onsdag den 20. juli 2011

"Røvtur eller optur"

”Tour de France”, min bare røv… Nej lad os få epo’en tilbage for magen til dødssyg etape i går skal man da langt tilbage for at finde, det skulle da lige være den første bjergetape forleden dag. 
Jeg kedede min røv i laser, at skulle høre på al den snak om ”ondt i knæet” og ondt i andre dele af kroppen, ja jeg fik sgu ondt i røven. Hvis de der to brødre skal vinde, så skal de sgu da angribe når det går opad, ”den var ikke stejl nok, den var ikke lang nok” ja der er sgu mange undskyldninger, grunden til at de sidder, alle favoritterne, og kigger på hinanden, er nok at der ikke er nogen af dem som kan mere end det de allerede har vist, så undskyldninger gider jeg ikke høre på. 
Gu' er det da hårdt at køre 5-6 timer hverdag i alt slags vejr og al slags terræn, men det kan sgu da ikke komme som en overraskelse, de har jo alle – næsten da, der var jo lige ham hollænderen som ikke har været i ”turen” før, han var sgu da et eksempel til efterfølgelse.

”Okay det er faneme hårdt det her, så lad mig blive færdig, så jeg kan få mig en kold”. Ja så kunne alle favoritterne side og glo på hinanden, mens ha nappede den prikkede trøje og sejren.
Nej brødrene har forspildt deres chance for at vinde i år, nu er der andre der har meldt sig ind i feltet af favoritter til sejren. Contador er enten en fantastisk pokerspiller med tilhørende ansigt eller også er han ”død”, men hvis han kan splitte hele feltet på etapen til Alpe d’Huez og køre sig i gult, så vil jeg æde min gamle hat (jeg har ikke nogen gammel hat, så det bliver nok en bøf i stedet).

Da jeg ikke kan se ”Tour de France” live på min PC. Så må jeg nøjes med ”live” opdatering på DR og TV2, her skifter jeg så mellem dem for at få det bedste overblik, næste dag kan jeg så se ”Aftentour” på DR og ”Tour studiet” på TV2, ikke optimalt, men det går da, og i går havde jeg sådan glædet mig til at høre om etapen på denne måde.

Studiet: ”Velkommen til dagens etape”. Af mange, ikke mindst eksperterne, regnet for en af de hårdeste etaper i dette års ”tour”, feltet skal over 5 toppe, inden det slutter op ad den over 15 kilometer lange opkørsel til Plateau de Beille i 1780 meter højde. Inden jeg stille over til live transmission med Jørgen, Rolf og Ritter. Så er her hvad der er sket på de fem første bjerge.
Der blev startet fra Saint – Gaudens i et rasende tempo, den første time blev der kørt så hurtigt at der ikke kom noget udbrud af sted. Først da feltet i næsten samlet flok kørte over kategori 2 stigningen Col de Latrape, skete der noget. 12 mand stak af på nedkørselen, blandt dem er Jens Voigt, Jakob Fuglsang fra Leopard/Trek og Chris Anker Sørensen fra Saxo Bank/Sungard, de fik opbygget et forspring på lidt over 6 minutter til favoritterne, og de ligger 5.46 foran feltet her hvor der mangler små 20 kilometer til målet. Over til Jørgen, Rolf og Ritter.

Ritter: Tak for det Jimmi og velkommen til ”Tour de France”. Der venter et spændende drama her på de sidste kilometer. En 10 mandsgruppe med alle favoritterne kom fri på den sidste stigning op til Port de Lers. Og et forfølgelses kapløb er startet, kan favoritterne nå frem til udbryderne inden de når for langt op på stigningen til mål.

Rolf: Jeg er sikker på at det ikke bliver en udbryder som kører først over mål stregen, tror at de venter et lille stykke oppe og så skal de bruge de sidste kræfter på at køre favoritterne i stilling.

Ritter: undskyld jeg afbryder, jeg hører i ”radio tour” at der har været et styrt i hovedfeltet på vej ned fra Port de Lers. Nej det er to biler fra Fransk TV som er kørt galt! De er gået i brand og feltet er fanget bag dem så der kommer altså ingen op bagfra. Gudskelov så er der ingen som er kommet til skade. Godt at favoritterne var kommet forbi.

