fredag den 11. september 2009

9/11


Denne dato for 8 år siden, er en af de dage, hvor jeg kan huske hvad jeg lavede, sådan er det vel for de fleste mennesker i verden. (ikke at de kan huske hvad jeg lavede, men hvad de selv lavede).
Hvert år siden, har der været en frygt for et tilsvarende angreb, et eller andet sted på kloden. Det har vi heldigvis været forskånet for.
Ikke at der er fred og ro, nej folk dør på mange måder som ikke helt er “naturlige”, men det tror jeg ikke jeg/vi kan lave om på.
“Dumme svin” er der desværre nok af. Hvorfor de er “dumme svin” vil jeg ikke komme ind på her, blot konstatere at de fødes i hobetal. Sjovt nok så findes de i alle farver og trosretninger.

Lad os mindes dem, som mindes bør.


Jeg har brugt den seneste tid til at læse (de få, men dejlige) kommentarer og finde en måde jeg kunne komme videre på, for som min sidste blog bærer præg af, så er det ikke en dagbog for mig selv, jeg skriver, men en måde hvor jeg giver mit billede af min “nye” tilværelse” til dem som måtte have interesse i at følge lidt med. Så må jeg leve med at dem der læser den, gør det i tavshed. (Her skal dog lyde en stor tak til dem, som trods alt kommenterer, og det er med fryd i hjertet at jeg kan fortælle at de bliver flere og flere, og på/i forskellige medier)
Nok om alt dette “bloghysteri” fra min side , jeg tror der er kogt nok suppe på det ben.

Dagens klumme skal være en guidet tur rundt i Mombasa.

Jeg har nu været i Mombasa 3 gange i min egen bil, så her kommer et sammendrag fra disse ture.

Det starter som regel med at jeg bader, spiser morgenmad og får mig en god kop kaffe, så langt så godt, virker kaffen så bliver rejsen udsat lidt, ellers så starter jeg “Rusty” (jeg har døbt min bil det navn, fordi den er “lidt meget” rusten) min “kodriver” er enten Daniel eller Geoffrey, alt efter om jeg skal lave bil eller ordne papirer (i den rækkefølge).
Turen til færgen i Likoni, går som en drøm/mareridt - det sidste er vejen til Ukunda, den er godt nok ujævn og “Rusty” er lidt stiv i fjerene, så et nyrebælte ville være på plads her på den første del af turen. Nå - vejen til Likoni er god asfalt, det er kun de fartbump de har lavet som sænker farten ned under 5 km/t. Der er til gengæld mange af dem så farten er ikke høj, men her er jo også mange mennesker, så vel fremme ved køen (der er altid mindst 5-6 biler i kø) til betalingsanlægget, som er to skure hvor jeg betaler ved det første og så sidder der en som checker at jeg har betalt i skur nummer to. Det er sjældent at jeg kører direkte ombord så nu går tiden med at sidde i kø og sige “Habana a sante” (nej tak) til dem der sælger alt fra ure, undertrøjer, aviser, turistgøgl, nødder, frugt. Når så færgen er klar til at modtage biler, så er det efter først til mølle princippet, min bil er stor og gammel det gir’ en fordel som det gælder om at udnytte, hvis man vil først af på den anden side, og hvem vil ikke gerne være først….. Færgen er en pram med klapper i begge ender, der kan tage ca. 30 biler og ca. 2500 mennesker, turen tager ca. 10 minutter og så er jeg i Mombasa (som ligger på en ø) nu begynder det sjove, først kampen om at komme først fra borde, så kampen om at komme ind og ud af rundkørelsen, efter en fem minutter så er jeg inde på Moi Avenue nu skal der øjne på alle fingre, Matatu’er (Toyota Hiace størrelse minibusser, med plads til 14 (officielt) der kan stoppes over tyve ind og resten står i døren) stopper hvis der er nogen der ligner en kunde uanset om de holder i vejen eller ej, Tuk-Tuk (trehjulede taxaer til tre passager) kører ud og ind mellem al trafik som også består af folk der skubber eller trækker vogne (to hjul og et langt lad) med op ti 800-900 kg, hvilket gør dem langsomme, motorcykeltaxa’er, cyklister og hundredvis af folk på gåben, her er et leben som jeg indtil nu har navigeret rundt i uden uheld, jeg mangler lige at fortælle at hornet i de forskellige transportmidler bliver brugt hele tiden, og jeg mener hele tiden.
Skal jeg ordne papirer så er Geoffrey en god hjælp til at finde rundt i de forskellige officielle kontorer. Er det bilen så er det Daniel som hjælper, først så kigger mekanikeren på hvad der skal bruges (i dette tilfælde gummibøsninger til styretøjet, samt pærer til baglygterne samt et par nye forlygter) så kører vi hen til et autoudsalg, hvor vi så køber de ting vi skal bruge, så tilbage til “værkstedet” som er et stykke jord ved siden af vejen, lidt uden for centrum. Så er det pludselig 4-5 mand der arbejder på bilen, vi går så på lokal bar/cafe og får os noget “Chai” te med mælk det er varmt og det smager såmænd meget godt, også er det billigt. Efter et par kopper, lidt avislæsning og et par smøger, så kigger vi om bilen er færdig, ja det er den, der mangler et par skruer, men det får vi lige påtalt og så bliver det også ordnet. Nu er det så på tide at sætte kursen hjemover, så ind gennem byen i myldretrafikken (kan den blive værre - ja, det blev den), efter en god halv time for små 4 km er vi fremme ved rundkørelsen til “færgelejet”. Samme procedure som på Likonisiden, her er blot flere der gerne vil sælge “alt mellem himmel og jord”, men jeg er blevet god til at sige nej på Swahili og så kender de mig også så de ved at jeg ikke køber noget, men jeg skal jo lige prøves. Der er en ung mand som sælger ure (og det har han gjort alle de år jeg er kommet her) han prøver hver gang at sælge min et “Breitling” ur, han startede med 15.000 Ksh (ca.1000 kr.) nu er han nede på 750 Ksh, så måske køber jeg en dag et “Breitling ur (en kopi naturligvis, men 60 kr. det er da billigt, så må det gå som det går). Turen med færgen er en varm omgang og videre gennem Likoni (som foregår med lukkede ruder, for de er mestre i at stikke hånden ind og stjæle alt der ikke er nagelfast) men når fartbumpene er ovre så er der god asfalt til Ukunda, og vi kan få fartvinden til at tage den værste varme. Velankommet til min p-plads uden for Villa Pierre, ja det var den tur til Mombasa.
I morgen tidlig 0730 kører jeg så min første tur efter gæster i lufthavnen. Det glæder jeg mig til, bare jeg nu ikke får stress - ha ha.

