"Pensionister på tur" Kapitel 3

Mandag morgen hentede jeg Fred i Ukunda ved 7 tiden, for at køre til Mombasa. “Rusty” skulle lige have rettet nogle skavanker, som Fred havde opdaget på vores safari. Godt at han har forstand på biler - Godt for “Rusty” som langsomt kommer i topform - ikke så godt for min pengepung, for selv om det er meget billigere at få lavet bil her, så løber det godt nok op.

Denne gang var det drivakslen til forhjulstrækket (når vi kører i 4x4), den havde manglet fedt, så den var blevet lidt løs i koderne. Gearkassens fastgørings beslag var også modne for en udskiftning. Sidst, men ikke mindst skulle bremserne også lige have et eftersyn, de skal jo virke !

Første reservedel havde Philippo til vennepris. Vi afleverede bilen hos ham, kørte over efter reservedelene til gearkassen, tilbage og aflevere dem. Så tog vi tilbage for at forny de forskellige licenser, som er obligatoriske for at kunne køre på safari med gæster.

Samtidig fik jeg lavet forsikringen om, så mit navn nu står på alle papirerne. Vi fik lavet alt inden klokken 12, så jeg satte mig ind på “Doormanns” , en kaffeshop i stil med “Starbucks”, her ventede jeg på pensionisterne. Daniel havde hentet dem ved ellevetiden og de kom lidt over middag, Så vi fik en “jordbærshake” inden vi gik over gaden for at købe en flybillet fra Mombasa til Nairobi. Fordi jeg hentede Dem i Nairobi, så havde De “kun” købt billet fra København til Nairobi/retur hjemmefra, men vi fik ordnet det for 19.500 for tre billetter, det var billigere end vi/jeg havde ventet. Så noget er altså billigere og det var en nyhed som Pensionisterne kunne bruge.

Vi kørte så hjem med Daniel, mens Fred ventede på at “Rusty” skulle blive færdig, han ville så køre hjem i den. Fred ringede så, at problemet med bremserne ikke var luft i systemet, men at bremsevæske pumpen, som han skiftede sidste gang, havde beskadiget en gummipakning i en anden del af systemet og at den skulle skiftes, nej ikke gummipakningen, men hele molevitten, nå ja, hvad betyder ekstra 8000 Khs. Jeg har snart en ny bil i reservedele.

Efter en tirsdag hvor Fred igen måtte til Mombasa, denne gang uden mig, så fik jeg “Rusty” tilbage tirsdag aften, vi ordnede lygterne ved at skrue på nogle skruer, så nu blænder jeg ikke de modkørende mere, noget alle Kenyanere skulle lære. En lygtekampagne her ville virkelig hjælpe på trafiksikkerheden.

Onsdag kørte jeg så “pensionisterne” rundt i omegnen, vi fik ordnet alt, til vi kører på safari i morgen efter morgenmad.

Torsdag fik vi tidlig morgen mad og ved ni tiden var vi pakket og klar til 2 dage i Mwalunganje og Shimba Hills.

Vi kørte uden problemer til Kwale, ja det går opad så “Rusty” måtte da arbejde for føden, men han blev så træt at livet da vi kørte over det første vejbump i Kwale (som er “hovedstaden” i kystregionen), at han slukkede for motoren og nægtede at starte.

Han kølede af i 20 minutter, vi fik en tropisk byge (godt vi sad inden døre) da bygen stoppede, fik han lidt kildevand i sin nye køler, nu startede han og spandt som en lille mis der slikker fløde, og så kørte vi videre.

På den anden side af Kwale, så begynder den rigtige vej til Mwalunganje - stejle bakker op og ned gennem den tropiske regnskov, på en vej som kun de færreste vil kalde en vej, det er snarere en række hjulspor ved siden af hinanden, så alt efter hvilke man vælger, kan turen blive alt fra ikke behagelig til bumpet og modbydelig. Jeg ville ikke turde kører den vej i en almindelig bil med over 5 kilometer i timen.

Vi kom dog frem til porten ind til elefantparken uden yderligere uheld, måske hjalp det at jeg kørte med fuld varme og blæseren på fuld kraft, det gjorde da at motoren ikke så varm, selv om den var på hårdt arbejde. Til gengæld så svedte jeg noget om fødderne, men lidt sveder man vel altid.

