En lystfisker historie

Klokken er 05.00, mobilen vækker mig, med den der irriterende summen der bliver højere og højere indtil man, stadig halvt i Morfeus rige, halvt vågen slukker den.

Jeg står op, efter lige at jeg har sundet mig et par minutter, i dag skal slaget slås.

Det er min første fisketur efter “The big one”

Jeg befinder mig på White Sands hotel, nord for Mombasa i Kenya. Mit værelse har udsigt ud over det Indiske Ocean, det er godt nok stadig mørkt, men en svag rødmen er begyndt i horisonten, efter et bad er solen nu ved at stå op, hvilket syn, alle de røde og orange toner som farvepaletten rummer, syntes at komme op af havet, der ligger spejlblankt på den anden side af revet, der løber langs Kenyas østkyst.

Vi bliver hentet af “Kaptajnen” på vores hotel - min fiskemakker som hedder Vagn og jeg - lidt efter klokken 06.30, og kørt hen til båden, en 32 fods båd, rigget til dybhavs fiskeri, plads til 8 stænger, en af dem på dawnrigger.

Klokken 5 minutter over syv er vi på vej ud på den anden side af revet og et kvarter over er alle stænger i vandet, nu er det blot at vente.

Vente som,  når jeg har stået på dækket af turbådene på Øresund eller når jeg har været på Det Gule rev i Vesterhavet, bevares jeg har da fanget fisk, men min personlige rekord er en torsk på 12,4 kg, det er jo ikke “verdensrekord”, så her venter jeg på en af de store.

Vi har aftalt at vi skiftes til at sætte os i "Stolen", og at jeg skal starte med at kæmpe med den første som bider på en af krogene. Der går dog en time uden at der er tegn på fisk, solen begynder at varme. David en kenyaner på 18 år, hiver krogene ind og skifter agn, vi startede med, hvad der ligner store woblers, nu skiftes til store kroge, hvor stykker af tun bliver sat fast og til sidst bundet med bomuldssnor, ikke at det ser ud til at hjælpe for der går over en halv time, mens vi sejler frem og tilbage lige uden for revet på ca. 40-80 m vand. “We will take one more turn, before we go to deep waters” siger “Kaptajnen”, da et af hjulene starter med at gi’ line og den karakteristiske lyd af "knaren" (alle hjul er sat på “knare” og til at der skal 50 pund til at trække line af hjulet), fortæller at nu sker der et eller andet. David tager stangen og gør klar til modhug, så sætter jeg mig i stolen, klar til jeg ved ikke hvad, men adrenalinen er begyndt at pumpe, jeg får stangen - nu skal David have alle de andre stænger spolet ind på rekordtid, så ikke linerne vikler sig ind i hinanden - og så er det blot om at holde linen stram og lade fisken gøre hvad den nu skal og så spole line ind på hjulet efterhånden som fisken bliver træt, efter få minutter er jeg klar over at det ikke er som at hive en torsk op fra 30-40 meter, det her er noget helt andet (udstyret er også noget andet, stængerne er 6-8 fod lange, hjulene er nogle ordentlige “kaffemøller” med 400-600 m line, den tyndeste line er 0,8 mm, den kraftigste er 1.0 mm, den sidder på dawnriggeren som fisker på 25 m under overfladen, de syv andre stænger er mellem 25-50 m efter båden i overfladen og vi sejler med en fart af ca. 3-4 knob, så er det tekniske på plads). Bare tæer, shorts og nøgen overkrop (jeg havde gudskelov husket at tage en kasket på) sidder jeg nu med (fiske)stangen mellem mine ben, placeret i en holder, og skal koncentrere mig om at holde linen stram, hale ind når den bliver slap, lægge linen rigtigt på hjulet med tommelfingeren, i starten går det godt, fisken virker ikke alt for utilfreds med at have fået en 10 cm lang krog gennem munden, så det er ikke vanskeligt at hive line ind og lægge den rigtigt på hjulet, de første ti minutter går med at få den tættere på båden, jeg for den vel ind på en 40-50 meter før vi ser hvad det er for en fisk jeg har på krogen, for pludselig så springer den ud af vandet  en Sailfish på et par meter, om den lige skulle se hvilken modstander der sad på båden eller hvad, det ved jeg ikke, men da den forsvandt i vandet, så tog fanden ved den , i løbet af 5-10 sekunder tog den et ca. 150 m udløb, ok vi starter forfra, mine underarme føltes som om de havde været med i en “Skipper Skræk” film, jeg var klar over at de penge jeg havde brugt i Svanemølle Hallens fitness center, de var spildt, Vagn stod nu og heppede og “Kaptajnen”  råbte “Keep the line on the spol” på Schweizertysk/engelsk, jeg svedte som en pisket, det løb ned i mine øjne og ned ad min ryg, under mine arme, som gjorde ondt, det hjalp da jeg begyndte at stemme mine ben imod agterstævnen og bruge ryggen som vægtstang, efter et par udløb mere og 25 minutters hård fight måtte den overgive sig og David fik en fangstkrog i den og hev den ombord. “It’s a 50 pounder” sagde “Kaptajnen” , ok ny personlig rekord vægtmæssigt, men det var ikke en rigtig "stor" en, men det var en hård kamp og min første sejr. 

