"Pensionister på tur" Kapitel 1

Efter en køretur på 7 begivenhedsløse timer fra Diani Beach, ankom Fred (Daniels far og vores guide/chauffør på safarien) og jeg til Winsor Golf Resort.

Jeg checkede ind og fik nøglerne til vores bungalow, kørte “Rusty” hen foran huset, og vi tog vores kufferter ind. Dejligt hus med to store soveværelser med hvert sit bad og toilet, og en stor stue imellem med tv, her sov Fred (ulovligt) på en madras på gulvet, fordi der var for langt til et sted han kunne betale, og vi skulle jo tidligt op.

Vi havde tid til en kold øl i baren og en god morfar inde vi skulle køre ud til luft havnen for at hente “Pensionister på tur”.

Vi forlod huset klokken lidt i syv, for at være i lufthavnen klokken otte, der var en del trafik på vejen, men Fred manøvrerede godt igennem down town Nairobi, så det var først da vi kom på Uhuru Highway (4 sporet hovedvej fra lufthavnen og gennem Nairobi) vi kom til at sidde stille i kø, det viste sig desværre, at der var sket en ulykke, en mor og en pige på omkring de fem år, lå døde på vejen. En uhyggelig oplevelse, jeg tror at det er de første døde mennesker jeg har set i mit liv, så det er et syn der sidder fast på nethinden.

Vi kom til Jomo Kenyatta International Airport i tide til at finde en P-plads og købe en kop kaffe, inden “pensionisterne” kom gennem immigrations “slusen”.

Efterhånden som tiden gik og passagererne fra Amsterdam begyndte at komme ud gennem tolden, ja - så opdagede Fred min mor og far samt min faster. De kørte rundt mellem bagagebåndene for at finde deres mange kufferter - de havde en del ting med til mig - det lykkedes at få alt med ud, uden de store problemer. Så var det tid til en stor Kenya krammer og Fred fik sagt goddag til dem alle, så ud til parkeringspladsen, ind med bagagen og så et lynkursus i at stige op i “Rusty” som er noget “højbenet”, men ved fælles hjælp, så kom alle ombord og vi kørte tilbage mod Winsor. Ingen uheld på vejen, vi ankom lidt over ti, tømte bilen for bagage og røg omkuld, vi havde alle været oppe i mange timer.

Tidligt næste morgen gjorde vi os klar til morgenmad (kæmpe buffet med det hele) og klokken halv otte kørte vi mod Sheldrich Elefant børnehaven, som kun har åbent mellem klokken 11 og 12. Selv om det var mandag og der var meget trafik på vejene, så var vi der i god tid og måtte vente næsten en time, men det var det værd. Lidt over 11 kom der, 11 små elefanter ind i en indhegning, de gik direkte hen til deres dyrepasser og fik en sutteflaske i munden, i løbet af få minutter havde de suttet de første fem liter mælk i sig og en ny sutteflaske gjort klar, mens de suttede kunne man klappe dem og mærke deres hud. De var ikke bange eller urolige over de mange mennesker. Der er tre aldersgrupper på stedet, de helt små må ikke komme ud, fordi det var for koldt for dem, så de var indendørs i deres stald. Det var de mellemste vi så - alder fra 6 måneder til 1 år - da de ældste (1 år til 1½ år) skulle vises frem begyndte det at regne, så vi forlod stedet og kørte videre til Nairobi National Park, hvor vi skulle besøge deres “børnehave”. Det er dyr som bliver fundet forældreløse og som så bliver “brugt” som udstilling for skoleklasser og turister. Det var her jeg klappede en gepard, da John og Louise var her, desværre så skulle Usan Bolt (ham hurtigløberen) klappe geparden, så vi fik ikke mulighed for det,. Vi kiggede på løver, geparder, leoparder, aber, bøfler og våde hunde - vi lignede da sådanne dyr, da der kom en regnbyge. I løbet af fem minutter, så lå der 2-3 centimeter vand på stierne og vi var drivvåde. Det gode ved det er, at det tager lige toppen af varmen og når solen kommer frem igen, så tørrer det jo hurtigt.

Vi fik en “dejlig” frokost, kylling med fritter, ikke lige fars livret, men ned kom det da.

Vi kørte så videre til “Giraff Manor” som er et sted hvor de “opdrætter” Rothchild giraffer, for at sætte dem fri - i familiegrupper - på deres naturlige levesteder, den er en truet art. Her fik alle, undtagen mig, jeg fotograferede, et ordentligt tungekys af Kelly. En 7 år gammel hun giraf. En våd oplevelse sagde min faster, men OK det er ikke mange som har kysset en 5 meter høj giraf - vi stod oppe på den platform, hvor man kan fodre dem.

Efter denne store oplevelse, så var det tid til at køre til den sidste ting på listen, for den dag, nemlig Karen Blixen Museum, som ligger små 10 minutters kørsel fra girafferne. Her fik vi en meget kompetent rundvisning af en Kenyansk kvinde med megen viden om Karen Blixen og med en fantastisk humor og glimt i øjet. Sjovt for “Pensionisterne” at se hvor Karen B boede og levede, selv om jeg har været der mange gange, så er det stadig interessant at høre nye ting om hende. En fantastisk kvinde, som jeg kun kan anbefale at læse.

På dette tidspunkt havde mor, far og faster fået en vis rutine i at “bestige” “Rusty”, så da vi kørte fra parkerings pladsen, så sad der en del Kenyanere og så på da “Pensionisterne” skulle op på deres pladser på bagsædet, det skete uden uheld og de klappede imponeret da vi kørte.

Middag på Winsor kan anbefales hvis man er gammelsulten, portionerne var meget store (selv for mig) far var dog den eneste som ikke kunne spise op (måske fordi det ikke var hakkekød, men svinemørbrad) vi fik en "dogy bag" og Fred blev glad for at få resterne fra de riges bord. Vi havde været tidligt oppe og skulle også tidligt op næste morgen, så vi gik tidligt i seng.

Så var det dagen, hvor vores safari startede, vi skulle lige ud af Nairobi (myldretids trafik igen) inden vi satte kursen mod Amboseli Nationalpark. Efter nogle timers kørsel på rigtig god vej (ny asfalt) kom vi så til et stykke “vaskebrætsvej” inden vi kom til porten ind til parken, her kørte jeg “Rusty” med 40 km/t, hvilket ikke var hurtigt nok - sagde Fred - så op på 60 i timen,. Så fløj vi over hullerne, men det var med tungen lige i munden.

Ved porten skulle jeg ordne betalingen og imens blev faster “overfaldet af Masaier, som gerne ville sælge lidt husflid. Musse syntes det blev lidt for meget af det gode, så hun ville kravle op i bilen igen, for at komme lidt på afstand. Foden op på trinbrættet, smut, så gled foden og hun skrallede en ordentlig luns af skinnebenet, så da jeg kom tilbage til bilen, så lignede det - det Stockholmske blodbad, Musse med blodige servietter overalt, nå, ingen panik blødningen var tilsyneladende stoppet, så vi kørte videre. Vi havde ikke kørt langt før vi så to løver i gang med at formere sig. Det er et 20 sekunders show - til gengæld så er der et nyt hvert tyvende minut, i 24 timer - de besluttede sig for at hvile sig lige ved siden af vejen så vi fotografere dem på en afstand af 5 meter, det var noget pensionisterne kunne bruge og glemt var bumleturen og diverse “små” skrammer. Resten af vejen hen til vores “Telt” var der desværre en del døde dyr. Det har ikke regnet (altså rigtigt regnet) i 3 år så parken er tør som en “Dry Martini”, det er fede tider for alle der spiser kød, de kan næsten blot åbne munden, så falder der en zebra eller en gnu, død ind i deres mund.

Vi kom frem til Sentrim Logde, en luksus teltlejr, hvor vi skulle bo de næste to nætter, ved frokosttid. Så vi fik indrettet os og tog en slapper resten af dagen. Vi så på Musses skinneben, og det så ikke godt ud, jeg spurgte om der var en læge på stedet, men det var der ikke. Manageren kom dog og rensede såret så godt han kunne. Vi kørte så 40 minutter til Serena Amboseli, et andet resort, hvor der var en læge. Han ordnede såret, trak huden på plads og lagde en forbinding. Vi skulle så lade den sidde et par dage inden vi skiftede den. På vejen hjem så vi den flotteste solnedgang og Kilimanjaro var næsten fri for skyer, det er flot at se det i solnedgangens lys. Klokken var næsten syv før vi var hjemme og det var mørkt. Vi lånte en kørestol i receptionen, så resten af tiden i teltlejeren, kørte vi Musse rundt i den. Efter en dejlig buffet og lidt Masai dans, så gik vi seng og sov som små babyer.

