lørdag den 24. juli 2010

Keld og Pernille på op/ned tur.


Efter en lang tur med de “normale” stop på grund af væltede lastbiler (jeg har kørt fra Mombasa til Nairobi 6 gange og hver gang har jeg set mindst en væltet lastbil, det skærper opmærksomheden når man kører her i Kenya), kom Fred og jeg frem til det hotel som vi skulle overnatte på inden vi næste morgen skulle hente Keld og Pernille i lufthavnen.

Jeg står under bruseren, da telefonen begynder at brumme, klokken er lidt over fem og jeg skal hente Keld og Pernille i lufthavnen om en lille time. Jeg gør klar til at læse SMS’en, da mobilen ringer og Keld er i den anden af røret, “ Vi er landet, og er på vej til immigrations kontoret” siger han. “Okay, vi er på vej” siger jeg. At få tøj på er hurtigt klaret, så jeg banker på døren ind til Freds værelse. Han er allerede klar og står ved bilen, så vi kører mod lufthavnen.
Det er en tur på kvarter - under normale omstændigheder - i Kenya er der dog meget langt imellem at ting er normale, så da vi kom til stedet hvor vejen fra Mombasa fletter sammen med vejen fra lufthavnen var der “fuld stop” på trafikken, så jeg kunne se at vi måske ville blive forsinket, så jeg SMS’ede lige til Keld at vi måske kom lidt senere. Det var en lastvogn lastet med benzin, som var væltet, så Fred kørte bort fra vejen, efter at han havde undersøgt at der ikke var for blødt, for at sidde fast i mudder til op over akslerne ved siden af en væltet benzinbil er ikke det bedste sted at opholde sig (Der er jeg sikker på at den opmærksomme læser har fantasi til at forestille sig).

Normalt tager det, det meste af en time at komme gennem immigrationen og hente sin bagage, så jeg regnede ikke med at Keld og Pernille var kommet ud, men blot som bevis på at det “normale” ikke altid er normalt, så var Keld og Pernille landet 20 minutter før beregnet, turen gennem immigrationen var uden ventetid og selv bagagen var ikke forsinket (det er hele tre ting - umuligt)
Så jeg fandt dem udenfor, efter en KKK (Kæmpe Kenya Krammer) så gik vi hen til bilen og Fred, fik læsset kufferterne ind i “Rusty” og begav os på vej mod Sabina Country Inn, stedet hvor vi skulle overnatte. Her fik vi noget morgenmad, og så startede vi med at køre ned til Nakumat, Keld måtte købe noget tøj, for som han sagde “Jeg dør af kulde, hvis jeg ikke får noget vintertøj på”, jeg indrømmer at det var på den kølige side, vel ikke meget mere end 10 grader varmt. Så efter at vi havde klaret det, kørte vi mod Sheldrick Elephant Orphanage, hvor vi så de små babyelefanter drikke mælk af sutteflasker og en af dyrepasserne fortalte om arbejdet med at opfostre de små til de blev store nok til at de kunne komme ud som vilde elefanter i Tzavo East nationalpark.
Efter denne oplevelse kørte vi mod Karen Blixens Museum, her fik vi en omvisning af en ung pige, som kunne det hele på fingrene, men desværre var det en noget rutinepræget præstation, så vi kørte videre til Giraff Manor. Her er den store oplevelse at kysse en giraf. Det gjorde Keld og undertegnede så, mens Pernille tog billeder, hun havde ikke lyst/mod til at få en tunge slasker af “Daisy”.


