Makværk, læs det kun hvis du keder dig!

Det er nu snart mange uger siden jeg har skrevet på denne blog. Ikke at der ikke har været noget at skrive om, nærmest for meget, så jeg har brugt tiden på at reflektere over hvordan og hvorfor mennesker er så forskellige.

Jeg vil prøve at skrive tingene i rækkefølge, som de er sket, måske bliver det lidt usammenhængene, men jeg er sikker på at du - den opmærksomme læser - nok skal klare at springe lidt rundt i mit liv.

Jeg vil begynde med Gerlinde og Heindrich Toex, et ældre pensioneret ægtepar fra Østrig, som har lejet Villa Mwangi for 3 måneder. De skulle ankomme Lørdag den 14 November, men jeg blev ringet op klokken meget tidligt om morgenen - jeg var så træt at jeg ikke så på uret - En kvinde fortalte mig på engelsk med stærk accent, at de var kommet for sent til flyet i Frankfurt, så de ville først ankomme Mandag den 16tende. Hun gjorde et stort nummer ud af, at det ikke var deres skyld, ja ok “shit happens“, jeg faldt i hurtigt i søvn igen.

Mandag morgen så er Geoffrey og ego klar i lufthavnen, vi venter og venter, der kommer ikke nogen ud som ligner et ældre pensioneret ægtepar fra Østrig, vi har nu ventet over en halv time efter at de første passagerer fra Frankfurt var kommet gennem de forskellige instanser og ankomstområdet var tomt, da der kom en ældre mand i sandaler, sokker og “korte rør”. Han kiggede søgende rundt, kom hen til mig og spurgte om jeg var Robert. Det bekræftede jeg selvfølgelig. Han tog mig under armen og trak mig med, mens han fortalte at deres golfbag’s ikke var med flyveren, han skulle bruge mit telefonnummer og adresse. Han hev mig med helt ind i ankomsthallen, inden der kom en ansat og sagde at jeg ikke kunne komme ind. Så han fik mit mobilnummer og jeg gik tilbage til Geoffrey og ventede så yderligere 20 minutter inden de, svedende og bandende kom ud med deres kufferter. Hun underholdt så med at fortælle hvilken dårlig behandling de havde fået siden de forlod Linz - i Østrig - Deres golfudstyr var ikke kommet med, de havde betalt overvægt fordi deres håndbagage var for tung. Det (lufthavns) hotel de var blevet indlogeret på, mens de ventede på næste afgang fra Frankfurt til Mombasa. Ja de havde næsten ikke lukket et øje pga. den megen støj. Ja - hun brokkede sig hele køreturen til Diani Beach, manden fik ikke et ben til jorden, så han holdt sin mund.

Efter at de var blevet indkvarteret i deres bolig for de næste 3 måneder faldt der lidt ro over dem. Jeg tror de sov. Der gik dog ikke mange timer inden hun begyndte at brokke sig igen. Denne gang var det fuglene der larmede når hun skulle sove, Ja der var hele tiden noget i vejen.

Jeg kan mærke at jeg bliver i dårligt humør af at skrive om dem, så jeg vil slutte med at fortælle at jeg er utroligt glad for at de er flyttet.

Aldrig i mit liv har jeg mødt så ubehagelige mennesker som dem, og jeg håber ikke det sker igen.

Efter 1 måned med besøg af min mor, far og faster, en dejlig tid jeg tænker tilbage på med glæde, ja så skulle hverdagen igen skylle ind over mig. De før omtalte holdt mig dog til ilden, så julen blev en underlig oplevelse. Uden familien omkring mig, nå - jeg åd som jeg plejer til jul, blot var flæskesteg, rødkål, brun sovs, marcipan og blød nougat udskiftet med æbleflæsk, brunekager (sendt af Keld og Pernille sammen med andet slik og læsestof - tusind tak for det). Nytårs aften lavede jeg ribbensteg med hele svineriet, men det smagte ikke som det plejer, ingen kulør til sovsen, så den var bleg. Synet er jo en del af smagen, så det må vente til John kommer, han har kulør med.