Tidligt op, morgenmad og så kørte vi på heldags game drive, med frokosten og vand i køleboksen kunne vi klare os indtil aften, det blev en hård dag, det var varmt, støvet, vejene var hullede og der var så mange døde dyr at det var grotesk at se på, for hver 500 meter så vi nok mellem 3 og 5 kadavere, ikke dræbt at rovdyr, men simpelthen døde af sult og tørst. De ligger blot og rådner, der er simpelthen for meget kød til at rovdyrene og ådselsæderne kan rydde op. Vi indtog frokosten, mens vi kiggede på tre unge løver som forsøgte at dræbe en gnu, de opdagede dog at gnuen var for opmærksom og det var nok for varmt, for de opgav efter en lille løbetur og lagde sig til hvile sig, inden aftenens jagt. Vi kom tilbage til lejren ved fire tiden og kunne nyde de sidste timers solskin på terrassen, mens vi kiggede på Kilimanjaro, som stod uden skyer, majestætisk mod den blå himmel. Det er det højeste fritstående bjerg i verden, blot lige en information til dem som kan bruge den (:-0)

Tidligt op - det er snart blevet en vane - morgenmad og pakke alle kufferterne i bilen - så af sted mod Tzavo West, vores sidste stop før vi vender næsen mod Diani Beach. Det forgik i konvoj med politi eskorte, måske det var derfor, der ikke skete noget på turen. Der er kun et par timer, på ikke eksisterende vej, mellem de to parker, så far var godt øm i røven da vi ankom til Ngulia Logde, stedet hvor vi skulle overnatte for sidste gang på denne safari. Vi ankom til frokosttid så vi fik noget mad og en lille time på øjet, inden vi kørte mod næsehorns reservatet. Vi var ikke heldige, for vi så ikke en skid, til gengæld så glemte vi tiden og var først ude, 20 minutter efter vi skulle (reservatet er kun åbent mellem 4 og 6). Vagten så ikke for glad ud, men Fred undskyldte mange gange, så vi slap for videre tiltale. På vejen op af den sidste bakke kunne jeg se de andre biler holde stille og jeg så at de fotograferede med blitz. Det var samme sted hvor John og jeg så en hun leopard i 2006, så jeg håbede selvfølge på at det var den de fotograferede, og selv om det var begyndt at blive mørkt, så - så vi den da i kikkerten, ligge oven på en stor sten og æde. Ja, det kan ikke beskrives (selv om jeg prøver) det at være så tæt på et vildt dyr, der æder det, den selv har slået ihjel. Det rykker! Vi blev der vel i 10 minutter, til det var blevet for mørkt til at se den, selv i en kikkert.

Tilbage på hotellet skulle vi så blot lige vaske hænder, inden vi satte os på terrassen for at vente på den leopard som kommer og spiser ca. 20 meter væk i et træ, hvor personalet hænger et gede bagben op - lidt snyd, men med lys på, så kunne selv “Pensionisterne” se hvad der foregik. Efter endnu 20 minutter med leopard show, gik vi til buffeten med friske kræfter og en hel masse indtryk på nethinden. Da vi sad med kaffen på terrassen, så begyndte det at regne, jeg mener ikke en lille byge som derhjemme, men det stod ned i torve i fire timer, med lyn og torden og hele molevitten. Vi faldt dog i søvn uden problemer, en masse oplevelser rigere, noget som det nok tager et par dage at fordøje for “Pensionisterne”.

Turen næste dag ud af parken var uden andre begivenheder end at vi havde fået en passager med til Mombasa. Hun underholdte Fred til vi satte hende af før færgen, resten af vejen til Diani Beach kørte jeg, vi satte Fred af i Ukunda, hvor han bor hos sin søn. Vi stoppede på Palm Beach Hospital, hvor Musse fik skiftet sin forbinding, det så godt ud sagde lægen, mens han rensede og lagde en ny forbinding, som vi skal checket på tirsdag.

Personalet stod klar til at modtage os da vi ankom til hytten. Friske blomster, lasagne og en kop af den gode bønne - god nat.

Lørdag sov vi længe, nu skal vi vende os til en ny døgnrytme, så vi har ikke lavet andet end at pakke ud, spille kort, spist og drukket. I dag har vi spillet kort om formiddagen og klokken 2 kom Mary og vi har alle fået en god gang massage. Vi skal nu spille lidt mere hjerterfri (de har øvet sig hjemmefra, de røvhuller) og jeg må se om ikke jeg kan få huslejen betalt - indtil nu så er jeg nu ikke på førstepladsen.

I morgen tidlig så tager far og jeg sammen med Fred til Mombasa, hvor “Rusty” lige skal kigges efter for lidt små skavanker. Der kommer så nyt i næste uge, hvis ellers vi oplever noget der er værd at skrive hjem om.

Ja - det var hvad der kom på skrift fra den første uge med “Pensionister på tur” kun fremtiden vil vise hvad der sker i næste uge.

Husk nu ikke at glemme, vær god og kærlig mod den/dem du elsker. Herfra skal der i hvert fald lyde et rungende - Kærlig hilsen til alle fra “Pensionisterne” og Robert.

p.s. Se billeder på http://picasaweb.google.com/robert.roro

Livet er en gave, alt andet er skide ligegyldigt.

Efter at jeg har brugt en del tid, de sidste par uger, på at få “Rusty” i tiptop “shape”, til mine forældre samt min faster kommer på besøg på søndag.

Så kommer her et par indlæg på min blog, der går nok lidt tid inden jeg skriver igen, men den tid den glæde……

At sende sin bil til mekaniker i Kenya, er ikke at sammenligne med at sende den til eftersyn i Danmark, det er meget, meget billigere, men til gengæld tager det så meget, meget længere tid.

Nu bruger jeg en mekaniker der har sit “værksted” i Mombasa, så mine sidste ture til ham, vil jeg beskrive her.

Onsdag den 21-10-2009.

Telefonen er sat på vækning til klokken 06.00, et hurtigt bad, afhentning af Daniel i Ukunda klokken 07.00, herefter går det med nedrullede vinduer og blæst i håret mod Likoni, efter en del vejbump, når vi færgen klokken 08.00.Så er det op til de højere magter, om hvor lang tid vi bruger i kø, inden vi kører ombord og ankommer med færgen til Mombasa siden af “Likono Kanal”, herefter så kører vi til mekanikeren og hans værksted, som en parentes er et stykke jord foran en faldefærdig bygning - jeg tror at selv kommunekemi i Nyborg ville nægte at modtage denne jord, så sort er den af gammel olie. Nå - miljømæssigt er de noget bagefter hernede.

Vi venter så på at motoren køler lidt af, inden den kan skilles ad, så kommer det store spørgsmål så, om hvilke reservedele vi nu skal hente på reservedelslageret lageret (som ligger en ti minutter tids kørsel væk, denne gang i Daniels taxa, vi er heldige vi når at købe det hele (et nyt stempel, samt nye stempel ringe til alle 6 cylindre) - dette skulle vise sig at være en sandhed med modifikationer - inden der blev lukket for frokost. Tilbage på “værkstedet” er motoren nu skilt ad i atomer, jeg var klar over at jeg ikke ville få “Rusty” med hjem, derfor var Daniel kørt i sin taxa. Så vi kørte hjem lidt over frokost.

Torsdag den 22-10-2009.

I dag kommer der nye gæster, Daniel henter dem i lufthavnen ved halvtolvtiden og efter at kørt dem forbi et supermarked ankommer de, en kvinde fra Malaysia og en mand fra Irland, begge omkring de tredve, hvis disse oplysninger ellers er til nogen nytte. De får den sædvanlige modtagelse med blomsterarrangementer, som er Geoffreys arbejde, samt min Piri-piri snaps (som snart er et år gammel, den er stadig stærk - ogbrændendesom-indihelvede, men der er kommet karakter over den, det er godt nok kun mig som kan smage det, gæsterne ser gerne underlige ud i hovedet, inden de kaster sig over et glas frugt juice. De får så lov til at indrette sig og jeg arbejder videre i min hytte (en morfar).

Fredag den 23-10-2009.

Vi havde aftalt at bilen skulle være færdig klokken 16,00, så Daniel henter mig klokken 15.00, så har vi en time til at komme frem. (jeg er helt sikker på at den ikke er færdig til tiden, så at vi sad lidt fast i køen ved færgen foruroligede mig ikke). Vi var fremme klokken 16.20, “Rusty” stod alene med lukket kølerhjelm, så måske var det lykkedes for en gang skyld at være færdig til tiden. Efter et kig ind i bilen blev denne mulighed dog udelukket , her lå motoren stadig i små og store fragmenter, på gulv og sæder, så jeg var klar over at denne tur til Mombasa var forgæves, mange undskyldninger hvorfor han (mekanikeren) ikke havde ringet og sagt at der var sket noget som gjorde at den ikke ville blive færdig til aftalte tid, noget med en pakning til topstykket, som ikke var god nok. Ja, mig kan de bilde alt ind - satans man ikke læste videre til mekaniker - nå der var jo ikke andet at gøre end at vente til de fik samlet bilen, så jeg gik på kaffebar en kilometer væk, for at køle lidt ned. For ikke at trave rundt i dette kvarter i Mombasa når det bliver mørkt, så indfandt jeg mig i tusmørket ved halvsyvtiden igen ved værkstedet, her var der travlhed og det så umiddelbart ud til at de ville være færdige inden for en time - til halvanden. Jeg var godt nok ved at koge over og det gik ud over Daniel som skulle oversætte mine eder og forbandelser til Filippo, som mekanikeren hedder, ikke at det gjorde det store indtryk på ham, måske har Daniel lige taget toppen af mit mundlort, og kun oversat det “vigtigste”. Klokken 19.45 så havde jeg betalt, fået mine bilnøgler og sad nu på vej mod færgen, trafikken blev tættere og tættere som vi kom nærmere til færgen, for til sidst at sidde i en prop i over en time - det viste sig, at der var kørt en gravko, uden bremser ombord på en af færgerne, med en del tumult til følge - Ja, livet her i mit nye “land” er synonymt med forskellige oplevelser som ikke er forudsebare, efter færgen gik det såmen smertefrit helt frem til Aniello’s Pizza, hvor jeg 10 minutter i ti bestilte en “Diavolo” med ekstra chili, mæt og “veltilfreds” satte jeg mig tilrette i “Rusty” for at køre de sidste få kilometre hjem. Jeg drejer nøglen - der sker ikke en skid - ikke en lyd ud over en højst irritende kliklyd, ikke dette højpotente brøl når 6 cylindre vækkes til live. Taxa hjem, sove, taxa næste morgen, fat i lokal mekaniker, indkøb af nyt batteri, bilen starter, jeg kører glad hjem.

