Mit hjerte bløder...

Mit hjerte bløder for de stakkels mennesker, som er strandet i det store udland på grund af aske skyen fra Island og ikke mindre for alle dem som måske ikke kommer på ferie. Hvilken katastrofe for de involverede, jeg har svært ved at sætte ord på, men jeg vil prøve at beskrive med mine fattige ord hvad jeg føler i de efterfølgende sætninger.

Jeg har fulgt med på sidelinjen via dansk radio og jeg er stolt af at være dansker, godt nok udenlandsk dansker, men alligevel.

Historier som den om - den verdenskendte danske sanger Mads Langer der blev hentet i Rom af en dansk taxa, hvis han ville gi’ en koncert til sommer, til firmaets sommerfest.

Eller den om - hvordan flere rejseselskaber flyver gæster fra Thailand til Barcelona, for så at kører dem videre til Danmark i bus, hvilken opofrelse.

Historier som varmer mit hjerte, der er sikkert mange flere historier som vil ramme mig i hjertekulen, men jeg er sikker på at du som følger med direkte på TV/Radio og i den skrevne presse allerede er på bølgelængde med situationen. Så jeg vil tørre mine øjne og stoppe, jeg kan næsten ikke rumme mere…..

Her netop hørt at Kastrup lufthavn åbner klokken 02.00 i nat - Hurra hurra og så det lange HURRA.

Det er sgu da rigtig godt nyt for alle som har bestilt og betalt en rejse ud i den store verden. Jeg håber ikke at De får deres ferie ødelagt af mere aske eller bekymring over måske ikke at kunne komme hjem fra deres destination, hvis der kommer endnu et “surt opstød” fra Island.

De kærligste hilsner “Were ever You are” fra Kenyaneren.

p.s.

Jeg hørte i dag i radioen, om hvordan over 5000 mennesker, heraf flere syge, har taget kontakt til SOS for at få stillet transport til rådighed, så de kan få fragtet deres blegfede røve tilbage til Danmark. Folk går amok i Alanya fordi de ikke føler de får god nok information.

Jeg hører/læser ikke så meget om de hundredetusinder af mennesker som mister deres livsgrundlag, blandt andet her i Afrika, fordi de ikke kan komme af med deres varer - blomster, frugt og grønt - som eksporteres til Europa.

Kun om forkælede, blegfede danskere som traditionen tro brokker sig over alt og som tror at det “sure opstød” fra Island (og mig) kun er sket for at forhindre dem i at nyde deres ferie. “Come on, get a live”.

Selvom pennen gløder, så skal det ikke forhindre mig i at ønske Jer alle en rigtig god sommer. Prøv at være taknemlig over det liv du har valgt at leve, og vær taknemlig over at du har råd til at rejse på ferie - nogle endda flere gange om året.

Min gartner har besøgt sin kone sammenlagt 5 uger de sidste 3 år. Hun bor ved Victoria søen sammen med deres søn. Han sender penge hjem til dem, så drengen kan gå i skole og de kan spise sig mætte. Penge til den lange rejse, det bliver det ikke til hvert år……..

Mit hjerte bløder og der er tårer i mine øjne.

Husk ikke at glemme at gi’ dem der skal på ferie et ekstra kram, hvem ved om de kommer hjem igen fra “de kanariske øer, Kreta, Tyrkiet eller Thailand”

“Sure opstød” har det med at komme uventet - Haiti, Kina, Island - ja selv Danmark har haft et jordskælv.

Kærlig hilsen fra “Den sure mand “

Robert.

"Tålmodighed og godt humør, er en dyd.

Det er lørdag morgen, jeg skal hente Fred i Ukunda klokken 7. Vi er på vej ud til Mombasa lufthavn og hente Jørgen og Victor. Jeg glæder mig til at vise dem Tzavo East and West og alle de vilde dyr.

Flyet ankommer til tiden og Jørgen og Victor kommer glade ud med al deres bagage, så vi kører mod Voi Wildlive Lodge, hvor vi skal bo de næste to dage.

Efter en tur i poolen og lidt frokost tager vi på vores første “gamedrive”. Fred har hørt, at der er set en løve et godt stykke vej væk fra lodgen, så vi kører direkte mod stedet. Der bliver selvfølgelig fotograferet dyr undervejs, men vi finder da løven, en hunløve der ligger og spiser af en halv bøffel, hun er ikke så glad for at vi forstyrrer madroen, hun er vældig opsat på ikke at opgive byttet til os, så hun gør det klart at vi ikke får lov til at komme for tæt på. Hun knurrer først lidt, ligger ørene tilbage, spiser, men da vi prøver at komme tættere på for at få de bedste billeder, så kommer der en dyb rumlen, et brøl og hun gør udfald mod os. Godt vi sidder indenfor i bilen. Vi trækker os igen tilbage og giver hende lidt fred. Vi fik vores billeder, så vi kørte hjem igen. På vejen hjem så vi så flere dyr - zebraer, bøfler, strudse, impalaer, elefanter og forskellige fugle - som også blev fotograferet.

Efter aftensmaden gik Victor i seng, det havde også været nogle anstrengende timer, Jørgen og jeg fik en kop kaffe og en “Brandy” ,mens vi sad og så ud over det oplyste vandhul. Jørgen fik så øje på en flodhest som kom ned til vandhullet for at få sig en dukkert. Vi gik også i seng, vi skulle være klar næste morgen klokken 6.

Første morgen “gamedrive” er ikke den store oplevelse, vi kører lang tid inden vi ser nogle dyr, de er alle langt væk fra vejen, så der var langt mellem snapsene, men vi ser da dyr tæt på. Efter morgenmaden skulle vi så ha’ kørt en lang tur til Lugard’s Falls, men Fred opdager at “Rusty” lækker diesel, så han kører til mekanikeren i Voi, og vi slapper så af ved poolen, Victor øver sig på at snorkle og Jørgen og jeg læser bøger (Jørgen har mange og tykke bøger med til mig, så mit “bibliotek” vokser - tak for det).

Fred har fået lavet bilen klar til eftermiddagens “gamedrive” det skulle vise sig at rumme al den spænding som vi ikke fik om morgenen. Igen havde Fred hørt at der var løver i området, denne gang i en anden del af parken, så vi kørte den vej. Der kom en lille regnbyge da vi startede, så lugerne i taget var nede, det viste sig så at være en god ide, for da vi kom til “pipeline”, en vej hvor der er nedgravet en vandledning, så åbnede himlen sig og hældte vand udover landskabet.

Der kom en del biler mod os, de fortalte at vi ikke kunne komme den vej på grund af vand og mudder - “Hvad mener de“, sagde jeg til Fred, vi har jo 4x4 så vi kan vel køre gennem lidt mudder. Vi fortsatte, men da vi kom frem til en strækning på ca. 500 meter, hvor jorden ikke er rød, men sort sagde Fred at det så ikke ud til at vi kunne komme igennem alene, selv om vi havde firehjulstræk. Så han vendte “kareten” og vi kørte tilbage.

Efter et par minutter kom der så en anden Toyota Land Cruiser imod os, Fred stoppede og fortale dem at det “sorte” stykke ikke så godt ud, men de ville nu prøve om ikke de kunne slippe for at køre en stor omvej, så vi aftalte at vi ville køre sammen med dem, så kunne vi hjælpe hinanden hvis vi kørte fast. De første par hundrede meter gik det som smurt, vi “sejlede” gennem mudderet efter devisen “drej på rattet og træd på speederen”, men det skulle jo gå galt. Da vi skulle køre gennem en lille fordybning så sad vi fast. Fred prøvede at komme fri ved egen og vores 4x4 hjuls hjælp. Gudskelov så var vores “eskorte” også stoppet, da de så at vi ikke kom igennem mudderet. De to “stolte” Masaier som kørte i den anden bil stod så ud, fortalte Fred at han ikke kunne komme fri ved egen hjælp, da der ikke var træk på forhjulene. “Godt at finde ud af at firehjulstrækket ikke dur, her, kørt fast i “lort til halsen” “Rusty, nu må du faneme tage dig sammen” Nå - et tov bliv spændt mellem os, det var så ikke langt nok så jeg fandt et stykke reb mere, det knækkede , fløj tilbage og smadrede kølergrillen, men vi blev dog trukket fri. Stor var glæden hos os, Fred så også ud til at være tilfreds med at vi nu kunne køre videre. Glæden varede dog kun kort, vi kunne se at bilen foran os havde meget store problemer med at komme igennem et 30 meter langt mudderhul, den sad fast , kom fri, for så at sidde fast igen, vi holdt stille et par meter fra “hullet” klar til at hjælpe dem fra, men så fik de “fast” grund under “fødderne” og kom fri, men nu var det så vores tur. Fred bakkede lidt baglæns tilbage i bakgear, så han kunne få lidt fart på. “Hold fast” sagde jeg til Jørgen og Victor, det bliver en “blød” tur. Vi kom vel en 6 - 7 meter ud i pløret før vi sad fast, problemet var nu at der var for langt til at vores tov kunne nå hen til den anden bil. Så nu var “gode dyr rådne”, jeg fandt et stykke tov mere og en stålwire. De to Masaier fandt også et langt stykke tov i deres bil, så vi fik forbundet de to biler, ikke at det hjalp en skid. De trak og trak, hjulene spandt som en kælen missekat, men vi rørte os ikke ud af flækken. Vi stod så ud for at lette vores 4x4 for 250 kg (Jørgen er blevet en stor mand - ha ha) ikke at det hjalp, nu skulle der graves mudder væk, Vi stod på sidelinjen med 10 cm mudder under skoene. Jørgen fotograferede og jeg frygtede at jeg måtte efterlade “Rusty” på savanen, og at han ville blive spist om natten at væmmelige dyr. Nå enden på det hele blev at vi efter en del gravning kom fri efter ca. ½ time. Så de 500 meter “sort” jord/mudder det tog os en lille time at køre. Nu klar til at køre videre på den røde jord, betalte vi de to Massaier for deres store hjælp.