Rolf: Ja for Søren da, det kunne da ha’ ødelagt hele Touren.

Jørgen: I billedet netop nu ser vi en af de helt stor favoritter, ”Contador en af feltets helt store helte, en af de mytiske figurer løbet er så fyldt af, en af disse mænd som kan kører opad, opad som ingen andre, som kan træde den store klinge, som en Coppi, som en Riis, som en Pantani, som en Rasmussen. En af feltets helt store bjerggeder, som nok i dag skal ud på en mission. En mission om at tage sekunder, minutter, timer – ja måske dage på Brødrene og de andre Rockergrupper.

Ritter: (mens han holder hånden over mikrofonen ”Rolf, få lige den bajer væk fra Jørgen”). Ja der er ikke tvivl om nu da løbet skal afgøres af udbryderne og de bagfra halsene favoritter, at det bliver et nyt afsnit der skrivers til den tykke bog ”Tour de France, løbet hvor ingen løber”.

Rolf: Jeg husker en gang jeg selv var i denne situation, jeg gravede dybt i mig selv, og aftalte med mig selv, at jeg ville vinde. Så jeg kørte fra udbryderne og krydsede målstregen helt alene, kun i selskab med mig selv. En fantastisk sejr, husker jeg, en sejr for det ”rene” cykelløb! Husk jeg er aldrig blevet taget med ”trynen nede i småkagekassen”

Ritter: Så nu sker der noget, favoritterne spiser af forspringet, ja der er udbrudt et sandt ædegilde blandt
favoritterne, nu er forspringet helt nede på få sekunder. Her bliver udbruddet så endeligt fortæret, de er
spist fordøjet og ”skidt ud” undskyld mit fransk! Hvem af de tilbageværende favoritter kan mon vinde denne etape!

Rolf: Jeg tror at Contador vinder denne bjergtop, jeg er sikker på han har de bedste ben tilbage.

Ritter: Nu kører Andy, Barso lukker, så kører Franck, Evans lukker, så kører Sanches contra, Frank lukker, der er lukket op for godteposen.

Rolf: Hvad vil Contador? han kan ikke blot sidde og lade angreb kører og at lade de andre lukke hullerne, det vinder han ikke på.

Ritter: Nu kører Andy, Barso lukker, så kører Franck, Evans lukker, så kører Sanches contra, Frank lukker. Nu prøver Contador, han har kigget de andre ud og besluttet at det nu er hans tur til at stikke af.

Jørgen: Der er bund i det tråd, han har ligget og lurepasset den sidste kilometer, men nu viser han er han er den bedste rytter i verden, en sand ”climbeur” Se hvordan han sidder på cyklen, som en sand mester, som om cyklen er en del af ham, som om han blot er et ekstra velsmurt tandhjul, han ben går som stempler og dog er hans tråd let som en fjer. Han er en ener, han er en toreador, han ejer arenaen, de andre ryttere er blot statister i hans iscenesættelse, i hans egen udgave af klassikeren ”Il hombre, gigante!”.

Ritter: Her kører han så under ”La flamé Rouge” den sidste kilometer med et forspring til resten af udbryderne på over 4 minutter. Holder han hjem så er han i gult. En fantastik dag. En episk dag. En dag som ingen kunne ha’ forudset. Rolf så det her komme?

Rolf: Nej – jeg må indrømme det er godt ”gået”, af en mand som har ligget efter de bedste, siden han styrtede på første etape. Hans knæ må være i orden nu. Det tegner godt for løbet, det tegner godt for etaperne i Alperne.

Jørgen: Her kører giganten, kongen af Pyrenæerne, ”Il gigante” så over målstregen som vinder, som triumfator, som ny rytter i den gule trøje. Han kom, han så, han sejrede…

Ja, men sådan blev det jo ikke, det blev en jævn kedelig etape.

Efterfølgende er der så kommet lidt mere fart over feltet, så måske ender det som optur…

onsdag den 13. juli 2011

Ny pølse i gammelt skind!

At skrive blog skulle jo gerne være en fornøjelse for både skriveren og læseren, jeg må så indrømme at det har knebet lidt med lysten.  Ikke at her ikke sker noget, men hvad skal jeg skrive om, som jeg ikke allerede har skrevet.

