"Pensionister på tur" Kapitel 1

Efter en køretur på 7 begivenhedsløse timer fra Diani Beach, ankom Fred (Daniels far og vores guide/chauffør på safarien) og jeg til Winsor Golf Resort.

Jeg checkede ind og fik nøglerne til vores bungalow, kørte “Rusty” hen foran huset, og vi tog vores kufferter ind. Dejligt hus med to store soveværelser med hvert sit bad og toilet, og en stor stue imellem med tv, her sov Fred (ulovligt) på en madras på gulvet, fordi der var for langt til et sted han kunne betale, og vi skulle jo tidligt op.

Vi havde tid til en kold øl i baren og en god morfar inde vi skulle køre ud til luft havnen for at hente “Pensionister på tur”.

Vi forlod huset klokken lidt i syv, for at være i lufthavnen klokken otte, der var en del trafik på vejen, men Fred manøvrerede godt igennem down town Nairobi, så det var først da vi kom på Uhuru Highway (4 sporet hovedvej fra lufthavnen og gennem Nairobi) vi kom til at sidde stille i kø, det viste sig desværre, at der var sket en ulykke, en mor og en pige på omkring de fem år, lå døde på vejen. En uhyggelig oplevelse, jeg tror at det er de første døde mennesker jeg har set i mit liv, så det er et syn der sidder fast på nethinden.

Vi kom til Jomo Kenyatta International Airport i tide til at finde en P-plads og købe en kop kaffe, inden “pensionisterne” kom gennem immigrations “slusen”.

Efterhånden som tiden gik og passagererne fra Amsterdam begyndte at komme ud gennem tolden, ja - så opdagede Fred min mor og far samt min faster. De kørte rundt mellem bagagebåndene for at finde deres mange kufferter - de havde en del ting med til mig - det lykkedes at få alt med ud, uden de store problemer. Så var det tid til en stor Kenya krammer og Fred fik sagt goddag til dem alle, så ud til parkeringspladsen, ind med bagagen og så et lynkursus i at stige op i “Rusty” som er noget “højbenet”, men ved fælles hjælp, så kom alle ombord og vi kørte tilbage mod Winsor. Ingen uheld på vejen, vi ankom lidt over ti, tømte bilen for bagage og røg omkuld, vi havde alle været oppe i mange timer.

Tidligt næste morgen gjorde vi os klar til morgenmad (kæmpe buffet med det hele) og klokken halv otte kørte vi mod Sheldrich Elefant børnehaven, som kun har åbent mellem klokken 11 og 12. Selv om det var mandag og der var meget trafik på vejene, så var vi der i god tid og måtte vente næsten en time, men det var det værd. Lidt over 11 kom der, 11 små elefanter ind i en indhegning, de gik direkte hen til deres dyrepasser og fik en sutteflaske i munden, i løbet af få minutter havde de suttet de første fem liter mælk i sig og en ny sutteflaske gjort klar, mens de suttede kunne man klappe dem og mærke deres hud. De var ikke bange eller urolige over de mange mennesker. Der er tre aldersgrupper på stedet, de helt små må ikke komme ud, fordi det var for koldt for dem, så de var indendørs i deres stald. Det var de mellemste vi så - alder fra 6 måneder til 1 år - da de ældste (1 år til 1½ år) skulle vises frem begyndte det at regne, så vi forlod stedet og kørte videre til Nairobi National Park, hvor vi skulle besøge deres “børnehave”. Det er dyr som bliver fundet forældreløse og som så bliver “brugt” som udstilling for skoleklasser og turister. Det var her jeg klappede en gepard, da John og Louise var her, desværre så skulle Usan Bolt (ham hurtigløberen) klappe geparden, så vi fik ikke mulighed for det,. Vi kiggede på løver, geparder, leoparder, aber, bøfler og våde hunde - vi lignede da sådanne dyr, da der kom en regnbyge. I løbet af fem minutter, så lå der 2-3 centimeter vand på stierne og vi var drivvåde. Det gode ved det er, at det tager lige toppen af varmen og når solen kommer frem igen, så tørrer det jo hurtigt.

Vi fik en “dejlig” frokost, kylling med fritter, ikke lige fars livret, men ned kom det da.

Vi kørte så videre til “Giraff Manor” som er et sted hvor de “opdrætter” Rothchild giraffer, for at sætte dem fri - i familiegrupper - på deres naturlige levesteder, den er en truet art. Her fik alle, undtagen mig, jeg fotograferede, et ordentligt tungekys af Kelly. En 7 år gammel hun giraf. En våd oplevelse sagde min faster, men OK det er ikke mange som har kysset en 5 meter høj giraf - vi stod oppe på den platform, hvor man kan fodre dem.