Efter denne store oplevelse, bestilte vi nogle sandwich, klokken var nu blevet 2 om eftermiddagen, vi fik langt omlænge serveret denne frokost, ja det tog sin tid, men de smagte nu meget godt. Efter en del input til Keld og Pernille, og fordi vi skulle meget tidligt af sted næste morgen, kørte vi tilbage til hotellet. Her tog Keld og Pernille en slapper ved poolen, ikke at det var tid til en svømmetur, men ligge lidt i solen og få en lille “morfar” det tror jeg bekom dem vel. Aftensmaden indtog vi i den udendørs restaurant med et kulfyret “varmebækken” under bordet - jeg indrømmer her var koldt, men jeg frøs med anstand i mine korte rør - Bronzekampen mellem Tyskland og Uruguay så vi på storskærm, men efter første halvleg, så gik vi op på vores værelser, jeg så kampen færdig inden jeg røg omkuld i “Morfeus rige”. Synd at Tyskland ikke kom i finalen, da jeg syntes at de spillede den bedste fodbold i turneringen.

Næste morgen var der afgang klokken 05.45. Keld og Pernille syntes det var midt om natten og jeg indrømmer at det er tidligt at stå op, når man er på ferie, men vi havde en lang køretur foran os og det er vigtigt at komme ud af Nairobi inden trafikken for alvor begynder at fylde vejene. Vi kom ud uden problemer og vi kørte ad hovedvejen mod Mombasa, en relativ god vej (målt med kenyansk målestok), asfalt med korte stykker af grusvej med STORE HULLER.
Vi kom frem til Emali, en by hvor vi skulle dreje mod syd for at køre mod den første Nationalpark, vi stoppede for lidt morgenmad og jeg overtog rattet for at køre det sidste stykke mod Amboseli, små 100 km.. Hvor det kun er de sidste 18 km. som er “en prøvelse” både for “Rusty” og passagererne. En vaskebrætvej af grus, hvor 60 km/t lyder hurtigt - det er det også, det gælder om at holde tungen lige i munden . Men ved denne hastighed så ryster det “ikke” så meget. Vi kom frem til Eremito gate, fik betalt og fik slået lugerne op i taget - nu var vi klar til se dyr. Keld og Pernille i det første hul, mig i det sidste og Fred ved rattet. Alt var klart og vi begyndte vores “gamedrive” mod Sentrim - stedet hvor vi skulle overnatte - Der gik ikke lang tid før vi kunne se elefanter i kikkerten, andre dyr dukkede op efterhånden som vores øjne blev indstillet på at se dyr. Fred hørte over radioen at der var to løvinder der lå tæt på vejen lidt fra hvor vi var, så han kørte derover. Ganske rigtigt så lå der to løver og slappe af i solen, der var også en del hyæner i nabolaget og et godt stykke væk kunne vi se løver som åd af en zebra. Lige da vi ville køre videre kom der endnu en løvinde, som hilste venskabeligt med lidt snudegnidning inden den gik videre. Resten af vejen til den teltlejr hvor vi skulle overnatte, så vi en del dyr - elefanter, bøfler, gnuer, zebraer, antiloper, bavianer - således glade og sultne efter flere vilde dyr kom vi frem til Sentrim til en dejlig frokost.
Ja lidt brødflov er man vel altid. Vi blev installeret i vores telte med udsigt til Kilimanjaro, som desværre havde valgt at være gemt bagved et tykt skydække i al den tid vi var tæt nok på at kunne se den.
Efter frokost gik vi en lille tur ud til en udsigtsplatform, hvor vi havde udsigt til et vandhul. Det var dig ikke vilde dyr som drak, men derimod en stor flok geder med deres Masai hyrder, de blev afløst af en flok køer, inden de var færdige med at drikke så jeg en lille flok elefanter som gik mod vandhullet. Keld syntes at vi skulle prøve at komme lidt tættere på vandhullet, så vi kunne få nogle gode billeder. Da vi havde fundet en god plads bagved det elektriske hegn, kom en Masai vagtmand, han ville godt ha’ at vi gik lidt længere væk indtil elefanterne var kommet helt ned til vandhullet. Vi adlød naturligvis og fandt et andet sted at fotografere. Spændende at være i lugteafstand af vilde elefanter, når man står på jorden så er de godt nok STORE. Vi måtte desværre forlade dem da vil skulle på vores aften gamedrive.


