tirsdag den 23. marts 2010

"Længe leve de enfoldige"


Da jeg så “Rysty” for første gang, smeltede mit hjerte og jeg fløj hovedkulds
ud i forhandlinger om køb. Eftertænksomhed er ikke min stærke side i hvert fald ikke når det drejer sig om pengesager. Så penge blev overført fra Danmark til min konto her i Kenya og “han” blev købt som beset. Da jeg ikke ved særlig meget (læs = intet) om biler, så var det måske ikke en særlig rationel handling, men i bagklogskabens klare lys står alting jo lysende klart.
“Længe leve de enfoldige“, nå hen ad vejen har jeg da lært en del om hvad der kan gå galt når man køber “gammelt” i stedet for nyt - Jeg har jo købt gamle biler før så hvorfor har jeg ikke lært lektien, ja godt spørgsmål - den lader vi lige stå et øjeblik.

Nu har “Rusty” imidlertid fået en “ansigtsløftning, både mekanikken og karrosseriet, så nu har jeg en “ny” bil som kan køre mine gæster standsmæssigt på safari. Det er mit håb at udgifterne nu bliver lavet om til indtægter, fordi jeg vil prøve at leje den ud med Fred som chauffør, ja “Længe leve de enfoldige”.

“SKAT “. Dette er ikke en kærlighedserklæring vel snarere det modsatte, selv om jeg havde en grum mistanke om at jeg nok ville få et spark i skridtet når jeg hørte nyt fra “SKAT” så var 80.000 kr. måske nok lidt (meget) mere end jeg havde forventet. Et lille spark kunne jeg nok klaret, men en regulær røvfuld, det havde jeg ikke forventet. Jeg har nu en mand på sagen i DK. Og jeg håber at der er sket en fejl. Ja “Længe leve de enfoldige”.

Jeg fandt min gamle kærlighed på Facebook sidste år. Vi begyndte at skrive sammen, efter 20 år, så der var jo en del at skrive om. Det gik godt i begyndelsen, vi fik redt nogle misforståelser ud og begyndte snart at Skype, dejligt at kunne tale sammen i stedet for at skrive og vente på svar. Inden længe fik vi også video på, så nu kunne vi både se og tale sammen online.
Desværre så var afstanden på trods af Skype for stor og jeg havde nok andre forventninger til livet end Linda havde. Så desværre er det løbet ud i sandet. Jeg har jo i kraft af at jeg ikke “arbejder” mere tid til at være på nettet end “normale” mennesker der arbejder og har et liv i DK. Og verden drejer jo ikke rundt omkring mig (selv om det ville være dejligt) Så jeg har forspildt min chance endnu engang, fordi jeg er for frembrusende. Nå -. jeg er som jeg er og “Længe leve de enfoldige”.

Livet her på min “Afrikanske Farm” den former sig mere og mere som jeg havde forventet. Jeg laver ikke for meget, nej det skal guderne vide, jeg laver så lidt at jeg nogle gange er helt bange for, om jeg drømmer eller jeg blot er kommet til “Paradis”.

Nej det ovenstående er naturligvis ikke korrekt. Jeg havde nok et lidt rosenrødt forhold til mit nye liv her i Kenya. Nu er der gået over et år og realiteterne er kommet mig for øre. Livet er ikke en dans på roser, de indfødte er utroligt søde og venlige, lige til man kradser i overfladen, så kommer det frem at de betragter alle Musungu = hvide, som penge maskiner. Okay det var så en fase jeg skulle igennem, nu kan jeg godt se at jeg var naiv og utrolig godtroende da jeg ankom sidste år. Det har været en rejse fra “Hopla - På med pilen Palle - til en mere nutidig skepsis, hvor jeg lige kigger folk an inden jeg kaster mig ud i nye relationer.
Min arbejdsgiver i UK. er ikke helt så punktlig med indbetalingerne som jeg kunne ønske, så det kan være lidt ubehageligt at skulle fortælle de ansatte at deres løn er lidt forsinket. Jeg fortæller ham på Skype at han må sørge for at pengene er her til tiden, det lover han så… Ja “Længe leve de enfoldige”.

