mandag den 2. februar 2009

En uge i mit nye liv.

Så er der gået en uge, siden jeg skrev sidst. Og hvad er der så sket i min del af verden.
En matatu kørte galt, da forhjulet punkterede, 3 døde, to hårdt kvæstede og 11 sårede.
Et stort supermarked - Nakumat - er brændt ned i Nairobi, over 50 døde og tallet stiger stadig.
En lastbil der kørte med benzin til Uganda, kørte galt på vejen mellem Nakura og Eldoret. Den væltede og benzinen begyndte at løbe ud, det rygtedes hurtigt i en lille landsby tæt ved ulykkesstedet, og folk kom løbende med alt, fra vaskebaljer, tomme colaflasker og vandbeholdere til metalspande, for at samle benzinen op. Den kenyanske udgave af Benny Badehat og Karsten Klaphat kom også forbi, de havde blot en tændt cigaret i munden, det skulle de ikke ha haft. PUFFPUFFPUFF.
Over 100 brændt ihjel og dette tal stiger også. Der er ikke kapacitet på det lokale hospital til sådanne katastrofer, så de der ikke brændte ihjel, med det samme, blev overført til Universitet Hospitalet i Nairobi, hvor der i forvejen var godt fyldt op med brandsårspatienter fra supermarkeds branden.
Jeg har ikke været på det hospital, men jeg tror ikke, man kan sammenligne med brandsårsafdelingen på Hvidovre eller traumecentret på Rigshospitalet.
Det er måske Guds vilje, eller skæbnen eller hvad man nu tror på, som bestemmer om man er på det rette sted, på det rette tidspunkt.
Her prøver folk blot at overleve på bedst mulig måde, det betyder så at man prøver at samle lidt benzin, som man så kan sælge til en som har en bil. I øvrigt uden at tænke på faren for et ordentligt PUFF.
Jeg har svært ved at se folk i Ølby Lyng, eller en anden lille landsby i Danmark, reagere sådan, ikke engang da benzinen kostede 11 kroner literen.
På det mere lokale plan, så har jeg været i Mombasa sammen med en irlænder, hvis bil jeg måske køber. Den er ikke indregistreret i Kenya, så det betyder at jeg endnu ikke kender prisen på den. Det er spændende (og tidskrævende) at prøve at få ting igennem den kommunale mølle.
Vi ankom klokken 10 formiddag på hans kontor - en agent som tager sig af papirarbejdet - og efter han havde taget kopier af bilens papirer og vores pas, fik vi at vide, at vi kunne komme tilbage klokken 14. Det gav så mig, tid til at få mit første Kenyanske dokument - et pin nummer - personligt identitet nummer . Geoffrey tog mig med til kontoret, som lå tæt på. Efter visitation i “porten” kom vi ind i et kontorlokale på størrelse med en håndbold hal, jeg fik dokumenterne, som jeg skulle udfylde, det gjorde jeg hurtigt, med (megen) hjælp af en sikkerheds vagt. Og så var det blot om at komme op i køen, der på dette tidspunkt bestod af ca. 12 indfødte, efter jeg fik min plads væltede det ind med ansøgere, og hurtigt stod der vel 50 mennesker i kø efter mig. Efter en god time i kø fik jeg som en af de sidste, så mit pin nummer. Fyren som lavede kortene på en computer skulle nemlig til frokost, så de lukkede 2 timer. Surt show at komme ti minutter senere end mig, nå livet er ikke for de kuede.
Tilbage til det første kontor, hvor irlænderen ventede på en Dormans Cafe. En kenyansk udgave af “Starbuck” de laver en rigtig god bønne. Her kunne vi nå at få lidt at spise, inden klokken blev to. Desværre kunne “agenten” ikke nå tilbage til klokken 14, så det blev udskudt en time. Da den var gået, så en time mere, så en halv time, og så lukkede kontoret, så hvis vi ville komme tilbage i morgen (tirsdag sidste uge). Det blev så heller ikke til noget, fordi en som skulle stemple papirerne ikke var på kontoret, osv.
Det er nu “sikkert” at de vil prissætte bilen i morgen, så skulle det hele være på plads.
Måske er jeg snart, den lykkelige ejer af en årgang 1998 Toyota Landcruiser 100 VX Colorado, med læderstue og hele svineriet. Plads til 7 med bagage. Ja, nu må vi se…………
Irlænderen har for resten gjort, som jeg også havde planer om, købt bilen i London, gjort den tiptop i stand, og så kørt hele vejen herned gennem Europa, Tyrkiet, mellemøsten, sejlet fra Jordan til Egypten, og så kørt resten af vejen gennem Sudan, Etiopien til Kenya. 3 måneder og en stor oplevelse siger han, nu har han så været her i Diani Beach i 5 måneder og skal hjem til Irland, derfor sælger han bilen.
Ja i næste uge er vi forhåbentligt meget klogere på det hele…….
Ha en fantastisk uge og hils omkring Jer, husk at kramme en I elsker.
Masser af kram her fra mig.
Robert.

1 kommentar:

Unknown sagde ...

Pas nu på at de ikke tager måsen på den "gamle kok".