søndag den 22. marts 2009

Den almindelige hverdag

I mangel af en “kioskbasker”, så vil jeg denne gang skrive om min hverdag!

En ganske almindelig hverdag, det kan såmænd være en tirsdag eller en fredag, men nu har jeg altså besluttet mig for en ganske almindelig mandag.

Jeg vågner ved 7 tiden, til den tiltagende lyd af en ny uge, fugle der synger og pipper, fordi de venter på at blive fodret, aber som allerede er i gang med at lege tagfat på mit tag, inden de plyndrer mangotræet, Geoffrey som tømmer pølen med håndkraft (han bruger dog en spand), så ligger jeg og “gasser” mig til halv otte, så står jeg op og åbner de to døre ud til terrassen, siger “ Habari yako, muzuri sana" til Poul som venter udenfor, siger også godmorgen til Geoffrey, så fodrer jeg fuglene og sætter mig med en morgensmøg (ja - ja, jeg ved godt at jeg skal stoppe, det sker når det sker) og kigger på de flere end10 forskellige fuglearter, der kommer til morgenmad, fuldstændig klar til en ny dag.


Hendes vækkeur, formet som en gigantisk mariehøne, viste 8.57. Hun lå henslængt i sengen, som om hun sov, men der var noget, der ikke så ud, som det skulle. Der havde bredt sig et rødt skjold, under hendes venstre bryst, på den natkjole, han havde givet hende i julegave. Han trak hende ind til sig, hun var stadig varm, selv om hun havde været død i flere timer. Hvorfor er det altid de bedste som forlader os først, spørger han sig selv.
Han havde skyndt sig lige så meget han kunne, da hun ringede til ham klokken tre om natten, skrigende i røret at hun ville skyde sig selv, at - hun var færdig med den “lorte verden”. Han havde ikke kunne få et ord indført, så da hun smed røret på, prøvede han at ringe til hende, men dut - dut - dut - dut var alt hvad han hørte i røret,
Så han klædte sig hurtigt på og kørte mod København.


Den varme havregrød, lavet på vand og mælk, serveret med kanel, sukker og smørklat, lige som jeg kan lide den, bliver bragt ud på terrassen, sammen med kaffe og varm mælk. Jeg får et glas vand til mine piller og spiser sammen med fuglene. Jeg har rykket deres “spisebord” nærmere til mit (over en periode på et par uger), så måske kan jeg håndfodre dem om et par måneder.
Når der så er blevet ryddet af, får jeg mig lige en kop kaffe og en smøg mere, før jeg trasker ud til pølen, gerne med lidt læse stof, som jeg så, henslængt på en solvogn, læser i, inden det bliver så varmt, at jeg må under vand i pølen. Her kan jeg godt ligge i 20 -30 minutter med solen i ansigtet, og tænke på livet i almindelighed, og mit eget i særdeleshed.


Turen ind ad den mennesketomme E4, denne april morgen, gik hurtigt til at begynde med, men trafikken blev tættere og tættere jo nærmere han kom mod København, Satans til mylder, sagde han til sig selv, da trafikken gik i stå ved Greve nord, hans kæreste gennem 8 år, havde skudt sig selv og her sad han i trafik til op over begge ører. “Måske skulle jeg kører af Gl. Køge landevej vejen i stedet, men inden han fik tænkt tanken til ende, så kom der fart på køen, og resten af vejen ind til Frederiksberg, var det som at hele Danmarks befolkning gjorde plads, så han kunne kører hurtigt til sit bestemmelsessted, Gammel Kongevej 18.
For en gangs skyld havde han ikke problemer med at finde en p-plads. Han tog trapperne til 4 sal, som den sportsmand han var, og lettere forpustet, satte han nøglen i låsen og lukkede sig ind.


Efter at ha’ dyrket solen et par timer, er det tid til lidt let frokost, man er ikke så sulten her i varmen, men man skal jo ha’ lidt. Så Poul har gerne lavet en lille salat med avocado/æg/tun tomater/løg/salat og en dejlig balsamico/olie dressing, eller et par skinke/ost sandwich. (Jeg syntes det her lyder som en sangtekst af Peter Frödin), nå videre, en kop kaffe er obligatorisk efter maden, og det er en smøg også.
Jeg kan så vælge om jeg vil ta’ en “morfar”, gå tilbage til pølen eller jeg kan sætte mig til pc’en og arbejde lidt, lave lidt regnskab, skrive lidt til min blog, checke mine e-mails osv., hvis jeg bliver alt for ivrig så plejer at gå en tur i pølen, så forsvinder sådan et anfald af arbejdsiver gerne på nogle få afslappende minutter.