De biler som havde fortalt os at vi ikke kunne køre gennem “pløret” kom nu efter de havde kørt omvejen, så vi fulgtes med dem for at finde løverne. Vi fandt dog kun en enkelt hunløve, som så til gengæld gik lige ved siden af bilerne, så vi fik nogle gode nærbilleder. Klokken var nu ved at blive mange og her bliver det mørkt (altså mørkt som i r#ven på en brøndgraver) på en ½ time. Så vi begyndte turen hjem ad “omvejen”, vi kørte som de sidste fra løven så vi kom også frem til en flok elefanter som de sidste. De havde lige krydset vejen med undtagelsen af en ung hanelefant som stod lidt inde til venstre, solen gik hurtigt ned til højre så lyset var til et par gode billeder. Jørgen og Victor stod i det ene hul i taget jeg stod i det andet, da der pludselig kom et kæmpe lyn og samtidig et kæmpebrag, han (elefanten) troede måske det var mig der havde slået en “prut” i hvert fald så var han ikke tilfreds, så han løb et par skridt frem mod os. Fred holdt på den forkerte side af ham så han trådte speederen i bund og kørte frem (det er ikke muligt at bakke baglæns tilbage i bakgear fra en angribende elefant) han - elefanten - løb efter med viftende øre og “snablen” (den der sidder under bugen rulet ud - tegn på han ikke er helt tilfreds) han stoppede og det gjorde han (Fred) også. Så blev der trompeteret, viftet med ørene og med begge “snabler”, Victor syntes ikke det var morsomt mere, så han krøb ned fra hullet, Jørgen og jeg “skød” stadig med fotoapparaterne. Han kom endnu engang løbende frem mod os, Fred trådte igen på speederen og vi kørte videre og lod ham få fred (altså ikke vores Fred) og ro til at komme tilbage til flokken. Uden yderligere adrenalin pumpene oplevelser kørte vi tilbage til Lodgen, jeg må også indrømme det havde været en eftermiddag som jeg sent glemmer. Ja - der var nok at tale om under middagen.

Næste morgen skulle vi så kører videre til Ngulia Lodge i Tzavo West, så vi sov længe, fik morgenmad, fyldte diesel på i Voi. Turen til vores næste “hotel” er først en små 60 km på hovedvejen mellem Mombasa og Nairobi (som skiller de to parker fra hinanden, dyrene kan gå over vejen, men vi skal gennem en port ind i vest), lige før vi kom til porten så vi en hyæne som lå død i vejkanten.

Turen frem til Ngulia var varm og uden at vi så ret mange dyr. Denne del af Tzavo er med meget tæt vegetation, så dyrene kan nemt gemme sig når de hører/lugter der kommer turister. Vi kørte langs hegnet ind til næsehornsreservatet i håb om at se et næsehorn. Reservatet er på 70 km2, hvor 77 næsehorn gemmer sig i det tætte buskads, og vi så da heller ikke et eneste. Lige inden vi kom frem til Ngulia så vi en flok bavianer, mens vi fotograferede dem kom der pludselig en hyæne frem i det tætte buskads, kiggede på os og gik så over vejen 10 meter bag bilen. Vi kom frem til frokost og aftalte at vi ville køre tilbage til reservatet klokken fire for at se om der var bedre chancer når vi kom indenfor.

Sådan skulle det så ikke lige gå. Fred opdagede at den reparation som han havde fået lavet dagen før ikke hjalp. Så en mekaniker på Lodgen prøvede så om han kunne “fikse” den, det kunne han så ikke. Vi var så “grounded” ved svømmepølen denne eftermiddag. Her var vi så heldige at se et næsehorn i en kraftig kikkert. Et nyt chok til aftensmaden, Fred mente ikke at vi kunne køre med en defekt “brændstofslange” så han ville gerne køre hen til et sted, hvor han kunne få den lavet. Der forsvandt så et morgen gamedrive, han håbede at han ville være hjemme så vi kunne køre til Mzima Springs efter frokost.

Vi så leoparden blive fodret lige udenfor restauranten, selvom det er et vildt dyr så er det lidt som at være i Zoo, men ok, det er det sværeste af “The Big Five” at se “rigtigt” så skulle jeg vælge om jeg ville se den blive fodret eller ej, så valgte jeg trods alt at se den “spise på restaurant“.

Vi sov længe næste morgen og slappede af ved poolen, spiste frokost og da Fred kom tilbage fra “mekanikeren” fortalte han at brændstofslangen var blevet udskiftet, og hullet i køleren var blevet tætnet (da rebet knækkede i går, var det ikke “kun” grillen som fik en over nakken, nu håber jeg sgu ikke der sker mere med “Rusty”, han er et dyrt bekendtskab).

Af sted mod Mzima Springs, kilden som levere det meste drikkevand til Mombasa og omegn. Pludselig så Jørgen en gepard stå lidt væk fra vejen, Fred stoppede og vi fik ti minutter sammen med en ung han som prøvede at skræmme nogle fugle frem fra nogle buske lige ved siden af vejen. Jagtlykkens gudinde var dog ikke med ham mens vi så på, og han sneg sig længere væk så vi ikke kunne se ham mere. Vi så flere dyr frem til “kilden”, men var tvunget til at køre da tiden skred frem. Flodhestene som normalt lever i de store “pools” der er dannet lige efter at vandet bruser frem af klipperne var døde pga. af tørken sidste år. De få der er tilbage kommer ikke helt frem så de kan fotograferes, men vi så da nogle krokodiller. På vej tilbage kørte vi forbi et vulkans landskab med størknet lava. Ellers skete der ikke noget. Leoparden eller dens kusine/fætter kom til middag igen.

Næste morgen kørte vi et tidligt gamedrive, her så vi en “vild” leopard i et udgået træ, desværre sprang den ned og forsvandt, så kom vi kom aldrig tæt nok på til at fotografere, men vi kunne høre den knurre i det tætte buskads.

Efter morgenmaden kørte vi mod Mombasa og Diani Beach. På vejen stoppede vi ved en Masai landsby hvor vi så stammedans og prøvede at tænde bål med to pinde, tørt græs og tør elefantlort. Vi kunne ikke få det til at gløde, men de to indfødte fik ild på få minutter. Jørgen og Victor købte “tænderen” det tørre græs og elefantlorten fik de med gratis, så kan Victor øve sig hjemme i haven når der skal tændes bål Sankt Hans aften.

Vi kom frem til Villa Monique, efter vi havde sat Fred af i Ukunda, hen på eftermiddagen. Vi spiste aftensmad på “Sun Downer” en afrikansk restaurant i gå afstand fra hvor jeg bor.

De næste dage gik med afslapning, billard, solbadning (indsmurt i solcreme med factor 1000) og regelmæssige besøg i pølen, for lige at blive kølet lidt af. Vi lavede mad selv, da vi alle havde fået nok af “Buffet” og hjemmelavet mad smager jo en gang bedst.

Efter nogle dage uden planer, så kørte vi til Mombasa, den var Påske mandag, lidt af en helligdag , men der var nu masser af mennesker på “Spice marked” så vi vandrede lidt rundt der efter vi havde set Fort Jesus. Jørgen fik købt et par sko og et par sandaler, Victor ville ikke ha’ sandaler, sjældent at se børn holde fast i sin mening, så efter nogle timer i varmen kørte vi hjem til frokost.

Tirsdag slappede vi af. Onsdag havde Jørgen og Victor bestilt en tur til Wasini Island, en snorkeltur til en nationalpark. Der var de heldige at svømme med delfiner, og se en unge die hos sin mor, jeg var blevet hjemme så jeg fik den smule arbejde fra hånden som havde “hobet” sig op. I disse netbank tider er det underligt at stille sig i kø for at betale regninger, men sådan er det stadig her.

Tålmodighed og godt humør, er en dyd..

Torsdag eftermiddag kørte vi så mod Shimba Hills, som er den park som ligger tæt på kysten, kun en lille times kørsel fra Diani Beach.

Vi indlogerede os på Shimba Hill Treelodge, et hotel bygget af træ oppe i trækronerne. Et hyggeligt sted med toilet på gangen, det lyder gammeldags og det er det også, men for en nat er det ok og toilet og badet er pænt og nydeligt.

