søndag den 14. juni 2009

Det sort/hvide vanvid.

Denne klumme handler om det glade vanvid som jeg har læst om i danske og kenyanske aviser i de forgange måneder.
Det er blevet til en omgang fakta (som det har stået i aviserne !) og en del fiktion.
Blandet som jeg nu tror/syntes at verden kunne hænge sammen - Det glade vanvid.

Vi starter på en sports bar i det indre København, der er topkamp på storskærmen og stemningen er helt oppe og ringe - klink klink - blandt de festglade gæster er også to UPR’er (Udenfor Pædagogisk Rækkevidde) som er i gang med at drikke sig i hegnet og indtage andre rusmidler gennem næsen.

Efter kampen (og nu med en promille som ville slå en mellemstor hund ihjel) vælger de at sætte sig ind i deres “lille” toptunede Polo med alufælge (som er lidt bredere end loven tillader) monteret med lavprofil dæk og Benny/Brian terninger hængende ved siden af et “Wunderbaum” i bakspejlet (så skulle typerne vist være på plads) og køre hjem til Vestegnen. Ikke liste forsigtigt, i håb om ikke at blive stoppet af politiet, nej nej, med pedalen i bund, over for rødt og med 120-150 km/t ud af Vesterbrogade og videre ud af Roskildevej, Ifølge vidner gjorde de alt for at skabe opmærksomhed om sig selv.

Her er det første levende offer (for hvad der skal udvikle sig til et voldsomt trafikdrab). Et vidne ser Poloen kører i meget høj fart over for rødt, i krydset Platanvej - Vesterbrogade, skriver bilen nummerplade af, men undlader at ringe til politiet. Går han nu og tænker “Kunne jeg ha’ forhindret det drab” som skete 8-10 minutter senere ved Damhus Kroen……..

Poloen ender sit vanvidsrace med at køre op bag i en bil der holder for rødt i krydset Hvidovrevej - Roskildevej, sammenstødet er så voldsomt at en barnestol med en 8 måneder gammel pige bliver slynget 10 m ud af forruden, dødeligt kvæstet. Hendes forældre slipper med at blive hårdt kvæstede, UPR'erne kommer ikke til skade........

Her er de to næste levende ofre i sagen. Mon den døde piges to forældre tænker! “havde vi dog bare taget den kop kaffe vi blev tilbudt hos Kaj og Andrea, så havde vi ikke holdt her nu“. “Hvorfor spændte du ikke barnestolen fast, inden vi kørte“. “Jeg sagde jo at vi skulle køre den anden vej, ad Rødovrevej“. Vil de også bebrejde - udover de to UPR’er - hinanden for hvad det skete, vil deres forhold ha’ styrken til at komme videre sammen……..

Herefter kommer alle de andre levende ofre såsom, den dræbte pige forældres familie, venner, bekendte, kollegaer, vidner til ulykken, redningspersonalet, politiet (selv om de to sidste grupper, har set det “før” så er det dog en oplevelse som må sætte spor). Alle dem der læser om det i avisen/ser det i TV (og som måske har tilsvarende tragedie i bagagen)

Endelig de to UPR’er, deres familier, venner og bekendte kollegaer (under forudsætning af, at der er aktivitet i den øverste del af kroppen hos alle de foranstående).

Denne historie bragte sindene i kog på Ekstra Bladets debat sider, her var “Gadens Parlament” enige om at nu skulle der ske noget med straffen i de her sager. “Den danske dommerstand må vågne op”, “Skyd dem” “De får sikkert kun tre måneder, og besked om ikke at gøre det igen” Det er blot et lille udsnit af de overskrifter som var at læse i dagene efter den tragiske episode.