Ud over at vi på dette gamedrive så en flok løver, løvinder med unger i to aldre, men desværre ingen fuldvoksne haner, som lå og døsede i den nedgående sol sidste stråler, inden de besluttede sig for at gå over vejen mellem de safari biler som havde fået samme ide som os, desværre var de for langt væk og det var blevet for mørkt til at jeg kunne fotografere, men billedet af dem gående i “singlefile” mod et ukendt sted, for at gøre klar til nattens drab. Det er på min nethinde. Jeg fik til gengæld denne solnedgang, med en stor han elefant i forgrunden.

Den største oplevelse på dette gamedrive, var dog at kom forbi en del hyæner som lå og ventede på et eller andet. Fred sagde “De bader dernede i søen” jeg kiggede i kikkerten og så at der var tre hyæner i gang med en flodhest som ikke helt var død, det var også en levende flodhest som prøvede at skræmme dem væk, vi så på dette drama, som desværre var for langt væk til at fotografere, men i kikkert var det spændende at følge dette skuespil på liv og død.
Vi kom hjem til aftensmaden da solen var gået ned og den afrikanske nat indhyllede lejren i lyde og dufte - spændende ikke mindst for Pernille, som dog var meget brav - efter maden var det tid for VM 2010 finale Spanien - Holland. Keld og Pernille holdt ud til lidt efter første halvleg. Jeg stod distancen til efter ordinær kamp, jeg kunne ikke mobilisere kræfter til forlænget spilletid. Jeg vil ikke udtale mig om finalens fodboldmæssige kvaliteter, blot konstatere at jeg hellere ville ha’ brugt tiden på at pille torne ud af min krop efter at ha’ løbet frivilligt, nøgen gennem et tornekrat.

Næste morgen havde vi aftalt at jeg skulle vække dem, hvis Kilimanjaro var synlig, så jeg havde sat mobilen til at vække mig klokken 05.45. Jeg lavede mig en kop kaffe og satte mig tilrette med Søndags BT, gave fra Pernille. Efter den første morgensmøg kunne jeg godt se at “bjerget” ikke ville vise sig i dag, så Keld og Pernille fik lov til at sove til 07.00. Pernille havde så ikke lukket et øje siden ved et tiden, “der var godt nok mange underlige lyde” sagde hun ved morgenmaden. Jeg tro nok Keld havde sovet som et lille barn.

Vi forlod Sentrim klokken lidt i ni, vi skulle møde den konvoj som vi var en del af, og som skulle afgå ved titiden, små 40 km væk af “Veje” lavet af en blanding af rød jord eller grus, begge dele med en del huller. Vi kom dog frem til tiden og turen til Chyulu gate ind til Tzavo West gik uden problemer.