Vi kørte så et gamedrive i en natur som er meget anderledes end hvad Jørgen og Victor havde set i Tzavo. Denne park er “Coast Rainforest”, det vil sige meget kuperet og med store gamle træer. Regnskoven er dog også nogle steder blevet til savanne som giver større mulighed for at se dyrene. Vi så dog ikke dem vi kom for at se, nemlig Sabel antiloperne, denne park er det eneste sted de kan ses i Kenya.

Så vi kørte tilbage til hotellet, fik os en “before dinner drink”, Victor fik et par bananer, hvilket fik lokket en “Bush Baby” frem - det er normalt et nat dyr (en lille halvabe), men hvem kan sige nej til en moden kenyansk banan. Jeg tror Jørgen fik nogle gode billeder.

Efter en dejlig aftensmad, gik vi i seng.

Uret ringede igen tidligt, det er surt at skulle tidligt op når man er på ferie, men hvis man vil se de vilde dyr så må man snuppe sig en morfar senere. Klokken lidt i seks fik vi en kop kaffe, inden vi kørte på gamedrive. Denne morgen kørte vi mest i den “åbne” del af parken og der gik ikke længe inden vi så en flok Sabel antiloper

Som gik sammen med en flok “Harte beast” og et par giraffer. De blev fotograferet fra flere sider inden vi kørte tilbage for at spise morgenmad.

Efter morgenmad pakkede vi vores ting sammen og skulle nu tilbage til parken. Vi havde aftalt at vi skulle hente en “ranger” som skulle ledsage Jørgen og Victor på en tur ned til Shedrick Falls, en tur på 200 højde meter ned gennem regnskoven til et 25 meter højt vandfald, og ikke mindst samme vej tilbage. Jeg har været på denne (tor)tur før og valgte at blive i skyggen sammen med “Rusty”, ja jeg er ikke 18 mere og mine lunger er nok lidt sorte, så et par timer i selskab med mig selv og en udsigt ud over det indiske ocean, ja det valgte jeg altså. Jørgen og Victor syntes ikke at det var besværligt at gå ned og op igen, men lidt sved var der dog at spore på panden og de trak da vejret, kunne jeg høre. Der kom en heftig regnbyge som sikkert hjalp dem med at “skjule” de svedte.

Nå det var nu tid til at forlade de vilde dyr, så vi kørte “rangeren” hjem til porten, hvor personalet bor. Turen “ned” til havet (400 højde meter) er smuk og den gik smertefrit. Jeg tror at der gik lidt “morfar” i den på bagsædet, Jørgen og Victor var i hvert fald stille på turen.

Fredag aften var den sidste vi havde sammen og Jørgen havde bestil bord på “The Cave”, den bedste restaurant på kysten, og som jeg har beskrevet før, så her vil jeg blot skrive, en 400.000 år gammel koral hule, som blev “opdaget” og lavet om til restaurant for små 10 år siden. Ren James Bond kulisse.

Lørdag fik Jørgen og Victor den sidste massage af Mary, der blev pakket kufferter og ved tre tiden gik turen så mod lufthavnen. Efter en times ventetid ved færgen kom vi så over på øen som Mombasa ligger på, vi var fremme ved lufthavnen lidt i seks. Jørgen checkede Victor og sig selv ind og fik /tog sig lov til at komme ud så vi kunne drikke den sidste “Tusker” sammen. De skulle flyve 19.45, så da klokken var 18.45 sagde vi farvel og krammede. 14 dejlige dage var slut og jeg kørte tilbage mod Diani Beach. Selv om jeg fik en times forspring så var ikke hjemme før 22.10, så de seks hundrede kilometer til Nairobi er hurtige i fly end de små 45 kilometer hjem til mig (jeg sad i kø ved færgen i små tre timer).

Tålmodighed og godt humør, er en dyd.

Ja det var jeg husker fra de sidste 14 dage, i dejligt selskab med Jørgen og Victor.

At være på “Safari” er hårdt arbejde, det er tidligt op, måske ser man alt, måske ser man intet, måske holder planerne ikke, måske går bilen itu, måske regner det, måske brænder solen så den “bleghvide” danske hud bliver “rød” som det danske flag, måske et det som at være med i et program fra “National Geografic” eller “Animal Planet”, måske - måske.

Tålmodighed og godt humør, er en dyd.

Jeg har skrevet denne klummer over et par dage, men jeg håber der er sammenhæng i min beretning, og at den ikke skræmmer Jer væk, men at den pirrer Jeres nysgerrighed så I gerne vil komme på besøg og se Afrika inden “den” forsvinder……………

Min moster Lilian blev bisat her til formiddag, hun døde efter kort tids sygdom.

Ære være hendes minde.

Lad mig slutte af, for denne gang med at gentage mig selv.

Husk ikke at glemme at give dem du elsker en krammer, et ord, et klem med på vejen.

“Ingen ved hvad dagen bringer før solen er gået ned“.

“Du behøver ikke at komme til tiden, blot du ikke kommer for sent”.

“Tålmodighed og godt humør, er en dyd”.

De kærligste hilsner til Jer alle.

Robert.

p.s. Det med at gøre min klumme mere "interessant", med et par velvalgte billeder - ja, det er heller ikke sket denne gang. Til gengæld så vil de være tilgængelige på :

http://picasaweb.google.com/robert.roro

"Længe leve de enfoldige"

Da jeg så “Rysty” for første gang, smeltede mit hjerte og jeg fløj hovedkulds

ud i forhandlinger om køb. Eftertænksomhed er ikke min stærke side i hvert fald ikke når det drejer sig om pengesager. Så penge blev overført fra Danmark til min konto her i Kenya og “han” blev købt som beset. Da jeg ikke ved særlig meget (læs = intet) om biler, så var det måske ikke en særlig rationel handling, men i bagklogskabens klare lys står alting jo lysende klart.

“Længe leve de enfoldige“, nå hen ad vejen har jeg da lært en del om hvad der kan gå galt når man køber “gammelt” i stedet for nyt - Jeg har jo købt gamle biler før så hvorfor har jeg ikke lært lektien, ja godt spørgsmål - den lader vi lige stå et øjeblik.

Nu har “Rusty” imidlertid fået en “ansigtsløftning, både mekanikken og karrosseriet, så nu har jeg en “ny” bil som kan køre mine gæster standsmæssigt på safari. Det er mit håb at udgifterne nu bliver lavet om til indtægter, fordi jeg vil prøve at leje den ud med Fred som chauffør, ja “Længe leve de enfoldige”.

“SKAT “. Dette er ikke en kærlighedserklæring vel snarere det modsatte, selv om jeg havde en grum mistanke om at jeg nok ville få et spark i skridtet når jeg hørte nyt fra “SKAT” så var 80.000 kr. måske nok lidt (meget) mere end jeg havde forventet. Et lille spark kunne jeg nok klaret, men en regulær røvfuld, det havde jeg ikke forventet. Jeg har nu en mand på sagen i DK. Og jeg håber at der er sket en fejl. Ja “Længe leve de enfoldige”.

Jeg fandt min gamle kærlighed på Facebook sidste år. Vi begyndte at skrive sammen, efter 20 år, så der var jo en del at skrive om. Det gik godt i begyndelsen, vi fik redt nogle misforståelser ud og begyndte snart at Skype, dejligt at kunne tale sammen i stedet for at skrive og vente på svar. Inden længe fik vi også video på, så nu kunne vi både se og tale sammen online.

Desværre så var afstanden på trods af Skype for stor og jeg havde nok andre forventninger til livet end Linda havde. Så desværre er det løbet ud i sandet. Jeg har jo i kraft af at jeg ikke “arbejder” mere tid til at være på nettet end “normale” mennesker der arbejder og har et liv i DK. Og verden drejer jo ikke rundt omkring mig (selv om det ville være dejligt) Så jeg har forspildt min chance endnu engang, fordi jeg er for frembrusende. Nå -. jeg er som jeg er og “Længe leve de enfoldige”.

Livet her på min “Afrikanske Farm” den former sig mere og mere som jeg havde forventet. Jeg laver ikke for meget, nej det skal guderne vide, jeg laver så lidt at jeg nogle gange er helt bange for, om jeg drømmer eller jeg blot er kommet til “Paradis”.

Nej det ovenstående er naturligvis ikke korrekt. Jeg havde nok et lidt rosenrødt forhold til mit nye liv her i Kenya. Nu er der gået over et år og realiteterne er kommet mig for øre. Livet er ikke en dans på roser, de indfødte er utroligt søde og venlige, lige til man kradser i overfladen, så kommer det frem at de betragter alle Musungu = hvide, som penge maskiner. Okay det var så en fase jeg skulle igennem, nu kan jeg godt se at jeg var naiv og utrolig godtroende da jeg ankom sidste år. Det har været en rejse fra “Hopla - På med pilen Palle - til en mere nutidig skepsis, hvor jeg lige kigger folk an inden jeg kaster mig ud i nye relationer.

Min arbejdsgiver i UK. er ikke helt så punktlig med indbetalingerne som jeg kunne ønske, så det kan være lidt ubehageligt at skulle fortælle de ansatte at deres løn er lidt forsinket. Jeg fortæller ham på Skype at han må sørge for at pengene er her til tiden, det lover han så… Ja “Længe leve de enfoldige”.

