Hønen eller Ægget....... Drøm/mareridt

Så skal Danmark til VM 2010 i Sydafrika - Tillykke med det, var vist også på tide.

Ikke at jeg er specielt glad for det - jeg er bange for at det stjæler folk væk fra mine “Hytter”. Nå, skulle der komme en eller anden forbi, så lover jeg at “Gevalia’en” er klar.

Siden sidst er der ikke sket det store, jeg har været i Mombasa et par gange, for at få ordnet nogle småting på “Rusty”, uanset hvad der skal laves, så ser det ud til at tage en hel dag. Et værksteds besøg ser nogenlunde sådan her ud.

Jeg afleverer “Rusty” ved 9-tiden og fortæller hvad jeg gerne vil have lavet, samt hvad jeg tror der skal laves. Så skiller de det ad, som skal laves og det som jeg tror skal laves. Det tager gerne 2-3 timer, så får jeg en seddel på hvad jeg skal købe hos det lokale “spareparts center”, 10-15 minutter væk i en tuktuk. Det er så ikke altid de har det på lager, så skal jeg ud og lede hos andre “spareparts” forhandlere, det kan ende med at jeg må i “genbrugs” butikker, finder jeg det som skal bruges, er det en tuktuk tilbage til “værkstedet” (som er en plads mellem to gamle dæk der er gravet halvt ned i jorden, foran et lille værksted - nej et skur til opbevarelse af deres værktøj) - får jeg ikke fat i alt inden klokken 12.30. Så må jeg vente til 13.30. Alle forretninger lukker en time for frokost.

Så må jeg spise et godt måltid på den lokale, for at få tiden til at gå inden jeg starter efterforskningen igen. Jeg kender snart Mombasa som min egen lomme, og det er vel en god ting, hvis der skulle komme nogen forbi som godt vil se den.

Efter at have travet området tyndt for smådele, er det tilbage til “værkstedet”, nu er klokken ved at være halv tre og det tager dem nok nogle timer at lave og samle “Rusty” igen, så hen på den lokale for en kop “kaffe” det er ikke den gode bønne, det er sort og varmt - det er det.

En god ting er at reservedele og arbejdsløn ikke er så dyre her, et eksempel. Jeg skulle ha’ skiftet 6 sikkerhedsseler - af hoftetypen - på bagsæderne, det kostede med isætning små 400 kroner. Det syntes jeg er en ok pris.

Når jeg så har betalt, så er det hjemad i myldretrafikken, det går ikke så hurtigt for at sige det mildt, køen ved færgen er som regel også l a n g så jeg er gerne tilbage i “villaen” efter mørkets frembrud - omkring 7-8 tiden - så er jeg sgu træt.

En dag jeg var taget til “byen” for at handle - det lokale supermarked - så jeg havde allieret mig med Paul, for der skulle handles IND, så det var rart med en mand til at skubbe vognen - altså ikke “Rusty” han kører som en drøm, men indkøbsvognen. - Det er først da jeg er kommet indenfor, at jeg bemærker at de har flyttet om på varerne, jeg befinder mig pludselig i en gang med tandpasta, jeg mener tandpasta fra gulv til loft, Colgate - Macs - Sensodine, for ikke at glemme de lokale mærker.

I øvrigt så lavede Colgate, en gang hullet i tuben 10% større - og da vi er “vane dyr” så trykkede vi på tuben som vi plejede, med det resultat at Colgate solgte 10% mere tandpasta. På årsbasis mange millioner af kroner i “kunstig” meromsætning, smart!, men desværre så blev det opdaget

Måden at få en større markedsandel på nu, er blot at sende et nyt produkt, altså tandpasta - ikke (kun) pasta, på markedet, gerne med en smag af noget helt nyt, som er endnu mere effektivt mod huller (ja det tager nok flere århundrede inden vi når 100% beskyttelse mod huller, der skal jo gerne være plads til forbedring).

Som et lille indspark, så er det jo ikke noget som bekymrer “Sæbe” industrien eller barberblads industrien. Jeg mener, siden jeg var barn har “Valo” vasket fuldstændigt rent, og sulfosæber til opvask har gjort glas og tallerkner 100% rene. Taps til opvaskemaskinen var i starten 1 lags (som i parentes vaskede dit porcelæn 100 % rent) sidst jeg brugte taps, så var der 3 lag plus en kugle, så nu vasker det også 100% rent.

Et barberblad var nok til at rage skægget 100% væk, da jeg startede med at rage kinderne fri for dun i midten af tresserne, nu skal der 5 blade med strøm, til for at klare det. Jeg bruger selv en Gillette - the best a man can get - med strøm, og det virker sgu.

Nå, tilbage til indkøbsturen, efter en ti minutters tid hvor jeg prøvede at beslutte mig for hvilken smag jeg skulle vælge, det blev den sædvanlige - mig skal de ikke få på den ide, med at nyt er bedre……

Rundt om hjørnet, hvor der tidligere var dåse tomater, var der nu kommet bleer, ikke som da jeg var barn, gudskelov så er der da sket en udvikling på ble siden, nu kan man få bleer til alle aldre (til voksne har jeg hørt at de hedder Tena), alle køn, alle mængder af "bimmelim og bummelum", til dem der ligger stille, dem der kravler, dem der går og dem som løber. Man kan få dem i små pakker, større pakker, store poser og gigantiske poser (man kan sikkert også købe dem på paller, hvis man har været heldig at få firlinger, eller er ligeglad med om ungen passer 100% til målgruppen).

Jeg vågnede op med et sæt, svedig og bange, og forstod min indkøbstur var et mareridt.

Det har dog fået mig til at tænke over om vi bliver lykkeligere mennesker fordi vil kan vælge mellem tusind forskellige ting når vi handler dagligvarer. Jeg da godt klar over at vi ikke har tid til at vaske stof bleer, og at fremskridtet har gjort hverdag og fest nemmere, men når jeg tænker på de ufattelig mange milliarder der bruges af fabrikanter og dagligvarebutikker verden over på reklame, varelager, fremstilling og sidst, men ikke mindst spild af varer der udløber eller ikke kan sælges, så må jeg mig forbarme.

Med vilje har jeg f.eks. ikke taget bilindustrien med, men tænk hvad det koster at komme med en ny model hvert andet år.

Mobiltelefoner, Digitalkameraer, Pc’er, osv., er det virkelig nødvendigt, at der er så mange modeller at vælge imellem - Ja det er det da, du kan da se at folk køber det! Okay - laves alt det “overflødige lort” (nu sætter jeg det på spidsen) fordi folk køber det eller køber folk det fordi det laves. Eller sagt på en anden måde! Hvad kom først - hønen eller ægget.

Der er klimatopmøde i København til december, med deraf mange mennesker i byen, for ikke at alle de fly, som bringer dem til København, skal bidrage til opvarmningen af jorden, så køber København CO2 kvoter af Bangla Desh.

Jeg fatter ikke en skid.

Vi køber CO2 kvoter af de fattige lande, så vi kan blive ved med at forurene som altid, og holde den 3 verden i ave?

Skulle der blandt mine oplyste læsere være nogen som kan forklare mig, hvordan dette køb/salg hænger sammen, så vil jeg være ualmindelig glad for at få en forklaring.

Uden at denne klumme skal blive mere langhåret, end nødvendigt, så mener jeg at vi må skrue lidt ned for fremskridtets fornyelse af de føromtalte ting - selvfølgelig skal der stadig forskes i sygdomme og lignede ting, men jeg mener ikke der er brug for 25 forskellige tandpastaer, eller 100 forskellige mobiltelefoner (og det er lavt sat) som kan stort set det samme. Nyt og forbedret “udstyr” skal selvfølgelig ikke bremses, men så snakker vi altså ikke en ny frontspoiler eller en kameramobil med lidt flere pixel, nej så snakker vi en bilmodel der kan køre 50 km på en liter sigtet urin (var lige ved at skrive majsolie, men det er jo den dårligste ide i nyere tid, at dem der dyrker majs - især i USA, sælger deres afgrøde på forhånd til brandstof, fordi så er der ikke noget tilbage til at spise, for de fattige, som for en stor dels vedkomne har majsmel som en fast del(nogen her i Kenya som den eneste del) af deres kost).