Taglugerne slået op, vi er klar til endnu et gamedrive frem til Ngulia Logde, hvor vi skal sove i nat. Det blev ikke det mest ophidsende gamedrive frem til frokost, men da landskabet er helt anderledes end i Amboseli (her er landskabet tæt bush, mod åben savanne i går) så var her dog noget at se på og vi så da dyr på vejen. Vi kom frem til frokost og efter vi havde spist gik vi en lille tur rundt på området og slappede af. Inden vi skulle på aften gamedrive til næsehornsreservatet. Vi sad vi på balkonen og kiggede ud over det åbne landskab som ligger foran hotellet. En gruppe elefanter kom frem i det fjerne (jeg har aldrig set andet end antiloper på sletten, og de har aldrig været oppe at drikke af vandhullet som ligger små 50 meter fra den store terrasse) de gik direkte mod vandhullet, spændingen steg til uanede højder da der kom en gruppe af bøfler rundt om hjørnet. Vi gik ned på terrassen for at komme tættere på bøflerne var nu ankommet til vandet, elefanterne (18 stk.) måtte vente til bøflerne (omkring 100 stk.) havde drukket. Det hele foregik i god ro og orden. Det var nu tid til at forlade dette skue for at køre til næsehornsreservatet. Det var som sædvanlig en dødssejler, vi så spor, men ikke skyggen af en levende “rhino”. Lidt skuffede gik turen hjemad, vi så dog et to hinder af racen “Lesser Kudu”. En antilope art som er meget sjælden at se, det hjalp lidt på humøret, jeg må sige at Keld og Pernille har været heldige at se alle de dyr som vi har set, de mangler kun Leoparden og næsehornet, så er “The Big Five” i hus, dagen er ikke omme så hvor der tro er der håb.
På vejen tilbage holdt vi udkig efter leoparder, men vi var ikke heldige. Det var vi til gengæld da vi kom til hotellet. Vi fik at vide at leoparden lige nu spiste “på terrassen” så fuld fart ind i restauranten (vi havde fået bord på første parket) så mens solen kastede sine sidste stråler så vi leoparden spise sit gedebagben (som er hængt op i et kunstigt træ 20 meter fra hvor vi sad), mens vi hørte hvordan hun knuste knoglerne og spiste, så kom elefanterne til vandhullet ikke tyve meter fra rovdyret, de forstyrrende dog ikke hinanden, men det gjorde bøflerne som jagede elefanterne væk, bøflerne drak men de var lidt mere på vagt, selv om en leopard ikke er en “fjende”. Det var nu blevet mørkt, men området er oplyst af projektører, så vi kunne stadig følge med mens vi spiste. “Rhino, it’s a rhino” folk røg over til kanten for at se den, den var dog ikke så tryg ved alle de dyr som var omkring vandhullet så den fortrak ud i skyggen. Der faldt efterhånden ro over “dyrerestauranten restauranten”. Leoparden var færdig, elefanterne og bøflerne havde drukket det meste af vandhullet og var forsvundet ud i mørket. Vi sad på terrassen med en “paraply drink” og nød den “stille” afrikanske nat. Jeg vidste naturligvis at næsehornet ville komme tilbage nu der faldet lidt ro over feltet. Så vi sad i første række da den kom tilbage i projektørlyset for at slukke tørsten. Hold da kæft for en eftermiddag og aften, nu var “The Big Five” i hus og vi gik til køjs. Jeg sov som et lille barn og sad på balkonen næste morgen og så solen stå op. På sletten lå de over 100 bøfler og hvilede sig, de kom op til vandhullet i små grupper for at drikke inden de gik ud i bushen.


Stadig fyldt med gårsdagen indtryk, fik vi morgenmad, pakkede bilen og kørte mod porten ud af Tzavo West. To gode dage med en masse indtryk, som lige skal sætte sig fast. Turen til Mombasa og færgen gik glat og vi ankom til Hotel Neptun, hvor Keld og Pernille skal bo efter en is hos Aniello’s. Jeg tror at de næste dage med afslapning vil bekomme dem godt.

Siden Keld og Pernille indlogerede sig på hotellet, så har jeg været gæst hos dem til et aftensmåltid - den første aften - og en hel dag hvor vi nød solen, jeg kørte modellen uden solcreme, ja ja jeg ved det godt, det har sviget til mig i dagene efter, nu går det godt og det har været uden “hamskifte”, så det er okay.
Keld og Pernille har også været på besøg hos mig, de kunne låne cykler på hotellet, så de kørte herover til mig (små 2 kilometer) for at få massage af Mary. 2 dage i træk - jeg tror de nyd det, sådan så det ud - Mary skulle desværre rejse til Uganda, hvor hendes mor bor, på grund af at hun er (moren) meget syg. Så jeg ved ikke om Keld og Pernille fik massage på hotellet.