Næste morgen, den starter som en drøm, jeg har gæsterne med ind til Monika’s Safari, vi handler ind og vi starter, nej ikke igen DER SKER IKKE EN SKID, gæsterne må tage en taxa hjem, jeg får fat i den lokale mekaniker igen, Daniel har talt med Filippo, bilen starter med lokal hjælp, vi kører alle tre til Mombasa, jeg er bange for at jeg ikke kan starte når jeg skal af færgen, men vi når frem til autopart centeret uden problemer, køber et nyt relæ. Jeg sætter mig hen og spiser lidt frokost, jeg er endnu ikke klar til at komme til værkstedet uden at eksploderer, så efter frokost så går jeg de 4-5 kilometer over til værkstedet, elektrikeren er i fuld gang med at sætte det nye relæ til. Efter en lille halvtime er “Rusty” nu klar til dåd - det siger alle omkring stående i hvert fald. Nøglen drejes, varmelampen lampen slukker, nøglen drejes videre og de 6 cylindre starter med et brøl og motoren spinder i tomgang, som var den lige kommet ud af prøvebænken på Toyota fabrikken i Japan. I skrivende stund er den blevet vasket, ind og udvendigt. Den er klar til weekendens strabadser!!!!!!……………..

Den 12 oktober modtog jeg en mail fra Keld, den taler for sig selv. Jeg har Kelds tilladelse til at sætte den på min blog. Det sætter jo unægtelig livets små trivialiteter som min bil historie noget i perspektiv.

Det som jeg igennem min tid som “blogger” har prøvet på, nemlig at få Jer til at stoppe op og prøve at mærken efter, om livet leves som det skal….

Keld var heldig at være på det rigtige sted med de rigtige mennesker omkring sig, når nu uheldet skulle være ude, men ikke alle er så heldige…….

Hej Robert, Jeg har en lidt længere smøre til dig. Torsdag aften i sidste uge skulle Stefan og hans fodboldkammerater have en ekstra alternativ træning. Holdets trænere havde spurgt om jeg ville stå for en omgangs håndboldtræning. Det var helt ok med mig. Pernille tog med og trænerne deltog selv. Efter en lang opvarmning og nogle forskellige sjove øvelser skulle de til at skyde på mål. Jeg havde ikke selv deltaget fysisk – kun kastet nogle få afleveringer. Spillerne begyndte at skyde på målet og ud af den blå luft begyndte det at trykke lidt for mit bryst. Jeg prøvede lige at strække armene ud til siden for at spænde lidt ud. Det gik ikke væk. Tværtimod begyndte det at trykke mere og en lille smerte kunne fornemmes. Jeg gik over til Pernille der sad og snakkede med en af de andre forældre og sagde til hende at jeg var utilpas og ville hjem for at hvile mig da jeg ikke ville ligge ned i hallen. Stefan trænede. Han og hans kammerater skulle ikke blive bekymret. På vejen hjem blev det mere ubehageligt og det begyndte at snurre i mine underarme. Op på sofaen og ligge. Pernille hentede et glas vand. Det hjalp slet ikke. Nu begyndte jeg at få opkastfornemmelser og smerterne var steget. Nu var jeg klar over at der var et eller andet der var helt galt. Det fortalte jeg til Pernille og vi ringede til vagtlægen. Hun fortalte symptomerne til vagtlægen, der øjeblikkeligt under samtale bestilte en ambulance. Efter samtalen med vagtlægen bad jeg Pernille om at ringe til børnenes mormor Birgit så hun kunne komme og passe børnene når vi sandsynligvis skulle på hospitalet. Og så gik alt lige pludselig meget stærkt. Ambulancen kom hurtigt og straks efter en hjertelæge samt en assistent. Entreen var nu fyldt med båre, ambulancefolk, hjertelæge, assistent, Pernille, Birgit og mig. Jeg fik alle mulige elektrode på der blev koblet på et apparat der blev sat i forbindelse med Gentofte hospital hvor en specialist vurderede hjerterytmerne. Der blev lagt drop og jeg fik morfin. Der blev sprøjtet nitroglycerin ind i min mund for at lette trykket da jeg havde svært ved at trække vejret. Hjertelægen var i telefonisk kontakt med specialisten i Gentofte. Assistenten samt en af ambulancefolkene lavede hjerteanalyser på et apparat. Hjertelægen sagde afgang og så var det af sted i høj fart til Gentofte. Mere morfin undervejs. Da jeg ankom til Gentofte stod en læge og en sygeplejerske klar til at tage imod mig. Jeg fik fortalt at jeg nu blev kørt ned til operationsstuen, hvor jeg ville få en lokal bedøvelse i lysket. Der ville blive lavet et lille snit hvorigennem der ville blive stukket et kateter igennem blodåren op til mit hjerte. En kontrastvæske vil blive sprøjtet ind og et stort kamera vil køre rundt om mig for at analysere hjertet og blodårerne omkring. Der var mistanke om en blodprop. En blodprop – det var første gang jeg hørte dette ord. Hvis der var en blodprop ville der så blive foretaget en ballonoperation. Jeg kom ind på oprationsstuen hvor operationslægen og to operationssygeplejersker stod klar med diverse udstyr på. Operationsbordet var omgivet af seks fladskærme og et stort kameraapparat. Da jeg kom op på operationsbordet fortalte operationslægen det samme igen – samtidig med at han udførte det!! Han spurgte om jeg ville se med på skærmene og jeg svarede ja. Så kom de levende billederne op på skærmene af mit hjerte og der blev vist alle mulige tal med puls blodtryk osv. Jeg fik lidt mere morfin til at dulme smerterne. Det var en surrealistisk oplevelse at ligge på et operationsbord og tale med en operationslæge der stod ved min ene side og håndterede et instrument der arbejde med mit hjerte som blev vist på en skærm der var opsat på den anden side. Over mig hang et stort kamera der blev flyttet til nye positionen. Lyset i rummet blev hele tiden tændt og slukket i forhold til kameraets samt skærmenes behov. På den ene side meget uvirkeligt og på den anden side meget intens alvor her og nu. Han kom frem til hjertet og sagde så at der var en stor blodprop. Blodproppen var på en af de tre store grene på kranspulsåren der nu var blevet fuldstændig lukket. Han fortalte at jeg ville kunne mærke en lille lettelse i smerterne når han prikkede hul i blodproppen. Han fik ret. Så lige pludselig begyndte mit hjerte at slå i ekspresfart og skærmene gav nogle voldsomme udslag med kraftig lyd på. De to operationssygeplejersker kiggede begge hurtigt op på skærmene med store øjne. Robert – der blev jeg rigtig banke. Mange tanker farede igennem mit hovet på et splitsekund. Børn – Pernille. Operationslægen var fuldstændig kold og talte roligt videre: ”Hjertet begynder nu at få den manglende ilt og slår derfor ekstra hurtigt. Jeg vil gerne bede om ballonudvidelsesapparatet – NU”. Han indsatte ballonapparatet og begyndte udvidelsen af blodåren. Og der blev indsat et 18 mm lang rør der efterfølgende og fremover kunne fastholde åbningen. Ballonapparatet blev taget ud og trykket samt smerterne forsvandt fuldstændigt. En meget stor lettelse. Snittet ved lysken blev lukket. Operationslægen snakkede lidt med mig og spurgte til hvornår jeg have mærket trykket starte. Jeg regnede mig frem til at de første symptomer startede ca. 2 timer før operationen var blevet gennemført. Han kiggede mig seriøst ind i øjnene og sagde så efter en lang tavs pause: ” Du skal være glad for at du kom så hurtig frem”. Jeg blev kørt op til en overvågningsstue hvor Pernille tog imod mig. Hun er bare super og håndterede det fantastisk. Efter telefonsamtaler med børnene og snak med Pernille, læge og sygeplejersker var der ro på. Da Pernille tog hjem omkring kl. 1 midnat var jeg meget træt, men besluttede mig for ikke at lægge mig til ro da jeg havde brug for at det hele skulle op og vende samt falde på plads. Omkring kl. 3.30 lagde jeg mig til ro og sov med det samme. Næste dag blev jeg bla. ultralydsskannet. Jeg havde kun fået en meget lille arvævsskade som ikke forhindrede mit hjerte i at arbejde normalt. Meget heldigt. Så blev jeg overflyttet til Hillerød, hvor jeg i dag mandag, er på tredje døgn. Alle undersøgelser er gået fint og jeg bliver nok udskrevet i morgen tirsdag. Og hvad får det så af betydning? Jeg skal på medicin resten af livet – bla. blodfortyndende. Motionere. Spise sundere. Ikke stresse. Og leve livet i stor taknemmelighed og glæde. Hvorfor fik jeg blodproppen? Det kan ikke siges med sikkerhed. Der kan være mange faktorer involveret. Arveligt – manglende motion – stres – kost. Eller det fik jeg bare. Er min helbredssituation blevet dårligere nu? Nej – egentligt ikke. Mit hjerte er blevet undersøgt. Der er pt. ikke andre forsnævringer omkring hjertet. Og risikoen for at få flere blodpropper nedsættes nu med medicin, motion og kost. Den overståede blodprop har været undervejs på grund af en forsnævring der gennem årene er blevet udviklet og som nu er fjernet. Der kommer nok reaktioner når jeg kommer hjem, men så tager vi dem. Vigtigst for mig er at mine børn og Pernille har det godt og kommer fint igennem det. Har været lidt i tvivl om hvordan jeg skulle skrive det, men besluttede at skrive hele forløbet. Jeg kunne mærke under skrivningen at det var en stor selvhjælp at skrive det ned og sætte ord på. Jeg håber at det er ok med dig at dele hele forløbet. Robert – jeg har det rigtig godt nu og er meget lettet. Jeg prøver at komme på Skype i slutningen af ugen.

