mandag den 16. februar 2009

Hverdagen.

Hverdagen. (mine tanker en tidlig mandag morgen, mens solen står op)

Hverdagen, hvem elsker ikke hverdagen, dette uigennemsigtige sammensurium af kendte og alligevel ukendte sammenhænge, der kæder folks liv sammen og dog samtidig sørger for at adskille dem. Denne underlige substans af valg man gør og navnlig dem man ikke gør, dette sammentræf af omstændigheder som afgør livet på godt og ondt. Denne underlige ting, hverdagen - i modsætning til fest og farver -, så er den lidt grå og kedelig, gu er den ej.
Hverdagen, den er en festlig størrelse, den oser af uforudsigelig forudsigelighed, den kommer, selv om man ikke kalder, den kryber ind på en, med en sådan pågåenhed, at det føles omklamrede og dog er man fri til at kunne gøre som man lyster. Den er den trygge ramme om livet. Denne klaustrofobiske omklamring, er i virkeligheden det, der gør at man kommer videre, men selv om rammerne hele livet bliver større og større, så følger hverdagen med, som en lille våd hund der blot skal klappes engang imellem, så er den lykkelig.
Hverdagen er en hyldest til livet.

Så kom vi godt i gang, med en ny uge fyldt med hverdage. Dage fyldt med tid til fordybelse, (jeg er kun “open water”, så jeg dykker ikke så dybt - hvis I forstår sådan en lille en!). Det er en luksus - for mig - at kunne sidde og glo lige ud i ingenting/alting, noget jeg ikke gjorde så meget tidligere. Der kommer virkelig ting frem som har ligget gemt væk, i den bagerste del af hjernen, og der er kommet andre farver på. Det er en sund proces, tror jeg, det er t’værtefald værd at tage sig tid, til at prøve.

En af hverdagens små historier, er historien om “min” Toyota, der er ikke sket en rygede fis, i sidste uge, men det forlyder fra pålidelig kilde at det bliver afgjort i morgen!!!!!!!!!!!, men den historie har jeg og I hørt før. Så indtil mit navn står på papirerne, så skal jeg sparre Jer for mere Toyota nonsens.

Som skrevet så er denne uges blog tilegnet hverdagen, som er vores, vi kan gøre med den som vi vil. Det kræver blot at vi følger vores hjerte, og så maske har, lidt mod på forandring, men I skal ikke være bange, den uundværlige hverdag, den kryber hurtigt tilbage på plads, den kommer man ikke udenom, den skal nok gøre opmærksom på sig selv.
Jeg tro måske at det er hverdagen der er skyld i at vi er her, uden den ville livet være en uendelig række af festdage, og hvem kan dog holde det ud. Nej, gi mig hverdagen tilbage, den er salt på livets brød og sirup på pandekagerne. Den er et uundværligt krydderi på denne sammenkogte ret der hedder LIVET.

Som den opmærksomme læser allerede har bemærket, så er der ikke sket særlig meget sindsoprivende, her den sidste uge. Det er dog lidt af en bedrift at skrive så meget “dybt” vrøvl om hverdagen, det er ikke svært at skrive, det er blot at ramme tasterne i den rigtige rækkefølge, men at sætte det sammen til noget andre gider læse, og måske forstå, det er en kunst som den, før omtalte, opmærksomme læser vil gi’ mig ret i.

Næste uges blog bliver et par dage forsinket, måske udgår den. Jeg er på safari med John og Louise i næste weekend, så bliver der så meget mere at skrive om, håber jeg, næste gang.
I skal ikke snydes for et citat, så her kommer et digt, skrevet af mig selv.

Mine øjne er lukkede, ikke for livet, men for solen,
din skygge brænder sig fast på min nethinde.
Dit omrids er skarpt, dog uvirkeligt udflydende.
Som en sommerfugl flakser du rundt
i det orangerøde lys, inde under mine øjenlåg.

Nu svirrer du også i mit hoved, som en kugle,
i en Pinball maskine,
hamrer du ind i min hjernes fjerneste vægge.
Du bliver mere og mere insisterende
Luk mig ind, luk mig ind, er det som du råber.
Jeg vågner, åbner øjnene og ser dig, i al din vælde.
Oh hverdag, hvor jeg elsker dig………………

Har jeg glædet et menneske i dag, så kan jeg sove godt i nat.

Husk ikke at glemme! Gi et kram til en du elsker.

Tak for denne gang og kærlig hilsen.

Robert

1 kommentar: