"Oven på Påsken og de rørte vande".

Dette indlæg er skrevet før jeg kastede mig selv for løverne, men jeg syntes nu, at det skal ud.
Det er jo kun en historie fra fantasiens verden efterfulgt af lidt fra den virkelige verden eller er det omvendt.

Efter dette indlæg holder jeg måske en lille "ferie", det er nok på tide, at synke "påskefrokosten",
men jeg vender tilbage, nu (nok) i en lidt mere ydmyg udgave, men jeg vil stadig "brokke" mig over "dette og hint".

Jeg syntes lige, I skal have en historie med på vejen, nu det lige har været påske,
jeg mener (med fare for at blive stenet), den der gamle, med ham der dør for så at stå op igen og flyve op til sin far.
Den tror jeg ikke på, men Gud bevares, er der andre som tror på det, så skal jeg da være den sidste til at pege fingre. “en hver fugl synger med sit næb”.


Det var engang for ikke så længe siden, at der blev der født en dreng. Hans mor og far var så stolte af den lille dreng, som havde de største små kinder og det dejligste sorte hår, en rigtig lille gavtyv og den kønneste dreng der nogensinde var født, ifølge de stolte forældre.


Drengen voksede op på en gård, langt ude på landet. Det var hans fars fødegård, en flot firelænget gård med et stort kastanjetræ i midten af gården, der var dækket at brosten, slidte af mange års brug, for gården havde været familiens gennem generationer.


De første år af drengens liv, var han kun indenfor, hvor han lå i sin vugge. Den var hans trygge verden og han forlod den kun for at spise og blive skiftet. Han blev dog ældre og forlod snart den trygge verden i vuggen, han fandt en ny og farlig verden i stuen og køkkenet, hvor han kravlede rundt efter sin mor, som hele tiden viste ham hvad han måtte og især hvad han ikke måtte. Som drenge er flest skulle han dog nok selv bestemme hvad der var tilladt og ikke. Det resulterede i klemte fingre i døren, brændte fingre på kakkelovnen, diverse skrammer på knæ og albuer, buler i hovedet, men det er vel alle drenges skæbne at lære, af egne fejl, hellere end hvad andre fortæller.


Der gik et par år og nu var det udendørs at den nye verden lå, der var godt nok en del der skulle undersøges, hvordan smager jord, hønselort, roser og en masse andre ting, som mor havde sagt “ ikke putte i munden, vel”, men igen hvad betyder det hvad andre siger, jeg vil da også smage på det hele, tænkte drengen! Mor havde ret, det meste smagte ad helvede til, men det er jo rart at vide det, så jeg kan fortælle det til min egen dreng engang.


Drengen begyndte så i skolen, en helt ny verden med en masse andre drenge og piger. Her blev han også fortalt hvad han skulle og hvad han ikke skulle, nu havde han dog lært, at nogle gange så har de andre ret, det er ikke nødvendigt at prøve alt på egen krop. I de mange år han gik i skole, blev han klogere og klogere, men han havde stadig en snert, af den der følelse, i kroppen af at det er bedre, at prøve end at høre.


I sin fritid kunne han godt lide at løbe, og han fandt kammerater i skolen som havde samme glæde så de løb sammen, de løb og de løb og de løb.
De løb ud over markerne og gennem skoven op og ned af bakkerne som lå tæt ved hans fødegård, der var dog et sted hvor de ikke løb, det var “Djævlebakken”,
den meget stejle bakke som gik ned til en mergelgrav, som blev kaldt “Det bundløse dyb”, og hvor der engang var en pige som var druknet, fordi hun ikke havde hørt efter hvad hendes mor havde sagt.


Drengen var nu blevet så stor og så klog at han havde været på universitet, med sin fars velsignelse, for landbruget var ikke hvad det havde været (det havde det faktisk aldrig været) “Hvis drengen har evnerne, så skal han ikke være landmand” sagde han.
Stolt som en pave, ventede han så sin søn hjem til gården, en sommerdag hvor solen skinnede fra en skyfri himmel. Kastanjetræet stod med flotte grønne blade i den nykalkede gård, og bonderoserne stod i fuldt flor op ad stuehusets mur. Hans mor havde lavet hans livret, forloren hare, brun sovs og hjemmesyltede asier.


Sammen stod de på trappen, og tog imod drengen, hans kone og to små drenge, da han kørte ind på gårdspladsen i sin nye bil. Jo, det var gået ham godt,efter at han havde forladt sin fødegård, for at udforske verden. Han havde fået et godt job, han havde travlt, bevares (men det havde alle jo). Hans kone havde valgt at gå hjemme sammen med de to små drenge, og lære dem om verden, mens han arbejdede, det var sådan set en meget god måde, lidt ligesom han selv havde haft sin moder omkring sig selv da han var en lille dreng.


“Jeg løber lige en tur inden vi spiser” råbte han da han løb ud gennem porten, “Vi spiser klokken seks“, svarede hans mor mens hun så kærligt efter ham.
Han løb ud gennem skoven ud til bakkerne og da han kom til “Djævlebakken” tænkte han ved sig selv, “Jeg har jo altid, lige fra jeg var barn, tænkt på at løbe ned
ad denne bakke, så hvorfor dog ikke gøre det nu” som tænkt sådan gjort. I starten gik det godt, men bakken blev stejlere og stejlere og det blev sværere og sværere at kontrollere farten og resultatet blev at……………..


Flaget gik på halv stang, den skæbnesvangre dag.

Og jeg vil lade denne historie stå et øjeblik, måske skal du læse den igen, måske ikke du har allerede lært moralen, nå ikke, så skal du nok på den igen……


Hver dag er en ny hverdag, undtaget lige den overståede påske, som også fejres her i Kenya, den er public holyday og sjovt nok så kalder de Lang Fredag for Good Friday, Jeg mener da “at Lang Fredag, var en bitter dag, men skøn var påskemorgen“, nå mine religionskundskaber er ikke til ug med kryds, bolle og slange.


Som et apropos til al den snak om Gud, og om at “Jesus tog alle vore synder på sig“, så er der stenet 3 mennesker ihjel, af naboer og andre fra landsbyen, på grund af mistanke om “heksekunst”, en af de dræbte var en 76 åring mand.

En 8 åring pige forblødte, i en flygtningelejr for Somaliske flygtninge i det nordlige Kenya, efter en klitoris omskæring.
5 mennesker døde, 11 hårdt kvæstede, da en privatbilist ,under en hasarderet overhaling, mistede herredømmet og kørte frontalt ind i en matatu.

Kaptajnen på Mærsk containerskibet, som nu ligger i Mombasa havn, som sidder i en redningsbåd, uden brændstof, et eller andet sted ude på det Indiske Ocean med sine bortførere, som ikke er bange for amerikanerne, der har en fregat, et antiterrorskib (hvad det så er), og flere helikoptere. Jeg ville skide “grønne” grise, hvis jeg befandt mig midt ude på det Indiske Ocean i en lille redningsbåd, selv hvis US. Marines ikke var efter mig, hvad mon de tænker på.


Det er blot et lille udsnit af dagens artikler i avisen. Ja, verden er vel nok et mangfoldigt sted, og som modvægt til den er her et par billeder (på utallige opfordringer) fra mit “Paradis uden slanger”.


Som sædvanen tro så. Glem ikke at huske, elsk en du krammer eller…


Kærlig hilsen fra.


Robert