søndag den 29. marts 2009

Mombasa er "Hot"

Det er mandag morgen, Daniel, med taxa, er bestilt til klokken 08.00. Geoffrey er i sit Mombasa outfit (det der svarer til kirke tøjet), I dag skal slaget stå, jeg skal ha’ mit turistvisum forlænget yderligere i 3 måneder. Jeg skal endelig stå ansigt til ansigt med en kenyansk embedsmand/kvinde. Og hvordan det går, kan du læse om senere.

Jeg bestilte, da jeg var her i november sidste år, et K-permit, som er en opholds-tilladelse, hvor jeg ikke må arbejde (hverken betalt eller ikke betalt), det gives til personer som kan tage vare på sig selv, sygeforsikring, og som har kapital nok til ikke at ligge Kenya til last. Det forstå jeg sgu ikke, for hvis jeg ikke har penge, så kommer det kenyanske “sikkerhedsnet” sgu ikke og redder mig (det findes nemlig ikke).

Godt så, det kunne James (en af Geoffreys gode venner, som kender en dame, der engang har set et billede af Mwai Kibaki, den lokale Tordenskjold, og nok så vigtigt arbejder på immigrations-kontoret i Nairobi), så skaffe på 2-3-uger, mod en lille erkendtlighed selvfølgelig.
Jeg betalte så James et beløb, som han så sendte til “damen” i Nairobi, jeg var imellem tiden taget tilbage til Danmark, hvor jeg så ventede på mit K-permit.
Som den opserverende læser sikkert har gættet, jeg har ikke fået det endnu, men det er ikke noget problem siger “damen”, som har en ny undskyldning klar hver gang Geoffrey (som er meget ked af, at det ikke er gået i orden endnu) eller jeg taler med hende. “I morgen er det klart” er den besked vi oftest hører, jeg har så fra andre, som har været i samme situation som jeg er i, hørt at “i morgen” betyder et par måneder, så jeg er da glad for at hun ikke siger “I næste uge”.

For lige at forklare, så er Kenya officielt ikke korrupt, de gør i hvert fald opmærksom på at det ikke er tilladt at betale eller modtage bestikkelse, både på skilte i offentlige kontorer og i avisannoncer. Så langt så godt, men uofficielt så kommer man ingen vegne uden at man “smører” lidt, det er så her man skal kende, hvor meget “lidt” er.
Betaler man lidt for “lidt“, så vil de have mere, betaler man for meget “lidt” så har man snydt sig selv.

Det er lidt som affæren med “min” bil (Toyota Landcruiser, med læderstue og aircon), vi startede på den rigtige måde (uden bestikkelse), men opdagede hurtigt at det ville tage l a n g tid, hvis vi ikke gjorde noget, hvad vi så gjorde, men det har jeg lovet ikke at fortælle mere om før bilen er min.

Nu kan dem som sagde “Hvad sagde jeg” godt gnide sig i hænderne og le skadefro, medens de mere følsomme, kan udbryde “Åh hvor forfærdeligt”. Selv siger jeg “op i revyen, det går som det går“.

Blandt andet derfor, gik turen i mandags til Mombasa. Jeg var derfor klar til at fortælle dem hvor David købte øllet, hvis de ikke fornyede mit turistvisum, lige med det vons. Stor var min fortvivlelse da jeg så køen i immigrationskontoret, der stod vel 50-60 mennesker og ventede på ?. Jeg blev kaldt frem af en security mand og fik nogle formularer at udfylde, jeg blev så henvist til et kontor på 7 sal, så vi fandt elevatoren og kørte op til 9 sal (den kører kun mellem stuen og 9 sal) og gik ned ad trappen til det rette kontor. Tyve minutter senere var jeg udstyret med en forlængelse af mit turistvisa og et “Alien card” som bevis på at jeg må opholde mig i Kenya (det kan dog først hentes om en måned). Stor var min forbløffelse da jeg stod på gaden igen nu med sorte fingre, da jeg måtte aflevere mine fingeraftryk ,til det der “ID kort“. Og så kostede det kun 2200 Kshs. min tro på “menneskeheden” var fornyet.

Nu skulle jeg blot undersøge, hvorfor jeg ikke kan blive sygeforsikret. Det er pga. af min diabetes type 2. Nå, det er der så ikke noget at gøre ved, den søde kenyanske forsikringsdame lovede dog at undersøge om det var muligt at blive forsikret kun for “brækkede lemmer”, så der ligger den nu og venter.

Så var det tid til at købe nye sanddaler, de gamle Nike (købt på Hollywood Boulevard
i 2001) kan ikke mere, så det var med vemod at de kom ned i posen og de nye kom på, jeg købte også et par Safari støvler med lavt skaft (lige en information til dem som kender Safari Boots) det blev 280 danske kroner. Ja, lidt frokost skal der også til, så hen på Casablanca, vores “Stammer” her kom John og jeg flere gange i 2006, og jeg er kommet her efterfølgende Er der noget så dejligt som at blive genkendt på sin “Stammer”. Vi sluttede vores Mombasa færd af med at købe et par cykler, en til Geoffreys søn og en til mig. En blå Scott Mountainbike, 21 gear, brugt indført fra Europa, men i god stand med nye kabler, sadel og håndtag. Ca. 800 kr måtte jeg slippe, nu skal jeg blot væne min r.. til at cykle, uha uha dada.

