Tæt på en katastrofe...

En dejlig dag i Shimba Hills, startede med at det småregnede, da vi klokken kvart i seks forlod Diani Beach. Efter en køretur på 45 minutter, var vi fremme ved porten til parken. Jeg betalte og gjorde "Rusty" klar til 4 hjulstræk samtidig med at det stoppede med at regne, så vi slog taglugerne op og kørte ind i parken som de første. Efter at vi havde kørt lidt rundt ,drejede vi rundt i et sving og der stod den første elefant og gumlede på en busk, den var vel 30 - 40 meter væk. Den vejrede en gang med snabelen for lige at lugte hvad vi var for nogle skabninger, den besluttede så at vi ikke udgjorde en fare, så den spiste videre, mens Georgia og Martin fotograferede løs. Efter en 5 minutters tid, så fortsatte den videre ind i bushen, utroligt så lydløst den bevæger sig, selv i tæt buskads.

Vi kørte så videre rundt i parken og så en gruppe "Hartebeast", tre "Warthogs", "Pumba" for dem som har set "LION KING", en gruppe Sabel antiloper viste sig frem på en bakketop. Vi så desuden to giraffer og nogle bavianer og et par Bushbuck der sprang over vejen og forsvandt ind det tætte krat.

Efter nogle timer var det blevet så varmt at dyrene var svære at få øje på, da de gemmer sig i skyggen. Vi kørte så hen til "Sheldrick Falls" for at se om vi kunne komme ned og se dem. Det er ikke tilladt at gå turen ned til vandfaldet uden en K.W.S. Ranger så vi måtte vente i 45 minutter, inden hun kom tilbage fra en tur med en gruppe tyskere (unge mennesker, som da de kom helt op så meget trætte og tørstige ud). Vi fik først at vide at rangerkvinden ikke kunne gå flere ture (hun var muslim, og hun fastede pga. Ramadan), men en "tusse" gjorde dog at hun tog en tur til. Hun spurgte om vi var fysisk og mentalt klar til de 2 kilometer ned ad bakke til vandfaldet og ikke mindst turen tilbage (225 højdemeter) "YES" sagde vi i kor og hun sagde så "What about you! papa, are you ready", her skulle jeg nok ha' sagt nej og være blevet hjemme sammen med "Rusty", så kunne jeg ha' siddet i et læskur, væk fra solen, ryge nogle smøger og set de andre tage turen ned og op af bjerget, det gjorde jeg så ikke, og jeg var da glad for at jeg gik med - altså da jeg havde fået pulsen ned og jeg igen kunne trække vejret da vi var kommet tilbage.

   

Nå, turen ned den var ikke så slem, rangeren gik forrest med sit gevær og satte et tempo som alle kunne være med til, efter 30 minutter var vi fremme og kunne se de to vandfald (på 25 meters højde) som bliver til et stort når det regner. Floden løber aldrig tør, men der er selvfølgelig forskel på mængden af vand, alt efter hvor meget det har regnet og lige nu er det tørt, selv om det regnede til morgen. Efter små 25 minutter hvil, var det så tid til af begive sig hjemefter, så der blev drukket vand (fra flaske, vi kunne godt drikke vandet i floden, men det var for varmt for min smag, så jeg nappede lige en ½l vand, før vi brød op).

Rangeren satte igen tempoet, så jeg lagde mig i hendes fodspor, der var ikke gået mange minutter før jeg lød som et lokomotiv hvor alle ventiler var stoppet til, så hun stoppede nok flere gange end normalt ,for at jeg kunne få lidt ilt ned i lungerne, de første 5-600 meter gik vi gennem skoven hvor der var skygge og hvor det ikke var så stejlt. "Papa are you OK!!) jeg nikkede, fordi tale, det ville jeg ikke bruge kræfter på (jeg kunne så men heller ikke sige et ord, mine lunger var på overarbejde). Resten af turen gik det konstant opad og solen stod lige over hovedet, det var varmt og sveden fossede ned i mine øjne, men op kom jeg da på 50 minutter (som den sidste). De andre sad i skyggen og drak vand, men efter 5 minutter så var jeg så tilpas afslappet at jeg selv kunne gå hen til bilen. Jeg var glad for at jeg tog med, da jeg havde fået luften tilbage, og jeg vil sikkert gøre det igen. Blot vil jeg huske en hat og lidt mere vand i rygsækken. Klokken var nu blevet lidt over et, så det var tid til at finde et sted hvor vi kunne spise vores medbragte sandwich, rangeren ville gerne køre med til porten så vi gav hende et lift, hun var god til at fortælle om de dyr (som hun spottede) vi kørte forbi, hun tog os også hen til et sted ,hvor der var bøfler, så den "lille " omvej vi kørte for at sætte hende af, var godt givet ud. Vi fandt efter en time, et godt sted hvor der var bænke og borde, så her indtog vi vores frokost. Vi sad og talte om lidt af hvert (Georgias søster er gift med Thomas Eje og Martin har kørt Ferrari Formel 1 biler rundt i Europa på en lastbil, så jeg havde nok at lytte til) mens Geoffrey gik rundt og så på området, pludselig klappede han vildt i hænderne, vi vendte os om, og så lige en gruppe elefanter komme gående ude på vejen, små hundrede meter væk, de havde åbenbart ikke kunne lugte os, for de blev først bange da de hørte Geoffrey klappe, og så løb de ind i den tætte underskov. Igen, underligt så lydløst de bevæger sig. Han undskyldte så at han havde klappet, men han var bange for at de ville forsvinde hvis han råbte. Vi pakkede sammen, mens der kom en stor gruppe bavianer frem samme sted som elefanterne kom fra, de kiggede lidt på os før de også forsvandt ind i skoven, dog noget mere larmende. Nu var klokken blevet lidt i fire, og temperaturen var faldet lidt, så vi ville bruge tiden på vej ud af parken til at spotte flere dyr. Vi havde ikke kørt langt før Geoffrey så elefantflokken fra før, vi kørte oppe på en lille bakke og kunne se at de havde kurs mod en vej, så jeg kørte derover og så ventede vi på at de skulle komme og krydse vejen, og efter 10 minutter så kunne vi se at vi var det rigtige sted. Der kom også en safaribus som lige skulle køre hen foran os og skygge, men jeg fik da taget et godt billede.



