fredag den 26. juni 2009

48 Timer

Jeg stirrer hypnotiseret på det blanke hvide “papir”, mit hoved er fyldt med tanker og ord. Problemet er at få dem gennem tastaturet og ind i computeren i den rigtige rækkefølge. Hvad jeg skal skrive om, skal jeg digte en historie, skal jeg lave et af mine “Sur gammel mand” indlæg, skrive lidt om min hverdag, eller hvad med et par hurtige madopskrifter. Det hele er prøvet, med skiftende held, jeg må finde på noget nyt. Jeg må overveje om jeg orker at skrive i dag…………..

Er det mig? Som kører på hovedsporet, eller er jeg på vej ud af et sidespor på livets jernbane!.

Havde jeg så travlt da jeg selv var en del af “rotteræset” at jeg ikke reagerede på mails/sms/og alle de andre måder at kommunikere på, som er en del af dagens muligheder, ja det var jeg vel!, har jeg stadig svært ved at lette røven og svare, ja det har jeg vel. Så er der vil ikke nogen grund til at tro at andre skulle have det anderledes, er der!. Næ - det er der vel ikke! (en lettere opgivende trækken på skulderne ledsager dette afsnit).

Jeg kan så konstatere at når der ikke er nogen der svarer/skriver, så bliver jeg da heller ikke bedre til at svare tilbage.

Dette er ikke det rette forum at komme af med min fustrasion, det ved jeg, men det kom altså ud mellem sidebenene, så der er altså stadig lidt “sur” mand tilbage.

Nu har det foranstående indlæg ligget i dvale, mens jeg har været i Nairobi (som bliver emnet for denne “klumme”), men jeg vil ikke slette det, da det er en del af mig, så det I får, er “Directors cut”.,

Af mange forskellige grunde har det taget over et halvt år for mig at få min opholdstilladelse. Det eneste jeg har fået, er mange forskellige forklaringer, undskyldninger og “varm luft” fra de mennesker som jeg troede kunne hjælpe mig.
Så i tirsdags startede jeg mit eget “korstog “ mod systemet, får at få mine papirer i orden. Tirsdag var alle de dokumenter, bankcheck, og sikkerheds papirer (security bond) på plads, jeg var klar til at tage livtag med "Immigration Office" i Nairobi.

Geoffrey (gartneren) skulle på ferie til sin hjemegn (ved Victoria søen), besøge sin kone og 6 årrige søn for første gang i 2 år. Så vi kunne rejse sammen til Nairobi, hvor Daniels far, Fred (Taxachaufførens far) ville støde til os, han kender Nairobi som sin egen lomme (Geoffrey er lidt bange for at være i byen “Den er fyldt med gangstere” siger han). Person galleriet er på plads så jeg vil starte min historie i Mombasa tirsdag aften.