Den fornemmelse som det er at fiske - det ene øjeblik sker der ikke en skid - det næste er du i slagsmål med noget du ikke kan se, du ved ikke hvad det er, hvor meget den vejer, om den er kroget rigtigt, om den bliver på krogen eller om der kommer en større fisk og spiser den på vejen op i båden. Det kan ikke forklares, selv om jeg lige har prøvet, det skal opleves, og alle lystfiskere vil give mig ret….

Jeg var naturligvis helt oven på og skulle fejre det med en øl og en smøg, David havde igen fået alle stænger ud og "Kaptajnen" sagde “I think we will stay a little longer” så vi tog endnu en tur langs med revet, en anden stang bøjede sig og der løb line ud, David lavede modhug og gav stangen til Vagn, der havde sat sig i fighter stolen. Jeg heppede og tog billeder i håb om at det igen var en Sailfish, som ville springe ud af vandet med “sejlet” oppe, men det var en  Dorado (en guldmakrel) på ca. 20 pund (ifølge David), Vagn landede den på 15 minutter og han svedte også bravt efter kampen, så han måtte også ha, sig en øl, Mens vi sad og var helt oppe at køre, så var der bid igen “Skod smøgerne drenge, rektor kommer” hen og sidde i stolen klar til en ny kamp, glemt var mine ømme arme, nu er det en af de store!. David laver modhug (det gør han altid når det er nye folk der fisker, for at undgå fejlhug, sagde han)

Stangen over til mig, jeg syntes at det føltes som om det er en større fisk denne gang, den var i hvert fald mere utilfreds end den første, for den startede med at tage udløb på stangen med den “tynde” line vel 500 meter, der var ikke så meget line tilbage af de 600 meter der var på hjulet, så var den også blevet træt og lå lidt stille, samtidig var der bid på en anden stang som David ikke havde fået hevet ind endnu, så Vagn fik den stang og mens han kæmpede med den, spændte David et bælte rundt om maven så han havde mere styr på stangen (som passer ned i et metalrør som sidder på bæltet), heldigt at min fisk var stukket så langt væk fra båden, det gjorde at Vagn havde mere plads til at få sin Dorado ind, inden jeg startede med at kæmpe med min, så efter en ti minutter hvor jeg blot havde lagt et lille pres på min fisk (efter ordre fra "Kaptajnen", som jeg naturligvis adlød, man er vel ikke gammel marinesoldat for ingenting) fik Vagn sin fisk ombord (endnu en Dorado på omkring de 20 pund) og jeg kunne starte med at hale over en ½ kilometer line ind med en ordentlig karl på krogen, det blev nu ikke den store fight. den (endnu en sailfish) sprang en gang langt væk fra båden, men så svømmede den stort set hen mod mig, med et par små udløb, resten af tiden så selv om det tog lidt over 40 minutter før den var oppe på dækket, så var det ikke så hårdt som første gang - måske var det også rutinen der spillede ind anden gang - ha ha. 

Efter den gang “panik” på agter dækket så skulle der nye agn på krogene, og nu ville “Kaptajnen”  ud på det dybe vand, ikke at vi skulle sejle lang tid det tog vel et kvarter, så var vi nogle sømil væk fra kysten og “Kaptajnen”  sagde at nu var der mellem 350 - 800 meter vand under kølen og det var her de store fisk levede, (jeg ved ikke om han lige skulle se om vi kunne fiske eller hvad), men vi gjorde os klar til at fange en af de store, da det var Vagn der havde fanget den sidste, selv om jeg sluttede efter ham, så satte jeg mig til rette med en smøg og en øl i “Stolen” klar til at være Børge Munck Jensen (for hvem der kan huske ham, han skrev i BT, om lystfiskeri) eller Ernest Hemingway (for hvem der kan huske ham, forfatter til bla. “Hvem ringer klokkerne for” og “Den gamle mand og havet” begge filmatiseret). Klokken var nu blevet tæt på 12.00 og solen den bagte lige ned i krydderen, så det tog ikke lang tid før jeg måtte fortrække til skyggen i den åbne kahyt under broen, hvor “Kaptajnen”  styrede ud og ind, langs med kysten og på kryds og tværs, der var nu ikke noget der ville bide. Vagn og jeg spiste frokost i skyggen, maden, øllerne, solen og varmen gjorde os lidt sløve og vi kunne godt bruge en “morfar”, nu det ikke så ud til at vi skulle kæmpe mere mod fiskene, så valgte jeg at kæmpe mod Morfeus, han var lige ved at få overtaget da - Stangen bøjede, linen løb ud og “knaren” larmede - “We got a big one” råbte “Kaptajnen”  og jeg røg ud på stolen i solen, glemte min kasket, satte mig tilrette, fik stangen (efter David havde fået “den” rigtigt på krogen) linen løb lystigt, stoppede, jeg begyndte at spole line tilbage på hjulet, nyt udløb, hvor jeg blot sad og så på linen der forsvandt fra det store Daiwa hjul. Kaptajnen slog bak for ikke at “den” skulle “æde” al linen Vi lå et lille stykke tid stille i vandet, der var ingen modstand da jeg begynde at spole line ind på hjulet, det var som om at den havde revet sig fri af krogen eller line var sprunget. Jeg gav stangen til David som prøvede at spole line ind og han så ikke for glad ud, det havde tilsyneladende været en ordentlig krabat han havde kroget, jeg havde ikke mærket “den” mens jeg træk ind, kun set at den tog line af hjulet i en vældig fart, “Well you can wind them all” tænkte jeg og gjorde mig klar til at forlade stolen. “He’s coming this way, get ready” “Kaptajnen”  satte den kraftige indenbords motor i gear og gav den “noget saft at drikke“, stangen var nu tilbage imellem mine ben og jeg spolede line ind som en sindssyg, det gik så stærkt nu ,at den cirkelrunde bevægelse som håndtaget normalt tager, den blev trekantet, mine små bank arme gik som stemplerne på et gammeldags damplokomotiv, 

