onsdag den 21. september 2011

Sandheden, kun sandheden, så hjælp mig Gud.

Konen spørger? ”Ser jeg tyk ud i dette tøj”. Nu! er det en god ide at tænke sig om, skal du lyve eller sige sandheden. Hvorfor spørger hun dog, kan hun ikke selv se det. ”Skat du ligner en million i det sæt tøj”. ”Ja! du ligner sgu et badedyr, som er pustet for meget op”. ”Med den røv skal du ikke gå i ”Hot pants” – skat, hvorfor tager du ikke den ventekjole på, du ved nok den med de smalle langsgående sorte striber. Den klær’ dig så godt”.

Mulighederne for at svare forkert er mange, hverken sandheden eller løgnen, er en hjælp til et langt og lykkeligt ægteskab/forhold. Den lille hvide løgn er en leflen, for inderst inde ved hun jo godt at tøjet er lige et nummer for småt. Sandheden er at nedgøre hende, begge muligheder er altså = ”Katastrofe”, skilsmisse eller det der er værre.

Hverdagen er jo fyldt med små hvide løgne, halve sandheder, ufortalte sandheder og fortielser. Hvordan kommer vi dette uvæsen til livs? Jeg ved det ikke, men jeg hører/læser dem hver dag.
Under valgkampen var der god tid til at følge med i de halve sandheder og specielt det utalte var et hit. Statistisk Årbog er helt sikkert et godt opslagsværk, men når tallene kun bliver brugt til at vise det, der passer ind i ens eget kram, så bliver det en halv sandhed eller fortielse, og dem var der rigtig mange af.

Sjovt nok så er de folkevalgte, netop folkevalgte – et udsnit af den danske befolkning, som mener at de kan gøre en forskel – og ligeså snart de er valgt, er de kommet ind i en anden verden, så kan de ikke besvare spørgsmål, de kan ikke udtale sig om specifikke ting, de må ikke skifte mening (for så er de vægelsindede eller ligefrem utroværdige). 

Godt jeg ikke er politikker, for jeg vil til enhver tid ha’ lov til at skifte mening, hvis der er en eller flere som kan argumenterer for et andet synspunkt end mit og overbevise mig om tingenes rette sammenhæng. (Selv om jeg er en meget klog mand, så er jeg netop så klog, at jeg ved, jeg ikke har opfundet alle de dybe tallerkener). Jeg vil tro (håbe) at flertallet af de danske vælgere har det på samme måde, men ikke de folkevalgte, nej de skal med djævlens vold og magt mene det samme til de dør. ”Man har et standpunkt, til man tager et nyt” det skal man hedde Jens Otto Kragh for at slippe af med.

Jeg kunne godt tænke mig en Statsminister, med nosser nok til at tage de rigtige beslutninger sammen med de rigtige mennesker, men det bliver nok ikke i min tid på jord.
Lidt lige som Birgitte Nyborg, som kvinde har hun godt nok ikke nosser, men i overført betydning så har hun det! Jeg glæder mig til den nye sæson af ”Borgen”, hvis politiske verden nok ikke er så langt væk fra den virkelige. Det siges jo at virkelighedes verden, langt overgår fantasiens ditto.

Den virkelige politiske verden er (ligesom alle andre verdener) fyldt med dagsordner skjulte og gennemsigtige, de skjulte er de værste (i min optik). De er i sagens natur skjulte for at menigmand ikke skal kunne læse/høre om dem, de er ”Deep, deep undercover”.
Det lykkedes dog nysgerrige (journalister, blandt andre) at finde ting og sager frem som ikke var beregnet for dagens lys. Godt så, sandheden kommer altid frem.

”Go daw, min bare røv”. (Dejligt udtryk, ligger godt i munden, syntes jeg).

Dagens aviser skal sgu nok forstå at vende historien, så den passer ind i deres kram, endnu en ”skjult” dagorden.

Spinddoktorer lækker historier, som enten forties, for skrues, forvanskes eller begraves på sidste side. Sandheden kommer an på hvem der giver og hvem der tager. ”Herren giver, Herren tar’, her har du en guitar”.

2+2=4 det er 1+3 eller 6-2 også, så hvilken er den sande sandhed?

Hvad der fik Lars Løkke til at udskrive valg, uden at sikre sig et flertal inden, er mig en gåde. Jeg kan selvfølgelig spekulere, så det vil jeg gøre.

Han var blevet træt at samarbejdet med DF, men kunne ikke få Margrethe Vestager over, fordi hun havde taget et standpunkt om at støtte Helle som statsminister (og hun hedder ikke Jens Otto, så hun kunne/turde ikke skifte hest i vadestedet) derfor så han at rød stue fik flertal, men hvor længe.

Med Enhedslisten, SF, (der aldrig har siddet i regering), Socialdemokraterne og Radikale, så er der lagt op til et varmt efterår, jeg tror ikke på kompromisets kunst og det gør Lars heller ikke. Så når Margrethe er blevet træt af ”de ræve røde, de lyserøde og de blegrøde”, så kommer Lars lige så stille på frierfødder til Margrethe. Lars Barfoed er jo også forelsket i Margrethe, så han kan vel nå at få rettet den synkende skude op, det næste års tid. Liberal Alliance kan blive tungen på vægtskållen i en ny regering, så det bliver spændende at se hvordan Thyra, Joacim og de andre novicer klarer den, for ”kendis” effekten går nok ikke næste gang der er valg.