Han havde håbet at han var kommet i tide til at forhindre det, han have fortrængt på vejen ind fra Rødby, men nej. Hun lå der som en gudinde på sengen, smuk, selv om der måske var kommet et par rynker i mundvigen, så var hun stadig hans store kærlighed. Det ringede på døren, og han gik ud for at lukke op, uden for stod hendes eksmand, Mogens, der samtidig var hans bedste ven gennem 39 år. Mogens sagde, at jeg hellere måtte komme med ned på gaden, da der var noget han skulle vise mig. Han vidste ikke hvordan han skulle få sagt at hans ex lå død i sengen, så fortumlet som han var, gik han med ned på gaden. Gammel Kongevej lå som i en tåget drømmefyldt tilstand, at smertefuld længsels mod livet, han blev brutalt vækket da Mogens råbte at han skulle se op, han pegede mod Betinas lejlighed, han kiggede op, der stod en person i vinduet, som lignede Betina, men nej det kunne ikke passe, nu lænede hun sig ud af vinduet og råbte!


Efter at jeg (nogle dage) er kommet hjem fra en tur med matatuen til supermarkedet, så er det tid til eftermiddags te/kaffe med en lille “Danish Butter Cookie” , ja så er det ved at være tid til aftensmad, som Poul laver til mig, han er god og han bliver bedre, når jeg får vist ham mine ynglings retter. I aften skal jeg fek.s. ha brændende kærlighed, eller som han siger “Buning Love”, det laver han til ug med kryds og bolle.
Så er det tid at tænde mygge lys, så Geoffrey klarer det inden han går hjem når vagtmanden Stephen kommer ved halv syvtiden. Så kan jeg trække mig tilbage til mit soveværelse, se en film, høre musik, lægge kabale eller gå tidligt i seng.
Jeg vasker ikke tøj,(det er der nok nogle som vil påstå at jeg aldrig har gjort, deri må jeg gi dem ret, det er ikke meget tøj som jeg har vasket i min tid, til gengæld var jeg cykelbud i en rulle-forretning da jeg var barn, men det er en helt anden historie), jeg vasker ikke op, jeg laver ikke mad, jeg gør ikke rent (det er samme historie som den med tøjet, dog uden “Rullemor”) til gengæld vasker og tørrer jeg mig selv.

Kan jeg holde det ud, ikke at ha noget at lave, ja - indtil videre går det ganske godt. Jeg føler da at livet smiler lidt til mig, og hvad fanden “Lad dem arbejde, som syntes at dèt er godt, så kan vi andre lave lige det vi vil” citat John Truberg.


Aprilsnar…………………..


Ja, det var hvad det kunne blive til denne gang. “Livet er ikke for de knækkede” eller “Livet er som en barneskjorte, kort og beskidt”, men det er jo op til én selv at finde lige netop den plads som passer bedst. Indtil nu har jeg den følelse.
Jeg vil også denne gang huske jer på ,ikke at glemme at gi en bjørnekrammer til en (gerne flere) som I elsker. Ja hvorfor ikke gi én til en man møder i bussen!!

Kærlig hilsen fra Muzungo’en, der er blevet lækker solbrændt.

Robert

3 kommentarer:

Laust sagde ...

Hemmingway har ikke levet forgæves, nu er forfatteren blevet vækket i dig, det er stor kunst, jeg glæder mig til at læse næste afsnit.

Familien Christensen sagde ...

Hej Robert

Vi følger skam også lidt med i Ystad. Rart at høre du trives i Kenya og gør det du er bedst til..:-)
Hilsner fra Bo

TB sagde ...

Duuu Robert - den der cykel - lyder som en af dem vi har fået stjålet her..
Det er så hyggeligt at høre nyt fra de varme lande. Kan du ikke dressere en af de der aber til at spise med? Jeg er sikker på konversationen kan måle sig med den I fører i TeesenCup. Nå, i dag er det forår, så alt er tilgivet. Pas dig. Knus og kram. Tina.