På resten af vejen ud så vi flere Bushbuck, så det var nogle glade gæster jeg havde med hjem til Diani Beach. Vi besluttede at vi lige ville have en kold øl på "Ushago" inden vi kørte hjem, vi besluttede så også at spise der, så vi hyggede os med pizza og kylling. Klokken var blevet 20 minutter over otte, så vi sagde farvel til Geoffrey, som ville tage en Matatu hjem, i stedet for at hente sin cykel. Da vi kørte hjem mod Bougainvillea II, så så Martin et orange skær på himmelen, jeg troede at det var et hotel der havde fået sat en spot op, men da vi kom nærmere så kunne jeg se at der var noget helt galt. Det var en brand og det var meget tæt på hvor jeg bor. Der var ild i taget på to af hytterne, og mens vi kørte ned af vores vej, så vi at ilden sprang fra tag til tag (taget er lavet af bananblade og fungerer lige som dansk stråtag, det tog 5 minutter fra de første to huse begyndte at brænde, til det sidste blev omspændt af flammer, gnisterne fløj 50-100 m op i luften og jeg var bange for at gløderne skulle ramme vores hytter (vi har det samme tag) så de to gæster og jeg kørte de sidste par hundrede meter hjem, samlede vores pas, penge og pc'er sammen og flygtede i min bil ud af området, på afstand kunne vi se at vinden førte gløderne væk fra der hvor vi bor, med ca. 50 m. Det tog brandvæsnet fra Ukunda lufthavn, 1 time at komme frem og da var det kun selve tagkonstruktionen der stod glødende tilbage, de fik så slukket de sidste gløder, så vi efter 2 timer kunne vende tilbage til vores hytter, det var ikke meget vi fik sovet i nat. En meget ubehagelig oplevelse ikke at kunne gøre noget, kun håbe på at vinden blev ved med at blæse i den samme retning, en glød er nok og taget er i flammer på sekunder, men vi var utroligt heldige. Det håber jeg ikke at jeg skal prøve igen. Heldigt at det skete klokken halv ni om aftenen og ikke når folk sover, så der var ingen der kom til skade, selv om der lød nogle hule drøn når der sprang en gasflaske.

 

En noget anderledes afslutning på en rigtig god dag, end vi havde ventet. Ja livet er skrøbeligt og denne oplevelse gav da også anledning til at tænke lidt over hvad der kunne været sket, gudskelov så har vi det godt og der kom ikke andre til skade.

Jeg vil slutte med det jeg plejer, glem ikke at huske : Kram, Kys, og fortæl dem du elsker, at du gør det.

Så ………… JEG ELSKER JER ALLE.

Kærlig hilsen.

Robert.

"En tur til Tandlægen".

Overskriften kan bringe de værste traumer frem hos en del mennesker.

Jeg kender ingen børn der elsker at få børstet tænder. Mareridtet starter vel med, at forældrene læser “Karius og Baktus” højt som godnat læsning. Hvor smart er det lige, at lade “dem” løbe rundt i værelset, når lyset slukkes og der skal soves.

Senere kom vi i skole, og her kender alle vel en skoletandlæge, der borede det mindste hul op til kraterstørrelse. For derefter at fylde kilovis af kviksølv i hulet.

Vi kender sikkert også mennesker der lider af tandlægeskræk (måske af forannævnte grunde) og som ikke har været i “Stolen” siden skoletiden, med deraf følgende “nedbrændte negerlandsby” i stedet for den hvide tandrække som loves i alle tandpastareklamer. Jeg skal undlade at fortælle om dårlig ånde, manglede selvtillid og hvad reklamerne eller fortæller os, dårlig tandhygiejne vil give os.

“Du skal børste dine tænder, hver gang du vasker hænder” det er et “mundheld” som giver mening. (hvis du forstår sådan en lille ting - ha ha)

Jeg har gået til tandlæge, hver 4 måned siden jeg gik ud af skolen (ja - ja, puds lige glorien), men det har jeg faktisk og jeg har ikke haft et hul siden, måske fordi alle mine kindtænder var i forbindelse med foromtalte skoletandlæge. Så en tandrensning eller en udskiftning af en kviksølvplombe med en af porcelæn, det er hvad jeg har fået af behandling i “Stolen”.

Jeg fik altid tid klokken otte om morgenen (som den første) og jeg var gerne ude på gaden efter igen 15- 20 minutter og 3-400 kr. fattigere, og ja jeg var medlem af sygeforsikring “Danmark”

Ingen visdoms tænder der skulle skæres i 4 stykker for at kunne komme ud af munden, ingen rodbehandlinger, ingen bedøvelser eller lattergas.

Kort sagt jeg lider ikke af tandlægeskræk, men vil dog gå så langt som, at jeg hellere vil se 2’en halvleg af Albanien - Danmark i slowmotion. (en joke, for jeg tror faktisk at jeg hellere vil ha’ en tandrensning)

Nu skal denne klumme jo ikke handle om fortiden, uanset at den er af stor betydning for nutiden og ikke mindst fremtiden.

Nej - jeg vil begynde med begyndelsen. Jeg vågnede, her til morgen, badet i sved. Halvt i søvne, halvt vågen opdagede jeg at jeg havde mistet alle mine tænder og at de små stumper var spredt ud i sengen, jeg havde blodsmag i munden og helt ærlig, så var jeg, så fysik træt som havde jeg deltaget i en “Ironman”, så er der sikkert en eller anden der vil være smart og spørge hvor ved du det fra, nå.. Ja.. jeg har engang (næsten) gennemført en olympisk triatlon.. tæller det, nå ikke, men tilbage til mine manglende tænder.

Det var ingen grund til at børste tænderne, så jeg tog en kop kaffe for ligesom at få smagen af blod lidt på afstand.

Mine gummer var godt nok lidt ømme, men hva’ fanden “lidt ondt har man vel altid”, så jeg lod kaffen køle lidt af mens jeg tog en smøg, og så gik det også bedre. Jeg prøvede om jeg kunne huske hvad der var sket dagen før, og ved hjælp at personalet så lykkedes det at få gårsdagens begivenheder stykket sammen.

Jeg har haft en knækket kindtand i nogle år, som jeg har lært at leve med, nu syntes jeg dog at den begyndte at reagere på varmt og koldt, og da jeg ikke har været til tandlæge efter jeg er kommet herned, så var det vel på tide at se efter en tandlæge.

Ved hjælp at personalet så fandt jeg en i Ukunda, som jeg så kørte hen til, det var vel ved frokosttid, jeg havde selvfølgelig børstet dem (tænderne) godt og grundigt inden jeg tog af sted. Jeg røg ikke en smøg, for at bevare mit “Frede frisk ånde” image, den glædede jeg mig til efter opholdet i “Stolen”.

Klinikken lå på første sal i en bygning, der ikke ville få det blå stempel af fredningsmyndighedernes i Danmark, måske snarere ville få penge til nedrivning af “Byfornyelses selskabet af 1964”, nå - nu skal man jo ikke skue hunden på hårene, så jeg bankede på døren. En herre på, jeg vil tro, et sted mellem 85 - 90 år, åbnede døren og bød mig velkommen. Jeg kom ind i en klinik som var tiptop moderne tilbage i 90’erne (altså 1890’erne). Den eneste stol i lokalet stod ovre i et hjørne, jeg satte mig for lige at få luft til at fortælle at jeg blot ville bestille en tid til næste uge. Der skete dog det at mine arme blev spændt fast til armlænene og mit hovet blev bøjet tilbage og der kom en rem om min pande, jeg sad som i en elektrisk stol, fastspændt både på arme, ben og hovedet.

