onsdag den 4. marts 2009

Safari med John og Louise

Jeg kigger på telefonen, som ligger ved siden af sengen, blot for at konstatere at der er 5 minutter til den vækker mig, så jeg kan vel ligeså godt stå op. Det er surt, jeg syntes lige jeg har lagt mig, men sådan er det vel altid, når man skal op midt om natten.
Efter en “kold” shower og en kop af den gode bønne, så er livet alligevel ikke så surt. Daniel henter mig om 10 minutter, klokken 03.00, lige vel tidligt når jeg skal være i lufthavnen klokken 05.00, men færgen ved Likoni over til Mombasa sejler ikke så regelmæssigt om natten. Daniel er her til tiden, og 40 minutter senere kommer vi til færgen, der skal en ambulance med, så færgen kommer med det samme. Hvilket betyder at jeg er i rigtig god til mit fly, nå, indcheckning og sikkerhedscheck det tager jo lidt tid, selv om natten, så det bliver kun 1½ time jeg skal slå ihjel i den kedeligste lufthavn i verden (som jeg har været i) det mest spændende er de store krage lignende fugle som flyver i fast rutefart lige hen over hovedet, “bomber” den eller ikke. Jeg blev ikke ramt, men det gjorde en tysk herre, og han så ikke for glad ud da konen “tørrede” lort af hans skjorte.
Jeg ankom til Nairobi, uden yderligere uheld, fik min bagage og mødte Fred (Daniels far) lige udenfor indenrigslufthavnen klokken 07.15.
Vi gik hen til vores Nissan safari bil, fik lagt min bagage ind bagi, og så var det tid til at hente John og Louise, som var ankommet fra Amsterdam en ½ time tidligere end planlagt, men turen gennem immigrations køen, ved jeg af erfaring tager lang tid, så jeg var ikke nervøs for, at de var kommet ud i den Kenyanske sommer og ganske rigtigt det tog ½ time mere, før jeg så de to blege danskere vente på deres bagage, de fik den dog hurtigt og snart stod de og skiftede til de korte rør på parkeringspladsen.
Klokken lidt over otte startede så vores safari, turen gennem Nairobi er en oplevelse i sig selv , det ved dem som har prøvet det, man kører (langsomt, langsommere eller slet ikke) i 4 rækker og det er alles kamp med alle, alt imedens der går folk imellem bilerne og sælger stort set alt, fra ure, landkort, aviser, skrabekort til telefonen, hjemmesløjd, nødder, flag osv. Det tog os en god time at komme igennem det værste, nu kunne vil lukke vinduerne op og få lidt kølig luft ind i bilen.
Uden de store problemer - 3 timer på “god” vej, kom vi til Nakuro National Park, vi kørte så rundt om søen, i håb om at se løver, leoparder, næsehorn samt en masse flamingoer. Det blev lidt af en skuffelse, for vi så “kun” to voksne næsehorn med en lille unge. Der var heller ikke særligt mange flamingoer, så det rosen røde skær over søen man kan opleve fra “Baboon Cliff” så vi heller ikke.
For John og Louise var det dog en stor oplevelse, og jeg måtte jo fortælle mig selv at det ikke er en zoo jeg er i, men den vilde natur, og vi så da også en masse bøfler, impalaer, bavianer og forskellige fugle, så helt spildt var det da ikke. Vi boede på et hotel uden for parken, i selve Nakuro by. Det bedste var at der var pool, så ind på værelset, badetøj på, ned i pool baren - to “Tusker” og en Fanta, og så i vandet. Efter en hel dag, i en til tider meget varm bil, og i John og Louises tilfælde en 16 timers rejse med fly, er der ikke noget bedre end en kold dukkert og en kold Tusker. Efter en nat med gæster på værelset, der var myg og mit net var ikke så stort at jeg kunne ligge i sengen samtidig med at det var bredt ud, så var det tid til morgenmad. 06.30 sad vi i den udendørs morgenmadsrestaurant og slikkede på låsen. 07.00 var bilen pakket og vi var på vej mod Masai Mara, en tur der kom til at vare 12 stive timer (exclucive 1 time frokost) og hvor vejen for det meste bestod af huller og sten (både små og store), hvis de to ting så var blevet blandet så havde det ikke været så slemt, men de Kenyanske vejarbejdere er gode til at holde hullerne for sig og stenene for sig.
