onsdag den 19. maj 2010

"Fyldepennen"

Jeg sidder på terrassen og nyder et par stykker ristet brød med ost og honning - en af hver, jeg er ikke blevet helt pervers endnu, selv om et stykke ristet rugbrød med Gorgonzola og honning er en klassiker jeg savner, nå - inden mit mundvand løber over, så er det ikke dansk mad jeg vil skrive om i denne klumme - nej, jeg sidder og nyder den silende regn. Det er næsten som at sidde og kigge ind i et bål eller lade blikket sejle ud over det åbne hav. Det har en underlig evne til at tømme ens hoved for hverdagens trivialiteter.

Selv om regnen her, både er stille og har en mediterende effekt, så kan den også stå larmende ned, i stråler, jeg har aldrig set så meget vand komme ud af himmelen på så kort tid, vi taler om 50 - 80 mm på en halv time. Dette bevirker, at området bliver til den største vandpyt jeg har set. Den må være et paradis for enhver rask dreng og pige, som kan lide at sparke i vandpytter.

De sidste par uger har været som beskrevet ovenfor, her hvor jeg bor, og hvor jeg blot kan gå i ly for vandmasserne på terrassen, er det kun godt at vi får “lidt” vand, men der er andre steder hvor vandet slår folk ihjel, enten som oversvømmelser eller mudderskred, trafikulykker eller andre mere eller mindre menneskeskabte katastrofer. Jeg får lyst til at skrive et par citater af nogle, for mig, ukendte personer.

“Lykken er at tømme sin hjerne, blot ved at kigge ud i det fjerne”

“Livet er som en barneskjorte, kort og beskidt”

Det var denne morgen jeg besluttede at skrive til en af mine gamle venner, ikke en E-mail eller en besked på “Facebook”, nej jeg ville skrive et gammeldags brev i hånden - nej selvfølgelig skrev jeg det på papir, jeg tror ikke at jeg kan få hånden ned i postkassen, og det ville så også blive det sidste brev jeg kom til at skrive -.
Så jeg fik fyldt blæk på min fyldepen og startede med at skrive, jeg må indrømme at det er mange år siden at jeg har brugt pen og blæk til noget der er længere end en “dosmerseddel” Dette at sidde og skrive på den gammeldags måde, hvor man skal tænke sig om inden man skriver det ned (ja - den teknik kunne du godt bruge her i din klumme også, ha ha det overhører jeg, her bliver det skrevet som det kommer ud af tasterne) det var en rigtig god fornemmelse at sidde og skrive, mens jeg nød en pibe tobak og en kop af den gode bønne. At se min letlæselige skråskrift på papir, det var faktisk en meget sjov oplevelse, jeg har altid haft en pæn håndskrift og at skrive med fyldepen og se ordene flyde ud på papiret, det var en rigtig god oplevelse. Det er ikke sidste gang jeg skal skrive noget i hånden, det er helt sikkert. Den stille silende regn fuldendte billedet.
Jeg følte mig næsten som en anden Karen Blixen, selvfølgelig ikke på indholdet af det jeg skrev, selvom jeg var tilfreds med brevet, da det var skrevet færdigt, mere på den måde som hun skrev breve hjem til Danmark, om livet og hendes besværligheder med at (over)leve her i Kenya. Hun måtte så blot vente ca. 3 måneder inden der kom svar tilbage, så er postvæsenet trods alt blevet meget hurtigere, og de elektroniske måder gør jo at man kan være online overalt på jorden, og få svar, næsten inden man stiller sit spørgsmål.
Nå der er stadig folk som lever på Karens tid, der går i hvert fald mange uger inden de svarer eller skriver (så fik jeg lige den ud mellem sidebenene).

Nu kan jeg jo ikke sidde og glo på regnen hele dagen, så hvad får jeg tiden til at gå med. Mit arbejde består kort og godt af ikke at lave noget. Hvordan klarer jeg det, ikke at skulle lave noget? Ja det er et godt spørgsmål, men tiden kommer til mig med tanker og ideer, jeg ordner lidt regnskab - både mit eget og det jeg klarer for min boss, jeg skal også handle lidt ind, læse en bog, løse lidt krydsord, se en film, høre lidt radio, skrive klumme (det bruger du sgu ikke meget tid på min ven, det overhører jeg også) Det er svært at skrive om hvad tiden går med, nu har jeg forsøgt og jeg er helt udmattet.

Der har været venner forbi i år, John var den første, så kom Jørgen og Victor. De næste venner som kommer forbi er Keld og Pernille, de kommer den 9 Juli, så kommer Hanne og Jan og bor her i 17 dage fra den 18 August. Laust kommer i slutningen af Oktober - det ligger ikke helt fast endnu - og de sidste som har booket er min “gamle” kollega Michael, som kommer med sin kone Heidi og et vennepar “Dunte og Sjanne. Jeg glæder mig til vise dem alle, de vilde dyr og forhåbentlig vil de få en på opleveren.

Jeg vil selvfølgelig skrive, om de oplevelser som vi får, når den tid kommer.

