tirsdag den 17. marts 2009

"Carpe Diem" Grib dagen!

Hvad!, hvordan griber man noget, som er så flygtigt, som vand der løber ud af en vask,
eller som luft der blæser en i hovedet, når man går en tur i strandkanten.
Hvordan griber man tid, tid der tikker af sted uden at man kan stoppe den, uden at man kan holde om den, uden at man kan gøre andet end at følge med den.
Jeg har spillet håndbold “hele” mit liv - nogle vil nok sige, at jeg har prøvet på det, og et par stykker vil måske sige, at jeg klarede det meget godt - uden at jeg har lært at gribe nuet eller dagen.
Jeg har lært min selv, at springe over hvor gærdet er lavest, jeg har lært mig selv, at kommer tid kommer råd (og måske en gummibåd - citat Ole Jensen).
Nu kommer en tid, hvor jeg skal prøve at lære mig selv at kende.
Hvem er jeg, hvor kommer jeg fra og hvor skal jeg hen?
Robert Gerling Rosenqvist - Supermarkedet Chandarana - ud i pølen, for hold da kæft, hvor jeg “peder om svatterne“.

Ugen der gik, indeholder ikke de store overskrifter.
Vi fældede en, 10 m. høj, kokospalme der var “død” i toppen, vi brugte en sav, som John havde købt i supermarkedet for 288 Kshs, tæt på 25 dkr., min gamle kødøkse, en mukkert samt en skrutrækker som mejsel. Det tog os 1½ time at få den til at falde, nøjagtigt der hvor vi ville. Geoffrey lånte så en økse hos en nabo, og huggede den i fire stykker, så vi kunne få den væk fra stien til min hytte og ud langs muren ind til vores nabo.

John og Louise kom godt hjem til Bornholm, efter en dejlig ferie.

Vi har fået skiftet myggenet i vinduerne på Villa Pierre, sat nye låse i to døre, og i dag kommer så turen til her, hvor jeg bor, Villa Monique. Nye myggenet i vinduerne, fordi regntiden er på vej, og med den også en del flere myg.

Det er svært at skrive om hvad der sker her, for der sker ikke ret meget nyt, her er for varmt til at foretage sig noget som helst, det er kun når jeg ligger i pølen og udvikler svømmehud, at der er energi til at tænke nye tanker. Som, hvorfor er ordsproget - ude af øje, ude af sind - opstået, hvem har fået denne tanke! Hvorfor er afstand, ligefrem propersional med glemsel, hvorfor har fysisk afstand indflydelse på vores måde, at tænke, og agere på. Er det fordi at vi løber efter tiden, eller er det fordi vi har nok i os selv? Er vi alle blot gidsler i en fremmedgjort verden, der tænker mere på mig selv, end på os. Er det egoistiske element noget vi er født med og (med)følelsen for andre, noget vi lærer, eller er det omvendt.

I denne forbindelse vil jeg gerne takke dem som skriver til mig, enten på mails eller på facebook, og samtidig undskylde at jeg ikke er så god,(som jeg gerne så, at andre var) til at skrive tilbage, det er sin sag at skrive det samme til mange, så er min blog nemmere, her skal jeg “kun” skrive en gang til alle.
Jeg skal dog bestræbe mig på i fremtiden at være bedre til at svare personligt,
til dem som skriver personligt til mig.

Jeg har lige serveret min piri piri velkomstdrik for 4 mænd fra Holland, det er en stor fornøjelse at se voksne mænd med tårer i øjnene. Jeg er jo, som sikkert de fleste ved, selv en stor “stortuder”. Selv “Det lille hus på prærien” kan få mine øjne til at løbe, og denne velkomstdrik er “stærksomindihelvedet”.

Imens jeg har skrevet dette indlæg til min blog, så har jeg hørt “Dire Strait - Queen - Eagels” musik fra før verden gik af lave.
Nu vil jeg slutte for denne gang(nonsens) med et “Pas godt på Jer selv og hinanden, og glem nu ikke at huske! gi’ en kæmpe krammer til en/eller flere du
elsker……………………………………..

Kærlig hilsen til alle.

Robert.

1 kommentar:

Laust sagde ...

Kæmpe krammer herfra.