Det går fremad og børnene samt Pernille har det godt. Og det er vigtig for mig.

En hjertelig hilsen.

Keld

Ja, dette var hvad der var skrevet om denne gang. Jeg håber at du føler efter, før det er for sent..

Lad dette give mig en mulighed for at mindes Tom Westergaard og Birgitte Pedersen som begge blev revet væk, alt for tidligt.

Ære være Deres minde.

At livet skal leves, det ved vi jo alle

Lev det fornuftigt og ikke som Palle

Der helt alene i denne verden,

gik glip af familien og venners færden.

Jeg ved at sygdom er hvermand eje,

Måden vi lever, den skal dog veje.

Så alle vi kender, kan ha’ os så længe

Indtil vi måtte til hvile trænge.

Glem nu ikke at huske……Gi’ en ordentlig og kærlig krammer til dem du elsker.

Kærlig hilsen.

Robert

Hønen eller Ægget....... Drøm/mareridt

Så skal Danmark til VM 2010 i Sydafrika - Tillykke med det, var vist også på tide.

Ikke at jeg er specielt glad for det - jeg er bange for at det stjæler folk væk fra mine “Hytter”. Nå, skulle der komme en eller anden forbi, så lover jeg at “Gevalia’en” er klar.

Siden sidst er der ikke sket det store, jeg har været i Mombasa et par gange, for at få ordnet nogle småting på “Rusty”, uanset hvad der skal laves, så ser det ud til at tage en hel dag. Et værksteds besøg ser nogenlunde sådan her ud.

Jeg afleverer “Rusty” ved 9-tiden og fortæller hvad jeg gerne vil have lavet, samt hvad jeg tror der skal laves. Så skiller de det ad, som skal laves og det som jeg tror skal laves. Det tager gerne 2-3 timer, så får jeg en seddel på hvad jeg skal købe hos det lokale “spareparts center”, 10-15 minutter væk i en tuktuk. Det er så ikke altid de har det på lager, så skal jeg ud og lede hos andre “spareparts” forhandlere, det kan ende med at jeg må i “genbrugs” butikker, finder jeg det som skal bruges, er det en tuktuk tilbage til “værkstedet” (som er en plads mellem to gamle dæk der er gravet halvt ned i jorden, foran et lille værksted - nej et skur til opbevarelse af deres værktøj) - får jeg ikke fat i alt inden klokken 12.30. Så må jeg vente til 13.30. Alle forretninger lukker en time for frokost.

Så må jeg spise et godt måltid på den lokale, for at få tiden til at gå inden jeg starter efterforskningen igen. Jeg kender snart Mombasa som min egen lomme, og det er vel en god ting, hvis der skulle komme nogen forbi som godt vil se den.

Efter at have travet området tyndt for smådele, er det tilbage til “værkstedet”, nu er klokken ved at være halv tre og det tager dem nok nogle timer at lave og samle “Rusty” igen, så hen på den lokale for en kop “kaffe” det er ikke den gode bønne, det er sort og varmt - det er det.

En god ting er at reservedele og arbejdsløn ikke er så dyre her, et eksempel. Jeg skulle ha’ skiftet 6 sikkerhedsseler - af hoftetypen - på bagsæderne, det kostede med isætning små 400 kroner. Det syntes jeg er en ok pris.

Når jeg så har betalt, så er det hjemad i myldretrafikken, det går ikke så hurtigt for at sige det mildt, køen ved færgen er som regel også l a n g så jeg er gerne tilbage i “villaen” efter mørkets frembrud - omkring 7-8 tiden - så er jeg sgu træt.

En dag jeg var taget til “byen” for at handle - det lokale supermarked - så jeg havde allieret mig med Paul, for der skulle handles IND, så det var rart med en mand til at skubbe vognen - altså ikke “Rusty” han kører som en drøm, men indkøbsvognen. - Det er først da jeg er kommet indenfor, at jeg bemærker at de har flyttet om på varerne, jeg befinder mig pludselig i en gang med tandpasta, jeg mener tandpasta fra gulv til loft, Colgate - Macs - Sensodine, for ikke at glemme de lokale mærker.

I øvrigt så lavede Colgate, en gang hullet i tuben 10% større - og da vi er “vane dyr” så trykkede vi på tuben som vi plejede, med det resultat at Colgate solgte 10% mere tandpasta. På årsbasis mange millioner af kroner i “kunstig” meromsætning, smart!, men desværre så blev det opdaget

Måden at få en større markedsandel på nu, er blot at sende et nyt produkt, altså tandpasta - ikke (kun) pasta, på markedet, gerne med en smag af noget helt nyt, som er endnu mere effektivt mod huller (ja det tager nok flere århundrede inden vi når 100% beskyttelse mod huller, der skal jo gerne være plads til forbedring).

Som et lille indspark, så er det jo ikke noget som bekymrer “Sæbe” industrien eller barberblads industrien. Jeg mener, siden jeg var barn har “Valo” vasket fuldstændigt rent, og sulfosæber til opvask har gjort glas og tallerkner 100% rene. Taps til opvaskemaskinen var i starten 1 lags (som i parentes vaskede dit porcelæn 100 % rent) sidst jeg brugte taps, så var der 3 lag plus en kugle, så nu vasker det også 100% rent.

Et barberblad var nok til at rage skægget 100% væk, da jeg startede med at rage kinderne fri for dun i midten af tresserne, nu skal der 5 blade med strøm, til for at klare det. Jeg bruger selv en Gillette - the best a man can get - med strøm, og det virker sgu.

Nå, tilbage til indkøbsturen, efter en ti minutters tid hvor jeg prøvede at beslutte mig for hvilken smag jeg skulle vælge, det blev den sædvanlige - mig skal de ikke få på den ide, med at nyt er bedre……

Rundt om hjørnet, hvor der tidligere var dåse tomater, var der nu kommet bleer, ikke som da jeg var barn, gudskelov så er der da sket en udvikling på ble siden, nu kan man få bleer til alle aldre (til voksne har jeg hørt at de hedder Tena), alle køn, alle mængder af "bimmelim og bummelum", til dem der ligger stille, dem der kravler, dem der går og dem som løber. Man kan få dem i små pakker, større pakker, store poser og gigantiske poser (man kan sikkert også købe dem på paller, hvis man har været heldig at få firlinger, eller er ligeglad med om ungen passer 100% til målgruppen).

Jeg vågnede op med et sæt, svedig og bange, og forstod min indkøbstur var et mareridt.

Det har dog fået mig til at tænke over om vi bliver lykkeligere mennesker fordi vil kan vælge mellem tusind forskellige ting når vi handler dagligvarer. Jeg da godt klar over at vi ikke har tid til at vaske stof bleer, og at fremskridtet har gjort hverdag og fest nemmere, men når jeg tænker på de ufattelig mange milliarder der bruges af fabrikanter og dagligvarebutikker verden over på reklame, varelager, fremstilling og sidst, men ikke mindst spild af varer der udløber eller ikke kan sælges, så må jeg mig forbarme.

Med vilje har jeg f.eks. ikke taget bilindustrien med, men tænk hvad det koster at komme med en ny model hvert andet år.

Mobiltelefoner, Digitalkameraer, Pc’er, osv., er det virkelig nødvendigt, at der er så mange modeller at vælge imellem - Ja det er det da, du kan da se at folk køber det! Okay - laves alt det “overflødige lort” (nu sætter jeg det på spidsen) fordi folk køber det eller køber folk det fordi det laves. Eller sagt på en anden måde! Hvad kom først - hønen eller ægget.

Der er klimatopmøde i København til december, med deraf mange mennesker i byen, for ikke at alle de fly, som bringer dem til København, skal bidrage til opvarmningen af jorden, så køber København CO2 kvoter af Bangla Desh.

Jeg fatter ikke en skid.

Vi køber CO2 kvoter af de fattige lande, så vi kan blive ved med at forurene som altid, og holde den 3 verden i ave?

Skulle der blandt mine oplyste læsere være nogen som kan forklare mig, hvordan dette køb/salg hænger sammen, så vil jeg være ualmindelig glad for at få en forklaring.

Uden at denne klumme skal blive mere langhåret, end nødvendigt, så mener jeg at vi må skrue lidt ned for fremskridtets fornyelse af de føromtalte ting - selvfølgelig skal der stadig forskes i sygdomme og lignede ting, men jeg mener ikke der er brug for 25 forskellige tandpastaer, eller 100 forskellige mobiltelefoner (og det er lavt sat) som kan stort set det samme. Nyt og forbedret “udstyr” skal selvfølgelig ikke bremses, men så snakker vi altså ikke en ny frontspoiler eller en kameramobil med lidt flere pixel, nej så snakker vi en bilmodel der kan køre 50 km på en liter sigtet urin (var lige ved at skrive majsolie, men det er jo den dårligste ide i nyere tid, at dem der dyrker majs - især i USA, sælger deres afgrøde på forhånd til brandstof, fordi så er der ikke noget tilbage til at spise, for de fattige, som for en stor dels vedkomne har majsmel som en fast del(nogen her i Kenya som den eneste del) af deres kost).