Jeg har ledt efter noget jeg kunne skrive om, og rigtig lukke galde ud, men der sker ikke rigtigt noget som kan få mit pis i kog.
Jeg mener, for nu at vende tilbage til mine stunder på terrassen, jeg kan da godt sidde og tænke på, at jeg savner det bløde lysegrønne skær over bøgeskoven, når den springer ud. Det tætte flor af anemoner på skovbunden, når man går tur i skoven, og den spæde forårssol skinner ned gennem det lysegrønne løvhang. At se de nyfødte lam på marken, nyde de mange fuglestemmer som er kommet tilbage for at yngle. Gå en tur i en lystbådehavn og se alle de nymalede både og de forventningsfulde, glade mennesker der venter på at komme ud og få vind i sejlene, mens man spiser en “gammeldaws” med softice, guf og syltetøj. Gå en tur i Tivoli, eller på Bakken. Grille sammen med gode venner, nyde en kold øl eller et glas vin. Ja jeg kunne blive ved, men jeg er sikker på at der allerede er en masse billeder på din nethinde.

Så trøster jeg mig med at hvis jeg stadig var i Danmark, så havde jeg nok lige så travlt, som resten af jer, og hvor tit fik jeg så gået en tur i skoven eller på havnen eller Bakken eller Tivoli….. Så jeg klarer mig med minderne og “Min Kenyanske Farm” for nu at blive i det poetiske.

Det er snart tid til WM 2010, ja mon det bliver en euforisk tid, mon det danske landshold kan give os minderne tilbage fra 1992. Fodbold hernede er stort, så der bliver gang i den alle de steder kampene bliver vist på storskærm, desværre så tror jeg ikke de danske kampe bliver vist, før vi når mellemrunden, optimist eller idiot det ved vi mere om når vi når dertil.
Lige nu er det landsholdet i ishockey som fascinerer mig. Det er sgu godt gået, selv om det skulle blive til en 8’tende plads. Jeg tror desværre ikke de kan gøre noget for at forbedre den placering, hvis det er Sverige de skal møde (det bliver afgjort senere i aften, om det bliver dem eller Schweiz, dem tror jeg da godt vi kan ordne).

Jeg hører fra flere (ingen nævnt, ingen glemt) at mine klummer bliver læst, og på de kommentarer (som jeg er rigtig glad for at modtage, bliv endelig ved) kan jeg da se at min familie læser med. Jeg håber da at I (det tavse flertal) bliver ved med at læse med - og skulle I få en ubændig trang til at give Jeres besyv med, så hold Jer ikke tilbage, send eventuelt et gammeldags håndskrevet brev.

Det var hvad jeg kunne finde på at skrive denne gang, selv om vejret ikke har været det bedste i mandsminde, så prøv alligevel at stå af racet, om ikke andet så blot for nogle timer og gå en tur i naturen. Skulle du møde en eller anden der også er stået af, så gi’ vedkomne en rigtig forårskrammer, måske solen så beslutter sig for at skinne, om ikke andet så inde i dig…….

De kærligste hilsner fra

Robert

p.s. Nu skal der retfærdigvis rettes et “Tusind tak” til mine nye og gamle venner på Skype, Facebook, E-mail etc.. Jeg er glad for at vi på denne måde kan holde forbindelsen ved lige.

3 kommentarer:

Harriet sagde ...

Hej brormand, nu vil jeg være den første til at kommentere din blog og komme med egne tanker.
Solen har skinnet i dag for første gang i lang tid og det har været dejlig varmt, jeg håber det bliver ved så vi kan få den sommer som alle synes de fortjener. Jeg er sikker på at dine regnvandspytter ville være noget for mine børnebørn de springer ud i hvad som helst.Det er utroligt at du gider skrive en brev i hånden, det er noget jeg sjældendt gør fordi jeg altid skal sende oversættelser med for at modtageren kan læse det og der altid skal laves en kladde, det tager jo flere timer. Det er ikke løgn, du har en flot håndskrift (arvet efter mor)jeg har nok stået bagerst i køen da der blev udleveret håndskrift. Dejligt, at der kommer så mange ned til dig, må se om vi ikke også snart kan komme og besøge dig, vil gerne ud at se dyrerne, apropo dyr, så skal vi i Zoo på søndag den 23. maj med hele familien og madkurv, det skal nok blive hyggeligt, når jeg ser på løverne vil jeg tænke på dig og den tekst du satte på billederne af hr. og fru løve (da mor,far og faster var nede at besøge dig) og så vil jeg smile inden i mig selv. Håber vejret bliver godt på søndag. Har allerede været i Tivoli 2 gange og håber også på lidt flere fredagsrock, men det bestemmer vejret lidt. Slutter nu, det kan jo være andre vil til - tak for god læsning, vi høres ved på skype, fb eller mail - mange knus fra swester

Obligatorisk sagde ...

Kære Robert

På dine vegne er jeg naturligvis glad for, at der ikke er noget der kan bringe dit pis i kog, men på egne vegne må jeg konstaterer, at jeg savner det! Jeg hører måske også til én af den slags, der kan nyde en god "sviner" - og på det felt er du mesteren selv. For det første er der vid bag dine tørre konstateringer, men afleveringen er i en klasse, så selv modtageren må konstatere et "Nåh ja". Nå, det var slet ikke det jeg havde på sinde....Det slog mig da jeg læste klummen, at du for en del år siden forklarede mig, hvorfor du skulle til Kenya "når en gang...", og der husker jeg specielt din omtale af den indre ro du havde oplevet - en følelse så overvældende, at du bare måtte tilbage efter mere. I denne klumme synes jeg faktisk, at jeg kan se at du nu har held til at "høste" nogle af de gyldne øjeblikke du omtalte dengang. Jeg blev helt glad på dine vegne over at det i glimt ser ud til at lykkes - og samtidig hører jeg en indre stemme, der lidt bebrejdende spørger mig selv, hvornår jeg har disse øjeblikke......

TB sagde ...

Hhhmm - helt personligt havde jeg troet der var en helt anden historie på vej med den overskrift....