Tæt på en katastrofe...

En dejlig dag i Shimba Hills, startede med at det småregnede, da vi klokken kvart i seks forlod Diani Beach. Efter en køretur på 45 minutter, var vi fremme ved porten til parken. Jeg betalte og gjorde "Rusty" klar til 4 hjulstræk samtidig med at det stoppede med at regne, så vi slog taglugerne op og kørte ind i parken som de første. Efter at vi havde kørt lidt rundt ,drejede vi rundt i et sving og der stod den første elefant og gumlede på en busk, den var vel 30 - 40 meter væk. Den vejrede en gang med snabelen for lige at lugte hvad vi var for nogle skabninger, den besluttede så at vi ikke udgjorde en fare, så den spiste videre, mens Georgia og Martin fotograferede løs. Efter en 5 minutters tid, så fortsatte den videre ind i bushen, utroligt så lydløst den bevæger sig, selv i tæt buskads.

Vi kørte så videre rundt i parken og så en gruppe "Hartebeast", tre "Warthogs", "Pumba" for dem som har set "LION KING", en gruppe Sabel antiloper viste sig frem på en bakketop. Vi så desuden to giraffer og nogle bavianer og et par Bushbuck der sprang over vejen og forsvandt ind det tætte krat.

Efter nogle timer var det blevet så varmt at dyrene var svære at få øje på, da de gemmer sig i skyggen. Vi kørte så hen til "Sheldrick Falls" for at se om vi kunne komme ned og se dem. Det er ikke tilladt at gå turen ned til vandfaldet uden en K.W.S. Ranger så vi måtte vente i 45 minutter, inden hun kom tilbage fra en tur med en gruppe tyskere (unge mennesker, som da de kom helt op så meget trætte og tørstige ud). Vi fik først at vide at rangerkvinden ikke kunne gå flere ture (hun var muslim, og hun fastede pga. Ramadan), men en "tusse" gjorde dog at hun tog en tur til. Hun spurgte om vi var fysisk og mentalt klar til de 2 kilometer ned ad bakke til vandfaldet og ikke mindst turen tilbage (225 højdemeter) "YES" sagde vi i kor og hun sagde så "What about you! papa, are you ready", her skulle jeg nok ha' sagt nej og være blevet hjemme sammen med "Rusty", så kunne jeg ha' siddet i et læskur, væk fra solen, ryge nogle smøger og set de andre tage turen ned og op af bjerget, det gjorde jeg så ikke, og jeg var da glad for at jeg gik med - altså da jeg havde fået pulsen ned og jeg igen kunne trække vejret da vi var kommet tilbage.

   

Nå, turen ned den var ikke så slem, rangeren gik forrest med sit gevær og satte et tempo som alle kunne være med til, efter 30 minutter var vi fremme og kunne se de to vandfald (på 25 meters højde) som bliver til et stort når det regner. Floden løber aldrig tør, men der er selvfølgelig forskel på mængden af vand, alt efter hvor meget det har regnet og lige nu er det tørt, selv om det regnede til morgen. Efter små 25 minutter hvil, var det så tid til af begive sig hjemefter, så der blev drukket vand (fra flaske, vi kunne godt drikke vandet i floden, men det var for varmt for min smag, så jeg nappede lige en ½l vand, før vi brød op).