Vi sidder på trappen ind til “Modern Coast Bus” venteværelse, klokken er lidt over otte og himmelen er sort uden stjerner, jeg ryger mig en smøg og vi taler sammen om løst og fast, mens folk defilerer forbi. Da vores bus først kører klokken halv elleve, så er vi i god tid og kan nyde at kigge på det leben der forgår rundt om os. Det er nok mest mig der kigger og undres over dette kaos - mennesker til fods, biler, folk der trækker ladvogne, Matatu konduktører der råber deres endestation i håb om at presse flere folk ind til dem som i forvejen sidder som sild i en tønde - et kaos som på en eller anden måde virker struktureret.
Samtidig er det samlingssted for andre busselskaber, så her er også folk med meget forskellige pakkenelliker, lige fra “Louis Vuitton” kufferter (sikkert ikke ægte) til papkasser. Busserne er lige så forskellige, fra gamle skramlekasser til top moderne Scandia busser, som vi skal med. Ventetiden går hurtigt, så da vores bus er klar, til at vi kan gå ombord, så finder jeg hurtigt ud af at jeg skal finde to sæder med benplads, det bliver de første sæder i venstre side, dejlige komfortable sæder der kan lægge ryggen ned, så jeg regner med at nattens strabadser vil fortabe sig i søvnens dejlige tåger, (hvor naiv kan man være, jeg har dog været på en del skiferier i bus og altid svoret at det ville jeg aldrig gøre igen) det skulle så - selvfølgelig - også vise sig ikke at være tilfældet.
Vejen til Nairobi er en blanding at asfalt, grusvej, huller, større huller og stykker af “vej” som er ikke eksisterende. Samt ikke mindst “fartbump” der bliver forceret med højst mulig fart.
Jeg fik selvfølgelig ikke lukket et øje så jeg var træt da vi ankom til Nairobi klokken halv syv. Jeg ringede til Fred og vi mødtes ved bussen og gik ned til det kontor hvor jeg skulle “kæmpe” med “systemet”.
Efter 20 minutters gang kom vi frem til en stor bygning som huser blandt andet "Immigrations Office", klokken var blevet lidt over otte, så der var tid til at ryge en smøg og gennemgå - med Fred - hvad der skulle ske. Jeg havde fået at vide at det ville tage en halv til en hel time at få mit K-permit, så da jeg havde betalt og fået en kvittering, fik jeg at vide at jeg skulle komme igen om 14 dage. Det var ikke det jeg ville høre, så den “sure” mand stak sit hoved frem, efter en del diskussion (jeg prøvede så høfligt som jeg var i stand til at forklare at jeg boede ved kysten og at jeg, på Immigrationskontoret i Mombasa, havde fået at vide at det ville tage ca. 1 time, at jeg kun var i Nairobi en dag osv.). Det lod ikke til at gøre indtryk på manden, der sad på den anden side af skranken, men hans “Boss” kom mig til undsætning, han bad mig om at gå op på 5 sal, kontor 27, så ville de hjælpe mig. Jeg takkede og vi gik rundt om bygningen, gennem sikkerhedscheck, og ind i Hallen, skrev os ind i en bog, tog elevatoren op til 7’ende sal og gik 2 etager ned (sjovt nok så er der elevator døre på alle etager, den stopper blot ikke på alle etager) fandt kontor 27, bankede på døren og gik ind.
Det lykkedes os at komme indenfor alle tre på et kontor, på omkring 16 m2, hvor der sad 5 mennesker og “arbejdede”, her henvendte jeg mig til en mand, som så ud til at kunne hjælpe mig, med min kvittering. Han kiggede på min kvittering og på mig, fortalte at han skulle bruge en kopi og at jeg kunne komme igen om 14 dage. Den “sure” mand var på vej frem igen da Geoffrey spurgte på Swahili om hvad det kostede, (han mente hvad det kostede at tage en kopi), så blev manden pludselig lidt mere villig, han hentede min sagsmappe og bad os om at vente i ventesalen. Da vi havde ventet i 40 minutter, så bad Fred mig om at høre hvor lang tid der ville gå, han sagde at jeg nu skulle gå alene, da manden måske troede at Geoffrey og Fred var politimænd fra “Anti Corruption Unit”, da jeg kom ind på kontoret var “manden” ikke tilstede, jeg spurgte om der var nogen der vidste hvor han var, “han er gået” var svaret, så tilbage til venteværelset, efter 10 minutter så Fred at han gik forbi på gangen, så på den igen. Jeg spurgte hvor lang tid der ca. ville gå, han bad mig gå tilbage til venteværelset. “Hr. Sure’sen” kom nu frem igen, jeg spurgte hvad problemet var, “please wait” sagde han, en anden mand blandede sig og sagde at de prøvede at hjælpe mig. Jeg forklarede at jeg havde andet jeg skulle nå og at jeg kun var i Nairobi i dag, så en tidshorisont var det jeg gerne ville ha. Skulle jeg vente eller skulle jeg komme tilbage, “please wait” var svaret, nu kunne jeg ikke holde den “sure” mand tilbage, “I prøver at hjælpe mig, nu har jeg ventet i 6 måneder uden at der er sket en skid, så det tror jeg ikke at I gør, jeg vil gerne tale med chefen” sagde jeg (hans navn havde jeg skrevet ned, da jeg fik det i Mombasa), det lagde en dæmper på gemytterne og jeg bliv vist hen til hans kontor, hvor jeg forklarede hans sekretær hvad problemet var (chefen var ikke tilstede) hun gik så ind til mine “venner” talte med dem på Swahili, kom tilbage og sagde det ville vare 15-20 minutter, de manglede en underskrift, nu havde jeg en tid at forholde mig til, så jeg gik tilbage til venteværelset og efter 35 minutter blev jeg så hentet ind til mine “venner”, jeg skrev under på at jeg have fået min opholdstilladelse, og den anden mand spurgte om jeg nu var glad. “Jeg er så glad så jeg vil trykke din hånd” sagde jeg trykkede deres hænder, mens jeg sagde “A sante sana” (mange tak på Swahili).
Nu er det endeligt officielt at jeg er bosat i Kenya de næste 3 år. Fik fat i mine “to politimænd” og vi fløj ned af trapperne, fandt en bar, fik en soda vand og en smøg. Lykkelig og glad over at 6 måneders uvished endelig er forbi, talte vi om at det nok var fordi de troede at Fred og Geoffrey var “undercover” politimænd, der gjorde at jeg fik det så “hurtigt”.

