En opskrift....eller to.

Hvis der ikke er andet at skrive om - og her er lidt dødt i øjeblikket, det regner og her er ingen gæster - så kan jeg da levere et par madopskrifter.

Jeg har fundet et par “gamle” danske dameblade, og i dem har jeg fundet nogle madopskrifter. Det undre mig at der står, blandt andet “kan du ikke få/lide de omtalte urter, så kan du bruge dem du kan få/lide” 

NEJ det kan du ikke, skal du lave mad efter en opskrift, så skal du gøre nøjagtigt som der står i opskriften. Så kan du efterfølgende lave om på den, hvis du syntes.

Så er det en ny opskrift, som du skal følge, og så fremdeles…..

Så hvis du følger mine opskrifter slavisk, så garanterer jeg et sublimt resultat.

“Havregrød a la Monique” Opskriften er til 2 personer.

¼ l. Vand

¼ l. Mælk (økologisk, med den fedtprocent der passer dig)

¼ l. Havregrøn (økologiske og fint valsede)

¼ tsk. Salt (gerne Læsø salt)

30 g. Smør (økologisk, gerne fra Thise Mejeri)

Vand og mælk bringes i kog, havregrynene kommes i og de koges, ved svag varme, i 6 minutter under stadig omrøring, smages til med salt og serveres med stødt kanel, sukker og som prikken over i’et en klat koldt smør.

Jeg anbefaler et stort glas koldt mælk (helst den samme slags mælk som er brugt til grøden) til at følge denne “Morgenmads” klassiker.

VELBEKOMMEN

“Okse i Karry a la Monique” Opskriften er til 4 personer.

1 tsk. Friskhakket ingefær.

1 tsk. Friskhakket hvidløg.

1 tsk. Friskhakket blandet rød og grøn chili (medium stærk).

1 stk. Hakket løg (stort).

2 stk. Porer (det hvide skåret i fine skiver, det grønne hakket)

2 spsk. Karry (den stærke fra Madras)

1 tsk. Stødt kanel.

1 ds.  Kokoscreme.

¼ l.    Piskefløde.

8 stk. Modne tomater (uden skind og kærner) hver skåret i 8 dele.

½ stk. Frisk ananas, skåret i små stykker.

1 kg. Oksemørbrad (befriet for sener og fedt og skåret i mundrette stykker)

400 g. Basmati ris.

100 g. Smør til svitsning.

1 dl. Olie til stegning.

Salt og Peber.

Ingefær, hvidløg, chili, løg samt det grønne af porerne svitses i smørret, karry og kanel tilsættes og det svitses yderligere et minuts tid under omrøring.

Kokoscreme og fløde tilsættes, det koges i nogle minutter til alt er mørt og det har den rette konsistens.

Oksemørbradsstykkerne steges i olie (ikke for mange af gangen, så de begynder at koge) smages til med salt og peber.

Risene skylles og koges med dobbelt vand og salt i ca. 10 minutter under låg, mens de trækker yderligere 10 minutter, så varmes karrysaucen og kødet, tomaterne, det hvide af porerne samt ananasen.

Koldt øl eller kold hvidvin er hvad jeg vil anbefale til denne “stærke” ret.

VELBEKOMMEN

Skulle der være nogen/nogle der har mod på at prøve foranstående opskrifter, så må jeg fortælle at de er taget lige ud af mit hoved, jeg har altså IKKE prøvet dem selv, der er dog overvejende grund til at tro, de er “spise bare”.

Jeg har ikke siden jeg gik på kokkeskole - da skulle man kunne opskrifterne udenad .- lavet mad efter opskrift, jeg har forestillet mig hvordan at det ville komme til at smage og det er som regel lykkedes. 

Det er ikke helt rigtigt, selvfølgelig har jeg lavet mad, professionelt, efter opskrift, gæsterne skulle jo gerne være sikker på at næste gang de kommer og bestiller det samme, at det så også smager af det samme. Det er som privat og selskabs kok jeg har brugt metoden, naturligvis spiller min erfaring også ind, men det er ikke så svært, hvis man tør tage springet.