Det blev til en af de dage, hvor det ikke gik som forventet, hvor er det dog dejligt at blive positivt overrasket, ja, Mombasa er “Hot” også i overført betydning.

Resten af ugen er gået som den plejer, næsten, fuglebrættet er kommet tættere på mit spisebord, det hjalp mig da jeg skulle jage aben væk, den tror at havregrynene er lagt til den, det fandt den forhåbentlig ud af, at de ikke er, den fik en over ryggen med en kost, nej den fik en i røven (over halen) med en avis. Jeg regner med at jeg kan håndfodre dem om en måned (fuglene altså).

Så var jeg til fodbold i går, på Ushago, den lokale restaurant med storskærm. Kenya spillede mod Tunesien, første kamp om at komme med til WM 2010 i Sydafrika.
Kenya tabte 1-2, så der var en mat stemning blandt de ca. 200 fans. da kampen sluttede, jeg tog en matatu hjem og drak mig et par øl, før jeg gik i seng.

Det har regnet de sidste par nætter, og når det regner, så går strømmen, det er herligt, når man vågner badet i sved, og det er sort somienbrøndgraversrøv, min elektriske fane er god så længe der er strøm, nå det er et af de små “stød” som verden gir.

I dag, søndag er det min massage dag. Jeg glæder mig som til juleaften, til at Mary skal dukke op, jeg har også fået “lavet” mine negle, så det var den helt store tur i dag.

Da jeg spiste, her til aften, slog det mig pludseligt, at det i grunden er kedeligt at spise alene. Jeg må ærligt indrømme at jeg savnede at sidde til bords med min familie eller mine venner i en hyggelig atmosfære med et godt glas vin eller en kold øl.

Det, jeg gjorde var, at sætte mig hen på en anden stol , det var sgu lige som at ha’ gæster, (prøv lige at tænke lidt over den).

Glem ikke at huske, gi’ en ordentlig krammer til en du elsker.

Kærlig hilsen.

Robert.

p.s. Hvis det føles lidt vel rodet, det jeg har skrevet denne gang, så kan forklaringen være at strømmer er gået jeg ved ikke hvor mange gange, og hver gang havde jeg glemt at “gemme”, så nu er jeg træt af at sidde og redigere, så af sted ud over savannen, det blev som det blev. I øvrigt er det tilladt at skrive og kommenterer på bloggen, det vil jeg da blive utroligt glad for, ikke at jeg skriver for at blive læst, nej nej, det er skam for min egen skyld……………….

7 kommentarer:

Laust sagde ...

Hej Robert,

Hvor er det godt at høre at du stadig kan blive overrasket og at verden måske slet ikke er så besværlig som man nogle gange går og tror.

Håber du kan finde en kølig brise og at vi får billeder at se når du har fuglen hånden frem for på taget.

..:Laust.

P.S. Hvor er det en fantastisk verden når jeg kan sidde på Oslo båden og skrive en kommentar til din historie skrevet i Mombasa (eller endda lidt udenfor). Se min blog for kort resume af min tur.

Robert Gerling Rosenqvist sagde ...

Hej Laust.
Tak for de pæne ord, jeg skal nok se din blog senere, lige et spørgsmål, skal man have en g-mail konto for at skrive på min blog

Robert Gerling Rosenqvist sagde ...

Spørgsmåler har lige besvaret sig selv da jeg skulle publicere det.

Harriet sagde ...

Hej bror

Du kan da altid spørge om du må låne Josephine (Chistinas lyserøde elefant)den kan så sidde med til bords og så kan du altid snakke lidt med den - nå spøg til side, glad for at du har det godt og stadig trives. knus fra din swester

Laust sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Laust sagde ...

Hej Robert,

Din blog er sat til kun at acceptere kommentarer fra folk der har en Google Account.

Hvis du vil udvide det kan du gøre det under Indstillinger / Kommentarer.

Hvis du sætter den til at man må skrive anonyme kommentarer er det en stor chance for at der vil komme spam, så det vil jeg ikke anbefale, men du kan jo forsøge det i et stykke tid og se hvad der sker.

Ellers er det gratis at oprette en Google Account og slet ikke så slemt som det måske kan lyde, det giver også adgang til en masse andre services hos Google, f.eks. Picasa Webalbums, iGoogle og den slags.

..:Laust.

P.S. Er det ikke ved at være tid til at skifte billedet ud med et hvor du ikke har hvid skjorte på? Du er vel ved at være på hippie stadiet i påklædning?

gribaa sagde ...

hej Robert Harriet er ved ar sætte mig ind i at skrive til dig kh far