Ja - Jumaa vokser selvfølgelig, han æder mig ud af huset. At hunden kommer til at ligne ejeren (eller er det omvendt) står ikke i kortene. Han er helt sin egen, kommer når det passer ham, så en dresseret ”abe” det bliver han nok aldrig, dertil er min tålmodighed godt nok for lille. Jeg prøver dog at få han til at lystre nogle få kommandoer, ja livet som hundeejer det er en kamp om hvem der skal være ”boss”, indtil nu så er jeg den lille. Så selv om jeg stadig er den stærkeste så er korporlig indlæring ikke min kop te. Så fremtiden vil vise hvem der er den mest tålmodige, jeg er bange for det er en ”lost case” for mig.

Jeg har haft besøg af en gammel skolekammerat, Leon, vi havde nogle dejlige dage sammen her i Diani og vi var på en 5 dages safari, hvor vi var heldige at se alle 5, Elefant, Bøffel, Næsehorn, Leopard og Løve. Der røg også en masse andre dyr på linsen, både foto- og egen, også nogle som jeg på mine forrige safarier ikke har set. Det er en oplevelse at se dyrelivet, men det har jeg jo skrevet (meget) udførligt om før, så det vil jeg skåne Jer for. Leon fik Afrika ind i blodet, så jeg tror han kommer tilbage senere. Sådan tror jeg de fleste vil få det når de har været på besøg – hos mig eller hos andre – Afrika er ikke som andre steder i verden, så enten kommer man aldrig tilbage eller også bliver Afrika et ”hit” man ikke glemmer.

Hverdagen kommer til at blive anderledes igen, da jeg flytter tilbage til Bougainvillea II. Jeg er ikke helt tilfreds med at bo her, huslejen er for dyr og huset har fejl og mangler som jeg ikke så da jeg flyttede ind. Så bliver det også lettere at tage vare på mit ”arbejde” når jeg bor samme sted. Jeg flytter ind i Villa Pierre i løbet af juli, så kan jeg også tale med Geoffrey og Miriam uden at skulle køre/gå. Jeg kommer så i bedre form, fordi jeg skal gå ”skidetur” med hunden, jeg har lovet Geoffrey at han ikke skider i haven.

”Tour de France” en begivenhed som rækker langt ud over hvad man kan forlange af folk. Fodboldspillere klager over varmen, over de skal spille kamp hver 3 dag. Hold nu kæft – 2 x 45 minutter. En løbetur på max. 15 kilometer. Nej cykelryttere – det er mandfolk. I sadlen 4-5 timer, hver dag i regn/sne/kulde/varme, sniger der sig en hviledag ind i programmet – ja så snupper man lige en ”lille” tur på et par hundrede kilometer, blot for at holde organismen i gang. Nærkontakt af tredje grad – hvis det ikke er med en modstander, så er der motorcykler eller biler som tager over – Fodboldspillere ruller sig efter den mindste tackling – ja det ser nærmest ud som om de er døden nær. Cykelryttere sætter sig blot op på sadlen igen efter en flyvetur hvor de er flettet ind i rustent pigtrådshegn og fuldfører som den naturligste ting.

I år har man gjort ”Turen” mere hård, blandt andet så er der bøder for at blive trukket frem af servicebilen når man henter vand, jeg kan da godt se at det er usportsligt at få ”gratis” motorhjælp i 20-30 sekunder når man selv træder i pedalerne i 4-5 timer.

Til dags dato så er der ikke sket andet end rytterne har ligget spredt ud over de franske veje, men nu starter Pyrenæerne og efter dem kommer Alperne – hold da kæft hvor jeg glæder mig til at se Contador smadre alle de andre, når han danser op ad de høje bjerge, på den store klinge, når han fortæller en episk historie, når manden bliver en myte, når et menneske dykker dybt ned i sin egen smerte og træder ud som en VINDER.

Man har vel en lille Jørgen Leth gemt i maven…

Europa er på vej ned i gældsfængslets dybe hul. Hvad sker der nu? Skal denne krise vare evigt? Er det ikke på tide at skeen kommer over i den anden hånd. Jeg må indrømme at ”Jeg fatter ikke en skid”, hvis jeg bruger mere end jeg tjener – og det er da sket ”et par gange” i mit liv, så har den stået på smalkost indtil der var mønter på kontoen igen (selvom jeg har deltaget i bankernes lånefinansierede forbrugshelvede, så blev jeg da heldigvis klogere). At yde (flere) lån til Grækenland, så de kan afdrage på tidligere lån – undskyld mig er det ikke som at pisse i bukserne på en kold vinterdag. Jeg læser ydermere at Irland, Portugal og senest Italien også er på vej ned i bundløs gæld. Jamen så tryk da nogle flere EURO og lad os starte på en frisk, eller hvad med at afskaffe penge og lade ”bytteøkonomien” tage over.

Tænk engang! der bliver røget i hvert fjerde dagplejehjem, ikke sådan at forstå at dagplejemødrene har ansat nogle pensionister til at side og pulse på cerutter sammen med børnene. Nej der bliver røget i rum der ikke bliver brugt til børnepasning og efter de små poder er hentet, men røgen er alle steder siger de frelste ”Så vi må forlange at der ikke bliver røget på matriklen, ja på vejen, nej lad os hellere sige bydelen for at være på den sikre side”.

Lappeløsninger, lappeløsninger. Nej lad os nu tage fat om ”nældens rod” og engang for alle få bugt med rygningens dødelige svøbe. Alle rygere (3 generationer tilbage) skydes, brændes og asken bruges som fyld i nyt vejbyggeri – det må være på tide at udbygge ”Ring 3”. Da der for at skaffe plads til alle de biler som fylder for meget på det eksisterende vejnet, kræves en del nye kilometer vej, så er asken af rygere måske ikke nok. Derfor kan man i samme åndedrag ligeså godt skyde og brænde (varmen kan indgå som supplement til fjernvarmen – indtil vi har fundet ud af hvilken vej vinden blæser) alle indsatte i de danske fængsler som har en dom over, tja 5 år, så bliver der jo også plads til dem som ikke nu kan afsone på grund af pladsmangel. Skulle der ad åre blive mangel på rygere og indsatte, så er ”de fede” måske en god ide (godt jeg er kommet under 100 kilo), det kræver nok en yderligere forskning i fedtfiltre på krematorieskorstenen, men det kan måske udvikle sig til en eksportvare i stil med ”Vestas”.  

Sidste nyt ”Delikatesser er ikke delikatesser”. Undskyld mig hvad nyt er der i det. Sjovt som der skal koges ny suppe på gamle ben. Der har altid og vil altid være folk som snyder andre. Slagtilbud på hakket oksekød 8 % fedt, tag 3 kilo betal for 2 kilo. Hvis der er nogle der tror, at det er frisk fersk oksekød som slagteren ”forærer” væk, så skal de sgu da snydes. Det har ligget i kølemontren først som hel steg, så som bøffer og inden det skal smides ud så hakkes det og sælges som føromtalt. Historier som denne kommer jo frem hele tiden, så er det galt først med Spanske agurker, nej så er det Tyske agurker, nej så er det Danske agurker, nej så er det pludselig spirer af enhver slags, nej nu mener man at det er Egyptiske bukkehornsfrø som er blevet vandet med dyreafføring. Sund fornuft er ikke eksisterende og maver er ikke hvad maver var. Så skyld, kog, steg din mad eller spis konserves og nu du er i gang så køb dig en iltmaske så undgår du også den forurenede luft.

Det kan ikke siges tit nok. ”Livet er en seksuel overført sygdom med 100 % dødelighed” Så prøv at få det bedste ud af den…

Som jeg startede med at skrive, så skulle det gerne være en fornøjelse for begge parter, at bruge tid på mine ”udgydelser”. Dette vil jeg så lade være op til DIG, om du syntes din tid har været spildt..
Jeg har hygget mig gevaldigt med kaffe og smøger indenfor rækkevide og med Jumaa liggende for mine fødder.

Husk nu ikke at glemme ”Vis du elsker, dem du elsker” så lad følelserne komme frem i lyset.

Kærlig hilsen og fortsat god sommer, skulle den komme forbi…

Robert