Et lille stykke tid efter er der en mand der kører frontalt ind i en 23 åring piges bil, de bliver begge dræbt, det viser sig at han 6 måneder tidligere, stod tiltalt for at have kørt frontalt ind i en tysk kvindelig bilist, som blev dræbt. (begge gange var han under indflydelse af alkohol). Han var blevet løsladt, mens politiet undersøgte de medicinske beviser!!!!!!!
Igen var overskrifterne fra “Gadens Parlament” entydige “Han fik det han fortjente ,DØDEN - tanker går til den dødes familie!”. “Hvordan kan det ske? 2 gange på 6 måneder, Vågn op på “Borgen”. “Nu må straffen i vejret, det sker for tit”.

For et par dage faldt der så dom i Steen Bagger sagen, 7 år bag tremmer, lås og slå, ingen døde, ingen kvæstede (ud over dem som er kvæstet på pengepungen og deres stolthed, hvilket selvsagt ikke er “morsomt“).

Det er ikke afsagt dom over de to UPR’er, på skrivende tidspunkt, det bliver spændende af se hvor mange måneder/år de får………….

Jeg har valgt at skrive den næste historie fra de kenyanske aviser på engelsk, så jeg ikke “forvasker” den gennem min oversætning.

A senior CID police afficer was yesterday murdered in President Kibaki’s Othaya backyard. Suspected gangsters gunned down Chief Inspector Johan Kimanzi Nzau of Othaya Police Station on Friday night as he was heading home from wok: He died barely ten meters from his house near the Othaya Approved School. A motorcycle boda boda (motorcykel taxa. red.) operator had just dropped him at around 11.20 pm then the gangsters ambushed him, they stole his pistol but left his personal effects, including Money and a mobile phone, intact. Othaya DC David Koskei yesterday said initial investigation indicated gangsters who knew The officer’s movement well planned the killing……

De to sidste historier kan jeg ikke finde på originalt sprog, (Geoffrey har taget aviserne med hjem) så dem må i få i min oversættelse og efter min hukommelse.

En mand på 52 år, er anholdt af politiet i Nakuro, for at ha’ stjålet majskobler til en værdi af 100 Ksh (ca. 8 d. kr.), han blev fremstillet for en dommer, som afsagde dom i sagen, efter at have hørt mandens forklaring “Min familie sulter, jeg ved det er forkert, men jeg kan ikke holde ud at se min familie sulte mere“, sagde manden til sit forsvar. Han blev idømt en bøde på 1000 Ksh eller en måned i fængsel……
(Blot en tanke, flytter vi denne praksis til Danmark, så skal Steen Bagger sidde (stjålet ca. 800 millioner x 10 = bøde 8 milliarder kr, eller 8 milliarder måneder = 6.666.666 år, så er det måske i orden at han kommer ud efter 3/4 dele af straffen for god opførelse. Husk blot en (ikke nødvendigvis min) tanke)......

Tre unge mænd forsøgte at stjæle en mobiltelefon fra en kvinde, da hun var ved at stige ind i en matatu, hun opdagede det og råbte “Jeg er blevet berøvet” de unge mænd stak af, men den ene blev stoppet af de omkring stående og stenet til døde. Politiet siger at de kender de to andre gerningsmænd, og at de leder efter dem…..
Jeg siger “heldigt for dem”.

Ja, her råber “Gadens Parlament” ikke på længere/hårdere straffe, nej her kaster de med sten, eller slår med Rungas/pandas/macheter (trækølle/1meter langt stykke fladjern der er bukket i den ene ende/lang kniv på ½ meter), eller giver den skyldige/mistænkte et “Rubber Tie” (gummislips, et bildæk omkring halsen, lidt benzin eller petroleum ned i dækket PUUFFFF).
Her er holdningen (til ovenstående) blandt dem som jeg har talt med (meget lille udpluk af befolkningen) “Ok, så gør de ikke det igen“……

Blot lige for at slå det fast, dette er ikke artikler fra forsiden, men små "fodnoter" inde midt i avisen.

Jeg har lidt svært ved at finde en elegant overgang til et par madopskrifter, så jeg kaster mig blot ud i det.

Her de to opskrifter jeg lovede i sidste uge,. Først en krasbørstig sag “Boller i kraftig karry“ Opskriften er til 4 personer. (der er måske lidt tilbage til næste dag, hvis det er småspisere der er inviteret).