Den 7 Januar hentede jeg så John i Mombasa, flyet ankom til tiden, 01.55, det gjorde bagagen ikke, så John måtte lige udfylde nogle papirer inden han kom ud uden sin kuffert og min guitar, som han også havde haft med ned til mig. Vi fik en kold øl på parkeringspladsen inden vi kørte mod Diani. Vi satte Geoffrey af i Ukunda, så han kunne få et par timers søvn, inden han skulle møde på job.

Vi sov længe inden vi kastede os over havregrøden. Dejligt at ha’ besøg igen.

Vi kørte en tur til Mombasa så John kunne købe tøj og andet han manglede. Vi vidste jo ikke om/hvornår bagagen ville dukke op.

Den 10 januar fik vi så ved egen hjælp at vide at bagagen var ankommet til lufthavnen, så vi tog en tur igen, igen til Mombasa. Nu skulle der slappes af og det blev der, John liggende ved pølen med en bog - han er en sol glad dreng, jeg er ikke så meget for den brune lød så jeg holder mig mest i skygge. Jeg er hvid som sne, nå den tror du ikke på. Nej solbrændt det er jeg da, men jeg befinder mig blot bedre i skyggen.

John kan lide at gå tur på stranden tidlig morgen, her er jeg bedst “under dynen”. Så vi mødtes til morgengrøden og talte om hvad der skulle ske resten af dagen. Shopping, afslapning eller tur til Shimba Hills, ja her var vi to gange.

Engang som en dag tur, den anden gang overnattede vi en hytte og var på gamedrive før det blev lyst. Vi havde en “Ranger” med og han ville vise os en leopard og elefanter, det blev dog kun til leopardspor og elefantlorte, men begge dele var nylavede. Vi var hjemme til morgen kaffen ved ni tiden, vi var dog glade for at vi var stået op klokken 04.30, for vi havde da fået set dyre øjne, der lyste i bilens fjernlys, i det fjerne. Et par gode ture selv om vi ikke så elefanter, vi så da andre dyr og fugle.

Det har jo været rigtig vinter i Danmark, så vi fulgte med på P4 Bornholm. Det var sjovt at høre om alt det der blev aflyst - stoletræning, bridge, bankospil osv.

Ja, Bornholm var lukket i lange perioder. John var på Skype med både Lene og Louise, en god opfindelse som også jeg benytter mig af, her fik John så efter en lille måned, den triste meddelelse at Lene var gledet og havde brækket 2 ribben.

Vi kørte så ind til Kenya Airways i Mombasa, her fik han så lavet sin billet om så han kunne komme hjem efter en uge i stedet 4 uger som var meningen fra start.

Så efter en dejlig måned så kørte Daniel og jeg så John til lufthavnen. Klokken var meget tidlig om natten, John skulle flyve klokken 06.00 til Nairobi og via Amsterdam til København, for så at flyve videre til Bornholm. Lidt af en tur når man nu ikke er så glad for at flyve, men jeg fik en mail om at hjemturen var gået godt, så solbrændt og lækker går han nu rundt i indkørelsen i korte bukser og T-shirt og skovler sne.

Det sidste der er sket er at jeg lige har haft fødselsdag (hvis det skulle ha’ forbigået nogen) 57 år er det foreløbigt blevet til.

Jeg fik en dejlig kage af Geoffrey som vi spiste af til en kop af den gode bønne, og gennem dagen kom der mange hilsner på både Facebook og G-mail. Jeg skulle nu være færdig med at svare på dem alle, skulle jeg mangle en enkelt eller to så undskylder jeg mange gange…

Jeg var på Skype med min familie og nogle af mine venner, det takker jeg for, rart at se Jeres ansigter og høre Jeres stemmer.

Som jeg startede med at skrive, så er dette indlæg skrevet over de sidste måneder. Jeg har ikke været i skrive humør og jeg er slet ikke sur eller i brokke “mode”, så det et noget klamt makværk denne gang. Jeg ved ikke om jeg er blevet mild med alderen eller jeg blot er i en fase hvor jeg syntes alt er rosenrødt.

Ja jeg slutter nu, med at huske Jer på at : Glem nu ikke at huske!! Hjælp en nabo med at skovle sne, og gi’ en du elsker en krammer.

Kærlig hilsen

Robert.