Nå - nu er det sådan, at livet her ikke er rosenrødt, men det er heller ikke det modsatte, ja (hvad er egentlig den modsatte farve, er det “brækbrun” eller “lortebrun”, et lille sidespring tilbage til virkeligheden) jeg tro sgu at livet her er fuldstændigt det samme som alle andre steder på jorden. Når det er kogt ned til basis. Så bortset fra rod i økonomien, kærlighedslivet og manglen på herboende “rigtige venner” så går det sgu meget godt.

Jeg er stadig overbevist om at jeg bliver gammel her på “Min Afrikanske Farm”, måske bliver jeg gammel før tid, men “Længe leve de enfoldige”

Lige nu glæder jeg mig til at Jørgen og hans 10 årlige søn Victor kommer på besøg. Jeg skal hente dem i lufthavnen i Mombasa på lørdag. Så kører vi på safari i Tzavo øst og vest inden vi tager tilbage hertil Diani Beach for at slappe af. Hvad der så skal ske det må fremtiden vise, men jeg er sikker på at det bliver en stor oplevelse for Victor at opleve det “vilde” Afrika. Jørgen er jo en berejst herre så han bliver nok sværere at imponere, men jeg vil gøre mit bedste.

Som det ser ud nu så kommer mine gode venner Keld og Pernille herned i juli, Måske så kommer Hanne og Jan (gode venner helt tilbage fra min skoletid) engang i starten af august, Laust er en mulighed i slutningen af august. Michael min “gamle” kælderrotte kollega fra Amaliegade kommer sammen med sin kone og et vennepar til november. Sidst, men absolut ikke mindst så vil mine forældre gerne herned igen. Besøg som jeg ser frem til med glæde.

Ja det var så hvad jeg havde valgt at skrive om denne gang, jeg har ikke været så klar i spyttet her i 2010, det er ikke fordi jeg ikke gider skrive hver uge, men her er ikke så meget som falder mig for brystet. Eller også er jeg lullet lidt i “søvn” her i mit lyksalige paradis.

Jeg vil slutte med ønsket om at I alle, i gode gamle Danmark, vil få et godt forår og en kanon god sommer efter al den sne, kulde som har hærget denne vinter. Ligeledes vil jeg gerne - ja meget gerne - takke for den gode kommunikation som sætter mit humør i vejret.

Sidst, men ikke mindst vil jeg bede Jer om ikke at glemme at huske!! At kramme/kysse den I elsker. Hvis I gør med en fremmed så bliver verden måske et bedre sted at leve. Ja “Længe leve de enfoldige”.

De kærligste hilsner.

Robert.

3 kommentarer:

Laust sagde ...

Hej Robert, godt med en status på dig og Kenay.

Komplementærfarven (modsatte) til rosenrød er lysegrøn, så helt skidt kan det ikke være når det nu skal være modsat af rosenrødt.
Se rød/grøn komplementær farver og for fuld forklaring.

..:Laust.

Robert Gerling Rosenqvist sagde ...

Godt gået, du er et positivt menneske Laust. Hvis det modsatte af rosenrødt er lysegrønt (og jeg har stor tiltro til din viden)så kan det ikke gå helt galt. Tak for at sparke mig tilbage på sporet.

Obligatorisk sagde ...

Dejligt at se og høre fra dig, men der må gerne drysses lidt "sur gammel mand" i til næste udgave. Please....
Nå ja, du er jo ikke eksponeret til X-Factor og Paradise Hotel i det omfang vi er herhjemme - og det kan virkelig nære min indre sure gamle mand.

Du konkluderer at "livet her er fuldstændigt det samme som alle andre steder på jorden. Når det er kogt ned til basis." Jeg spekulerer på om din observation ikke er svaret på om græsset vitterlig er grønnere på den anden side? Og jeg læser, at det er det ikke?
Samtidig bekræfter du også min forestilling om, at hvis man er glasset-halv-fuld-typen, så kan man nyde græsset uanset, hvilken side man er havnet på. Og græsset er lysegrønt - for nu at blive ved det komplementære :-)