Eller en mobiltelefon med video og indbygget halogenspot, som man kan lave sin egen håndholdte “Dogme Film” Selvfølgelig uden at produkterne bliver væsentlig dyrere end de er i dag.

Jeg kunne komme med mange flere eksempler, men jeg tror at min pointe er forholds klar.

Jeg vil slutte med at fortælle at der nu kun er 20 dage til jeg skal hente min mor og far, samt min faster i Nairobi, Så skal de se Storbyen - Karen Blixens museum - Giraf Centret - Nairobi Nationalparks afdeling for “hjem og forældreløse” dyrebørn. Inden vi drager af på safari i Amboseli og Tzavo West, i alt 5 nætter (to af dem i telt) inden vi ankommer til Diani Beach.

Her skal der så slappes af, spilles kort, læses bøger, drikkes kaffe (den gode bønne) samt måske et par nætter mere i telt i Mwaluganje elefant sanctuary, som kun ligger en times kørsel herfra. Nå - det må I læse om senere, nu er der kun tilbage at skrive det sædvanlige.

Husk nu ikke at glemme. Kram, kys dem du elsker, og smil til alle andre……

En hver forandring til det bedre, starter med en indånding,

Enhver forandring til det værre, slutter med et suk og en udånding.

Kærlig hilsen

Robert

Min tid som "Margarine" soldat.

Denne klumme vil være en række anekdoter, fra min tid i det danske forsvar.

Nærmere betegnet det danske søværn, hvor jeg aftjente min værnepligt i 1975.

Lad mig starte med at fortælle, at jeg ikke har søgt, hverken Søværnet, Flyvevåbnet, Hæren endsige forsvarsministeren om tilladelse til at skrive, og udgive denne klumme. Jeg håber og tror ikke at jeg udsætter nogen for fare, ved at skrive denne klumme, og jeg kan garanterer at den ikke er blevet oversat til hverken det ene eller andet fremmedsprog. I hvert fald ikke af mig.

Jeg startede min værnepligt på Auderød Kasserne, mandag den 13 januar 1975, klokken 08.00. Sammen med flere hundrede andre håbefulde rekrutter, stod jeg opstillet på paradepladsen til navneopråb. Efter at vi var blevet opdelt i delinger, fik vi alt vores udstyr - våben, tøj, støvler etc. - derefter blev vi fulgt til vores “stue” og der blev valgt en stueformand.

For dem som ikke kender til disciplinen i det danske forsvar, kommer her et par uddybende kommentarer. En stue består af otte mand, hvor stueformanden bestemmer. Vi skal ordne vores egen stue (gøre rent), rede vores senge, sørge for at alt ligger på rette plads i skabet samt gøre vores del af fælles rengøringen. Personlig rengøring og indtagelse af “Morgenskafning” (morgenmad), som indtages i “Messen”, skal også være i orden inden morgenmønstringen klokken 07.45

På vores første dag, stod vores stueformand klar i døren klokken 07.45 “Melder stuen klar, alle mand” svarede han på sergentens spørgsmål. Han stillede sig så hen til os andre, som stod ret ved bordet, fire mand på hver side.

Sergenten sagde “rør” og begyndte inspektionen af stuen og han så med det samme en ordentlig nullermand på gulvet. Inden han kunne nå at sige noget, så tog stueformanden sin kasket, som indendørs sidder fast i skulderstroppen, kastede den hen over nullermanden, kastede sig selv henover kasketten, bad mig om at åbne vinduet, hvorefter han krøllede kasketten sammen, gav den et par slag og kastede nullermanden ud af vinduet. Han gik tilbage og stillede sig ved bordet, satte kasketten på plads mens han sagde “Anmoder om tilladelse til at begrave nullermanden efter morgenmønstringen” “Tilladelse givet” sagde sergenten med et slet skjult smil om munden. Der herskede efter dette “skuespil” som ingen af os andre vidste noget om, en god tone mellem sergenten og os, resten af vores tid i Auderød.

Resten af min rekrut tid, gik med at lære de andre stuekammerater at kende, marchere, skyde med maskinpistol, gøre honnør og i det hele taget lære “tonen” i Søværnet at kende. Tre måneder senere blev jeg så forflyttet til “sejlende enhed” på Holmen i København.

En fredag i midten af April mønstrede jeg så på "Henrik Gerner", flådens sejlende forsynings enhed til ubåde og motortorpedobåde, - i øvrigt den gamle Bornholmer færge “Hammershus”, hvilket sås af den megen brug af messing på trapper og i messer, godt jeg ikke var på "pudseholdet" - efter velkomsttale af orlogskaptajnen, fik jeg min “buffe” på “banjen” anvist. (min seng på mandskabsdækket). Vi fik tidligt orlov og jeg valgte at tage hjem til Frederiksberg, for at være sammen med, min mor og far i weekenden.

De andre som påmønstrede sammen med mig valgte at blive ombord, da de alle kom fra Jylland, og vi skulle afsejle klokken 09.00 mandag morgen på en stor Nato øvelse ud for den Norske vestkyst.

Så søndag aften tog jeg mandskabs båden fra Toldboden over til Holmen. "Henrik Gerner" lå fast under "Mastekranen", når den var i København. Dette var så min første nat ombord, de næste 6 måneder skulle jeg være kok ombord, for en besætning på 120 mand. Vi blev purret klokken 06.00 den næste morgen, efter et hurtig bad, begyndte vi at laste en del proviant. Da vi var færdige med det, spiste vi morgenmad i messen på Holmen.

Tilbage til morgen mønstring klokken 08.00, før vi gik i gang med at forberede frokosten. Vi, var en kok fra Århus, som havde været ombord i tre måneder, og var i gang med sine sidste tre måneder, to konstabel elever og så, mig sagde hunden. Jeg gik frisk i gang med at forberede frokosten, skære pålæg, lave salater samt en varm anretning sammen med de to konstabel elever, den anden kok gik så i gang med at forberede aftensmaden.

Klokken 08.55 lød kommandoen “ Lad gå for” og trosserne blev gjort klar til at hive ombord, en slæbebåd hev os ud fra kajen før kommandoen “Lad gå agter” lød fra broen og vi var på vej mod Frederikshavn. Vi skulle lige ud og stå ret da vi sejlede forbi Kongeskibet Dannebrog.

Vi var kommet lidt nord for Kronborg, da det lød i samtaleanlægget “Giv agt, klargøring til skafning, Giv agt, klargøring til skafning”.

Klokken var nu fem minutter i 12.00 og frokosten stod klar på disken. Nu kunne den anden kok og jeg nyde lidt tobak, mens konstabel eleverne stod for serveringen. Vi stod og så ud på et Kattegat, der var som et stuegulv, pludselig så vi tre motortorpedobåde, for fuld skrue, overhale os “Skod smøgerne og stå ret”, var der en der råbte, som ny i faget smed jeg rygepinden udenbords, samlede hælene og førte hånden op til kasketten, kun for at blive mødt med et grin fra en af mine gamle stuekammerater, som var påmønstret som maskinmand. Vi fik os en ny smøg, mens de tre MTB’er forsvandt nordpå mod Frederikshavn.