Frem til porten, indtil parken, kom vi da efter 6 timer, nu var vi alle rystet godt sammen John, Louise, Fred, Ronald og jeg. Fred sørgede for billetter og vi strakte vores ben, John og Louise blev “overfaldet “ af Masai kvinder, der ville sælge deres “hjemsløjd”, træskærer arbejde, tæpper og smykker. John ville gerne have et par tæpper med hjem til sin “kone” Lene, så han fik forhandlet sig frem til en pris på 2 for en tusse - det var halv pris, for de startede med en tusse pr. stk. - stolt var han da vi kørte videre, der lå så to tæpper mere i bilen, det var vores chauffør der havde købt til sin kone. John spurgte så hvad han havde betalt for sine! 750 Kshs.
svarede han, men John fik en god pris for en “Musungo” sagde han, så John var stadig stolt.
Da der var mindst 4 timer til hvor vi skulle overnatte, så besluttede vi at spise frokost på Sarovar, en logde der lå tæt på Gaten. Det var godt - men det var edermamene også dyrt, altså maden - for da vi skulle køre videre, så så vi to hun løver der lå på lur efter en impala tyr. Det så vi på, med spænding, for efter at de havde ligget i baghold og luret i ti minutter, så rejste den ene sig og sneg sig fremefter, nu skulle det ske, det der er så fascinerende at se - indrøm det nu, alle Jer, der sidder uge efter uge og glor på Formel I - Drabet, kampen mellem liv og død, desværre så løb impalaen inden det blev rigtigt spændende. Ja denne gang vandt livet. Surt show…………..
Jeg skal ikke trætte med at vi så mange forskellige dyr, men de var alle sammen lidt langt væk fra vejen, og så er det sådan at man/jeg helst vil se dyr, der lever af at spise andre dyr, end man/jeg vil se på antiloper og andre græs spisere. Action,
vi vil se Action.
Ved 6 tiden begyndte vi (vores guide og chauffør) så at kigge efter den lejr hvor vi skulle bo de næste to nætter. Ingen af dem havde været der før, det viste sig ikke at være en godt, for det betød at vi kørte op og ned af en “vej” som i Danmark nok ikke havde fået den betegnelse. Samtidig var de mennesker som boede langs denne “vej” Masaier, som ikke taler Kiswahili, men deres eget sprog, som vore guider ikke taler, så forvirringen var total. De prøvede så at ringe til lejren, som spurgte hvor vi var? - ja vi er her, svarede Ronald, hvorefter han sagde, hvor er I? - vi er her, sagde de. Det grinede vi meget over da vi endelig i pis øsende regnvejr
sad i teltlejren og fik en iskold Tusker klokken lidt over ni (John går normalt amok, hvis den er 5 minutter over fire, og der ikke er en fyraftens bajer indenfor række vide) det var måske det faktum at vi, da vi endelig fandt vores lejr, havde kørt i bælgravendesortsomienbrøndgraversrøvmørke i to timer, medens det stod ned i
Lårtykkestråler, der gjorde ham mild som et lam.
Vi sov som børn i et dejligt telt med eget bad, toilet, trægulv og terrasse. Som æresmedlem af natpissernesklub var jeg dog oppe to gange, det kan også være at de to løver, som var i gang med at forøge løvebestanden Masai Mara, var med til at vække både John og mig. Han - altså løven - brølede godt og grundigt hele natten, jeg tror han var på “Viagra”.
Næste morgen var det tidligt af sted, John og Louise blev hjemme, for Louise havde været en smule køresyg dagen i forvejen, så de tog en slapper i lejren.