“Keep the line on the spol”  råbte kaptajnen, min tommelfinger gik frem og tilbage mens den lagde line på som om der var linefører på hjulet. Når der ikke er vægt på linen så fylder den mere, fordi den ikke er så stram og jeg kunne se at der snart ikke var plads til mere linen på hjulet, men nu kunne jeg mærke kræfterne fra fisken den havde åbenbart skifte retning under vandet, David havde under min massive indspoling af linen skruet på bremsen så den nu krævede 60 punds træk for at hive line af. Det havde han glemt at fortælle fisken, for nu begyndte den at tage udløb igen og al den line jeg havde fået lagt på hjulet og som min nu lettere lederede tommelfinger havde forsøgt at lægge pænt forsvandt igen ned i vandet, jeg kunne kun side og vente på at den blev træt, for så længe at den havde kræfter til at hive line af hjulet skulle jeg kun holde stangen og være op mærksom når trækket forsvandt, så kunne jeg begynde at spole ind igen, denne gang så var der træk på så tommelfingeren var ikke så hårdt belastet, jeg stemmer fødderne mod agterstavnen, holder stangen vandret, holder armene strakte ud for brystet, ryggen rank og trækker med alt, undtagen armene før til sidst, så fører jeg stangen meget hurtig ned mod vandret, mens jeg spoler line ind som en sindssyg og tommelfingeren arbejder igen, så en vejrtrækning og det samme igen og igen og igen, jeg får vel 2-3 meter line ind hver gang, men den er løbet med flere hundrede meter, så det er et langsommeligt arbejde at få fisken ind mod båden, solen! den brænder ned i hovedet på mig og sveden løber ned overalt David finder min kasket, og hælder en ½ l iskold mineralvand ned over mit hoved og min kasket får også lige lidt koldt vand, lige hvad jeg trængte til, det giver mig fornyede kræfter til den sidste kraftanstrengelse så må vi se om det er mig eller fisken - som vi endnu ikke har set - der vinder, jeg har sved i øjnene så jeg ser ikke, at jeg har fået den næsten ind på 50 meters afstand, jeg koncentrerer mig om ikke at lytte til mine muskler i arme, ben, ryg, mave. Kort sagt hele min krop er ved at bukke under for smerten, da jeg hører David og Vagn råbe “Shark! it’s a shark”, da jeg kigger op, ser jeg gennem en flimmer af sved, sol og smerte en rygfinne bryde vandoverfladen små 30 meter væk, det giver mig fornyede kræfter og  smerterne er ikke mere uudholdelige, jeg kæmper de sidste minutter inden hajen - en 4½ meter lang 700 punds tung Bull Shark - (i følge "Kaptajnen") ligger udmattet langs med siden af båden. “David tag it and let it go” siger “Kaptajnen”, så David sætter et mærke på rygfinnen, bider stålforfanget over med en skævbider, hajen ligger lidt ved siden af båden, ligesom for at samle kræfter, jeg fotograferer som en anden kanon fotograf, og den ligger pænt og lader sig forevige, jeg syntes at den kigger på mig med sit sorte øje, blinker og slå et par slag med halen, så er den på vej væk, ned i det dybe blå. Da adrenalinen stadig pumper i min krop, så lægger jeg mig ind i kahytten for lige at komme til kræfter. “Robert, vil du ha en øl" hører jeg Vagn sige, mens han rusker mig lidt i skulderen. “Ja - det kan du eddermaneme tro at jeg vil” siger jeg! glad for at jeg tog på fisketur, selv om mine arme er ømme og jeg er træt. Klokken er blevet lidt i tre og vores fiske eventyr er ved at være ovre, vi har chartret båden otte timer fra 07.00 til 15.00, og jeg syntes at vi har fået fuld valuta for de 800$ som det koster.

“Jeg håber ikke det gjorde noget at jeg tog din tur, du sov så godt, så jeg nænnede ikke at vække dig” sagde Vagn, da David var ved at hive de sidste stænger ind. Jeg fangede også en Sailfish sagde han stolt, men din er den største! tror jeg. Nå, så vandt Morfeus altså alligevel over mig, det føles ellers som om drømmen var virkelighed. 

Da vi kom iland så blev fangsten vejet og mine Sailfish var på 27,4 kilo og 25,8 kilo.

Vagns to Doradoer var på 10.3 kilo og 8.2 (i øvrigt en han og en hun) hans Sailfish var “kun” på 24,1 kilo, så jeg fik den største og han fik flest - fordi jeg sov mens jeg kæmpede med en 4½ meter lang Tyrehaj.

Vi fik lov til at tage den mindste Dorado med hjem til hotellet.

Her spiste vi den stegt over åben grill, med en iskold “Tusker “ og en Chardoney fra Sydafrika. Velbekomme det var et herremåltid og Dorado smager pragtfuldt.

Dette var en rigtig lystfisker historie, jeg indrømmer at den del der handler om hajen er fri fantasi, men resten er fakta, Vagn kan bevidne alt ned til mindst detalje.

For dem som syntes at lystfiskere og jægere er “mordere” så kommer her en opskrift på en egnsret fra Bornholm, det er lykkedes mig at få lov til at offentliggøre den her, mod at jeg ikke redigerede i det originale manuskript. Retten kan spises af alle fugle, undtaget dog rovfugle samt kollibrier og strudse.

God morgen min ven.