Nå - nu er det sådan, at livet her ikke er rosenrødt, men det er heller ikke det modsatte, ja (hvad er egentlig den modsatte farve, er det “brækbrun” eller “lortebrun”, et lille sidespring tilbage til virkeligheden) jeg tro sgu at livet her er fuldstændigt det samme som alle andre steder på jorden. Når det er kogt ned til basis. Så bortset fra rod i økonomien, kærlighedslivet og manglen på herboende “rigtige venner” så går det sgu meget godt.

Jeg er stadig overbevist om at jeg bliver gammel her på “Min Afrikanske Farm”, måske bliver jeg gammel før tid, men “Længe leve de enfoldige”

Lige nu glæder jeg mig til at Jørgen og hans 10 årlige søn Victor kommer på besøg. Jeg skal hente dem i lufthavnen i Mombasa på lørdag. Så kører vi på safari i Tzavo øst og vest inden vi tager tilbage hertil Diani Beach for at slappe af. Hvad der så skal ske det må fremtiden vise, men jeg er sikker på at det bliver en stor oplevelse for Victor at opleve det “vilde” Afrika. Jørgen er jo en berejst herre så han bliver nok sværere at imponere, men jeg vil gøre mit bedste.

Som det ser ud nu så kommer mine gode venner Keld og Pernille herned i juli, Måske så kommer Hanne og Jan (gode venner helt tilbage fra min skoletid) engang i starten af august, Laust er en mulighed i slutningen af august. Michael min “gamle” kælderrotte kollega fra Amaliegade kommer sammen med sin kone og et vennepar til november. Sidst, men absolut ikke mindst så vil mine forældre gerne herned igen. Besøg som jeg ser frem til med glæde.

Ja det var så hvad jeg havde valgt at skrive om denne gang, jeg har ikke været så klar i spyttet her i 2010, det er ikke fordi jeg ikke gider skrive hver uge, men her er ikke så meget som falder mig for brystet. Eller også er jeg lullet lidt i “søvn” her i mit lyksalige paradis.

Jeg vil slutte med ønsket om at I alle, i gode gamle Danmark, vil få et godt forår og en kanon god sommer efter al den sne, kulde som har hærget denne vinter. Ligeledes vil jeg gerne - ja meget gerne - takke for den gode kommunikation som sætter mit humør i vejret.

Sidst, men ikke mindst vil jeg bede Jer om ikke at glemme at huske!! At kramme/kysse den I elsker. Hvis I gør med en fremmed så bliver verden måske et bedre sted at leve. Ja “Længe leve de enfoldige”.

De kærligste hilsner.

Robert.

Makværk, læs det kun hvis du keder dig!

Det er nu snart mange uger siden jeg har skrevet på denne blog. Ikke at der ikke har været noget at skrive om, nærmest for meget, så jeg har brugt tiden på at reflektere over hvordan og hvorfor mennesker er så forskellige.

Jeg vil prøve at skrive tingene i rækkefølge, som de er sket, måske bliver det lidt usammenhængene, men jeg er sikker på at du - den opmærksomme læser - nok skal klare at springe lidt rundt i mit liv.

Jeg vil begynde med Gerlinde og Heindrich Toex, et ældre pensioneret ægtepar fra Østrig, som har lejet Villa Mwangi for 3 måneder. De skulle ankomme Lørdag den 14 November, men jeg blev ringet op klokken meget tidligt om morgenen - jeg var så træt at jeg ikke så på uret - En kvinde fortalte mig på engelsk med stærk accent, at de var kommet for sent til flyet i Frankfurt, så de ville først ankomme Mandag den 16tende. Hun gjorde et stort nummer ud af, at det ikke var deres skyld, ja ok “shit happens“, jeg faldt i hurtigt i søvn igen.

Mandag morgen så er Geoffrey og ego klar i lufthavnen, vi venter og venter, der kommer ikke nogen ud som ligner et ældre pensioneret ægtepar fra Østrig, vi har nu ventet over en halv time efter at de første passagerer fra Frankfurt var kommet gennem de forskellige instanser og ankomstområdet var tomt, da der kom en ældre mand i sandaler, sokker og “korte rør”. Han kiggede søgende rundt, kom hen til mig og spurgte om jeg var Robert. Det bekræftede jeg selvfølgelig. Han tog mig under armen og trak mig med, mens han fortalte at deres golfbag’s ikke var med flyveren, han skulle bruge mit telefonnummer og adresse. Han hev mig med helt ind i ankomsthallen, inden der kom en ansat og sagde at jeg ikke kunne komme ind. Så han fik mit mobilnummer og jeg gik tilbage til Geoffrey og ventede så yderligere 20 minutter inden de, svedende og bandende kom ud med deres kufferter. Hun underholdt så med at fortælle hvilken dårlig behandling de havde fået siden de forlod Linz - i Østrig - Deres golfudstyr var ikke kommet med, de havde betalt overvægt fordi deres håndbagage var for tung. Det (lufthavns) hotel de var blevet indlogeret på, mens de ventede på næste afgang fra Frankfurt til Mombasa. Ja de havde næsten ikke lukket et øje pga. den megen støj. Ja - hun brokkede sig hele køreturen til Diani Beach, manden fik ikke et ben til jorden, så han holdt sin mund.

Efter at de var blevet indkvarteret i deres bolig for de næste 3 måneder faldt der lidt ro over dem. Jeg tror de sov. Der gik dog ikke mange timer inden hun begyndte at brokke sig igen. Denne gang var det fuglene der larmede når hun skulle sove, Ja der var hele tiden noget i vejen.

Jeg kan mærke at jeg bliver i dårligt humør af at skrive om dem, så jeg vil slutte med at fortælle at jeg er utroligt glad for at de er flyttet.

Aldrig i mit liv har jeg mødt så ubehagelige mennesker som dem, og jeg håber ikke det sker igen.

Efter 1 måned med besøg af min mor, far og faster, en dejlig tid jeg tænker tilbage på med glæde, ja så skulle hverdagen igen skylle ind over mig. De før omtalte holdt mig dog til ilden, så julen blev en underlig oplevelse. Uden familien omkring mig, nå - jeg åd som jeg plejer til jul, blot var flæskesteg, rødkål, brun sovs, marcipan og blød nougat udskiftet med æbleflæsk, brunekager (sendt af Keld og Pernille sammen med andet slik og læsestof - tusind tak for det). Nytårs aften lavede jeg ribbensteg med hele svineriet, men det smagte ikke som det plejer, ingen kulør til sovsen, så den var bleg. Synet er jo en del af smagen, så det må vente til John kommer, han har kulør med.

Den 7 Januar hentede jeg så John i Mombasa, flyet ankom til tiden, 01.55, det gjorde bagagen ikke, så John måtte lige udfylde nogle papirer inden han kom ud uden sin kuffert og min guitar, som han også havde haft med ned til mig. Vi fik en kold øl på parkeringspladsen inden vi kørte mod Diani. Vi satte Geoffrey af i Ukunda, så han kunne få et par timers søvn, inden han skulle møde på job.

Vi sov længe inden vi kastede os over havregrøden. Dejligt at ha’ besøg igen.

Vi kørte en tur til Mombasa så John kunne købe tøj og andet han manglede. Vi vidste jo ikke om/hvornår bagagen ville dukke op.

Den 10 januar fik vi så ved egen hjælp at vide at bagagen var ankommet til lufthavnen, så vi tog en tur igen, igen til Mombasa. Nu skulle der slappes af og det blev der, John liggende ved pølen med en bog - han er en sol glad dreng, jeg er ikke så meget for den brune lød så jeg holder mig mest i skygge. Jeg er hvid som sne, nå den tror du ikke på. Nej solbrændt det er jeg da, men jeg befinder mig blot bedre i skyggen.

John kan lide at gå tur på stranden tidlig morgen, her er jeg bedst “under dynen”. Så vi mødtes til morgengrøden og talte om hvad der skulle ske resten af dagen. Shopping, afslapning eller tur til Shimba Hills, ja her var vi to gange.

Engang som en dag tur, den anden gang overnattede vi en hytte og var på gamedrive før det blev lyst. Vi havde en “Ranger” med og han ville vise os en leopard og elefanter, det blev dog kun til leopardspor og elefantlorte, men begge dele var nylavede. Vi var hjemme til morgen kaffen ved ni tiden, vi var dog glade for at vi var stået op klokken 04.30, for vi havde da fået set dyre øjne, der lyste i bilens fjernlys, i det fjerne. Et par gode ture selv om vi ikke så elefanter, vi så da andre dyr og fugle.

Det har jo været rigtig vinter i Danmark, så vi fulgte med på P4 Bornholm. Det var sjovt at høre om alt det der blev aflyst - stoletræning, bridge, bankospil osv.

Ja, Bornholm var lukket i lange perioder. John var på Skype med både Lene og Louise, en god opfindelse som også jeg benytter mig af, her fik John så efter en lille måned, den triste meddelelse at Lene var gledet og havde brækket 2 ribben.

