Livet er en gave, alt andet er skide ligegyldigt.

Efter at jeg har brugt en del tid, de sidste par uger, på at få “Rusty” i tiptop “shape”, til mine forældre samt min faster kommer på besøg på søndag.

Så kommer her et par indlæg på min blog, der går nok lidt tid inden jeg skriver igen, men den tid den glæde……

At sende sin bil til mekaniker i Kenya, er ikke at sammenligne med at sende den til eftersyn i Danmark, det er meget, meget billigere, men til gengæld tager det så meget, meget længere tid.

Nu bruger jeg en mekaniker der har sit “værksted” i Mombasa, så mine sidste ture til ham, vil jeg beskrive her.

Onsdag den 21-10-2009.

Telefonen er sat på vækning til klokken 06.00, et hurtigt bad, afhentning af Daniel i Ukunda klokken 07.00, herefter går det med nedrullede vinduer og blæst i håret mod Likoni, efter en del vejbump, når vi færgen klokken 08.00.Så er det op til de højere magter, om hvor lang tid vi bruger i kø, inden vi kører ombord og ankommer med færgen til Mombasa siden af “Likono Kanal”, herefter så kører vi til mekanikeren og hans værksted, som en parentes er et stykke jord foran en faldefærdig bygning - jeg tror at selv kommunekemi i Nyborg ville nægte at modtage denne jord, så sort er den af gammel olie. Nå - miljømæssigt er de noget bagefter hernede.

Vi venter så på at motoren køler lidt af, inden den kan skilles ad, så kommer det store spørgsmål så, om hvilke reservedele vi nu skal hente på reservedelslageret lageret (som ligger en ti minutter tids kørsel væk, denne gang i Daniels taxa, vi er heldige vi når at købe det hele (et nyt stempel, samt nye stempel ringe til alle 6 cylindre) - dette skulle vise sig at være en sandhed med modifikationer - inden der blev lukket for frokost. Tilbage på “værkstedet” er motoren nu skilt ad i atomer, jeg var klar over at jeg ikke ville få “Rusty” med hjem, derfor var Daniel kørt i sin taxa. Så vi kørte hjem lidt over frokost.

Torsdag den 22-10-2009.

I dag kommer der nye gæster, Daniel henter dem i lufthavnen ved halvtolvtiden og efter at kørt dem forbi et supermarked ankommer de, en kvinde fra Malaysia og en mand fra Irland, begge omkring de tredve, hvis disse oplysninger ellers er til nogen nytte. De får den sædvanlige modtagelse med blomsterarrangementer, som er Geoffreys arbejde, samt min Piri-piri snaps (som snart er et år gammel, den er stadig stærk - ogbrændendesom-indihelvede, men der er kommet karakter over den, det er godt nok kun mig som kan smage det, gæsterne ser gerne underlige ud i hovedet, inden de kaster sig over et glas frugt juice. De får så lov til at indrette sig og jeg arbejder videre i min hytte (en morfar).

Fredag den 23-10-2009.

