" som er så svært at definere, og jeg sad såmænd og græd i en times tid.

Træt og underlig tom , men glad gik jeg i seng, hvor jeg faldt lige ned i Morfeus rige, og jeg sov som et lille barn, til fuglene vækkede mig i morges.

Hvad der skete, det kan jeg kun gætte om, en grund kan være, at når jeg ligger i pølen og soler, så vandrer mine tanker rundt inde i mit hoved, ( nogle gange er jeg glad for de ikke vandrer rundt inden i andres hoved) og her på det sidste har jeg tænkt på mine tidligere ferie her i Kenya. De startede med et besøg hos Jørgen og Louise i Nairobi, sammen med Preben og Kristoffer, derefter besøgte jeg igen Jørgen og Louise, nu sammen med Laust, Christian ( en ven til Tom) og Tom, som desværre ikke er mere.
Så herned igen, nu til Diani Beach (Jørgen og Louise var taget hjem til Danmark) sammen med John fra Bornholm, året efter med mine forældre, sidste år alene i november og nu er jeg altså flyttet her ned permanent, alt det kan da godt være årsag til at det kogte over i går aftes, uanset hvad, så er det en oplevelse jeg ikke vil være foruden.

Så dem som har opfattet mig som “kold og wc artig” har nu fået et blik ind “i mit indre univers, univers, univers, du har sat dig på tværs, i mit univers,
Jeg kunne ikke lade være med at bruge Anne Lindets tekst, undskyld Anne.

At en professionel “hovedtyder” (har svært ved at stave til psykiater) sikkert ville sige “den dreng har siddet på kold potte som barn“, eller “som barn er han er blevet tvunget til at spise kolde fiskefrikadeller”. Det er jeg sikker på at min mor vil benægte. Og det bekymre mig heller ikke .

Hvad har jeg ellers lavet, sådan en uge inden påskeferien kommer til Danmark, jeg har cyklet på min nye cykel, det er en udafkroppenoplevelse at cykle hernede, de kører i den forkerte side af vejen (Kenya kører ligesom U.K., i venstre side), de kører stærkt, de kører tæt på, de dytter hele tiden, der er ingen skygge, der er varmt at cykle, de sidste to ting er dog ikke bilisternes skyld.
Der er en ting jeg skal blive bedre til, det er at cykle langsomt, jeg overhalede vel 10 12 cyklister, indfødte som er vant til varmen, og nu kan jeg sætte mig ind i “hold kæft hvor jeg sveder, når jeg “spinner“, der ligger en sø på gulvet når jeg er færdig“, historierne fra frokostbordet, når talen er kommet ind på motionsformer , og hvor der svedes mest, jeg “spinnede” ikke , men “hold da kæft hvor jeg svedte, der lå et helt hav på jorden” da jeg tog en pause for at få lidt vand. Så mine morgenture foregår nu i et adstadigt tempo, dog ikke så langsomt at der er chance for at jeg vælter.

Jeg prøvede at få billeder ind i historien, som det vil fremgå med al tydelighed “så lykkedes operationen, men patienten døde“, disse billeder har intet med Kenya at gøre, og dog, det lykkedes mig at få et billede med fra Nairobi National Park,
Det første er Michael, min “gamle” kollega og ego, da vi holdt navnedag, efter vi var blevet købt af RBS (Royal Bank of Scotland).
Det næste er Ida og Kristian og ego i Hemsedal.
To "flotte" fyre, der "skotter" til fotografen

Jeg ved ikke hvem der var mest bange, da
geparden begyndte at slikke min hånd, men
det er en dejlig ru tunge, der tager godt ved!!
Nu ved jeg hvordan jeg skal gøre, så skal jeg blot blive bedre til det. Jeg slutter for denne gang med at huske Jer alle på, ikke at glemme “Husk at elske mens du tør det, husk at leve mens du gør det” Gruk af Piet Hein, jeg vil blot huske Jer på at kramme en I elsker.

Kærlig hilsen.

Robert.
p.s. Jeg skriver i et tekstbehandlingsprogram før jeg kopier det til bloggen, så spare jeg lidt internettid, og dermed penge, Jeg har ikke fået billederne med over, det kan åbenbart kun kopiere tekst, så prøvede jeg at gøre det direkte på bloggen, det lykkedes, de tre billeder kom til at stå først i dette indlæg, og under flytningen gik Hemsedal tabt, det kommer med på et andet tidspunkt. Så ovenstående med at "nu ved jeg hvordan jeg skal gøre" Nej. det ved jeg ikke .
Jeg prøver igen, det må da kunne lade sig gøre!!!!!!!!!!!!!