200 g. Hakket svinekød
200 g. Hakket kalvekød
200 g. Hakket oksekød
200 g. Hakket lammekød
200 g. Hvedemel
4-5 stk. Æg
3-4 dl. Mælk (eventuelt lidt vand)
Salt og Peber

1 ts. Kardemomme (hel)
1 ts. Hel kanel (brækket i små stykker)
1 ts. Kommen (hel)
1 ts. Chili (frisk, af den stærke slags, tørret kan udmærket bruges)
1 ts. Hvidløg (hakket i små stykker)
1 ts. Ingefær (hakket i små stykker)
1 ts. Fennikel frø
1 ts. Gurkemeje
15 stk. Sorte peberkorn
1ds. Tomatpure (lille)
1 stk. Løg (stort hakket i små stykker)
1 stk. Bladselleri (skåret i små stykker, ), (husk at knække stænglerne, så kan trævlerne rives af - det er et tag som hurtig læres, men det er det der gør forskellen når bladselleri skal spises, det være sig rå eller tilberedt - dem og bladene kommes i suppen, mens den nedkoges)
10 stk Tomater (modne, uden skind og kærner (tomaterne riset i toppen, dyppes i spild kogende vand i 10-15 sekunder, derefter i isvand) dåse tomater kan bruges, hvis man er ligeglad med resultatet.

5 dl. Ris (løse, af det mærke og af den slags du foretrækker)
1 l. Vand (letsaltet)

Kødet æltes sejt med salt (brug fingrene, det er det der er nærmest ved hånden) mel, æg og mælk, peber æltes i, er farsen for tyk, så spæd med lidt koldt vand, lad den hvile i 20 minutter, mens du laver din egen karry.

Alle krydderierne, undtagen gurkemejen og tomat pureen, varmes forsigtigt på en pande - for at frigøre de æteriske olier - derefter stødes de i en morter samme med gurkemejen og tomatpureen (kom den i til sidst, det er nemmere at støde de tørre ting først) denne pasta er grundstenen til sovsen.

Er farsen stadig for tyk, så spæd med lidt mere koldt vand. Nu sættes bollerne i koldt vand (form dem med hænderne, det er ikke en skønhedskonkurrence) sørg for at der vand nok i gryden, de skal være dækket (ikke druknet), kog dem så langsom op, og lad dem små koge i 15 minutter (10 minutter hvis de skal spises med det samme, så kan de holdes varme i ovnen (110 grader uden “luft”) med lidt af kogevandet i bunden og sølvpapir over, så de ikke tørrer ud (det værste er boller, der er tørre på ydersiden, det ved enhver husmor) mens resten af kogevandet (husk bladsellerien) koges ind til det halve (jo mere den koges, desto bedre smag, pas på det ikke bliver for salt).

Løget svitses i lidt smør, må ikke brune, tomaterne og karrypastaen røres i (hold lidt pasta tilbage, til du ved hvor stærk den bliver), de spædes med suppen fra bollerne, det skal koge for svag varme i mindst en (1) time og der skal røres så det ikke brænder på (det er lang tid at stå i køkkenet, så bag noget brød samtidig, mens du nyder den aromatiske duft der fylder (hele) køkkenet. Smag til med mere pasta, hvis du syntes den er lidt “tøseagtig”. Når det serveres skal sovsen være tynd uden at være vandet. Er bollerne lavet i forvejen kan de varmes i sovsen, sellerien skal i lige før der serveres (de skal være varme, men rå).

Risene skylles i rigeligt koldt vand før de sættes over for at koge (hvis du køber risposer på tanken, så behøver du ikke at skylle dem, men køber du et ordentligt produkt, så er der meget “møg” som skal skylles ud) dobbelt op med koldt let saltet vand, kog i 10 minutter uden låg, så låg på i andre ti minutter - så er den ged barberet.