Det er en metode jeg varmt anbefaler til andre, jeg mener hvis du selv syntes af ting passer sammen, så gør de det nok også. Det er vel ikke mange som syntes at “1 spandauer fyldes med rejesalat, 1 skive stærk ost ligges hen over, varmes til osten smelter og er lysebrun, spises med store melede hvide kartofler og ærter fra dåse” lyder til at smage godt, selvom der bliver serveret lunken “Nisseøl” til.

Lige et råd - skulle man prøve min metode, med at “tænke” sig til en opskrift - og man inviterer gæster, prøv den lige først, så undgås “katastrofer”.

Som den faste læser helt sikkert har bemærket så bliver mine “indlæg” tyndere og tyndere (det gør jeg faktisk også selv), jeg må blankt erkende at det bliver ikke bliver nemmere at finde på med tiden, så jeg tror (nej jeg ved) at jeg tager en pause til jeg har noget at fortælle eller noget at brokke mig over.

Jeg vil her benytte lidt spalteplads til. 

At takke dem som fulgte og bar, 

som skrev kommentarer og svar.

Som fik mig tilbage på rette vej

Til Jer vil jeg sige farvel så længe 

HEJ! HEJ!

De kærligste hilsner og glem ikke at huske, at kramme den/dem/ du elsker.

Robert

Billedbog

Dette er mit første rigtige forsøg på at overføre billeder til min blog, jeg troede at jeg kunne overføre dem alle på en gang, men sådan skulle det ikke gå. Så de kommer i en noget rodet rækkefølge. Der er et udvalg af billeder fra mine ture til Kenya, så der er tidsforskel på dem.Her er billeder fra 2006, hvor jeg var her med John og fra 2007 hvor jeg var her med mine forældre og til slut billeder fra i år, hvor jeg er her med mig selv. Det kan blive bedre når jeg får øvet mig, men jeg håber at det giver en lille fornemmelse af mine omgivelser.

(Under redigering, så fandt jeg en vej til at få det altsammen ind på en side, det er stadig lidt forvirenede, men jeg håber at det går).

Dette er min "Tænketank", men fordi det er regntid nu, så er det ikke der jeg bruger min tid.

(ikke at det gør nogen forskel, er der sikkert dem der mener)

Geoffrey og jeg var ovre at fælde Burgainvillae buske på Karls (min checf) anden grund en ½ time rask gang fra hvor jeg bor, en dag hvor det ikke regnede,

vi svedte dog, så det løb af os.

Geoffrey skulle vise hvordan man slå en "Popo"(et frugttræ med frugter lidt ligesom papaya) over i et slag, med en "slasher", det er sådan en man slå græs med eller slår folk ihjel med, men det er en anden historie.

Her er to "Mombasa Express" (en form for tusindben, op til 20 cm. lange) i hed elskov på terasse gulvet, jeg ved ikke hvem der bærer rundt på hvem, her er de stoppet op for "at rulle".

Her er et billede af "Bror Øbberbøv", taget en morgen da John og Louise var her, der er ikke noget at gøre ved det, det ligner

John og Ego taget af Louise, da vi var ude at spise "fint" på "The Cave", det er en restaurant der skal opleves, den er bygget - af et engelsk ægtepar - 10 meter nede i nogle gamle koral huler og maden (hummer og fisk) er noget af det bedste jeg har fået.

Her er Miriam og Geoffrey klædt på til at bevæge sig ud i regnen, det bliver brugt flitigt i denne tid.

Dette billede, er et af en elefant - det er taget i Simba Hills Nationalpark, kun en lille times kørsel fra hvor jeg bor - der hviler snablen (ja. det er tekstet for de hørerhæmmede)

Her er aben der sked på gulvet, eller også er det dens mage. Det er et par som har deres tur om morgenen, de starter på mit tag - så er jeg vågen - så fortsætter de til et Avocado træ i den anden ende af have, hvor de spiser morgenmad, hvis ikke Geoffrey kaster sten efter dem.