Eller en mobiltelefon med video og indbygget halogenspot, som man kan lave sin egen håndholdte “Dogme Film” Selvfølgelig uden at produkterne bliver væsentlig dyrere end de er i dag.

Jeg kunne komme med mange flere eksempler, men jeg tror at min pointe er forholds klar.

Jeg vil slutte med at fortælle at der nu kun er 20 dage til jeg skal hente min mor og far, samt min faster i Nairobi, Så skal de se Storbyen - Karen Blixens museum - Giraf Centret - Nairobi Nationalparks afdeling for “hjem og forældreløse” dyrebørn. Inden vi drager af på safari i Amboseli og Tzavo West, i alt 5 nætter (to af dem i telt) inden vi ankommer til Diani Beach.

Her skal der så slappes af, spilles kort, læses bøger, drikkes kaffe (den gode bønne) samt måske et par nætter mere i telt i Mwaluganje elefant sanctuary, som kun ligger en times kørsel herfra. Nå - det må I læse om senere, nu er der kun tilbage at skrive det sædvanlige.

Husk nu ikke at glemme. Kram, kys dem du elsker, og smil til alle andre……

En hver forandring til det bedre, starter med en indånding,

Enhver forandring til det værre, slutter med et suk og en udånding.

Kærlig hilsen

Robert

Min tid som "Margarine" soldat.

Denne klumme vil være en række anekdoter, fra min tid i det danske forsvar.

Nærmere betegnet det danske søværn, hvor jeg aftjente min værnepligt i 1975.

Lad mig starte med at fortælle, at jeg ikke har søgt, hverken Søværnet, Flyvevåbnet, Hæren endsige forsvarsministeren om tilladelse til at skrive, og udgive denne klumme. Jeg håber og tror ikke at jeg udsætter nogen for fare, ved at skrive denne klumme, og jeg kan garanterer at den ikke er blevet oversat til hverken det ene eller andet fremmedsprog. I hvert fald ikke af mig.

Jeg startede min værnepligt på Auderød Kasserne, mandag den 13 januar 1975, klokken 08.00. Sammen med flere hundrede andre håbefulde rekrutter, stod jeg opstillet på paradepladsen til navneopråb. Efter at vi var blevet opdelt i delinger, fik vi alt vores udstyr - våben, tøj, støvler etc. - derefter blev vi fulgt til vores “stue” og der blev valgt en stueformand.

For dem som ikke kender til disciplinen i det danske forsvar, kommer her et par uddybende kommentarer. En stue består af otte mand, hvor stueformanden bestemmer. Vi skal ordne vores egen stue (gøre rent), rede vores senge, sørge for at alt ligger på rette plads i skabet samt gøre vores del af fælles rengøringen. Personlig rengøring og indtagelse af “Morgenskafning” (morgenmad), som indtages i “Messen”, skal også være i orden inden morgenmønstringen klokken 07.45

På vores første dag, stod vores stueformand klar i døren klokken 07.45 “Melder stuen klar, alle mand” svarede han på sergentens spørgsmål. Han stillede sig så hen til os andre, som stod ret ved bordet, fire mand på hver side.

Sergenten sagde “rør” og begyndte inspektionen af stuen og han så med det samme en ordentlig nullermand på gulvet. Inden han kunne nå at sige noget, så tog stueformanden sin kasket, som indendørs sidder fast i skulderstroppen, kastede den hen over nullermanden, kastede sig selv henover kasketten, bad mig om at åbne vinduet, hvorefter han krøllede kasketten sammen, gav den et par slag og kastede nullermanden ud af vinduet. Han gik tilbage og stillede sig ved bordet, satte kasketten på plads mens han sagde “Anmoder om tilladelse til at begrave nullermanden efter morgenmønstringen” “Tilladelse givet” sagde sergenten med et slet skjult smil om munden. Der herskede efter dette “skuespil” som ingen af os andre vidste noget om, en god tone mellem sergenten og os, resten af vores tid i Auderød.

Resten af min rekrut tid, gik med at lære de andre stuekammerater at kende, marchere, skyde med maskinpistol, gøre honnør og i det hele taget lære “tonen” i Søværnet at kende. Tre måneder senere blev jeg så forflyttet til “sejlende enhed” på Holmen i København.

En fredag i midten af April mønstrede jeg så på "Henrik Gerner", flådens sejlende forsynings enhed til ubåde og motortorpedobåde, - i øvrigt den gamle Bornholmer færge “Hammershus”, hvilket sås af den megen brug af messing på trapper og i messer, godt jeg ikke var på "pudseholdet" - efter velkomsttale af orlogskaptajnen, fik jeg min “buffe” på “banjen” anvist. (min seng på mandskabsdækket). Vi fik tidligt orlov og jeg valgte at tage hjem til Frederiksberg, for at være sammen med, min mor og far i weekenden.

De andre som påmønstrede sammen med mig valgte at blive ombord, da de alle kom fra Jylland, og vi skulle afsejle klokken 09.00 mandag morgen på en stor Nato øvelse ud for den Norske vestkyst.

Så søndag aften tog jeg mandskabs båden fra Toldboden over til Holmen. "Henrik Gerner" lå fast under "Mastekranen", når den var i København. Dette var så min første nat ombord, de næste 6 måneder skulle jeg være kok ombord, for en besætning på 120 mand. Vi blev purret klokken 06.00 den næste morgen, efter et hurtig bad, begyndte vi at laste en del proviant. Da vi var færdige med det, spiste vi morgenmad i messen på Holmen.

Tilbage til morgen mønstring klokken 08.00, før vi gik i gang med at forberede frokosten. Vi, var en kok fra Århus, som havde været ombord i tre måneder, og var i gang med sine sidste tre måneder, to konstabel elever og så, mig sagde hunden. Jeg gik frisk i gang med at forberede frokosten, skære pålæg, lave salater samt en varm anretning sammen med de to konstabel elever, den anden kok gik så i gang med at forberede aftensmaden.

Klokken 08.55 lød kommandoen “ Lad gå for” og trosserne blev gjort klar til at hive ombord, en slæbebåd hev os ud fra kajen før kommandoen “Lad gå agter” lød fra broen og vi var på vej mod Frederikshavn. Vi skulle lige ud og stå ret da vi sejlede forbi Kongeskibet Dannebrog.

Vi var kommet lidt nord for Kronborg, da det lød i samtaleanlægget “Giv agt, klargøring til skafning, Giv agt, klargøring til skafning”.

Klokken var nu fem minutter i 12.00 og frokosten stod klar på disken. Nu kunne den anden kok og jeg nyde lidt tobak, mens konstabel eleverne stod for serveringen. Vi stod og så ud på et Kattegat, der var som et stuegulv, pludselig så vi tre motortorpedobåde, for fuld skrue, overhale os “Skod smøgerne og stå ret”, var der en der råbte, som ny i faget smed jeg rygepinden udenbords, samlede hælene og førte hånden op til kasketten, kun for at blive mødt med et grin fra en af mine gamle stuekammerater, som var påmønstret som maskinmand. Vi fik os en ny smøg, mens de tre MTB’er forsvandt nordpå mod Frederikshavn.

Efter frokosten fik vi ryddet af og gjorde nu klar til aftensmad, da Seniorsergent “Holmboe”, vores nærmeste overordnede kom ind i kabyssen. Jeg havde ikke talt med ham, kun set ham til morgenmønstringen, så jeg tørrede mine hænder af i forklædet og gjorde mig klar til at gi' hånd. “Har du øl med”?. Sagde kokken fra Århus, "Så kan du godt forsvinde, du skal ikke komme her uden øl”, Holmboe vendte om og forsvandt ud af kabyssen og jeg stod og lignede et spørgsmålstegn.

“Han ved godt at han skal ha’ øl med når han kommer!” sagde kokken. Okay, jeg var ny, så jeg holdt mig i baggrunden, da Holmboe, efter en ti minutters tid, kom igen. “Så er her en øl” sagde sergenten glad og kiggede på mig. “Har du Gammel Dansk med”?. ”Så kan du godt forsvinde, du ved godt at vi ikke drikker øl alene". Jeg stod forsigtigt i baggrunden og iagttog dette spil mellem dem, jeg undrede mig over at kokken talte sådan, men Holmboe kom igen med en flaske “Campari”, undskyldte at han ikke havde noget Gammel Dansk, vi fik os så et velkomst sæt, noget som senere blev en tradition, hver gang vi startede på et togt. Jeg fik et fint forhold til Seniorsergent Holmboe, som var min foresatte de næste seks måneder.

Hver gang jeg var startet på en ny tid i søværnet så var det med en “underlig oplevelse” noget der skulle forfølge mig næste gang, der skete noget nyt.

De næste tre måneder var en lang række af øvelser både i danske, norske og tyske farvande, mit samarbejde med Kokken fra Århus og de to konstabel elever gik gnidningsløst, de viste sig at være førsteklasses gutter. Så det var med en følelse af vemod jeg sagde farvel til dem i midten af juli. Kokken blev hjemsendt, og de to konstabel elever blev overført til en anden sejlende enhed.