Efter frokosten fik vi ryddet af og gjorde nu klar til aftensmad, da Seniorsergent “Holmboe”, vores nærmeste overordnede kom ind i kabyssen. Jeg havde ikke talt med ham, kun set ham til morgenmønstringen, så jeg tørrede mine hænder af i forklædet og gjorde mig klar til at gi' hånd. “Har du øl med”?. Sagde kokken fra Århus, "Så kan du godt forsvinde, du skal ikke komme her uden øl”, Holmboe vendte om og forsvandt ud af kabyssen og jeg stod og lignede et spørgsmålstegn.

“Han ved godt at han skal ha’ øl med når han kommer!” sagde kokken. Okay, jeg var ny, så jeg holdt mig i baggrunden, da Holmboe, efter en ti minutters tid, kom igen. “Så er her en øl” sagde sergenten glad og kiggede på mig. “Har du Gammel Dansk med”?. ”Så kan du godt forsvinde, du ved godt at vi ikke drikker øl alene". Jeg stod forsigtigt i baggrunden og iagttog dette spil mellem dem, jeg undrede mig over at kokken talte sådan, men Holmboe kom igen med en flaske “Campari”, undskyldte at han ikke havde noget Gammel Dansk, vi fik os så et velkomst sæt, noget som senere blev en tradition, hver gang vi startede på et togt. Jeg fik et fint forhold til Seniorsergent Holmboe, som var min foresatte de næste seks måneder.

Hver gang jeg var startet på en ny tid i søværnet så var det med en “underlig oplevelse” noget der skulle forfølge mig næste gang, der skete noget nyt.

De næste tre måneder var en lang række af øvelser både i danske, norske og tyske farvande, mit samarbejde med Kokken fra Århus og de to konstabel elever gik gnidningsløst, de viste sig at være førsteklasses gutter. Så det var med en følelse af vemod jeg sagde farvel til dem i midten af juli. Kokken blev hjemsendt, og de to konstabel elever blev overført til en anden sejlende enhed.

De sidste tre måneder, skulle jeg så klare mig, med en ny konstabel elev, men besætningen blev skåret ned til 60 mand, så det gik godt.

Jeg var nu “Chef” i køkkenet og Holmboe blandede sig ikke i den daglige drift. Jeg fik indført, at vi fik nyrøget makrel og friske jordbær, den første dag på søen, Holmboe fakturerede jordbærerne som kartofler (vi var den enhed i forsvaret, uden sammenligning, som spiste flest kartofler). De sidste tre måneder var som før skrevet med reduceret besætning, fordi Henrik Gerner, efter 11 år i flådens tal, skulle udfases. Dette medførte, at de fleste karriereofficerer blev forflyttet til nye skibe, blandt andet fik vi ny kaptajn, en rigtig hyggelig “Onkel” som ikke gik så meget op i disciplin ombord. Ikke at vi slappede fuldstændigt af, men der var en anderledes tone, fordi alle skulle afmønstre i midten af september, mig og de andre værnepligtige til civil, resten til nye skibe.

Vi skulle på øvelse til Flensborg og besøge Svendborg på vejen hjem til Holmen, hvilket var til stor glæde for kaptajnen, da han var en lun fynbo fra netop Svendborg.

Hans lune humør satte jeg på prøve, en de første dage på vej mod Flensborg. Han havde hver dag vagten, der startede klokken 16.00, så han kom altid forbi, inden han gik på broen, for at høre hvad aftensmaden var. Vi kunne stille uret efter ham.

Vi havde fået medisterpølse som varm ret til frokosten og der var et par stykker tilovers. Så da klokken var et par minutter i fire, så lagde konstablen sig på knæ foran mig med medisterpølsen i munden (den opmærksomme læser kan sikkert se det for sig), ud af øjenkrogen kunne vi se Kaptajnen komme ind i kabyssen, blive rød i hovedet og stille bakke baglæns ud igen, for at banke på døren før han kom ind, Vi stod som før, da han kom igen, men konstablen rejst sig så med “pølsen” i munden, et stort smil bredte sig på kaptajnens ansigt og han sagde “Hold kæft, der fik i mig”. En historie vi grinede meget over.

Den sidste episode jeg vil fortælle om, var da jeg havde 10 dage tilbage af min værnepligt, jeg skulle stå æresvagt på gangvejen (den trappe som hænger udenpå skibet og som man skal gå op ad for at komme ombord), jeg var iført udgangs uniform og hvide gamacher, hvide handsker og hvidt hue overtræk.

Det var chefen for søværnet, Kontra Admiral af rang, som skulle komme på besøg. Jeg var stadig på arbejde, så handskerne lå klar sammen med gamacherne og huen, Vi ville så få besked fra vagten, når han ankom, så havde vi lige nogle minutter til at gøre os klar. Beskeden fra vagten kom og jeg blev kaldt over samtaleanlægget, hurtigt på med “gallauniformen” hatten på skrå og jeg var klar. Vagthavende sergent, som skulle blæse i bådsmands fløjten, ankom kiggede på mig, så mærkelig ud i hovedet, jeg kunne se han kiggede på min sløjfe. Da jeg kiggede ned af mig selv, så jeg at jeg havde glemt at tage en lille gummibjørn, i uniform og med et målebånd stikkende ud af munden, af - nu var det for sent. Kontra Admiralen var på vej op af gangvejen, mens sergenten blæste i bådsmands fløjten, stod jeg ret og gjorde honnør. “Chefen” så min “bjørn” da han gjorde honnør til mig. Nu får du en skideballe tænkte jeg, “ Håber du har haft en god tid i søværnet, selv om du glæder dig til at komme hjem” sagde han, mens smilede til mig. Jeg fik fremstammet “Melder jeg har haft en god og spændende tid”. Da han forsvandt op af lejderen til broen, fik jeg så en skideballe af sergenten, men 10 dage tilbage så…… hvadså.

Jeg har med vilje ikke navngivet nogle af de medvirkende, med undtagelse af Seniorsergent Holmboe, grunden er ikke, fordi jeg er bange for at fortælle militære hemmeligheder, men han er den eneste, jeg kan huske navnet på - med sikkerhed.

Det var hvad jeg har valgt at skrive om i dag, slutningen bliver som traditionen foreskriver : Glem ikke at huske, smil til alle, også dem du ikke kender. Måske får du et smil tilbage……..

Kærlig hilsen.

Robert.

Tæt på en katastrofe...

En dejlig dag i Shimba Hills, startede med at det småregnede, da vi klokken kvart i seks forlod Diani Beach. Efter en køretur på 45 minutter, var vi fremme ved porten til parken. Jeg betalte og gjorde "Rusty" klar til 4 hjulstræk samtidig med at det stoppede med at regne, så vi slog taglugerne op og kørte ind i parken som de første. Efter at vi havde kørt lidt rundt ,drejede vi rundt i et sving og der stod den første elefant og gumlede på en busk, den var vel 30 - 40 meter væk. Den vejrede en gang med snabelen for lige at lugte hvad vi var for nogle skabninger, den besluttede så at vi ikke udgjorde en fare, så den spiste videre, mens Georgia og Martin fotograferede løs. Efter en 5 minutters tid, så fortsatte den videre ind i bushen, utroligt så lydløst den bevæger sig, selv i tæt buskads.

Vi kørte så videre rundt i parken og så en gruppe "Hartebeast", tre "Warthogs", "Pumba" for dem som har set "LION KING", en gruppe Sabel antiloper viste sig frem på en bakketop. Vi så desuden to giraffer og nogle bavianer og et par Bushbuck der sprang over vejen og forsvandt ind det tætte krat.

Efter nogle timer var det blevet så varmt at dyrene var svære at få øje på, da de gemmer sig i skyggen. Vi kørte så hen til "Sheldrick Falls" for at se om vi kunne komme ned og se dem. Det er ikke tilladt at gå turen ned til vandfaldet uden en K.W.S. Ranger så vi måtte vente i 45 minutter, inden hun kom tilbage fra en tur med en gruppe tyskere (unge mennesker, som da de kom helt op så meget trætte og tørstige ud). Vi fik først at vide at rangerkvinden ikke kunne gå flere ture (hun var muslim, og hun fastede pga. Ramadan), men en "tusse" gjorde dog at hun tog en tur til. Hun spurgte om vi var fysisk og mentalt klar til de 2 kilometer ned ad bakke til vandfaldet og ikke mindst turen tilbage (225 højdemeter) "YES" sagde vi i kor og hun sagde så "What about you! papa, are you ready", her skulle jeg nok ha' sagt nej og være blevet hjemme sammen med "Rusty", så kunne jeg ha' siddet i et læskur, væk fra solen, ryge nogle smøger og set de andre tage turen ned og op af bjerget, det gjorde jeg så ikke, og jeg var da glad for at jeg gik med - altså da jeg havde fået pulsen ned og jeg igen kunne trække vejret da vi var kommet tilbage.

   

Nå, turen ned den var ikke så slem, rangeren gik forrest med sit gevær og satte et tempo som alle kunne være med til, efter 30 minutter var vi fremme og kunne se de to vandfald (på 25 meters højde) som bliver til et stort når det regner. Floden løber aldrig tør, men der er selvfølgelig forskel på mængden af vand, alt efter hvor meget det har regnet og lige nu er det tørt, selv om det regnede til morgen. Efter små 25 minutter hvil, var det så tid til af begive sig hjemefter, så der blev drukket vand (fra flaske, vi kunne godt drikke vandet i floden, men det var for varmt for min smag, så jeg nappede lige en ½l vand, før vi brød op).

Rangeren satte igen tempoet, så jeg lagde mig i hendes fodspor, der var ikke gået mange minutter før jeg lød som et lokomotiv hvor alle ventiler var stoppet til, så hun stoppede nok flere gange end normalt ,for at jeg kunne få lidt ilt ned i lungerne, de første 5-600 meter gik vi gennem skoven hvor der var skygge og hvor det ikke var så stejlt. "Papa are you OK!!) jeg nikkede, fordi tale, det ville jeg ikke bruge kræfter på (jeg kunne så men heller ikke sige et ord, mine lunger var på overarbejde). Resten af turen gik det konstant opad og solen stod lige over hovedet, det var varmt og sveden fossede ned i mine øjne, men op kom jeg da på 50 minutter (som den sidste). De andre sad i skyggen og drak vand, men efter 5 minutter så var jeg så tilpas afslappet at jeg selv kunne gå hen til bilen. Jeg var glad for at jeg tog med, da jeg havde fået luften tilbage, og jeg vil sikkert gøre det igen. Blot vil jeg huske en hat og lidt mere vand i rygsækken. Klokken var nu blevet lidt over et, så det var tid til at finde et sted hvor vi kunne spise vores medbragte sandwich, rangeren ville gerne køre med til porten så vi gav hende et lift, hun var god til at fortælle om de dyr (som hun spottede) vi kørte forbi, hun tog os også hen til et sted ,hvor der var bøfler, så den "lille " omvej vi kørte for at sætte hende af, var godt givet ud. Vi fandt efter en time, et godt sted hvor der var bænke og borde, så her indtog vi vores frokost. Vi sad og talte om lidt af hvert (Georgias søster er gift med Thomas Eje og Martin har kørt Ferrari Formel 1 biler rundt i Europa på en lastbil, så jeg havde nok at lytte til) mens Geoffrey gik rundt og så på området, pludselig klappede han vildt i hænderne, vi vendte os om, og så lige en gruppe elefanter komme gående ude på vejen, små hundrede meter væk, de havde åbenbart ikke kunne lugte os, for de blev først bange da de hørte Geoffrey klappe, og så løb de ind i den tætte underskov. Igen, underligt så lydløst de bevæger sig. Han undskyldte så at han havde klappet, men han var bange for at de ville forsvinde hvis han råbte. Vi pakkede sammen, mens der kom en stor gruppe bavianer frem samme sted som elefanterne kom fra, de kiggede lidt på os før de også forsvandt ind i skoven, dog noget mere larmende. Nu var klokken blevet lidt i fire, og temperaturen var faldet lidt, så vi ville bruge tiden på vej ud af parken til at spotte flere dyr. Vi havde ikke kørt langt før Geoffrey så elefantflokken fra før, vi kørte oppe på en lille bakke og kunne se at de havde kurs mod en vej, så jeg kørte derover og så ventede vi på at de skulle komme og krydse vejen, og efter 10 minutter så kunne vi se at vi var det rigtige sted. Der kom også en safaribus som lige skulle køre hen foran os og skygge, men jeg fik da taget et godt billede.



På resten af vejen ud så vi flere Bushbuck, så det var nogle glade gæster jeg havde med hjem til Diani Beach. Vi besluttede at vi lige ville have en kold øl på "Ushago" inden vi kørte hjem, vi besluttede så også at spise der, så vi hyggede os med pizza og kylling. Klokken var blevet 20 minutter over otte, så vi sagde farvel til Geoffrey, som ville tage en Matatu hjem, i stedet for at hente sin cykel. Da vi kørte hjem mod Bougainvillea II, så så Martin et orange skær på himmelen, jeg troede at det var et hotel der havde fået sat en spot op, men da vi kom nærmere så kunne jeg se at der var noget helt galt. Det var en brand og det var meget tæt på hvor jeg bor. Der var ild i taget på to af hytterne, og mens vi kørte ned af vores vej, så vi at ilden sprang fra tag til tag (taget er lavet af bananblade og fungerer lige som dansk stråtag, det tog 5 minutter fra de første to huse begyndte at brænde, til det sidste blev omspændt af flammer, gnisterne fløj 50-100 m op i luften og jeg var bange for at gløderne skulle ramme vores hytter (vi har det samme tag) så de to gæster og jeg kørte de sidste par hundrede meter hjem, samlede vores pas, penge og pc'er sammen og flygtede i min bil ud af området, på afstand kunne vi se at vinden førte gløderne væk fra der hvor vi bor, med ca. 50 m. Det tog brandvæsnet fra Ukunda lufthavn, 1 time at komme frem og da var det kun selve tagkonstruktionen der stod glødende tilbage, de fik så slukket de sidste gløder, så vi efter 2 timer kunne vende tilbage til vores hytter, det var ikke meget vi fik sovet i nat. En meget ubehagelig oplevelse ikke at kunne gøre noget, kun håbe på at vinden blev ved med at blæse i den samme retning, en glød er nok og taget er i flammer på sekunder, men vi var utroligt heldige. Det håber jeg ikke at jeg skal prøve igen. Heldigt at det skete klokken halv ni om aftenen og ikke når folk sover, så der var ingen der kom til skade, selv om der lød nogle hule drøn når der sprang en gasflaske.

 

En noget anderledes afslutning på en rigtig god dag, end vi havde ventet. Ja livet er skrøbeligt og denne oplevelse gav da også anledning til at tænke lidt over hvad der kunne været sket, gudskelov så har vi det godt og der kom ikke andre til skade.

Jeg vil slutte med det jeg plejer, glem ikke at huske : Kram, Kys, og fortæl dem du elsker, at du gør det.

Så ………… JEG ELSKER JER ALLE.

Kærlig hilsen.

Robert.

"En tur til Tandlægen".

Overskriften kan bringe de værste traumer frem hos en del mennesker.

Jeg kender ingen børn der elsker at få børstet tænder. Mareridtet starter vel med, at forældrene læser “Karius og Baktus” højt som godnat læsning. Hvor smart er det lige, at lade “dem” løbe rundt i værelset, når lyset slukkes og der skal soves.

Senere kom vi i skole, og her kender alle vel en skoletandlæge, der borede det mindste hul op til kraterstørrelse. For derefter at fylde kilovis af kviksølv i hulet.

Vi kender sikkert også mennesker der lider af tandlægeskræk (måske af forannævnte grunde) og som ikke har været i “Stolen” siden skoletiden, med deraf følgende “nedbrændte negerlandsby” i stedet for den hvide tandrække som loves i alle tandpastareklamer. Jeg skal undlade at fortælle om dårlig ånde, manglede selvtillid og hvad reklamerne eller fortæller os, dårlig tandhygiejne vil give os.

“Du skal børste dine tænder, hver gang du vasker hænder” det er et “mundheld” som giver mening. (hvis du forstår sådan en lille ting - ha ha)

Jeg har gået til tandlæge, hver 4 måned siden jeg gik ud af skolen (ja - ja, puds lige glorien), men det har jeg faktisk og jeg har ikke haft et hul siden, måske fordi alle mine kindtænder var i forbindelse med foromtalte skoletandlæge. Så en tandrensning eller en udskiftning af en kviksølvplombe med en af porcelæn, det er hvad jeg har fået af behandling i “Stolen”.

Jeg fik altid tid klokken otte om morgenen (som den første) og jeg var gerne ude på gaden efter igen 15- 20 minutter og 3-400 kr. fattigere, og ja jeg var medlem af sygeforsikring “Danmark”

Ingen visdoms tænder der skulle skæres i 4 stykker for at kunne komme ud af munden, ingen rodbehandlinger, ingen bedøvelser eller lattergas.

Kort sagt jeg lider ikke af tandlægeskræk, men vil dog gå så langt som, at jeg hellere vil se 2’en halvleg af Albanien - Danmark i slowmotion. (en joke, for jeg tror faktisk at jeg hellere vil ha’ en tandrensning)

Nu skal denne klumme jo ikke handle om fortiden, uanset at den er af stor betydning for nutiden og ikke mindst fremtiden.

Nej - jeg vil begynde med begyndelsen. Jeg vågnede, her til morgen, badet i sved. Halvt i søvne, halvt vågen opdagede jeg at jeg havde mistet alle mine tænder og at de små stumper var spredt ud i sengen, jeg havde blodsmag i munden og helt ærlig, så var jeg, så fysik træt som havde jeg deltaget i en “Ironman”, så er der sikkert en eller anden der vil være smart og spørge hvor ved du det fra, nå.. Ja.. jeg har engang (næsten) gennemført en olympisk triatlon.. tæller det, nå ikke, men tilbage til mine manglende tænder.

Det var ingen grund til at børste tænderne, så jeg tog en kop kaffe for ligesom at få smagen af blod lidt på afstand.

Mine gummer var godt nok lidt ømme, men hva’ fanden “lidt ondt har man vel altid”, så jeg lod kaffen køle lidt af mens jeg tog en smøg, og så gik det også bedre. Jeg prøvede om jeg kunne huske hvad der var sket dagen før, og ved hjælp at personalet så lykkedes det at få gårsdagens begivenheder stykket sammen.

Jeg har haft en knækket kindtand i nogle år, som jeg har lært at leve med, nu syntes jeg dog at den begyndte at reagere på varmt og koldt, og da jeg ikke har været til tandlæge efter jeg er kommet herned, så var det vel på tide at se efter en tandlæge.

Ved hjælp at personalet så fandt jeg en i Ukunda, som jeg så kørte hen til, det var vel ved frokosttid, jeg havde selvfølgelig børstet dem (tænderne) godt og grundigt inden jeg tog af sted. Jeg røg ikke en smøg, for at bevare mit “Frede frisk ånde” image, den glædede jeg mig til efter opholdet i “Stolen”.

Klinikken lå på første sal i en bygning, der ikke ville få det blå stempel af fredningsmyndighedernes i Danmark, måske snarere ville få penge til nedrivning af “Byfornyelses selskabet af 1964”, nå - nu skal man jo ikke skue hunden på hårene, så jeg bankede på døren. En herre på, jeg vil tro, et sted mellem 85 - 90 år, åbnede døren og bød mig velkommen. Jeg kom ind i en klinik som var tiptop moderne tilbage i 90’erne (altså 1890’erne). Den eneste stol i lokalet stod ovre i et hjørne, jeg satte mig for lige at få luft til at fortælle at jeg blot ville bestille en tid til næste uge. Der skete dog det at mine arme blev spændt fast til armlænene og mit hovet blev bøjet tilbage og der kom en rem om min pande, jeg sad som i en elektrisk stol, fastspændt både på arme, ben og hovedet.

Nu kom en anden mand ind i lokalet, fra en lille stue som lå inde bagved et tæppe der hang ned fra loftet. Han var noget yngre, “Du har mødt min far” sagde han på en blanding af Engelsk og Swahili, hans hånd rystede som en der har “Delirium tremens” af værste skuffe, da han forsøgte at tage min fastspændte hånd til Goddag. Det var først nu jeg tænke på at råbe om hjælp, men da jeg åbnede munden for at gi' lyd fra mig, så stak “Sønnen” en vattampon i munden på mig så mine råb om hjælp blev kvalt til en mumlen.

Hvis der blandt læserne findes, nogle der kan huske lægen fra “Ud at køre med de skøre” så lignede han en førsteklasses turnuskandidat i modsætning til “Den gamle mand og kanylen” som stak mig med en sprøjte (på størrelse med dem som man laver vaniljekranse med til jul) fyldt med noget der lignede beskidt opvaskevand. Det er det sidste jeg husker inden jeg forsvandt ned i en hvirvel af bedøvelse.

Personalet fortalte så at de fandt mig siddende i bilen udenfor, stadig under indflydelse af den stærke cocktail som jeg havde fået sprøjtet ind i mig. De fik så bakset mig ind i seng, hvor jeg så sov, til jeg vågnede her til morgen.

Meget underlig oplevelse for at sige det mildt, og hvis den havde været sand så havde jeg nok pakket mine kufferter og kørt direkte til lufthavnen og fløjet hjem.

Nej den sande historie er, at jeg i dag har været hos tandlægen, på Palm Beach Hospital, for at få en tandrensning. Tandlægen, en mand af Afrikansk oprindelse, hedder Charles og han bød mig velkommen i et kontor med en behagelig temperatur. Efter en kort samtale, hvor jeg svarede på hans spørgsmål om mit tidligere “tandliv”, bad han mig om at sætte mig i en tiptop moderne tandlægestol, her blev jeg så “liggende” med musik i baggrunden, mens han iførte sig gummihandsker og mundbind. Det er måske lidt i overkanten, men OK hvis det er standarden så …

Mine knækkede kindtænderne er rigtige nok og efter 45 minutters rensning - helt uden smerter eller ubehag af nogen art - så fortalte han mig at det ikke ville holde, hvis han satte en ny plombe i de knækkede tænder. At det nok var enten ikke at gøre noget og så vente på at de skulle rives ud, eller få lavet porcelæns kroner. Jeg frygtede det værste da jeg spurgte ham om prisen på det. 10.000,00 Ksh. (små 700 kr.) alt inklusive pr. krone.

Jeg har som sagt ikke prøvet andet en udskiftning af plomber og rensning, men jeg har da hørt at det er sindssygt dyrt at få det lavet i Danmark.

Jeg kan (ud fra denne ene behandling) kun anbefale at få sine tænder lavet her, altså hvis vi taler priser i Danmark på 10.000,00 kr. og opefter, ja så er rejsen og ferien jo betalt på den besparelse man får på behandlingen.

Nå nok om tænder nu vil jeg slutte for denne gang, i næste uge så vil jeg skrive om mine hæmorider.

Husk nu ikke at glemme…. Smil til en fremmed, måske får du et smil tilbage.

Kærlig hilsen.