Der findes over 20 slags Akasietræer, her er tornene på en slags, nogle af dem bruger de lokale til at sy med, andre bruges til at indhegne deres boma (boplads, hvor dyrende er i midten, så et "hegn", så bor de indfødte, så uden på er der igen et "hegn" af spidse torne. Giraffer spiser de små blade der sidder mellem tornene, fordi de stikker sig på læberne og i resten af hovedet, så er deres spyt antiseptisk, og de infødte bruger faktisk girafspyt, hvis de har fået betændelse i et sår. Giraffens tunge er ca. 40 cm. lang, så den kan godt slikke sig i nakken

Her viser Det Indiske Ocean sig fra sin bedste side, og John måtte i, et par hundrede meter ude er der så et rev - på billedet er det højvande - der skille det lave vand fra det dybe vand, og hvor jeg har prøvet at fiske fra båd, "Deep See" Fiskeri, det er noget der skal prøves igen. Her er chance for at fange Tun, Sejlfisk, Dorado, Hajer og Marlin der kan veje op til 300 kg.

Her er en af de gamle færger ( der er tre, men der kommer en helt ny fra Tyskland i løbet af sommeren, der transporterer biler og mennesker (over 100.000) frem og tilbage mellem Mombasa og Likoni. Mombasa er en ø der er forbundet med nordkysten via en bro, og ind i landet via en dæmning os så sydpå mod Tanzania, med færger der sejler over Likoni Kanalen, den er vel 5-6oo meter bred, og det er også her al skibstrafik til Mombasa havn skal ind, så der kan være kø en gang imellem

Her får man et ganske godt indtryk af at, når det regner så kommer der altså noget ned, billedet er taget, da jeg var her sammen med John i 2006, og det er taget i den "lille" regntid

det samme er dette billede, taget fra terrassen i Villa Pierre.

De sidste to billeder er ikke i den bedste kvalitet, til gengæld så var oplevelsen så meget større. Kort fortalt, så havde vi (John og ego, 2006) lige passeret (for 10 minutter siden) nogle klipper på vej hjem fra et eftermiddags "gamedrive" vi var kørt ind på hotelets p-plads, da vores chaffør hører noget over "radioen" vender bilen og så skal jeg love for at det gik stærkt - 60 km i timen på de her hullede veje, det er stærkt - så vi holdt på alt hvad der var at holde på, jeg spurgte hvad der var sket, og han sagde at der var en leopard på "klipperne", alle de andre safari biler som var kommet hjem efter os havde altså set den, da vi kom frem til stedet så lå den ganske rigtigt og slikke den sidste sol den, da vi måtte køre lidt længere så vi kunne vende bilen, så var de andre kørt, da vi kom tilbage, nu havde vi hende for os selv, men solen var væk fra den klippe hvor hun lå, så efter et par minutter så strækte hun sig, og sprang med en lethed over på en anden klippe og ned i underskoven, jeg troede at hun var væk, og chafførn gjorde klar til at køre, da John sagde "Stop, jeg tror at den kommer denne vej", en svag raslen fra buskene og pludselig stod hun der og så op på os lige ved siden af bilen - jeg får gåsehud blot af at skrive dette - efter et par l a n g e sekunder fortsatte hun over vejen, kiggede en enkelt gang tilbage, sådan som om hun lige skulle være sikker på, at vi havde fået de billeder vi skulle ha', før hun forsvandt i det tætte buskads på den anden side af vejen. Hold da kæft vi var stumme i lang tid, et er at se en levende leopard (som er det sværeste af "The Big Five" elefanten, næsehornet, bøflen, løven og så leoparden, at se tæt på) ligge og nyde dagens sidste solstråler, måske 3-40 meter væk på en klippe, men at være så heldig at se den på under 3 meters afstand det er en "ud af kroppen oplevelse". Vores chaffør sagde, mens vi nød en iskold Tusker, da vi var kommet hjem på hotellet, "Så tæt på har jeg aldrig været på en Leopard, that was great. Vi gav ham ret og tog en Tusker mere. Så jeg kan leve med de "dårlige" billeder. Det var hvad jeg har valgt at

vise denne gang, jeg håber at det har været besværet vær (altså Jeres)

Jeg slutter af med, det sædvanlige. Husk, glem nu ikke at kramme en du elsker......