Vi havde aftalt at bilen skulle være færdig klokken 16,00, så Daniel henter mig klokken 15.00, så har vi en time til at komme frem. (jeg er helt sikker på at den ikke er færdig til tiden, så at vi sad lidt fast i køen ved færgen foruroligede mig ikke). Vi var fremme klokken 16.20, “Rusty” stod alene med lukket kølerhjelm, så måske var det lykkedes for en gang skyld at være færdig til tiden. Efter et kig ind i bilen blev denne mulighed dog udelukket , her lå motoren stadig i små og store fragmenter, på gulv og sæder, så jeg var klar over at denne tur til Mombasa var forgæves, mange undskyldninger hvorfor han (mekanikeren) ikke havde ringet og sagt at der var sket noget som gjorde at den ikke ville blive færdig til aftalte tid, noget med en pakning til topstykket, som ikke var god nok. Ja, mig kan de bilde alt ind - satans man ikke læste videre til mekaniker - nå der var jo ikke andet at gøre end at vente til de fik samlet bilen, så jeg gik på kaffebar en kilometer væk, for at køle lidt ned. For ikke at trave rundt i dette kvarter i Mombasa når det bliver mørkt, så indfandt jeg mig i tusmørket ved halvsyvtiden igen ved værkstedet, her var der travlhed og det så umiddelbart ud til at de ville være færdige inden for en time - til halvanden. Jeg var godt nok ved at koge over og det gik ud over Daniel som skulle oversætte mine eder og forbandelser til Filippo, som mekanikeren hedder, ikke at det gjorde det store indtryk på ham, måske har Daniel lige taget toppen af mit mundlort, og kun oversat det “vigtigste”. Klokken 19.45 så havde jeg betalt, fået mine bilnøgler og sad nu på vej mod færgen, trafikken blev tættere og tættere som vi kom nærmere til færgen, for til sidst at sidde i en prop i over en time - det viste sig, at der var kørt en gravko, uden bremser ombord på en af færgerne, med en del tumult til følge - Ja, livet her i mit nye “land” er synonymt med forskellige oplevelser som ikke er forudsebare, efter færgen gik det såmen smertefrit helt frem til Aniello’s Pizza, hvor jeg 10 minutter i ti bestilte en “Diavolo” med ekstra chili, mæt og “veltilfreds” satte jeg mig tilrette i “Rusty” for at køre de sidste få kilometre hjem. Jeg drejer nøglen - der sker ikke en skid - ikke en lyd ud over en højst irritende kliklyd, ikke dette højpotente brøl når 6 cylindre vækkes til live. Taxa hjem, sove, taxa næste morgen, fat i lokal mekaniker, indkøb af nyt batteri, bilen starter, jeg kører glad hjem.

Næste morgen, den starter som en drøm, jeg har gæsterne med ind til Monika’s Safari, vi handler ind og vi starter, nej ikke igen DER SKER IKKE EN SKID, gæsterne må tage en taxa hjem, jeg får fat i den lokale mekaniker igen, Daniel har talt med Filippo, bilen starter med lokal hjælp, vi kører alle tre til Mombasa, jeg er bange for at jeg ikke kan starte når jeg skal af færgen, men vi når frem til autopart centeret uden problemer, køber et nyt relæ. Jeg sætter mig hen og spiser lidt frokost, jeg er endnu ikke klar til at komme til værkstedet uden at eksploderer, så efter frokost så går jeg de 4-5 kilometer over til værkstedet, elektrikeren er i fuld gang med at sætte det nye relæ til. Efter en lille halvtime er “Rusty” nu klar til dåd - det siger alle omkring stående i hvert fald. Nøglen drejes, varmelampen lampen slukker, nøglen drejes videre og de 6 cylindre starter med et brøl og motoren spinder i tomgang, som var den lige kommet ud af prøvebænken på Toyota fabrikken i Japan. I skrivende stund er den blevet vasket, ind og udvendigt. Den er klar til weekendens strabadser!!!!!!……………..

Den 12 oktober modtog jeg en mail fra Keld, den taler for sig selv. Jeg har Kelds tilladelse til at sætte den på min blog. Det sætter jo unægtelig livets små trivialiteter som min bil historie noget i perspektiv.

Det som jeg igennem min tid som “blogger” har prøvet på, nemlig at få Jer til at stoppe op og prøve at mærken efter, om livet leves som det skal….

Keld var heldig at være på det rigtige sted med de rigtige mennesker omkring sig, når nu uheldet skulle være ude, men ikke alle er så heldige…….