Vi kørte så ind til Kenya Airways i Mombasa, her fik han så lavet sin billet om så han kunne komme hjem efter en uge i stedet 4 uger som var meningen fra start.

Så efter en dejlig måned så kørte Daniel og jeg så John til lufthavnen. Klokken var meget tidlig om natten, John skulle flyve klokken 06.00 til Nairobi og via Amsterdam til København, for så at flyve videre til Bornholm. Lidt af en tur når man nu ikke er så glad for at flyve, men jeg fik en mail om at hjemturen var gået godt, så solbrændt og lækker går han nu rundt i indkørelsen i korte bukser og T-shirt og skovler sne.

Det sidste der er sket er at jeg lige har haft fødselsdag (hvis det skulle ha’ forbigået nogen) 57 år er det foreløbigt blevet til.

Jeg fik en dejlig kage af Geoffrey som vi spiste af til en kop af den gode bønne, og gennem dagen kom der mange hilsner på både Facebook og G-mail. Jeg skulle nu være færdig med at svare på dem alle, skulle jeg mangle en enkelt eller to så undskylder jeg mange gange…

Jeg var på Skype med min familie og nogle af mine venner, det takker jeg for, rart at se Jeres ansigter og høre Jeres stemmer.

Som jeg startede med at skrive, så er dette indlæg skrevet over de sidste måneder. Jeg har ikke været i skrive humør og jeg er slet ikke sur eller i brokke “mode”, så det et noget klamt makværk denne gang. Jeg ved ikke om jeg er blevet mild med alderen eller jeg blot er i en fase hvor jeg syntes alt er rosenrødt.

Ja jeg slutter nu, med at huske Jer på at : Glem nu ikke at huske!! Hjælp en nabo med at skovle sne, og gi’ en du elsker en krammer.

Kærlig hilsen

Robert.

"Pensionister på tur" Kapitel 4

Pensionisterne blev kørt til lufthavnen den 1 December, jeg fik lov til at følge dem gennem sikkerhedszonen, så jeg kunne sørge for at de blev booket hele vejen til CPH. Afskeden var næsten uden tårer, men med en del vinken og en masse tak for denne gang og på gensyn.

De har nu været hjemme i snart tre uger, og det er min fornemmelse at det har været en rigtig god måned, og jeg tror måske, at hvis helbredet er til det så kommer de herned til næste år. Nu må vi se. Jeg har været meget glad for at visse dem rundt, steder som de ikke havde set, sidste gang de var her, og for min faster var alt jo nyt. I må indrømme at de tog alt i stiv arm, ikke noget der var for svært, eller som ikke havde deres interesse. Godt gået .

Det foregående er skrevet for nogle uger siden, men det var ikke nok til en “klumme”

Nu er der gået en rum tid, så det må være på sin plads at sætte endnu et indlæg på min blog. Problemet er blot at jeg ikke ved hvad jeg skal skrive om.

Klimaet, ja hvad skal man mene om det, jeg har fuldt med på DR, men jeg syntes det mest har handlet om demonstrationer, og ikke så meget om hvad der skete på selve klimatopmødet.

De fattige lande kommer for at få en pose penge - som så kan ryge i de forkerte lommer - de rige lande prøver at sno sig udenom, på de fattiges bekostning.

Hvorfor forskes der ikke i alternativ energi, jeg mener rigtig forskning så sol, vind, vand energianlægget bliver billigt at anskaffe. Solenergi er da en ide der ligger lige til højrebenet her, den skinner hver dag, men anlæggene er så dyre at det ikke er et alternativ, samtidig så er den service som man får næsten ikke eksisterende.

Kvindehåndbold der spiller jeg bolden videre til dem som vil kommentere det.

Nu skal mændene spille EM i starten af det nye år, så må vi se om jeg vil skrive et par linjer om dem, den tid den glæde!!

Så er der kommet langtids gæster, et Østrigsk pensioneret ægtepar, hun har været børnelæge og er det måske endnu. Hvad han har været står hen i det uvisse. De spiller golf hver anden dag, gudskelov så er her fred så længe.

Jeg har døbt dem “Hyacint og Richard” efter serien “Fint skal det være” som har været vist på dansk tv.

De har brokket sig siden de kom, der er ikke noget som er som det skal være, det være sig inventar, billard, pøl, ja selv fuglene synger for tidligt og hundene gør - tænk jer også om natten. Forleden dag ville hun gerne ha’ at Geoffrey gik ud for at stoppe nogle af naboerne i at brænde deres affald, men det er måden man kommer af med det på, her, det kunne da ikke være rigtigt at hun skulle lugte til det. Jeg blev inviteret til julefest hos dem, desværre inden jeg havde gennemskuet hende, jeg sagde ja tak. Det bliver nok de længste timer i mit liv, men jeg tager det med oprejst pande, eller også eksploderer jeg?!?!

Nu er julen jo hjerternes fest, så jeg kan vel høre på hende - for “Richard” bliver hele tiden bedt om at holde mund - de par timer jeg er tvungen til at være der, sammen med hele personalet. Jeg har hørt at vi bliver 11, så der er jo overvægt i personale, hvilket nok bliver min redning.

Nå, julestemning det er jo ikke det nemmeste at komme i, og det er ikke kun “Hyacint og Richard” der er skyld i det, men vejret spiller også en rolle, jeg må indrømme at det har hjulpet her på det sidste, hvor der har været sne billeder på netaviser og radioavisen har omtalt snekams, det minder jo om barndomsjulen julen, hvor det altid var hvid jul. Radioen spiller også en masse julemelodier, ja - det hjælper alt sammen.

Jeg glæder mig også til John kommer, den 6 januar henter jeg ham i Mombasa, når han omkring midnat ankommer med fly fra Amsterdam. Så bliver han i 6 uger, så vi skal nok få vendt verdenssituationen en gang eller to.

Jeg sidder og skriver i 30 graders varme, mens jeg lytter til julemusik i radioen, det er godt nok en spøjs oplevelse.

Jeg vil slutte med at fortælle, at jeg har en gæste skribent til at skrive de næste afsnit. Min far har skrevet et indlæg, hvor han roser sin søn, så det næsten er pinligt, men ros det kan vi vel alle lide at få - jeg kan godt.

Tanker fra en Safaritur

Jeg går lige bag ved Robert, vi er kommet til den lodge, vi kalder Elefantsøen og hvor vi var i 2007.

Denne gang skal vi overnatte her, vi går foran teltene, tøserne som jeg” kalder Musse og Aase,” går af nogle flisebelagte stier, men vi er seje, her er lidt skråt, det skråner ned mod et lille vandhul som der desværre ikke er vand i, så der kommer nok ikke elefanter som i 2007. En pludselig smerte i min højre storetå og ud af øjenkrogen ser jeg noget der forsvinder i græsset, hvad var det? Så vågner jeg det var kun en drøm men smerten i storetåen er der stadig, jeg vender mig i dobbeltsengen, kan ikke se Robert, dagen er ved at gry. Vi skal tidligt op og på safari i Shimba Hill så får jeg øje på Robert han sidder på altanen, en stor fugl har sat sig på gelænderet, foran ham, det er ikke blevet lyst endnu så jeg vil ikke forstyrre ham. Jeg lister ud under bruseren, så han kan snakke færdig med den fugl.

Nå, tilbage til Elefantsøen, på vej hertil stoppede Robert pludseligt, et stykke foran os stod en elefant på vejen, han kørte et lille stykke frem, og vi så en stor flok elefanter, på vores højre side der var babyer der diede og elefanter i alle størrelser et fantastisk syn, ikke nok med det, da vi så til venstre var der det samme syn, da vi var her i 2007 så vi ca. 50 ved vandhullet, men her var der mange flere.

Da jeg havde talt til 50 opgav jeg at tælle videre, så kom vi frem til teltene, Robert havde sagt til sin Mor at hvis hun skulle tisse om natten, og det skal vi jo alle sammen, når man kommer i vores alder, og måske flere gange, skulle hun kalde på en af de bevæbnede vagter, der så ville følge hende på das.

Hun truede med at tisse i sengen, men det var i de gode gamle dage, nu er der tæpper på gulvet, og brusebad toilet, der mangler ikke noget, og dog; ud af vores vandhane kom der ikke ret meget vand,

Så jeg gik over til tøsernes telt for at se om de havde vand, det var der, der kom mere ud end hos os, jeg var ikke mere end lige kommet tilbage, da Aase råbte der ligger en masse blod på vores toiletgulv vi skyndte os derover, og kunne se blodspor ud til toilettet, da jeg kigger ned på det, kommer jeg til at se ned på min sandal og den højre er helt blodig, jeg havde en stor klemmelus på højre tå, jeg har før fået en klemmelus, hvem har ikke prøvet det, men aldrig en jeg ikke har mærket.

Denne her har jeg ikke mærket, så jeg tror der er noget der har bidt mig, men det bliver aldrig opklaret.

