lørdag den 19. december 2009

"Pensionister på tur" Kapitel 4

Pensionisterne blev kørt til lufthavnen den 1 December, jeg fik lov til at følge dem gennem sikkerhedszonen, så jeg kunne sørge for at de blev booket hele vejen til CPH. Afskeden var næsten uden tårer, men med en del vinken og en masse tak for denne gang og på gensyn.
De har nu været hjemme i snart tre uger, og det er min fornemmelse at det har været en rigtig god måned, og jeg tror måske, at hvis helbredet er til det så kommer de herned til næste år. Nu må vi se. Jeg har været meget glad for at visse dem rundt, steder som de ikke havde set, sidste gang de var her, og for min faster var alt jo nyt. I må indrømme at de tog alt i stiv arm, ikke noget der var for svært, eller som ikke havde deres interesse. Godt gået .

Det foregående er skrevet for nogle uger siden, men det var ikke nok til en “klumme”


Nu er der gået en rum tid, så det må være på sin plads at sætte endnu et indlæg på min blog. Problemet er blot at jeg ikke ved hvad jeg skal skrive om.

Klimaet, ja hvad skal man mene om det, jeg har fuldt med på DR, men jeg syntes det mest har handlet om demonstrationer, og ikke så meget om hvad der skete på selve klimatopmødet.

De fattige lande kommer for at få en pose penge - som så kan ryge i de forkerte lommer - de rige lande prøver at sno sig udenom, på de fattiges bekostning.

Hvorfor forskes der ikke i alternativ energi, jeg mener rigtig forskning så sol, vind, vand energianlægget bliver billigt at anskaffe. Solenergi er da en ide der ligger lige til højrebenet her, den skinner hver dag, men anlæggene er så dyre at det ikke er et alternativ, samtidig så er den service som man får næsten ikke eksisterende.

Kvindehåndbold der spiller jeg bolden videre til dem som vil kommentere det.
Nu skal mændene spille EM i starten af det nye år, så må vi se om jeg vil skrive et par linjer om dem, den tid den glæde!!

Så er der kommet langtids gæster, et Østrigsk pensioneret ægtepar, hun har været børnelæge og er det måske endnu. Hvad han har været står hen i det uvisse. De spiller golf hver anden dag, gudskelov så er her fred så længe.
Jeg har døbt dem “Hyacint og Richard” efter serien “Fint skal det være” som har været vist på dansk tv.
De har brokket sig siden de kom, der er ikke noget som er som det skal være, det være sig inventar, billard, pøl, ja selv fuglene synger for tidligt og hundene gør - tænk jer også om natten. Forleden dag ville hun gerne ha’ at Geoffrey gik ud for at stoppe nogle af naboerne i at brænde deres affald, men det er måden man kommer af med det på, her, det kunne da ikke være rigtigt at hun skulle lugte til det. Jeg blev inviteret til julefest hos dem, desværre inden jeg havde gennemskuet hende, jeg sagde ja tak. Det bliver nok de længste timer i mit liv, men jeg tager det med oprejst pande, eller også eksploderer jeg?!?!

Nu er julen jo hjerternes fest, så jeg kan vel høre på hende - for “Richard” bliver hele tiden bedt om at holde mund - de par timer jeg er tvungen til at være der, sammen med hele personalet. Jeg har hørt at vi bliver 11, så der er jo overvægt i personale, hvilket nok bliver min redning.

Nå, julestemning det er jo ikke det nemmeste at komme i, og det er ikke kun “Hyacint og Richard” der er skyld i det, men vejret spiller også en rolle, jeg må indrømme at det har hjulpet her på det sidste, hvor der har været sne billeder på netaviser og radioavisen har omtalt snekams, det minder jo om barndomsjulen julen, hvor det altid var hvid jul. Radioen spiller også en masse julemelodier, ja - det hjælper alt sammen.

Jeg glæder mig også til John kommer, den 6 januar henter jeg ham i Mombasa, når han omkring midnat ankommer med fly fra Amsterdam. Så bliver han i 6 uger, så vi skal nok få vendt verdenssituationen en gang eller to.
Jeg sidder og skriver i 30 graders varme, mens jeg lytter til julemusik i radioen, det er godt nok en spøjs oplevelse.

Jeg vil slutte med at fortælle, at jeg har en gæste skribent til at skrive de næste afsnit. Min far har skrevet et indlæg, hvor han roser sin søn, så det næsten er pinligt, men ros det kan vi vel alle lide at få - jeg kan godt.









Tanker fra en Safaritur

Jeg går lige bag ved Robert, vi er kommet til den lodge, vi kalder Elefantsøen og hvor vi var i 2007.
Denne gang skal vi overnatte her, vi går foran teltene, tøserne som jeg” kalder Musse og Aase,” går af nogle flisebelagte stier, men vi er seje, her er lidt skråt, det skråner ned mod et lille vandhul som der desværre ikke er vand i, så der kommer nok ikke elefanter som i 2007. En pludselig smerte i min højre storetå og ud af øjenkrogen ser jeg noget der forsvinder i græsset, hvad var det? Så vågner jeg det var kun en drøm men smerten i storetåen er der stadig, jeg vender mig i dobbeltsengen, kan ikke se Robert, dagen er ved at gry. Vi skal tidligt op og på safari i Shimba Hill så får jeg øje på Robert han sidder på altanen, en stor fugl har sat sig på gelænderet, foran ham, det er ikke blevet lyst endnu så jeg vil ikke forstyrre ham. Jeg lister ud under bruseren, så han kan snakke færdig med den fugl.
Nå, tilbage til Elefantsøen, på vej hertil stoppede Robert pludseligt, et stykke foran os stod en elefant på vejen, han kørte et lille stykke frem, og vi så en stor flok elefanter, på vores højre side der var babyer der diede og elefanter i alle størrelser et fantastisk syn, ikke nok med det, da vi så til venstre var der det samme syn, da vi var her i 2007 så vi ca. 50 ved vandhullet, men her var der mange flere.
Da jeg havde talt til 50 opgav jeg at tælle videre, så kom vi frem til teltene, Robert havde sagt til sin Mor at hvis hun skulle tisse om natten, og det skal vi jo alle sammen, når man kommer i vores alder, og måske flere gange, skulle hun kalde på en af de bevæbnede vagter, der så ville følge hende på das.
Hun truede med at tisse i sengen, men det var i de gode gamle dage, nu er der tæpper på gulvet, og brusebad toilet, der mangler ikke noget, og dog; ud af vores vandhane kom der ikke ret meget vand,
Så jeg gik over til tøsernes telt for at se om de havde vand, det var der, der kom mere ud end hos os, jeg var ikke mere end lige kommet tilbage, da Aase råbte der ligger en masse blod på vores toiletgulv vi skyndte os derover, og kunne se blodspor ud til toilettet, da jeg kigger ned på det, kommer jeg til at se ned på min sandal og den højre er helt blodig, jeg havde en stor klemmelus på højre tå, jeg har før fået en klemmelus, hvem har ikke prøvet det, men aldrig en jeg ikke har mærket.
Denne her har jeg ikke mærket, så jeg tror der er noget der har bidt mig, men det bliver aldrig opklaret.
Nu er Robert færdig med fuglen, tøserne er vækket, og vi skal ned til morgenmad, denne lodge boede vi også på i 2007. Jeg har dårlige minder herfra, dengang havde jeg dårlig mave og ville helst sidde på toilettet det meste af tiden, jeg husker tydeligt, da vi kom hertil, så kom en tjener og støttede mig, jeg ved godt det lyder mærkeligt, men lodgen er bygget oppe i træerne, men for at kommer til den skulle man gå nedad, og det var ligesom når man på ski skal op af en bakke, først den ene vej så den anden vej og tju og tju, nej ikke den sang, vi gik og gik jeg troede aldrig jeg nåede ned, men godt støttet af tjeneren lykkedes det, og så ind på bræddet dengang havde vi et værelse med 3 senge og toilet på gangen, jeg så ikke meget af omgivelserne, min rute var fra værelset til toilettet, og tilbage igen det meste af tiden, nåh det var dengang, ham sønnen Robert, er en overraskelsens mand, først det med bevæbnet vagt, og nu havde han bestilt de store hjørne værelser på 1 og 2 sal med altaner til begge sider. Eget toilet og bad, udsigt over søen hvor flodørnene, dykkede når tjeneren kastede mad ud til dem vi kunne også se deres rede og den ene unge, de havde, selvfølgelig i kikkert, ja der tog han sku fusen på os, vi var ikke alene ved morgenbordet, tre grå egern, ville spise med, de var så tamme, at de var lige ved at tage maden ud af munden på os, lidt overdrevent. Vi gik lige en tur på den gangbro der er lavet i træerne, fik taget nogle fotos, så op til Rusty, nu skal vi ud og se Sabel antiloper, det er det eneste sted i Kenya man kan se dem, vi er ikke kommet ret langt ind i parken, før vi kan se en stor lastbil og nogle parkarbejdere der er i gang med at fjerne et stort træ der har stået i vejen for en elefant, Robert får kantet Rusty forbi og længere fremme spotter han en elefant, der spiser morgen mad inde i bushen. Han kører frem til en lysning, og standser, vi kan se en elefant bag nogle træer, så kommer den frem i lysningen og kigger på os, finder ud af at vi ikke er farlige, tager en mindre gren i munden og går langsomt videre. Jeg må sige, at selv om du var skrap til at spotte dyr i 2007 blev jeg imponeret af, du siddende ved rattet uden kikkert med vejen fuld af huller, alligevel ser en giraf som ikke stod på åben savanne, foran nogle træer så langt væk at jeg kun kunne få øje på den med kikkert, du tog en hurtig beslutning kørte ned til et vejkryds, og drejede til højre, ned mod os kom en stor girafhan gående på vejen da den var ca. 10 til 15 meter fra os stoppede den kiggede på os og jeg kunne se den tænkte, hvorfor holder de på min vej, mon de er farlige? Jeg må hellere gå i en bue uden om dem, det gjorde den
og gik videre ned af vejen, Robert sagde det var en Masai Giraf, og han ved en masse, kender forskel på Grant gazelle og en Thomsen gazelle og Impalaer mange Antilope arter i det hele taget mange af de dyr der lever dernede, ham kan alle godt være tilfredse med som guide. Vi så Sabel antiloper - bøfler - aber - Kenya ekspres, en han og en gravid hun, minder om vores vildsvin, og en Harte beast en fætter til Gnuen. Et par begivenhedsrige dage med mange dyr, flotte udsigter, og godt vejr, var forbi, og vi forlod Shimba Hills, det ligger kun en times kørsel fra Robert, oppe i højlandet, så der skulle ikke ventes på færge, det var bare med at komme hjem til mad gryderne, og da Robert havde hvisket mig i ørene, at vi sku have en af mine livretter, kunne vi ikke komme hurtigt nok hjem.

Endnu engang tak for en dejlig ferie, de 3 pensionister

p.s. til trods for 5 strenge dage, var vi meget glade for,du hentede os i Nairobi, vi ville ikke have undværet, alt det vi oplevede, på vejen hjem til dig.

.
Efter strømmen nu er kommet tilbage - jeg har siddet næsten to timer i mørket og svedt - vil jeg skynde mig at slutte med ønsket om en rigtig glædelig hvid jul samt et godt og lykkebringende nytår og så det sædvanlige.

Glem nu ikke at huske - selvom julen er en noget stresset affære, det har vel ikke ændret sig - du behøver ikke en mistelten for at kysse den du elsker, men du kan da benytte den til at stjæle et kys fra en anden.

Kærlig hilsen

Robert.