Robert.

p.s. Tak for de fine kommentarer både på “bloggen” og andre steder i Cyberspace. Jeg er meget glad for al respons (hvis det skulle have forbigået den opmærksomme læser - ha ha)

9/11

Denne dato for 8 år siden, er en af de dage, hvor jeg kan huske hvad jeg lavede, sådan er det vel for de fleste mennesker i verden. (ikke at de kan huske hvad jeg lavede, men hvad de selv lavede).

Hvert år siden, har der været en frygt for et tilsvarende angreb, et eller andet sted på kloden. Det har vi heldigvis været forskånet for.

Ikke at der er fred og ro, nej folk dør på mange måder som ikke helt er “naturlige”, men det tror jeg ikke jeg/vi kan lave om på.

“Dumme svin” er der desværre nok af. Hvorfor de er “dumme svin” vil jeg ikke komme ind på her, blot konstatere at de fødes i hobetal. Sjovt nok så findes de i alle farver og trosretninger.

Lad os mindes dem, som mindes bør.

Jeg har brugt den seneste tid til at læse (de få, men dejlige) kommentarer og finde en måde jeg kunne komme videre på, for som min sidste blog bærer præg af, så er det ikke en dagbog for mig selv, jeg skriver, men en måde hvor jeg giver mit billede af min “nye” tilværelse” til dem som måtte have interesse i at følge lidt med. Så må jeg leve med at dem der læser den, gør det i tavshed. (Her skal dog lyde en stor tak til dem, som trods alt kommenterer, og det er med fryd i hjertet at jeg kan fortælle at de bliver flere og flere, og på/i forskellige medier)

Nok om alt dette “bloghysteri” fra min side , jeg tror der er kogt nok suppe på det ben.

Dagens klumme skal være en guidet tur rundt i Mombasa.

Jeg har nu været i Mombasa 3 gange i min egen bil, så her kommer et sammendrag fra disse ture.

Det starter som regel med at jeg bader, spiser morgenmad og får mig en god kop kaffe, så langt så godt, virker kaffen så bliver rejsen udsat lidt, ellers så starter jeg “Rusty” (jeg har døbt min bil det navn, fordi den er “lidt meget” rusten) min “kodriver” er enten Daniel eller Geoffrey, alt efter om jeg skal lave bil eller ordne papirer (i den rækkefølge).

Turen til færgen i Likoni, går som en drøm/mareridt - det sidste er vejen til Ukunda, den er godt nok ujævn og “Rusty” er lidt stiv i fjerene, så et nyrebælte ville være på plads her på den første del af turen. Nå - vejen til Likoni er god asfalt, det er kun de fartbump de har lavet som sænker farten ned under 5 km/t. Der er til gengæld mange af dem så farten er ikke høj, men her er jo også mange mennesker, så vel fremme ved køen (der er altid mindst 5-6 biler i kø) til betalingsanlægget, som er to skure hvor jeg betaler ved det første og så sidder der en som checker at jeg har betalt i skur nummer to. Det er sjældent at jeg kører direkte ombord så nu går tiden med at sidde i kø og sige “Habana a sante” (nej tak) til dem der sælger alt fra ure, undertrøjer, aviser, turistgøgl, nødder, frugt. Når så færgen er klar til at modtage biler, så er det efter først til mølle princippet, min bil er stor og gammel det gir’ en fordel som det gælder om at udnytte, hvis man vil først af på den anden side, og hvem vil ikke gerne være først….. Færgen er en pram med klapper i begge ender, der kan tage ca. 30 biler og ca. 2500 mennesker, turen tager ca. 10 minutter og så er jeg i Mombasa (som ligger på en ø) nu begynder det sjove, først kampen om at komme først fra borde, så kampen om at komme ind og ud af rundkørelsen, efter en fem minutter så er jeg inde på Moi Avenue nu skal der øjne på alle fingre, Matatu’er (Toyota Hiace størrelse minibusser, med plads til 14 (officielt) der kan stoppes over tyve ind og resten står i døren) stopper hvis der er nogen der ligner en kunde uanset om de holder i vejen eller ej, Tuk-Tuk (trehjulede taxaer til tre passager) kører ud og ind mellem al trafik som også består af folk der skubber eller trækker vogne (to hjul og et langt lad) med op ti 800-900 kg, hvilket gør dem langsomme, motorcykeltaxa’er, cyklister og hundredvis af folk på gåben, her er et leben som jeg indtil nu har navigeret rundt i uden uheld, jeg mangler lige at fortælle at hornet i de forskellige transportmidler bliver brugt hele tiden, og jeg mener hele tiden.

Skal jeg ordne papirer så er Geoffrey en god hjælp til at finde rundt i de forskellige officielle kontorer. Er det bilen så er det Daniel som hjælper, først så kigger mekanikeren på hvad der skal bruges (i dette tilfælde gummibøsninger til styretøjet, samt pærer til baglygterne samt et par nye forlygter) så kører vi hen til et autoudsalg, hvor vi så køber de ting vi skal bruge, så tilbage til “værkstedet” som er et stykke jord ved siden af vejen, lidt uden for centrum. Så er det pludselig 4-5 mand der arbejder på bilen, vi går så på lokal bar/cafe og får os noget “Chai” te med mælk det er varmt og det smager såmænd meget godt, også er det billigt. Efter et par kopper, lidt avislæsning og et par smøger, så kigger vi om bilen er færdig, ja det er den, der mangler et par skruer, men det får vi lige påtalt og så bliver det også ordnet. Nu er det så på tide at sætte kursen hjemover, så ind gennem byen i myldretrafikken (kan den blive værre - ja, det blev den), efter en god halv time for små 4 km er vi fremme ved rundkørelsen til “færgelejet”. Samme procedure som på Likonisiden, her er blot flere der gerne vil sælge “alt mellem himmel og jord”, men jeg er blevet god til at sige nej på Swahili og så kender de mig også så de ved at jeg ikke køber noget, men jeg skal jo lige prøves. Der er en ung mand som sælger ure (og det har han gjort alle de år jeg er kommet her) han prøver hver gang at sælge min et “Breitling” ur, han startede med 15.000 Ksh (ca.1000 kr.) nu er han nede på 750 Ksh, så måske køber jeg en dag et “Breitling ur (en kopi naturligvis, men 60 kr. det er da billigt, så må det gå som det går). Turen med færgen er en varm omgang og videre gennem Likoni (som foregår med lukkede ruder, for de er mestre i at stikke hånden ind og stjæle alt der ikke er nagelfast) men når fartbumpene er ovre så er der god asfalt til Ukunda, og vi kan få fartvinden til at tage den værste varme. Velankommet til min p-plads uden for Villa Pierre, ja det var den tur til Mombasa.

I morgen tidlig 0730 kører jeg så min første tur efter gæster i lufthavnen. Det glæder jeg mig til, bare jeg nu ikke får stress - ha ha.

Ja - det var hvad det kunne blive til denne gang, lad mig slutte med det sædvanlige opråb. Glem ikke at huske, gi’ en du elsker en krammer.

Kærlig hilsen

Robert

"En lang dags rejse mod nat"

Chat mellem Laust og ego den 13 august, samt opfølgende brevveksling på min sidste ”klumme”. - For nemheds skylds kopieret ind her:

Hvis du ikke har noget godt at sige, så hold din kæft !

Ordsproget i overskriften omskriver jeg til “Hvis du ikke har noget godt at skrive, så lad vær‘”. Så det vil jeg gøre.

Jeg tror at jeg har været rundt om de ting der rumsterede i mit hoved. Der er nu ikke mere at fortælle eller skrive om på nuværende tidspunkt. Min hverdag ligner Jeres til forveksling.

Så lad mig her til slut takke de “trofaste” læsere. Jeg vil hellige min tid til at være “Boss på bedriften”, vi har en del gæster i de næste måneder, så jeg får nok travlt med at gøre dem glade.

Nyd resten af sommeren og husk : glem ikke at du kun har et liv, få nu det bedste ud af det.

Kærlig hilsen.

Robert.

Så kom der en kommentar fra Laust, det udviklede sig til denne klumme - som er uredigeret - dog har jeg rettet de fleste skrive/stavefejl. Robert

Laust kommenterer :

Hvad skal det nu betyde?

Du får bil og så har du pludselig ikke tid til at sidde derhjemme og berige vores liv længere?

10:27 Robert:

Tak for din kommentar om at jeg beriger dit liv, det luner, men jeg er træt af at "slå i en dyne" jeg føler ikke at jeg skriver for andre end mig selv, det er ikke kun på bloggen at jeg føler at Jeg er "Palle alene i verden" også de andre steder på nettet mangler jeg feedback fra den overvejende del af min vennekreds fra DK.. for ikke at få mit "Sur gammel mand" rygte yderligere cementeret, så vælger jeg at holde en pause på ubestemt tid. Jeg kan mærke på mig selv at jeg ikke i det lange løb kan undgå at blive bitter, hvis jeg skal tænke på det så derfor....

33 minutes

11:01 me:

Hej Robert, Det forstår jeg godt, men man blogger for sin egen skyld. Det er lidt som at skrive dagbog og lade andre læse med.

11:06 Robert:

Ok, men så er blog ikke noget for mig, da jeg ikke skriver dagbog for mig selv, men prøvede at skrive om mine tanker og mit liv så andre kunne følge med, lige som jeg følger med på andres blog og kommenterer på den hvis der er noget som jeg er enig/uenig i.

11:09 me:

Jo, men det er jo det jeg mener.

11:10

Men det er nok fordi du gerne vil forandre/forbedre/berøre andre og det vi heroppe i DK ønsker er et "Se&Hør" af dit liv i Kenya så vi kan følge med. At engagere folk til at føre en samtale kan være svært.

11:15 Robert:

Det er lige det, - jeg vil ikke være "Anni Fønsby" hvis folk ikke vil være i dialog med mig så har det ingen interesse, hvis ikke jeg modtager fra andre så vil jeg ikke give, du og jeg (samt andre der er i kontakt) kan så tale/skrive/chatte/læse sammen om hvad der sker i vores liv, det er givende for begge parter, men dem som blot sidder passive på side linjen, de må leve deres eget liv. Her du set mit indlæg på ABNAMROSCOCIAL siden.

17 minutes

11:32 me:

Ikke rigtig, jeg var inde forbi en dag og havde ikke tid til at læse.11:33 Men det er lidt et hul at skrive i fordi folk skal gå ind i gruppen for at se at der er opdateringer - og det gør folk ikke. Men er uenig med at begge parter skal være deltagere for at det er givende for begge sider. Men man skal jo stadig kun gøre det man synes hjælper en selv.11:34 Og det har jeg ikke noget med at være Anni Fønsby, det er blot at kunne følge med i samme grad som når man omgåes til hverdag.

20 minutes

11:54 Robert: Hvis folk ikke går ind og hvis de går ind, ikke har tid, så er jeg stået af (hvor travlt har man, det er jo en prioritering, jeg har ikke glemt at jeg selv arbejdede) og det er jo netop ikke som da jeg var i DK, der kunne jeg jo følge mig som jeg ville (sortere det jeg ville eller ikke ville) her er der ikke noget at vælge imellem, det er envejs...

13:18 me:

Robert, jeg er på arbejde så jeg kom bort fra vores samtale her og nu er jeg på vej ud af døren.

13:19

Kan vi ikke tage den op en af de næste dage? Jeg er ikke helt enig i at folk vælger fra hvis de ikke aktivt vælger at gå ind på ABNAMROSOCIAL for at følge med - sådan fungerer verden ikke længere.

13:20

Det er lidt det samme som min pointe med at vi har skulle sætte e-mail abonnement på din blog op. Folk husker ikke at kigge på hjemmesider hvis hjemmesiden ikke selv henvender sig til dem. Men jeg løber om 5min og skal nå på toilettet også.

1 hour

14:23 Robert:

Ok, lad os tage denne chat op på et senere tidspunkt (jeg tror at det kunne blive en god blog, hvis du er med på det, min foreløbig sidste) Ud fra det du skriver, så må der være flere parallelle verdener, for i min der giver og tager man, det du siger - som jeg forstår dig - så er den verden du lever i, en hvor man tager uden at give, det har du så accepteret og det er ok, men det er ikke en verden som jeg syntes om. At melde sig til noget uden at deltage aktivt, svarer til at gå til koncert eller i teateret og så være "helt stille" uden at grine/græde/klappe, fordi nu har jeg betalt billetten så vil jeg sgu underholdes, du ved lige så godt som jeg, at de "store" koncert/teater oplevelser er dem hvor publikum deltager aktivt fordi det smitter af på de optrædende kunstnere. Jeg springer lidt i det. "Folk husker ikke..." skriver du, nej, men hvis de ikke har lyst/tid/engagement nok til at huske, så kan du slå dem nok så mange gange med E-mail/FB/og hvad det hedder alt sammen uden at det giver folk mere tid til, hvad jeg syntes er vigtigt, nemlig at være aktivsocial. Det er så fint nok at folk vælger bevist/ubevist at leve i den verden, så må jeg blot fra det sted, i den verden jeg vil leve i, sande at jeg har ”medlidenhed” med dem. Du skrev tidligere at jeg ville "forandre/forbedre/berøre" nej det vil jeg ikke, jeg vil få folk til at stoppe op og tænke, fordi det er det jeg i min ny fundne visdom har erfaret at det drejer sig om.

14:27

Ikke at jeg tror at jeg er den nye "Messias" langt fra, men i al beskedenhed så tror jeg at den "rigtige" verden er ved at gå ad helvede til, det er en forskydning af moral og etik der er sket og hvis ikke vi alle stopper op, og tænker det igennem så fortsætter det blot uden at vi rigtig lægger mærke til det før det er for sent.

2 hours

16:46 me: Hej Robert,16:47 Jeg har næsten læst det du har skrevet, men jeg er på vej ud af døren igen, så jeg svarer dig i morgen.

16:50 Robert:

Ok jeg skal spise så det er ok.

me: super, jeg skal ud og købe våddragt og på rekornosering.

23. august, 2009 - Laust M. Ladefoged:

Robert, jeg tror vi er på vej ind på noget meget filosofisk, men vigtigt at få diskuteret igennem.

Først så jeg synes du fordrejer mine ord når du beskriver 2 universer, dit og mit. I mit mener du at man tager uden at give, det jeg mener er nærmere og som jeg forsøgte at skrive ovenfor at man skal give uden at forvente at kunne tage.

At skrive indlæg på en sin blog og lignende offentliggørelse af ens tanker, liv og andet, skal man gøre for sin egen skyld og ikke med en uskreven kontrakt og forventning om at folk skal aktivt deltage ved at kommentere.

Sociale netværk som FB og lad os tage blogs med i den kategori også, er baseret på netværk hvor information skal komme til dig. Der ingen grund til at den ikke skal gøre det, det er netop det internettet og computere kan. Derfor skal vi have sat en e-mail service op på din blog, så kan folk vælge at få leveret dine indlæg direkte til deres indboks.

Det med at klappe må vi tage op en anden gang, jeg er ikke sikker på at jeg er enig i at man gør det for kunsternes skyld, hvorfor klapper nogle i biografen efter en film? Jeg har altid synes klapperiet er en underlig størrelse og har derfor ikke nogen god mening om det.

Folk forventer at få besked når deres venner har produceret noget indhold og har ikke "tid"/lyst/grund til at holde øje med andres blogs, facebook profiler og andre af den slags ting.