Nu kom en anden mand ind i lokalet, fra en lille stue som lå inde bagved et tæppe der hang ned fra loftet. Han var noget yngre, “Du har mødt min far” sagde han på en blanding af Engelsk og Swahili, hans hånd rystede som en der har “Delirium tremens” af værste skuffe, da han forsøgte at tage min fastspændte hånd til Goddag. Det var først nu jeg tænke på at råbe om hjælp, men da jeg åbnede munden for at gi' lyd fra mig, så stak “Sønnen” en vattampon i munden på mig så mine råb om hjælp blev kvalt til en mumlen.

Hvis der blandt læserne findes, nogle der kan huske lægen fra “Ud at køre med de skøre” så lignede han en førsteklasses turnuskandidat i modsætning til “Den gamle mand og kanylen” som stak mig med en sprøjte (på størrelse med dem som man laver vaniljekranse med til jul) fyldt med noget der lignede beskidt opvaskevand. Det er det sidste jeg husker inden jeg forsvandt ned i en hvirvel af bedøvelse.

Personalet fortalte så at de fandt mig siddende i bilen udenfor, stadig under indflydelse af den stærke cocktail som jeg havde fået sprøjtet ind i mig. De fik så bakset mig ind i seng, hvor jeg så sov, til jeg vågnede her til morgen.

Meget underlig oplevelse for at sige det mildt, og hvis den havde været sand så havde jeg nok pakket mine kufferter og kørt direkte til lufthavnen og fløjet hjem.

Nej den sande historie er, at jeg i dag har været hos tandlægen, på Palm Beach Hospital, for at få en tandrensning. Tandlægen, en mand af Afrikansk oprindelse, hedder Charles og han bød mig velkommen i et kontor med en behagelig temperatur. Efter en kort samtale, hvor jeg svarede på hans spørgsmål om mit tidligere “tandliv”, bad han mig om at sætte mig i en tiptop moderne tandlægestol, her blev jeg så “liggende” med musik i baggrunden, mens han iførte sig gummihandsker og mundbind. Det er måske lidt i overkanten, men OK hvis det er standarden så …

Mine knækkede kindtænderne er rigtige nok og efter 45 minutters rensning - helt uden smerter eller ubehag af nogen art - så fortalte han mig at det ikke ville holde, hvis han satte en ny plombe i de knækkede tænder. At det nok var enten ikke at gøre noget og så vente på at de skulle rives ud, eller få lavet porcelæns kroner. Jeg frygtede det værste da jeg spurgte ham om prisen på det. 10.000,00 Ksh. (små 700 kr.) alt inklusive pr. krone.

Jeg har som sagt ikke prøvet andet en udskiftning af plomber og rensning, men jeg har da hørt at det er sindssygt dyrt at få det lavet i Danmark.

Jeg kan (ud fra denne ene behandling) kun anbefale at få sine tænder lavet her, altså hvis vi taler priser i Danmark på 10.000,00 kr. og opefter, ja så er rejsen og ferien jo betalt på den besparelse man får på behandlingen.

Nå nok om tænder nu vil jeg slutte for denne gang, i næste uge så vil jeg skrive om mine hæmorider.

Husk nu ikke at glemme…. Smil til en fremmed, måske får du et smil tilbage.

Kærlig hilsen.

Robert.

p.s. Tak for de fine kommentarer både på “bloggen” og andre steder i Cyberspace. Jeg er meget glad for al respons (hvis det skulle have forbigået den opmærksomme læser - ha ha)

9/11

Denne dato for 8 år siden, er en af de dage, hvor jeg kan huske hvad jeg lavede, sådan er det vel for de fleste mennesker i verden. (ikke at de kan huske hvad jeg lavede, men hvad de selv lavede).

Hvert år siden, har der været en frygt for et tilsvarende angreb, et eller andet sted på kloden. Det har vi heldigvis været forskånet for.

Ikke at der er fred og ro, nej folk dør på mange måder som ikke helt er “naturlige”, men det tror jeg ikke jeg/vi kan lave om på.

“Dumme svin” er der desværre nok af. Hvorfor de er “dumme svin” vil jeg ikke komme ind på her, blot konstatere at de fødes i hobetal. Sjovt nok så findes de i alle farver og trosretninger.

Lad os mindes dem, som mindes bør.

Jeg har brugt den seneste tid til at læse (de få, men dejlige) kommentarer og finde en måde jeg kunne komme videre på, for som min sidste blog bærer præg af, så er det ikke en dagbog for mig selv, jeg skriver, men en måde hvor jeg giver mit billede af min “nye” tilværelse” til dem som måtte have interesse i at følge lidt med. Så må jeg leve med at dem der læser den, gør det i tavshed. (Her skal dog lyde en stor tak til dem, som trods alt kommenterer, og det er med fryd i hjertet at jeg kan fortælle at de bliver flere og flere, og på/i forskellige medier)

Nok om alt dette “bloghysteri” fra min side , jeg tror der er kogt nok suppe på det ben.

Dagens klumme skal være en guidet tur rundt i Mombasa.

Jeg har nu været i Mombasa 3 gange i min egen bil, så her kommer et sammendrag fra disse ture.

Det starter som regel med at jeg bader, spiser morgenmad og får mig en god kop kaffe, så langt så godt, virker kaffen så bliver rejsen udsat lidt, ellers så starter jeg “Rusty” (jeg har døbt min bil det navn, fordi den er “lidt meget” rusten) min “kodriver” er enten Daniel eller Geoffrey, alt efter om jeg skal lave bil eller ordne papirer (i den rækkefølge).