Hej Robert, Jeg har en lidt længere smøre til dig. Torsdag aften i sidste uge skulle Stefan og hans fodboldkammerater have en ekstra alternativ træning. Holdets trænere havde spurgt om jeg ville stå for en omgangs håndboldtræning. Det var helt ok med mig. Pernille tog med og trænerne deltog selv. Efter en lang opvarmning og nogle forskellige sjove øvelser skulle de til at skyde på mål. Jeg havde ikke selv deltaget fysisk – kun kastet nogle få afleveringer. Spillerne begyndte at skyde på målet og ud af den blå luft begyndte det at trykke lidt for mit bryst. Jeg prøvede lige at strække armene ud til siden for at spænde lidt ud. Det gik ikke væk. Tværtimod begyndte det at trykke mere og en lille smerte kunne fornemmes. Jeg gik over til Pernille der sad og snakkede med en af de andre forældre og sagde til hende at jeg var utilpas og ville hjem for at hvile mig da jeg ikke ville ligge ned i hallen. Stefan trænede. Han og hans kammerater skulle ikke blive bekymret. På vejen hjem blev det mere ubehageligt og det begyndte at snurre i mine underarme. Op på sofaen og ligge. Pernille hentede et glas vand. Det hjalp slet ikke. Nu begyndte jeg at få opkastfornemmelser og smerterne var steget. Nu var jeg klar over at der var et eller andet der var helt galt. Det fortalte jeg til Pernille og vi ringede til vagtlægen. Hun fortalte symptomerne til vagtlægen, der øjeblikkeligt under samtale bestilte en ambulance. Efter samtalen med vagtlægen bad jeg Pernille om at ringe til børnenes mormor Birgit så hun kunne komme og passe børnene når vi sandsynligvis skulle på hospitalet. Og så gik alt lige pludselig meget stærkt. Ambulancen kom hurtigt og straks efter en hjertelæge samt en assistent. Entreen var nu fyldt med båre, ambulancefolk, hjertelæge, assistent, Pernille, Birgit og mig. Jeg fik alle mulige elektrode på der blev koblet på et apparat der blev sat i forbindelse med Gentofte hospital hvor en specialist vurderede hjerterytmerne. Der blev lagt drop og jeg fik morfin. Der blev sprøjtet nitroglycerin ind i min mund for at lette trykket da jeg havde svært ved at trække vejret. Hjertelægen var i telefonisk kontakt med specialisten i Gentofte. Assistenten samt en af ambulancefolkene lavede hjerteanalyser på et apparat. Hjertelægen sagde afgang og så var det af sted i høj fart til Gentofte. Mere morfin undervejs. Da jeg ankom til Gentofte stod en læge og en sygeplejerske klar til at tage imod mig. Jeg fik fortalt at jeg nu blev kørt ned til operationsstuen, hvor jeg ville få en lokal bedøvelse i lysket. Der ville blive lavet et lille snit hvorigennem der ville blive stukket et kateter igennem blodåren op til mit hjerte. En kontrastvæske vil blive sprøjtet ind og et stort kamera vil køre rundt om mig for at analysere hjertet og blodårerne omkring. Der var mistanke om en blodprop. En blodprop – det var første gang jeg hørte dette ord. Hvis der var en blodprop ville der så blive foretaget en ballonoperation. Jeg kom ind på oprationsstuen hvor operationslægen og to operationssygeplejersker stod klar med diverse udstyr på. Operationsbordet var omgivet af seks fladskærme og et stort kameraapparat. Da jeg kom op på operationsbordet fortalte operationslægen det samme igen – samtidig med at han udførte det!! Han spurgte om jeg ville se med på skærmene og jeg svarede ja. Så kom de levende billederne op på skærmene af mit hjerte og der blev vist alle mulige tal med puls blodtryk osv. Jeg fik lidt mere morfin til at dulme smerterne. Det var en surrealistisk oplevelse at ligge på et operationsbord og tale med en operationslæge der stod ved min ene side og håndterede et instrument der arbejde med mit hjerte som blev vist på en skærm der var opsat på den anden side. Over mig hang et stort kamera der blev flyttet til nye positionen. Lyset i rummet blev hele tiden tændt og slukket i forhold til kameraets samt skærmenes behov. På den ene side meget uvirkeligt og på den anden side meget intens alvor her og nu. Han kom frem til hjertet og sagde så at der var en stor blodprop. Blodproppen var på en af de tre store grene