Efter denne store oplevelse, så var det tid til at køre til den sidste ting på listen, for den dag, nemlig Karen Blixen Museum, som ligger små 10 minutters kørsel fra girafferne. Her fik vi en meget kompetent rundvisning af en Kenyansk kvinde med megen viden om Karen Blixen og med en fantastisk humor og glimt i øjet. Sjovt for “Pensionisterne” at se hvor Karen B boede og levede, selv om jeg har været der mange gange, så er det stadig interessant at høre nye ting om hende. En fantastisk kvinde, som jeg kun kan anbefale at læse.

På dette tidspunkt havde mor, far og faster fået en vis rutine i at “bestige” “Rusty”, så da vi kørte fra parkerings pladsen, så sad der en del Kenyanere og så på da “Pensionisterne” skulle op på deres pladser på bagsædet, det skete uden uheld og de klappede imponeret da vi kørte.

Middag på Winsor kan anbefales hvis man er gammelsulten, portionerne var meget store (selv for mig) far var dog den eneste som ikke kunne spise op (måske fordi det ikke var hakkekød, men svinemørbrad) vi fik en "dogy bag" og Fred blev glad for at få resterne fra de riges bord. Vi havde været tidligt oppe og skulle også tidligt op næste morgen, så vi gik tidligt i seng.

Så var det dagen, hvor vores safari startede, vi skulle lige ud af Nairobi (myldretids trafik igen) inden vi satte kursen mod Amboseli Nationalpark. Efter nogle timers kørsel på rigtig god vej (ny asfalt) kom vi så til et stykke “vaskebrætsvej” inden vi kom til porten ind til parken, her kørte jeg “Rusty” med 40 km/t, hvilket ikke var hurtigt nok - sagde Fred - så op på 60 i timen,. Så fløj vi over hullerne, men det var med tungen lige i munden.

Ved porten skulle jeg ordne betalingen og imens blev faster “overfaldet af Masaier, som gerne ville sælge lidt husflid. Musse syntes det blev lidt for meget af det gode, så hun ville kravle op i bilen igen, for at komme lidt på afstand. Foden op på trinbrættet, smut, så gled foden og hun skrallede en ordentlig luns af skinnebenet, så da jeg kom tilbage til bilen, så lignede det - det Stockholmske blodbad, Musse med blodige servietter overalt, nå, ingen panik blødningen var tilsyneladende stoppet, så vi kørte videre. Vi havde ikke kørt langt før vi så to løver i gang med at formere sig. Det er et 20 sekunders show - til gengæld så er der et nyt hvert tyvende minut, i 24 timer - de besluttede sig for at hvile sig lige ved siden af vejen så vi fotografere dem på en afstand af 5 meter, det var noget pensionisterne kunne bruge og glemt var bumleturen og diverse “små” skrammer. Resten af vejen hen til vores “Telt” var der desværre en del døde dyr. Det har ikke regnet (altså rigtigt regnet) i 3 år så parken er tør som en “Dry Martini”, det er fede tider for alle der spiser kød, de kan næsten blot åbne munden, så falder der en zebra eller en gnu, død ind i deres mund.

Vi kom frem til Sentrim Logde, en luksus teltlejr, hvor vi skulle bo de næste to nætter, ved frokosttid. Så vi fik indrettet os og tog en slapper resten af dagen. Vi så på Musses skinneben, og det så ikke godt ud, jeg spurgte om der var en læge på stedet, men det var der ikke. Manageren kom dog og rensede såret så godt han kunne. Vi kørte så 40 minutter til Serena Amboseli, et andet resort, hvor der var en læge. Han ordnede såret, trak huden på plads og lagde en forbinding. Vi skulle så lade den sidde et par dage inden vi skiftede den. På vejen hjem så vi den flotteste solnedgang og Kilimanjaro var næsten fri for skyer, det er flot at se det i solnedgangens lys. Klokken var næsten syv før vi var hjemme og det var mørkt. Vi lånte en kørestol i receptionen, så resten af tiden i teltlejeren, kørte vi Musse rundt i den. Efter en dejlig buffet og lidt Masai dans, så gik vi seng og sov som små babyer.