Nu er Robert færdig med fuglen, tøserne er vækket, og vi skal ned til morgenmad, denne lodge boede vi også på i 2007. Jeg har dårlige minder herfra, dengang havde jeg dårlig mave og ville helst sidde på toilettet det meste af tiden, jeg husker tydeligt, da vi kom hertil, så kom en tjener og støttede mig, jeg ved godt det lyder mærkeligt, men lodgen er bygget oppe i træerne, men for at kommer til den skulle man gå nedad, og det var ligesom når man på ski skal op af en bakke, først den ene vej så den anden vej og tju og tju, nej ikke den sang, vi gik og gik jeg troede aldrig jeg nåede ned, men godt støttet af tjeneren lykkedes det, og så ind på bræddet dengang havde vi et værelse med 3 senge og toilet på gangen, jeg så ikke meget af omgivelserne, min rute var fra værelset til toilettet, og tilbage igen det meste af tiden, nåh det var dengang, ham sønnen Robert, er en overraskelsens mand, først det med bevæbnet vagt, og nu havde han bestilt de store hjørne værelser på 1 og 2 sal med altaner til begge sider. Eget toilet og bad, udsigt over søen hvor flodørnene, dykkede når tjeneren kastede mad ud til dem vi kunne også se deres rede og den ene unge, de havde, selvfølgelig i kikkert, ja der tog han sku fusen på os, vi var ikke alene ved morgenbordet, tre grå egern, ville spise med, de var så tamme, at de var lige ved at tage maden ud af munden på os, lidt overdrevent. Vi gik lige en tur på den gangbro der er lavet i træerne, fik taget nogle fotos, så op til Rusty, nu skal vi ud og se Sabel antiloper, det er det eneste sted i Kenya man kan se dem, vi er ikke kommet ret langt ind i parken, før vi kan se en stor lastbil og nogle parkarbejdere der er i gang med at fjerne et stort træ der har stået i vejen for en elefant, Robert får kantet Rusty forbi og længere fremme spotter han en elefant, der spiser morgen mad inde i bushen. Han kører frem til en lysning, og standser, vi kan se en elefant bag nogle træer, så kommer den frem i lysningen og kigger på os, finder ud af at vi ikke er farlige, tager en mindre gren i munden og går langsomt videre. Jeg må sige, at selv om du var skrap til at spotte dyr i 2007 blev jeg imponeret af, du siddende ved rattet uden kikkert med vejen fuld af huller, alligevel ser en giraf som ikke stod på åben savanne, foran nogle træer så langt væk at jeg kun kunne få øje på den med kikkert, du tog en hurtig beslutning kørte ned til et vejkryds, og drejede til højre, ned mod os kom en stor girafhan gående på vejen da den var ca. 10 til 15 meter fra os stoppede den kiggede på os og jeg kunne se den tænkte, hvorfor holder de på min vej, mon de er farlige? Jeg må hellere gå i en bue uden om dem, det gjorde den

og gik videre ned af vejen, Robert sagde det var en Masai Giraf, og han ved en masse, kender forskel på Grant gazelle og en Thomsen gazelle og Impalaer mange Antilope arter i det hele taget mange af de dyr der lever dernede, ham kan alle godt være tilfredse med som guide. Vi så Sabel antiloper - bøfler - aber - Kenya ekspres, en han og en gravid hun, minder om vores vildsvin, og en Harte beast en fætter til Gnuen. Et par begivenhedsrige dage med mange dyr, flotte udsigter, og godt vejr, var forbi, og vi forlod Shimba Hills, det ligger kun en times kørsel fra Robert, oppe i højlandet, så der skulle ikke ventes på færge, det var bare med at komme hjem til mad gryderne, og da Robert havde hvisket mig i ørene, at vi sku have en af mine livretter, kunne vi ikke komme hurtigt nok hjem.

Endnu engang tak for en dejlig ferie, de 3 pensionister

p.s. til trods for 5 strenge dage, var vi meget glade for,du hentede os i Nairobi, vi ville ikke have undværet, alt det vi oplevede, på vejen hjem til dig.

.

Efter strømmen nu er kommet tilbage - jeg har siddet næsten to timer i mørket og svedt - vil jeg skynde mig at slutte med ønsket om en rigtig glædelig hvid jul samt et godt og lykkebringende nytår og så det sædvanlige.

Glem nu ikke at huske - selvom julen er en noget stresset affære, det har vel ikke ændret sig - du behøver ikke en mistelten for at kysse den du elsker, men du kan da benytte den til at stjæle et kys fra en anden.

Kærlig hilsen

Robert.

"Pensionister på tur" Kapitel 3

Mandag morgen hentede jeg Fred i Ukunda ved 7 tiden, for at køre til Mombasa. “Rusty” skulle lige have rettet nogle skavanker, som Fred havde opdaget på vores safari. Godt at han har forstand på biler - Godt for “Rusty” som langsomt kommer i topform - ikke så godt for min pengepung, for selv om det er meget billigere at få lavet bil her, så løber det godt nok op.

Denne gang var det drivakslen til forhjulstrækket (når vi kører i 4x4), den havde manglet fedt, så den var blevet lidt løs i koderne. Gearkassens fastgørings beslag var også modne for en udskiftning. Sidst, men ikke mindst skulle bremserne også lige have et eftersyn, de skal jo virke !

Første reservedel havde Philippo til vennepris. Vi afleverede bilen hos ham, kørte over efter reservedelene til gearkassen, tilbage og aflevere dem. Så tog vi tilbage for at forny de forskellige licenser, som er obligatoriske for at kunne køre på safari med gæster.

Samtidig fik jeg lavet forsikringen om, så mit navn nu står på alle papirerne. Vi fik lavet alt inden klokken 12, så jeg satte mig ind på “Doormanns” , en kaffeshop i stil med “Starbucks”, her ventede jeg på pensionisterne. Daniel havde hentet dem ved ellevetiden og de kom lidt over middag, Så vi fik en “jordbærshake” inden vi gik over gaden for at købe en flybillet fra Mombasa til Nairobi. Fordi jeg hentede Dem i Nairobi, så havde De “kun” købt billet fra København til Nairobi/retur hjemmefra, men vi fik ordnet det for 19.500 for tre billetter, det var billigere end vi/jeg havde ventet. Så noget er altså billigere og det var en nyhed som Pensionisterne kunne bruge.

Vi kørte så hjem med Daniel, mens Fred ventede på at “Rusty” skulle blive færdig, han ville så køre hjem i den. Fred ringede så, at problemet med bremserne ikke var luft i systemet, men at bremsevæske pumpen, som han skiftede sidste gang, havde beskadiget en gummipakning i en anden del af systemet og at den skulle skiftes, nej ikke gummipakningen, men hele molevitten, nå ja, hvad betyder ekstra 8000 Khs. Jeg har snart en ny bil i reservedele.

Efter en tirsdag hvor Fred igen måtte til Mombasa, denne gang uden mig, så fik jeg “Rusty” tilbage tirsdag aften, vi ordnede lygterne ved at skrue på nogle skruer, så nu blænder jeg ikke de modkørende mere, noget alle Kenyanere skulle lære. En lygtekampagne her ville virkelig hjælpe på trafiksikkerheden.

Onsdag kørte jeg så “pensionisterne” rundt i omegnen, vi fik ordnet alt, til vi kører på safari i morgen efter morgenmad.

Torsdag fik vi tidlig morgen mad og ved ni tiden var vi pakket og klar til 2 dage i Mwalunganje og Shimba Hills.

Vi kørte uden problemer til Kwale, ja det går opad så “Rusty” måtte da arbejde for føden, men han blev så træt at livet da vi kørte over det første vejbump i Kwale (som er “hovedstaden” i kystregionen), at han slukkede for motoren og nægtede at starte.

Han kølede af i 20 minutter, vi fik en tropisk byge (godt vi sad inden døre) da bygen stoppede, fik han lidt kildevand i sin nye køler, nu startede han og spandt som en lille mis der slikker fløde, og så kørte vi videre.

På den anden side af Kwale, så begynder den rigtige vej til Mwalunganje - stejle bakker op og ned gennem den tropiske regnskov, på en vej som kun de færreste vil kalde en vej, det er snarere en række hjulspor ved siden af hinanden, så alt efter hvilke man vælger, kan turen blive alt fra ikke behagelig til bumpet og modbydelig. Jeg ville ikke turde kører den vej i en almindelig bil med over 5 kilometer i timen.

Vi kom dog frem til porten ind til elefantparken uden yderligere uheld, måske hjalp det at jeg kørte med fuld varme og blæseren på fuld kraft, det gjorde da at motoren ikke så varm, selv om den var på hårdt arbejde. Til gengæld så svedte jeg noget om fødderne, men lidt sveder man vel altid.

Vi fik betalt indgangen, åbnet tag lugerne, og kørte så mod det sted hvor vi skulle overnatte i telt. Turen er på ti kilometer, de første par af dem, så vi ikke en skid, men så kørte vi gennem en tykning af buskads og der på vejen, lige efter et lille sving, stod der en elefant og blokerede for videre kørsel. Jeg stoppede og mine passagerer kom op og stå for at kigge ud på elefanten som vel var 40 meter væk. Kikkerterne blev flittigt brugt og far tog billeder, da vi havde holdt der et par minutter så vi flere og flere elefanter i budskabet ved siden af os. Jeg kørte så forsigtigt frem, og da vi kom ud af buskadset og frem til hvor den første elefant havde stået, kunne vi se ud over et åbent stykke land, her stod der vel 60-70 elefanter i alle aldre, køn og størrelser.