Turen til færgen i Likoni, går som en drøm/mareridt - det sidste er vejen til Ukunda, den er godt nok ujævn og “Rusty” er lidt stiv i fjerene, så et nyrebælte ville være på plads her på den første del af turen. Nå - vejen til Likoni er god asfalt, det er kun de fartbump de har lavet som sænker farten ned under 5 km/t. Der er til gengæld mange af dem så farten er ikke høj, men her er jo også mange mennesker, så vel fremme ved køen (der er altid mindst 5-6 biler i kø) til betalingsanlægget, som er to skure hvor jeg betaler ved det første og så sidder der en som checker at jeg har betalt i skur nummer to. Det er sjældent at jeg kører direkte ombord så nu går tiden med at sidde i kø og sige “Habana a sante” (nej tak) til dem der sælger alt fra ure, undertrøjer, aviser, turistgøgl, nødder, frugt. Når så færgen er klar til at modtage biler, så er det efter først til mølle princippet, min bil er stor og gammel det gir’ en fordel som det gælder om at udnytte, hvis man vil først af på den anden side, og hvem vil ikke gerne være først….. Færgen er en pram med klapper i begge ender, der kan tage ca. 30 biler og ca. 2500 mennesker, turen tager ca. 10 minutter og så er jeg i Mombasa (som ligger på en ø) nu begynder det sjove, først kampen om at komme først fra borde, så kampen om at komme ind og ud af rundkørelsen, efter en fem minutter så er jeg inde på Moi Avenue nu skal der øjne på alle fingre, Matatu’er (Toyota Hiace størrelse minibusser, med plads til 14 (officielt) der kan stoppes over tyve ind og resten står i døren) stopper hvis der er nogen der ligner en kunde uanset om de holder i vejen eller ej, Tuk-Tuk (trehjulede taxaer til tre passager) kører ud og ind mellem al trafik som også består af folk der skubber eller trækker vogne (to hjul og et langt lad) med op ti 800-900 kg, hvilket gør dem langsomme, motorcykeltaxa’er, cyklister og hundredvis af folk på gåben, her er et leben som jeg indtil nu har navigeret rundt i uden uheld, jeg mangler lige at fortælle at hornet i de forskellige transportmidler bliver brugt hele tiden, og jeg mener hele tiden.

Skal jeg ordne papirer så er Geoffrey en god hjælp til at finde rundt i de forskellige officielle kontorer. Er det bilen så er det Daniel som hjælper, først så kigger mekanikeren på hvad der skal bruges (i dette tilfælde gummibøsninger til styretøjet, samt pærer til baglygterne samt et par nye forlygter) så kører vi hen til et autoudsalg, hvor vi så køber de ting vi skal bruge, så tilbage til “værkstedet” som er et stykke jord ved siden af vejen, lidt uden for centrum. Så er det pludselig 4-5 mand der arbejder på bilen, vi går så på lokal bar/cafe og får os noget “Chai” te med mælk det er varmt og det smager såmænd meget godt, også er det billigt. Efter et par kopper, lidt avislæsning og et par smøger, så kigger vi om bilen er færdig, ja det er den, der mangler et par skruer, men det får vi lige påtalt og så bliver det også ordnet. Nu er det så på tide at sætte kursen hjemover, så ind gennem byen i myldretrafikken (kan den blive værre - ja, det blev den), efter en god halv time for små 4 km er vi fremme ved rundkørelsen til “færgelejet”. Samme procedure som på Likonisiden, her er blot flere der gerne vil sælge “alt mellem himmel og jord”, men jeg er blevet god til at sige nej på Swahili og så kender de mig også så de ved at jeg ikke køber noget, men jeg skal jo lige prøves. Der er en ung mand som sælger ure (og det har han gjort alle de år jeg er kommet her) han prøver hver gang at sælge min et “Breitling” ur, han startede med 15.000 Ksh (ca.1000 kr.) nu er han nede på 750 Ksh, så måske køber jeg en dag et “Breitling ur (en kopi naturligvis, men 60 kr. det er da billigt, så må det gå som det går). Turen med færgen er en varm omgang og videre gennem Likoni (som foregår med lukkede ruder, for de er mestre i at stikke hånden ind og stjæle alt der ikke er nagelfast) men når fartbumpene er ovre så er der god asfalt til Ukunda, og vi kan få fartvinden til at tage den værste varme. Velankommet til min p-plads uden for Villa Pierre, ja det var den tur til Mombasa.

I morgen tidlig 0730 kører jeg så min første tur efter gæster i lufthavnen. Det glæder jeg mig til, bare jeg nu ikke får stress - ha ha.

Ja - det var hvad det kunne blive til denne gang, lad mig slutte med det sædvanlige opråb. Glem ikke at huske, gi’ en du elsker en krammer.

Kærlig hilsen

Robert

"En lang dags rejse mod nat"

Chat mellem Laust og ego den 13 august, samt opfølgende brevveksling på min sidste ”klumme”. - For nemheds skylds kopieret ind her:

Hvis du ikke har noget godt at sige, så hold din kæft !

Ordsproget i overskriften omskriver jeg til “Hvis du ikke har noget godt at skrive, så lad vær‘”. Så det vil jeg gøre.

Jeg tror at jeg har været rundt om de ting der rumsterede i mit hoved. Der er nu ikke mere at fortælle eller skrive om på nuværende tidspunkt. Min hverdag ligner Jeres til forveksling.

Så lad mig her til slut takke de “trofaste” læsere. Jeg vil hellige min tid til at være “Boss på bedriften”, vi har en del gæster i de næste måneder, så jeg får nok travlt med at gøre dem glade.

Nyd resten af sommeren og husk : glem ikke at du kun har et liv, få nu det bedste ud af det.

Kærlig hilsen.

Robert.

Så kom der en kommentar fra Laust, det udviklede sig til denne klumme - som er uredigeret - dog har jeg rettet de fleste skrive/stavefejl. Robert

Laust kommenterer :

Hvad skal det nu betyde?

Du får bil og så har du pludselig ikke tid til at sidde derhjemme og berige vores liv længere?

10:27 Robert:

Tak for din kommentar om at jeg beriger dit liv, det luner, men jeg er træt af at "slå i en dyne" jeg føler ikke at jeg skriver for andre end mig selv, det er ikke kun på bloggen at jeg føler at Jeg er "Palle alene i verden" også de andre steder på nettet mangler jeg feedback fra den overvejende del af min vennekreds fra DK.. for ikke at få mit "Sur gammel mand" rygte yderligere cementeret, så vælger jeg at holde en pause på ubestemt tid. Jeg kan mærke på mig selv at jeg ikke i det lange løb kan undgå at blive bitter, hvis jeg skal tænke på det så derfor....

33 minutes

11:01 me:

Hej Robert, Det forstår jeg godt, men man blogger for sin egen skyld. Det er lidt som at skrive dagbog og lade andre læse med.

11:06 Robert:

Ok, men så er blog ikke noget for mig, da jeg ikke skriver dagbog for mig selv, men prøvede at skrive om mine tanker og mit liv så andre kunne følge med, lige som jeg følger med på andres blog og kommenterer på den hvis der er noget som jeg er enig/uenig i.

11:09 me:

Jo, men det er jo det jeg mener.

11:10

Men det er nok fordi du gerne vil forandre/forbedre/berøre andre og det vi heroppe i DK ønsker er et "Se&Hør" af dit liv i Kenya så vi kan følge med. At engagere folk til at føre en samtale kan være svært.