Skulle jeg skrive udførligt om de 10 timer jeg var væk, så bliver det til en roman, så her er den korte version. Efter et par timer med de sædvanlige græs ædere, så jeg en flok elefanter lige ved vejen, der holdt et par andre safari biler og kiggede
på, Fred talte med en af parkbetjentene, som fortalte at han havde været vidne til en elefantfødsel 3 dage tidligere, og ganske rigtige under en af de store hun elefanter gik der en lille unge og pattede, jeg tog en del fotos og et af dem sætter jeg på bloggen. Efter dette unikke møde med et af de største dyr i verden, kørte vi videre, vi kom til en flod, og jeg tænkte ups! Det ser ikke godt ud, der lå
en flodhest små 20 m væk og kiggede på os, men der kom en firehjulstrækker ovre på den anden side og den kom over uden problemer så vores Masai guide mente ikke at der var noget i vejen for at vi også kørte over, det var der så, for vi sad fast på bunden af bilen og hjulene snurrede blot rundt, Nu er gode dyr rådne, tænkte jeg, men med “lidt” hjælp fra nogle andre firehjulstrækkere kom vi fri og kørte videre. Planen var at vi skulle køre ned til Mara floden, lige ovre på den anden side af Serena, hvor jeg boede, både med Preben og Kristoffer og med Laust, Tom og Christian. Her ville vi så sidde i bilen , spise vores frokost og se hvem der kom forbi, i stedet for hele tiden at køre for at se dem. Vi kom dog ikke så langt, for pludselig, da vi skulle køre igennem et lille mudderhul, så sad vi igen fast, denne gang var der ikke andre der kunne hjælpe os fri. Så ud at lede efter sten til at komme i hullet, men der var ikke noget der hjalp, vi sad uhjælpeligt fast.
Mike, vores Masai guide telefonerede så efter en firehjulstrækker fra lejren hvor vi boede, og de kunne komme ved firetiden, 4½ time under den Afrikanske sol det er noget der rykker, det var for varmt at være inde i bilen og det var for varmt at være udenfor, der var ikke nogle dyr at se på så tiden gik langsomt, jeg måtte ikke være med til det sjove, såsom at vælte mig i mudder eller prøve at skubbe, når de troede at de kunne komme fri, så jeg tog billeder.
Lidt over fire kom redningen så, et tov bundet til bilen og 5 minutter efter var vi fri, jeg blev så klar over at firehjulstræk er en god ting. Nå, vi sagde tak for hjælpen og kørte så tilbage mod lejren, klokken var blevet mange, så for at vi ikke skulle køre fast igen, det havde nemlig også regnet lidt og der var en “byge” på vej så fulgtes vi med vores redningsmænd. De havde hørt over radioen at der var en gruppe løver som lå og slappede af ved vejen, så vi kørte lige en lille omvej for at se dem.
17 løver, unge hanner, gamle hunner og nogle unger lå ganske rigtigt i det høje græs og hvilede sig før aftenens jagt, jeg fik nogle gode billeder. Resten af turen hjem var, a piece of cake, vi sad fast 2 gange mere, men kom hurtigt fri og lidt over 7 var jeg i lejren, hvor John sad klar med en Tusker. Vi gik tidligt i seng, da vi skulle meget tidligt af sted næste morgen.
Jeg blev vækket klokken fem med fødselsdagssang, så er jeg 56, ja tiden går, klokken slår og om lidt er det efterår.
Turen til Nairobi var lang, hård og varm, så vi kunne næsten ikke vente, til vi kunne komme i poolen på hotellet. Vi kom frem til hotellet efter Tusker tid, kun for at opdage at det var et Metodist hotel. Det vil sige ingen røg og ingen øl. Så det blev en hurtig svømmetur og så ud for at finde en bar. Heldigvis lå der en dejlig udendørs restaurant lige ved siden af hotellet, så klokken seks fik vi vores fødselsdagsbajer.
Vi blev hentet klokken otte, og så kørte vi ud til Canevore - restauranten med det “vilde” kød. Det var nu ikke så vildt, for de havde kun krokodille og alligator, som var vildt, resten var lam, gris, okse, struds, kylling og pølser, men vi blev da mætte.
Vi var samtidig godt møre efter mange, lange dage i bilen, så vi blev hentet lidt over ti og kørt tilbage til hotellet.
Efter morgenmaden skulle vi så ud og se Karen Blixens farm, det er et meget hyggeligt sted at være, og man får en god fornemmelse af, hvordan hun boede dengang, før verden gik af lave.