Efter et par dage med ren afslapning, kørte vi en tur til Shimba Hills. Jeg hentede dem klokken 8 ved hotellet, så kørte vi til Ukunda hvor Fred stod på. Jeg syntes det er godt at have en lokalkendt med når der skal køres “offroad”.
Da parken ligger i et område med “Coast Rainforrest”, er her vådt, og da det har regnet en del så blev der måske brug for en dygtig 4x4 hjuls kører. Jeg havde dog besluttet at jeg selv ville køre indtil det blev for “langhåret” til mine evner. Jeg har ikke den store erfaring i mudderkørsel, men hvis jeg ikke prøver så bliver jeg jo ikke bedre - eller “hyr”. Vi startede vores gamedrive med at køre på en bakkekam, her var vejen tør og der var ingen problemer, der var dog heller ikke nogle dyr, men terrænet og udsigten er flot. Jeg besluttede så vi skulle køre en “sløjfe” hvor jeg har set Sabel antiloper før, ikke nogen god beslutning, efter nogle hundrede meter, lige før en stejl bakke, indså jeg at det var for vådt og pløret, vejen var for smal til at jeg kunne vende, så i bakgear og stille og roligt tilbage “Hovedvejen” hvor vi kom fra. Det lykkedes mig efter et par forsøg at køre fast. Yes - nu skulle 4x4 stå sin prøve, ud og låse forhjulene, 4x4 gearvælgeren i frem, 1’ste gear,slip koblingen, stille og roligt, drej på rattet, undgå at blive nervøs over bagsæde passagerernes hurtige vejrtrækning. Ja det gik som en leg og vi var hurtigt tilbage på sikker vej. Alt det som man skal gøre for at køre 4x4 gjorde jeg nu i omvendt rækkefølge. Klokken var nu tæt på frokost, så vi kørte mod “Tree top hotel” hvor vi ville spise vores frokost. Inden vi ville køre tilbage i parken for at se om vi in eftermiddagssolens køligere stråler ville være heldige at se “dyr”. Jeg må sige at vi var heldige, bøfler, hartebeast, impalaer, bushbuck, giraffer, en stor flok sabel antiloper, 4 roan antiloper (en ungkarle flok) samt ikke mindst en stor flok elefanter, så vi så på flere forskellige afstande, men da parken har mange veje og “sløjfer” så kom vi rigtigt tæt på (for tæt på syntes Keld og Pernille, så det var med et bredt smil på læberne vi kørte tilbage mod Diani Beach, vi satte Fred af i Ukunda og stoppede lige for en is og en kop af “den gode bønne” inden jeg satte dem af ved hotellet.

Siden har eventyret dog taget en retning til det værre. Pernille havde gået et par dage med lidt “tumult” i maven, ikke noget hun ikke kunne kontrollere, men Keld blev rigtig syg om natten med svedeture, kulderystelser og det jeg kalder “sprøjtemås”. Pernille henvendte sig i receptionen på hotellet og de sørgede for at Keld ville blive tilset af en læge. Da han kom tog han Keld med tilbage på hospitalet og indlagde ham til behandling. Pernille fik en sofa så hun sov der også. Keld har så ligget med drop, fået taget blodprøver, medicin mod feber, dårlig mave, vitaminer - kort sagt hele cocktailen - Efter nogle dage med fremgang - tilbageslag - fremgang igen - så feber og så fremgang, så blev de “løsladt” her fredag middag. Ikke den bedste måde at afslutte en oplevelsesrig ferie på. De rejste hjem i nat, så håber jeg at de klarer den til de er hjemme i Farum her til morgen.

Det har været et par rigtig gode uger, masser af dyr og mange gode oplevelser, jeg håber at Keld og Pernille har haft det på samme måde, Jeg har “thihverttilfald” været glad for besøget

Det var alt for denne gang, ikke noget brok, det håber jeg ikke betyder at jeg mister læsere…

Husk nu ikke at glemme at: “Livet er en seksuelt overført sygdom med dødelig udgang” og husk at “Hvis du husker at nyde, så bliver du bedre til at yde”

Gi’ din elskede en ordentlig “smasker på trutten” og hils fra mig.

Kærlig hilsen

Robert.
.