Rangeren satte igen tempoet, så jeg lagde mig i hendes fodspor, der var ikke gået mange minutter før jeg lød som et lokomotiv hvor alle ventiler var stoppet til, så hun stoppede nok flere gange end normalt ,for at jeg kunne få lidt ilt ned i lungerne, de første 5-600 meter gik vi gennem skoven hvor der var skygge og hvor det ikke var så stejlt. "Papa are you OK!!) jeg nikkede, fordi tale, det ville jeg ikke bruge kræfter på (jeg kunne så men heller ikke sige et ord, mine lunger var på overarbejde). Resten af turen gik det konstant opad og solen stod lige over hovedet, det var varmt og sveden fossede ned i mine øjne, men op kom jeg da på 50 minutter (som den sidste). De andre sad i skyggen og drak vand, men efter 5 minutter så var jeg så tilpas afslappet at jeg selv kunne gå hen til bilen. Jeg var glad for at jeg tog med, da jeg havde fået luften tilbage, og jeg vil sikkert gøre det igen. Blot vil jeg huske en hat og lidt mere vand i rygsækken. Klokken var nu blevet lidt over et, så det var tid til at finde et sted hvor vi kunne spise vores medbragte sandwich, rangeren ville gerne køre med til porten så vi gav hende et lift, hun var god til at fortælle om de dyr (som hun spottede) vi kørte forbi, hun tog os også hen til et sted ,hvor der var bøfler, så den "lille " omvej vi kørte for at sætte hende af, var godt givet ud. Vi fandt efter en time, et godt sted hvor der var bænke og borde, så her indtog vi vores frokost. Vi sad og talte om lidt af hvert (Georgias søster er gift med Thomas Eje og Martin har kørt Ferrari Formel 1 biler rundt i Europa på en lastbil, så jeg havde nok at lytte til) mens Geoffrey gik rundt og så på området, pludselig klappede han vildt i hænderne, vi vendte os om, og så lige en gruppe elefanter komme gående ude på vejen, små hundrede meter væk, de havde åbenbart ikke kunne lugte os, for de blev først bange da de hørte Geoffrey klappe, og så løb de ind i den tætte underskov. Igen, underligt så lydløst de bevæger sig. Han undskyldte så at han havde klappet, men han var bange for at de ville forsvinde hvis han råbte. Vi pakkede sammen, mens der kom en stor gruppe bavianer frem samme sted som elefanterne kom fra, de kiggede lidt på os før de også forsvandt ind i skoven, dog noget mere larmende. Nu var klokken blevet lidt i fire, og temperaturen var faldet lidt, så vi ville bruge tiden på vej ud af parken til at spotte flere dyr. Vi havde ikke kørt langt før Geoffrey så elefantflokken fra før, vi kørte oppe på en lille bakke og kunne se at de havde kurs mod en vej, så jeg kørte derover og så ventede vi på at de skulle komme og krydse vejen, og efter 10 minutter så kunne vi se at vi var det rigtige sted. Der kom også en safaribus som lige skulle køre hen foran os og skygge, men jeg fik da taget et godt billede.



På resten af vejen ud så vi flere Bushbuck, så det var nogle glade gæster jeg havde med hjem til Diani Beach. Vi besluttede at vi lige ville have en kold øl på "Ushago" inden vi kørte hjem, vi besluttede så også at spise der, så vi hyggede os med pizza og kylling. Klokken var blevet 20 minutter over otte, så vi sagde farvel til Geoffrey, som ville tage en Matatu hjem, i stedet for at hente sin cykel. Da vi kørte hjem mod Bougainvillea II, så så Martin et orange skær på himmelen, jeg troede at det var et hotel der havde fået sat en spot op, men da vi kom nærmere så kunne jeg se at der var noget helt galt. Det var en brand og det var meget tæt på hvor jeg bor. Der var ild i taget på to af hytterne, og mens vi kørte ned af vores vej, så vi at ilden sprang fra tag til tag (taget er lavet af bananblade og fungerer lige som dansk stråtag, det tog 5 minutter fra de første to huse begyndte at brænde, til det sidste blev omspændt af flammer, gnisterne fløj 50-100 m op i luften og jeg var bange for at gløderne skulle ramme vores hytter (vi har det samme tag) så de to gæster og jeg kørte de sidste par hundrede meter hjem, samlede vores pas, penge og pc'er sammen og flygtede i min bil ud af området, på afstand kunne vi se at vinden førte gløderne væk fra der hvor vi bor, med ca. 50 m. Det tog brandvæsnet fra Ukunda lufthavn, 1 time at komme frem og da var det kun selve tagkonstruktionen der stod glødende tilbage, de fik så slukket de sidste gløder, så vi efter 2 timer kunne vende tilbage til vores hytter, det var ikke meget vi fik sovet i nat. En meget ubehagelig oplevelse ikke at kunne gøre noget, kun håbe på at vinden blev ved med at blæse i den samme retning, en glød er nok og taget er i flammer på sekunder, men vi var utroligt heldige. Det håber jeg ikke at jeg skal prøve igen. Heldigt at det skete klokken halv ni om aftenen og ikke når folk sover, så der var ingen der kom til skade, selv om der lød nogle hule drøn når der sprang en gasflaske.

 

En noget anderledes afslutning på en rigtig god dag, end vi havde ventet. Ja livet er skrøbeligt og denne oplevelse gav da også anledning til at tænke lidt over hvad der kunne været sket, gudskelov så har vi det godt og der kom ikke andre til skade.

Jeg vil slutte med det jeg plejer, glem ikke at huske : Kram, Kys, og fortæl dem du elsker, at du gør det.

Så ………… JEG ELSKER JER ALLE.

Kærlig hilsen.

Robert.