Ja - det var hvad det kunne blive til denne gang, lad mig slutte med det sædvanlige opråb. Glem ikke at huske, gi’ en du elsker en krammer.

Kærlig hilsen

Robert

4 kommentarer:

Unknown sagde ...

Kære Robert
Hvor er jeg glad for, at du har genoptaget din blog:o) Glad for, at Laust fik dig til at indse, at man blogger, fordi man ikke kan lade være med at skrive. Jeg er fuldstændig enig med Laust i hans synspunkter.

Jeg elsker at læse dine historier og følge med i dine tanker og dit liv - også selvom jeg sjældent svarer eller kommenterer. Jeg værdsatte i den grad dine skriverier - hvad enten det er her på bloggen eller på Facebook eller da du skrev lange rejsebreve hjem til os.
Og jeg blev oprigtig ked af det, da det virkede som om, du havde opgivet tanken om at blogge. Jeg ville mangle noget - og det selvom, jeg ikke går ind på bloggen hverken hver eller hveranden dag. Men tanken om, at jeg har muligheden - og at jeg ved, at du skriver med indlevelse og humor - den gør mig glad:o)

Det er en gave du har: Du kan glæde andre, bare ved at skrive! Det er stort!

Når det så er sagt, så skal du selvfølgelig være fri til at brokke dig over os og vores sløvsind og manglende feedback - ind imellem:o) Og jeg skal gøre mit bedste for at huske at give respons.

Et forslag: Læg link til din blog ind på de grupper, du er med i på Facebook. Vil gøre det nemmere for dem, som ikke er IT nørder, at finde den!

Og så til sidst: Man klapper af lyst til at vise sin begejstring. Måske ville vi ikke tænke over, hvorfor man klapper og hvem man klapper for, hvis vi viste begejstring på samme måde som de døve: De rækker armene i vejret og ryster på hænderne:o)
Jeg syns det er helt fint, hvis man klapper i biffen - eneste sted, hvor jeg syns det virker fjollet er, når folk (typisk på charterferie) klapper når flyet er landet! Der er sq da kun en bus med vinger og chaufføren har blot parkeret den:o)

Slut for tankerne i dag.
Kh
P.

Obligatorisk sagde ...

Hej Robert
God beretning - sad faktisk og blev stresset i færgekøen på dine vegne :-) Hvis du er bare halvt så tålmodig i virkeligheden som beretningen formidler, er jeg en lille smule imponeret (og det ved jeg jo egentlig godt at du er). Jeg bliver nød til at spørge om du har gjort dig nogle tanker om din personlige sikkerhed. Du skriver om, at skulle afvise gadesælgere konstant, og da kommer jeg til at tænke på mine egne oplevelser på Cuba for nogle år siden, hvor jeg lignede en "pengeautomat" blandt lokalbefolkningen. Det forekommer mig, at du må opleve noget tilsvarende?

Unknown sagde ...

Tak for denne beretning, der fortæller noget om den meget forskellige verden du er flyttet til, i forhold til hvad du kommer fra, og vi andre befinder os i.

Og en verden af modsætninger, føler jeg også. I hverdagen går ting meget langsommere end her, men når du så tager en tur til "storstaden" er der pludselig mennesker og "kaos" over alt, du skal surfe igennem på den rigtige måde.

Var jeg dig, ville jeg ikke købe det Breitling ur, om så det kommer ned i 5 Dkr ...det vil jo rygtes med lynets hast, at ham den store hvide mand købte noget, og så er du nok nærmest fredløs fremover, når du viser dig.

Knus,
Henry

Harriet sagde ...

Hej brormand - jeg må nok indrømme at jeg heller ikke kommer så tit på din blok, men når jeg gør og får læst dine indslag, er det altid med et smil på læben. Jeg må overgive mig og glæder mig til at vi, Sv-Erik og jeg på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at besøge dig. kærligst swester