De sidste tre måneder, skulle jeg så klare mig, med en ny konstabel elev, men besætningen blev skåret ned til 60 mand, så det gik godt.

Jeg var nu “Chef” i køkkenet og Holmboe blandede sig ikke i den daglige drift. Jeg fik indført, at vi fik nyrøget makrel og friske jordbær, den første dag på søen, Holmboe fakturerede jordbærerne som kartofler (vi var den enhed i forsvaret, uden sammenligning, som spiste flest kartofler). De sidste tre måneder var som før skrevet med reduceret besætning, fordi Henrik Gerner, efter 11 år i flådens tal, skulle udfases. Dette medførte, at de fleste karriereofficerer blev forflyttet til nye skibe, blandt andet fik vi ny kaptajn, en rigtig hyggelig “Onkel” som ikke gik så meget op i disciplin ombord. Ikke at vi slappede fuldstændigt af, men der var en anderledes tone, fordi alle skulle afmønstre i midten af september, mig og de andre værnepligtige til civil, resten til nye skibe.

Vi skulle på øvelse til Flensborg og besøge Svendborg på vejen hjem til Holmen, hvilket var til stor glæde for kaptajnen, da han var en lun fynbo fra netop Svendborg.

Hans lune humør satte jeg på prøve, en de første dage på vej mod Flensborg. Han havde hver dag vagten, der startede klokken 16.00, så han kom altid forbi, inden han gik på broen, for at høre hvad aftensmaden var. Vi kunne stille uret efter ham.

Vi havde fået medisterpølse som varm ret til frokosten og der var et par stykker tilovers. Så da klokken var et par minutter i fire, så lagde konstablen sig på knæ foran mig med medisterpølsen i munden (den opmærksomme læser kan sikkert se det for sig), ud af øjenkrogen kunne vi se Kaptajnen komme ind i kabyssen, blive rød i hovedet og stille bakke baglæns ud igen, for at banke på døren før han kom ind, Vi stod som før, da han kom igen, men konstablen rejst sig så med “pølsen” i munden, et stort smil bredte sig på kaptajnens ansigt og han sagde “Hold kæft, der fik i mig”. En historie vi grinede meget over.

Den sidste episode jeg vil fortælle om, var da jeg havde 10 dage tilbage af min værnepligt, jeg skulle stå æresvagt på gangvejen (den trappe som hænger udenpå skibet og som man skal gå op ad for at komme ombord), jeg var iført udgangs uniform og hvide gamacher, hvide handsker og hvidt hue overtræk.

Det var chefen for søværnet, Kontra Admiral af rang, som skulle komme på besøg. Jeg var stadig på arbejde, så handskerne lå klar sammen med gamacherne og huen, Vi ville så få besked fra vagten, når han ankom, så havde vi lige nogle minutter til at gøre os klar. Beskeden fra vagten kom og jeg blev kaldt over samtaleanlægget, hurtigt på med “gallauniformen” hatten på skrå og jeg var klar. Vagthavende sergent, som skulle blæse i bådsmands fløjten, ankom kiggede på mig, så mærkelig ud i hovedet, jeg kunne se han kiggede på min sløjfe. Da jeg kiggede ned af mig selv, så jeg at jeg havde glemt at tage en lille gummibjørn, i uniform og med et målebånd stikkende ud af munden, af - nu var det for sent. Kontra Admiralen var på vej op af gangvejen, mens sergenten blæste i bådsmands fløjten, stod jeg ret og gjorde honnør. “Chefen” så min “bjørn” da han gjorde honnør til mig. Nu får du en skideballe tænkte jeg, “ Håber du har haft en god tid i søværnet, selv om du glæder dig til at komme hjem” sagde han, mens smilede til mig. Jeg fik fremstammet “Melder jeg har haft en god og spændende tid”. Da han forsvandt op af lejderen til broen, fik jeg så en skideballe af sergenten, men 10 dage tilbage så…… hvadså.

Jeg har med vilje ikke navngivet nogle af de medvirkende, med undtagelse af Seniorsergent Holmboe, grunden er ikke, fordi jeg er bange for at fortælle militære hemmeligheder, men han er den eneste, jeg kan huske navnet på - med sikkerhed.

Det var hvad jeg har valgt at skrive om i dag, slutningen bliver som traditionen foreskriver : Glem ikke at huske, smil til alle, også dem du ikke kender. Måske får du et smil tilbage……..

Kærlig hilsen.

Robert.

Tæt på en katastrofe...

En dejlig dag i Shimba Hills, startede med at det småregnede, da vi klokken kvart i seks forlod Diani Beach. Efter en køretur på 45 minutter, var vi fremme ved porten til parken. Jeg betalte og gjorde "Rusty" klar til 4 hjulstræk samtidig med at det stoppede med at regne, så vi slog taglugerne op og kørte ind i parken som de første. Efter at vi havde kørt lidt rundt ,drejede vi rundt i et sving og der stod den første elefant og gumlede på en busk, den var vel 30 - 40 meter væk. Den vejrede en gang med snabelen for lige at lugte hvad vi var for nogle skabninger, den besluttede så at vi ikke udgjorde en fare, så den spiste videre, mens Georgia og Martin fotograferede løs. Efter en 5 minutters tid, så fortsatte den videre ind i bushen, utroligt så lydløst den bevæger sig, selv i tæt buskads.

Vi kørte så videre rundt i parken og så en gruppe "Hartebeast", tre "Warthogs", "Pumba" for dem som har set "LION KING", en gruppe Sabel antiloper viste sig frem på en bakketop. Vi så desuden to giraffer og nogle bavianer og et par Bushbuck der sprang over vejen og forsvandt ind det tætte krat.

Efter nogle timer var det blevet så varmt at dyrene var svære at få øje på, da de gemmer sig i skyggen. Vi kørte så hen til "Sheldrick Falls" for at se om vi kunne komme ned og se dem. Det er ikke tilladt at gå turen ned til vandfaldet uden en K.W.S. Ranger så vi måtte vente i 45 minutter, inden hun kom tilbage fra en tur med en gruppe tyskere (unge mennesker, som da de kom helt op så meget trætte og tørstige ud). Vi fik først at vide at rangerkvinden ikke kunne gå flere ture (hun var muslim, og hun fastede pga. Ramadan), men en "tusse" gjorde dog at hun tog en tur til. Hun spurgte om vi var fysisk og mentalt klar til de 2 kilometer ned ad bakke til vandfaldet og ikke mindst turen tilbage (225 højdemeter) "YES" sagde vi i kor og hun sagde så "What about you! papa, are you ready", her skulle jeg nok ha' sagt nej og være blevet hjemme sammen med "Rusty", så kunne jeg ha' siddet i et læskur, væk fra solen, ryge nogle smøger og set de andre tage turen ned og op af bjerget, det gjorde jeg så ikke, og jeg var da glad for at jeg gik med - altså da jeg havde fået pulsen ned og jeg igen kunne trække vejret da vi var kommet tilbage.

   

Nå, turen ned den var ikke så slem, rangeren gik forrest med sit gevær og satte et tempo som alle kunne være med til, efter 30 minutter var vi fremme og kunne se de to vandfald (på 25 meters højde) som bliver til et stort når det regner. Floden løber aldrig tør, men der er selvfølgelig forskel på mængden af vand, alt efter hvor meget det har regnet og lige nu er det tørt, selv om det regnede til morgen. Efter små 25 minutter hvil, var det så tid til af begive sig hjemefter, så der blev drukket vand (fra flaske, vi kunne godt drikke vandet i floden, men det var for varmt for min smag, så jeg nappede lige en ½l vand, før vi brød op).

Rangeren satte igen tempoet, så jeg lagde mig i hendes fodspor, der var ikke gået mange minutter før jeg lød som et lokomotiv hvor alle ventiler var stoppet til, så hun stoppede nok flere gange end normalt ,for at jeg kunne få lidt ilt ned i lungerne, de første 5-600 meter gik vi gennem skoven hvor der var skygge og hvor det ikke var så stejlt. "Papa are you OK!!) jeg nikkede, fordi tale, det ville jeg ikke bruge kræfter på (jeg kunne så men heller ikke sige et ord, mine lunger var på overarbejde). Resten af turen gik det konstant opad og solen stod lige over hovedet, det var varmt og sveden fossede ned i mine øjne, men op kom jeg da på 50 minutter (som den sidste). De andre sad i skyggen og drak vand, men efter 5 minutter så var jeg så tilpas afslappet at jeg selv kunne gå hen til bilen. Jeg var glad for at jeg tog med, da jeg havde fået luften tilbage, og jeg vil sikkert gøre det igen. Blot vil jeg huske en hat og lidt mere vand i rygsækken. Klokken var nu blevet lidt over et, så det var tid til at finde et sted hvor vi kunne spise vores medbragte sandwich, rangeren ville gerne køre med til porten så vi gav hende et lift, hun var god til at fortælle om de dyr (som hun spottede) vi kørte forbi, hun tog os også hen til et sted ,hvor der var bøfler, så den "lille " omvej vi kørte for at sætte hende af, var godt givet ud. Vi fandt efter en time, et godt sted hvor der var bænke og borde, så her indtog vi vores frokost. Vi sad og talte om lidt af hvert (Georgias søster er gift med Thomas Eje og Martin har kørt Ferrari Formel 1 biler rundt i Europa på en lastbil, så jeg havde nok at lytte til) mens Geoffrey gik rundt og så på området, pludselig klappede han vildt i hænderne, vi vendte os om, og så lige en gruppe elefanter komme gående ude på vejen, små hundrede meter væk, de havde åbenbart ikke kunne lugte os, for de blev først bange da de hørte Geoffrey klappe, og så løb de ind i den tætte underskov. Igen, underligt så lydløst de bevæger sig. Han undskyldte så at han havde klappet, men han var bange for at de ville forsvinde hvis han råbte. Vi pakkede sammen, mens der kom en stor gruppe bavianer frem samme sted som elefanterne kom fra, de kiggede lidt på os før de også forsvandt ind i skoven, dog noget mere larmende. Nu var klokken blevet lidt i fire, og temperaturen var faldet lidt, så vi ville bruge tiden på vej ud af parken til at spotte flere dyr. Vi havde ikke kørt langt før Geoffrey så elefantflokken fra før, vi kørte oppe på en lille bakke og kunne se at de havde kurs mod en vej, så jeg kørte derover og så ventede vi på at de skulle komme og krydse vejen, og efter 10 minutter så kunne vi se at vi var det rigtige sted. Der kom også en safaribus som lige skulle køre hen foran os og skygge, men jeg fik da taget et godt billede.