Hvad drikker man til denne “Herreret“, jeg anbefaler koldt vand fra hanen, men skal der alkohol på bordet, så er “Mango shots” en god ide, iskold mangojuice og iskold vodka i forholdet 1:1, som navnet antyder serveret i små isafkølede glas. Øl eller en tør hvidvin kan også drikkes (til nød).

Velbekomme og god fornøjelse.

Til kaffen anbefaler jeg hjemmelavede “Negerboller”.

Opskriften kommer fra min gode ven på Bornholm - John Truberg. Han laver dem til sin datters fødselsdag i skolen og de er et kæmpe hit hos ungerne



Til ca. 25 stk. negerboller skal bruges følgende:
1 Rulle marcipan
300 g. sukker
1 dl. vand
150g past. æggehvider
250 g. mørk overtræks chokolade (jo højere kakaoprocent , jo bedre)
Marcipanen skæres i 1 cm. tykke skiver og bages på bagepapir i ovnen på ca. 180 gr. varme i 6 min, stilles til afkøling. Sukker og vand koges et par minutter. Æggehviderne piskes let og den afkølede sukker sirup tilsættes æggehviderne langsomt, mens der stadig piskes til æggehviderne er stive, med middel hastighed. ”Guffen” kommes i sprøjtepose og sprøjtes på de bagte marcipan bunde. Derefter bages hele herligheden i ovnen ca. 5 min ved 180 gr. Efter afkøling kommes den smeltede chokolade på flødebollerne enten ved at pensle chokoladen på eller vende flødebollerne ned i chokoladen, lad afdryppe på bage papir, kan drysses med kokos, kandiseret violer, hakkede pistacie nødder kun fantasien sætte grænsen.

Velbekomme, det er besværet værd, stol trygt på det. John Truberg.

Ja det var ordene for denne gang, det glade vanvid er vist meget sigende….

Traditionen tro, husk nu ikke at glemme !!!!!!! En ordentlig smasker lige på munden, af en du elsker. Husk lige at være sikker på at modtageren også har varme følelser for dig. Det kan blive noget rigtig snavs hvis du tungeslasker med borgmesteren, i køen søndag morgen hos bageren.

Kærlig hilsen

Robert.
p.s. Jeg har det godt, trives og glæder mig til regntiden er forbi (midt juni) og gæsterne begynder at komme………

4 kommentarer:

Laust sagde ...

Tak for opskrifterne, bollerne vil blive testet ved først givne lejlighed som dog nok er nogle uger væk, Roskilde Festival skal vist overståes først.

Tak for dit indlæg i lørdags, det var super at det tekniske holdte og at vi fik mere end 1 times direkte Formand fra Kenya.

Husk at holde fødderne tørre, det hjælper på humøret i en regntid - tror jeg ihvertfald nok jeg lærte i flyvevåbnet.

Harriet sagde ...

Dejligt at se du er på banen igen. Jeg vil prøve opskrifterne på et tidspunkt. Verden er af lave og vi lever i en vanvidstid, hvor intet synes retfærdigt.
Hold dig munter til vi tales ved.
knus swester

Unknown sagde ...

Dejligt med nye indlæg fra "Onkel Anders" - hihi. Og skønt at se på dit glade fjæs i en hel time lørdag aften via Skype!! Det kan anbefales til andre -prøv at Skype med Robert !!

Unknown sagde ...

Yo Roberto
Tre dele malurt og to dele regntid giver små sko og kort syn - drikkes den alene uden at trække lidt tid, virker den top bitter...
Fint med boller, men ærgerligt hvis nogen tror at lange straffe kan få folk i den underste del af IQ-spektret til at tænke. De skulle nok hellere gå i skole end at sidde i fængsel - eller endnu bedre. Det skulle gøre samfunds- eller verdenstjeneste for at betale tilbage. Det kunne være på den afrikanske farm med onkel Roberto som superviser. Lun, livsklog, og med de rigtige værdier (når alt kommer til alt)...
MEN bollerne er altså gode...