tirsdag den 1. november 2011

Jeg forstår det ikke, måske fordi jeg ikke har børn.

Jeg har aldrig hævdet at mine klummer er gennemtænkte og denne vil følge efter, i raden af udokumenterede klummer fyldt med ”fyld” og måske en eller måske flere betragtninger, som kan fremlade en panderynke. Altså en masse tanker der kommer ned i den rækkefølge som tasterne bestemmer, jeg lover dog at læse den igennem og rokere om på udgydelserne, så de giver blot en lille smule mening.

Et sted skal jeg jo starte, så at den nye regering bliver beskyldt for løftebrud og det der er værre. Hvordan kan det komme som en overraskelse, når der bliver valgt 7 ”forskellige” partier ind i folketinget. Der var vel ingen som troede at S-SF-Ø ville få over 90 mandater uden ”hjælp” fra Margrethe Vestager, så allerede der falder kæden af. Valgkamp er hvad man gerne vil, hvis man får magten, alt andet er jo blot kompromiser. To partisystem som i USA, så kan vi få ”medvind på cykelstien”.

Nå helt i koma er rød stue da ikke gået. Børnechecken er tilbage - uden barbering – det har jeg aldrig forstået, hvorfor skal man belønnes for at få børn. Hvis det er for at sikre de næste generationer, så put ”fedmeskat” på P-pillerne, ikke at jeg tror det hjælper, men at udbetale børnecheck med den ene hånd og så tage dem igen når ynglen skal i vuggestue/børnehave. Jeg forstår det ikke, måske fordi jeg ikke har børn.

Nu vi er ved de små undere, så er diagnosticeringen af børn med ADHD steget fra under 1.000 for et par år siden til over 11.000 i år. De fyldes med medicin, fordi ”systemet” ikke ved hvordan de skal behandle dem. Jeg hørte en mand fortælle i radioen, at måske var det problemer i hjemmet, som fik ungerne til at ha’ for meget krudt i røven. Gud ved hvor mange ADHD børn jeg har været skolekammerater med? mig selv inklusive. Nå, dem som jeg har gået i skole med, har nu klaret det meget godt, så jeg har nok været heldig. Det var jo mens ”kvinderne var lænket til komfuret” og farmand var et ”skaffedyr” Nu skal alle jo realisere deres drømme og gøre karriere.

Nu er det blevet en offentlig hemmelighed at gravide kvinder er på ”lykkepiller” for at kunne leve et ”lykkeligt og helt liv”, desværre så er der en del bivirkninger. Hvad fanden sker der! Hvis man ikke er lykkelig med at være gravid, hvorfor skal man så gå 9 måneder og æde piller mod depression, føde et ADHD barn og få en børnecheck. Jeg forstår det ikke, måske fordi jeg ikke har børn.

Euroen er jo også en ”barn”, endnu ikke blevet teenager, men den er godt nok syg, den har fået alle børnesygdommene på engang, syd for Alperne der er det da gået helt galt, der er vist brug for mere end ”lykkepiller”. Ifølge Reuters er Grækenlands gæld nemlig på 340 milliarder euro (som ca. er 2536 milliarder kr.) Fordeler man gælden ud på de ca. 11,3 millioner grækere, så skylder hver græker over 30.000 euro (ca. 224.000 kr.). Hvordan kan man (de græske politikere, økonomer, samt andet godtfolk) sidde med hovedet oppe i røven, så sådan et underskud bliver resultatet, uden at trække vejret? Inden de fik gældssanering, måtte de låne for at betale renterne. Grækenland, vuggen for vores demokrati, sejler som et skib uden kaptajn, besætning og med slukket motor, i en vestenvinds orkan mod Irland forrevne klippekyst, så kan jeg ikke skrive det mere klart.
At Italien, Spanien, Portugal også kører på pumperne, gør jo blot det hele mere spændende. Godt at se Berlusconi havde fået hovedet ud, så han lige kunne give Helle ”the looks”. Jeg troede han var til ”unge” piger.

Kenyas økonomi, eller mangel på samme, den virker som et ”mønster projekt” med styr på lortet. I Europa er der godt nok meget lort på styret.

Nå – det hele skal jo nok gå, nu skal vi blot lige ha’ forbruget til at stige, så kan vi producerer os ud af krisen. Det lyder da som om det er en fantastisk god ide, jeg mener der er jo resurser nok at tage af. Jeg er ikke sikker på hvor mange af jordens nu 7 milliarder mennesker der har et ”samtale køkken”, men som jeg ser det, så er et ”samtale køkken” en menneskeret og da Danmark har, jeg ved ikke hvor mange ”samtale køkken” firmaer, så må det da være oplagt. Lav Danmark om til et ”Køkkenland”, vi kan levere det hele, madopskrifter fra de fineste restauranter, porcelain fra Royal Copenhagen, bestik fra Georg Jensen, glas fra Holmegaard, for fint skal det sgu være.