Kærlig hilsen

Robert

Søndag den 3 maj 2009.

De første spæde solstråler rammer mit ansigt, jeg vågner og kigger på klokken - selv om jeg ved den er lidt over seks - jeg vender mig og prøver at falde ned i Morfeus rige igen, men jeg kan mærke at jeg ikke har heldet med mig, så jeg står op.
Der er stadig en halv time til Geoffrey kommer, og Stephen er gået hjem.
Så jeg har det hele for mig selv, efter en lille tisse tår sætterjeg mig ud på terrassen og nyder stilheden som endnu er tilstede. Når først jeg har fået gnedet søvnen ud af øjnene, 

så er det en fryd for sjælen at sidde her inden dagen rigtig starter og se på fugle.
Jeg kommer lidt ekstra havregryn på fuglebrættet og snart begynder de små sultne væverfugle at flokkes og slås om magten på foderbrættet. Jeg har fem forskellige slags som jeg har givet navne - Yellow mås, sort hat, rød øje, orange top, sort bryst - og så er der hunnerne, som ikke er så farvestrålende, så de har ikke fået navne endnu.
Jeg kender ikke deres “rigtige” navne og Geoffrey er ikke til nogen hjælp, han siger det er weaverbirds (men udtaler det riverbirds) så der gik et stykke tid inden jeg forstod, at det var væver fugle.
Her er også to slags kolibrier, som ikke kommer til foder brættet, samt en fem seks andre ,større, arter som heller ikke kan lide havregryn.
.Klokken syv kan jeg høre at Geoffrey lukker sig ind af porten, klar til dagens forskellige gøremål, vi er alene i dag, for Poul er startet på 14 dages ferie og Miriam kommer først tilbage fra 14 dages ferie i morgen. Og her er ikke nogle gæster, det ser lidt sort ud for øjeblikket, men der ryger vel nogle i fælden snart.
Jeg laver kaffe og rister nogle skiver franskbrød i min “toaster” og sætter mig igen ud på terrassen, klar til at spise sammen med “The Birds”. Der kommer en heftig byge og fuglene forsvinder, “this is just a shower” siger Geoffrey, “it’s gone in a minut” ja der gik lidt længere, vel en ti minutter så var solen fremme igen som om intet var hændt. Efter et par kopper kaffe, lidt flere smøger og et par kapitler i Judith Thurmans bog “Karen Blixen, en fortællers liv“. (en bog jeg fik af Johns kæreste Lene på vores fødselsdag (vi er begge født den 26 februar) og en bog jeg kan anbefale at læse hvis Karen Blixen ellers er på læselisten) er det tid til lidt personlig hygiejne.
Efter tandhygiejne, en hurtig skyller under den kolde hane og iført mine nye sandaler - og tøj naturligvis - gør vi os klar til at gå over til min “Landlord”s andet stykke Kenya, en “plot” på ½ acre (ca. en ½ fodboldbane, grunden jeg bor på er ¼ acre) den ligger en god ½ times gåtur gennem bushen, det er en dejlig tur hvor vi for følelsen af at vi er lidt “Palle alene” i verden. Her er godt nok ingen “vilde” dyr, men en ged eller en ko ser vi nu og da på vejen (som er en mudret sti
der slynger sig gennem landskabet, og hvor det gamle koralrev stikker op gennem mudderet, jeg falder ikke , men det er tæt på et par gange.
Da vi er kommet cirka halvvejs, spøger Geoffrey om jeg sveder, ja lidt sveder man vel altid, men det er overskyet og egentlig en behagelig temperatur i gå tur i, at han mente om jeg var våd, fandt jeg ud af da det pludselig bliver mørkt og stille. Fuglenes sang er forstummet og stående (uden øl og langt fra hjemmet) midt i bushen og hvor træer er en mangelvare, åbnede himmelen sine sluser.