Vi fik betalt indgangen, åbnet tag lugerne, og kørte så mod det sted hvor vi skulle overnatte i telt. Turen er på ti kilometer, de første par af dem, så vi ikke en skid, men så kørte vi gennem en tykning af buskads og der på vejen, lige efter et lille sving, stod der en elefant og blokerede for videre kørsel. Jeg stoppede og mine passagerer kom op og stå for at kigge ud på elefanten som vel var 40 meter væk. Kikkerterne blev flittigt brugt og far tog billeder, da vi havde holdt der et par minutter så vi flere og flere elefanter i budskabet ved siden af os. Jeg kørte så forsigtigt frem, og da vi kom ud af buskadset og frem til hvor den første elefant havde stået, kunne vi se ud over et åbent stykke land, her stod der vel 60-70 elefanter i alle aldre, køn og størrelser.

Det var et betagende skue, sådan at se landjordens største dyr, på en afstand af mellem 20 og 100 meter, Vi holdt der nok i tyve minutter og betragtede dette flotte skue inden vi kørte videre mod frokosten på “Travellers Logde” hvor vi skulle bo.

Vi ankom ved 2 tiden, fik vores telte tæt på vandhullet (altså det til elefanterne) spiste en 3 retters frokost, hvorefter vi tog os en “siesta” inden elefanterne skulle komme for at drikke. Efter en dejlig “morfar” var vi klar på terrassen ved femtiden. En gammel “hun” med store stødtænder kom ned til vand hullet, snusede til lidt “elefantlort”, gik tilbage til skoven hvor hendes “familie” ventede. De kom dog ikke ned til vandhullet, men blev lidt i skovbrynet og spiste. Vi kunne se dem knække grene af og vælte et enkelt træ inden de forsvandt. Det var lidt skuffende, at der ikke kom nogle dyr til “hullet”, men vi så da en masse forskellige fugle. Skumringen kom og det blev tid til aftensmad. Musse og far er jo ikke meget for fisk (et barndomstraume), så for anden gang på denne dag, så stod den på pasta, mor og jeg fik en dejlig gang fisk. Efter maden så gik vi i seng, vi havde besluttet at stå tidligt op for at se solen stå op over “bjergene” og se regnskoven vågne, måske se elefanter komme for at drikke, inden det for alvor bliver varmt.

Det var smukt at se skoven vågne og “tågen” lette, men desværre kom der ikke nogle dyr for at drikke, så vi gik hen for at få noget morgenmad ved ottetiden. Vi nød morgenmaden en times tid, gik tilbage til teltene, pakkede og gjorde os klar til at køre ud af parken og videre til Shimba Hills. På vejen ud så vi elefanterne fra i går, nu i mindre grupper mellem 15 og 20 dyr, nogle var vi tæt på, andre stod i skyggen af de store baobab træer længere væk fra vejen, men stadig er det flot at se disse kæmper.

Da vi skulle køre ud af parken, så fik vi lige et foredrag om hvordan de indfødte laver elefantlort om til papir, som de så sælger i en lille gaveshop. Indtægterne fra denne butik og det man betaler for at komme ind i parken hjælper med til at holde det elektriske hegn ved lige. Det er en park med elefantgaranti, men desværre ikke så besøgt.

Efter turen tilbage til Shimba Hills - ad den samme ikke eksisterende vej som vi kom af i går, “Rusty” gjorde det uden at kny - god dreng - bookede vi os ind på Shimba Logde, vi havde bestilt deres to “suiter” med eget bad og toilet, hvilket var et krav fra far og mor. Sidst - i 2007 - vi var på dette hotel, var far meget syg med et anfald af “sprøjtemås”, og vi boede dengang på et almindeligt værelse med fælles bad og toilet på gangen. Så denne gang boede vi som grever og grevinder på 1ste og 2ende sal, med en meget stor balkon med udsigt til et vandhul. Efter frokost (pasta med champignons sauce, jeg vil tro at de havde fordelt en (1) champignon i vores portioner), kørte vi de 5 minutter hen til indgangen af parken, hvor vi så kørte et “afternoon gamedrive”. Vi så i vilkårlig rækkefølge, Kenya Express (warthog), elefanter, Harte beast (en fætter til gnuen), Kørte hen til Sheldricks Falls og nød den skønne udsigt, man kan se helt ud til det Indiske Ocean. På vejen ud så vi pludselig en gruppe Sabel antilopper stå i vejkanten, de så på os et lille stykke tid inden de forsvandt ind i den ugennemsigtige regnskov, men vi så dem (her, er det eneste sted de findes i Kenya, så de er ret sjældne).