Hvordan dette passer ind i opgaven med at ”Redde Danmark”, det kan jeg ikke gennemskue, så det vil jeg lade dig om at konkluderer.

I min egen hverdag er der også valg der skal træffes, skal jeg gå hundelufteskidetissetur til højre eller venstre, jeg prøver at dele sol og vind lige, men må nok hellere fortælle sandheden, som jeg ser den. Turen til venstre fører nok på point, jeg slår lige et sving ligeud, så føringen ikke bliver for stor. Sol og vind skal jo deles lige, eller hvad?

Sandheden om Jumaa er, at han altid skider enten til venstre eller til højre, aldrig på midten af vejen/stien. Han skider heller ikke på stranden og det er sand(heden), til gengæld ruller han sig i sand(hed) og han har også t(r)ang på menuen, så der skal vaskes og børstes, når vi kommer hjem.

Ellers så går det godt her i mit selvvalgte paradis, vi nærmer os sommeren her på den sydlige halvkugle, det betyder sol, sol og atter sol. ”Rusty” er på arbejde med Fred og det sidste jeg hørte, for et par dage siden, var at de begge var i god form. Det er med bange anelser jeg kigger telefonen efter, om der er kommet en SMS fra Fred. Nå, den tid der er gået godt, kommer jo ikke dårligt tilbage – en sandhed med modifikationer eller?

Jeg vil slutte med et par anmeldelser af et par af DR’s tv-programmer. ”Maestro” er nyeste skud på stammen på det jeg ser på Pc’en. Klassisk musik er jo ikke det, som har haft den største seerbevågenhed i ”primetime”. Godt program på alle leder og kanter. Jeg er fuld af beundring for deltagerne, at stille sig ”nøgen” op på podiet, det tager jeg sgu hatten af for. Det får mig til at søge efter de ”rigtige” Maestros på YouTube, så jeg får hørt alle de store Komponister og Dirigenter og klassisk musik er ”FEDT”.

”Bonderøven” er en andet af mine ynglings programmer. Det er ikke sværere end som så, at leve et ubekymret liv i harmoni med sig selv, sin familie og naturen. At det er en redigeret virkelighed som vises, det tror jeg simpelthen ikke på. Bonderøver er REEL. Og det er FEDT.

(Okay, i ovenstående, har der indsneget sig en lille unøjagtighed ind, vel for lille til at blive en løgn, jeg tror jo på det bedste i alle, undtaget når jeg ikke gør det, altså tror).

Nå, der må være en ende på al denne sandhed, jeg har ikke fået det hele med (det er sandheden), noget har jeg ikke fortalt/skrevet (det er sandheden), sjovt som ordet ”SANDHEDEN” hvis det deles bliver til SAND og HEDEN i hvilken ingen ting kan gro.

Jeg kan sige/skrive med god samvittighed at jeg IKKE har løget, så sandt som jeg hedder ROBERT.

Jeg elsker Jer (I ved jo godt hvem jeg mener), så giv Jer selv en ordentlig krammer.

Kærlig hilsen.

Robert.

4 kommentarer:

Robert Gerling Rosenqvist sagde ...

Nedenstående kommentar, har jeg sat på for min far, som nogle gange har problemer med at gøre det.

I det du skriver er det svært og blive uenig med dig, det kan vel ikke komme nærmere sandheden, har aldrig tænkt på
sand-heden i to ord hvor har du fået det fra, er det når man er alene med sin hund og sine tanker at sådant noget opstår
det er da to mærkelige ord når du udlægger dem på den måde du gør, men ellers vil jeg kun skrive,at som sædvane er
det godt skrevet, godt sat sammen, alvorlige ting, og ting man kan grine af. kram dig selv fra mor og far.

swester sagde ...

Hej brormand. Jeg var sgú lige ved at tro jeg læste noget af Johannes Møllehave. Du skriver lidt i hans stil og gør det godt :-) sandheden er noget underligt noget, jeg har altid lært at sige sandheden, men må da indrømme at jeg af og til bliver nødt til at komme med en lille hvid løgn for ikke at såre nogen. Tænk hvis man altid kunne sige sandheden og det faldt i god jord. Jeg personligt er nu ikke ked af, at der er kommet ny regering for det kunne da ikke blive værre, men jeg er selvfølgelig heller ikke klog på politik. Som sædvanlig får du mine smilerynker til at komme frem, jeg håber så bare ikke at det er rynkerne der bliver tilbage, men smilet. Glæder mig til næste indlæg - knus swester PS. svoger synes også det er god læsning, men kan ikke fatte at dit hoved kan indeholde både skæg og så mange tanker - knus svoger

Grethe sagde ...

Ej hvor mærkeligt, Harriet.Jeg tænkte lige det samme da jeg havde læst indlægget. Jeg kunne næsten se Møllehave for mig,og høre ham "smage" på ordet sand-heden og få lige så meget ud af det som Robert kan.
Det er bare GOD læsning, Robert !!

swester sagde ...

Grethe - ja, der er sgú gået en forfatter tabt i min bror. Der kunne udgives en hel bog med alle de finurligheder han kan finde på at skrive.