11:15 Robert:

Det er lige det, - jeg vil ikke være "Anni Fønsby" hvis folk ikke vil være i dialog med mig så har det ingen interesse, hvis ikke jeg modtager fra andre så vil jeg ikke give, du og jeg (samt andre der er i kontakt) kan så tale/skrive/chatte/læse sammen om hvad der sker i vores liv, det er givende for begge parter, men dem som blot sidder passive på side linjen, de må leve deres eget liv. Her du set mit indlæg på ABNAMROSCOCIAL siden.

17 minutes

11:32 me:

Ikke rigtig, jeg var inde forbi en dag og havde ikke tid til at læse.11:33 Men det er lidt et hul at skrive i fordi folk skal gå ind i gruppen for at se at der er opdateringer - og det gør folk ikke. Men er uenig med at begge parter skal være deltagere for at det er givende for begge sider. Men man skal jo stadig kun gøre det man synes hjælper en selv.11:34 Og det har jeg ikke noget med at være Anni Fønsby, det er blot at kunne følge med i samme grad som når man omgåes til hverdag.

20 minutes

11:54 Robert: Hvis folk ikke går ind og hvis de går ind, ikke har tid, så er jeg stået af (hvor travlt har man, det er jo en prioritering, jeg har ikke glemt at jeg selv arbejdede) og det er jo netop ikke som da jeg var i DK, der kunne jeg jo følge mig som jeg ville (sortere det jeg ville eller ikke ville) her er der ikke noget at vælge imellem, det er envejs...

13:18 me:

Robert, jeg er på arbejde så jeg kom bort fra vores samtale her og nu er jeg på vej ud af døren.

13:19

Kan vi ikke tage den op en af de næste dage? Jeg er ikke helt enig i at folk vælger fra hvis de ikke aktivt vælger at gå ind på ABNAMROSOCIAL for at følge med - sådan fungerer verden ikke længere.

13:20

Det er lidt det samme som min pointe med at vi har skulle sætte e-mail abonnement på din blog op. Folk husker ikke at kigge på hjemmesider hvis hjemmesiden ikke selv henvender sig til dem. Men jeg løber om 5min og skal nå på toilettet også.

1 hour

14:23 Robert:

Ok, lad os tage denne chat op på et senere tidspunkt (jeg tror at det kunne blive en god blog, hvis du er med på det, min foreløbig sidste) Ud fra det du skriver, så må der være flere parallelle verdener, for i min der giver og tager man, det du siger - som jeg forstår dig - så er den verden du lever i, en hvor man tager uden at give, det har du så accepteret og det er ok, men det er ikke en verden som jeg syntes om. At melde sig til noget uden at deltage aktivt, svarer til at gå til koncert eller i teateret og så være "helt stille" uden at grine/græde/klappe, fordi nu har jeg betalt billetten så vil jeg sgu underholdes, du ved lige så godt som jeg, at de "store" koncert/teater oplevelser er dem hvor publikum deltager aktivt fordi det smitter af på de optrædende kunstnere. Jeg springer lidt i det. "Folk husker ikke..." skriver du, nej, men hvis de ikke har lyst/tid/engagement nok til at huske, så kan du slå dem nok så mange gange med E-mail/FB/og hvad det hedder alt sammen uden at det giver folk mere tid til, hvad jeg syntes er vigtigt, nemlig at være aktivsocial. Det er så fint nok at folk vælger bevist/ubevist at leve i den verden, så må jeg blot fra det sted, i den verden jeg vil leve i, sande at jeg har ”medlidenhed” med dem. Du skrev tidligere at jeg ville "forandre/forbedre/berøre" nej det vil jeg ikke, jeg vil få folk til at stoppe op og tænke, fordi det er det jeg i min ny fundne visdom har erfaret at det drejer sig om.

14:27

Ikke at jeg tror at jeg er den nye "Messias" langt fra, men i al beskedenhed så tror jeg at den "rigtige" verden er ved at gå ad helvede til, det er en forskydning af moral og etik der er sket og hvis ikke vi alle stopper op, og tænker det igennem så fortsætter det blot uden at vi rigtig lægger mærke til det før det er for sent.

2 hours

16:46 me: Hej Robert,16:47 Jeg har næsten læst det du har skrevet, men jeg er på vej ud af døren igen, så jeg svarer dig i morgen.

16:50 Robert:

Ok jeg skal spise så det er ok.

me: super, jeg skal ud og købe våddragt og på rekornosering.

23. august, 2009 - Laust M. Ladefoged:

Robert, jeg tror vi er på vej ind på noget meget filosofisk, men vigtigt at få diskuteret igennem.

Først så jeg synes du fordrejer mine ord når du beskriver 2 universer, dit og mit. I mit mener du at man tager uden at give, det jeg mener er nærmere og som jeg forsøgte at skrive ovenfor at man skal give uden at forvente at kunne tage.

At skrive indlæg på en sin blog og lignende offentliggørelse af ens tanker, liv og andet, skal man gøre for sin egen skyld og ikke med en uskreven kontrakt og forventning om at folk skal aktivt deltage ved at kommentere.

Sociale netværk som FB og lad os tage blogs med i den kategori også, er baseret på netværk hvor information skal komme til dig. Der ingen grund til at den ikke skal gøre det, det er netop det internettet og computere kan. Derfor skal vi have sat en e-mail service op på din blog, så kan folk vælge at få leveret dine indlæg direkte til deres indboks.

Det med at klappe må vi tage op en anden gang, jeg er ikke sikker på at jeg er enig i at man gør det for kunsternes skyld, hvorfor klapper nogle i biografen efter en film? Jeg har altid synes klapperiet er en underlig størrelse og har derfor ikke nogen god mening om det.

Folk forventer at få besked når deres venner har produceret noget indhold og har ikke "tid"/lyst/grund til at holde øje med andres blogs, facebook profiler og andre af den slags ting.

FB skiller sig lidt ud, men har fået kritisk masse, så der er nok gevinst ved at besøge siden jævnligt og dermed holde sig orienteret og deltage i de diskussioner man har lyst til. Man har overblik på forsiden hvor ens venners opdateringer, wall posts og den slags bliver samlet i en "flod" af opdateringer.

Men FB har netop et problem med deres gruppe sider (så som ABNAMROSOCIAL), disse sider fungerer som gamle hjemmesider hvor man ikke får besked når der sker noget. Hvis du skriver et indlæg på en gruppe side ved jeg det først når jeg bevist åbner den gruppe side - og det sker der ikke nok til at jeg får gjort, så derfor er siden i bund og grund ikke relevant. Det er derfor der ikke er nogen der har svaret på dit indlæg. Det havde været en helt anden sag hvis der kom en notits om at der var blevet skrevet et indlæg på min FB forside.