Tilbage på hotellet som er bygget udelukkende af træ og som befinder sig i trætop højde, fik vi tid til at gå ca. 180 meter ud af en gangbro som slynger sig mellem trækronerne, den ender i en platform med stole. Her sad vi et stykke tid og nød stilheden, inden vi gik hjem på værelset for at gøre os klar til aftensmaden.

Vi havde fået et bord ved rækværket så vi kunne se en Mongoose blive fodret, der var også et stort foderbræt hvor tjeneren kastede noget kylling ned, her kom et katte lignede rovdyr, kravlede op af den 3 meter høje metalstang som holdt foderbrættet, smovsede sig i kyllingestykkerne og kravlede ned, med hovedet først, som det naturligste i verden.

Noget mere farverig var vores middag, efter tre måltider bestående af pasta i forskellige varianter, så var tiden kommet til at far og Musse ville prøve noget andet. Valget var mellem en steak med grøntsager, stegt fisk med grøntsager eller “Moussaka”. Der var ingen tvivl Moussakaen vandt med alle dommerstemmerne (her var endelig noget som far kendte, og øjnene begyndte at lyse og mundvandet løbe. Jeg fik senere opskriften på den Moussaka som mor, far og Musse troede det var) Stor var fortvivlelsen, da det der blev serveret, var en vegetarret bestående af tomater, courgetter serveret med ris. Det gav en noget trykket stemning ved bordet, men min bøf med grøntsager var til ug med kryds og slange. Efter middagen gik vi i baren og fik os en godnat drink. En alkoholfri Shimba Hills Cocktail til “Grevinderne” og en Pinacolada til “Greverne”. Vi så en Bush Baby bliver fodret med bananer og her fik jeg så “Den Gerlingske” udgave af Moussaka (Hvis der er nogen der vil prøve, så kommer opskriften her: Hakket oksekød ristes med løg, der kommes et brev Moussaka krydderimix i samt lidt vand, det hele koges til der færdigt. En pose skiveskårede kartofler varmes med de sidste 5 minutter eller til det hele er varmt - Bon appetit. Ikke noget jeg ville spise som Moussaka, men det smager godt siger “Pensionisterne” i kor. Efter dette punktum på en god dag. gik vi til vore suiter, for en god nats søvn.

Jeg vågnede tidligt næste morgen og satte mig ud på balkonen og så/hørte verden vågne. Vi spiste morgenmad lidt i otte, checkede ud, pakkede bilen og kørte igen ind i parken. Vi havde nu frem til klokken lidt i to inden vi skulle være ude igen (man betaler for 24 timer, fra tidspunktet man kører ind første gang). Jeg havde planlagt ruten på forhånd, de første kilometre kører man mellem høje træer med en tæt underskov, derfor kører der ikke så mange her (turisterne vil jo se dyr), men så kommer man frem på en højderyg hvor der bliver bedre udsigt til siderne. Vi var netop kommet dertil, da en ung elefant løb over vejen 50 meter fremme, jeg stoppede bilen slukkede motoren, for der kommer som regel flere end en, når det ikke er en gammel “han”, som går alene.

Ganske rigtigt, der kom en ældre hun ud på vejen, kiggede på os løftede snabelen og lugtede om vi var farlige, det var vi åbenbart ikke. for hun gik ned mod os og rev lidt blade af træerne, inden hun 30 meter foran os, gik ind i skoven. Jeg skulle netop til at starte bilen igen, da vi opdagede at der mindre end 10 meter væk lige indenfor skovbrynet stod en og spiste, den bevægede sig langsomt hen mod os, så vi ventede med tilbageholdt åndedrag, den kom ud i en lille lysning i skoven ikke fem meter fra os, kiggede på os, viftede lidt med ørene, derefter gik den spisende videre.

En ud af kroppen oplevelse, tænk at den havde stået mindre end 10 meter væk i tæt buskads, gået forbi os i 5 meters afstand og den havde været tæt på lydløs. Jeg er sikker på at hvis jeg skulle ha’ bevæget mig så lydløst, så skulle det ha’ været i et umøbleret værelse med et tykt tæppe på gulvet.