På resten af vejen ud så vi flere Bushbuck, så det var nogle glade gæster jeg havde med hjem til Diani Beach. Vi besluttede at vi lige ville have en kold øl på "Ushago" inden vi kørte hjem, vi besluttede så også at spise der, så vi hyggede os med pizza og kylling. Klokken var blevet 20 minutter over otte, så vi sagde farvel til Geoffrey, som ville tage en Matatu hjem, i stedet for at hente sin cykel. Da vi kørte hjem mod Bougainvillea II, så så Martin et orange skær på himmelen, jeg troede at det var et hotel der havde fået sat en spot op, men da vi kom nærmere så kunne jeg se at der var noget helt galt. Det var en brand og det var meget tæt på hvor jeg bor. Der var ild i taget på to af hytterne, og mens vi kørte ned af vores vej, så vi at ilden sprang fra tag til tag (taget er lavet af bananblade og fungerer lige som dansk stråtag, det tog 5 minutter fra de første to huse begyndte at brænde, til det sidste blev omspændt af flammer, gnisterne fløj 50-100 m op i luften og jeg var bange for at gløderne skulle ramme vores hytter (vi har det samme tag) så de to gæster og jeg kørte de sidste par hundrede meter hjem, samlede vores pas, penge og pc'er sammen og flygtede i min bil ud af området, på afstand kunne vi se at vinden førte gløderne væk fra der hvor vi bor, med ca. 50 m. Det tog brandvæsnet fra Ukunda lufthavn, 1 time at komme frem og da var det kun selve tagkonstruktionen der stod glødende tilbage, de fik så slukket de sidste gløder, så vi efter 2 timer kunne vende tilbage til vores hytter, det var ikke meget vi fik sovet i nat. En meget ubehagelig oplevelse ikke at kunne gøre noget, kun håbe på at vinden blev ved med at blæse i den samme retning, en glød er nok og taget er i flammer på sekunder, men vi var utroligt heldige. Det håber jeg ikke at jeg skal prøve igen. Heldigt at det skete klokken halv ni om aftenen og ikke når folk sover, så der var ingen der kom til skade, selv om der lød nogle hule drøn når der sprang en gasflaske.

 

En noget anderledes afslutning på en rigtig god dag, end vi havde ventet. Ja livet er skrøbeligt og denne oplevelse gav da også anledning til at tænke lidt over hvad der kunne været sket, gudskelov så har vi det godt og der kom ikke andre til skade.

Jeg vil slutte med det jeg plejer, glem ikke at huske : Kram, Kys, og fortæl dem du elsker, at du gør det.

Så ………… JEG ELSKER JER ALLE.

Kærlig hilsen.

Robert.

"En tur til Tandlægen".

Overskriften kan bringe de værste traumer frem hos en del mennesker.

Jeg kender ingen børn der elsker at få børstet tænder. Mareridtet starter vel med, at forældrene læser “Karius og Baktus” højt som godnat læsning. Hvor smart er det lige, at lade “dem” løbe rundt i værelset, når lyset slukkes og der skal soves.

Senere kom vi i skole, og her kender alle vel en skoletandlæge, der borede det mindste hul op til kraterstørrelse. For derefter at fylde kilovis af kviksølv i hulet.

Vi kender sikkert også mennesker der lider af tandlægeskræk (måske af forannævnte grunde) og som ikke har været i “Stolen” siden skoletiden, med deraf følgende “nedbrændte negerlandsby” i stedet for den hvide tandrække som loves i alle tandpastareklamer. Jeg skal undlade at fortælle om dårlig ånde, manglede selvtillid og hvad reklamerne eller fortæller os, dårlig tandhygiejne vil give os.

“Du skal børste dine tænder, hver gang du vasker hænder” det er et “mundheld” som giver mening. (hvis du forstår sådan en lille ting - ha ha)

Jeg har gået til tandlæge, hver 4 måned siden jeg gik ud af skolen (ja - ja, puds lige glorien), men det har jeg faktisk og jeg har ikke haft et hul siden, måske fordi alle mine kindtænder var i forbindelse med foromtalte skoletandlæge. Så en tandrensning eller en udskiftning af en kviksølvplombe med en af porcelæn, det er hvad jeg har fået af behandling i “Stolen”.

Jeg fik altid tid klokken otte om morgenen (som den første) og jeg var gerne ude på gaden efter igen 15- 20 minutter og 3-400 kr. fattigere, og ja jeg var medlem af sygeforsikring “Danmark”

Ingen visdoms tænder der skulle skæres i 4 stykker for at kunne komme ud af munden, ingen rodbehandlinger, ingen bedøvelser eller lattergas.

Kort sagt jeg lider ikke af tandlægeskræk, men vil dog gå så langt som, at jeg hellere vil se 2’en halvleg af Albanien - Danmark i slowmotion. (en joke, for jeg tror faktisk at jeg hellere vil ha’ en tandrensning)

Nu skal denne klumme jo ikke handle om fortiden, uanset at den er af stor betydning for nutiden og ikke mindst fremtiden.

Nej - jeg vil begynde med begyndelsen. Jeg vågnede, her til morgen, badet i sved. Halvt i søvne, halvt vågen opdagede jeg at jeg havde mistet alle mine tænder og at de små stumper var spredt ud i sengen, jeg havde blodsmag i munden og helt ærlig, så var jeg, så fysik træt som havde jeg deltaget i en “Ironman”, så er der sikkert en eller anden der vil være smart og spørge hvor ved du det fra, nå.. Ja.. jeg har engang (næsten) gennemført en olympisk triatlon.. tæller det, nå ikke, men tilbage til mine manglende tænder.

Det var ingen grund til at børste tænderne, så jeg tog en kop kaffe for ligesom at få smagen af blod lidt på afstand.

Mine gummer var godt nok lidt ømme, men hva’ fanden “lidt ondt har man vel altid”, så jeg lod kaffen køle lidt af mens jeg tog en smøg, og så gik det også bedre. Jeg prøvede om jeg kunne huske hvad der var sket dagen før, og ved hjælp at personalet så lykkedes det at få gårsdagens begivenheder stykket sammen.

Jeg har haft en knækket kindtand i nogle år, som jeg har lært at leve med, nu syntes jeg dog at den begyndte at reagere på varmt og koldt, og da jeg ikke har været til tandlæge efter jeg er kommet herned, så var det vel på tide at se efter en tandlæge.

Ved hjælp at personalet så fandt jeg en i Ukunda, som jeg så kørte hen til, det var vel ved frokosttid, jeg havde selvfølgelig børstet dem (tænderne) godt og grundigt inden jeg tog af sted. Jeg røg ikke en smøg, for at bevare mit “Frede frisk ånde” image, den glædede jeg mig til efter opholdet i “Stolen”.

Klinikken lå på første sal i en bygning, der ikke ville få det blå stempel af fredningsmyndighedernes i Danmark, måske snarere ville få penge til nedrivning af “Byfornyelses selskabet af 1964”, nå - nu skal man jo ikke skue hunden på hårene, så jeg bankede på døren. En herre på, jeg vil tro, et sted mellem 85 - 90 år, åbnede døren og bød mig velkommen. Jeg kom ind i en klinik som var tiptop moderne tilbage i 90’erne (altså 1890’erne). Den eneste stol i lokalet stod ovre i et hjørne, jeg satte mig for lige at få luft til at fortælle at jeg blot ville bestille en tid til næste uge. Der skete dog det at mine arme blev spændt fast til armlænene og mit hovet blev bøjet tilbage og der kom en rem om min pande, jeg sad som i en elektrisk stol, fastspændt både på arme, ben og hovedet.

Nu kom en anden mand ind i lokalet, fra en lille stue som lå inde bagved et tæppe der hang ned fra loftet. Han var noget yngre, “Du har mødt min far” sagde han på en blanding af Engelsk og Swahili, hans hånd rystede som en der har “Delirium tremens” af værste skuffe, da han forsøgte at tage min fastspændte hånd til Goddag. Det var først nu jeg tænke på at råbe om hjælp, men da jeg åbnede munden for at gi' lyd fra mig, så stak “Sønnen” en vattampon i munden på mig så mine råb om hjælp blev kvalt til en mumlen.