Der gik ikke 2 minutter så er vi gennemblødte, jeg mener ikke våde, jeg mener “hop i pølen med tøjet, cigaretterne, lighteren, pungen med penge og kopi af pas” gennemblødte. Nå, når man er våd så er man våd, så vi fortsætter vores vandring som om intet var hændt, dog er stien nu blevet til en mellemting mellem en “flod” og et mudderbad, og mine nye sandaler er ikke så “pæne” mere, efter et kvarter, så skinner solen igen og fuglene synger som om intet var sket. Vi så at grunden lå der endnu og alle frugttræerne og mangotræet var intakte. (Karl, min chef, havde fået et telefonopkald i London, om der var nogle der gik og fældede træer, så han var bange for at grunden var ryddet)
Det er nabogrunden hvor der er tegn på at der skal bygges. Så vi “vender kajakken” og begynder på hjemturen, Geoffrey kender “a short cut” som viser sig at gå lige forbi en Restaurant - “Sun Dawn’er” - der ligger ud til “strandvejen” og her hiver jeg en pjaskvåd tohundred shilling seddel frem og byder på en kold “Tusker”. Jeg er nødt til at købe mig en pakke “cigabøjer” for mine egne er uden for redning, lighteren er også gået kold - måske er det et tegn fra oven om jeg skal holde op med at ryge, jeg ser det ikke - så jeg får ild af tjeneren. Da vi kommer hjem (ti minutter senere) er mit tøj næsten tørt, (ikke mine underhylere, de er lidt klamme) og mine sandaler er “nye” igen efter Geoffrey ordnede dem.
Et par hjemmelavede “Pariser Toast”, et glas iskold lemonade, lavet af det lokale vandhanevand (kogt) som så kommer i køleskabet, det smager lidt af salt, men jeg er da ikke blevet syg af det endnu - normalt er det “kildevand” fra dunk jeg drikker (stuetemperatur, det er ikke godt med for meget koldt at drikke), selv om jeg nyder min “iskolde” lemonade til frokost.
Klokken er nu ved at være to, og det er “Pool Time” - Pøl du er min ven og nu er du det igen - jeg elsker at ligge i det kolde (ja, rigtigt koldt bliver det aldrig), men kølige vand og fundere over livet i almindelighed og mit eget i særdeleshed (det kommer næppe bag på nogen som har fulgt med på min blog).
Lige inden jeg begynder at lige en rosin, så lader jeg solen tørre min krop, mens jeg langsomt vågner op, til endnu et kapitel af “Livsens Ondskab”.
Læsningen af dagen aviser. Det foregår i selskab med en kop stærk kaffe og en pibe tobak, når de så er fordøjet, så begynder jeg at tænke på aftensmad, som i dag er “resterne” af Pouls frikadeller i paprika sovs med ris.
Uuhmmm, det smager vel nok dejligt, det må da være hjemmelavet.
Geoffrey tænder “myggens lys” ved femtiden (inden han går hjem klokken seks), jeg er færdig med at spise ved sekstiden og jeg hører at Stephen og Geoffrey taler sammen, inden han kommer og siger “good evening, how has your day been, mine has been ok“, så er det på vej til at blive mørkt, (skumring er = med ca. tyve minutter) så jeg trækker mig tilbage til P.C.’en , tjekker mails, skriver mails, jeg ser en film - Mama Mia for 4 gang ! (jeg må indrømme, da jeg hørte at Meryl Streep og Pierce Brosnan, Stellan Skarsgård med flere, skulle indspille Mama Mia, så tænkte jeg “her er en film jeg aldrig skal se”. Jeg så den så “i smug“ på vej hjem i flyveren fra Kenya, jeg havde set alle de andre film før, så jeg tog “Phantom of the Opera” og “Mama Mia”, lige efter hinanden og jeg var solgt. Jeg ønskede mig den til jul og fik den). Glad om hjertet efter en omgang “god øregas” er det nu her ved 11 tiden, jeg vil kaste mig i armene på Mr. Morfeus.
God nat Ole, sov godt og tak i lige måde.
Ja sådan så søndag den 2 maj ud, her i Diani Beach, Kenya.
Jeg vil slutte med den sædvanlige smøre. Husk ikke at glemme……………..
De kærligste hilsner
Robert.