Efter denne oplevelse gik der ikke mange minutter før jeg fik øje på en stor han giraf, jeg kunne se at den kom gående af en vej, så jeg kørte langsomt frem og drejede til højre i krydset, og ganske rigtigt han kom stille og roligt gående på vejen. Jeg stoppede bilen og slukkede motoren og da han var 5 meter fra os stoppede han, så på os og besluttede at vi var ufarlige. Han gik dog et par meter væk fra vejen i en bue rundt om os, hvorefter han fortsatte ned af vejen bag os.

Efter disse to “store” oplevelser kørte vi hen til et udsigts punkt, hvorfra vi kiggede i kikkerterne, om der var nogle bøffelflokke vi kunne køre efter. Det var nu langt oppe ad formiddagen og det var begyndt at blive rigtigt varm og vi kunne ikke se nogle dyr på de åbne stykker land mellem regnskoven, så jeg besluttede at vi ville køre hen til et stort vandhul, i håbet om at se bøfler der.

Vi så dog ingen bøfler tæt på, det blev kun til nogle få stykker inde i tykningen, men Musse har da set 4 ud af “The Big Five”. På lang afstand så vi igen i dag, en gruppe Harte beast, de er utroligt årvågne og det er meget svært at komme tæt på dem. Hvis man kommer nærmere end 3-400 meter, så galoperer de væk. Utroligt så elegant de bevæger sig i det ujævne terræn.

Det var nu på tide at komme hjem til Diani, så vi kørte mod udgangen. Undervejs så vi flere enlige elefanter, samt forskellige antiloper, som sprang over vejen og var væk inden vi kunne fotografere dem, men de sidder da på nethinden.

Vel ankommet til Diani, fik jeg en pizza og “pensionisterne” fik en cappucino og en stor is. Vi stoppede hos slagteren for at hente et stykke svinekam jeg havde bestilt, så aftensmaden stod på flæskesteg med sprød svær, rødkål, små hvide og brunede kartofler, samt en sauce der smagte som den skulle, men uden kulør, så så den lidt bleg ud. Pensionisterne var meget glade for god gedigen dansk mad, efter Deres “pasta kur”.

Lidt hjerterfri afsluttede denne gode dag, og vi gik trætte og “mætte”, både på mad og oplevelser, i seng.

Søndag er jo massagedag, så efter morgenmaden hyggede vi os med en bog, yatzy, ligge ved “pølen”, jeg var på skype med John og jeg startede på denne blog. Jeg fik også tid til at lave æblekagerasp og koge æbler til en overraskelse til eftermiddagskaffen. Nu er den spist og der er stadig julelys i fars øjne. Klokken er nu lidt over halv syv og vi skal ha’ spinatsuppe til aften, hvis vi bliver sultne.

Tredje uge af “Pensionister på tur” er vel overstået, nu skal de snart hjem. Vi ved jo godt at den sidste uge i en ferie den flyver af sted, så næste uge skal vi køre lidt ud og se : Ukunda lufthavn, far skal med til “Klipperen” i Ukunda, han hedder John Smart, vi skal over og se den anden “plot”, måske er vi heldige at appelsinerne og en klasse bananer er modne.

Ja det var hvad der blev plads til i dette kapitel af “Pensionister på tur”. I må se om der bliver et kapitel mere eller I skal ha den sidste uges historier fra “Hestens mund”.

De kærligste hilsner til alle, som har fulgt med i disse brave pensionisters tur i det Kenyanske. Fra Musse, Ib og Aase.

Fodnote.

De har vist et usædvanlig mod og en bemærkelsesværdig trang til at opleve alt. Intet jeg har budt dem har fået dem til at miste modet (måske lige Moussakaen) Selv ikke diverse skader og uheld, med hospitalsbesøg til følge, har fået Dem til at vakle. Det har været op på “Rusty” igen, selv om det kræver et godt skræv i bukserne at komme op, alle udfordringer er taget i stiv arm. Tak for det…

Robert

Jeg vil slutte med den sædvanlige smøre. Husk nu ikke at glemme, du er her på lånt tid, få det bedste ud af det. Det skylder du dig selv og Dem du elsker.

Kærlig hilsen

Robert.