tirsdag den 19. maj 2009

En opskrift....eller to.

Hvis der ikke er andet at skrive om - og her er lidt dødt i øjeblikket, det regner og her er ingen gæster - så kan jeg da levere et par madopskrifter.

Jeg har fundet et par “gamle” danske dameblade, og i dem har jeg fundet nogle madopskrifter. Det undre mig at der står, blandt andet “kan du ikke få/lide de omtalte urter, så kan du bruge dem du kan få/lide” 

NEJ det kan du ikke, skal du lave mad efter en opskrift, så skal du gøre nøjagtigt som der står i opskriften. Så kan du efterfølgende lave om på den, hvis du syntes.
Så er det en ny opskrift, som du skal følge, og så fremdeles…..

Så hvis du følger mine opskrifter slavisk, så garanterer jeg et sublimt resultat.

“Havregrød a la Monique” Opskriften er til 2 personer.

¼ l. Vand
¼ l. Mælk (økologisk, med den fedtprocent der passer dig)
¼ l. Havregrøn (økologiske og fint valsede)
¼ tsk. Salt (gerne Læsø salt)
30 g. Smør (økologisk, gerne fra Thise Mejeri)

Vand og mælk bringes i kog, havregrynene kommes i og de koges, ved svag varme, i 6 minutter under stadig omrøring, smages til med salt og serveres med stødt kanel, sukker og som prikken over i’et en klat koldt smør.

Jeg anbefaler et stort glas koldt mælk (helst den samme slags mælk som er brugt til grøden) til at følge denne “Morgenmads” klassiker.

VELBEKOMMEN

“Okse i Karry a la Monique” Opskriften er til 4 personer.

1 tsk. Friskhakket ingefær.
1 tsk. Friskhakket hvidløg.
1 tsk. Friskhakket blandet rød og grøn chili (medium stærk).
1 stk. Hakket løg (stort).
2 stk. Porer (det hvide skåret i fine skiver, det grønne hakket)
2 spsk. Karry (den stærke fra Madras)
1 tsk. Stødt kanel.
1 ds.  Kokoscreme.
¼ l.    Piskefløde.
8 stk. Modne tomater (uden skind og kærner) hver skåret i 8 dele.
½ stk. Frisk ananas, skåret i små stykker.
1 kg. Oksemørbrad (befriet for sener og fedt og skåret i mundrette stykker)
400 g. Basmati ris.
100 g. Smør til svitsning.
1 dl. Olie til stegning.
Salt og Peber.

Ingefær, hvidløg, chili, løg samt det grønne af porerne svitses i smørret, karry og kanel tilsættes og det svitses yderligere et minuts tid under omrøring.

Kokoscreme og fløde tilsættes, det koges i nogle minutter til alt er mørt og det har den rette konsistens.

Oksemørbradsstykkerne steges i olie (ikke for mange af gangen, så de begynder at koge) smages til med salt og peber.

Risene skylles og koges med dobbelt vand og salt i ca. 10 minutter under låg, mens de trækker yderligere 10 minutter, så varmes karrysaucen og kødet, tomaterne, det hvide af porerne samt ananasen.

Koldt øl eller kold hvidvin er hvad jeg vil anbefale til denne “stærke” ret.

VELBEKOMMEN


Skulle der være nogen/nogle der har mod på at prøve foranstående opskrifter, så må jeg fortælle at de er taget lige ud af mit hoved, jeg har altså IKKE prøvet dem selv, der er dog overvejende grund til at tro, de er “spise bare”.

Jeg har ikke siden jeg gik på kokkeskole - da skulle man kunne opskrifterne udenad .- lavet mad efter opskrift, jeg har forestillet mig hvordan at det ville komme til at smage og det er som regel lykkedes. 
Det er ikke helt rigtigt, selvfølgelig har jeg lavet mad, professionelt, efter opskrift, gæsterne skulle jo gerne være sikker på at næste gang de kommer og bestiller det samme, at det så også smager af det samme. Det er som privat og selskabs kok jeg har brugt metoden, naturligvis spiller min erfaring også ind, men det er ikke så svært, hvis man tør tage springet.

Det er en metode jeg varmt anbefaler til andre, jeg mener hvis du selv syntes af ting passer sammen, så gør de det nok også. Det er vel ikke mange som syntes at “1 spandauer fyldes med rejesalat, 1 skive stærk ost ligges hen over, varmes til osten smelter og er lysebrun, spises med store melede hvide kartofler og ærter fra dåse” lyder til at smage godt, selvom der bliver serveret lunken “Nisseøl” til.

Lige et råd - skulle man prøve min metode, med at “tænke” sig til en opskrift - og man inviterer gæster, prøv den lige først, så undgås “katastrofer”.

Som den faste læser helt sikkert har bemærket så bliver mine “indlæg” tyndere og tyndere (det gør jeg faktisk også selv), jeg må blankt erkende at det bliver ikke bliver nemmere at finde på med tiden, så jeg tror (nej jeg ved) at jeg tager en pause til jeg har noget at fortælle eller noget at brokke mig over.

Jeg vil her benytte lidt spalteplads til. 

At takke dem som fulgte og bar, 
som skrev kommentarer og svar.
Som fik mig tilbage på rette vej
Til Jer vil jeg sige farvel så længe 
HEJ! HEJ!

De kærligste hilsner og glem ikke at huske, at kramme den/dem/ du elsker.

Robert

4 kommentarer:

TB sagde ...

Du går ingen steder før du har givet opskriften på farseret giraf lår. Jeg har problemer med udbeningen ....

Harriet sagde ...

Kære bror
Jeg vil savne din klumme hver mandag, hvad skal jeg så lave i frokostpausen? Jeg håber du hurtigt finder på et eller andet at skrive, så jeg kan få mig et billigt grin for det er så dejligt og man kan hurtigt blive afhængig af det. Indtil du skriver igen, så tak for god underholdning - både med og uden brok.
Tusind knus din swester

Unknown sagde ...

Hej Du Gamle
Du jo skrevet om alt og intet - og det er det dine læsere vi have, så du kan ikke bare stoppe!! Hvem kan ikke huske din historie om "de to klaphatte" og tankbilen - eller navnet på en fugl fra din park!!
Der må da være et par navne som vi ikke har hørt om!
Så op på zebraen og videre!

Unknown sagde ...

Hvorfor nu stoppe ...det går jo lige så godt! :o)
Egentlig forstår jeg godt hvad du mener, men du kan jo lige netop dette, med at skrive "frit fra leveren", og det er vi en del der godt vil have at du fortsætter med.

I dette indlæg omkring opskrifter, har du, i øvrigt, lige bevist at du ér professionel kok. En sådan (jeg kender nogle stykker af denne art) kan jo netop "finde på" og afprøve, ud fra eget hoved ...og så vide og føle sig frem til, hvordan man lige skruer det sammen, når gæsterne skal komme.
Vi andre, håbløse amatører, afprøver og må skrive ned - hermed står vi med en opskrift - og så alligevel blev det ikke helt det samme, når gæsterne kommer ;o)
Og hurra for, at der er forskel på om man er professionel eller amatør!