Det var et betagende skue, sådan at se landjordens største dyr, på en afstand af mellem 20 og 100 meter, Vi holdt der nok i tyve minutter og betragtede dette flotte skue inden vi kørte videre mod frokosten på “Travellers Logde” hvor vi skulle bo.

Vi ankom ved 2 tiden, fik vores telte tæt på vandhullet (altså det til elefanterne) spiste en 3 retters frokost, hvorefter vi tog os en “siesta” inden elefanterne skulle komme for at drikke. Efter en dejlig “morfar” var vi klar på terrassen ved femtiden. En gammel “hun” med store stødtænder kom ned til vand hullet, snusede til lidt “elefantlort”, gik tilbage til skoven hvor hendes “familie” ventede. De kom dog ikke ned til vandhullet, men blev lidt i skovbrynet og spiste. Vi kunne se dem knække grene af og vælte et enkelt træ inden de forsvandt. Det var lidt skuffende, at der ikke kom nogle dyr til “hullet”, men vi så da en masse forskellige fugle. Skumringen kom og det blev tid til aftensmad. Musse og far er jo ikke meget for fisk (et barndomstraume), så for anden gang på denne dag, så stod den på pasta, mor og jeg fik en dejlig gang fisk. Efter maden så gik vi i seng, vi havde besluttet at stå tidligt op for at se solen stå op over “bjergene” og se regnskoven vågne, måske se elefanter komme for at drikke, inden det for alvor bliver varmt.

Det var smukt at se skoven vågne og “tågen” lette, men desværre kom der ikke nogle dyr for at drikke, så vi gik hen for at få noget morgenmad ved ottetiden. Vi nød morgenmaden en times tid, gik tilbage til teltene, pakkede og gjorde os klar til at køre ud af parken og videre til Shimba Hills. På vejen ud så vi elefanterne fra i går, nu i mindre grupper mellem 15 og 20 dyr, nogle var vi tæt på, andre stod i skyggen af de store baobab træer længere væk fra vejen, men stadig er det flot at se disse kæmper.

Da vi skulle køre ud af parken, så fik vi lige et foredrag om hvordan de indfødte laver elefantlort om til papir, som de så sælger i en lille gaveshop. Indtægterne fra denne butik og det man betaler for at komme ind i parken hjælper med til at holde det elektriske hegn ved lige. Det er en park med elefantgaranti, men desværre ikke så besøgt.

Efter turen tilbage til Shimba Hills - ad den samme ikke eksisterende vej som vi kom af i går, “Rusty” gjorde det uden at kny - god dreng - bookede vi os ind på Shimba Logde, vi havde bestilt deres to “suiter” med eget bad og toilet, hvilket var et krav fra far og mor. Sidst - i 2007 - vi var på dette hotel, var far meget syg med et anfald af “sprøjtemås”, og vi boede dengang på et almindeligt værelse med fælles bad og toilet på gangen. Så denne gang boede vi som grever og grevinder på 1ste og 2ende sal, med en meget stor balkon med udsigt til et vandhul. Efter frokost (pasta med champignons sauce, jeg vil tro at de havde fordelt en (1) champignon i vores portioner), kørte vi de 5 minutter hen til indgangen af parken, hvor vi så kørte et “afternoon gamedrive”. Vi så i vilkårlig rækkefølge, Kenya Express (warthog), elefanter, Harte beast (en fætter til gnuen), Kørte hen til Sheldricks Falls og nød den skønne udsigt, man kan se helt ud til det Indiske Ocean. På vejen ud så vi pludselig en gruppe Sabel antilopper stå i vejkanten, de så på os et lille stykke tid inden de forsvandt ind i den ugennemsigtige regnskov, men vi så dem (her, er det eneste sted de findes i Kenya, så de er ret sjældne).

Tilbage på hotellet som er bygget udelukkende af træ og som befinder sig i trætop højde, fik vi tid til at gå ca. 180 meter ud af en gangbro som slynger sig mellem trækronerne, den ender i en platform med stole. Her sad vi et stykke tid og nød stilheden, inden vi gik hjem på værelset for at gøre os klar til aftensmaden.

Vi havde fået et bord ved rækværket så vi kunne se en Mongoose blive fodret, der var også et stort foderbræt hvor tjeneren kastede noget kylling ned, her kom et katte lignede rovdyr, kravlede op af den 3 meter høje metalstang som holdt foderbrættet, smovsede sig i kyllingestykkerne og kravlede ned, med hovedet først, som det naturligste i verden.

Noget mere farverig var vores middag, efter tre måltider bestående af pasta i forskellige varianter, så var tiden kommet til at far og Musse ville prøve noget andet. Valget var mellem en steak med grøntsager, stegt fisk med grøntsager eller “Moussaka”. Der var ingen tvivl Moussakaen vandt med alle dommerstemmerne (her var endelig noget som far kendte, og øjnene begyndte at lyse og mundvandet løbe. Jeg fik senere opskriften på den Moussaka som mor, far og Musse troede det var) Stor var fortvivlelsen, da det der blev serveret, var en vegetarret bestående af tomater, courgetter serveret med ris. Det gav en noget trykket stemning ved bordet, men min bøf med grøntsager var til ug med kryds og slange. Efter middagen gik vi i baren og fik os en godnat drink. En alkoholfri Shimba Hills Cocktail til “Grevinderne” og en Pinacolada til “Greverne”. Vi så en Bush Baby bliver fodret med bananer og her fik jeg så “Den Gerlingske” udgave af Moussaka (Hvis der er nogen der vil prøve, så kommer opskriften her: Hakket oksekød ristes med løg, der kommes et brev Moussaka krydderimix i samt lidt vand, det hele koges til der færdigt. En pose skiveskårede kartofler varmes med de sidste 5 minutter eller til det hele er varmt - Bon appetit. Ikke noget jeg ville spise som Moussaka, men det smager godt siger “Pensionisterne” i kor. Efter dette punktum på en god dag. gik vi til vore suiter, for en god nats søvn.

Jeg vågnede tidligt næste morgen og satte mig ud på balkonen og så/hørte verden vågne. Vi spiste morgenmad lidt i otte, checkede ud, pakkede bilen og kørte igen ind i parken. Vi havde nu frem til klokken lidt i to inden vi skulle være ude igen (man betaler for 24 timer, fra tidspunktet man kører ind første gang). Jeg havde planlagt ruten på forhånd, de første kilometre kører man mellem høje træer med en tæt underskov, derfor kører der ikke så mange her (turisterne vil jo se dyr), men så kommer man frem på en højderyg hvor der bliver bedre udsigt til siderne. Vi var netop kommet dertil, da en ung elefant løb over vejen 50 meter fremme, jeg stoppede bilen slukkede motoren, for der kommer som regel flere end en, når det ikke er en gammel “han”, som går alene.

Ganske rigtigt, der kom en ældre hun ud på vejen, kiggede på os løftede snabelen og lugtede om vi var farlige, det var vi åbenbart ikke. for hun gik ned mod os og rev lidt blade af træerne, inden hun 30 meter foran os, gik ind i skoven. Jeg skulle netop til at starte bilen igen, da vi opdagede at der mindre end 10 meter væk lige indenfor skovbrynet stod en og spiste, den bevægede sig langsomt hen mod os, så vi ventede med tilbageholdt åndedrag, den kom ud i en lille lysning i skoven ikke fem meter fra os, kiggede på os, viftede lidt med ørene, derefter gik den spisende videre.

En ud af kroppen oplevelse, tænk at den havde stået mindre end 10 meter væk i tæt buskads, gået forbi os i 5 meters afstand og den havde været tæt på lydløs. Jeg er sikker på at hvis jeg skulle ha’ bevæget mig så lydløst, så skulle det ha’ været i et umøbleret værelse med et tykt tæppe på gulvet.

Efter denne oplevelse gik der ikke mange minutter før jeg fik øje på en stor han giraf, jeg kunne se at den kom gående af en vej, så jeg kørte langsomt frem og drejede til højre i krydset, og ganske rigtigt han kom stille og roligt gående på vejen. Jeg stoppede bilen og slukkede motoren og da han var 5 meter fra os stoppede han, så på os og besluttede at vi var ufarlige. Han gik dog et par meter væk fra vejen i en bue rundt om os, hvorefter han fortsatte ned af vejen bag os.

Efter disse to “store” oplevelser kørte vi hen til et udsigts punkt, hvorfra vi kiggede i kikkerterne, om der var nogle bøffelflokke vi kunne køre efter. Det var nu langt oppe ad formiddagen og det var begyndt at blive rigtigt varm og vi kunne ikke se nogle dyr på de åbne stykker land mellem regnskoven, så jeg besluttede at vi ville køre hen til et stort vandhul, i håbet om at se bøfler der.