Nu tager jeg den negative nej-hat af og den positive ja-hat på. For selv jeg kan godt blive lidt tør i munden oven på denne omgang.

Forleden morgen vågnede jeg tidligt, solen var endnu ikke stået op, men Afrika var ved at vågne, klokken var lidt over 5. Mærkeligt nok følte jeg mig helt udhvilet, så jeg klædte mig på, tog Jumaa i snor og sammen gik vi ned på stranden for at nyde solopgangen. Han var ikke så interesseret i solen, men mere i at rulle sig i sandet, så mens han spurtede op og ned af stranden, sad jeg og fik mig en morgensmøg. Alt mens farverne skiftede fra svag rose til kraftig orange for til sidst at bryde ud i et kraftigt lys. Sådan en halv time i selskab med sig selv og et af naturens mirakler, det ”booster” godt nok ”livets batteri”. Så fyldt med energi, smed jeg tøjet og tog Jumaa med ud på en svømmetur. Han er så god til og glad for at svømme, at det er en fornøjelse. Efter svømmeturen gik vi en tur på stranden og ”tørrede” pelsen. Vi var hjemme ved 7’tiden, han fik en knogle og jeg fik lidt yoghurt med frisk frugt og en kop kaffe. Jumaa havde jo skidt på vejen, men jeg ordner mit på ”tønden”, så efter det. gik jeg en tur i pølen. Her om formiddagen er solen ikke så kraftig og stærk, så der kan jeg godt ligge en times tid uden at ”brænde helt op”. Så fyldt med solenergi tog jeg en kold bruser inden jeg satte mig på terrassen med endnu en kop kaffe og en krydsord. Radioen kørte på P4-København, så jeg fik også lige de sidste trafikmeldinger med. Nu må de sgu da være færdig med udvidelsen af Ring 3, med det lyder som om de skulle ha’ lavet den 8 spor i hver retning, nå det er jo ikke noget at stresse over her i mit selvvalgte paradis. En lille slapper på sengen mens jeg hører ”Danmarksmester”, jeg falder som regel i søvn og vågner igen til ”Madsen”, så er det tid til at lave mad til Jumaa og mig selv - migselvsagdehunden. Aftenen nydes på terrassen med en god kop kaffe eller foran Pc’en måske med en god film eller noget DR NU (tv på nettet). Ja sådan kan en dag være, når jeg har ja-hatten på. Jeg må indrømme at jeg ikke er mindre tør i munden efter denne positive beretning, men så skal det jo gøre godt med en iskold ”TUSKER”.

Jeg har læst at en (1) kold øl om dagen ikke resulterer i ”ølvom” nu ved jeg selvfølgelig ikke om forfatteren har taget hensyn til at en (1) øl her er på en halv liter, nå jeg ifører mig skridttælleren i morgen og napper en 15.000 skridter så skulle den øl vel være forbrændt.

Nu vil jeg slutte for denne gang, der er snart film på tapetet. Jeg springer reklamerne over og går direkte til ”Indiana Jones and the last crusade”. Jeg så de to forgående film om ”Indians Jones” i går, inspireret af den megen omtale Steven Spielbergs nye film ”The adventures of Tintin” har fået, den sammenlignes jo med ”Indiana Jones”. Jeg har ikke den fjerde film i serien ”Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skulls, så her er en mulighed for at sende mig en gave.

Okay inden det hele løber fra mig, så husk ikke at glemme.

”Kærlighed er skrøbelig, som en blomst af det fineste krystal,                                                   
den skal vandes og gødes, og behandles med forsigtighed.
For kærlighed der visner og dør, er som hjemmebagte boller – uden smør.

Jeg sender hermed en masse kærlige kram og knus.                                                         
Til alle mine læsere også dem der, som jeg, har fået lus.
Kærlig hilsen
Robert
p.s. Har redigeret og sådan kom denne klumme altså til at se ud.




2 kommentarer:

gribaa sagde ...

Fra: "Robert Gerling Rosenqvist"
Til: "Ib Gerling Rosenqvist"
Emne:
Dato: 4. november 2011 17:12

Jeg ved ikke hvor du får det fra, ind i mellem tvivler jeg på om jeg er din
far??
Men som sædvane godt skrevet, og du rammer plet med alle dine synspukter,
jeg er jo af den gamle skole, så jeg gir dig et 6 tal med stjerne, det var
det bedste man kunne få da jeg gik i skole, for meget l æ n g e siden. K.H.
MOR og FAR.

gribaa sagde ...

Fra: "Robert Gerling Rosenqvist"
Til: "Ib Gerling Rosenqvist"
Emne:
Dato: 4. november 2011 17:12

Jeg ved ikke hvor du får det fra, ind i mellem tvivler jeg på om jeg er din
far??
Men som sædvane godt skrevet, og du rammer plet med alle dine synspukter,
jeg er jo af den gamle skole, så jeg gir dig et 6 tal med stjerne, det var
det bedste man kunne få da jeg gik i skole, for meget l æ n g e siden. K.H.
MOR og FAR.