Resten af dagen gik med at vandre rundt i byen og kigge på alt og intet, vi tog til Nairobi Snakepark, som også er et museum, jeg kom ind til “Resident price” for første gang (lovligt), jeg gav frokost og ringede til den danske ambassade, for at få et møde med Winnie Thomsen (en dame jeg har været i forbindelse med hele tiden, men som ikke kunne hjælpe mig, da ambassaden ikke har kompetence til at blande sig i interne anliggender) hun sad i møde, så der var ikke mere jeg kunne gøre. Busturen hjem begyndte at kigge frem, endnu en nat uden søvn (mæt efter en udmærket kylling sandwich, begyndte trætheden nu at få fat i mine lemmer) kom krybende som endnu et mareridt, en hurtig beslutning var påkrævet. Jeg kunne ikke se mig selv vente i Nairobi til klokken halv elleve før bussen kørte, så det blev en billet til toget (det tager meget længere tid, men fordelen er at jeg ankommer til Mombasa klokken 10 om formiddagen ikke klokken halv syv om morgenen som “Palle alene i verden” og ikke mindst jeg kunne ligge ned og sove) Så jeg sagde farvel til Fred og takkede ham for hjælpen, gav ham penge til bussen hjem. Geoffrey og jeg tog så en taxa til banegården, hvorfra også Geoffreys bus videre til Victoria søen afgik, Vi købte vores billetter, hans bus med afgang klokken 19.15, mit tog med afgang klokken 19.00. Vi havde nogle timer at slå ihjel, så vi fik en øl og sad på perronen og kiggede igen på livet og de forskellige mennesker som skulle med tog ud i verden eller hjem fra arbejde til deres bolig i Nairobis forstæder. Vi var begge trætte og sad og hang lidt med klarinetten. Klokken 6 kom toget til Mombasa ind på perron 1, jeg sagde farvel til Geoffrey, ønskede ham god rejse og god ferie, glad for at det ikke var mig der skulle videre med bus. Jeg var heldig at få kupeen for mig selv, jeg havde købt billetten uden mad for jeg var ikke sikker på at jeg havde kræfter til at småsludre med andre under måltidet, og at undvære et måltid til fordel at søvn syntes ikke at være et spørgsmål med mere end et svar….
Jeg betalte mig til at sengen blev redt 5 minutter efter vi havde forladt Nairobi, klokken 8 sov jeg som et lille barn og vågnede dejlig frisk og som et nyt menneske næste morgen, lidt over syv. Jeg ankom til Mombasa lidt over ti om formiddagen, Daniel ventede på mig, vi kørte til Immigrationskontoret , hvor der er en hel anden stemning, her hersker der en venlig og imødekommende stemning, og hvor jeg fik mit “Alien Card” fornyet. Så hen og få lidt morgenmad, nu var jeg godt nok sulten, på en restaurant der ligger, så man kigger ud på indsejlingen til Mombasa havn, et rigtigt hyggeligt sted, og en af Daniels venner har stedet, så betjeningen var i top.
Jeg var hjemme i Diani Beach ved totiden, glad, mæt, men en morfar måtte jeg dog ha' for ligesom at få det hele på plads, så det blev til et par timers afslapning sammen med mine tanker om fremtiden som “Kenyaner”.
Læse mails, kigge på F.B. skype med John, min far, Michael, min søster, læse lidt overskrifter i de danske aviser, ja det var historien om 48 timer i Kenya. Det er ikke sikkert at det er topunderholdning, men det er sandt….

Husk ikke at glemme at give alle Dem Du elsker en KK (Kenya krammer)

Kærlig hilsen

Robert

5 kommentarer:

Laust sagde ...

Hej Robert,

Hvor er det godt at høre at der er kommet styr på papirerne, nu kan du rigtigt begynde at slappe af og nyde landet.

Det med at Geoffrey mener Nairobi er fyldt med gangstere fik mig til at tænke på et radio program jeg hørte for ikke så længe siden om Nairobbery og hvordan der sker nogle ganske voldsomme overfald og indbrud, men jeg har desværre ikke kunnet finde det.

Men under min søgning fandt jeg denne program række om danskere i Nairobi, som måske har interesse?
Nairobi Special på P1

Og denne radio klasikker om bla. bestigelse af Mount Kenya tilbage i 20'erne. Radioklassikeren om Kenya

Faktisk er der meget om Kenya hvis man søger på DR.dk

Endda en opskrift på Kenyansk gryderet med kokosmælk som jeg må prøve en dag.

Nå undskylder denne link fest, sådan er internettet nogle gange.

..:Laust.

Laust sagde ...

Og så, fordi jeg blev afsporet med min Nariobi/Kenya søgninger på DR glemte jeg at skrive det vigtigste.

Det du skriver på denne blog er ikke afleveringsopgaver eller blækregning. Vi (mig ihvertfald) ønsker Directors Cut udgaven og den hurtige lille historie/observering fra din hverdag.

Så må resten komme efterhånden som vi får opdraget Danmark til at det ikke er farligt at skrive en kort kommentar om det man tænker netop i øjeblikket.

Grethe sagde ...

Hej Robert
Tillykke med at din tur til Nairobi gav pote, og der nu er styr på papirerne, og vel sagtens lidt mere ro på. Og igen en fantastisk malende beskrivelse af turen.Kh.Grethe

gribaa sagde ...

Jambo Søn
Godt gået, man må sige at Dybølmølle maler helt af helved til, bliver mere og mere aktuel i lille Danmark.
K.H MOR og FAR

Harriet sagde ...

Kære bror
jeg kan godt sætte mig ind i alt det "den sure mand" har på hjertet, får sgu helt dårlig samvittighed og alligevel ikke, for jeg tror ikke jeg har talt så meget med dig som efter du er flyttet til Kenya. Jeg vil som Laust også have det du tænker på uden at det er pudset af for det er jo det der er spændende at læse. Tillykke endnu engang med din opholdstilladelse og jeg glæder mig til at høre mere fra dig. knus swester