Vågnede kl 4:30 med lidt uro i møllen, men dog frisk som en havørn, sidder med en kop rigtig kaffe og lader tankerne flyve, kom også til at tænke på din sidste blog, og funderer lidt over, om det var optakten til en begyndende kogebog fra din hånd, ifald, vil jeg komme med et indlæg (ind sparke en lille fodnote) eller slå et lille slag, som man så populært siger, for vores fælles venner nemlig vores flyvende venner ”Fuglene”. 

Hvorfor egentlig lave en kogebog for mennesker, er vi ikke snart ved at være fyldt op til randen med div. mad programmer, mad til singler, festmad, sommermad, julemad, børnemad på den fede måde, ”running diner”, bryllups mad, slanke mad, ungkarle hyblens mad, brandmandens og dyrlægens nat mad, mad til vore firbenede venner, skolemad, og ande(n) mad. 

Så her en god og nærende frisk lille opskrift , som jeg erfaringsmæssigt, ved at vore flyvende venner sætter umådelig stor pris på.

Til ca. 1 uges forbrug: 

2 pk. Havregryn a 1kg.

2 pk. Margarine a 500 gr.

1 L. Solsikke frø.

2oo gr. Hampefrø 

2 pk. Rosiner a 250 gr.

200 gr Fint blendet (der er frit valg på nødderne) nøddekerner. 

Margarinen smeltes i en stor gryde, deri blandes de øvrige ingredienser. Omhyggeligt, så havregrynene når at opsuge margarinen, man undgår således også at den færdige fuglemad klumper og bliver hård. 

Ja, ikke også, let og enkelt og endda billigt, en arbejdsindsats på ca. 10 min, og man vil derefter blive rigeligt belønnet iform af en masse trofaste venner, som sidder og venter på en hver morgen, man skal blot lige gøre sig en ting klart fra begyndelsen. Det er Hverdag, der skal fodres, også om sommeren, mange tror fejlagtigt at fuglene klarer sig selv om sommeren, det har de også ret i ,men, om sommeren har disse pragtfulde skabninger forfærdeligt travlt, med at sikre arvefølgen, samt artens videre bestand, og derfor skal de ikke flyve så langt efter det daglige brød, som følge der af, belønnes vi med flere kuld unger en normalt, er det ikke genialt? 

En lille eftertanke: Når disse små fugleunger er blevet større ja, så skal de som bekendt ned til de varme lande, om vinteren (de er nemlig ikke dumme), men på vejen derned, sidder der fuglefangere overalt, med deres modbydelige fuglefanger net, og indfanger vores små poder i hobetal, sikken nogle dumme svin! vil den opmærksomme læser formodentlig tænke, ja, måske, men de varme lande er som bekendt også de fattige lande og i de fattige lande, er der jo ikke så meget mad, så disse mennesker gør det jo bare for at overleve ikke` og her kommer så hele fidusen, for os overbespiste danskere, hvis nationalsport ,som bekendt er skatte fiduser og andet svig, nå ja, fidusen, den havde jeg nær glemt! Hvis vi sender opfedede fugle ned over de varme lande, som de lokale så fanger, på behændig vis for derefter at tilberede disse små stakkeler, ja, og nu kommer det SÅ! det må det vel være en form for  u landsbistand, en slags donation og så må det vel også kunnes trækkes fra på SKATTEBILETTEN.............Blot en strø tanke.

Atter engang god morgen, og husk at fodre dine fugle, de vil elske dig for det, 

Tanker fra det høje Nord, en tidlig mandag morgen. 

Vi tales ved. 

De bedste sommer hilsner

John ”pip pippesen” Truberg.

Jeg takker for opskriften og indlægget fra John og håber at der er en måske flere der vil ”fodre fuglene” så vi hernede kan få noget godt at spise….. Næste uge følger opskrifterne på : 

”Negerboller” og ”Boller i kraftig karry” 

Jeg takker for udvist deltagelse og vil gerne i denne forbindelse, sige tak, nej mange tak, nej jeg springer sgu med et MANGE TUSIND TAK  til dem som trofast læser min blog, og sågar skriver og beder mig om at fortsætte, så, ja, nu er jeg tilbage frisk og ved godt mod, jeg tror jeg har fået en ”Musse”. 

Traditionen tro! glem ikke at huske. Gi et kram/knus/kys til en du elsker……………….

Kærlig hilsen

Robert