FB skiller sig lidt ud, men har fået kritisk masse, så der er nok gevinst ved at besøge siden jævnligt og dermed holde sig orienteret og deltage i de diskussioner man har lyst til. Man har overblik på forsiden hvor ens venners opdateringer, wall posts og den slags bliver samlet i en "flod" af opdateringer.

Men FB har netop et problem med deres gruppe sider (så som ABNAMROSOCIAL), disse sider fungerer som gamle hjemmesider hvor man ikke får besked når der sker noget. Hvis du skriver et indlæg på en gruppe side ved jeg det først når jeg bevist åbner den gruppe side - og det sker der ikke nok til at jeg får gjort, så derfor er siden i bund og grund ikke relevant. Det er derfor der ikke er nogen der har svaret på dit indlæg. Det havde været en helt anden sag hvis der kom en notits om at der var blevet skrevet et indlæg på min FB forside.

Og man forandrer intet ved at mugge over at andre ikke opfører sig som man vil have dem til, det kræver interaktion på deres præmisser at få dem til at lytte og måske endda svare. Jeg har nydt hvert og et af dine indlæg på din blog, men at forlange at man umiddelbart efter at have læst det kan skrive en kommentar på noget du har brygget på i lang tid er uretfærdigt og det er også naivt at tro at folk vil huske at vende tilbage når de selv har skabt sig en mening om emnet. Du har dog trods alt stadigt, påvirket dem der har læst indlægget, men diskussionen udebliver.

Jeg tror og har også sagt det nogle gange at man er nød til at lokke folk, det er det jeg mener med at folk vil have et "Se&Hør" af dit liv i Kenya. Det er ikke Annie niveau jeg mener, men tag nu f.eks. dit indlæg på FB om at du har fået ny bil, der var da rimelig respons. Det er sådanne ting der giver os en forestilling om dit liv i Kenya og det tror jeg "sælger" og så kan man blande de andre ting ind af og til.

Det er nogle kedelige ord man skal bruge for at beskrive dette, men jeg håber de giver mening. Jeg synes jeg har fået skrevet nok ord i denne omgang.

Åhh ja og så er vi jo danskere, vi vil jo helst ikke stå til protokols for at være uenige med en ven.

24. august, 2009 - Chat17:38

Robert: Hej Laust, har læst det indlæg og det er sivet ind i mit hoved hvad du mener, dog er jeg (selvfølgelig) ikke enig i nogle af dine betragtninger

20 minutes

17:58 me:

Det er jo godt, glæder mig til at høre videre.

18:02 Robert:

Jeg er faktisk enig med dig med få undtagelser bla. klapperiet, folk der klapper i biograffen er da helt til grin med mindre det er en forpræmiere og instruktøren og eller skuespillerne er tilstede, ellers giver det jo ingen mening, men "levende" underholdning det syntes jeg er noget andet.

18:03

Forestil dig Orange scene på RF, dit ynglings band spiller, du er sammen med 75000 andre fans, der ikke siger en lyd - god koncert hva....

19 minutes

18:23 me:

Lad nu være med at hænge dig i klappe tingen.

18:24 Robert:

Jeg hæger mig kun i Randers reb

me:

Jeg er uening, klapperiet er en social ting publikum imellem - at de optrædende så kan få noget ud af det også er jo kun godt.

18:25

Men svar nu i mailen, så du har historikken hvis du vælger at offentliggøre.

18:26 Robert:

Vi kan vel ikke chatte på mail lige så hurtigt som her eller hvad jeg copi/paster det blot

me:

Jo, men så skal du starte chatten som svar på mailen.

18:26 me:

Sådan, nu hænger det vist sammen.

18:27

jah, næsten, men om ikke andet er det i samme tråd, så kan det klippes sammen senere.

Robert:

Jeg redigere senere jeg har jo tid til det ha ha

18:28 me:

Blah, det er da lettere at lade computeren gøre det for dig. Lige som et socialnetværk skal sørge for at holde dig orienteret om hvad dine venner skriver.

Robert:

Jeg er lige kommet hjem fra Mombasa hvor jeg har fået lavet bil, det er en sjov oplevelse, man køber selv reservedelene og så er der folk i vejkanten der laver den.

18:29

Ok, det lyder godt nok underligt - men sikkert billigt. hvad skulle der laves?

Robert:

Nye gummibøsninger og andre ting til styretøjet samt lidt små rep.

18:31 me:

Ok.

Robert: hvorfor kan jeg ikke copi/paste chatten.

18:33 me:

Det ved jeg ikke, det kan du også, men bare skriv løs det hele bliver arkiveret.

Robert:

Ja du har ret jeg gjorde det jo sidste gang så jeg kan vel igen.

18:34 me:

Jep, men hold det herinde indtil vi er færdige - jeg kan ikke åbne Works dokumenter.

Robert:

Hvad med et Google dokument?

18:35 me:

Det kunne vi også.

18:36 Robert:

Okay skal ha noget aftensmad inden kokken løber, så jeg vil slutte, så kan jeg redigere efter maden og sende dig et Google doc. når jeg er færdig

18:37 me:

eller måske et svar? Jeg er nok ude i aften, har rigeligt at holde i luften i aften.

18:38 Robert:

Et svar på dit indlæg kommer også med god aften..

me: i lige måde.

25. august, 2009 - Laust M. Ladefoged:

Jeg bliver lige nød til at sende et link til en video på YouTube jeg modtog fra en ven i formiddags, synes den passer vældig godt ind som kommentar til vores tråd.

http://www.youtube.com/watch?v=sIFYPQjYhv8

Desværre kan man ikke gøre videoen "embedded" i dette dokument, men hvis denne tråd bliver til en blog indlæg (tror måske vi er ved presse længden for hvad folk gider læse, men lad os se) så skal videoen gøres embedded.

Der er god fart på budskaberne i videoen og det tog mig et par gennemsyn før jeg havde fået opfattet det hele, så giv den lige en chance

Hej Laust. Jeg har lige set dit You Tube indlæg og du har ret, det kræver at man ser det (mange) flere gange end jeg orker lige nu. Har set det 3 gange og har stadig ikke fundet de visse ord, eller en mening), men det er muligvis fordi jeg ikke kan læse så hurtigt som det kræves, så indtil jeg får tid til et hurtiglæsnings kursus, så må den nok ligge.

Nu har jeg læst ovenstående igennem nogle gange, jeg syntes at det var en vigtig diskussion da den foregik, jeg er ikke så sikker længere!.

Det er nok det mest langhårede ”tågesnak” jeg nogensinde har skrevet på min blog, men er du nået så langt som til at læse dette så er du da ikke død af det, og som der er nogen der siger ”Hvis det ikke slår dig ihjel, så gør det dig stærkere”

Konklusionen, tror jeg, er at jeg skal skrive, fordi jeg ikke kan lade være, men der er vel andre end mig som gerne vil ha’ et skulderklap/spark i røven, hvis de gør noget

positivt/negativt.

Husk ikke at glemme, vi lever i en verden der mangler (set fra mit sted i verden) ”Peace, Love and Understanding”, så kram/kys den/dem du elsker, og gør det tit.

De kærligste hilsner.

Robert

Hvis du ikke har noget godt at sige, så hold din kæft.

Ordsproget i overskriften omskriver jeg til “Hvis du ikke har noget godt at skrive, så lad vær‘”. Så det vil jeg gøre.

Jeg tror at jeg har været rundt om de ting der rumsterede i mit hoved. Der er nu ikke mere at fortælle eller skrive om på nuværende tidspunkt. Min hverdag ligner Jeres til forveksling.

Så lad mig her til slut takke de “trofaste” læsere. Jeg vil hellige min tid til at være “Boss på bedriften”, vi har en del gæster i de næste måneder, så jeg får nok travlt med at gøre dem glade.

Nyd resten af sommeren og husk : glem ikke at du kun har et liv, få nu det bedste ud af det.

Kærlig hilsen.

Robert.