lørdag den 11. april 2009

3 Måneder i Kenya.

Der er grevskaber, svangerskaber, landskaber, selskaber, uvenskaber, moderskaber, fader - skaber, Gud han skaber, jeg har helt sikkert glemt et par stykker og de to sidste er på grænsen, men det er ikke det, det skal handle om denne gang, det er noget helt andet, nemlig.

VENSKABER

Med risiko - “for mine ører” (det er en intern joke), for at falde i grøften, hvor det hele bliver for højtravende, så vil jeg alligevel prøve at give mit bud på, hvad et godt gedigent, og varmt venskab er.

Der er nogle mennesker som sætter et aftryk på dig mens du traver på livets lange landevej, helt fra barnsben bliver du påvirket af alle de forskellige mennesker du er omgivet af. Nogle glemmer du aldrig, nogle husker du, nogle kan du svagt erindre og andre har du glemt næsten inden du har mødt dem.

Dem du ikke kan huske, ja, måske er der røget et venskab, fordi tiden ikke var moden, dem vil jeg ikke dvæle ved.

Dem du svagt kan erindre, legekammeraterne, skolekammeraterne, spejderkammeraterne og sportskammeraterne, dine forældres venners børn, senere i livet dine arbejdskollegaer, ja alle dem som ikke har gjort et varigt indtryk. Hvis du mødte dem i dag og du kunne kende dem, så ville du sikkert også kunne holde en samtale i gang uden det blev alt for pinligt, og I ville udveksle e-mail adresser og mobilnumre. I ville skilles med et “ Hej det var hyggeligt at se dig, lad os mødes”, hvilket sikkert aldrig vil ske.

Så er der, legekammeraterne, skolekammeraterne, spejderkammeraterne og sports -
kammeraterne, dine forældres venners børn, senere i livet dine arbejdskollegaer, ja alle dem som har gjort et varigt indtryk. I ses stadig, om end det er i mindre omfang end da i var “bedste venner”
I er måske flyttet væk, vokset fra, flyttet fra, fået andre interesser, blevet gift eller forlovet (hvis man gør det stadig, altså forlover sig), fået børn, skiftet arbejde, der kan være mange årsager til at I ikke er så “tætte” mere, møder du dem på gaden, så er der stor sandsynlighed for at I ses lidt tiere (i hvert fald i et stykke tid).

Så er der, legekammeraterne, skolekammeraterne, spejderkammeraterne og sports -
kammeraterne, dine forældres venners børn, senere i livet dine arbejdskollegaer som umiddelbart er gået “ind under huden” på dig, og forhåbentlig visa versa , dem som lige meget hvor og hvornår du møder dem, så er I på bølgelængde med det samme, det er som om i lige har været sammen, det er mennesker som du gerne vil være sammen med, også mere end tilfældet er, men døgnet har jo kun 24 timer.

Tilbage er de få mennesker som du vil betro dit liv, den håndfuld eller to som er virkelig tæt - så tæt som du nu føler er rart - som kender og accepterer dig for den du er på godt og ondt, som er der for dig hvis du behøver en skulder at græde ud ved , eller du er den skulder som der grædes ved. Det er mennesker - af begge køn - som har en speciel plads i dit hjerte.

For at venskaber af denne (helt specielle) slags skal gro, så skal der “Substral” til - det hed det, min mor kom i sine potteplanter, da jeg var mindre (ja jeg har været mindre, jeg er ikke født som en 100 kg tung baby, selv om min mor sikkert syntes jeg var stor nok) for at de skulle gro sig stærke - det vil sige “noget for noget, hvis venskab skal bevares” eller “Gud gir, Gud ta’r her er en guitar”. citater ukendt ophavsmænd/kvinder.
De sidste “vitser” er fordi jeg syntes jeg var på vej ned i “grøften”. Undskyld.

På min vej gennem livet er jeg da blevet beriget med mange venskaber af de to sidste slags, mange har sat et aftryk på mig på en positiv måde, jeg bilder mig selv ind at jeg også har sat et positivt aftryk på mange mennesker, som jeg har været i kontakt med.

Når det så er sagt, så kommer her lige et surt opstød.

Jeg har besluttet at leve resten af mit liv i Kenya, .den beslutning har jeg taget over en periode på nogle år og der er ingen som har vredet min arm rundt, det er helt af egen fri vilje , jeg har valgt at leve langt fra familie, venner og bekendte i Danmark, jeg forsøger efter bedste evne at holde kontakten ved lige med alle som jeg kender, gennem de tanker og ting jeg beskriver på min blog. Det er upersonligt, det er ikke det samme som at få “et brev”- læs e-mail, fra dig, er der sikkert nogle som siger.

Nej, det er det måske ikke, men prøv at se det fra denne vinkel. I kan læse om min verden på min blog og så kan vi være personlige på e-mail, Skybe, fjæsbog, LinkIn, Plaxo, eller på gammeldags brevpapir, når I skriver til mig, men forlang ikke at jeg skal skrive personligt til alle om mit liv.

Dette sure opstød, skal egentligt ikke offentliggøres på min blog, fordi Jer der læser den, I vil formodentlig være enige med mig, så derfor vil I også modtage en mail med “Surt opstød fra en gammel sur mand” som overskrift, den behøver I, mine trofaste “klumme” læsere ikke at åbne.

Jeg vil slutte denne gang af med at sige, tillykke Robert, med de tre første måneder (i morgen) i dit nye land, så er det sagt, jeg kan så fortælle at jeg ikke har fortrudt det endnu, men hvem ved hvad morgendagen bringer - og gudskelov for det.

Traditionen tro, så må I ikke glemme at huske ! gi’ nu en rigtig Påskekrammer til en I elsker.

Kærlig hilsen fra.

Robert

p.s. Dette er ikke skrevet for at få bekræftelse som person, blot nogle tanker jeg har og jeg skriver sikkert som jeg snakker, ikke altid lige gennemtænkt, ja sådan er jeg…….

2 kommentarer:

Familien Christensen sagde ...

Hej Robert
Tak for Video - påskehilsenen, også en påskehilsen herfra.

Mange hilsner fra Ystad

Harriet sagde ...

Kære bror
Tillykke med de første 3 måneder i dit drømmeland Kenya. Tak for din påskehilsen som vi desværre ikke kunne se hos Claus og Vibeke - men vi prøver igen på næste tirsdag hos mor og far. 100.000.000 kys og kram fra swester og svoger og guldklumpen