Så tog vi til Giraf Centret, det er også et sjovt sted at være, man går op på en balkon og her kan man fodre dem med foderpiller. De er godt nok store, når man er så tæt på. John og Louise kyssede en af dem, Daisy, hun er glad for at ta’ maden direkte ud af munden på dem som tør. Det er en rigtig “tungeslasker” man får. Giraffens spyt er “antibakteriel”. Den lever af de små blade på Akacie træerne, dem med de lange spidse torne, så den får en del sår i munden, dem healer den så selv. fordi dens spyt er antibakteriel, derfor er det sundt at “kysse giraffen”.
Hvor skal du hen rik, ud og gi raffen mad, så husk at ta llerkenen med. (Jeg kunne ikke lade være).
Efter alt det kysseri så bliver man lidt sulten, så vi kørte ud til Nairobi National Park, vi spiste en hurtig frokost sammen med Fred og Ronald på den lokale “snask” det var billigt, men det var såmænd også godt.
Nu var vi klar til et besøg på “Børnehjemmet” et sted for dyr som er blevet efterladt af deres mødre. Vi fik en ung mand til at vise os rundt, han arbejdede som frivillig guide. Han tog os så med hen til et indelukke, og ind til 3 geparder på 7 år.
Nu skulle der klappes og aes, jeg skulle heller ikke kyse den, men klø den bag øret det var sjovt. Efter et stykke tid blev vi lukket ud igen og sagde farvel til vores “nye” venner. Af andre forældre løse dyr var der, to store han løver, flere hun løver, flere geparder, en leopard på 3 år, forskellige aber og fugle. Efter et par timer her, kørte vi ind til Nairobi City og togstationen, hvorfra vi skulle med tog til Mombasa. Der var dog lige tid til en Cafe Latte og en kage på Norfolk Hotel, et gammelt hotel fra starten af 1900 tallet, hvor blandt andet Karen Blixen, Roosevelt og Hemingway har boet, et hotel der stadig oser af Good old English charme. Her sagde vi også farvel og tak, for 5 dejlige dage med mange gode oplevelser, til Fred og Ronald.
Vi skulle være ved toget klokken seks, og klokken syv kørte det - til tiden - ud af banegården mod Mombasa. Vi var på første hold til spisning, og det var med bange anelser at John og jeg satte os tilrette i spisevognen, vi har jo prøvet det før, og var ikke imponeret, men denne gang var maden ok og tjenerne i næsten “hvide” jakker, så alt i alt en god oplevelse, også for Louise. Da vi kom tilbage til vores kupeer, som var ved siden af hinanden, kunne vi låse af ud til gangen og åbne mellem vore kupeer, så der var lidt luft. Vi var trætte, så Louise var den første der faldt i søvn, John og jeg fik lige en godnat smøg før vi lagde os. Natten blev ikke en dans på roser, men en dans på skinner, jeg ved ikke om toget kører på fem eller sekskantede hjul, men det blev en noget bumlende affære, kort sagt lukkede jeg ikke et øje hele natten. Det blev dog morgen og de to andre vågnede efter en god nats søvn. Vi sprang morgenmaden over, og lidt i ti om formiddagen kørte vi ind på banegården i Mombasa. Allerede på den tid er det dejligt varmt her, så bagagen ud af vinduet, rygsækken på ryggen og ud og finde Daniel, så jeg/vi kunne komme hjem. Kø ved færgelejet, varmt, vente på færgen, varmt, køre i kø gennem Likoni, varmt (her kører man altid med oprullede vinduer, fordi her bor de langfingrede). Vi stoppede i det nye shopping center og købte, mad, vand og forskellige andre dagligvarer, så Daniels taxa var nu fyldt til randen på de sidste få kilometre hjem.
Alle stod klar til at tage imod os, så der var gensyns glæde hos dem alle.
Efter en tur i pølen, og lidt frokost så måtte jeg ha en ½ time på den ene side så en ½ time på den anden, den sidste time på ryggen den gemte jeg til jeg gik rigtigt i seng. Home sweet home
Ps. Fortsættelse følger (den er ikke så lang)

Ingen kommentarer: