mandag den 6. april 2009

“Kunsten at græde”

ikke I kor, (det er i øvrigt en rigtig god dansk film, der behandler fænomenet “incest” på en rigtig indlevende og god måde, lej/køb den på video og se den), men på den “aleneagtige” måde.

Jeg sad i går og skulle skrive min ugentlige “klumme” eller hvad jeg nu skal kalde mine beskedne indlæg til verdensdebatten, om løst og fast, nu kalder jeg det en klumme, (så kan jeg måske få nogle kommentarer om det, på “bloggen“).

Som sagt, eller mere rigtigt, som skrevet står, så sad jeg i går og skulle skrive min klumme, og som altid, så havde jeg mine høretelefoner på og igennem dem hørte jeg musik. En helt igennem fantastisk opfindelse, disse “lyttebøffer“, som gør at man kan forsvinde ud/væk fra den rigtige verden og ind i en verden, der kun består af musik og ens egne tanker. Engang imellem, så er den verden så “stor” at den tager dig med hen i en krog af én selv, hvor det er længe siden at man har været.

Sådan en oplevelse havde jeg i går, mens jeg lyttede til “No matter what” med Boyzone efterfulgt af “I kan ikke slå os ihjel” fra Christiania pladen fra starten af 70’erne, “I was born to love you” med Freddie Mercury, musik som jeg har hørt et utal af gange, uden at det har gjort et større indtryk på mig, bevares jeg syntes det er rigtig god musik, men i går, der skete der noget fantastisk, jeg kom i kontakt med mig selv og begyndte pludselig at græde, ikke hulke nej, jeg stortuede, ikke fordi jeg var ked af det, snarere det modsatte, jeg ved ikke om det er en ventil til mit underbeviste ego eller hvad der gjorde at jeg brød sammen i gråd, ikke at det var en grim oplevelse, slet ikke, nærmest en forløsning, noget der skulle ud og altså kom ud som vand der fossede og rensede mine tårekanaler.
Det er lidt svært at skrive om, så det ikke lyder som om jeg har set Gud eller noget andet guddommeligt, og jeg havde heller ikke “drukket af tønden” jeg er ikke deprimeret eller lider af hjemve. Det kom blot som at lyn fra en klar himmel. Jeg kunne ikke samle mig om at skrive, så jeg lyttede til mere musik, Dire Strait - Queen - Neil Diamond, alt sammen musik jeg sætter utroligt højt, fordi det har det der "X-Factor" som er så svært at definere, og jeg sad såmænd og græd i en times tid.

Træt og underlig tom , men glad gik jeg i seng, hvor jeg faldt lige ned i Morfeus rige, og jeg sov som et lille barn, til fuglene vækkede mig i morges.

Hvad der skete, det kan jeg kun gætte om, en grund kan være, at når jeg ligger i pølen og soler, så vandrer mine tanker rundt inde i mit hoved, ( nogle gange er jeg glad for de ikke vandrer rundt inden i andres hoved) og her på det sidste har jeg tænkt på mine tidligere ferie her i Kenya. De startede med et besøg hos Jørgen og Louise i Nairobi, sammen med Preben og Kristoffer, derefter besøgte jeg igen Jørgen og Louise, nu sammen med Laust, Christian ( en ven til Tom) og Tom, som desværre ikke er mere.
Så herned igen, nu til Diani Beach (Jørgen og Louise var taget hjem til Danmark) sammen med John fra Bornholm, året efter med mine forældre, sidste år alene i november og nu er jeg altså flyttet her ned permanent, alt det kan da godt være årsag til at det kogte over i går aftes, uanset hvad, så er det en oplevelse jeg ikke vil være foruden.

Så dem som har opfattet mig som “kold og wc artig” har nu fået et blik ind “i mit indre univers, univers, univers, du har sat dig på tværs, i mit univers,
Jeg kunne ikke lade være med at bruge Anne Lindets tekst, undskyld Anne.

At en professionel “hovedtyder” (har svært ved at stave til psykiater) sikkert ville sige “den dreng har siddet på kold potte som barn“, eller “som barn er han er blevet tvunget til at spise kolde fiskefrikadeller”. Det er jeg sikker på at min mor vil benægte. Og det bekymre mig heller ikke .

Hvad har jeg ellers lavet, sådan en uge inden påskeferien kommer til Danmark, jeg har cyklet på min nye cykel, det er en udafkroppenoplevelse at cykle hernede, de kører i den forkerte side af vejen (Kenya kører ligesom U.K., i venstre side), de kører stærkt, de kører tæt på, de dytter hele tiden, der er ingen skygge, der er varmt at cykle, de sidste to ting er dog ikke bilisternes skyld.
Der er en ting jeg skal blive bedre til, det er at cykle langsomt, jeg overhalede vel 10 12 cyklister, indfødte som er vant til varmen, og nu kan jeg sætte mig ind i “hold kæft hvor jeg sveder, når jeg “spinner“, der ligger en sø på gulvet når jeg er færdig“, historierne fra frokostbordet, når talen er kommet ind på motionsformer , og hvor der svedes mest, jeg “spinnede” ikke , men “hold da kæft hvor jeg svedte, der lå et helt hav på jorden” da jeg tog en pause for at få lidt vand. Så mine morgenture foregår nu i et adstadigt tempo, dog ikke så langsomt at der er chance for at jeg vælter.

Jeg prøvede at få billeder ind i historien, som det vil fremgå med al tydelighed “så lykkedes operationen, men patienten døde“, disse billeder har intet med Kenya at gøre, og dog, det lykkedes mig at få et billede med fra Nairobi National Park,
Det første er Michael, min “gamle” kollega og ego, da vi holdt navnedag, efter vi var blevet købt af RBS (Royal Bank of Scotland).
Det næste er Ida og Kristian og ego i Hemsedal.
To "flotte" fyre, der "skotter" til fotografen

Jeg ved ikke hvem der var mest bange, da
geparden begyndte at slikke min hånd, men
det er en dejlig ru tunge, der tager godt ved!!
Nu ved jeg hvordan jeg skal gøre, så skal jeg blot blive bedre til det. Jeg slutter for denne gang med at huske Jer alle på, ikke at glemme “Husk at elske mens du tør det, husk at leve mens du gør det” Gruk af Piet Hein, jeg vil blot huske Jer på at kramme en I elsker.

Kærlig hilsen.

Robert.
p.s. Jeg skriver i et tekstbehandlingsprogram før jeg kopier det til bloggen, så spare jeg lidt internettid, og dermed penge, Jeg har ikke fået billederne med over, det kan åbenbart kun kopiere tekst, så prøvede jeg at gøre det direkte på bloggen, det lykkedes, de tre billeder kom til at stå først i dette indlæg, og under flytningen gik Hemsedal tabt, det kommer med på et andet tidspunkt. Så ovenstående med at "nu ved jeg hvordan jeg skal gøre" Nej. det ved jeg ikke .
Jeg prøver igen, det må da kunne lade sig gøre!!!!!!!!!!!!!

5 kommentarer:

Laust sagde ...

Jambo Robert,

Hold k..., hvor føler man sig stillestående når man læser dine indlæg.

Du er jo i bund og grund ikke ud at rejse længere, nu er du hjemme i Kenay (du må også gerne komme hjem til Danmark når du har lyst), men du formår at rejse alligevel nu på et mere filosofisk plan og blandet med spændende, anderledes og afslappende oplevelser i din hverdag.

Jeg lover jeg skal nok finde tid til at få fundet en brugbar metode til at få billeder i dine indlæg.

Betaler du internet per minut? Jeg er helt blank på hvordan internet fungerer i Kenay, men i DK ville en mobil internetforbindelse blive betalt for hvor mange data man overfører - og det er ikke mange hvis man sidder og forfatter en tekst.

..:Laust.

P.S. Det er vel helt fint at kalde dine indlæg for en klumme. Forskellen på en blog og en klumme er vel kun at blogs er en platform der er tilgængelige for hvem som helst der har lyst til at skrive, ligegyldigt om der er nogen der læser eller ej. En klumme kræver vel næsten læsere ellers ville skribenten bliver fyret.

Robert Gerling Rosenqvist sagde ...

Hej Laust

Jeg er glad for at du læser den, så jeg kan kalde den en klumme, der er sådan et godt mundret ord, ligesom klunke og prut.
Jeg er opkoblet med en 3G som sættes i en USB port, jeg tror nok du har ret i at jeg betaler for vor meget data jeg sender igennem, men jeg kan ikke finde ud af det, jeg checker hvor mange jeg bruger, og det er ikke det samme beløb, selv om jeg er på lige længe, nå det funger trods alt, lige med untagelse af det med billederne, det må jeg prøve at øve mig på, jeg troede at jeg kunne kopiere fra words men illederne kom ikk med og at importere dem via bloggen er noget lo.. de kommer ikke hvor jeg gerne vil ha dem, og at rokere dem rundt er ikke let, jeg mistede et billede idag, men jeg prøver igen. På et tidspunkt, det er min ambition, er jeg lige så dygtig som dig ( ja jeg har jo lov at drømme)
til sidst tak for dine meget pæne ord om "klummerne"
kærlig hilsen
Robert

TB sagde ...

Jeg ville fandme også græde som pisket, hvis jeg hørte "De kan ikke slå os ihjel". Den er styg!!
Kh
Tina

Harriet sagde ...

Hej bror
Det ligger til familien, det med at blive rørt over ingenting - om det er "Bambi på glat is" eller "Det lille hus på prærien", så kommer der tårer på et eller andet tidspunkt og det må vi bare leve med. Jeg kunne godt have fået tårer i øjnene da jeg læste din krumme, men jeg var på arbejde og tænkte at jeg hellere måtte komme af med en latter i stedet for, så det gjorde jeg og der er jo ikke langt fra latter til gråd. Får helt lyst til at høre Boyzone igen - må se om jeg kan låne den af Christina. Rigtig god påske - du vil være savnet på mandag når vi sidder om de skidne æg hos Vibeke og Claus. knus fra swester

Unknown sagde ...

Hej Robert og tak for endnu en god og tankevækkende 'klumme'med mange smil også. Jeg kan bedre lide ordet klumme end blog. Det man skriver i en klumme skal have indhold, det der står i en blog kan have indhold, tænker jeg.
Dejlig med forløsning af nogle følelser og dejligt at du har mod til at lade det ske.
Jeg tror ikke, at der er nogle af dem, der kender dig, der har opfattet dig som'kold og wc agtig' - tværtimod. Den nogle gange brøsige facon har dækket over et følelsesmenneske, og nogle gange har man brug for at gemme alle de der følelser bare lidt væk.
Pas i øvrigt lidt på med at cykle i varmen, det har jeg selv prøvet i Tanzania og det tog næsten livet af mig en dag, jeg kom for langt væk og det blev for langt op ad dagen og lidt op ad bakke på hjemturen. Dengang i 70'erne kunne man ikke lige finde noget at drikke på vejen. Det er nok nemmere omkring Mombasa i år 2009. Men trafikken er til gengæld tættere.
Nyd det forsat og lev fortsat med hjertet.
Knus fra Hanne