Hvis der blandt læserne findes, nogle der kan huske lægen fra “Ud at køre med de skøre” så lignede han en førsteklasses turnuskandidat i modsætning til “Den gamle mand og kanylen” som stak mig med en sprøjte (på størrelse med dem som man laver vaniljekranse med til jul) fyldt med noget der lignede beskidt opvaskevand. Det er det sidste jeg husker inden jeg forsvandt ned i en hvirvel af bedøvelse.

Personalet fortalte så at de fandt mig siddende i bilen udenfor, stadig under indflydelse af den stærke cocktail som jeg havde fået sprøjtet ind i mig. De fik så bakset mig ind i seng, hvor jeg så sov, til jeg vågnede her til morgen.

Meget underlig oplevelse for at sige det mildt, og hvis den havde været sand så havde jeg nok pakket mine kufferter og kørt direkte til lufthavnen og fløjet hjem.

Nej den sande historie er, at jeg i dag har været hos tandlægen, på Palm Beach Hospital, for at få en tandrensning. Tandlægen, en mand af Afrikansk oprindelse, hedder Charles og han bød mig velkommen i et kontor med en behagelig temperatur. Efter en kort samtale, hvor jeg svarede på hans spørgsmål om mit tidligere “tandliv”, bad han mig om at sætte mig i en tiptop moderne tandlægestol, her blev jeg så “liggende” med musik i baggrunden, mens han iførte sig gummihandsker og mundbind. Det er måske lidt i overkanten, men OK hvis det er standarden så …

Mine knækkede kindtænderne er rigtige nok og efter 45 minutters rensning - helt uden smerter eller ubehag af nogen art - så fortalte han mig at det ikke ville holde, hvis han satte en ny plombe i de knækkede tænder. At det nok var enten ikke at gøre noget og så vente på at de skulle rives ud, eller få lavet porcelæns kroner. Jeg frygtede det værste da jeg spurgte ham om prisen på det. 10.000,00 Ksh. (små 700 kr.) alt inklusive pr. krone.

Jeg har som sagt ikke prøvet andet en udskiftning af plomber og rensning, men jeg har da hørt at det er sindssygt dyrt at få det lavet i Danmark.

Jeg kan (ud fra denne ene behandling) kun anbefale at få sine tænder lavet her, altså hvis vi taler priser i Danmark på 10.000,00 kr. og opefter, ja så er rejsen og ferien jo betalt på den besparelse man får på behandlingen.

Nå nok om tænder nu vil jeg slutte for denne gang, i næste uge så vil jeg skrive om mine hæmorider.

Husk nu ikke at glemme…. Smil til en fremmed, måske får du et smil tilbage.

Kærlig hilsen.

Robert.

p.s. Tak for de fine kommentarer både på “bloggen” og andre steder i Cyberspace. Jeg er meget glad for al respons (hvis det skulle have forbigået den opmærksomme læser - ha ha)

9/11

Denne dato for 8 år siden, er en af de dage, hvor jeg kan huske hvad jeg lavede, sådan er det vel for de fleste mennesker i verden. (ikke at de kan huske hvad jeg lavede, men hvad de selv lavede).

Hvert år siden, har der været en frygt for et tilsvarende angreb, et eller andet sted på kloden. Det har vi heldigvis været forskånet for.

Ikke at der er fred og ro, nej folk dør på mange måder som ikke helt er “naturlige”, men det tror jeg ikke jeg/vi kan lave om på.

“Dumme svin” er der desværre nok af. Hvorfor de er “dumme svin” vil jeg ikke komme ind på her, blot konstatere at de fødes i hobetal. Sjovt nok så findes de i alle farver og trosretninger.

Lad os mindes dem, som mindes bør.

Jeg har brugt den seneste tid til at læse (de få, men dejlige) kommentarer og finde en måde jeg kunne komme videre på, for som min sidste blog bærer præg af, så er det ikke en dagbog for mig selv, jeg skriver, men en måde hvor jeg giver mit billede af min “nye” tilværelse” til dem som måtte have interesse i at følge lidt med. Så må jeg leve med at dem der læser den, gør det i tavshed. (Her skal dog lyde en stor tak til dem, som trods alt kommenterer, og det er med fryd i hjertet at jeg kan fortælle at de bliver flere og flere, og på/i forskellige medier)

Nok om alt dette “bloghysteri” fra min side , jeg tror der er kogt nok suppe på det ben.

Dagens klumme skal være en guidet tur rundt i Mombasa.

Jeg har nu været i Mombasa 3 gange i min egen bil, så her kommer et sammendrag fra disse ture.

Det starter som regel med at jeg bader, spiser morgenmad og får mig en god kop kaffe, så langt så godt, virker kaffen så bliver rejsen udsat lidt, ellers så starter jeg “Rusty” (jeg har døbt min bil det navn, fordi den er “lidt meget” rusten) min “kodriver” er enten Daniel eller Geoffrey, alt efter om jeg skal lave bil eller ordne papirer (i den rækkefølge).

Turen til færgen i Likoni, går som en drøm/mareridt - det sidste er vejen til Ukunda, den er godt nok ujævn og “Rusty” er lidt stiv i fjerene, så et nyrebælte ville være på plads her på den første del af turen. Nå - vejen til Likoni er god asfalt, det er kun de fartbump de har lavet som sænker farten ned under 5 km/t. Der er til gengæld mange af dem så farten er ikke høj, men her er jo også mange mennesker, så vel fremme ved køen (der er altid mindst 5-6 biler i kø) til betalingsanlægget, som er to skure hvor jeg betaler ved det første og så sidder der en som checker at jeg har betalt i skur nummer to. Det er sjældent at jeg kører direkte ombord så nu går tiden med at sidde i kø og sige “Habana a sante” (nej tak) til dem der sælger alt fra ure, undertrøjer, aviser, turistgøgl, nødder, frugt. Når så færgen er klar til at modtage biler, så er det efter først til mølle princippet, min bil er stor og gammel det gir’ en fordel som det gælder om at udnytte, hvis man vil først af på den anden side, og hvem vil ikke gerne være først….. Færgen er en pram med klapper i begge ender, der kan tage ca. 30 biler og ca. 2500 mennesker, turen tager ca. 10 minutter og så er jeg i Mombasa (som ligger på en ø) nu begynder det sjove, først kampen om at komme først fra borde, så kampen om at komme ind og ud af rundkørelsen, efter en fem minutter så er jeg inde på Moi Avenue nu skal der øjne på alle fingre, Matatu’er (Toyota Hiace størrelse minibusser, med plads til 14 (officielt) der kan stoppes over tyve ind og resten står i døren) stopper hvis der er nogen der ligner en kunde uanset om de holder i vejen eller ej, Tuk-Tuk (trehjulede taxaer til tre passager) kører ud og ind mellem al trafik som også består af folk der skubber eller trækker vogne (to hjul og et langt lad) med op ti 800-900 kg, hvilket gør dem langsomme, motorcykeltaxa’er, cyklister og hundredvis af folk på gåben, her er et leben som jeg indtil nu har navigeret rundt i uden uheld, jeg mangler lige at fortælle at hornet i de forskellige transportmidler bliver brugt hele tiden, og jeg mener hele tiden.

Skal jeg ordne papirer så er Geoffrey en god hjælp til at finde rundt i de forskellige officielle kontorer. Er det bilen så er det Daniel som hjælper, først så kigger mekanikeren på hvad der skal bruges (i dette tilfælde gummibøsninger til styretøjet, samt pærer til baglygterne samt et par nye forlygter) så kører vi hen til et autoudsalg, hvor vi så køber de ting vi skal bruge, så tilbage til “værkstedet” som er et stykke jord ved siden af vejen, lidt uden for centrum. Så er det pludselig 4-5 mand der arbejder på bilen, vi går så på lokal bar/cafe og får os noget “Chai” te med mælk det er varmt og det smager såmænd meget godt, også er det billigt. Efter et par kopper, lidt avislæsning og et par smøger, så kigger vi om bilen er færdig, ja det er den, der mangler et par skruer, men det får vi lige påtalt og så bliver det også ordnet. Nu er det så på tide at sætte kursen hjemover, så ind gennem byen i myldretrafikken (kan den blive værre - ja, det blev den), efter en god halv time for små 4 km er vi fremme ved rundkørelsen til “færgelejet”. Samme procedure som på Likonisiden, her er blot flere der gerne vil sælge “alt mellem himmel og jord”, men jeg er blevet god til at sige nej på Swahili og så kender de mig også så de ved at jeg ikke køber noget, men jeg skal jo lige prøves. Der er en ung mand som sælger ure (og det har han gjort alle de år jeg er kommet her) han prøver hver gang at sælge min et “Breitling” ur, han startede med 15.000 Ksh (ca.1000 kr.) nu er han nede på 750 Ksh, så måske køber jeg en dag et “Breitling ur (en kopi naturligvis, men 60 kr. det er da billigt, så må det gå som det går). Turen med færgen er en varm omgang og videre gennem Likoni (som foregår med lukkede ruder, for de er mestre i at stikke hånden ind og stjæle alt der ikke er nagelfast) men når fartbumpene er ovre så er der god asfalt til Ukunda, og vi kan få fartvinden til at tage den værste varme. Velankommet til min p-plads uden for Villa Pierre, ja det var den tur til Mombasa.

I morgen tidlig 0730 kører jeg så min første tur efter gæster i lufthavnen. Det glæder jeg mig til, bare jeg nu ikke får stress - ha ha.

Ja - det var hvad det kunne blive til denne gang, lad mig slutte med det sædvanlige opråb. Glem ikke at huske, gi’ en du elsker en krammer.

Kærlig hilsen

Robert