Og man forandrer intet ved at mugge over at andre ikke opfører sig som man vil have dem til, det kræver interaktion på deres præmisser at få dem til at lytte og måske endda svare. Jeg har nydt hvert og et af dine indlæg på din blog, men at forlange at man umiddelbart efter at have læst det kan skrive en kommentar på noget du har brygget på i lang tid er uretfærdigt og det er også naivt at tro at folk vil huske at vende tilbage når de selv har skabt sig en mening om emnet. Du har dog trods alt stadigt, påvirket dem der har læst indlægget, men diskussionen udebliver.

Jeg tror og har også sagt det nogle gange at man er nød til at lokke folk, det er det jeg mener med at folk vil have et "Se&Hør" af dit liv i Kenya. Det er ikke Annie niveau jeg mener, men tag nu f.eks. dit indlæg på FB om at du har fået ny bil, der var da rimelig respons. Det er sådanne ting der giver os en forestilling om dit liv i Kenya og det tror jeg "sælger" og så kan man blande de andre ting ind af og til.

Det er nogle kedelige ord man skal bruge for at beskrive dette, men jeg håber de giver mening. Jeg synes jeg har fået skrevet nok ord i denne omgang.

Åhh ja og så er vi jo danskere, vi vil jo helst ikke stå til protokols for at være uenige med en ven.

24. august, 2009 - Chat17:38

Robert: Hej Laust, har læst det indlæg og det er sivet ind i mit hoved hvad du mener, dog er jeg (selvfølgelig) ikke enig i nogle af dine betragtninger

20 minutes

17:58 me:

Det er jo godt, glæder mig til at høre videre.

18:02 Robert:

Jeg er faktisk enig med dig med få undtagelser bla. klapperiet, folk der klapper i biograffen er da helt til grin med mindre det er en forpræmiere og instruktøren og eller skuespillerne er tilstede, ellers giver det jo ingen mening, men "levende" underholdning det syntes jeg er noget andet.

18:03

Forestil dig Orange scene på RF, dit ynglings band spiller, du er sammen med 75000 andre fans, der ikke siger en lyd - god koncert hva....

19 minutes

18:23 me:

Lad nu være med at hænge dig i klappe tingen.

18:24 Robert:

Jeg hæger mig kun i Randers reb

me:

Jeg er uening, klapperiet er en social ting publikum imellem - at de optrædende så kan få noget ud af det også er jo kun godt.

18:25

Men svar nu i mailen, så du har historikken hvis du vælger at offentliggøre.

18:26 Robert:

Vi kan vel ikke chatte på mail lige så hurtigt som her eller hvad jeg copi/paster det blot

me:

Jo, men så skal du starte chatten som svar på mailen.

18:26 me:

Sådan, nu hænger det vist sammen.

18:27

jah, næsten, men om ikke andet er det i samme tråd, så kan det klippes sammen senere.

Robert:

Jeg redigere senere jeg har jo tid til det ha ha

18:28 me:

Blah, det er da lettere at lade computeren gøre det for dig. Lige som et socialnetværk skal sørge for at holde dig orienteret om hvad dine venner skriver.

Robert:

Jeg er lige kommet hjem fra Mombasa hvor jeg har fået lavet bil, det er en sjov oplevelse, man køber selv reservedelene og så er der folk i vejkanten der laver den.

18:29

Ok, det lyder godt nok underligt - men sikkert billigt. hvad skulle der laves?

Robert:

Nye gummibøsninger og andre ting til styretøjet samt lidt små rep.

18:31 me:

Ok.

Robert: hvorfor kan jeg ikke copi/paste chatten.

18:33 me:

Det ved jeg ikke, det kan du også, men bare skriv løs det hele bliver arkiveret.

Robert:

Ja du har ret jeg gjorde det jo sidste gang så jeg kan vel igen.

18:34 me:

Jep, men hold det herinde indtil vi er færdige - jeg kan ikke åbne Works dokumenter.

Robert:

Hvad med et Google dokument?

18:35 me:

Det kunne vi også.

18:36 Robert:

Okay skal ha noget aftensmad inden kokken løber, så jeg vil slutte, så kan jeg redigere efter maden og sende dig et Google doc. når jeg er færdig

18:37 me:

eller måske et svar? Jeg er nok ude i aften, har rigeligt at holde i luften i aften.

18:38 Robert:

Et svar på dit indlæg kommer også med god aften..

me: i lige måde.

25. august, 2009 - Laust M. Ladefoged:

Jeg bliver lige nød til at sende et link til en video på YouTube jeg modtog fra en ven i formiddags, synes den passer vældig godt ind som kommentar til vores tråd.

http://www.youtube.com/watch?v=sIFYPQjYhv8

Desværre kan man ikke gøre videoen "embedded" i dette dokument, men hvis denne tråd bliver til en blog indlæg (tror måske vi er ved presse længden for hvad folk gider læse, men lad os se) så skal videoen gøres embedded.

Der er god fart på budskaberne i videoen og det tog mig et par gennemsyn før jeg havde fået opfattet det hele, så giv den lige en chance

Hej Laust. Jeg har lige set dit You Tube indlæg og du har ret, det kræver at man ser det (mange) flere gange end jeg orker lige nu. Har set det 3 gange og har stadig ikke fundet de visse ord, eller en mening), men det er muligvis fordi jeg ikke kan læse så hurtigt som det kræves, så indtil jeg får tid til et hurtiglæsnings kursus, så må den nok ligge.

Nu har jeg læst ovenstående igennem nogle gange, jeg syntes at det var en vigtig diskussion da den foregik, jeg er ikke så sikker længere!.

Det er nok det mest langhårede ”tågesnak” jeg nogensinde har skrevet på min blog, men er du nået så langt som til at læse dette så er du da ikke død af det, og som der er nogen der siger ”Hvis det ikke slår dig ihjel, så gør det dig stærkere”

Konklusionen, tror jeg, er at jeg skal skrive, fordi jeg ikke kan lade være, men der er vel andre end mig som gerne vil ha’ et skulderklap/spark i røven, hvis de gør noget

positivt/negativt.

Husk ikke at glemme, vi lever i en verden der mangler (set fra mit sted i verden) ”Peace, Love and Understanding”, så kram/kys den/dem du elsker, og gør det tit.

De kærligste hilsner.

Robert

Hvis du ikke har noget godt at sige, så hold din kæft.

Ordsproget i overskriften omskriver jeg til “Hvis du ikke har noget godt at skrive, så lad vær‘”. Så det vil jeg gøre.

Jeg tror at jeg har været rundt om de ting der rumsterede i mit hoved. Der er nu ikke mere at fortælle eller skrive om på nuværende tidspunkt. Min hverdag ligner Jeres til forveksling.

Så lad mig her til slut takke de “trofaste” læsere. Jeg vil hellige min tid til at være “Boss på bedriften”, vi har en del gæster i de næste måneder, så jeg får nok travlt med at gøre dem glade.