på kranspulsåren der nu var blevet fuldstændig lukket. Han fortalte at jeg ville kunne mærke en lille lettelse i smerterne når han prikkede hul i blodproppen. Han fik ret. Så lige pludselig begyndte mit hjerte at slå i ekspresfart og skærmene gav nogle voldsomme udslag med kraftig lyd på. De to operationssygeplejersker kiggede begge hurtigt op på skærmene med store øjne. Robert – der blev jeg rigtig banke. Mange tanker farede igennem mit hovet på et splitsekund. Børn – Pernille. Operationslægen var fuldstændig kold og talte roligt videre: ”Hjertet begynder nu at få den manglende ilt og slår derfor ekstra hurtigt. Jeg vil gerne bede om ballonudvidelsesapparatet – NU”. Han indsatte ballonapparatet og begyndte udvidelsen af blodåren. Og der blev indsat et 18 mm lang rør der efterfølgende og fremover kunne fastholde åbningen. Ballonapparatet blev taget ud og trykket samt smerterne forsvandt fuldstændigt. En meget stor lettelse. Snittet ved lysken blev lukket. Operationslægen snakkede lidt med mig og spurgte til hvornår jeg have mærket trykket starte. Jeg regnede mig frem til at de første symptomer startede ca. 2 timer før operationen var blevet gennemført. Han kiggede mig seriøst ind i øjnene og sagde så efter en lang tavs pause: ” Du skal være glad for at du kom så hurtig frem”. Jeg blev kørt op til en overvågningsstue hvor Pernille tog imod mig. Hun er bare super og håndterede det fantastisk. Efter telefonsamtaler med børnene og snak med Pernille, læge og sygeplejersker var der ro på. Da Pernille tog hjem omkring kl. 1 midnat var jeg meget træt, men besluttede mig for ikke at lægge mig til ro da jeg havde brug for at det hele skulle op og vende samt falde på plads. Omkring kl. 3.30 lagde jeg mig til ro og sov med det samme. Næste dag blev jeg bla. ultralydsskannet. Jeg havde kun fået en meget lille arvævsskade som ikke forhindrede mit hjerte i at arbejde normalt. Meget heldigt. Så blev jeg overflyttet til Hillerød, hvor jeg i dag mandag, er på tredje døgn. Alle undersøgelser er gået fint og jeg bliver nok udskrevet i morgen tirsdag. Og hvad får det så af betydning? Jeg skal på medicin resten af livet – bla. blodfortyndende. Motionere. Spise sundere. Ikke stresse. Og leve livet i stor taknemmelighed og glæde. Hvorfor fik jeg blodproppen? Det kan ikke siges med sikkerhed. Der kan være mange faktorer involveret. Arveligt – manglende motion – stres – kost. Eller det fik jeg bare. Er min helbredssituation blevet dårligere nu? Nej – egentligt ikke. Mit hjerte er blevet undersøgt. Der er pt. ikke andre forsnævringer omkring hjertet. Og risikoen for at få flere blodpropper nedsættes nu med medicin, motion og kost. Den overståede blodprop har været undervejs på grund af en forsnævring der gennem årene er blevet udviklet og som nu er fjernet. Der kommer nok reaktioner når jeg kommer hjem, men så tager vi dem. Vigtigst for mig er at mine børn og Pernille har det godt og kommer fint igennem det. Har været lidt i tvivl om hvordan jeg skulle skrive det, men besluttede at skrive hele forløbet. Jeg kunne mærke under skrivningen at det var en stor selvhjælp at skrive det ned og sætte ord på. Jeg håber at det er ok med dig at dele hele forløbet. Robert – jeg har det rigtig godt nu og er meget lettet. Jeg prøver at komme på Skype i slutningen af ugen.

Det går fremad og børnene samt Pernille har det godt. Og det er vigtig for mig.

En hjertelig hilsen.

Keld

Ja, dette var hvad der var skrevet om denne gang. Jeg håber at du føler efter, før det er for sent..

Lad dette give mig en mulighed for at mindes Tom Westergaard og Birgitte Pedersen som begge blev revet væk, alt for tidligt.

Ære være Deres minde.

At livet skal leves, det ved vi jo alle

Lev det fornuftigt og ikke som Palle

Der helt alene i denne verden,

gik glip af familien og venners færden.

Jeg ved at sygdom er hvermand eje,

Måden vi lever, den skal dog veje.

Så alle vi kender, kan ha’ os så længe

Indtil vi måtte til hvile trænge.

Glem nu ikke at huske……Gi’ en ordentlig og kærlig krammer til dem du elsker.

Kærlig hilsen.

Robert