Vi så dog ingen bøfler tæt på, det blev kun til nogle få stykker inde i tykningen, men Musse har da set 4 ud af “The Big Five”. På lang afstand så vi igen i dag, en gruppe Harte beast, de er utroligt årvågne og det er meget svært at komme tæt på dem. Hvis man kommer nærmere end 3-400 meter, så galoperer de væk. Utroligt så elegant de bevæger sig i det ujævne terræn.

Det var nu på tide at komme hjem til Diani, så vi kørte mod udgangen. Undervejs så vi flere enlige elefanter, samt forskellige antiloper, som sprang over vejen og var væk inden vi kunne fotografere dem, men de sidder da på nethinden.

Vel ankommet til Diani, fik jeg en pizza og “pensionisterne” fik en cappucino og en stor is. Vi stoppede hos slagteren for at hente et stykke svinekam jeg havde bestilt, så aftensmaden stod på flæskesteg med sprød svær, rødkål, små hvide og brunede kartofler, samt en sauce der smagte som den skulle, men uden kulør, så så den lidt bleg ud. Pensionisterne var meget glade for god gedigen dansk mad, efter Deres “pasta kur”.

Lidt hjerterfri afsluttede denne gode dag, og vi gik trætte og “mætte”, både på mad og oplevelser, i seng.

Søndag er jo massagedag, så efter morgenmaden hyggede vi os med en bog, yatzy, ligge ved “pølen”, jeg var på skype med John og jeg startede på denne blog. Jeg fik også tid til at lave æblekagerasp og koge æbler til en overraskelse til eftermiddagskaffen. Nu er den spist og der er stadig julelys i fars øjne. Klokken er nu lidt over halv syv og vi skal ha’ spinatsuppe til aften, hvis vi bliver sultne.

Tredje uge af “Pensionister på tur” er vel overstået, nu skal de snart hjem. Vi ved jo godt at den sidste uge i en ferie den flyver af sted, så næste uge skal vi køre lidt ud og se : Ukunda lufthavn, far skal med til “Klipperen” i Ukunda, han hedder John Smart, vi skal over og se den anden “plot”, måske er vi heldige at appelsinerne og en klasse bananer er modne.

Ja det var hvad der blev plads til i dette kapitel af “Pensionister på tur”. I må se om der bliver et kapitel mere eller I skal ha den sidste uges historier fra “Hestens mund”.

De kærligste hilsner til alle, som har fulgt med i disse brave pensionisters tur i det Kenyanske. Fra Musse, Ib og Aase.

Fodnote.

De har vist et usædvanlig mod og en bemærkelsesværdig trang til at opleve alt. Intet jeg har budt dem har fået dem til at miste modet (måske lige Moussakaen) Selv ikke diverse skader og uheld, med hospitalsbesøg til følge, har fået Dem til at vakle. Det har været op på “Rusty” igen, selv om det kræver et godt skræv i bukserne at komme op, alle udfordringer er taget i stiv arm. Tak for det…

Robert

Jeg vil slutte med den sædvanlige smøre. Husk nu ikke at glemme, du er her på lånt tid, få det bedste ud af det. Det skylder du dig selv og Dem du elsker.

Kærlig hilsen

Robert.

"Pensionister på tur" Kapitel 2

Til dem som savner mine sure opstød, fortvivl ikke. Jeg er ikke blevet mild med tiden, men mine skriverier om besøget af “Pensionister på tur” suger kræfterne ud af mig (:-0).

Jeg skal nok vende tilbage til mit “gamle ego” og ryste lidt op i bolledejen, når jeg igen ligger og filosoferer i “pølen”. Indtil da, så husk! Glem ikke at være mod andre, som du gerne vil have at De skal være mod dig.

Kort sagt “Kys hinanden lige midt på truten og sig! “Jeg elsker dig“, til den du elsker.

Kærlig hilsen

Robert.

p.s. Nedenfor kommer endnu et kapitel af “Pensionister på tur”. Jeg håber at det kan være en inspiration til andre “Unge, Ældre, Gamle” om at komme ud og opleve verden…….

Efter nogle hårde dage med kørsel på meget hullede veje (hvilket var hårdt for “gammel Gerlings røv) stod søndagen i afslapningens tegn. Alle fik en omgang massage af Mary, noget de ømme muskler havde godt af.

Så skulle far og jeg hente Fred tidligt mandag morgen i Ukunda. Vi stod op klokken “meget tidligt”, hentede Fred klokken seks og kørte til Mombasa.

Da vi nåede færgen og var en plads fra at kunne købe billet, gik “Rusty” i “strejke mode“. Han gik i stå og nægtede at starte, hvilket afstedkom en hornkoncert fra de utålmodige bilister som var fanget bagved. Vi fik dog ved fælles hjælp skubbet de over to tons væk fra køen, så de blev fri plads til “Hornekvilibristerne” og koncerten stoppede da også med det samme. Det viste sig at “Rusty” havde drukket vel rigeligt af kølervæsken. Så efter en ti minutters afkøling, så drak han 5 liter kildevand (almindeligt vand er ikke godt nok til ham), som tak startede han med at spinde som en kat, og vi kunne køre ombord.

Vi fandt et lokalt sted og fik noget morgenmad, efter den kørte vi til mekanikeren. Her blev det så besluttet at “Rusty” skulle ha’ en ny køler og en ny ventilator, en ny bremsevæske beholder og nogle nye lejer til forhjuls trækket (for de kyndige mekanikere blandt mine læsere så har jeg sikkert ikke skrevet det rigtige, men hvad ved bønder om agurkesalat!). Mens mekanikeren begyndte at skille bilen ad, så kørte vi til “Kawsar Autopart” og købte ind. Det tager en rum tid, først skal delene findes på computeren, så fysisk på lageret, så skal det hele køres ind på computeren, så skal der betales og så skal vi tilbage til mekanikeren med det hele.

Vi havde så fået en køler til en Toyota Prado, så tilbage igen for at bytte den, samtidig så var der lige dukket et par småting mere op som skulle købes. Omkring frokost så havde far og jeg tilbragt timerne i en tuktuk, ventende på dele til “Rusty” eller stået i brændende sol hos mekanikeren. Vi aftalte nu at jeg ville tage far med hen på en lokal bar, hvor vi kunne sidde i skyggen og drikke en sodavand, mens Fred blev tilbage og holdt øje med at mekanikeren gjorde det ordentligt.

Efter en lille times tid ringede Fred så, og sagde, at der lige manglede nogle flere småting, så vi tog en tuktuk hen og hentede Fred, kørte til reservedelslageret for 3 gang. Nu var det blevet frokost og der var lukket, så vi fik os en burger på en restaurant der hedder “Bella Vista”. tilbage efter frokost, købe det vi manglede - jeg havde ikke flere penge med, så jeg håbede ikke at mekanikeren havde fundet flere småting der skulle skiftes, jeg har snart en helt ny bil i reservedele -. Klokken var nu blevet fire om eftermiddagen, og bilen skulle “blot” samles. Jeg tog far med hen på den lokale “stammer”, hvor vi fik os et par Fanta med solbærsmag. Da klokken nærmede sig seks, og det begyndte at skumre, gik vi tilbage til mekanikeren i håbet om at vi kunne køre hjem inden længe. Nej sådan skulle det ikke gå, vi kørte fra mekanikeren klokken kvart i syv. Vi tilbragte de næste to timer i kø til færgen, var hjemme i Diani klokken kvart i ti, hvor mor og Musse modtog os med åbne arme, vi fik sen aftensmad og efter 18 timer i vågen tilstand gik far ud som et lys, da han lagde hovedet på puden, jeg må indrømme jeg sov nu også godt den nat.

Efter en lille uge her på “Farmen”, så er tempoet kommet ned på “minimal“. Dagene går med at spise, spille hjerterfri, spise, drikke vand, sole om formiddagen, køre en tur i omegnen, gå tur på stranden, handle, sidde på bar og spise italiensk is og drikke cappotino, besøge hospitalet og få skiftet Musses forbinding. Sidste gang fik hun ingen forbinding på, så nu skal Musse ha’ frisk luft under vingerne.

Vi er i gang med at booke to nætter, en i Shimba Hill og en i Mwalunganje, vi får en pris på mandag. Vi håber så at ”Rusty” vil køre os på denne safari, hvor vi kan se sabelantiloper og elefanter som de mest iøjefaldende dyr. Vi skal sove en nat på et hotel som er bygget i trætoppene og en nat i en ”primitiv” teltlejr, mens vi studerer elefanterne på 10-15 meters afstand, her er der lyde fra Afrika om natten, så vi må se om vi overhovedet får nogen søvn. Denne lejr er meget mindre end den sidste teltlejr vi boede i, i Amboseli, her er der ikke mere end 20 telte, i Amboseli var der over 60.

Nu er der næsten gået halvdelen af tiden med besøg af ”Pensionisterne på tur”, i morgen er der massage, og næste uge skal vi på safari igen, så må vi se hvad de næste 2 uger bringer. Det kan I læse om næste gang jeg skriver et kapitel om ”Pensionister på tur”.

Kærlig hilsen til alle fra Musse, Aase og Ib.

p.s. Skribenten sender også en kærlig hilsen til alle og takker samtidig for de pæne ord der er kommet retur fra familie og venner. Robert.