Nyd resten af sommeren og husk : glem ikke at du kun har et liv, få nu det bedste ud af det.

Kærlig hilsen.

Robert.

DF - kæmper de undertryktes sag!

En kvindelig muslim fremhæves som rollemodel, fordi hun har klaret prøven og er blevet medlem i hjemmeværnet.

En eller anden klaphat fra DF (undskyld udtrykket) finder ud af det, og rejser en sag.

Chefen for hjemmeværnet må nu bede selv samme kvinde om at vælge mellem tørklædet eller hjemmeværnet.

(Da jeg var “kriger” i søværnet så havde vi et slørings TØRKLÆDE) det bruges så åbenbart ikke i hjemmeværnet.

Som Chefen sagde “Vi har et uniforms regulativ, som skal overholdes”.

Jeg ved godt at det er agurketid lige nu, men det er sgu da så komisk, at dem der ikke klapper sig på lårene af grin over sådan en gang pis, de skal deporteres til …..

Er det DF der skal kæmpe de undertrykte muslimske kvinders kamp, eller er det de selv samme muslimske kvinder der "tvinges" til at gå med tørklæde der skal kæmpe den!!

Hvad bilder DF og andre sig ind, at kæmpe andres sag, hvad skal det ligne at forbyde folk at gå med tørklæde, hvis det er et problem er det så ikke kvindernes sag at gøre oprør, Hvorfor tror nogle mennesker at de ved bedst. Jeg har i hvert fald aldrig hørt de muslimske kvinder, sige at de føler sig undertrygt fordi de går med tørklæde, snarere det modsatte.

Tror DF og andre virkelig at vi kan/skal forlange, at så snart folk af anden etnisk oprindelse (for nu at være politisk korrekt) træder ind over grænsen til DK - for hvad/hvilken grund det nu er - så glemmer de generationers traditioner/tankegang/væremåde/klædestil taler flydende dansk og kaster frikadeller i sig hurtige end du kan sige PIA!

Hvad er det der gør at DF og andre der hyler i samme kor, kun vil have dem der taler flydende dansk (uanset hvor i verden de kommer fra) til at bo i Danmark, “jo for eller forsvinder danskheden, den skal vi værne om”.

Hvilken danskhed!. Vi er efterkommere af en samling indavlede bønder, spanske - tyske - østrigske - svenske lejesoldater, polske kartoffelbønder, diverse ferie flirter fra rundt omkring i verden, ikke at forglemme adopterede børn fra eksotiske lande fjernt fra Danmark, som har kopuleret i flæng i generationer . Så hvad er Danskhed!! Er det at gå i meget små sko!!

Er du kriminel, så er det ud.

Går du med tørklæde, så er det ud.

Vil du ikke lære dansk, så er det ud

Ryger du, så er det ud

Vil du ikke arbejde, så er det ud

Er du fed, så er det ud

Vil du ikke integreres, så er det ud

Spiser du ikke frikadeller, så er det ud…………………………..

Så lige et par ord om krigen i Afghanistan, og lad mig lige sige til at begynde med.

Jeg har den dybeste medfølelse med de pårørende, til dem der er faldet, eller blevet invalideret på krop og sjæl.

Jeg tager ikke stilling til om vi skal være der sammen med de andre lande eller ikke.

Jeg forholder mig til, at der er regler for hvad man må gøre og især ikke gøre, når man er i krig. (Altså kun for den ene part)

Lad mig illustrerer det på en anden måde.

To fodboldhold, en dommer og to linjevogtere, en normal fodboldbane med to normale mål.

Der er trukket lod om hvem der skal spille efter reglerne (FIFA’s), ja, det er ikke svært, det ene hold taber den lodtrækning og kampen!. For det andet hold havde ingen regler at forholde sig til.

Nu er det vist på tide vi kaster noget af vores næstekærlighed over på en vi holder af/elsker, er vi helt oppe at køre så på en vi ikke kender (endnu)

“En fremmed, er en ven du endnu ikke har mødt”

Kærlig hilsen og fortsat god ferie/sommer til alle i DK.

Robert

Små glimt fra virkeligheden!.

Denne uges klumme, er sammensat af forskellige små stykker af den virkelighed som omgiver mig fysisk, eller via aviser, radio og ikke mindst Facebook (mit hadeemne “numero Uno“. Det bliver et kalejdoskop som ikke hænger sammen - eller gør det.

Jeg hører nu dansk radio, så jeg følger med både på P4 København, P3 og P1.

Det vil sige Tour de France, debat programmer, Radioaviser, Eldorado, Mads og monopolet og Cafe Hack.

Lad mig starte med noget jeg hørte, da jeg kom ind i en genudsendelse af Cafe Hack, hvor det var en meget livlig dame der var gæst, det var noget om et plejehjem i Århus, hvor hun var forstander og hun sagde blandt andet, og nu citerer jeg fra hukommelsen. “Hos os, der må de ældre æde, drikke, ryge og elske alt det de vil, det eneste minus ved det er ! at de ikke kradser af”. “ Der har aldrig været så mange værelser med toilet, på landets pleje og alderdomshjem, og der er aldrig brugt så mange bleer som nu. Vi har personale og tid til at hjælpe de ældre på toilettet i tide”. “Fordi vi giver de ældre en Bailey til aftenkaffen, så sparer vi en del sovemedicin“……

Et andet program, jeg tror det var i radioavisen. En formand for ældreforeningen i Frederikssund var meget sur over at de gamle skulle betale 3.000 kr. om måneden for at få noget at spise, ville de ikke det, så kunne de ikke få noget at spise. Kommunen siger det er for at de ældre skal få de vitaminer og mineraler de har brug for! (jeg har set den mad der bliver lavet i store fælleskøkkener - det er godt nok en del år siden - men lur mig hvis de har fundet vitaminerne og mineralerne!. Jeg tror (desværre) det er en besparelse, der bliver forklædt som et fremskridt)…..

“Vores børn de har alt det de behøver“, bevares de er iklædt det sidste nye i “modetøj” og mobiltelefon, værelset er, alt efter årgang, fyldt med alt det nye isenkram i form af P.C‘er., spillekonsoller, fladskærme med tilhørende “Harddisk” optagere, de små/store poder bruger tid på at spille/chatte/lære lidt om verden omkring dem (det sidste er jo en god ting). De lever tilsyneladende i en “ideel” verden, men hvorfor er der flere selvmord/psykiske lidelser blandt unge, nu end der nogensinde har været, måske mangler der lidt forældre omsorg og ikke så meget materielt “undenomsnask“…..

Forleden søndag da jeg ventede på en Matatu, var der nogle børn som trillede et gammelt rustent, ekset cykelhjul op og ned af vejen, de var vel 8-10 år, de morede sig helt vildt og så ud til at være “lykkelige” i deres virkelighed. Ja hvem ved…..