Tidligt op, morgenmad og så kørte vi på heldags game drive, med frokosten og vand i køleboksen kunne vi klare os indtil aften, det blev en hård dag, det var varmt, støvet, vejene var hullede og der var så mange døde dyr at det var grotesk at se på, for hver 500 meter så vi nok mellem 3 og 5 kadavere, ikke dræbt at rovdyr, men simpelthen døde af sult og tørst. De ligger blot og rådner, der er simpelthen for meget kød til at rovdyrene og ådselsæderne kan rydde op. Vi indtog frokosten, mens vi kiggede på tre unge løver som forsøgte at dræbe en gnu, de opdagede dog at gnuen var for opmærksom og det var nok for varmt, for de opgav efter en lille løbetur og lagde sig til hvile sig, inden aftenens jagt. Vi kom tilbage til lejren ved fire tiden og kunne nyde de sidste timers solskin på terrassen, mens vi kiggede på Kilimanjaro, som stod uden skyer, majestætisk mod den blå himmel. Det er det højeste fritstående bjerg i verden, blot lige en information til dem som kan bruge den (:-0)

Tidligt op - det er snart blevet en vane - morgenmad og pakke alle kufferterne i bilen - så af sted mod Tzavo West, vores sidste stop før vi vender næsen mod Diani Beach. Det forgik i konvoj med politi eskorte, måske det var derfor, der ikke skete noget på turen. Der er kun et par timer, på ikke eksisterende vej, mellem de to parker, så far var godt øm i røven da vi ankom til Ngulia Logde, stedet hvor vi skulle overnatte for sidste gang på denne safari. Vi ankom til frokosttid så vi fik noget mad og en lille time på øjet, inden vi kørte mod næsehorns reservatet. Vi var ikke heldige, for vi så ikke en skid, til gengæld så glemte vi tiden og var først ude, 20 minutter efter vi skulle (reservatet er kun åbent mellem 4 og 6). Vagten så ikke for glad ud, men Fred undskyldte mange gange, så vi slap for videre tiltale. På vejen op af den sidste bakke kunne jeg se de andre biler holde stille og jeg så at de fotograferede med blitz. Det var samme sted hvor John og jeg så en hun leopard i 2006, så jeg håbede selvfølge på at det var den de fotograferede, og selv om det var begyndt at blive mørkt, så - så vi den da i kikkerten, ligge oven på en stor sten og æde. Ja, det kan ikke beskrives (selv om jeg prøver) det at være så tæt på et vildt dyr, der æder det, den selv har slået ihjel. Det rykker! Vi blev der vel i 10 minutter, til det var blevet for mørkt til at se den, selv i en kikkert.

Tilbage på hotellet skulle vi så blot lige vaske hænder, inden vi satte os på terrassen for at vente på den leopard som kommer og spiser ca. 20 meter væk i et træ, hvor personalet hænger et gede bagben op - lidt snyd, men med lys på, så kunne selv “Pensionisterne” se hvad der foregik. Efter endnu 20 minutter med leopard show, gik vi til buffeten med friske kræfter og en hel masse indtryk på nethinden. Da vi sad med kaffen på terrassen, så begyndte det at regne, jeg mener ikke en lille byge som derhjemme, men det stod ned i torve i fire timer, med lyn og torden og hele molevitten. Vi faldt dog i søvn uden problemer, en masse oplevelser rigere, noget som det nok tager et par dage at fordøje for “Pensionisterne”.

Turen næste dag ud af parken var uden andre begivenheder end at vi havde fået en passager med til Mombasa. Hun underholdte Fred til vi satte hende af før færgen, resten af vejen til Diani Beach kørte jeg, vi satte Fred af i Ukunda, hvor han bor hos sin søn. Vi stoppede på Palm Beach Hospital, hvor Musse fik skiftet sin forbinding, det så godt ud sagde lægen, mens han rensede og lagde en ny forbinding, som vi skal checket på tirsdag.

Personalet stod klar til at modtage os da vi ankom til hytten. Friske blomster, lasagne og en kop af den gode bønne - god nat.

Lørdag sov vi længe, nu skal vi vende os til en ny døgnrytme, så vi har ikke lavet andet end at pakke ud, spille kort, spist og drukket. I dag har vi spillet kort om formiddagen og klokken 2 kom Mary og vi har alle fået en god gang massage. Vi skal nu spille lidt mere hjerterfri (de har øvet sig hjemmefra, de røvhuller) og jeg må se om ikke jeg kan få huslejen betalt - indtil nu så er jeg nu ikke på førstepladsen.

I morgen tidlig så tager far og jeg sammen med Fred til Mombasa, hvor “Rusty” lige skal kigges efter for lidt små skavanker. Der kommer så nyt i næste uge, hvis ellers vi oplever noget der er værd at skrive hjem om.

Ja - det var hvad der kom på skrift fra den første uge med “Pensionister på tur” kun fremtiden vil vise hvad der sker i næste uge.

Husk nu ikke at glemme, vær god og kærlig mod den/dem du elsker. Herfra skal der i hvert fald lyde et rungende - Kærlig hilsen til alle fra “Pensionisterne” og Robert.

p.s. Se billeder på http://picasaweb.google.com/robert.roro