Christiano Ronaldo er blevet præsenteret for 80.000 mennesker (jeg går ud fra at det var hardcore fans, hvem gider ellers stå i kø foran “El Estadio Santiago Bernabeu” i flere timer, blot for at se en ny spiller) på Real Madrids stadion, jeg ved ikke hvor mange år han har skrevet under på, at han skal spille i den spanske storklub, men jeg læste i avisen at han får 24.000.000 (fire-tyve-millioner Ksh.) om ugen i løn. (godt 1,6 mil. kr.) ja, sikken en virkelighed for - Christiano og verdens fattige…..

Ud fra hvad jeg ser på FB, så er der en trend, som slå mere og mere igennem. Den starter mandag morgen, med ”ak og ve hvornår er det weekend”, snart er der andre der hyler med på den samme melodi, koblet øges for hver hverdag der går, og fredag bliver der (bogstaveligt) talt ned til det magiske tidspunkt hvor det e n d e l i g er weekend, det er da i orden at glæde sig til noget, det gjorde/gør jeg da selv. Det jeg er imod, er at de samme mennesker fra det øjeblik weekenden starter begynder at tælle timer/minutter/sekunder til de skal på arbejde igen (det er min fornemmelse at det samme gentager sig når det er ferie, der står på programmet. Et par dage til at ”falde” ned i tempo, en dag eller to i ro med sig selv/familien, så står resten af ferien på at tælle hvor mange dage der er tilbage). Det kalder jeg sgu et liv med overskud til at gøre noget for sig selv, sine børn og andre…..

Der er også en (hel) del som er begyndt at teste sig selv i alt muligt ”nonsens” og lægger det ud til os/mig at se på, jeg undre mig over (det er der sikkert også mange ”andre” der gør) hvor mange arbejdstimer der går ”til spilde” på årsbasis.

Jeg har hørt at arbejdsgivere går på en eventuel ny medarbejders Facebook og ser på deres profil. ”Hold da kæft for en klaphat”, det må da være det mest sagte i HR kontorerne rundt omkring når der skal ansættes nye folk. Jeg kalder det for at gi sig selv det røde kort og flere års karantæne, hvis man er en af dem der f.eks. Godt vil vide hvad ens ”Indianernavn er” eller ”Hvilken prut er jeg” for slet ikke om ”Hvornår skal jeg dø”.

Den faste læser (ja der er nogle der trofast læser mine udgydelser hver gang) vil nok genkende mine synspunkter, så for ikke at blive beskyldt for alt for meget genbrug, så stopper min hetz mod FB for denne gang.....

Mit sidste indlæg i denne klumme er nok lidt svær at sluge, men prøv alligevel at mærke efter, om det rammer dig!!

Efter at jeg nu i over seks måneder har haft tid til at tænke og mærke efter om det, jeg har gjort er i overensstemmelse med hvad jeg forestillede mig, inden jeg endelig tog ”springet” ud i det ukendte, ja, så er jeg kommet til den erkendelse, at jeg var en lille del af ”rotteræset”. Nu er jeg rigtig glad for, at jeg kigger på fra sidelinjen.

Jeg tror at der er en masse mennesker - også iblandt dem jeg kender - som på overfladen lever et super liv. Simplificeret til de tre V’er (Villa, Volvo og vovse), men som hvis de mærker efter, finder ud af at det ikke er materielle goder (jo med måde) som gør at man lever, det gør at man overlever.

Det er ikke i høj kurs i disse år, at ha’ overskud til andre end sig selv (måske lige sine nærmeste). Tiden flyver af sted og de fleste flyver med, uden indflydelse på hvor turen går hen. Hvem kender ikke en køleskabsdør der er plastret til med aftaler for familien, det er ikke mange timer der tilbringes sammen - nej, men det er kvalitets tid! hører jeg råbt i baggrunden - min bare røv! på hvis præmisser er det kvalitets tid. Børnenes…..

Der skal tjenes mange penge, hvis man vil være med på ”beatet” - se afsnittene ovenfor - det kan ske på mange måder, men der er ikke så mange Christiano’er i verden, så meget arbejde = mange timer (med stor eller lille løn) det er den måde de fleste tjener nok til stadig at være med i ”rotteræset”…..

Som omtalt ovenfor så har jeg nu haft tid til at se lidt ind på ”kampen” fra sidelinjen, jeg kan kun sige til dem af Jer som føler at jeg ikke rammer fuldstændigt ved siden af ”Stop op, før det er for sent, find et sted hvor du kan være alene med dig selv, og føl efter hvordan du syntes dit liv former sig, i forhold til hvordan du for år tilbage troede det skulle blive. Vær tro mod dig selv…..

”Det er ikke det man gør, man fortryder, det er det, man ikke gør”

Til dem som ikke føler sig ramt (i en eller anden grad) af mine ”opstød” har jeg kun et at sige: TILLYKKE DU/I GØR ET GODT STYKKE ARBEJDE; FORTSÆT MED DET OG HELD OG LYKKE FREMOVER.

Til slut lidt statistik. Vi mennesker er forskellige (og Gud’ske lov for det), jeg vil ikke blande mig i noget som ikke er ulovligt i lovens bogstav, folk kan i min verden være meget forskellige, det er vel det som gør det hele dynamisk…..

10 % er alternativt seksuelt orienteret, noget er omkostningsneutralt, andet er ulovligt.

10 % er ludomaner.

10 % er i voldelige forhold.

10 % er lyst- eller patologiske løgnere.

10 % er alkoholikere ædru/eller ej.

10 % er fartbøller/spritbilister

50 % er ”normale” og det er da den del jeg hører til - ha ha…..

Der er vel ingen (eller næsten ingen), der står frem og indrømmer at de læser Se&Hør - de sælger 800.000 blade om ugen - så mange frisørsalooner er der vel ikke i DK.

Eller fortæller ved frokostbordet, at de læser EB for massageannoncerne, og der er vel ikke færre kvinder der indrykker dem nu.

Praler med at de kørte hjem fra en fest, med en promille der kunne slå en mindre hund ihjel.

For slet ikke tale om at de tæver konen/manden og børnene.

Det kan godt være at min statistik ikke holder for det bliver sammenlagt 110 %.

Måske er jeg ude og svømme (i overført betydning). Jeg startede med at skrive at det blev en kalejdoskopisk gennemgang af min virkelighed, nogle steder har jeg et glimt i øjet, andre steder er jeg sgu alvorlig, men intet sted er jeg ligeglad…..

Det er jo blevet en tradition at jeg slutter med ”husk - glem ikke at give en du elsker, et bevis på det , så kram, kys og sig de magiske ord ”Jeg elsker dig”.

Kærlig hilsen.

Robert.